Are you lost, little girl?

[Sheera Ara Lusha]

Sheera var lettet over at møde Scorpio her for han virkede venlig og til at kende stederne. ud af gyden var luften lidt renere og det kunne hun nemt fornemme. hun holdte roligt om hans arm og fulgte godt med i hans tempo. hun var sikker på benene af en blind at være, men hun havde jo altid været blind så det at lærer verden at kende som blind var ikke problemet, men at lærer den fra de seenes syn var svære. da han spurgte hvad hun ville høre op tænkte hun lidt over det.
"jeg kender jo ikke rigtigt til hvad der er rundt om os, så De kunne jo fortælle hvad De ser, sådan at jeg kan forestille mig hvordan det ser ud."

Sheera forestilte sig altid små huse på række i de fattiges kvarter, nogle kun med to værelse. men det var fordi hun kun havde været i middelklassen og følt husende og været inde i et og de var da på mindst 4 værelser så det med at være fattig gjorde hende blot nysgerrig om hvordan det så ud. havde de have? hvad med deres tøj? alt var nyt i denne verden så hun ville gerne lærere alt hun kunne.

[Scorpio Mornie]

Folk trådte til side for dem, så der var ingen grund til at frygte, at de stødte ind i nogen. Vejen han havde valgt var nogenlunde jævn og han ledte hende uden om de dybeste huller i vejen. Hun virkede sikker på benene, så han var ikke længere nervøs for, at hun ville falde. Scorpio ledte langsomt Sheera igennem de smalle gader. "Der er meget at se på og fortælle, Nådigfrøken." sagde han med et smil og så sig om efter noget interessant at fortælle om. Det var de færreste adelige kvinder der havde en interesse i de lavere kvarterer, så han ville gerne give hende en god oplevelse, selvom det måske ikke var det mest imødekommende område. "Det er ikke et fornemt område. Her er ingen marmor og silke, intet sølv og guld. Ikke engang brosten. Vejen er nedtrampet jord med flere huller, der bliver fyldt med vand når det regner og en rende til affald." fortalte han. Han vidste ikke, hvor længe hun havde været blind, så han vidste ikke, om hun havde set farver. Hvis hun havde været blind hele sit liv, var der ingen grund til at han forklarede hende hvilke farver der var omkring dem.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera var sikker på at det han fortalte var sandt nok. hun var dog lidt itvivl omkring guld og sølv hvordan forskellen føltes. men at det ikke var fornemt det havde hun regnet ud efter at være stødt på den lille sultne pige. hun smilte op til ham og mærkede på jorden under sig imens de talte sammen. Regn, det var hun sikker på hvad var for hun elskede følelsen af regn.
"ved lidt det ikke er et fornemt område, men det er mere hvordan det ser ud når man ikke er rig eller middel"
hun smilte til ham som hun gik ned i et dybt hul uden at falde. det gjorde man kunne se hvor sikker hun var på benene. hun kom op af hulet igen og gik roligt videre. hun ville gerne ha han galte hende ved navn men vidste at som rig måtte man helst ikke bede om det da det ikke var fornemt og det skulle rige helst.

[Scorpio Mornie]

Selvom folk ikke gik i vejen for dem, kiggede de fleste efter dem. De var ikke ligefrem hverdags syn i de fattige kvarterer. Det generede ikke Scorpio og det måtte hellere ikke genere Sheera, da hun ikke kunne se det. Han havde ikke i sinde at sige noget om det, han ville ikke ødelægge hendes humør.

"Det er fattigt." sagde han stille. At leve i Mediocris var ikke behageligt for de fleste. Mange her døde længe før de burde og de få, der overlevede længe nok til at blive forældre, kunne ikke tilbyde deres børn et bedre liv end de selv havde haft. "Husene er ved at falde sammen, fordi ingen har tid eller råd til at reparere dem. Der er flere af husene, hvor der bor langt flere end der er plads til og endnu flere, der ikke har noget sted at bo. De fleste af de andre mennesker på gaden er tiggere." fortalte han stille. Den Blå Viol var et af de få steder, hvor de fattige rent faktisk havde et nogenlunde liv, fordi han brugte meget tid på at gøre livet godt for dem og hjælpe dem, når de havde brug for det. Han tog sig af deres liv, deres helbred, deres behov, fordi han havde råd til at gøre noget ved det. Mange her havde ikke den slags muligheder.

