forvandling. [Rauha]

[Eleanor Mitsy]

Dato: Dec 10. 1432
Tid: 12.02
Vejr: skyet men ikke udsigt til regn.


nede i vandet svømmede en ung havfrue rundt tæt ved stranden. hun skulle op og synge på en kro men skulle lige tørre først. hun kom til stranden og hoppede op på en sten hun plejede at side på for at tørre. hendes hale var smuk blå og hendes spidser var alle mulige farver. hendes finder på armende var lige som spidsen af hendes hale alt mulig farvet. hun sad roligt og slog halen ned mod stenen i kedsomhed. hun så op på himlen og begyndte at synge sin sirene sang som hun var kendt fra. hun elskede det over alt at synge. og at drille mænd med sangen. Sangen var lidt trist men hun sang den godt. hendes stemme var klar som vandet og blid som vinden. imens hun sang kunne man se at hun blev tørre og tørre. hendes finder på armende forsvandt langsomt og hendes hale skrympede og forvandlede sig til et par smukke kvinde ben. hun rejste sig og havde tage ten kjole med op som hun vred rundt da hun var tør. hun skulle jo ikke blive våd igen. hun tog den på. den var hvid og gik ned til hendes knæ. den var hurtig tør da den også havde ligget på stenen. hendes blå øjne kiggede rundt og trak så på skuldrene. hun var alene.. hun så mod et skur lidt fra hende og sparede op til det så hun kunne ha tør tøj der inde og ikke behøvede at krølle det hver gang.

[Rauha Sisu]

Den tidligere røverdronning var klædt i blåt og læder som altid. Af tydelige våben havde hun sit spyd i hånden og kniv i bæltet. En grøn rejsekappe lagde sig roligt om hende. En hærdet rygsæk med tilhørende tæpper indholdte alt hun ejede i det nye land. Der var ikke så meget vind, som der plejede ved kysten, hvilket ærgrede hende. Tilgengæld gjorde vejret det lettere, at høre hvad der forgik omkring hende. Den lette vind blæste en sang med sig, i stedet for at blæse den væk. Sangen mindede hende om noget, men hun kunne ikke sætte ord på det. Som havde hun hørt den før, men uden at kunne genkende hverken ord eller stemme. Det fangede hendes nysgerrighed, og hun gik målrettet mod lyden.
Allerede på afstand var det let at genkende en af havfolkets væsner. Der var ikke så mange andre med fine fiske haler. Nu vidste Rauha hvorfor, at sangen var så bekendt. Hun havde hørt en havfrue synge før. Selvom den ikke hypnotiserede hende, som ved det modsatte køn, kunne hun ikke lade hver med at mærke den særlige vibration, sangen den gav. Efter at have opklaret mysteriet forsatte hun I et mere roligt tempo.
Rauha havde set en havfrue gå fra ben til hale, og tilbage fra hale til ben. Selv var hun ikke kommet så meget ud til havet. Generelt havde hun haft meget lidt at gøre med havfolket. Af hvad hun vidste, så havde hun kun mødt den ene kvinde af havet. En "ferskvandsfrue", havde de kaldte hende, hvad det så end betød. Rauha havde forstået så meget som, at det ikke var smigr og havde ladt emnet være i fred. Tilgengæld havde havfruen fundet hende lige så underholdende, som hun havde fruen. Hvilket nok var grunden til, at hun havde brugt sin magi for at more Rauha. Der var dog noget helt specielt over at se det i havfolkets rigtige miljø.
Umiddelbart virkede det ikke til, at havfruen havde opdaget hende. Så Rauha rømmede sig højlydt inden hun kom for tæt på. Normalt ville det ikke bekymre hende. Men uden kendskab til havfolket vidste hun ikke, om hun havde overværet noget, der skulle have været mere privat.

[Eleanor Mitsy]

Eleanor have ikke set kvinden. hun havde heller ikke hørt hende da hun så rømmede sig så Eleanor forskrækket op og fik øje på stemmen. øh nej. hun var blevet set. skulle hun skynde sig tilbage i havet og vente til stranden var tom? hun mente dog det var forsent nu hvor hun var blevet opdaget. Eleanor rettede kjolen lidt og så ned i jorden helt flov over at være blevet opdaget.
Eleanor så op på kvinden og sendte hende et venligt smil. hun vidste at hendes sang ikke påvirkede kvinder og det gjorde hende ikke noget. hun nejede venligt og overvejede bare at gå forbi men hun var bedre opdraget hun skulle være venlig og imødekommende imod fremmede. det var ihvert fald hvad hendes mor havde oplært hende til at være.
"god eftermiddag Frøken"
sagde hun og så nu spydet i kvindens hånd og hendes smil forsvandt. hvad ville hun dog med det. skulle hun jage nogle? hun håbede ikke det var hende hun ville jage vel? vel? Eleanor gik stille frem af så hun ikke blev ramt af vandet. hendes havblå øjne så på kvinden hele tiden. hun ville helst ikke overraskets.

