[DRB] - Tilfældighedernes spil? [Aime]

[Ache Mortcolt]

Ache holdte blot blikket ud over byens brændende skær imens hun talte. Han smilede ganske svagt over hendes kommentar, inden han blot trak på skuldrene. Tjah det var der nok noget om, nu hørte han heldigvis aldrig selv når der blev talt om ham eller hans fader, når de var afsted til sociale ting, men han kunne absolut ikke forestille sig at det var pæne ting der blev sagt i krogene bag deres vinger. "Det kan der vel være noget om, nu har jeg aldrig gjort mig specielt meget i sladder... Kald det bare en fordom, men jeg har en teori om at det mere er en kvinde ting" Kommenterede han med et smalt smil inden han ganske kort så på hende ud af øjenkrogen med et smil. Hun var da ganske underholdende, det måtte han give hende. Han grinede kort imens han let rystede på hovedet ved det næste hun sagde. "Det er du så den første der siger og jeg tror ikke på at du kan overbevise andre om andet... Du sagde det jo selv, jeg har et specielt rygte" Drillede han hende med et skævt smil, inden han igen vendte blikket imod byen. Det lignede virkelig at byen var ved at blive opslugt af flammer... Men det var den ikke, det var stemningen dernede og de små lokale brænde rundt i gaderne, som kastede deres lys op af de mange bygninger. Det var i sandhed en by fyldt med ondskab... Der var en grund til at det kun var mørkets væsener der bevægede sig derned.

Ache vendte hurtigt blikket imod hende, da hun svarede på hans spørgsmål, inden han let nikkede og uden besvær rejste sig op. Han havde godt regnet ud, at han nok var nødt til at hjælpe hende op at stå nu hvor hun havde den kjole på. Lige til sådanne arrangementer her var det en del nemmere at være en mand... Han kunne selv huske hvordan hans søster havde været efter ham de gange hun havde været med, med at det var ih og åh så irriterende og besværligt at være kvinde. Når han så var blevet tilpas træt af at hører på hende havde han sendt hende ind på sit kammer, hvor hun skulle blive på ubestemt tid, oftest en uge af gangen. Ache børstede kort hans tøj af, inden han vendte sig imod hende og rakte hende hans hånd med et roligt smil, så han ville kunne trække hende op at stå igen når hun tog den. Godt nok havde hun jakken omkring sig, men hun var jo varmblodet og det var han nødt til at tage hensyn til. Hun var jo ikke død ligesom han var og havde været længe.. Men det skulle da bestemt ikke forhindre dem i at fører en ordentlig og interessant samtale med noget indhold modsat de andre samtaler der fandt sted til sådanne arrangementer. De samtaler der til tider kunne føles som 10 år lange, da de var så intetsigende som de var, tragisk egentlig...

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime trak på smilebåndet. Andet ville have overrasket hende. Ache Mortcolt, der tænkte på hvad andre sagde om ham? Hun smilede let ved tanken. Se, det var morsomt. Ja, det var en kvindeting. Uden tvivl. Og han vidste nok ikke engang hvorfor? Eller det troede hun ikke at han gjorde. Selv havde hun efterhånden et par gange været med i sladderen over endnu en bejler, hun havde afvist. Tja, i de kredse var man nok sikre på at hun ville ende som en pebermø med masser af bitterhed. "Siden kvinder ikke bør have en holdning til noget som helt politisk eller andet i den retning, så må de gå op i noget andet. Og det er så, hvad de hører om andre. Ganske enkelt fordi deres eget liv ikke har indhold, der er spændende nok til at blive snakket om. Så hvis man ikke må have holdninger til noget, så må man have det om noget andet." Svarede hun med et let smil og vendte blikket udover byen. Alle mente, at det var nemt at være kvinde. Men hun ville til enhver tid bytte det for en mands frihed. For det første kunne de gå hvorhen de ville, når det passede dem. For det andet, så skulle de ikke bare ligne pyntegenstande og opføre sig derefter. Ikke noget med en mening. Det blev udelukkende forventet at de fik nogle børn, holdt hus og broderede. Og sådan var det bare... Uanset hvor lidt hun synes om det. Allerede den udtalelse hun lige var kommet med, var på grænsen til at være upassende i alle andres selskab end lige hans. Hun havde allerede vist ham, at hun ikke var nogen almindelig kvinde. Aime smilede ved hans grin. Der var ingen, der ville tro at hun havde fået Mortcolt til at grine. Så ville de da grine ad hende og tænke at hendes liv var så tomt, at hun kunne finde på at lyve. "Det har du uden tvivl. Så nej, jeg ville ikke kunne overbevise dem om hverken det, eller at jeg rent faktisk har hørt dig grine rigtigt og ikke vare den falske slags." Svarede hun med et kort grin. For det var rigtigt. Han grinede den høflige slags grin eller måske også den halvvejs onde slags? Det sidste var godt nok ikke noget hun havde hørt, men noget hun kunne forestille sig at han brugte i.. Situationer, som hun ikke turde tænke på.