[Sheera Ara Lusha]

Sherra lyttede intrasseret efter hvad han fortalte. hun blev helt trist over at nogle havde det sådan. men nok fordi hun aldrig havde tænkt på at nogle kunne leve sådan. vis hun havde kunne havde hun hjulpet flere. "det lyder jo.... forrædeligt, måske var det derfor den lille pige grad da jeg stødte på hende" sagde hun og slet ikke fortalt at hun måske havde redet pigens dag ved at gi hende det æble.
Sheera knuede hænderne sammen om hans arm som hun holdte i og kunne forestille sig sit ejet hjem med følelsen af revner, følelsen af at tapetet var ved at falde ned og at vinduerne ikke var der. det var jo forrædeligt at tænke på, tanken om at nogle kunne bo sådan og hende som havde sit ejet værelse og sine forældre. det fattige kvarter måtte være et trist sted at leve.

[Scorpio Mornie]

Det var en køn dag, hvis man kunne se den. Solen skinnede og prøvede at fordrive vinteren, der stadig holdt fast i jorden. Folk omkring dem var klædt i deres varmeste tøj, selvom det for mange i Mediocris ikke var meget mere end deres normale tøj. At have mere end et sæt tøj var en luksus der ikke var alle forundt.

"Desværre er der mange børn her, som græder." sagde Scorpio stille. Han havde set dem, de forældreløse, de sultne og alene. Uden familier ville de enten dø eller blive tvunget til at blive voksne for hurtigt. Deres fremtid så ikke lys ud, hvis de overlevede ville de blive tyve, røvere eller værre. Nogen ville søge til Den Blå Viol i håb om at få et job og et nogenlunde ordenligt liv. Mange der kom til ham fik da også en langt bedre tilværelse end de havde her. Han gjorde sig umage for at tage sig godt af dem, når de arbejdede for ham.

"Ved Nådigfrøkenen nogen om, hvad det var for en pige, Nådigfrøkenen mødte?" spurgte han venligt. Han kendte nogen af dem, der levede i området, men ville nok ikke kende en enkelt lille pige blandt de mange.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera lyttede til alt om hende og da han sagde mange grad blev hun trist om hjertet men hun valgte at smile og tænkte sig om hvordan pigen var, "hendes tøj føltes rå, som en kartoffel sæk. hendes hår var fedtet og urglet, og hendes hud føltes som et arbejder" sagde hun og lyttede efter rundt omkring hun vidste at hendes liv ville være godt så længe hun kunne, hun vidste jo ikke om hendes kommende mand ville ha samme indstilling som hende med at spare på pengene.

Pludselig hørte men en stemme længere fremme, "se det er hende den søde dame der gav mig et æble" sagde hun til en lille dreng der var noget ældre end hende selv. han var ihvert fald 10 cm højre end pigen og holdte hende i hånden. pigen slap drengen og gik over og nejede for Scopio og så mod pigen. "tak for æblet Frøken, mig og min bror takker Dem for Deres venlighed" sagde den lille pige og krammede Sheera der blot smilte til hende og nussede hendes hoved, pigen slap hurtigt igen og løb over til drengen der vinkede til dem.

[Scorpio Mornie]

At omgivelserne her var fulde af problemer og fattigdom var langt fra nyt for Scorpio, men det virkede som en nyhed for den unge Sheera. Det var selvfølgelig heller ikke underligt, især ikke hvis hun levede et beskyttet liv på et slot eller i en herskabsbolig. Jo højere klasse man levede i, jo mindre vidste man som regel om de lavere klasser. Og hvorfor skulle de også det? De fattige havde ikke noget med de adelige at gøre. Scorpio nikkede stille til beskrivelsen af den lille pige. "Det lyder som de fleste børn her i området. Tøjet er, hvad man kan få fat i, og huden bliver ru af kampen for at overleve."

