[DRB] Paper faces on parade, Masquerade! [åben]

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy trak kort på skuldrene med et roligt smil over hendes kommentar. Tjah det måtte ikke være let, der var det trods alt nok nemmere at være af hankøn i denne tid. Åh gud, hvis de endte ud med at få døtre... Så skulle de vel igennem det samme? Bare tanken gjorde ham en anelse trist til mode, men det var forventet at de kom igennem det. Der var det trods alt godt, at Renesmée tilhørte underklassen, så hun slap for at skulle igennem alt det der. Han grinede kort en smule diskret med et roligt smil ved hendes næste kommentar. Når så det mente hun alligevel, at hun godt kunne finde på? Se det kunne blive ekstremt pinligt også ville hans fader nærmest flå ham levende... Ej det var vidst bedst, at de begge opførte dem ordentligt indtil de blev alene, så kunne de dumme sig alt hvad de ville.

Han så kort lidt undrende på hende, da hun trak vejret en anelse hurtigt. Var hun okay eller hvad foregik der? Han slap hende roligt og så kort efter hende, inden han så lidt rundt. Mærkværdigt, men han måtte nok hellere lige se hvad der foregik... De var jo trods alt gift nu. Han vendte sig kort imod hans forældre, der begge så yderst tilfredse ud. Kvalmende egentlig... Han havde lyst til at ryste på hovedet, men vendte sig istedet mod kongen og bukkede en enkelt gang med et roligt smil, inden han vendte sig om og gik efter Elizabeth.

Troy så kort over imod retningen, hvor han havde set Asteria, imens han gik med et let hævet øjenbryn. Hvad lavede hun her?! Hun var ikke adelig eller royal, tværtimod... Han rystede det hurtigt af sig, det var Elizabeth der var vigtig nu, det var hende han var gift med, ikke Asteria! Han så kort lidt rundt, inden han fik øje på Elizabeth et stykke væk. Han gik roligt derover og standsede lidt fra hende imens han så lidt overvejende på hende med hovedet lidt på sned og et let hævet øjenbryn imens et roligt smil lå over hans læber. "Er De okay? Man skulle tro, at der var noget galt når De skynder dem sådan ud?" Spurgte han helt roligt imens han blot så overvejende på hende. Hun lignede en der var faldet ned fra månen og var blevet totalt forvirret af det... Det var da lidt mærkværdigt, var det ikke eller var det bare for ham, at det forekom lidt sært?

((Offgame! Tillod mig, at springe over folk, for at få tråden afsluttet hurtigere Håber dette er ok!))

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth havde ikke mange tanker om børn på nuværende tidspunkt, det eneste hun fokuserede på var de mange folk der stod og stirrede på dem. Da hun forlod Troy midt i folkemængden vendte hun ikke blikket imod sin fader så meget som en enkelt gang, respekt havde hun, men overskud havde hun absolut ikke lige nu.

Hun stod et stykke tid lænet op af væggen med hånden på brystet imens hun prøvede at få pulsen ned igen. Hvorfor skulle alle også fokusere direkte på hende, måske var det en blanding af at de kiggede, hun skulle vise sig fra sin bedste side, og selvfølgelig det utrolig stramme korset der fik kjolen til at få den helt rigtige facon som så havde den uheldige indvirkning at det egentlig var svært at trække vejret ordentligt og det derfor bare blev overfladisk.. Havde det været det som havde taget pippet fra hende ? At hun skulle danse med manglende luft? Hun vidste det ikke, og havde ikke lyst til at finde ud af det for hun fik ikke lov til at smide korsettet før nat når hun skulle ligge med Troy for den første gang. Et suk gled over hendes læber og hun lagde hovedet bagover ind imod muren bag hende. Hun nåede ikke at stå ganske længe før hun hørte fodtrin og Troy's stemme nær hende.

Hun åbnede øjnene og sendte ham et stille smil "Ja jeg er okay, det har bare været en lang dag" sagde hun og skubbede sig let fra væggen og kiggede ham ind i øjnene. Der var ingen grund til at belæmre ham med hendes ubehag og hvis han blot troede hun var træt kunne det være han accepterede at hun ikke kunne klare mere for den dag. "Bliv De blot her Sir, jeg trænger til at trække mig tilbage for i aften, jeg vil være i mit kammer når De engang har fejret færdig" sagde hun med blid stemme og gik hen og gav ham et blidt kys på kinden, ikke hel hjertet godt nok, men mest af alt fordi hun kunne se sin faders øjne var fæstet imod hende fra hans plads. Så lidt spil for galleriet var nok fint nok. "Det bliver også en lang rejse til Ynisti i morgen" kommenterede hun og sendte ham et smalt smil før hun najede dybt for ham og derefter vendte sig om og vandrede imod indgangen. Hun havde nok også gjort sit for den aften, der var jo allerede gået flere timer siden hun kom ned, og hun havde trods alt været oppe siden solen nærmest var stået op den morgen.