[Rauha Sisu]

Rauha spærrede øjne op ved den forskrækkede reaktion, som hun fik. Et øjeblik lignede hun en, der ikke kunne stemme sig for at hoppe i vandet eller i et lille hul. Halvblods elementen satte farten en smule ned, for at give kvinden tid til at bestemme sig. Hun sørgede for ikke at smile af kvindens fortvivlelse, selvom det så underholdende ud. Havfruen skulle dog have ros for det venlige smil, som hun gav. Det virkede til, at hun mentalt havde fået ordnet sin forvirring.
"God eftermiddag, Frøken." Rauha gav et høfligt nik. Det med at neje havde aldrig ligget til hende. Med en venlig og frisk stemme fortsatte hun: "Jeg håber ikke, at jeg har forstyrret noget eller Dem. Hvis dette stykke af standen tilhører havfolket, så vidste jeg det ikke." Det var sandt nok, at hun ikke kendte alle de forskellige grænser. Men der var en god chance for, at hun ville have overtrådt dem alligevel. Rauha havde aldrig været god til at følge reglerne. Det så hun dog ingen grund til at fortælle havfruen. i stedet fortsatte hun med at smile varmt og høfligt.
Rauha fulgte kvindens blik, som hun fik øje på spyddet. Det var tydeligt, at hun blev påvirket af det. I en overgivende bevægelse hev hun hænderne op foran sig.
"De skal ikke være bange, frøken. Jeg er en strejfer, så jeg kan ikke efterlade mine våben derhjemme. Desuden er de til tider nødvendige på vejen." Det skete at hun fik kraftige reaktioner, men Rauha ville hellere skræmme uskyldige end fanges uden våben. Selv i et land som Ireno kunne det blive en nødvendighed at kunne forsvare sig selv.

[Eleanor Mitsy]

Eleanor så at kvinden nærmest ventede på at Eleanor bestemte sig for hvad hun ville gøre. derfor valgte hun også at blive på land. hun så på hende og smilte roligt til hende som hun spurgte om det var havfrue strand. det var det jo ikke. det var bare her Eleanor for det meste kom. hun så på kvinden og smilte roligt og kom tættere på hende og så stadig lidt usikkert på spyddet.
"det er ej Havfruernes strand"
sagde hun lettere opgivende for hun havde opgivet at overbevise denne kvinde om at hun ikke var havfrue. hun havde jo set det og det hun lige havde sagt havde gjort hende hundre på at hun vidste det. da kvinden tog hænderne op og fortalte hun intet hjem havde til at ligge våbene så hun rundt på kvinden. det måtte betyde at hun havde mere end det spyd. hun trak vejret dybt for at slappe af og smilte så varmt til kvinden.
"okey. så er jeg ikke bange"
hun ville ikke være bange for en strejfer sagde hun ikke skulle være det. hun var jo ikke nødvendigvis farlig fordi hun havde våben på sig. det betød vel bare at hun havde brug for at føle sig sikker. lige som Eleanor brugte sin stemme vis mænd overfaldte hende. så hypnoseserede hun dem med sang og gjorde hun kunne slippe væk. selv om det ikke var sket endnu kunne man jo ikke vide sig sikker på om det ville ske.

