The big escape [Ache]

[Elizabeth C. L. Remond]

Dato: 3 september 1430
Tid: 18.25
Vejr: Solnedgang på sit første med en del skyer på himmelen, en let vind temperaturen siger 12^{o
Hendes kjole}

Hen over bjergene kunne man se solen der stille var begyndt at gå ned, og i det fjerne begyndte en skikkelse at komme til syne på ryggen af en hest.  Den grønne løse kjole blafrede i vinden, imens hesten var i galop hen over bjergets stejle stig. "Pruuh" sagde hun for at få hesten til at komme ned i fart, og i stedet bare skridte da de kom nærmere kildedalen. Elizabeth havde reddet det meste af dagen, og de sidste 3 dage forinden. Hun var træt og udmattet og det samme var hesten, hun havde kun sovet under åben himmel og ikke turde slå sig ned ret længe af gangen. Det kølige vejr var noget anderledes deroppe i bjergene i forhold til højlandet hvor vinden var knapt så bidende på trods af at det faktisk ikke blæste ret meget. Da de stod ved siden af en af kilderne hoppede hun af hesten. Hun klappede den let på siden af halsen og rakte ned i saddeltasken efter et æble som den hurtigt derefter fik gumlet i sig "Dygtig pige" sagde hun med et smil på læben. 

Der gik ikke længe før man på himlen kunne se en lille bitte skikkelse komme flyvende med meget direkte retning imod hesten. En jagtfalk som altid fulgte Elizabeth hvor end hun kig, de to dyr var hendes kæreste eje, og især nu ville hun gerne have dem begge med for hun ønskede sådan set ikke rigtig at vende tilbage til slottet i Ynisti hvor hun var stukket af fra for 4 døgn siden. Tanken om at der kun var 1 år til hun skulle giftes med den højrøvede prins gav hende myrekryb og nu havde hun fået ødelagt endnu en sommer i hans selskab og tanken om at skulle blive hans hustru hang hende langt ud af halsen, dette var hendes eneste chance for at slippe uden om, at flygte og leve som alt andet end prinsesse. Hun regnede ikke med at en almindelig borger ville genkende hende. Hvad hun ikke have tænkt på var jo at de adelige tit deltog i store baller og fester på slottet i Kensis og ville med stor sandsynlighed kunne genkende hende, måske ikke med det samme som hun så ud, beskidt og i en kjole der på alle måder ikke var en prinsesse værdig. 
Hesten lagde sig roligt på græsset der dog alligevel var heroppe i bjergene når man ikke var længere oppe. Hun slog roligt hætten ned som sad fast syet til hendes kjole  i stedet for at have en kappe på, det gjorde det på normal vis alt for besværligt at klatre hvis det blev nødvendigt. Hun bandt roligt sine små sko op så hun kunne træde ud af dem og dyppede foden i det varme vand. Et lettere nydende suk gled over hendes læber imens hun lukkede øjnene. 

Hendes øjne åbnede sig og hun kiggede grundigt rundt, hun var fristet til blot at hoppe i, hun havde trods alt været på farten de sidste par dage. Da ingen var i syne trak hun roligt kjolen op over hovedet lagde den på bredden og gik med rolige skridt ned i det varme vand. Hesten lå stadig i græsset og falken havde sat sig på en sten tæt på.

[Ache Mortcolt]