Hun vendte sig kort i døren og sendte et smil til ham før hun forsvandt ind på slottet igen. Nu kunne hun komme ud af det strud og få lagt sig lidt så benene kunne få lidt ro. Det var hårdere end det så ud at skulle stå op dagen lang i tøj der næsten tog pusten fra en.

//out

[Asteria Starwhisper]

Asteria stirrede efter Troy på afstand hun kunne have revet hovedet af en eller anden, på trods af de følelser der egentlig havde været lagt på afstand så nagede jalousien hende noget så grusomt nu hvor Troy holdt blikket på sin hustru, det irriterede hende noget så grænseløst. Hendes øjne fulgte ham da Elizabeth og ham forlod den store folkemængde, først Elizabeth som nærmest stormede afsted, og Troy der kom lidt efter. Hun sendte Melia et stille smil "Jeg må lige gå, jeg håber du finder hvem end du søger" sagde hun med rolig stemme og bevægede sig hen i nærheden af hvor Elizabeth og Troy stod.

Hun kunne se kongen der kiggede derned han så ikke ud til at bemærke hende men i stedet at han stirrede på det nygifte par. Da Elizabeth forlod Troy kiggede hun imod kongen der drejede hovedet væk da der kom underholdning ude blandt folkene. Hun gik med lydløse skridt hen til ham, greb ud efter håndledet på ham og forsøgte med hurtige skridt at trække ham ind i skyggen så ingen ville se dem. Et stille smil lå over hendes læber og hun kiggede ham ind i øjnene med et forførende glimt i øjet. "Deres prinsesse er gået i seng?" sagde hun med en spørgende undertone, imens hun lod et par fingre strejfe hans kjortel. Kunne han modstå hende? Ville han? Han kunne umuligt elske det pigebarn, hun var jo kun et barn? Han kendte Asteria og havde mærket hende før, så mon ikke han kunne lokkes? Så han fik lidt dessert inden den tydeligvis lidt kedelige forret som man altid skulle have af pligt.

"Missed me?" sagde hun med lavmeldt drillende stemme og lagde hovedet let på skrå imens hun forsat kiggede ham ind i øjnene. .

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort en anelse vurderende på hende, inden han kort nikkede. Det havde hun ret i, de havde begge to været tidligt oppe den dag og de havde været omgivet af mange væsener hele tiden, det var klart at hun var ved at være træt. Hun var jo heller ikke så vant til at blive omsværmet sådan, som hun var blevet idag, der var han selv lidt mere vant til at håndtere store mængder, da han jo havde været en del af det her cirkus et lille stykke tid længere end hende. Han smilede roligt ved hendes kommentar og så kort imod kongen ud af øjenkrogen, da hun kyssede ham på kinden. Det var så opstillet alt det her... Bare det ændrede sig på et tidspunkt, ellers ville det her blive et langt og falsk ægteskab, som han ikke ønskede at være i. Men så længe det bare var ham og Elizabeth virkede det til at gå rimeligt, så det håbede han da også at der ville fortsætte. "Okay vi ses senere, bare få dig noget hvile... Som du selv sagde, det er en lang tur imorgen" Kommenterede han roligt og så kort efter hende med et stille smil, da hun forsvandt ud af døren. Det var virkelig en underlig tanke... De var gift nu.

Troy så hurtigt imod hans hånd, da der blev trukket i hans håndled, inden han hurtigt så op på personen der havde fat i ham. Asteria! Han så hurtigt rundt, okay der var ingen der kiggede. Han gik hurtigt med hende ind i skyggen og så en anelse chokeret på hende. "Hvad laver du her?" Spurgte han hurtigt med en tydelig undren i stemmen. Hvorfor var hun her? Hvordan var hun overhovedet kommet ind? Hun vidste da godt hvad der var sket den dag, hun vidste da godt hvorfor der blev holdt det her... Hvorfor var hun alligevel dukket op? Det var for sent, han var gift nu. Han valgte ikke at svarer på hendes spørgsmål, det var ikke vigtigt og han vidste, at det ikke interesserede hende, det var ikke derfor hun var der. Han så kort ned på hans hånd, som hun stadig havde ved, inden han roligt tog den til sig. Han så kort imod hendes fingre på ham, inden han vendte blikket imod hende igen. "Hvorfor gør du det her?" Hviskede han stille med en stemme, der tydeligt var fyldt med længsel. Han savnede hende noget så forfærdeligt og det var garanteret det hun vidste... Men han kunne ikke, han var bundet til Elizabeth nu resten af sit liv og det accepterede han. Han kørte stille hånden op over hendes arm, som han fulgte med blikket og lod kort fingrene stryge hendes sorte hår i nakken med et roligt smil, inden han vendte blikket imod hende igen. Det var direkte ondt det hun gjorde ved ham og hun vidste det udemærket godt.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede på ham med drillende øjne "Jeg valgte at ville se hvilket cirkus det var du blev trukket igennem kære du" hun bed sig let i læben imens mundvigene gled stille op. Hun lod forsat sine fingre lege med stoffet på hans bryst. Hun var på intet tidspunkt interesseret i at høre om hans lille hustru, og det var heller ikke derfor hun var kommet. At se ham var nok hvad hun havde haft i tankerne da hun valgte at få sig selv listet ind, hvordan hun havde gjort det behøvede han ikke vide. Dog så var hun jo røver og der kunne man jo gøre en del.. Samtidig var hun telepatiker så det hjalp selvfølgelig også en del at man bare kunne dukke op, selvfølgelig kunne hun dog ikke bare dukke op uden planlægning først for hun havde aldrig før befundet sig i slots haven.

