When does the killing begin?

[Rauha Sisu]

Dato: oktober

Tid: 17:11
Vejr: Stærk blæsevejr og temperaturen er cirka 5-7

Det umagen par havde gået en del timer i stilhed, og Rauha kede sig bragt.

De havde mødt en købmand, der med sin lille vogn var på vej fra markedet til til hjem i Iloval, der lå tæt ved skoven. Rauha havde fået overtalt købmanden til at tage en alternativ rute til gengæld for deres beskyttelse. En rute der kom tæt forbi hvor røverne sidst havde slået til og lå mere øde. Den lå lige til højre benet, de havde serveret den stakkels handlende på et sølvfad. Og det virkede han klar over. Nervøst gav han hesten et lille slag med tøjlen. Han havde fået strenge ordre om ikke at kigge sig tilbage.

I en lav stemme henvente hun sig til Witchboy uden at fjerne blikket fra manden foran dem. "Skumringen kommer nu. Det er det perfekte tidspunkt at slå til. Hesten har ikke mulighed for at løbe ret stærk med vognen, og med mindre de er helt amatører, så ved de det. Selv hvis de fucker det op for sig selv, så er der en chance for, at de kan indhente vognen igen senere."

Hendes blik hoppede fra side til side i skovbrynet. Det her var uimodståeligt. Hvert øjeblik kunne der komme en pil forfra, der tydeligt ville forklare købmanden, at det var en dårlig ide at fortsætte.

[William Witchboy]

Witchboy nikkede så kun Rauha kunne se og sagde meget lavt "ja det har du ret i men de ville også have nogle på vagt men der er ingen tegn fra skoven der er nogle" der var ikke noget som stemte selvom at røverne var virkelig godt gemt ville der ikke være så meget dyre liv før de var kommet så der gik omkring fem minutter efter de kom ind i skoven før det blev for stille ingen fugle sang og han hev forsigtigt sin økse frem lige da han havde holdte øksen rigtig fløj der fem pile i mod hans brystkasse og en mod Rauha og købmanden

[Rauha Sisu]

Selv havde Rauha gjort det her flere gange end hun kunne tælle. Hun kendte alle tegnene. Og heldigvis for Rauha selv, købmanden og måske også Witchboy, havde hun været på vagt. Som pilene kom imod dem, slog hun ud med armen og spyddet. En kraftig vind blev skabt, og den slog alle pilene til jorden. Et overlegent smil kom på hendes læber. Endelig, endelig skete der noget, på den her ellers kedelige mission.
"Ikke godt nok!" Brølede hun, og løb imod dem. Der var et øjebliks forvirring mellem træerne, som havde de ikke forventet modstand. Deres blik flakkede mellem Rauha, Witchboy og købmanden. Det var en fejl fra deres side at tøve. Rauha var hurtig og blodtørstig. Hun nåede den første og før han kunne nå at skifte til et sværd, var han blevet gennem boret af hendes spyd. Det første til at komme til sig selv igen, sendte en pil efter hende. Men hun trådte til siden, og bruge manden i den anden ende af hendes våben som skjold. *Idioter.* Hun ændrede grebet på spyddet, så hun kun holdte det i en hånd. Med den anden tog hun en skjult daggert frem og skar halsen over på ham. Hun trak sit våben ud af ham.
"Et lille råd drenge." Rauha tale hurtigt, imens hun bevægede sig og kastede kniven i halsen på den næste, som ville skyde efter hende. "Skift våben."

