Et nyt liv? [Aime]

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime så hans fingre stryge over hans øjenbryn. Hun irriterede altså også ham? Det føltes ikke som nogen sejr, og gav hende endda dårlig samvittighed. Sådan her var hun slet ikke. Alt hvad han stod for og den måde han svarede hende på, gik hende bare voldsomt på nerverne. Hvis bare samtalen havde taget en mere direkte drejning istedet for at sige nogle ord, uden rigtig at sige noget. Hun hørte hans halvvejs moralprædken. Nu gjorde han det igen? Han dømte hende udelukkende på et grundlag i hans hoved? Han anede intet om hende og alligevel fik hun et stempel, som ikke ligefrem var til den positive side. Hun tog en dyb indånding. Hvis det fra hans side var et forsøg på at vende samtalen, så var det et rigtig dårligt et.. Men et forsøg var det vel.. "Jeg takker for din undskyldning. Men jeg forstår ikke hvorfor du dømmer mig på den måde. Du aner intet om hverken mig eller mit liv, og alligevel vælger du at dømme mig og sætte mig i bås som ensom og sørgelig? Det er ikke ligefrem smigrende. Så først beklager du for at have fornærmet mig og så fornærmer du mig igen?" Svarede hun i et frustreret tonefald. Hun var godt klar over at han mente hans ord, men han valgte stadig at fornærme hende sådan uden videre?
Aime sukkede. Okay han ville altså vide noget om hendes person, men de var allerede kommet skævt ind på hinanden, så noget måtte hun også gøre noget for at rette op på den. Ja, hun havde havde talt frit, som hun ikke burde, men han havde intet andet gjort end at irritere hende grænseløst. "Jeg er smigret over din interesse for min person. Mit navn er Aime og til din information mener jeg ikke selv at jeg hverken er sørgelig eller ensom." Svarede hun mere roligt og forsøgte at vende det til noget positivt. Bevidst sagde hun ikke mere end hendes fornavn for lige at teste om han nu også gengældte hendes præsentation af sig selv. Så kunne samtalen altid gå videre. Hun flyttede lidt på sig og foldede så sine hænder foran sig. Ja, det så stift ud. Men hun frøs, selvom hun prøvede at skjule det. Det lignede ikke hende at fare i flint, men han havde ubevidst gået hende på hver eneste nerve i hendes krop. Men han skulle have en chance for at ændre det, da hun nok også havde dømt ham... En smule..

[Ache Mortcolt]

Ache kunne ikke helt lade hver med at trække lidt på smilebåndet over hendes kommentar. Det havde hun vel ret i, men hvordan kunne man andet, når man kom fra de høje klasser, der virkede alle folk simpelthen så ens, at det var til at kaste op over. Han trak kort en enkelt gang på skuldrene med et roligt smil, da hun var færdig med at tale. "Igen, så er det ikke min mening at fornærme Dem, det er vel bare sådan jeg er som person og det der med at sætte folk i bås, det kender De vel selv, nu når de tydeligvis er af stand? Man skal jo forvente en bestemt opførsel fra hver stand for at holde på de såkaldte normer" Prøvede han at forklare med et roligt smil imens han lod blikket vandrer ud over træerne, der strakte sig højt op i himlen. Eftersom hun mente, at han fortsat fornærmede hende, selvom det ikke var hans intention, havde han valgt at slå over i den formelle tale, selvom han helt ærligt havde regnet hende for anderledes på de punkter, men hvis det var det, der skulle til for at holde en anstændig tone, så var det sådan, at det måtte være.