Et lille diskret smil gled over hendes læber da han talte og hun kunne høre der var længsel i hans stemme, men alligevel virkede han til at holde sig selv tilbage? Jo selvfølgelig det så ikke godt ud hvis nogen fik øje på dem, men det behøvede de jo ikke at gøre? Og slet ikke hvis hun trak ham med ind i slottet, et sted hvor ingen ville være på dette tidspunkt? "Fordi jeg har savnet dig?" sagde hun med lav lokkende stemme. Da han lod sin hånd holde om hendes nakke, lod hun halsen strække bagover med et nydende udtryk i ansigtet.

Hun lod sig stille tæt op af ham uden at slippe hans blik. "Kom med mig, for en sidste gang" bad hun og lod sig stille på tær og ganske ømt plantede hun et tirrende kys imod hans hals. Ville han mon skubbe hende væk eller lod han sig lokke? En sidste gang for deres gamle kærlighed? Hun håbede på det sidste for længslen efter ham stor især efter at have set den unge prinsesse være så tæt med ham. Hun lod sin hånd stryge hans og gik et par skridt fra ham og imod indgangen, hendes sanser og fokus lå hele tiden på at ingen skulle se dem, og derfor bevægede hun sig ind af døren og kiggede efter ham, hun lod med sin pege finger lave en dansede bevægelse som gav tegn til at han skulle følge efter hende.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så sig kort over skulderen ved hendes kommentar for kort at sikre sig, at der ikke var nogen der holdte øje med dem. Cirkus, ja i den grad... Men det var sådan hans liv var nu, hvis det havde været for ti år siden, var han stukket af med hende på stedet, men ikke længere... Hans kort var spillet, han havde ingen anden mulighed end at blive hos Elizabeth nu og det havde han accepteret. For ti år siden? Der var de unge og dumme. Der kunne de have gjort lige hvad der passede dem, men den frihed havde han ikke længere, nu var han voksen, en LaGaur Remond, en gift mand. Han lukkede kort øjnene, da hun bed sig i læben. Hvor var det dog irriterende, at hun vidste lige nøjagtig hvad hun skulle gøre for at overbevise ham. Men hvad med Renesmée? Hvor var hun, når Asteria var her?

Troy lukkede kort øjnene ved hendes ord og lagde let en overvejende hånd kort imod hans nakke med et opgivende udtryk i ansigtet. Fordi hun savnede ham... Jamen det kunne hun da ikke længere... Ikke efter idag. Han så kort lidt overvejende på hende med et hævet øjenbryn ved det sidste hun sagde. Hun mente det virkelig? Han smilede stille, da hun kyssede hans hals. Hvor var det dog irriterende, at hun kendte ham så godt... Han så kort efter hende imens han stod og overvejede hans muligheder. Der kunne vel ikke ske noget ved at bruge lidt tid med hende, så længe han huskede på hvem det var han var gift med nu? Troy så kort tilbage på den store samling af folk, der virkede til at hygge sig fint uden ham. Han tjekkede kort, at der ikke var nogen der holdte øje, inden han hurtigt gik med hende og lukkede døren bag dem. "Hvor er Renesmée?" Spurgte han lidt efter og vendte blikket imod hende. Nu spurgte han simpelthen. Selvom han ikke havde noget med hende at gøre, bekymrede han sig alligevel om hendes ve og vel, hun var trods alt af hans blod også var hun hans og Asterias datter... Det eneste bevis der var på deres fortid sammen, det eneste bevis på deres gamle kærlighed, der ikke kunne eksistere længere.. Selvom han nu gerne ville at den kunne.

[Asteria Starwhisper]

Det frydede hende en smule, nej meget at han faktisk reagerede på hendes tilnærmelser, selvom hun sikkert godt vidste at han følte sig sat i et dilemma? Hun var dog utrolig lettet over at han ikke på noget tidspunkt skubbede hende væk, selvom det kun var midlertidigt og det vidste hun jo også godt inderst inde, men det skadede vel ikke? Mange mænd havde elskerinder når de var gift? Og dette var den sidste chance hun havde for at have ham inden han havde lagt med det pigebarn. Endnu var han jo kun rørt af hende og den følelse ville hun gerne mærke igen.