[William Witchboy]

Da Rauha løb mod røverne kastede Witchboy øksen mod en af mændene og ramte manden lige mellem øjnene og løb så hurtigt han nu kunne hen til den nærmeste mens han hev sin Stridshammer frem og med et enkelt sving med den knuste en anden mands kranium og sagde roligt "ikke dårligt miss Rauha måske skulle vi tage en træningskamp mellem os to" og han hev øksen ud af mandens hoved og kastede den i mod den sidste mand som stadig havde sin bue fremme de andre mænd havde taget deres sværd frem selvom de så ud til at overveje om de skulle flygte eller kæmpe videre og ramte ham i maven

[Rauha Sisu]

Rauha grinte højlydt, både over hans ord og adrenalinen som pumpede gennem hende. Hun slog ikke ihjel for sjov, men hun havde savnet kampens hede. Savnet at stå ansigt til ansigt med sin modstander og se ham falde for hendes fødder. "Tak for komplementet!" Hun dansede elegant rundt om røveren foran hende. Der var ingen tvivl om, at hvis han fik fat i hende, så ville hun være i problemer. Men hun var hurtigere og mere adræt end ham. Hvor ihærdigt han end prøvede med de magtfulde sving, så kom han ikke tæt på. "Du klare det nu også meget godt, Witchboy." Den sidste røver kom imod hendes ryg. Rauha smilte som en kat, der lige have fundet en lille fugleunge. Uden at fjerne sit ansigt fra modstanderen foran hende, slog hun ud mod manden bag hende. Som tidligere kom en vildsom vind fra hendes slag. Røveren blev slået imod et træ med sådan en styrke, at han ikke rejste sig med det samme.
"Jeg sagde det til jer." Hun dukkede under hendes angribers sværd og placerede sit spyd i hans hjerte, før hun lynhurtigt vente sig mod den forslået mand. "Ikke godt nok." Han nåede ikke at gribe sit våben, før at hun havde gennemboret hans hals. Som manden tog de sidste mundfulde luft blandet med blod, gik hun imod den røver hun tidligere havde ramt i halsen. Som den sidste var han stadig i live, skønt han ikke kunne gøre meget andet end at holde tryk mod såret. Hun satte sig på hug foran ham med hendes spyd presset mod hans hals. "Var det noget med en kiste?"

[William Witchboy]

Witchboy havde selv grinede de første kampe mod folk men han havde lært at holde det nede så han bedre kunne koncentrere sig om selve kampen og han sagde "ja det er hvad vi skal finde og at om der er flere af dem" og han gik roligt over til manden som havde fået øksen i maven og satte stridshammeren på den plads og hev øksen ud af mandens mave og begyndte at tørre den af med et stykke stof og sagde "er der andre ting som du er lige så god til som du er for at kæmpe så ville jeg blive misundelig"

[Rauha Sisu]

"I så fald tror jeg, at vores nye ven kan hjælpe med at finde den." Spyddet var så presset så tæt på røverens strube, at en lille smule blod var begyndt at løbe derfra. "Ikke sandt?" Manden kiggede tilbage på hende med store øjne. Han var lig bleg, og det var ikke kun på grund af det blod han havde mistet.
Uden at fjerne blikket fra røveren, råbte hun til købmanden, "Du kan køre nu. Vi har gjort vejene mere sikre." Hun kunne høre hvordan vognen satte i gang.
Witchboys kompliment fik hende til at grine varmt. "Er det rigtigt? Jeg kan fortælle at du er lige så god til at smigre, som du er til at kæmpe." Hun vendte kort blikket fra røveren for at give ham et vink. "I hvert fald når du prøver." Hurtigt var hendes fokus tilbage på røveren foran hende.
"Hvad er dit navn?" Manden foran hende trak været tungt et par gange. Hans blik blev ved med at hoppe fra hans døde kammerater til Witchboy og Rauha. "D-draven."
"Draven. Du svarede mig ikke tidligere-" Manden afbrød hende panikslagen. "Un-undskyld, jeg" Rauha var tydeligvis irriteret. "Hold kæft!" Draven bed munden hårdt sammen. "Lad os prøve en gang til, og hvis du afbryder mig igen, så hakket jeg spyddet i dit ben. Forstår du mig, Draven?" Han nikkede ivrigt. "Godt. Vi leder efter en kiste, og du vil lede os hen til den. Fordi hvis du ikke gør, så vil du ønske, at det var dig som fik en lige så hurtig død, som dine venner." Hun rejste sig op. "Så, vis vej."
Manden kom hurtigt på benene. Han havde stadig en hånd presset mod det første sår hun gav ham.
"Det, det er den her vej." Røveren begyndte at føre an. Rauha kom med et smørret smil.
"Det var ikke så svært vel?" Draven lignede en der på samme tid havde lyst til at slå smilet af hendes ansigt, og krybe ned i et hul. Men han holdte nok af sit liv til at gøre sit job uden et eneste ord.