Ache havde i længere tid været irritabel over, at skulle deltage i alle de store baller og kom sammener, som hans Fader tvang Ache og Sothrana til at deltage i med kommentaren 'Det er balsæson og Ache du skal snart lærer det, du skal trodsalt følge i mit fodspor en dag!' Ache himlede let med blikket ved tanken om den samtale. Nogle gange forstod han simpelthen ikke, at en mand kunne være så stædig, men okay.. Det var han også selv. Ache gik roligt videre igennem træerne med tavse skridt. Han så sig kort omkring med et hævet øjenbryn. Var han virkelig bare gået igen uden at se hvor han gik hen? Ache var i klædt en helt sort skjorte, der sad løst til hans overkrop hvor de to øverste knapper manglede at blive lukkede. Hans store sorte vinger flød let i vinden bag ham, som om det var dun når han gik. Familie symbolet i sølv hang tungt om halsen på ham og slog let imod hans bryst for hvert et skridt han tog. Han havde et par mørkebrune bukser på og et par sorte riddestøvler, der gik op til lige under hans knæ. Ache frøs ikke.. Han var død og det var efterhånden mange år siden, at han døde, men han havde det egentlig okay med det på trods af at det efter traditionen ikke var den rigtige måde han døde på, da han ikke tog sit eget liv. Ache lagde kort hånden over arret på hans hals med et smalt smil. Det var der hans liv var forsvundet ud af ham for noget der virkede som en evighed siden. Hans opmærksomhed blev næsten revet hen imod den lille lysning, hvor han vidste at kilden lå, ved lyden af vand der gav sig og lyden af en hest, der pustede. Var der nogen? På denne tid? Ache trak kort på skuldrene med et smalt smil. Det kunne da nok være sjovt nok... Lidt underholdning inden han begav sig tilbage til det kedelige liv som Jarl af en leder. Føj en titel... Ache gik med tavse skridt imod kilden og stoppede undrende op i kanten af alle træerne, så hans skikkelse var mere eller mindre skjult af træernes mørke. Han skævede kort over på de to dyr med et let hævet øjenbryn. En fugl og en hest.. Virkelig? Han rystede let på hovedet med et smalt smil, der var tydeligvis tale om et barn her, siden hun tilsyneladende opførte sig som om alt var i den skønneste orden.. Havde hun ingen ide om hvad der lurede i mørket? Uvidenhed.. Endnu en grim ting. "Det der virker ikke helt gennemtænkt" Kommenterede han kort og lænede sig let op af træet ved siden af ham med skulderen imod træet og hænderne begravet i hans bukselommer. De gule øjne fulgte let pigen med et let hævet øjenbryn og et ligegyldigt blik. Hvor gammel var hun lige, siden hun mente det var klogt, at begive sig herud helt alene som kvinde?

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth var ikke en person der kom meget ud, og slet ikke så langt væk hjemme fra som hun var kommet. Derfor kendte Elizabeth med gode grunde heller ikke til hvilke farer der ville lure i bjergene. Det var trods alt første gang hun var der. Hendes blik ænsede ikke med det samme da en skikkelse af en ung mand kom til syne imellem træerne. Falken som ellers var ved at falde i søvn efter den lange flyvetur begyndte dog at skrappe op og puste sig op da den fornemmede noget i nærheden. Elizabeth kiggede rundt men kunne intet se. "Hold op! Du larmer" brummede hun lettere irriteret hvilket fik falken til at tie stille på trods af at den stadig var pustet op. "Hvad er der?" Sagde hun så med forvirring over at falken stadig var oppustet og rynkede kort efter på brynene da hestens ører lagde sig bag over. Hendes blik blev hurtigt vendt imod skoven da hun hørte en mande stemme som kom fra skyggerne, han var svær at se men skikkelsen af en mand med store vinger var dog til at få øje på . Det gippede i hende og hun blev ganske svagt rød i kinderne. Hun svømmede om bag et par sten for at skjule sin krop, hun havde ingen ide om hvordan hun på nogen måde skulle få sit tøj på igen imens han stod der. "Hvem er de? Og har deres forældre ikke lært dem at det er uhøfligt at snige sig ind på en kvinde på den måde?" sagde hun halv højt hen imod manden imens hun følte sig lidt dum. Det var vist ikke helt gennemtænkt det der som han også havde sagt, og det irriterede hende grænseløst. Hvorfor skulle hun ikke lige have tænkt over det? Men hvor skulle man ellers have mulighed for at blive lidt renset ?

