den blå bjerg og den røde bakke

[Emilia Nylie]

Emilia blev knaldrød i kinderne, det var som at være en prinsesse, noget hun aldrig havde oplevet eller forestillet sig at skulle opleve. Alle de mennesker der skulede til hende eller mishandlede hende og så denne gud som rent faktisk reddede hende og bar rundt på hende. Han var den sejeste af alle geder, hun var så fascineret.
Der gik lidt tid hvor det hele virkede så skønt, indtil vinden fik fat i kappen og blæste den lidt op, så hun ikke længere var dækket af kappen, det gjorde hende blot mere flov, da hun ikke turde tage hænderne væk fra gudens hals og sætte kappen på plads. Det var vildt flovt og spørgsmålet var om geden ville opdage det igen?

[William Witchboy]

da en vinden fik fat i kappen blev hele hans ansigt lilla og han gjorde sit bedste for ikke at se på hendes nøgne krop men for at være sikker på han ikke faldt så måtte han desværre se en lille smule på hende og han sagde "jeg vil ikke tabe dig hvis du giver slip så du kan dække dig til Emilia" han mente det men den her gang kunne han se at hun ikke var sat dårligt sammen men hun kunne godt klare et par kilo mere og han lavede en lille note bag sit øre af han skulle være sikker på hun blev fuld når han gav hende mad

[Emilia Nylie]

Emilia blev kun mere flov, da han rent faktisk sagde hun godt kunne bevæge sig uden han ville tabe hende. Hun havde det meget svært med den tillid det krævede, men alligevel flyttede hun langsomt armene fra at være bag hans nakke, til at have fat om kappen og holde den tæt. Det var utroligt akavet og hun vidste snart ikke hvordan hun skulle håndtere det hele, for det var rimelig akavet at denne gud, mand eller hvad end han var, skulle se hende flere gange uden nogen beklædning.

[William Witchboy]

et par minutter efter hun havde dækket sig med kappen igen stoppede han foran en meget lille dør til et hus det blev lejet af de blå hekse så de havde et sted i nærheden af en af butikker de skulle beskytte og han fik hevet en nøgle frem og låste døren op og bukkede sig ned så han komme ind i et stue med et lille spisebord og to stole og kun en dør ud over den dør de kom ind af og han pegede på den anden dør og han sagde "der er et soverum der ind og det er et skab der inden med alt muligt tøj" der var ikke mange som ville have en tigger i et rum uden opsyn men det meste værdi var skabet og en flaske meget stærk alkohol selvom han ikke vidste den sidste var der og han troede ikke på stjæle den men han ville heller ikke se på hende mens hun tog tøj på

[Emilia Nylie]

Emilia holdt godt fast om kappen på resten af turen, for det ikke skulle ske igen, det var ikke fordi der var så meget at gemme, han havde jo opdaget hendes nøgne krop før hun selv havde, men hun kunne godt mærke han selv virkede til at have det lidt akavet med det, hvor hun dog kun blev flot.
Da han satte hende ned, havde hun fortsat et fast greb, på trods af de endelig var kommet indenfor. Det hele var lidt akavet, måtte hun jo indrømme, men samtidig havde han reddet hende, så hun ville næsten gøre alt hvad han befalede. Derfor gik hun også ind i det kammer han pegede mod, med kappen tæt om sig, hvor hun så kiggede efter noget tøj. Dog var det første hun lagde mærke til en flaske sprut, det var da noget underligt noget at have derinde, men det var måske sådan man boede? Hun havde trods alt ikke haft et fast bopæl længe.
Det tog hende ufatteligt lang tid at få øjnene væk fra flasken, før hun kunne tage sig sammen og finde et par bukser og en trøje i skabet, begge i en beige farve. Det var en smule for stort til hende, da hun ikke havde meget sul på kroppen, men hun var lige bred nok til bukserne stadig kunne holde sig oppe.

Da hun var færdig med tøjet, tog hun kappen under armen og gik ud i sine stadig bare fødder og lagde kappen over en stoleryg. "Mange tak, Witchboy. Det er umådeligt pænt af Dem, men sig mig..." Hun bed sig i læben og overvejede hvor vidt hun skulle spørge eller ej, men nu var hun jo begyndt, så hvorfor ikke bare gøre det? "Hvordan kan det være De har en flaske med sprut inde i et kammer man sover i?" Hun kunne ikke beslutte sig for om det var normalt, hun vidste faktisk intet om det.

[William Witchboy]

Witchboy sad roligt i stuen mens Emilia fandt noget tøj og tog det på og han smilede venligt til hende som blev et forvirret smil og sagde "det må være en af mine kolleger som har efterladt den der ind" han var ikke den eneste som brugte det her hus de havde bare været heldige at der var ingen andre da de kom og han nikkede til den stol hvor hun lige havde lagt kappen på så hun lige kunne sidde lidt nede og han lagde mærke til hun havde ingen ting på hendes og han sagde nysgerrig "var der ingen fodtøj der inde"

[Emilia Nylie]

Emilia satte sig lidt akavet på stolen han henvendte til, det var meget sjældent hun sad på en stol eller en bænk, så hun sad ikke helt normalt, i forhold til hvordan andre mennesker sad på dem.
Da han snakkede om andre kolleger spærrede hun øjnene op, var det de andre guder han mente eller var han i virkeligheden ikke en gud? Det var ret så underligt hvordan han var, men det var måske en normal mand der blot havde som erhverv at redde andre? Hvad var der egentligt med ham og hvordan skulle hun spørge?