De gik lidt videre, da de blev afbrudt af den lille pige og hendes bror. Scorpio lyttede stille til pigens ord uden at afbryde. Et æble havde måske ikke stor betydning for en adelig frøken, men her kunne det betyde forskellen på liv og død. Det var heldigt at pigen havde en ældre bror, der kunne hjælpe hende. En lille pige kunne nemt blive udnyttet i de mørke gader. "Nådigfrøkenen har reddet de smås dag. Et æble kan have stor betydning her i Mediocris." sagde han stille.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera smilte til ham da han sagde hun havde gjort en stor betydning for de små folks dag. "det er jeg glad for at høre"[/b] sagde hun og knugede hænderne om hans arm og begyndte at følge ham videre. hun var glad for nogle synes hun kunne gøre en forskel i verden når hun ikke selv synes hun som blind kunne gøre noget for andre. hun lagde roligt hovedet ind mod hans arm og sukkede stille.
"tror De de børn vil overleve?" hun havde et hjerte af guld og ønskede ikke at folk skulle lide vis det kunne forhindres. hun selv vidste jo ikke noget om smerten ved at sulte hverdag og fryse fordi det var koldt. hun var rig mands datter så hun havde jo alt hun behøvede. hun lyttede til omgivelserne og hørte stadig ikke sit navn blive kaldt så hendes guvernante ledte nok ikke efter hende endnu.
"hvor bor De mester Mornie?" spurgte hun og var faktisk lidt nysgerig på denne højelver og hvordan han mon levede og boede. hun ville gerne vide mere om ham og vide om han måske var en hun kunne komme til at møde igen, selv om hun jo ikke vidste om hendes trolovede ville ha hun fik mandlige venner.

[Scorpio Mornie]

Den unge kvindes glæde fik Scorpio til at smile. I virkeligheden skulle der ikke meget til for at gøre en forskel og det virkede som om det glædede hende at hjælpe børnene. Hvis hun havde nogen ide om, hvor meget de adelige i virkeligheden kunne hjælpe, hvis de ville, ville hun måske ikke se det som så meget. Men ethvert lille forsøg på at hjælpe havde en betydning her. Nogen gange en utroligt stor betydning. Sheera holdt godt fast om hans arm, da de begyndte at gå videre. Selvom hun virkede god til at klare sig selv, lod det til at hun følte sig mere sikker med nogen at støtte sig til. Det generede ham bestemt ikke at have en køn ung pige på armen. Heller ikke da hun lagde hovedet mod hans arm.

"Det er ikke til at sige, Nådigfrøken… Hvis deres forældre er døde eller har forladt dem, venter der dem ikke noget nemt liv. Nådigfrøkenens æble har måske givet dem et par dage mere, men dagen i morgen er ikke lovet for nogen af os…" sagde han stille. Han havde ofte set børn der var døde, fordi deres forældre ikke havde råd til dem eller var døde selv. Sådan var livet her.

"Jeg ejer et lille etablissement her i Mediocris. Der bor jeg." sagde han med et smil, da hun spurgte. Det var ikke til at sige hvad denne Nådigfrøken ville sige til hans egentlige arbejde. Det var ikke alle adelige der brød sig om, hvad han lavede. Slet ikke når de var samme race. Hans job var ikke ligefrem normalt for en højelver, slet ikke en af rang, som han var. Men han havde efterladt sin rang da han valgte at rejse fra sin familie og havde endnu ikke fortrudt sit valg.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera fulgte rolig tmed i hans tempo og lukkede øjnene et øjeblik for at tænke sig om. vis hun blev gift med en sød mand ville hun måske se om hun kunne lokke ham til at hjælpe de fattige en dag om måneden. hun lyttede til ham og nikkede. Pludselig kunne Sheera høre en stemme længere væk råbe hendes navn. "så... nu har min guvernante fundet ud af jeg er væk." sagde hun og sukkede. hun vente hovedet mod Scorpio med et smil. "måske De vil kidnappe mig til i morgen?" spurgte hun lidt for sjov og lidt alvor. hun ville nemlig gerne vide mere om ham men hun ville gerne hjem på tidspunkt i morgen også. måske kunne han lærer hende en masse om hendes verden hun ikke kendte selv. han knn emåske vise hende en masse som hun ikke måtte vide for hendes gurvante. noget hun måske meget gerne ville ha lyst til.

[Scorpio Mornie]

”Nådigfrøkenen ønsker måske ikke at vende tilbage til Guvernanten?" svarede Scorpio venligt. Han kunne høre den svage stemme, der kaldte på hende. Det virkede ikke som om den unge kvinde var interesseret i at vende hjem, hun var nysgerrig og interesseret i de fattige, hvilket ikke var normalt for de adelige. Måske kunne der komme noget godt ud af hende, hvis hun fandt ud af, hvem der havde brug for hjælp og hvordan hun kunne hjælpe. Især hvis hun blev gift med en velhavende mand, som hun kunne få til at hjælpe.