Hun pressede øjnene ganske smalt sammen imens hun holdt fast med hænderne på stene så hun ikke gled væk derfra. Han mindede hende på afstand med en engel men hun var ikke sikker, der fandtes jo andre væsner med vinger?  

[Ache Mortcolt]

Ache kunne ikke lade hver med at morer sig lidt over, at hun sådan rettede på de to dyr hun havde med sig. Så det var simpelthen en slags følgesvende hun havde med sig? Hvor latterligt... Det var kun usikre personer, der havde brug for sådan noget fordi de tydeligvist ikke stollede tilstrækkeligt på sig selv. Sær tanke egentlig, alle væsener startede jo stort set samme sted hvis man da kunne sige det sådan, det forekom bare andre mere naturligt, at være fornuftige i deres tankegang og handlinger og hende her var tydeligvis ikke en af dem. "Hvem jeg er vedkommer egentlig ikke Dem lille Frøken og det opgav de for rigtig mange år siden" Sagde han helt køligt med et smalt smil. Hvor var hun dog naiv..
Ache rykkede sig ikke ud af flækken, men kastede kort et blik over på hesten og fuglen med sammenknebne øjne. "Sig mig, hvorfor tager en Frøken helt alene herud med det eneste selvskab i form af en hest og en fugl? Har din mor og far aldrig lært dig om det der lurer i skyggerne?" Spurgte han kort med et let hævet øjenbryn. Det lyste jo langt ud af hende, at hun bogstavelig talt var blevet taget med bukserne nede og det var bare det, der gjorde det hele så meget mere underholdende for ham. Ache vendte let de gule øjne imod hende igen imens han ventede et svar. Hun virkede bekendt på en eller anden måde.. Det kunne jo være, at han havde set hende en enkelt gang til en af de million baller, som han blev slæbt med til.. Dog var han sikker på, at han aldrig havde talt med hende, da han altid havde haft en god hukommelse når han først havde talt med en person. Men så måtte hun jo have en form for stand... Så var det jo klart, at hun var så uvidende.. Hun havde jo aldrig været udenfor sit bur før tydeligvis. Ache smilede lidt smalt ved tanken. Så hun var altså kort sagt ude og teste om hendes såkaldte vinger kunne bærer hende.. Hvilket de tydeligvis ikke kunne, siden hun allerede havde dummet sig i løbet af forholdsvis kort tid. Okay han kunne ikke vide hvor længe hun havde været selv, men hvis hun var af stand.. Så kunne det umuligt være længe, sådan nogle piger kunne normalt ikke overleve på deres egen hånd ret længe herude i det fri. Specielt ikke hvis de søgte mørket.. Det kunne da være meget underholdende hvis det viste sig, at hun var kongens lille prinsesse.. Der gik jo rygter om, at hun var stukket af fra sin trolovede, så kort sagt hvis det var hende her han kiggede på lige nu.. En prinsesse uden hjerne og ære, ja det ville da blive noget af en historie at fyrer af i kongehuset.