Hun drejede halvt rundt imod ham da han gik efter hende ind og lukkede dørene bag dem, et skævt smil gled over hendes læber, men hendes tanker blev dog hurtigt afbrudt af hans spørgsmål og hun lo ganske lavmælt ved hans spørgsmål "Hun er her i byen" sagde hun med et blidt smil. Det var ingen hemmelighed imellem de to.. Og et eller andet sted ønskede hun også han ville se hende, men det blev nok ikke denne aften. "En gammel bekendt af mig har lånt os et hus her i byen, og der er hun med mine mænd og kvinder" sagde hun for at berolige ham. Renesmée havde det helt fint, altså alt taget i betragtning hun var jo trods alt et barn der levede et lettere kummerligt liv.

Hun stillede sig længere ind i skyggen og lænede sig op af en lille skænk der stod ved muren og lod sin krop stille sig lokkende og lod en hånd ligge elegant på hendes ene hofte hvilket fik hendes krop til at svaje en smule. "Sig ikke at du kun gik med for at snakke om Renesmée" sagde hun med kælen stemme. Hendes generelle udstråling var lokkende især med den beklædning hun bar hvor meget skind var vist hvilket betød at især hendes slanke overkrop var tydelig at se holdningen på. Hun skubbede sig let fra skænken igen og gik med elegante skridt og svajende hofter imod ham imens hun så med flirtende øjne på ham.

Hun stod lidt og prøvede at mærke stemningen på ham, han var vel gået med hende fordi han længtes efter hende som hun gjorde efter ham? Hun lagde armene om hans hals så hendes krop kom helt tæt på hans. Hun slap ikke hans blik i et lille stykke tid. Tænk at hun stod her. Hun stillede sig hurtigt på tær og lod et længselsfuldt kys række sig efter hans læber. Hendes øjne gled forsigtigt i efterfuldt af et længselsfuldt suk. Hvor havde hun dog savnet ham.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy følte sig direkte splittet i situationen. Asteria havde altid været hans kærlighed, men han havde lige givet Elizabeth sit ja og det var ikke engang 24 timer siden endnu... Han havde ikke tænkt sig, at falde helt i og stikke af med Asteria eller beholde hende som elskerinde, hun fortjente bedre end sådan en titel. Også havde han planer om at fra nu af, var det kun Elizabeth han lå med, medmindre hun endte med at hade ham... Så var det jo en anden sag, men for nu skulle det have en chance. Hun var jo trods alt blevet mere moden siden for bare et år siden.

Han nikkede kort ved hendes forklaring. Det var godt nok for ham. Selvom han ikke så hende, så ville han stadig gerne vide hvordan hun havde det, hun var jo trods alt hans eget kød og blod, selvom han aldrig havde set hende. Han smilede lidt skævt ved det sidste hun sagde og fulgte hende let med blikket, som hun bevægede sig rundt. Hvor var hun dog provokerende... Og hun vidste det udemærket godt, hun vidste lige nøjagtig hvad hun skulle gøre for at lokke ham i fordærv og det var også dette der var så spændende ved hende... Hun testede grænserne hele tiden, det var også det han var faldet for dengang for mange år siden efterhånden. Hun var anderledes. Troy smilede stille, da hun stillede sig helt tæt op af ham og lagde armene om hans hals. Hun passede perfekt til ham på så mange måder og alligevel var han gift med en anden... Sådan var det vel når han var prins og hun var... En røver, hvis han blot havde været en normal borger, havde de aldrig stået her. Så havde de haft et hjem sammen, hvor de havde siddet sammen i sofaen foran ildstedet nu og set på Renesmée, der legede. Men sådan skulle det ikke være. Han gav op... Der skete vel ingenting ved at han kyssede hende, det behøvede Elizabeth jo aldrig at få af vide, det var jo heller ikke noget hun ville kunne se eller mærke på ham bagefter, så skulle Troy bare have selvbeherskelse nok til at trække sig når det blev for meget. Men havde han det? Han lagde let armene omkring livet på hende og trykkede hende blidt ind til sig med et stille smil, inden han let kyssede hende kærligt på munden og lukkede sine øjne. Hvor havde han dog savnet hende...

[Asteria Starwhisper]

Det frydede Asteria en kende at Troy faktisk ikke skubbede hende væk, jo selvfølgelig kunne hun mærke han prøvede at modstå fristelsen, men inderst inde var han jo blot en mand.. En mand der havde mærket en kvinde, men så vidt hun vidste ikke havde rørt en i mange år efterhånden. Tanken om at efter denne aften så hun ham måske ikke igen, måske kunne hun ikke se på ham for hun ville vide at han havde været sammen med den unge prinsesse og ville længere i sindet ikke kun være hendes. Det var dog tanker hun ikke ønskede at tænke på og prøvede at forholde sig i nuet hvor hun var med Troy.