[William Witchboy]

"Jeg ville knuse begge hans knæ det gør mere ondt" sagde han roligt mens han gik over til dem og lagde stoffet væk og gjorde sit bedste for at se stor og skræmmende ud og sagde med en tone som en ond dæmonisk væsen "hvis du prøver at advare dine venner vil jeg sørge for du bliver spist levende at ulve" han havde brugt mange timer på at perfektionere den tone de fleste af de Blue Witchs mente han det var hans rigtige stemme for hans udseende og da de begyndte at gå sagde han med sin normale tone så lavt så kun Rauha ville kunne høre det "jeg siger bare hvad jeg mener andet" han var glad for han havde sin hjelm på så hun ville have det svært med at se at hans kinder var blevet lilla hans form for rødme

[Rauha Sisu]

Rauha klukkede af Witchboys forslag. "Ja, men så går han også det værre. Vi kunne knuse hans knæ, hvis han sladre og så fodre ham til ulvene." Dravens ansigt blev om muligt endnu mere bleg. Han så ud til at være skrumpet endnu mere, da Witchboy kom over. Det havde ikke overrasket hende, men var nu stadig en smule fornærmende. Det var trods alt hende, som havde slået flest ihjel (hun valgte at 'overse' sit forspring) og havde såret ham.
"Der er ikke flere tilbage i lejeren. Vi var alle sammen her..." Som han talte, kunne man se, at det langsomt gik op for manden, at han var alene tilbage. At der ikke var nogen til at redde ham fra hans situation. Selvom hans ansigtsudtryk var meget talende, valgte Rauha stadig at være på vagt. "Det får vi at se, når vi kommer frem."
Rauha trak på smilebåndet ved Witchboys lavere udtagelse. Der var intet behov for at se hans ansigt. Den måde han tale på, var nok til at afsløre ham. Rauha havde ingen planer om at lave noget seriøst med den store brute, men derfor kunne hun stadig havde det lidt sjovt.

[William Witchboy]

Der var gået et par timer før de nåede hen til lejren var solen næsten helt nede der var tre tomands telte og en lang større telt hvor alle de ting havde stjålet med en stor bålplads i mellem alle teltene og i bålpladsen var der en stor bål og omkring fem mænd sad omkring den og Witchboy hev lyn hurtigt sin økse og sværd frem og brugte øksen til at brække dravens ben og løb så hurtigt han nu kunne til de to nærmeste da mændene begyndte at opdage dem og han stak sværdet igennem den ene mands hjerte og huggede øksen i den andens nakke

[Rauha Sisu]

"Du er død." Hendes stemme var lav, men stadig høj nok til at Draven kunne høre det over sine smertelyn og råbene fra kampen. Selv i hans nuværende tilstand, blev han stille et øjeblik ved tanken og at blive spist levende af ulve.
Hun spildte ikke mere tid på ham, i stedet løb hun direkte mod kampen. Hun hoppede og i vejret, og slog sit skyd mod den mand, som var længst væk. I stedet for at vinden skubbede til ham, skar den han op, som havde det været det skarpe af klingen hun sendte af sted. Rauha stod nu imellem de to andre. Med spidsen af spyddet gennemborede hun hjerte på den ene, og hev våbnet tilbage, så træenden ramte den anden i soloplektus. Med alt luft slået ud af ham, tog han et par skridt tilbage ind i Witchboy.
Rauha bekymrede sig ikke om den sidste, hun var ikke i tvivl om, at Witchboy ville tage sig af ham. Der var en lille chance for, at de skulle bruge ham senere. Og det var jo ikke fordi at han ville løbe væk. I stedet gik hun direkte mod det store telt. Draven havde hun ikke tænkt sig at afslutte nu.
"Hvad er Blue Witch holdning til bytte?" Hun ville bestemt ikke have noget imod at få lidt ekstra guld med hjem.