Hun nåede ikke at spørge, inden han spurgte ind til fodtøj og hun måtte se akavet på hendes beskidte fødder. "Jeg... ehm... jeg kiggede ikke rigtigt." Hendes kinder var knaldrøde, hun havde aldrig haft et par sko, så det var ikke ligefrem det hun kiggede efter.

[William Witchboy]

Han lagde sit hoved let på skrå han kunne ikke forstå hvorfor havde hun fået røde kinder igen han havde ikke sagt noget upassende så det kunne ikke være det så han smilede venligt til hende og sagde venlig "så bare gå ind igen og se om der er et par sko så du kan tage dem på og bare tage en tår af flasken hvis du ville have noget at den" han håbede på at hvis hun tog en tår af den ville måske få det som gjorde hendes kinder røde men han vidste det ikke med sikkerhed

[Emilia Nylie]

Emilia gik langsomt ind i rummet igen og kiggede skævt på fodtøjet. Hvad var egentligt godt? Hun tog et par sko op (gummisko) som så rimeligt gode ud. Derfor satte hun sig også ned og tog skoene på, uden at vide de sad forkert, selvom de godt nok klemte hendes fødder en lille smule. Hun var jo slet ikke vant til det og troede blot de skulle gøre det, så hun gik bare akavet over og tog flasken og tog den med tilbage, hvorefter hun satte sig ned og tog en tår af flasken, hvorefter hun stillede den på bordet, så han også selv kunne tage en tår, hvis han ønskede.

[William Witchboy]

Han lagde godt mærke til hun havde taget skoene forkert på så han sagde da hun satte flasken på bordet "du har taget dem forkert på så hvis du bytter om på dem vil de passe bedre" og han tog en tår af flasken og han satte den på bordet og så på hende og han sagde "så har du det bedre nu" han håbede på hun havde det meget bedre nu og han sagde venlig "hvis du har noget du ville spørge mig om noget så bare spørge" han havde ingen problemer ved at hun stillede ham spørgsmål

[Emilia Nylie]

Emilia så flovt ned på skoene, var det mon derfor de irriterede hende så meget? Nå, jamen hun kunne jo lige så godt prøve, så hun bandt dem langsomt op og byttede rundt. Hun kunne allerede før hun bandt dem, mærke at de sad meget mere behageligt, det var da godt der var en der kunne fortælle hende hvordan man skulle gøre. Hun så smilende op og nikkede inden hun sagde: "Ja mange tak, det er meget mere behageligt." Derefter tog hun endnu en tår af flasken, efter han havde stillet den igen, hun havde dog ikke rigtigt spørgsmål til ham, som han spurgte om, så hun nikkede blot og sagde: "Det skal jeg huske."

[William Witchboy]

Witchboy smilede venligt da hun byttet om på skoene og da hun tog endnu en tår af flasken og sagde venligt "du behøver ikke at takke det er kun bedre af har den slags ting rigtigt på en forkert" og da hun satte flasken på bordet tog han den og sagde "du klare det meget godt det er ikke just let alkohol vi drikker" og tog en tår af flasken han drak ikke særlig tit og han kunne mærke dens effekt var allerede begyndt at slå ind og han satte flasken på bordet og tog sin hjelm af og satte den på bordet og nu ville hun kunne meget nemmere se hans mørkeblå ansigt selvom det eneste lys i rummet var hans lysende gule øjne

[Emilia Nylie]

Emilia var i tvivl om hvad hun skulle sige, det var faktisk direkte forvirrende for hende, for hun var egentligt ikke den man skulle snakke med sko om, det var jo første gang hun havde den slags på og selvom de nu sad rigtigt, virkede det stadig som om de prøvede at stoppe hele hendes blodomløb. Hun vidste selvfølgelig godt det ikke var så slemt, men det føltes virkelig sådan.
Da han kommenterede på hendes gode håndtering af alkohollen rødmede hun en smule, men sagde ikke hvorfor hun kunne håndtere det. Sandheden var hun lod det se ud som om hun drak en del, uden hun egentligt gjorde det. Det var meget små tåre og ikke noget vildt hun drak, ikke fordi hun ikke ville prøve at drikke alkohol, men fordi hun normalt aldrig rigtig drak noget. Ikke engang normalt vand, for det var jo ikke noget hun havde råd til, men hvordan i alverden skulle hun fortælle det? Hun kunne slet ikke finde ud af det, så hun sad bare i tavshed med røde kinder.

[William Witchboy]

Witchboy lagde hovedet på skrå og sagde "hvorfor rødmer du" alkoholen fik ham ikke til at tænke lige ud så det gav ikke meget mening for ham at hun rødmede og han tog endnu en tår af flasken men denne gang var tåren meget længere de andre gange og satte flasken ned på bordet hans kinder var begyndt at blive lilla hans form af rødme det skyldtes alkoholen og han sagde "så Emilia ville du overnatte her jeg ved godt det her sted har kun en seng men vil du overnatte her du behøver ikke at give noget som helst for det"

[Emilia Nylie]

//svarer fra mobil, så kan være der er nogle fejl//

Emilia smilede til ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige for hun var ikke vant til den venlighed eller at drikke alkohol, alligevel tog hun en tår mere af flasken, lige så lang som han havde gjort det, for selvfølgelig skulle hun kunne holde til det.
Der gik ikke lang tid før hun begyndte at føle det hele begyndte at gynge og uden at tænke videre over hvad det var han spurgte om sagde hun blot "ja tak" og grinede en smule. Hun havde aldrig sovet i en seng før så for hende var det jo egentligt ligemeget om der var en eller hundrede, for for det meste sov hun på jord eller sand, så hellere sove flere mennesker i en enkel seng. Ja sådan havde hun det.