Et stille smil gled over hendes læber da han lagde armene omkring hende, han overgav sig? Uden mere modstand? Det betød vel at han stadig elskede hende? Hun mærkede hvordan varmen spredte sig i hendes krop da han gengældte hendes kærlige kys. Hendes hånd gled let op i nakken på ham og klemte sammen om hans hår for et øjeblik før den gled ned af hans hals og ned over hans bryst for til sidst at ende ved hans bælte som hendes fingre strøg sig hen over. Hun lokkede bevist og det vidste han sikkert også godt, men faktum var at han lod sig lokke og det behagede hende mere end hun havde forventet. Hun slap stille hans læber og trak sig roligt fra ham før hun tog fat i hans hænder og førte ham længere ind i slottet. Hun lyttede efter tanker i nærheden, men de tanker der fandtes var enten flokken af folk udenfor eller Elizabeth's tanker fra værelset. Gud bevares pige barn dog.. At hun overhovedet skulle overveje at være sammen med Troy var uforståeligt. Hun viste dog ingen tegn til Troy om hvad hun lyttede til og tog fat i et håndtag der førte ind på hvad der lignede et arbejds værelse, dronningens eller kongens var ikke til at vide, men der var ingen derinde. Hun forsøgte at trække Troy efter sig med et drilsk og forførende smil.

Hun stillede sig hen til skrivebordet og afventede at han skulle lukke døren bag, og kiggede blot imod ham med et hævet øjenbryn imens hun bed sig let i læben. Hun ventede på hans træk, nu var de her jo.. Men turde han gå hele vejen eller var han blevet for svag, og fulgte sin faders mindste vink?

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy smilede stille ved følelsen af hendes hænder på ham. Det havde altid spredt sådan en varme i ham hver gang hun rørte ved ham af en eller anden grund. Noget Elizabeth ikke kunne... Gad vide om hun nogensinde kom til at kunne det? Ellers ville han godt nok komme til at savne det, hvis han aldrig fik den her følelse at mærke igen. Men han var nødt til at være realistisk... Det burde ikke være Asteria, der gav ham den her følelse, det burde være Elizabeth, men det var det ikke. Han lagde godt mærke til, at hun strøg fingrene over hans bælte. Troede hun virkelig selv på, at han havde tænkt sig at være sammen med hende nu hvor han var gift? Så kendte hun ham da ikke ret godt længere... Et kys kunne han gå med til, nu hvor det stadig var så nyt, men det andet kunne han ikke byde Elizabeth, det var for modbydeligt, selv fra ham.

Han slap let taget omkring hende, da hun trak sig ud fra ham. Han så kort rundt omkring sig, da hun trak i hans hænder. Han lukkede kort øjnene. Han var splittet... Troy fulgte roligt med hende og standsede i døren imens han blot så på hende. Hun mente det virkelig? Han lagde kort en hånd imod hans nakke og lagde kort hovedet bagover med et opgivende suk. "Det ved du godt at jeg ikke kan..." Sagde han helt stille. Han så med vilje op imod loftet, da han udemærket godt vidste at han ville tabe fatningen, hvis hun blev ved med at bide sig selv i læben. Det havde hun også gjort dengang de var unge, hver gang hun ville have ham til at kysse hende... Det kunne godt ske, at hun ikke selv lagde mærke til det, men det gjorde han i den grad. Han vendte let efter blikket imod hende igen med et hævet øjenbryn. Forstod hun hvad han sagde? Han ville gerne kysse hende i aften, men imorgen.. Var det aldrig mere, så længe Elizabeth levede. Hvis det var hende selv, der var gift med ham, ville hun da heller ikke bryde sig om at han havde været sammen med en anden på deres bryllupsdag... Ville hun? Så modbydelig vidste han trods alt, at hun ikke var. Selvom hun ikke kunne lide Elizabeth, måtte hun da kunne se det alligevel. Eller var hun så blind?

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede på ham som han stod i døren, det kunne ikke passe, han stod der men gik ikke længere? Hun kunne mærke hans afvigende opførsel som han forsøgte at holde blikket fra hende og i stedet fine tryghed i loftet. Det kunne han da ikke mene? Hun hørte hans mund forme en sætning, han kunne ikke og det vidste hun godt? Havde han følelser for pigebarnet? Eller var det hans nye titel som ægtemand der prikkede til hans samvittighed?

