Eventyret fortsætter

[Margareta Queenensala]

Tid: Start januar 1440 omkring 19-tiden
Sted: Den Blå Viol, Scorpios kontor
Omgivelser: Det hele står som det plejer
Vejr: Omkring frysepunktet.
Tag: Scorpio Mornie

---

Fem år var gået hurtigt, men Margareta havde fundet sig godt til rette, hun var dog stadig i tvivl om hvor hun havde sig selv, men hun var blevet mere rolig omkring samkvem, skønt hun dog stadig gik i sine fornemme kjoler, som jo egentligt var det eneste hun havde. Hun vidste ikke helt hvad ejeren syntes om det, Mester Mornie havde hun aldrig kunne læse, men alligevel så nød hun hans selvskab og hun nød når hun kunne gøre mig glad, selvom hun nu arbejdede for ham og nogle gange blev sat på opgaver hvor hun endte med at rulle øjne af ham og stadig var lidt snobbet, han havde dog knækket hende meget. For fem år siden var hun jomfru, men nu var hun med forskellige mænd, og følte faktisk en lidenskab ved det.
*bank bank* Hun stod ude foran Mester Mornies kontor og ventede på han ville lukke op, hun vidste ikke helt hvad hun ville, det var egentligt bare et sted hvor hun følte sig meget sikker og meget hjemme, for derinde var den ene person som havde fået hende ud af det liv som hun kom fra og åbnet hendes øjne for den sensuelle og lidenskabelige verden. Hun havde sin røde selvskabskjole på, den hun havde brugt meget til bal, men nu var det bare blevet en af hendes mange kjoler hun havde på, når hun skulle noget. Nogle gange ønskede hun sig noget mere normalt tøj og andre gange følte hun, at hun kunne tiltrække de mere fornemme folk, ved at have den på. Det var meget forskelligt, men hvis Mester Mornie en dag ønskede hende i noget andet, så ville han jo nok sige det, lige nu ville hun bare gerne ind til Mesteren og være lidt ved ham. Det var alligevel ikke den travleste aften på stedet, så kunderne stod ikke ligefrem i kø.

[Scorpio Mornie]

Det havde været en god dag. Flere af hans mere prominente kunder havde allerede været forbi og betalt godt for den tid, de havde brugt sammen med hans folk. Nu var der mere stille i Den Blå Viol.. Nå ja, så stille som der nogensinde var i et horehus om aftenen. En del gæster sad og spiste mens de besluttede, hvem der skulle underholde dem senere. Scorpio smilede for sig selv og strøj Lamthanc over hovedet. Slangen lå tilfreds ved ilden og sov. Tidligere på dagen havde den prøvet at fange nogle solstråler i vinduet, men nu var det mørkt udenfor og Lamthanc havde istedet søgt varmen fra de dansende flammer.

*bank bank*

Selvom han ikke forventede gæster, var hans dør altid åben. Og denne gang var ingen undtagelse, så Scorpio gik ovver og åbnede. Udenfor stod Margareta, hans kønne, lille adelspige. Nå ja, titlen havde hun vel opgivet, da hun flyttede til Den Blå Viol., men manererne og holdningen havde hun stadig. For det meste var det en fordel, mange kunder drømte om at få muligheden for at holde lidt om en adelskvinde. Nogle gange kunne hun dog vise sig problematisk. Selvom han kunne lide hende, havde det aldrig skærmet hende for hans vrede. Men det var nu sjældent han havde været nødsaget til at vise den overfor hende.

"Deres Excellence..." startede han med et drillende smil. Trods at hun nu arbejdede for ham, havde han altid nydt at bruge hendes gamle titel. Hvorfor ikke holde på formerne? Han trådte til side i døren, så der var plads til hende. "Kom indenfor. Hvad skylder jeg æren på sådan en mørk aften?" Han lod sit blik hvile på hende mens han talte. Hun havde den røde kjole på. Stadig en forekærlighed for de fine kjoler. Men man kunne heller ikke sige andet end at den klædte hende meget smukt.

[Margareta Queenensala]

Det var med rullende øjne hun trådte ind over dørtærsklen, lige der var han forfærdelig som han brugte en titel hun ikke havde brug for at blive mindet om, hun gik dog videre over til bordet, som hun satte sig på med den ene balle, mens hun kiggede på ham med et roligt glimt i øjet. Hun følte sig bare mere tilpas inde på hans kontor, også selvom slangen var der, men det kunne hun ikke indrømme overfor ham, så derfor fortalte hun i stedet kun den halve sandhed. "Jeg mangler bare selskab, og hvorfor så ikke gå ind til Mester Mornie?" Det var egentligt også super rart, fordi hun ikke var derinde super ofte og han altid kunne underholde hende med et eller andet uden det bare blev et hej og et farvel. Når ret skulle være ret så elskede hun at have kunder, men langt de færreste var stamkunder, selvfølgelig havde de nogle og især dem der var blevet bidt af hun var meget anderledes end de andre piger, men der var alligevel noget specielt ved det selskab der var, når hun gik ind til Mester Mornie, for uanset hvad de gjorde eller snakkede om, så var det en hun så jævnligt, ligesom forskellen da hun var adelig ved om hun var sammen med de andre adelige eller lige mødte en fremmed i byen. Præcis det samme faktisk. Hun satte den ene arm i bordet og lænede sig lidt tilbage, mens hun så på ham med et smil. Først der tilføjede hun; "der er jo alligevel ikke meget at lave derude lige nu."