Aime holdt blikket mod ham. Og man sagde at han ikke var gen gentleman? Det kunne man godt pakke væk, eller hun kunne godt i hvert fald. Gang på gang viste han hende hvor lidt nogen kendte ham. Eller i hvert fald sladdertanterne. Selv havde hun allerede givet ham sin tillid, og indtil videre holdt det da meget godt. Hun fulgte ham med blikket, da han rejste sig op. Det ville blive besværligt for hende at komme op at stå, medmindre... Hun nåede ikke at gøre den tanke færdig, inden han vendte sig mod hende. Hun smilede roligt og tog hans hånd uden at tøve. Hun spændte i armen og lod ham hjælpe hende op at stå. Hun mærkede en ny følelse i kroppen, idet at hun havde sin hånd i hans. Det var ikke kulde, men en form for behagelig sitren. Hvad skete der lige? Det var ikke ret meget og han ville nok ikke mærke det. Men hun gjorde.. Tydeligt. Hun så ned på deres hænder, og derefter op på ham. Havde han samme følelse eller var det bare hende?

[Ache Mortcolt]

Ache stod blot helt roligt og observerede hende imens hun talte, inden han kort nikkede og trak en enkelt gang på skuldrene med et svagt smil. "Tjah det er der nok noget om, det virker dog en anelse ensformigt og kedeligt" Kommenterede han roligt med et skævt smil. Det var altså lidt fascinerende at der var så stor forskel på rollerne, men på den anden side ville han hade det som pesten, hvis hans lillesøster pludselig skulle have lov til at blande sig i hans anliggende og holdninger. Det ragede ikke hende og hun havde da bestemt ikke forstand på det! Det var hun alt for ung og uvidende til. Stakkels den mand der skulle trækkes med hende en dag... Men som det var lige nu, var det jo hans faders tjans at finde en passende bejler til hans Mortcolt lillesøster. Hvem der end ville have hende... Det måtte tiden forhåbentlig vise, medmindre han selv blev tvunget til at skulle true en husbond frem til hende for han nægtede at tage sig af hende, når deres fader engang var væk. Det kunne hun godt glemme.. Han kommenterede ikke på det næste hun sagde, men så blot kort på hende ud af øjenkrogen med et skævt smil. Ja det ville hun nok ikke kunne få nogen til at tro på.

Ache hjalp hende let op at stå ved at trække i hendes hånd, da hun gav ham den. Han rynkede dog kort øjenbrynene, da han kunne fornemme en underlig varme der strømmede fra hendes hånd. Det var ikke almindelig varme... Hvad var det så? Hun var jo ikke magiker, så det kunne næsten ikke være hende der gjorde det bevidst. Men hvad var det så? Han slap ikke hendes hånd, men så blot uforstående på deres hænder, inden han vendte blikket imod hendes øjne med et hævet øjenbryn og slap derefter hendes hånd med en svag rysten på hovedet. Nej, det var sikkert ikke noget, de skulle tilbage til de andre. Han slap let hendes hånd og gik rundt om hende, for istedet at stoppe ved hendes ryg hvor han lagde armene rundt omkring hende, hvor han låste hans arme, så hun ikke ville glide nogle steder. Ache spredte let de store sorte vinger og satte hårdt af fra jorden, så de hurtigt fløj tilbage imod ballet. Han kunne stadig mærke den underlige varme fra hendes bare hud... Hvad foregik der lige?