[Rauha Sisu]

Den opgivende tone fik Rauha til at ligge hovedet på skrå. Uden kendskab til kvindens kultur, var det svært at afgøre, om det var fordi Rauha havde gjort noget forkert, eller om det var rettet mod kvinden selv og situationen. Om ikke andet havde hun lært, at kvinden havde været overrasket fordi hun ikke havde regnet med at der var nogen, ikke fordi at der ikke burde være nogen. Eller, i princippet kunne der være andre grunde til, at der ikke burde være nogen på standen. Den var også meget øde. Men Rauha valgte bevidste at overse det.
Det overraskede halv elementet hvor hurtigt havfruen virkede til at slappe af omkring hendes våben. Havde et par ord virkelig været nok? Men det kunne vel også tænkes, at hun ikke var så tryg, som hun gav udtryk. Rauha lod sine arme falde tilbage i en mere afslappet stilling. Spyddet lod hun støtte mod sandet som en stok. Ikke at der var noget i vejen med hendes ben, men så blev den brugt til et eller andet. Hun var nysgerrig omkring hvad en havfrue lavede på land, men i tvivl om hvorvidt hun skulle starte en samtale.
Som de to stod overfor hinanden fangede noget Rauhas blik, og hun stoppede op. Over en banke dukkede der en lille gruppe mænd op. Det så ud til, at de havde retning mod kvinderne. Rauha kiggede imod de nyankommmende.
"Er det nogen af Deres venner?"

[Eleanor Mitsy]

Eleanor så på Rauha som hun slappede af. hun så hvordan kvinden kigged emod noget og hun fulgte hendes blik op til nogle mænd der kom tættere og tættere på. "jeg skulle til at spørger Dem om det samme" kom det efter at Rauha talte. hun havde ikke regnet med der ville komme nogle. Eleanor gik et par skridt tilbage som mændene kom tættere på. hun anede ikke hvad man gjorde i denne situation. hun så mod Rauha for at se om hun havde nogle plan for hvad man gjorde. pludselig imens hun så på Rauha kom en pil flyvene lige mod hende og snittede hendes arm. hun tog sig hurtigt til den og lavede et ømmende lyd. hun så op mod mændene og så flere pile blev skudt afsted. Eleanor kunne komme i sikkerhed i havet men hvad med Rauha. hun ville ikke efterlade hende til balladen alene.
en mand på en hest satte den i gallop og farede mod dem. "hvad gør vi?!" spurgte Eleanor hurtigt i en bekymret tone imens hun holdte på snit såret i armen. hun kunne ikke komme i tænke om nogle sang lige nu som kunne stoppe mændene. hun var blank.

[Rauha Sisu]

At havfruen ikke kendte dem betød nødvendigvis ikke problemer. Hvis det her var en offentlig strand, så havde alle jo ret til at komme og gå. Kvinden derimod virkede meget utryg ved situationen. Hun sendte Rauha et spørgende blik, som halv elementet kiggede forvirret tilbage. Hvorfor gjorde mændene hende så nervøs?
Imens Rauha havde sin opmærksomhed på havfruen, havde baglinjen trukket våben og skudt efter dem. Det kom som et chok, da der pludselig sad en pil i den fremmedes arm. Non-verbal bandede hun, og vendte opmærksomheden mod deres angribere. Hun vidste bedre end at lade sig blive fanget på denne måde.
Hun tog et halvt skridt ind foran havfruen, og strammede grebet om spyddet. Hendes ansigt var lagt i alvorlige, vrede folder. Som hest, rytter og pile kom imod dem, slog hun ud efter dem med sit våben. I et split sekund slog vinden hårdt rundt om hende. Det kortere sorte hår blev skubbet i alle retninger, da vinden synes at komme alle steder fra på samme tid, før den sprang afsted. Pilene blev slået ud af kurs, og de ramte jorden rundt om kvinderne. Vinden forsatte frem for at slog benene væk under hesten. Dyret faldt til jorden, og den pludselige stop i farten fik rytteren til at flyve ud over hovedet på den. Hesten haltede væk i panik. Hvad end den ikke var trænet til kamp, eller bare ikke havde psyken til kamp med magi, var ikke til at sige. Det rørte hende ikke, at hun havde skadet hesten. Selvom hun fortrak at skade ejere frem for dyr, var det en teknik som hun var villig til at bruge i kampens hede. Hvis det var hende eller hesten, så måtte hesten desværre betale prisen. Hun var dog ret sikker på, at dyret var halt grundet slaget, og ikke på grund af en mere permanent skade. Hurtigt kiggede hun mod rytteren. Slemt forslået kom han ikke op med det samme. Nu hvor det mest kritiske var ordnet, fandt hun tid til at svare havfruen.
”Hold op med at gå i panik og syng!” Rauhas stemme var blevet hård, Som ved ansigtet havde alt det varme og høflige havde forladt den. Det her var nu en kampzone, det var tid til at give ordre. Så kunne hun tage sig af eventuelle følelser bagefter, når de begge havde overlevet.