Han vendte hurtigt blikket imod hende igen, da hun præsenterede sig. Kun fornavn? Det var da en start også forblev der jo også fortsat noget mystisk over hende, smart træk egentligt. Frøs hun? Han så kort lidt undrende på hende med et let hævet øjenbryn, da hun foldede hænderne foran sig, åh jo, hun frøs, det lyste langt ud af hende."Okay, mit er Ache, men det er jo blot en positiv ting, at De ikke ser dem selv sådan, så er det jo nok blot mig, der har fået et forkert indtryk" Sagde han roligt og lagde let hænderne i hans jakkelommer, imens han så lettere overvejende på hende med et hævet øjenbryn i lidt tid. "Men jeg kan se, at De fryser, så det var en... Interessant oplevelse, at træffe dem Frøken" Kommenterede han kort med et roligt smil imens han holdte blikket på hende. Han strakte kort vingerne en smule bag sig, inden han lagde dem ind til ryggen igen og let ruskede dem. Det var sådan han var kommet herhen og også sådan, han havde tænkt sig at skulle derfra igen.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede ubevidst, da hun så han gjorde. Okay, måske hun havde faret for hurtigt op. Men hun holdt stadig på at han selv havde bedt om det. Hun så på ham med et stille smil og lyttede til hans svar. Okay, han tog ligefrem den høflige tone frem, sikkert for ikke at støde hende mere. Men hun kunne se det komiske i det. Ja, det var et stort humørskift, men hun måtte holde på sin latter. Og alligevel kunne hun ikke, så hun grinede, da han var færdig med hans svar.Hun tog den ene hånd op foran munden og holdt så op med at grine. Det var da morsomt. Det var pænt af ham at gøre det, det skulle han have. Men det kunne hun ikke tage seriøst, når de allerede havde lagt den barriere ned. "Hold ikke på formerne for min skyld. Den har vi vist ødelagt. Men ja, jeg kender det i den grad, selvom jeg nu forsøger at være åben overfor andre. Tro det eller ej. Jeg synes nu det har været forfriskende at tale lige ud af posen og ikke gemme det bag normerne." Svarede hun med et let smil og fik blik fyldt med den glæde hun var kendt for at have. Hun håbede ikke at det stødte ham, at hun grinede. Det var bare hendes person, sådan hun var.

Aime strammede grebet i hendes hænder. Det var godt nok koldt. Det havde heller ikke været hendes intention, at blive væk så længe. Det var ment som en mindre tur i fred og ro og var på sin vis blevet det stik modsatte. Fair nok, hun fik fornavn tilbage. Han var altså ikke ligefrem en sladdertante. "Så vil jeg glæde mig til at vende indtrykket til det rigtige." Svarede hun målbevidst. Hun var slet ikke sådan, og det ville han se, hvis de overhovedet mødtes igen. Det var ikke sikkert, da det her havde været helt tilfældigt. Hun smilede af hans tilsyneladende omsorg for hendes helbred og tilstand. Det lod til at hun også havde sat han for hurtigt i en bås.. Det virkede rent faktisk til at han bare var interesseret i hendes person - altså at han var oprigtig fra starten.. Ups.. "I lige måde, Ache." Svarede hun roligt og rykkede sig ikke det mindste, da hendes lettere kompakte stilling holdt hende nogenlunde varm. Han så ikke ud til at fryse eller også var hun bare ikke så opmærksom som ham. Hun så på hans store vinger og kom til at stirre en smule, da hun aldrig før havde set nogen af den størrelse eller sorte for den sags skyld. Hun blinkede hurtigt et par gange og vendte blikket mod ham igen med et roligt smil. Det havde været interessant, som han selv sagde. Ikke ligefrem det mest positive møde hun havde prøvet, hvilket i sidste nok var deres begges skyld.

[Ache Mortcolt]

Ache så kort lidt undrende på hende, da hun begyndte at grine. Hvad var det der var sjovt? At han forsøgte på at holde en ordentlig tone? Tjah, det var ikke så tit han hørte latter og da slet ikke når det var ham, der var grunden. Han rystede kort en anelse på hovedet med et skævt smil og vendte derefter blikket imod hende igen med et roligt smil."Jamen så ved jeg jo, at det ihvertfald ikke var det der var grunden til at du følte dig fornærmet" Kommenterede han kort med et lidt skævt smil. Det var da altid noget, lidt uro var der da trods alt i hende, ellers ville hun være blevet fornærmet over at han ikke som sådan talte op til hende, som man jo normalt gjorde ved at kalde en kvinde De osv. Det havde altid hængt ham langt ud af halsen, at kalde folk dette, men det var jo sådan man gjorde overfor fremmede.