[Scorpio Mornie]

Han irriterede hende med sit ordvalg. Det vidste han udmærket han ville og det var en af grundende til, at han gjorde det. Når det gjaldt småting kunne hendes rullende øjne være ganske sjove at se på. Når det gjaldt arbejde var han ikke lige så tålmodig med dem. Det ville hun forhåbentligt lære en dag.

Døren gled i med en stille lyd, da hun var trådt indenfor på kontoret. Selvfølgeligt gjorde den det. Det var en velholdt bygning og han havde altid sat en ære i, at hans gæster kunne besøge ham så hemmeligt som de selv ønskede. Ikke alle hans gæster var interesserede i at få opmærksomhed, når de besøgte ham. Margareta var ikke en af dem. Det var ingen hemmelighed, at hun besøgte ham. Hun arbejdede jo for ham. Faktisk var det bedre at folk vidste det. Alle hans medarbejdere var i virkeligheden reklame for ham. Jo mere de blev set, jo bedre.

Scorpio blev stående foran den lukkede dør og fulgte hende med øjnene, mens hun gik over og satte sig på hans bord. Ikke alle kunne tillade sig den opførsel overfor deres chef, men han havde altid været særlig glad for den smukke Baronette, om hun havde mistet sin titel eller ej. Nogle mente, at adel lå i blodet og ikke kunne mistes eller erhverves, ligemeget hvad man gjorde. Det var for det meste dem, som ikke ville have andre ind i deres rækker eller som selv havde gjort noget, der kunne bringe deres titel i fare.

"Så det er kun selskab Deres Excellence ønsker? Mit sprudlenede vid? Min intelligente humor? Mine interessante argumenter?" sagde han med et smil og sætte sig i en af de blødere stole ved siden af ilden, hvorfra han kunne nyde varmen fra ilden. Det var ikke første gang hun var kommet til hans kontor. Den første gang havde været meget interessant og lærerig. Måske mest for hende, men det var bestemt heller ikke noget at se ned på. Og han havde ikke noget imod hendes selskab.

"Selvom der er stille, er der altid noget at lave... Var Deres Excellence en anden, kunne jeg være fristet til at sætte Deres Excellence igang med rengøring eller madlavning" sagde han med et smil. Ikke at hun blev sparet for den slags opgaver. Alle måtte hjælpe til, hvor han bad om det, men det var langt fra hver dag og i dag var der ikke brug for hende til den slags arbejde.

[Margareta Queenensala]

For år tilbage ville Margareta været gået totalt amok og være blevet vildt snobbet over hans kommentarer, men hun havde lært at indfinde sig nogenlunde og bad han hende om det, skulle hun nok også gøre det, det var bare ikke så interessant som at være i nærheden af ham. Helt kunne hun dog ikke tyde ham og var nødt til at spørge mere ind til det, for at have styr på hvad det var han helt præcist mente. "De ønsker måske ikke mit selskab, Mester Mornie?" Hendes stemme var meget mere bekvemt og tiltalende end før i tiden, meget havde ændret sig siden dengang, for så man tilbage til første gang hun var her så havde hun følt sig ubekvemt, havde trukket sig meget ind i sig selv og var bange for hvad han ville gøre, nu sad hun i stedet meget bekvemt og havde intet imod at være på stedet. For dog ikke bare at lade det blive totalt akavet, valgte hun at stille et spørgsmål, noget som hun ikke vidste var okay at spørge om, men som hun egentligt alligevel var ret nysgerrig på. "Har Mester Mornie tænkt over hvordan vi kan tiltrække flere kunder hertil, så nogen ikke skal kede sig så meget?" Hun sendte ham et drilsk blik, der var ingen tvivl om, at de til tider havde nok at lave, men i det kvarter de lå var det langt fra alle der havde råd til at komme derind, hvorfor hun gerne ville vide om han havde idéer til hvordan de kunne tiltrække flere, mere velhavende folk. Hun vidste godt, at hun ikke ligefrem ønskede at få sine gamle bekendte til at komme der i stimer, men alligevel, så kunne det være meget spændende at høre Mesterens tanker og overvejelser, hvis han ville dele dem og i det hele taget accepterede hendes selskab.