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime grinede kort. Selvfølgelig var det ensformigt og kedeligt! Man der var ikke noget alternativ, hvis man ville holde sig indenfor de sikre linjer og ikke sætte sig imod mændene. Det ville gå imod at være den perfekte kvinde og i det hele taget gøre mere skade end gavn for den enkelte. Enten ville man ende med ikke at blive gift og dermed blive en form for skændsel, ellers ville man være heldig og nøjes med at blive gjort til grin, som den ubetydelige kvinde. Hun så roligt på ham med et skævt smil. "Selvfølgelig er det det. Men der er jo ikke noget alternativ, der ville være bedre. I hvert fald ikke uden konsekvenser." Svarede hun let. Hun ville med glæde ændre på tingene, som de var nu, hvis ikke det ville påvirke hendes familie eller hende selv for den sags skyld. Måske ville en eller anden kvinde starte en dag. Indtil da var det klogest at holde sig indenfor rammerne. Det gjorde hun ikke helt.. Men hendes små selvstændige beslutninger var ingenting. Kun grund til en smule sladder.

Aime så roligt på ham, da han tydeligvis også mærkede det. Hvorfor var det anderledes med ham, end når alle andre havde hilst på hende ved at holde hendes hånd? Hun forstod det ikke og gengældte hans blik med en snert af forvirring. Hun stolede på ham og vidste at han var en helt anden, end den han udgav sig for at være og ikke mindst den man sagde at han var. Men var det alt? Var der mere mellem dem? Rebelske Aime og Ache Mortcolt? Nej, det kunne ikke passe.. Og alligevel var hun ikke sikker. Hun tog roligt sin hånd til sig, da han slap den og gik rundt om hende. De skulle også tilbage. Aime lagde roligt armene over hans og mærkede med det samme den selv samme følelse. Hvad var det lige? Hun stolede blindt på at han aldrig ville tabe hende. Men det her var anderledes. Hun fjernede ikke sine arme fra ham, da han satte af. Lod dem blive der og mærkede hvor afslappet hun var i luften sammen med ham. Hun vidste ikke hvad der skete her, men hun var sikker på at det ikke var noget dårligt.

[Ache Mortcolt]

Ache kommenterede ikke på hendes små kommentarer, men smilede blot lidt svagt over dem. Hun var simpelthen speciel, det skulle hun have. Han havde aldrig i hans liv hørt nogen kvinde lyde lige så ligeglad og åben omkring hvem hun var og hvad hun mente, som hun gjorde. Det var meget underligt, men også fascinerende til en forandring. Ikke at det nogensinde kom til at ske, at en kvinde ville få noget at sige i det offentlige, men han ville da være villig til at have en reel samtale med hende engang imellem, som den eneste. Hans søster derimod skulle bare holde sin mund og sine meninger for sig selv. Måske det var noget andet når man ikke var relateret på nogen som helst måde? De havde jo intet til fælles udover at de begge var adelige og elementer, selvom det var et stykke tid siden at han havde været det efterhånden, så havde han stadig den svage aftegning over den ene skulder og ned over armen fra hans tid som element.

Han sagde ingenting imens de fløj, men fortsatte roligt over nattehimlen imens hans blik vandrede rundt omkring dem med et ganske svagt smil. Han havde altid elsket at flyve, selvom han ikke havde været speciel god til det lige da han genopstod, men efter alle de år som dødsengel, så fandtes der ikke noget der var mere befriende for ham. Han slog roligt med de store sorte vinger imens de ubesværet gled igennem vinden, inden de efter et stykke tid igen landede på altanen. Der var heldigvis ingen i syne, så der var ingen der opdagede at de havde været væk. Han satte hende roligt ned på jorden og så kort skimtende ind af vinduerne. Han kunne heldigvis ikke se hans faders vinger længere, så enten var han taget hjem eller gået sammen med de andre ledere. Heldigvis var de aldrig gået op i at skulle følges til ting, hverken derhen eller hjem, folk havde bare brug for at se dem sammen for at alle folk skulle tro at alt var i den skønneste orden hjemme på Mortcolt borgen. Ache vendte roligt blikket imod hende, men flyttede sig ikke selvom han havde sluppet hende. "Så blev det da ikke en helt kedelig aften trods alt" Kommenterede han roligt med en halvvejs ligegyldig tone og et svagt smil. Han havde frygtet en forfærdelig kedelig aften, da han ikke brød sig om bryllupper, men han havde faktisk hygget sig, på trods af at han stadig var forvirret over den varme der strømmede fra hende når han rørte hende... Men det var ikke det han tænkte mest på lige nu. Han vidste godt at det var forkert, men han havde virkelig lyst til bare at kysse hende inden han gik. Hun var anderledes, meget mere ham end alle de andre kedelige personer han havde mødt. Han var død, hun var levende, hun var baronette og han var kommende leder, det var bare ikke rigtigt...