Han smilede kort lidt skævt ved det næste hun sagde. Når så det ville hun og hvordan havde hun så tænkt sig, at gøre dette? Det var jo meget usandsynligt, at de nogensinde ville rende ind i hinanden igen."Hvordan har du tænkt dig, at gøre det? Det er jo meget usandsynligt, at vi nogensinde render på hinanden igen" Spurgte han roligt med et hævet øjenbryn. Det kunne da være interessant, at støde på hende igen, men det var meget usandsynligt, det var de nok nødt til at indse, Ireno var jo et stort land. Ache nikkede kort til det sidste hun sagde med et lidt skævt smil, så hun var altså en frøken, altså var hun ikke taget herud for at slippe for en eller anden kedelig mand, men hun var da også for gammel til stadig at bo hjemme... Var hun ikke? Ache gik roligt et stykke ud fra træerne, så han bedre ville kunne sætte fra, når han skulle flyve derfra. Han så kort over på hende, da han godt lagde mærke til at hun stirrede. Hvad kiggede hun på, hans vinger? Ache så sig kort over skulderen imod hans vinger med et let grin og rystede så let på hovedet med et skævt smil. "Pas nu på, at dine øjne ikke falder ud" Drillede han kort med et skævt smil og lagde let vingerne tæt ind til hans ryg. De holdte ham varm på kolde dage, som dette jo var, så derfor behøvede han heller ikke noget specielt ud over en jakke, modsat hende der mest af alt lignede skind og ben, som hun stod der og tydeligvis frøs.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime samlede sig. Nej, det var ikke derfor hun blev fornærmet. Det virkede ikke til at han synes det var sjovt. Men det rørte hende egentlig ikke. For en stund var hun mere sit glade jeg, og det virkede ikke til at det stødte ham. "Jeg er smigret over dit forsøg på ikke at fornærme mig" Svarede hun med et smil, det nåede hende røde øjne. Hun havde dømt ham for hurtigt, eller også have hun også fået et forkert indtryk af ham. Han virkede ikke som en tør kiks, som andre af hans stand. På hende virkede han nærmest som et friskt pust. Og det havde haft en bedre slutning end hun ville have forventet, så det var da positivt. Det var pænt af ham at gøre noget, selvom hun også kunne have taget det som en fornærmelse at han talte op til hende. Men for hende lå det lige til højrebenet at grine af det morsomme i den måde situationen var vendt på. Han havde da heller ikke sagt noget til at hun gik direkte til at være dus, selvom hun godt kunne se at han var af højere stand. Han kunne ligeså vel være blevet fornærmet over at hun på den måde talte ned til ham.

Aime trak på skulderen med et let smil til hans spørgsmål. Så langt var hun ikke nået. Men det ville hun gerne, hvis det skulle ske at de sås igen, selvom det var meget usandsynligt. "Jeg har lov at håbe." Svarede hun med et roligt smil. Ja, hun ville gerne købe på ham igen, og måske være så heldig at ændre hans syn på hende. Hvis ikke, måtte hun acceptere at han havde et forkert billede af hende. Det ville hun ikke kunne gøre noget ved og sådan måtte det være. Hun lagde ikke så meget i hvem han mere var end bare Ache. Bare fornavnet. Hun ville nok aldrig komme til at se ham igen, så det ville ikke have det store at sige. Et navn var fint, så havde hun da det. Hun ville nok komme til at høre om ham, da de nok færdedes i nogenlunde de samme kredse blandt de adelige. Aime mødte hans blik med de røde øjne og smilede, da han grinede. Baseret på hans udseende og fremtoning virkede han ikke umiddelbart til at grine ret ofte.. Igen var det en fordom - hun vidste vel ikke rigtig noget om det, men hun havde sine spekulationer. "Jeg tror nu de sidder godt fast." Svarede hun med et let grin og trådte et meget lille skridt frem mod ham med den tanke at røre hans vinger indtil det slog hende at han stadig var en fremmed og det ville være meget mærkeligt. Og alligevel havde de slet ikke det mindste holdt på formerne, så hvorfor ikke? Nej, hun gjorde det ikke. Hun vendte kort blikket ned på en flov måde. Tænk at hun blev flov over noget hun kun havde tanker om? Tja, sådan var det vel bare. Hun vendte stille blikket mod ham igen med et lille smil.