[Eleanor Mitsy]

Hendes nervøsistet var nettop pga hun havde set flere mænd på en gang og havde hørt det var forbundet med problemmer når mænd gik flere i en gruppe. pludselig reagerede vingen helt unaturligt. hvad skete der dog lige her. Eleanor så rundt og krumpede sig sammen da vingen kom over alt fra. pilene landt over alt om dem. hun så på Rauha der virkede så rolig. var det hende? Eleanor så på Rauha da hun pludselig gav kommando. Elanor fik store øjne og hun var helt blank lige nu. hun havde slet ikke nogle ide om hvad hun skulle synge.
hun sank en klumb og trak vejret dybt og begyndte at synge højt og klart. hendes stemme var blid men også viljestærk. hun prøvede at få mændene til at blive forvirret og glemme hvad de havde gang i. hun så på mændene der pludselig blev helt slappe i kroppen og slet ikke reagerede på de ordre de havde fået tidliger. hendes sang havde sendt dem til et sted hvor de glemte alt. nogle mænd begyndte at tale sammen for at finde ud af hvad de skulle gøre men ingen af dem huskede. Eleanor så på Rauha og vidste ikke hvor længe hun skulle synge og håbede at Rauha ville gøre noget så Eleanor vidste alt var okey.

[Rauha Sisu]

Et dybt åndedræt blev efterfulgt en ubeskrivelig smuk sang. Det var lige før, at den også fik hypnotiseret Rauha. Havde de ikke været i den situation, som de var i, kunne hun sæt have brugt lang tid på at nyde havfruens sang. Desværre var der ikke tid til det nu. Der skulle handles imens mændene var forvirret. Hun greb ud efter den anden kvinde, sigtede næsten i blinde efter hendes håndled, før hun kiggede mod havfruen. Det var først nu hun rigtig kom i tanke om, hvor let det ville have været for den anden at komme væk. Et par skridt tilbage, og hun ville have været i sit element igen. Her ville mændene ikke have en chance for at fange hende. Var hun gået i panik? Eller ville hun blive for at sikre sig, at en fremmed kom i sikkerhed? Og hvorfor ville nogen overhovedet angribe en havfrue så tæt på havet? Rauha spurgte ikke, i stedet trak hun sig langsomt væk. Hvis hun ikke allerede havde fat i den anden, greb hun ud igen. De kunne snakke senere. Når der ikke var nogen, som forsøgte at gennemhulle dem.
”Bliv ved så længe du kan.” Hendes stemme var en lav hvisken, der kan nok kunne høres over sangen. Rauhas blik blev ved havfruen et halvt sekund, for at se hende an. Halv elementet vidste ikke, hvor længe havfruen kunne blive ved med at synge. Eller om effekten pludselig kunne aftage sig. I det halve sekund søgte hun en eller anden form for ordløs kommunikation. Forhåbentlig ville den anden forstå hendes intentioner.
Rauha fortsatte med at bevæge sig baglæns i et meget hurtigt tempo. Et fast greb om spyddet og et skarpt blik mod mændene.

[Eleanor Mitsy]

Eleanor fik et lille chok over at hun pludselig blev taget på håndledet men da hun så det bare var Rauha var hun lettet. hun mærkede hvordan hun blev trukket afsted og da hun sagde hun skulle blive ved nikkede hun imens hun sang. hun var ved at blive træt i stemmen af at løbe og synge men hun blev ved.
Eleanor lyttede til hvad der skete om hende og så mod mændene. de virkede så uskyldige nu men vis hun stoppede så ville det ikke ende godt. regnede hun med. hun så på Rauha og håbede hun havde det okey med at Eleanor sang. hun vidste jo ikke om Rauha ville blive "hypnosiseret" af sangen den måde en kvinde nu kunne blive det. alsår som behag. hun fulgte roligt med hende til og blev nød til at stoppe sangen da hun var helt tør i stemmen. hun trak vejret hurtigt og så mod mændene. de begyndte at snakke sammen. de vidste vist ikke hvad der var sket. Eleanor så på Rauha og så så rundt efter et gemme sted. hun kunne nemt komme i sikkerhed men hvad med Rauha? hvor kunne hun komme i sikkerhed.