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth rynkede let på brynene da manden blot sagde det ikke kom hende ved hvem han var, alt var meget mærkeligt når hun ikke have titlen prinsesse klistreret til panden, når folk vidste det plejede de at svare hende og det irriterede hende lidt at han faktisk ikke ville svare, han var godt nok den første som ikke ville svare hende, men generelt siden hun havde forladt slottet havde folks opførsel været meget anderledes. Hun sukkede opgivende og rullede med øjnene "Hvorfra ved de om det ikke vedkommer mig?" svarede hun lidt skarpt igen og løftede det ene øjenbryn. Ikke at hun havde planer om på nogen måde at indrømme hvem hun var men det røg bare ud af hende. 
Efter hans næste spørgsmål kunne hun mærke hun blev en smule vred da han fik hende til at fremstå som en høne uden hoved som han fik fremlagt at hun slet ikke havde tænkt over at det måske ikke ligefrem var smart at rejse uden nogen til at passe på sig når man var kvinde. Et suk gled over hendes læber og hun lukkede øjnene kort imens hun lod sig selv blive usynlig. Hun kunne godt klare sig selv! Ganske kort tid efter forsvandt kjolen fra sin sten da den blev usynlig ved hendes berøring. Hun var lidt frustreret over manden og kunne mærke hvordan irratationen blev større som hun bevægede sig imod ham imens hun trak kjolen over hovedet. Hun standsede op et par meter fra ham med armene over kors og kom pludselig til syne "Hvem siger jeg ikke kan tage vare på mig selv?" fnøs hun og kiggede ham direkte ind i øjnene. Hendes temperament havde lige taget overhånd for et øjeblik hvilket fik hende til pludselig at få et lidt usikkert blik i øjnene da det gik op for hende hvilken race der stod foran hende. Ikke nok med at han var engel så var vingerne i hvert fald alt andet end hvide.. Hun trådte et skridt baglæns. *Jeg har set ham før et sted, men hvor...* hun blev usikker.. Hvis hun havde set ham før så måtte han være af meget høj stand hvilket hans tøj også udstrålede. "Undskyld, jeg er uforskammet, de har ret jeg må hellere se og komme videre" Et lille usikkert smil kom frem på hendes læber imens hun begyndte at gå baglæns "Jeg er sikker på de også har en masse at se til og jeg bræmser sikkert deres færden så gå de bare videre" Sagde hun i håb om at han bare ville gå og forhåbentlig ikke genkende hende. Hendes ansigt var stadig rimelig beskidt efter de lange trave ture igennem lysskoven for at komme til foden af bjerglandet hvilket også gjorde hende lidt mindre genkendeligt.