[Ache Mortcolt]

Ache trak kort på skuldrene med et skævt smil ved hendes kommentar. Tjah, det måtte hun jo selv om, om hun gjorde, han forsøgte som end bare at virke bare en anelse normal nu hvor hun tydeligvis blev fornærmet over når han forsøgte, at tage lidt pis på hende, men okay hvem kunne bebrejde hende... Han var en engel med sorte vinger og en lige så sort humor, men det var den han var og det havde han egentlig klaret sig fint med i over 250 år nu. Han smilede lidt skævt over hendes kommentar og vendte kort blikket imod sneen lidt fra hans fødder. "Jamen det vil jeg så glæde mig til at se, hvordan du får arrangeret" Kommenterede han kort med et skævt smil, inden han igen vendte blikket direkte imod hende igen.

Røde øjne.. Men hun mindede altså ikke om en dæmon eller en vampyr, hun havde for meget farve i ansigtet også frøs hun, de typer frøs ikke lige så let. Han stod kort lidt tid og studerede hende med et let hævet øjenbryn. Ej han gav op... "Okay jeg giver op, så du må lige svarer mig nu her inden jeg går, fordi du er er tydeligvis ikke en dæmon eller vampyr, men ellers kan jeg ikke greje hvad du skulle være... Jeg er jo ret åbenlys" Kommenterede han kort med et skævt smil og lagde let den ene vinge ind foran sig imens han holdte blikket på hende. Han gav simpelthen op, hun havde for meget... Livsglød, til at kunne være en af mørket, men hvad hun så kunne være med de røde øjne, vidste han ikke. Han fulgte hende kort med blikket, da hun trådte et skridt tættere på ham. Hvad havde hun gang i? Han så blot undrende på hende med rynkede bryn. Hun var altså lidt speciel, det måtte han give hende. Ache lagde let vingen tilbage bag ved sig og lagde den ind til hans ryg imens han blot holdte blikket på hende. Han tog kort en hånd op fra hans jakkelomme og lagde i hans hår, som han let uglede for at fjerne det fra hans pande, inden han lagde hånden tilbage i jakkelommen. Mon hun overhovedet havde nogen anelse om hvem han var? Hvis hun kendte til hans efternavn måske? Mortcolt... Den evige påmindelse om deres ældgamle slægt med den ædle tradition, som de kaldte den. Han var søn af en frygtet leder, men det behøvede hun jo ikke at vide og hvis hun kendte rygterne, behøvede hun jo ikke at vide hvem han var.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede til hans kommentar. Det ville nok ikke komme til at ske, men hun havde lov at være optimistisk. Hun kendte realiteten, men håbede nu alligevel. Hvordan hun havde tænkt sig at gøre? Tja, hun ville starte med at gribe situationen an på en anden måde og i det hele taget bare være sig selv. Det håbede hun ville virke, men det kunne altsammen være ligemeget. Hun skulle ikke se ham igen, så hun kom alligevel ikke til at prøve. Hun sagde ikke noget til hans svar. Hun nikkede blot en enkelt gang og forblev tavs. Hun ikke så meget som blinkede, da han så direkte på hende. Hun havde ikke noget at skjule, så hvorfor ikke lade ham? Hun havde trods alt selv lagt op til det.

Aime tog ham i at studere sig, men det gjorde hende ikke noget. Han lignede næsten en, der søgte noget ved hende. Det virkede som om han ikke kunne finde ud af hende og på en eller anden mærkelig måde glædede det hende, at han ikke bare så lige gennem hende. Så var hun ikke altså ikke bare forudsigelig og lige til at gennemskue. Det valgte hun at tage som en positiv ting. Aime måtte igen grine. Ja, han var engel, ingen tvivl der. Vinger.. altså engel. Slut. Hans præcise stand var hun dog lidt i tvivl om, men det fandt hun nok ikke ud af og det havde hun det nu fint. Hun holdt op med at grine og løftede så en hånd og strøg noget at det røde hår væk fra hendes hals og afslørede sine blå aftegn. Hun var vandelement. "Det er ellers gode bud. Men jeg holder mig til vandet." Svarede hun med et let smil. Hun havde ofte hørt at man ikke troede på at hun var vandelement, hvis man ikke lige umiddelbart kunne se aftegnene. Det var nok det røde hår og de røde øjne, der gjorde det. Til tider var det sjovt, at hun havde den mystik at man ikke lige kunne finde ud af hvad race hun tilhørte. Men nu han spurgte pænt, så kunne han ligeså godt få et ærligt svar. Men igen gættede han. Han ville gerne have lidt at vide om hende og det fandt hun en smule smigrende. Igen interesserede han sig for hendes person og hvem hun var. At hun var rigmandsdatter behøvede han ikke at vide. Det var ikke relevant nu hvor de havde udelade slægtsnavne som et bevidst valg fra hendes side. Han havde allerede gættet at hun var adelig, så kunne de altid finde ud af mere om hinanden gennem de sociale kredse, hvis det var det de var interesserede i. Hun fulgte hans hånd med blikket. Ugle hans hår? Tja, hvorfor ikke? Måske han havde et form for støvnemøde, siden håret skulle rettes? Det kom ikke hende ved, så hun spurgte ikke.