Hun skubbede sig roligt væk fra skrivebordet før hun vandrede om bag ham og lukkede døren for ham, når han nu valgte ikke at gøre det selv. "Du kan ikke? Jamen, elsker du mig ikke længere?" hendes stemme lød skuffet og trist som hun bevægede sig om foran ham for at fange hans blik. Hun strakte sig let på tær og kyssede blidt hans hals "Ærgerligt, jeg troede blot at du ville nyde lidt selskab fra en kvinde som stadig begære dig i stedet for det grædende pigebarn du vil tage mødommen på inden dagen er omme.. Men ak, jeg tog åbenbart fejl" hendes stemme blev ligegyldig for en kort stund, før et diskret smil lagde sig over hendes læber, for imens hun havde stået der og kigget ham i øjnene havde hendes ene hånd fundet vej til hendes ryg og havde spændt toppen op som dækkede hendes bryst, og som hun drejede sig og gik imod skrive bordet var den faldet lydløst på gulvet, og takket være hendes lange hår var det ikke rigtig til at se med det samme. Hun vendte sig dog imod ham med hovedet let på skrå og et forførende drilsk blik kiggede imod ham, nu var det tydeligt at se hun ikke bar den turkise top længere, men kun det lange hår hang en smule ind for brystet og skjulte lige nøjagtig nok til at hendes fremtræden ikke blev vulgær men kun forførende. "Husk på min prins, ingen andre end disse 4 vægge og os to vil nogen sinde vide hvad der er sket her i nat" sagde hun med lokkende stemme uden at flytte blikket fra ham. Hun havde altid været så pokkers selvsikker når det kom til sådanne ting som disse.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort imod døren bag ham med et let hævet øjenbryn, da hun lukkede den. Virkelig? Ville hun virkelig skubbe ham ud hvor han ikke kunne bunde længere? Han fulgte hende kort med blikket, da hun stillede sig om foran ham igen. "Det har ikke noget med det at gøre... Og jo det gør jeg, men det burde jeg ikke" Svarede han kort og lukkede øjnene, da hun kyssede hans hals. Hvorfor skulle hun provokere sådan? Det var altså begrænset hvad han besad af vilje... De havde en fortid, en rigtig god fortid endda der havde fået en dårlig afslutning, men var endt med en datter, så lidt godt var der da trods alt. Han brød sig ikke om at hun omtalte Elizabeth på den måde, for han vidste udemærket godt, at Elizabeth ikke selv var glad for tanken og det var han bestemt heller ikke... Der var ingen kærlighed, kun pligt imellem de to og derfor brød han sig ikke om tanken om at skulle ligge med hende i nat. Ja hun var hans hustru nu, men først endeligt efter i nat... Og han brød sig ikke om tanken.

Troy så kort imod toppen der faldt til gulvet, da hun gik, inden han vendte blikket imod hende igen. Det der var direkte ondskabsfuldt... Hvis det havde været enhver anden kvinde, havde han sagtens kunne sige nej, men det var det ikke... Det var Asteria som han elskede hende. Godt nok kunne han ikke se noget specifikt, men han vidste at de var der, han kendte følelsen af dem og følelsen af hende. "Hvorfor skal du absolut kalde mig det der..." Kommenterede han helt stille. Nej det vidste han godt, men tænk hvis han kom til på en eller anden måde at afslører sig, at hun gjorde eller endnu værre... Hvis de endte med et barn mere, det ville se rigtig skidt ud og alligevel gjorde hun det her imod ham? Han holdte blot et overvejende blik på hende imens han stod og diskuterede med sig selv inde i hans hoved. Altså så længe det ikke nåede dertil og han bare rørte ved hende, så var det vel ikke helt skidt? Var det?

Han rystede det hurtigt af sig, inden han uden et ord gik hen til hende og lagde en arm om livet på hende og trykkede hende tæt ind til sig, så det kolde metal i brynjen blev presset imod hendes hud, imens han lagde en hånd imod hendes nakke og begravede fingrene i hendes sorte hår og ville kysse hende dybt på munden. Han savnede hende så meget, at det gjorde ondt i samtlige knogler i hele hans krop... Det burde det ikke, men det gjorde det.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede på ham med et overvejende blik, som at hun prøvede at bilde ham ind at hun ikke troede helt på det han sagde, men alligevel inderst inde vidste hun godt han stadig elskede hende, ellers ville han ikke stå der og have moralske overvejelser om hvorvidt han skulle lade sig selv overtale. En måske uretfærdig fordel hun havde var jo at hun vidste præcis hvad han tænkte og følte. Hun vidste at han var frustreret, men hun forstod alligevel ikke hvorfor han var så tilbage holdende, Elizabeth var tydeligvis ikke andet end en forpligtelse, og hvorfor så gå op i at skulle være hende tro? Jo de var gift, men han ville ikke være den første i verdens historien der var hoppet ved siden af, og i gudernes øjne var de jo ikke engang rigtig gift før de havde lagt sammen hvilket de ikke havde endnu.