[Rauha Sisu]

Rauha kiggede kort mod havfruen, som hendes sang stoppede, så tilbage mod mændene. De var stadig distraheret lidt endnu. Men hendes bedst bud var, at det varede indtil at de fik fat i deres kammerat, der var blevet kastet af hesten. En af mændene prøvede at indfange det omtalte dyr, men indtil videre uden held.
Havfruen kiggede fra Rauha og rundt, alt imens Rauha fulgte køligt hendes blik. Det, at fruen stadig ikke var hoppet i vandet, var næsten helt sødt. Tanken om at hun forsøgte at passe på halv elementet, virkede nu endnu mere passende. Et lille smil kom frem på det ellers hårde ansigt. Rauha strammede kort grebet om hendes håndled for at få hendes opmærksomhed.
”Vi har et forspring, det hele skal nok gå.” Hun sendte, hvad der var ment som et beroligende blik. En høj karisma og et køligt hoved kunne ofte få andre til at slappe mere af. ”Det vigtige er bare, at vi forsætter med at holde afstand imellem os.” Og at de ikke fangede hesten, men den detalje valgte hun at holde for sig selv. Tempoet var blevet sat lidt ned, og Rauha satte det op igen, om hun så måtte trække i den anden kvinde, nu med ansigtet vendt frem ad for at det skulle gå ekstra hurtigt.
”Er der nogen grund til, at nogen ville jage Dem?” Det her virkede på ingen måde som en tilfældighed. Og så meget ballede havde Rauha ikke nået at lave endnu... Ville hun mene. Hun kunne nu høre heste hove. Pis! Forhåbentlig var det hesten der stak af i deres retning, men hun tvivlede på at de havde så meget held.

[Eleanor Mitsy]

Eleanor så ned i jorden imens hun tak vejret hurtigt. hun lyttede til hvad Rauha sagde. det var altid noget de havde et forspring. hun rettede sig op og nikkede hun begyndte at løbe med ved siden af så hurtigt hun kunne. hun så tilbage da hun hørte hestehove. hun hørte spørgsmålet og tænkte sig om. hun hade jo været barn den gang hun blev fanget af fiskere der ville sælge hende til høst bydende. men det kunne da ikke være dem? kunne det?! hun så op på Rauha og kom i tænke om noget hendes forældre havde fortalte hende at der fandtes på jorden. slaver og slave jagere. og hvem der var slavejager var jo ikke til at se.
"der var engang da jeg var barn... men det kan ikke være det det er så mange år siden... men mine forældre har fortalte at i har slaver og slave jagere her på jorden!?"
hun var lidt bange for at Rauha ville sige at det var noget pjat og ikke fandtes for ellers havde hun ingen ide om hvad det så kunne være. hun løb så hurtigt hun kunne ved siden af Rauha og prøvede at undgå at falde over sine ben.

[Rauha Sisu]

