Det sidste kvarter

[Margareta Queenensala]

Det var med et smil på læben, at hun trådte ud af butikken, selvom hun bestemt ikke var glad for, at gå ude i det fri i hendes pæne kjole. Heldigvis var den mørkeblå farve ikke den der tog skade af at ramme jorden, men generelt var hun bare ikke meget for at komme hjem og have det mindste snavs på sig. Hun var en pæn pige og gik meget op i det, derfor trådte hun også varsomt og kiggede meget på hvor det var hun gik henne.
"Hvor længe har De været slagter?" spurgte hun smilende. Det var egentligt ikke fordi hun som sådan var interesseret, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle spørge om.

[Rebecca Climova]

Hendes blik var igen rettet på pigen da hun trådte ud af butikken. Rebecca kunne se at hun trådte varsomt for ikke at træde i det som kaldes snavs. Hun løftede blikket med et suk, uden at pigen så det og hun lukkede døren og låste. Hun hev en ekstra gang i håndtaget for at sikre sig at den var låst og vente sig om. Hun kunne ikke rigtig forstå hvorfor de finere folk skulle være så sippede? Men det var måske fordi hun ikke selv var en af dem, det var måske en regel i deres familie?

Rebecca gik forbi pigen med hendes varer i hænderne. ”Det har jeg været i 8 år, det vil sige at jeg var 20 da jeg fik arbejdet.” Hun gik med raske skidt og endte nogle skridt længere fremme så det stod et stykke væk fra hinanden. ”Føre De an?”

[Margareta Queenensala]

Det var et overrasket blik, som kvinden fik frem på Margaretas ansigt. 20 år? Det var kun om fire år for Margareta, det var der hvor hun nok ville skulle tænke mere over hendes fremtid med kæreste og flere royale opgaver, men hun ville slet ikke skulle tænke over den slags arbejde, med mindre hun fandt en mand blandt det arbejdende folk, så hun mistede hendes rang. Hendes største mareridt var helt sikkert hvis hun skulle arbejde med den slags, men det kunne hun jo ikke ligefrem sige til kvinden foran hende? I stedet rystede hun lidt tanken af sig og nikkede. "Vi skal gennem Krystaldråben og nærmest mod slottet, hvis De ellers ved hvor det ligger?" Det ville være underligt hvis kvinden ikke gjorde, men samtidig vidste hun jo ikke om der overhovedet var nogen i dette kvarter der kiggede op mod slottet, men hun tænkte da de måtte kende til det?

[Rebecca Climova]

Rebecca kiggede tilbage mod pigen som hun faktisk ikke viste hvad hed. Hun mente ikke at havde spurt hende? Hun stod lidt tavs og så ganske rolig ud, men det var hun nu også, selvom den fremmede pige gjorde det ubehageligt for hende. Hun havde det ikke nemt med mennesker, og det gjorde heller ikke arbejdet nemmere. De 8 år hun havde været her, havde ikke forandret det mindste.

Hun nikkede til hendes spørgsmål og gik roligt mod målet. Hun viste godt hvor krystaldråben lå, det var jo den rige del af Kendis. Hun havde været der en gang før, for herres mange år siden at hun knap nok kunne huske hvordan stedet så ud. Den gang havde hun kun gået igennem, for igen at forlade stedet, da det var ikke et sted hun ville opholde sig i længere tid. Men selvfølgelig kendte hun slottet, eller hun viste i hvert fald at det lå der. ”Hvad hedder De for resten?” Spurte hun roligt, hun kendte jo ikke folkene på slottet, så spørgsmålet kunne vel ikke være underligt? … ”jeg hedder Rebecca” tilføjede hun og forsatte sin gang i det samme rolige tempo, så pigen også kunne følge med.

[Margareta Queenensala]

Roligt fulgte hun an for at vise kvinden hvor hun skulle hen, men hun var nødt til at gå meget langsomt for ikke at risikere at svede, da det i hendes familie var en skam hvis sveden droslede ned ad kroppen. Hun havde egentligt ikke noget imod at bære varerne, det gjorde det bare dét sværere ikke at svede, men det gik.
Det var kun befriende at denne kvinde gav et navn fra sig, så følte man sig mere på lige fod og hun kunne derfor nikke anerkendende og tilkendegive sit navn. "Jeg er baronette Margareta af Queenensalagården." Hun sagde det på den fornemme måde hun var sat til at skulle videregive sit navn på, for hendes familie var det ekstremt vigtigt at sige hvilken status og slægt hun havde, men på en måde ville hun dog ønske hun blot kunne bruge den samme fremtoning som alle i middelklassen.

[Rebecca Climova]

Rebecca kunne ikke lade være med at betragte kvinden som uden at skjule det, gik meget forsigtig frem, eller bare meget langsomt. Hvad idéen var med dette viste hun ikke, og hun havde heller ikke tænk sig at spørge.

Hun vente blikket bort for at skjule sin undren over pigens måde at gå på. Rebecca nikkede langsomt med hovedet da pigen fortalte at hendes navn var Margareta. Lige nu var det selvfølgelig rart at vide navnet på den person hun var sammen med, og der var også grunden til at hun selv havde præsenteret sig. Normalt var Rebecca lidt ligeglad med hvad folk hed som hun af og til møde på sin vej, hun skulle alligevel ikke se dem igen efter det, så hun fandt det lidt ligegyldigt. Men eftersom hun ikke viste hvor lang denne aften ville blive for hende, var det rart at få et navn på den person hun, ikke med sin gode vilje, skulle hjælpe.

[Margareta Queenensala]

De fortsatte gangen gennem Krystaldråben og videre mod det rige kvarter uden den store samtale, inden Margareta stoppede op foran den store herregård og kaldte. "Martha, kom og tag imod." Der gik ikke særlig lang tid, inden en kvinde i 20'erne kom for at modtage indkøbene, så Margareta kunne dykke ned efter en pose, som hun havde hængende under det yderste lag på kjolen.
Hun rakte den frem mod kvinden, mens hun smilede og ventede på hun gav Martha varerne. "Jeg ved det nok er en del mere end hvad det koster, men tag dem endelig, jeg er meget taknemmelig for Deres hjælp."


//Jeg håber det er okay jeg stopper emnet nu, jeg ved ikke lige hvordan det skulle fortsætte. ^^//

[Rebecca Climova]

Uden de havde den store samtale med hinanden forsatte de gennem Krystaldråben og videre ind i de riges kvarter. Rebecca var ikke den person som snakkede så meget, hun duede bare ikke til samtaler. Hun fandt ikke dette øjeblik som noget pinligt, men om pigen egentlig følte det som en pinlig tavshed, det kunne hun ikke svare på, og hun havde heller ikke i tankerne at spørge.

Da de nåede til en herregård som vist var pigens hjem, valgte Rebecca at stoppe op og ventede på havde der nu skulle ske. Pigen kalde på en kvinde ved navn Martha, et navn Rebecca fandt utrolig grimt. Hun holde sig stadig tavs da kvinden kom gående og tog imod indkøbsposerne.
"Ingen årsag og mange tak" sagde hun med et nik. og kunne glæde sig over at hun nu kunne komme tilbage til de motel hun havde bosat sig i.

//OUT