Et drilsk smil gled over hendes læber ved hans ord, han kunne virkelig ikke lide at hun tiltalte ham på den måde? I bund og grund kaldte hun det ham jo nok også lige præcis fordi han ikke brød sig om at hun kaldte ham det. "Hvorfor ikke? Kan man også vende det?" lo hun med charmerende stemme og lod øjnene hvile på hans ansigt, hun kunne et eller andet sted godt lide tanken om at hun havde haft en kærligheds historie med en prins og ja i bund og grund var det jo hvad han var, han var højere stillet end hende og på trods af at de var dus skulle man aldrig glemme det.

Et diskret smil gled over hendes læber imens han stod i sit tankespind og diskuterede med sig selv, han glemte jo åbenbart til tider at hun var hvad hun var for han kunne lige så vel have sagt det hele højt, hun hørte det lige så klart og tydeligt, men det behøvede han jo ikke at blive gjort opmærksom på for det kunne jo få det hele til at krakelere.

Hun kiggede ham direkte i øjnene som han bevægede sig med faste og hurtige skridt imod hende, hun lod ham uden modstand gribe om hendes liv og hun lod sig trække ind i hans favn så hun mærkede det kolde metal imod sin nøgne hud, før hun mærkede hans hånd plante sig om hendes nakke, og hans læber plantede et dybt og længsels fyldt kys på hendes læber. Hun lukkede roligt øjnene og gengældte kysset med længsel. Hun brugte bordets kant til at holde balancen på da hun svang sine ben op om hofterne på ham, hun var jo trods alt ikke særlig tung så han ville ikke have nogen problemer med at bære hende.

Hun lod sine arme glide om halsen på ham og begravede sin ene hånd i hans mørke hår. Efter noget tid lod hun igen benene glide ned på gulvet og hun lod sin ene hånd stryge ned langs hans krop til den ramte hans bælte. Hun lod forsat sine læber være presset imod hans imens hendes fingre ganske diskret løsnede bæltet.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort på hende ud af øjenkrogen ved hendes spørgsmål. Om man kunne vende det... Hvad var det for et underligt spørgsmål? Det kunne også være lige meget, hun gjorde det kun for at irritere ham og det virkede. Han kunne da ikke... Kunne han? Der fandtes nok ingen i hele verden, der var blevet gift også havde været sammen med en anden samme dag, inden personen havde været sammen med sin ægtefælle for første gang. Var der? Han kæmpede virkelig med sine indre dæmoner eller rettere... Hende og sin egen forpligtelse. Det her kunne hun virkelig ikke være bekendt.. Hun fristede ham noget så grufuldt og hun vidste det udemærket godt!

Han smilede stille, da hun gengældte hans kys. Det var her han burde være... Tæt på hende og ikke en eller anden rolle som prins han var født ind i, som han egentlig ikke ville være, han ville være sammen med hende. Hvis de dog bare var stukket af, da de var unge... Han strammede let grebet omkring hende, da hun svang benene omkring ham. Han slap let hendes nakke og lagde istedet hånden omkring hendes lår for at støtte hendes vægt med et stille smil imens han holdte hendes kys. Det var lige nøjagtig det her han havde savnet... Den nærhed hun gav ham på et helt andet niveau end nogen nogensinde ville kunne. Han løsnede let grebet omkring hende en anelse, da hun igen slap ham og istedet stod på gulvet. Han slap let hendes lår og kørte istedet fingrene langsomt op langs med hendes lår og op over hendes mave. Det her virkede så velkendt og alligevel anderledes.

Troy nød følelsen af hendes fingre i hans hår imens han fortsat holdte øjnene lukkede. Hun vidste lige nøjagtig hvad hun skulle gøre for at overtale ham og det frustrerede ham egentlig lidt. Hun kendte ham så godt, at det helt gjorde ondt... Hvorfor skulle det også ende sådan her? Han rynkede kort brynene, da han lagde mærke til følelsen af hendes fingre omkring hans bæltespænde. Nej... Hun var mere værd end det her. Troy brød langsomt kysset og lagde sin ene hånd over hendes fingre ved hans bælte, imens den anden hånd stadig nussede hendes rygrad ganske let. "Du er mere værd end det her Asteria" Nærmest hviskede han, dog uden at åbne øjnene, da han fortrød sine ord næsten i samme øjeblik... Jo han mente det, men det ville også betyde at han nok ikke fik lov til at være så tæt her på hende mere. Han flyttede sig heller ikke, da han godt kunne lide at stå så tæt på hende. Hans væsen elskede at være så nær hendes, at det smertede ham at han af ren pligt ikke kunne tillade sig det længere, desværre... I et andet liv, et andet liv hvor de stadig var unge og dumme.

[Asteria Starwhisper]

Asteria sendte ham et drillende blik da hun tydeligt kunne se at han blev irriteret over det hun sagde.. Jamen hvorfor skulle hun ikke kalde ham prins? Det var hvad han var? Men hun vidste selvfølgelig også at han altid helst ville ses af hende som en der var lig hende. Det var nok også derfor hun havde haft det så sjovt med at drille ham på det plan.