[William Witchboy]

Witchboy hev sværdet ud af manden og gav slip på øksen og tog fat i manden som Rauha skubbede ind i ham og skar halsen over på ham og gav slip på manden som faldt sammen og begyndte at tørre sine våben af og sagde roligt "så længe det ikke er en del af jobbet kan du tage hvad du vil" og han satte våbnene på deres plads han havde aldrig selv taget noget for de røvere han havde dræbt over tiden men han havde heller ikke fået fuld forståelse penge i nu og gik over til Draven og tog fat i hans brækkede ben og hev ham over til det store telt og lod som ingenting at hans smerte skrig og sagde nysgerrig "er der noget interessant"

[Rauha Sisu]

"Bytte!"
Rauha var som et lille barn i en slikbutik. Kisten, den ene ting hun ikke måtte få, undgik hendes blik. Resten blev undersøgt med såvel øjne som hænder. Teltet indeholdte et bord uden stole, sække til personlige genstande og rov, samt nogle sammenrullede tæpper og pels, til når truppen skulle sove. Hvad mændene havde indsamlet var skuffende. For deres skyld satsede hun på, at det allerede var blevet solgt.

Dravens skrig rørte hende ikke. Nu ville det være en skam at påstå, at hun allerede kendte den store brute. Men hun tvivlede på, at han ville torturer manden ihjel. Så længde det ikke var tilfældet, gjorde det hende ikke meget. Hun rystede på hovedet, som Witchboy kom ind.
"Nej, de må allerede havde solgt, alt hvad vi kunne havde taget." Der var et øjebliks pause. "Hvad er der i kisten?"

[William Witchboy]

Witchboy gav slip Dravens ben og gik over til kisten og løftede den op uden besvær med to hænder og lugtede til den og sagde "urter tror jeg men det er svært at sige" og han satte kisten på bordet og tog sin stridshammeren frem og rakte den til Rauha og sagde "har du lyst til at brække et ben eller en arm" han havde ingen torturer Draven ihjel men han ville gøre at ulvene spiste ham eftersom han ikke havde været ærlig og hvis han havde været det ville han givet Draven en hurtig død men desværre måtte de gøre det

[Rauha Sisu]

"Urter?" Sjældent havde Rauha været så skuffet. Hun lignede en, som lige havde fået taget den mest fantastiske gave fra sig. Godt nok regnede hun ikke med, at hun kunne slippe afsted med at tage indholdet af kiste. Men kunne de ikke i det mindste have sendt dem efter noget spændende. Urter? Hvilke røvere gemte på urter?
Witchboys kommentar fik hende til at sende ham underlige blikke. Det havde hun ikke forventet at brute. Måske det var det lettere klodsede første førstehåndsindtryk hun havde fået. Måske det var fordi, at han allerede nu havde et godt øje til hende. Måske var det fordi, at hans kampstil havde været så ren. At han var gået efter at slå ihjel og ikke såre, også da de havde overhånden. I hvert fald var faktum, at hun ikke havde forventet, at høre det fra ham.
Draven klynkede og tiggede dem om ikke at gøre det. Rauha sendte ham et hurtigt og hårdt blik. "Kæft!"og manden holdte sig til at klynke. Hun vendte blikket om Witchboy igen. Hendes stemme mere seriøs end han havde hørt den før.
"Ingen af delene. Vi stære halsen over på ham." Hendes tone gav ikke plads til spørgsmål. Det var mere end et forslag, det var en ordre.