Hun ville for alt i verden ikke tilbage til slottet og slet ikke allerede. Det kunne lige passe nu var hun sluppet uden om folk som kunne have nogen form for relation til hendes familie.. Og hun mistænkte desværre at han måske kunne være en af dem..

[Ache Mortcolt]

Ache grinede kort med sin mørke stemme og et smalt smil over hendes kommentar. "Fordi det ikke vedkommer små badenymfer, hvem jeg er" Sagde han helt køligt med en tydelig hån i stemmen. Han rullede kort med øjnene, da hun forsvandt. Man kunne altså stadig se hvordan vandet bevægede sig efter hendes krop, selvom hun var usynlig.. Igen, ikke helt gennemtænkt og igen, tydeligvist et barn. Han fulgte helt roligt banen med blikket, som han regnede med at hun gik op til kjolen og ganske rigtigt forsvandt den.. Han rystede kort på hovedet med et smalt smil og rettede sig roligt op, så han nu stod i sin fulde højde med de sorte vinger let spredte bag sig, dog stadig med hænderne i lommerne. Ache rykkede sig ikke ud af flækken, da hun dukkede op lidt foran ham. "Tilsyneladende hende der ikke tænker over, at vandet omkring hende og græsset hun går på, bevæger sig i takt med hende selvom hun er usynlig" Sagde han helt roligt med et let hævet øjenbryn. Han havde dog ikke lagt mærke til græssets bevægelse, men han havde ikke regnet med at hun var gået uden sine dyr også virkede hun heller ikke som kyllinge typen, selvom hun åbenlyst var ekstrem dumdristig..
Ache fulgte let hendes bevægelse med blikket, da hun trådte et skridt tilbage. Han så kort lidt overvejende på hende. Han havde set hende før.. Prinsessen! Åhh så blev det jo straks mere underholdende. Han grinede kort med et hånligt smil ved det sidste hun sagde. "Jamen Prinsesse dog, hvorfor så travlt? Jeg troede man holdte sig i skyggerne når man var på flugt fra sit navn?" Spurgte han helt køligt, stadig uden at flytte sig. Han så kort lidt overvejende på hende med let sammenknebne øjne. "De ved vel, at deres fader og trolovede leder efter dem? Og nej jeg siger ingenting, jeg gider ikke rende rundt som en eller anden babysitter" Tilføjede han helt køligt og vippede kort hovedet til den ene side for at strække halsen, inden han blot så på hende igen med et let hævet øjenbryn og de lysende gule øjne. Hun virkede så usikker? Mon hun også kunne erindre, at hun havde set ham et par gange? Tjah, så mange sort vingede engle fandtes der nu heller ikke endnu, men Mortcolt slægten var trods alt ikke den eneste engle flok, selvom hans fader helst så det. Han havde jo en eller anden sær ide om, at de andre engle ikke var rigtige engle, da de ikke var af Mortcolt slægten, hvilket Ache aldrig havde forstået... Hvis man var opstået, var man da lige så meget engel som de var, det havde deres slægt da ikke noget med at gøre.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth himlede lidt med øjnene i det han sagde at små badenymfer ikke skulle vide hvem han var. Hvad betød det også for hende hvem han var, ud over at han var en engel med sorte vinger som tilsyneladende havde næsen i sky. Hans næste bemærkning om at hun ikke tænkte over at man godt kunne se hvor hun gik fik hende til at give et mindre suk fra sig. "Er der andre måder at få tøj på når de bliver ved med at stå og kigge?" spurgte hun med et lettere hævet øjenbryn. Hun havde ikke haft i sinde at skulle vandre hen efter sin kjole imens han kiggede på, lidt blufærdig var hun dog, men hun havde selvfølgelig heller aldrig klædt om foran andre end hendes kammerpiger og amme, ikke engang hendes far eller brødre havde hun klædt om foran siden hun var 3. 
Da hun var begyndt at bakke baglæns og han pludselig begynde at kigge meget nøje på hende vendte hun sig om og trak hætten over hovedet på vej imod sine dyr. Hendes krop stivnede da han kaldte hende prinsesse. "Øhm, jeg ved ikke hvad de taler om, jeg er blot en ung kvinde ude og opleve verden, jeg er aldeles ikke prinsesse." prøvede hun, selvom hele hendes krop var spændt op og derfor let afslørede hendes nervøsitet over at han havde genkendt hende. Hun drejede halvt rundt da han nævnte hendes trolovede og fader der ledte efter hende, det var godt nok hurtigt, men selvfølgelig ikke mærkeligt dette var første gang hun var væk i længere tid end et døgn hvilket de jo havde vænnet sig til. Hun rynkede brynene en smule og kiggede mere studerende på manden "Du er en Mortcolt?" sagde hun i en blanding af spørgsmål og konstatering. Hun lagde hovedet let på skrå og tog sig let til hagen imens den anden arm lå ind over maven og lod hendes albue hvile ned i hånden. "Så du siger at du ikke vil slæbe mig tilbage til Ynisti?" sagde hun ganske undrende. Teknisk set ville han nok kunne komme i mange problemer med hendes forlovede og far hvis de fandt ud af at han havde haft fundet hende men ikke slæbt hende med sig om ikke andet bare til Trilkstad hvor de ville kunne hente hende. Hun var dog ganske lettet. Hun kørte en hånd op og fjernede hætten igen. "Men hvis du er en Mortcolt, hvilken en er du så?" spurgte hun efter lidt tid. 