Mens de gik sammen i de smalle gader, havde alle de passerede betragtet dem på grund af deres fornemme tøj og anderledes væremåde. Men nogen havde set nærmere efter end de fleste og havde nu fulgt de to igennem de sidste par gader. De var stadig lidt væk, men kom hele tiden tættere på.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera vendte øjnene ned af og nikkede. "jeg gider ikke hjem nu hvor jeg endelig har lidt frihed" sagde hun med et lille suk. hun burde tage hjem men ønskede det ikke. da Scorpio gik videre og stemmen ikke kom tættere regnede hun med at han ikke gik mod stemmen men væk fra den. dog var Sheeras hørelse så god at hun kunne høre de fodtrin der fulgte dem men hun turde ikke sige noget før hun var sikker.
de kom igennem flere gader og Sheera lyttede til fodtrinene der ikke forsvinder men faktisk bare lyder som om de kommer nærmere. jeg knuger om Scorpios arm.
"jeg tror vi bliver forfulgt" hviskede hun til ham for at han skulle vide hendes hørelse fortalte hende noget om nogle de havde passeret var efter dem. også selv om de fleste trin havde gået væk fra dem og stoppet. disse trin lød dog anderledes. ikke som en sur trampen men heller ikke som en let venlig trin

[Scorpio Mornie]

Den unge kvinde havde indtil videre overrasket ham positivt. Hun var mere behagelig at være sammen med end de fleste andre adelige han havde mødt. På en måde virkede hun også langt mere uskyldig, måske fordi hun var blind og ikke kunne se de forfærdelige ting i verden. At hun var blidt betød dog ikke, at han ikke kunne spolere hende totalt, hvis det skulle være. Hun ville ikke være uskyld længere, hvis han først gik i gang. Men det kunne de altid se på senere. "Frihed er en drøm for alle, selv de adelige." sagde Scorpio med et stille smil. Adelige var fanget på en anden måde end fattige, men de var stadig fanget i deres roller. Hvis Sheera ikke ønskede, at komme hjem endnu, kunne han sagtens skjule hende for guvernanten. Det var ikke første gang han havde behov for at skjule en ung kvinde for en anstandsdame. Dem havde han også ødelagt.

Da Sheera henledte hans opmærksomhed på det, blev Scorpio også opmærksom på de fodtrin, der fulgte efter dem. De var i en af de smallere gyder, så der var ikke andre muligheder end at fortsætte fremad. I virkeligheden var det et perfekt sted til at angreb, for de kunne ikke komme andre veje end frem og tilbage og tilbagevejen lød til at være spærret af deres forfølgere. Det ville ikke være umuligt for Scorpio at kæmpe, han havde sit sværd ved hoften og en dolk i støvlen, men gyden var smal og han ville få svært ved både at kæmpe og beskytte Sheera, hvis der kom fjender fra begge ender af gyden.

"Jeg hører dem… Bliv ved med at gå…" sagde han stille. Han ville gerne have dem ud af gyden inden deres forfølgere kom tættere på.

[Sheera Ara Lusha]

Hun lyttede til ham og nikkede. ja hun havde lagt mærke til at mange følte sig fanget på hver sig måde. hendes drøm om frihed galt om at hun ikke skulle være fanget i hjemmet selv om hun var gift. hun ville gerne ha mulighed for at opleve verden. men hun ville da også respektere sin mand hun fik af sine forældre, selv vis han var en dum rad af rang.

Sheera lyttede efter til hans ord og nikkede. hun gik i samme tempo som ham og lyttede efter fodtrinene som lød til at komme tættere på hele tiden ikke hurtigt men langsomt. Sheera vendte opmærksomheden mod Scorpio og håbede lidt han ville sige han havde en plan for hun var helt uvidene om hvordan man forsvarede sig. måske hun bare skulle være taget hjem.

trinene var nu næste oppe på dem og Sheera følte nærmest hvordan en hånd kom mod hendes skuldre for at tage fat i hende. hun klemte sig ind til Scorpios arm og lukkede øjnene. hun var lidt nervøs lige nu.