I det fjerne kom heste tættere på. Men det var ikke, hvad der fik Rauha til at ændre udtryk. Hun vrede blev stadig en mere tydelig reaktion, som havfruen svarede.
"Skulle der være slavehandler i et land, folk kalder så roligt og fredeligt, som Ireno? Det er hvad du tror de er?" Midt i det hele havde Rauha glemt den høflige tiltaleform på grund af hendes vrede. Men det var bestemt ikke, fordi hun betvivlede havfruen. Spørgsmålet var oprigtigt nok. Hun var villig til at tro på den fremmede. Ireno havde bestemt ikke levet op til at være det paradis, det blev solgt som i hendes hjemland. "Hvis de ret faktisk er ude efter slaver, så håber jeg for dem, at de ikke indhenter os!" Der var mere end vrede i hendes stemme, der var had og foragt. Få ting i verden betød mere for Rauha end hendes frihed. At folk kunne finde på at indfange andre væsner og tage deres frivilje og identitet fra dem, var en synd hun ikke ville tillade. Den sidste slavehandler hun havde stået ansigt til ansigt med, var dårligt nok sluppet levende fra mødet.
Hun kiggede kort over skulderen. Der var to heste og begge så ud til at være sorte, og ikke rød som den tidligere. Det var lige så forvirrende som fangernes metode. Hvorfor ikke tage alle heste ind med det samme? Hvorfor skyde pile? Hvorfor gå efter en havfrue så tæt på havet? Med mindre de rent faktisk ønskede, at fruen skulle søge tilbage dertil... Åbenbaringen slog hende hårdt.
"Frøken-" Hvad end Rauha skulle til at sige, blev afbrudt af havet, der rejste sig. "Pis..." Lyden var så lav, at bruset af vandet slugte det. Synet fik hende til at stoppe et øjeblik, og stirre med let åbent mund. Vand havde rejst sig som en søjle og fra toppen kunne overkroppen af en mand ses. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at han var vand element. Og helt sikkert grunden til at mændene havde forsøgt at jage dem ud mod vandet.
Rauha havde ladet havfruen være tættere mod havet. Det havde givet mening tidligere. Nu betød det, at fruen stod imellem halv elementet og faren. Rauha var nød til at tage to skidt frem, for at komme forbi fruen og bruge sin magi uden at skade hende. De to forskellige elementer handlede på samme tid. Han strøg frem, stadig båret vandet og med armene skrukket ud imod dem. Hun havde et fast greb om spyddet i begge hænder, som hun næsten fløj den korte afstand. Svinget med våbnet blev trukket med gennem bevægelsen. I et splitsekund var der igen følelsen af vind alle steder fra, før den blev skudt afsted mod vand elementet. Han nåede lige at trække en smule vand op foran sig, før vinden ramte ham. Et brøl undslap ham, som han blev kastet tilbage. Man kunne lige nå at se, hvordan vandet omkring hans bryst blev farvet rødt, før han forsvandt ud af syne. Vandsøjlen var ikke blevet opløst, men havde flugt ham og afbrudt hans fald. Hvis han stadig kunne bruge magi, kunne han af gode grunde ikke være død. Det var grundet vandet ikke til at sige, hvor hårdt hun havde ramt ham. Om han var ukampdygtig eller måske i fare for at dø af en forblødning. Men Rauha tog ikke nogen chancer.
"Han er ikke død." Hun forklarede det ikke yderligere. Lige nu virkede det som spild af tid og luft. De kunne gå gennem detaljerne senere. "Vi er nød mød til at søge ind imod land." Rauha drejede af og begyndte at løbe op imod klitterne. Hun kiggede kort på fruen. Hvor van var hun til at bevæge sig på land?
"Hvis de rent faktisk er slavehandlere, så er det til vores fordel. De vil ikke forsøge at skade Dem alt for slemt. Det kunne ødelægge en handlen." Hun havde aldrig regnet med, at hun ville håbe på at møde den slags personer. Men det ville betyde at hestens rytter ville forsøge at indhente dem, og ikke skyde pile i deres ryg. Ind til videre bad hun til, at pilen i armen var et uheld eller et mesterskud.

((Okay, jeg har ingen styr på hvor meget magi man på bruge på siden... Noget siger mig at jeg gik lidt over gevind med vand elementet, også selvom han er tænkt til at have højt level. Can you live with it?))

[Eleanor Mitsy]

Eleanor anede ikke hvor hun skulle kigge hen. på Rauha eller mod hestene? hun så dog på rauha da hun sagde pis. hun fulgte hendes øjne og så den store vand sølje. hun fik store øjne. bare en lille smue af det vand ville forvandle hende til en havfrue igen og så kunne hun ikke slippe væk. hun så på Rauha da hun trådte ind foran hende og brugte hendes element mod vand elementet. hun gik tilbage imens for ikke at blive forvandlet til en havfrue i kampens hede. gid hun dog vidste hvordan man forsvarede sig så kunne hun hjælpe til.
da Rauha var færdig og begyndte at løbe så hun kort mod det røde vand og løb med. hun var nok lidt klodset men gjorde alt for ikke at falde i denne tid. hun så mod land og hørte nu hestene igen. de kom nærmere. pilen havde været et slags advarelses skud mod dem om at de ikke skulle gøre modstand. at de så gjorde modstand var jo noget de ikke havde regnet med.
"undskuld frøken at jeg ikke kan hjælpe. men har aldrig lært at forsvare mig" sagde hun da hun kom op på siden af Rauha. hun havde ingen sko på men hun løb som var det på tå spidser hun løb på. hun så på hende da hun talte om slavehandlere og handel. hun havde jo kun hørt rygter i havet. hun vidste jo ikke om de var rigtige. måske var det bare det rene opspind. men hun havde jo heller ikke levet på land længe nok til at vide alt om landboerne. hun så od andet da havet trak sig tilbage. hvad ville ham vandelementet dog gøre nu. hun så nu at en bølge rejste sig højt op og gjorde klar til at angribe dem.
"Vi må skynde os i sikkerhed. havet rejser sig"

(( det er helt iorden. npc kan jo være alt muligt.