Alle hans følelser og tanker forstyrrede hende egentlig en smule, men det var nu egentlig også rart at vide hvad der skete i hovedet på ham, hvilket også betød at hun faktisk havde muligheden for at vide når han var knækket. Hvilket hun vidste han var da tankerne jo til sidst kun var plantet på hende og han havde overgivet sig til længslen til hende.

Mundvigen gled let op i et skråt smil da han tog fat om hendes lår, hun havde savnet at være så tæt på ham, generelt at være så tæt på en mand i det hele taget, noget hun havde savnet. I hvert fald hvor følelserne også var med i det.. Ganske rigtigt havde hun lagt med mænd efter hun slap ud af fængslet, men havde aldrig bundet sig til nogen med følelser fordi Troy på trods af at hun havde troet han var den der fik hende smidt i fængsel, stadig havde en særlig plads i hendes hjerte som hun ikke kunne bytte ud med en anden. Hun lod sine læber massere hans og holdt kroppen så tæt ind til hans som muligt med hans hjælp selvfølgelig takket være hans arm der holdt om hende. At man kunne føle sig ny forelsket igen og fyldt med begær var en underlig følelse, men siden hun sidst havde set Troy og havde fundet ud af at han aldrig havde gjort noget for at skade hende, så var de gamle følelser blusset op til overfladen, hvilket også nok var derfor hun var kommet til slottet denne aften, godt nok havde jalousiens grønne øjne vist sig i forbindelse med Elizabeth, men længslen efter ham var større og nu var hun der endelig.

Hun nåede knapt nok at få løsenet bæltespændet før hun mærkede Troy's hånd på sine fingre, hvilket fik hende til kort at holde vejret. Hun åbnede øjnene forsigtigt og kiggede forvirret på ham som han afbrød kysset og ikke lod hende forsætte med at løsne bæltet. På trods af at han hviskede ordene føltes det som om hendes hjerte blev spidet af tudsind torne i samme øjeblik. Det mente han bare ikke? Hendes arme gled langsomt væk fra hans krop, hendes bryst hævede og sænkede sig ukontrolleret som hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hun kunne mærke følelsen af vrede og sorg sprede sig som en sort skygge ind over hendes sind. Hun stod lidt med blikket vendt væk fra ham, det var svært at vide hvad hun skulle sige. Hun var mere værd? Han havde da vist ikke kigget efter hvilken rang hun lå i.. At blive en kongelig's elskerinde ville være noget af det fineste hun kunne blive..

Hendes ansigt fik et sammenbidt udtryk og hun prøvede vitterlig at holde besindelsen. Betød hun virkelig så lidt for ham? At han ikke engang ville have hende længere? Det var også ligemeget han havde ødelagt stemningen fuldstændigt. Hendes hænder knyttede sig, hun skulle virkelig koncentrere sig for ikke at bruge sine kræfter og kaste ham ind i væggen i frustration, i stedet slog hun med flad hånd ud efter hans ansigt for at give ham en lussing før hun skubbede hårdt til hans ene arm og gik forbi ham hen for at samle sin top op som hun begyndte at tage på. "Så jeg er ikke fin nok til dig længere?!" sagde hun med såret og frustreret stemme imens hun stod med ryggen til ham og forsøgte at få bundet toppen på plads igen. "Jeg betyder intet for dig længere, gør jeg vel? Det eneste du har i tankerne er dit nye ægteskab til den skøge" hendes stemme var forsat såret og vred, men næsten ikke til at høre denne gang, mest af alt for at det var ikke helt meningen at han skulle høre det.. Hele hendes krop rystede og hun var nød til at slippe toppen med den ene hånd et øjeblik for at tørre en tåre væk fra sin kind som havde klemt sig frem på trods af at hun prøvede at holde dem tilbage inden Troy ville se den.

Den følelse hun havde lige nu var nærmest lig med den følelse hun havde fået da hun havde fået afvide at det var Troy der havde indgivet hende til vagterne og fået hende smidt i fængsel, men dette var dog værre her stod Troy selv og afviste hende, hun følte hun gik i stykker indvendigt imens hendes mave snørrede sig sammen i smerter over alle de følelser hun lige nu holdt tilbage.

Hendes fingre rystede så meget at hun ikke kunne få bundet snorene i toppen hvilket var tydeligt at se for hendes krop blev mere og mere frustreret som hun stod og forsøgte. Hvor kunne han.. Først give hende håbet, kysse hende og røre hende med længsel der lyste langt ude af ham, og så bare kaste det hele på gulvet blot fordi han pludselig følte en eller anden forpligtelse til den pige, ikke engang kvinde som han nu var gift med og som oveni købet tydeligvis ingen følelser havde for ham.