[Ache Mortcolt]

Ache kunne ikke helt lade hver med at trække lidt på smilebåndet over at hun ikke så væk. Så hun var ikke bange af sig? Det var vel en god egenskab eller også var hun bare forfærdelig naiv. Han vendte let blikket imod hende, da hun flyttede sit hår. Han kunne kort mærke, hvordan det gibede i ham ved synet af hendes element mærke, da han kort kom til at tænke på sit eget. Han smilede hurtigt et skævt smil, så hun ikke ville have mulighed for at tage notits af hans korte gib. Det var en side af ham selv, som han nok aldrig ville lære at acceptere. Hans mærke var godt nok en del udtværet også lignede det skygger, der sneg sig op af hans arm. Hans mærke var jo næsten væk nu, da han jo var død for længe siden og derved skiftet over, til at blive en engel istedet for. Stærkere, mere magtfuld og mere udholden, det var sådan han var. "Så noget direkte modsat af hvad jeg troede, endnu engang" Kommenterede han kort med et skævt smil og trak kort på skuldrene. Han rystede let på hovedet en enkelt gang med et stille smil.

Tjah, han burde nok komme videre og hun burde komme indendøre, så hun kunne få varmen igen. "Men så vil jeg lade dig komme indenfor igen, så du kan få varmen. Hvem ved, det kan jo godt ske, at du er så uheldig at rende ind i mig igen" Kommenterede han kort med et let grin, inden han let trådte et par skridt væk fra hende igen. Ache bukkede kort for hende med et skævt smil imens han holdte blikket på hende og havde en arm foran sig. Han foldede let sine store vinger ud og rystede dem kort, inden han i et kraftigt vingeslag lettede fra jorden og skød imod himlen, inden han let ændrede retning oppe på himlen og fortsatte tilbage imod bjerglandet, hvor han forsvandt i mørket.

//Out

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lod ham se ind i øjnene på hende. Ja, hans var gule, men efter deres dårlige indtryk af hinanden, troede hun ikke på at han ville gøre hende noget ondt. Desuden viste det bare at hun havde noget at skjule, hvis hun så væk. Det var hun dog ikke bevidst om. Men hun havde ikke noget at skjule, hvis han da brugte blikket i hendes øjne til noget. Man kunne vel aldrig vide. "Jeg håber ikke, at du har taget helt fejl af mig." Svarede hun med et let smil. Det havde hun tydeligvis af ham, så måske det også var tilfældet omvendt? Det var ikke til at vide og hun fandt nok aldrig ud af det.

Aime hørte hans opfordring. Ja, det var nok ved at være tid til at gå tilbage ad. Hun smilede blot til hans afskedskommentar. Ja, måske var hun.. Det ville vise sig, selvom de begge vidste at chancen var meget lille. De ville nok være i de samme kredse, men det var stadig i selskab med rigtig mange andre, der indgik i samme omgangskreds. Så sandsynligheden var stadig lille, men det var ikke umuligt. Aime fulgte ham med blikket, da han satte af og fløj væk. Hun vendte blikket ned med lukkede øjne og et skævt smil. Specielt.. Det var det her havde været. Specielt. Hun lagde armene om sig selv og vendte så rundt og satte kursen hjemad. Det kunne være spændende at se hvad der ville ske, hvis de mødtes igen, men hun var sikker på at det nok ikke ville komme til at ske.


//Out