[Ache Mortcolt]

Ache himlede ganske kort med blikket og et smalt smil ved hendes spørgsmål. "Tjah, de kunne jo være blevet i vandet og halvvejs være blevet opløst" Sagde han kort med et smalt smil og et enkelt træk på skuldrene. Han fulgte hende let med blikket, da hun ville gå derfra og trak hætten over sig. Ache rørte sig stadig ikke ud af flækken, men smilede lidt skævt ved hendes kommentar. "Åh jo du er Prinsesse, du er LaGaurs lille pige" Sagde han kort som en konstatering, hvilket nok også kunne høres på hans tonefald. Hvorfor var det, at folk i de adelige kredse altid enten var helt besatte af deres egen titel eller ikke ville stå ved den, når de så blev genkendt? De adelige var simpelthen ikke til at blive kloge på... Så var det meget mere lige til med englene. Alle de engle Ache havde mødt, havde ikke lagt skjul på hvem de var og hvis de havde, havde de indrømmet det kort efter at være blevet genkendt.. Hvorfor kunne levende væsener ikke også bare være så ligetil? Så var man fri for alt det der halvvejs forlegenhed, det var lige til at blive dårlig af.. Ache rullede kort med øjnene, da hun vendte sig rundt og kom med sin konstatering.
Han klappede kort meget langsomt i hænderne med et smalt smil og let sammenknebne øjne. "Bravo Prinsesse, lidt hjerne er der da derinde" Sagde han kort med et smalt smil og lagde igen hænderne tilbage i hans bukselommer. Han sukkede kort lettere opgivende over hendes bemærkning, inden han kort kørte en hånd igennem det mørke hår med de lyse striber, så håret lettede lidt fra hans hoved. "To i streg, går De efter en tredje?" Spurgte han kort i et ligegyldigt toneleje imens han blot så på hende med de lysende gule øjne og det hævede øjenbryn. Han lød nok meget sarkastisk og helt ærligt.. Det underholdte ham lige nu. Han rystede kort lettere opgivende på hovedet med et smalt smil ved hendes sidste kommentar, inden han roligt gik hen foran træet op lænede sin ryg op af stammen, så de sorte vinger lagde sig som en dyne rundt om stammen på træet. "Hvilken af dem? De får det til at lyde som en epidemi" Kommenterede han kort med en let rysten på hovedet. Så mange var de trods alt ikke endnu og det var faktisk meget få af dem, der var blevet til engle endnu. Der var jo et par stykker, der var døde i forsøget og andre havde ikke ført slægten videre endnu, så det var for tidligt for dem, at forsøge at genopstå endnu.. Det var dog ikke tilfældet for Ache, han var jo blevet dræbt i kamp inden han nåede så langt med sit liv, hvilket jo også havde gjort, at hans fader havde svært ved at tale med ham nu.

[Elizabeth C. L. Remond]

Et lettere opgivende suk kom fra Elizabeth imens Englen talte. Ja det kunne hun sikkert også, og gik han så til angreb på hende så var hun da virkelig klar til kamp.. ”Aha, så det siger de” sagde hun med et let løftet øjenbryn. *Mænd!* tænkte hun og rystede så kort på hovedet af ham.

Da hun var begyndt at gå væk og han meget kontakt konstaterede at jo hun var Prinsesse og han vidste endda hvis prinsesse hun var. Hvilket fik hende til at kigge sig let over skulderen med et lidt forbavset blik i øjnene. ”Fint du fik mig, hvorfor er det så vigtigt hvem jeg er?” sagde hun så imens hun fik drejet sig imod ham og slog spørgende ud med armene før hun plantede dem på hofterne med hovedet let på skrå.

Elizabeth havde gerne benægtet meget længere, men det virkede lidt håbløst overfor denne mand og egentlig gad hun ikke spilde sine forsøg på ham, men alle og enhver skulle jo ikke lige gætte hvem hun var, det var lidt for risikabelt og hun frygtede også lidt at han gik hjem til sin far og nævnte det. Hun drejede om på hælene igen og gik hen til sin hest som hun satte sig op af.
Som han kommenterede hendes spørgsmål kunne hun mærke en mindre vrede blandet med en irritation sprede sig i hendes krop. Hendes hænder knyttede sig kort før han svarede på hendes sidste spørgsmål og et skævt og smalt smil bredte sig på hendes læber ”Er I ikke også det? ” spurgte hun henkastet og lettere ligegyldig. Hun legede tydeligvis med ilden og det at hun vidste at han nu vidste at hun var en konge datter gjorde at hun vidste han ville ende med at starte en krig imod kongen hvis han gik til angreb på nogen måde på Elizabeth. Elizabeth sendte ham et lettere udfordrende smil og kastede let med sit hår så det røg om på ryggen. ”Kan man overhovedet kalde jer en rigtig race? I genopstår og er umulige at komme af med igen, i kan kun komme af med hinanden.. Det vil jeg da kalde lidt af en epidemi?”  sagde hun og fugtede let sine læber med tungen, hun vidste også at han var ond i og med at han havde de sorte vinger, hendes far havde mindst en engel som ridder for sig hvilket også betød at Elizabeth ikke havde noget imod dem, men denne engel havde irriteret hende lidt for længe. 

Hun lænede sig godt tilbage imod hesten og kiggede bare direkte imod Englen. 

[Ache Mortcolt]

Ache fulgte hende let med blikket, da hun gik over til hesten og kort så sig over skulderen ved hans konstatering. "Det er det heller ikke, jeg er bare en af dem der ikke kan forstå hvorfor folk benægter hvem de er" Sagde han kort med et let hævet øjenbryn og trak så en enkelt gang på skuldrene. Det var en ting han aldrig lærte at forstå, hvis folk allerede havde regnet ud hvem man var, hvorfor så skjule det? Når folk regnede ud at han var en Mortcolt, så stod han også ved det. Hvis folk ikke kunne regne ud hvem han var, så fortjente de heller ikke at få det at vide og derfor ville han heller ikke gå og fortælle alle, at han var Ache Mortcolt, søn af den nuværende engle leder.
Ache grinede kort med sin helt mørke stemme og et smalt smil ved hendes spørgsmål. "Du får det næsten til at lyde som en selvfølge, at vi genopstår i min slægt" Sagde han kort med et smalt smil. Det var jo langt fra dem alle sammen der genopstod i hans familie, på hans side af familien var det jo kun ham, hans far og hans onkel, de andre havde ikke forsøgt endnu, da de ikke havde ført navnet videre. Ache var jo blevet dræbt i kamp, så det var den eneste grund til at han var en engel nu, så det havde egentlig også været lidt held, at han var genopstået efterfølgende.
Ache så lettere overvejende på hende med et let hævet øjenbryn og sammenknebne øjne. "Men du mener simpelthen, at der er flere af os end af jer LaGaurs? Det er jo nærmere jer, der er en epidemi" Kommenterede han kort med et smalt smil og lagde hænderne i hans bukselommer nu hvor han stod helt ret op. De der magikere, de var jo overalt efterhånden... Man skulle næsten tro, at de ikke gik op i andet end at opfostre børn. I Aches familie skulle man bare minimum have et barn til at videreføre slægten, men det var jo en mindre detalje i deres slægtshistorie. Der var jo ingen ægte Mortcolt, der gad at spilde sin tid på at opfostre alle de børn, det måtte da være belastende...

Han himlede derefter med blikket og rystede en enkelt gang på hovedet, inden han sukkede lettere opgivende. "Hør jeg har ikke tid eller lyst til at spilde min tid på en forkælet møgunge, der tror hele verden ligger for hendes fødder, så du må have mig undskyldt" Kommenterede han iskoldt og kastede kort et ligegyldigt blik på hende, inden han spredte de store sorte vinger ud til siderne og satte hårdt af fra jorden med et par kraftige vingeslag, inden han skød op imod himlen og forsvandt over træerne. Magen til snobberi skulle man da lede længe efter også fra så ung en kvinde, hold da op stakkels ham der endte med at skulle giftes med hende.

//Out

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth stak af hun måtte væk. Denne galning var ikke en hun turde være i nærheden af.

Hun greb sin hest, og sprang op på sadlen af den. Hun sparkede hælene i siden på hesten og red afsted u i mørket.

//Out