[Scorpio Mornie]

I starten havde det ikke været så nemt at få hende til at acceptere en ordre som den, men han vidste at hun efterhånden havde lært at lystre ham. Det havde ikke været rart, men det havde været nødvendigt. Et job som dette krævede at man kunne følge ordre, især når de kom fra ham. Her, i Den Blå Viol talte ingen rang foruden hans. Selvfølgelig blev kunderne behandlet godt og tiltalt som de fortjente, men selv den rigeste baron ville blive smidt ud, hvis Scorpio blev utilfreds med ham. Ingen lov foruden hans indenfor disse vægge. Udenfor kunne de gøre som det passede dem.

"Det var bestemt ikke for at jage Baronetten på porten." sagde han og smilede over hendes ord. Det var ikke alle hans medarbejdere der rent faktisk ønskede at være i nærheden af ham i deres fritid, men nogen af dem synes om ham. Et par af dem blev forelskede i ham. Det havde han aldrig været imod og han tog altid venligt imod dem, både når de kom til hans kontor og til hans seng. "En smuk kvindes selskab er aldrig ubehageligt, men vi kan jo ikke have at Deres Excellence keder sig. Er der en ting, jeg ikke vil høre om mit etablissement, så er det, at her er kedeligt." Folk kom ikke igen, hvis de kedede sig. Kedsomhed var dårligt for forretningen og han havde gjort meget for at gøre Den Blå Viol til et spændende sted for kunder af alle klasser.

Margaretas spørgsmål overraskede ham. Kun få af hans folk havde interesse for forretningen og det var langt fra dem alle der var interesserede i mere arbejde. De fleste nød at have hvad lidt fritid der var til deres rådighed. Den forhenværende Baronette var åbenbart ikke en af dem. "Mener Nådigfrøkenen ikke, at jeg er god nok til at drive min egen forretning?" spurgte han og så bestemt på hende. Hans hånd gled ned og lagde sig på hovedet af Lamthanc. Ingen af hans konkurrenter i byen ville turde stille den slags spørgsmål. Ingen andre af hans medarbejdere havde spurgt til hans forretning. Hendes spørgsmål kunne ses som en fornærmelse, som om han ikke var god nok til sit job., som om han ikke evnede at passe Den Blå Viol. Troede hun, at forretningen gik dårligt?

[Margareta Queenensala]

Det chokerede hende næsten at han tog det på den måde, men hun prøvede ikke at vise det, men gik stedet over ved siden af ham og stillede sig skråt ind over ham, på en måde så hun bukkede for ham og kom under hans hovedhøjde. Hun gjorde det i nogle sekunder, inden hun satte sig på knæ foran ham, så den røde kjole spredte sig ud over en stor del af gulvet, mens hendes hænder blev lagt på hans lår og kærtegnede ham. "Det er ikke det jeg mener, Mester, jeg mener bare at hvis der var noget jeg kunne gøre, så skal De bare sige til. Jeg ved De har styr på Deres arbejde, ellers ville De aldrig have fået mig til at arbejde her." Hun blev ved med at kærtegne ham, hvis ikke han havde lokket hende bare en lille smule, så havde hun nok siddet som Baronette som jomfru og stadig uvidende om hvilken lyst en mand som han f.eks. ville kunne tænde i hende. Hun lagde hovedet op af ham, hun kunne godt fornemme hun havde dummet sig, så hun vidste hun skulle gøre noget for at gøre det godt igen, spørgsmålet var hvad der ville tilfredsstille Mesteren.

[Scorpio Mornie]

Der var stille mens Margareta rejste sig og bukkede for ham. Scorpio rørte sig ikke, fortrak ikke en mine udover at følge hende med øjnene, da hun satte sig foran ham. Han lod hende kærtegne hans ben uden at trække sig væk og lyttede til hendes undskyldning. Men selv da hun holdt op med at tale var han stille mens hans ene hånd strøg Lamthanc over hovedet.

Efter at have siddet lidt med hendes hoved mod sit ben, smilede han og strøg blidt Margareta over håret med sin frie hånd. "Jeg er ikke vred." sagde han stille. Hun vidste udemærket, at hun ville få det at føle, hvis han først blev rigtig vred. Men der var en grænse, et øjeblik inden han blev rasende eller faldt til ro, hvor det ikke var til at regne ud, hvad han ville gøre. Denne gang var han ikke vred. Margareta havde ingen intentioner om at gå imod ham eller så tvivl om hans evner. Det lå ikke til hende. "Men det er kun fordi vi er alene. Havde der været andre, ville jeg være blevet vred. Jeg vil ikke tillade, at nogen betvivler mine evner, selv ikke hvis det er utilsigtet. Huske det" Han så bestemt ned på hende. Havde hun sagt det samme foran gæster eller andre medarbejdere, havde han straffet hende.

Ikke at hendes spørgsmål var en ny tanke for ham. Han brugte meget tid på at tænke på, hvordan han kunne udvide sin forretning og lokke nye kunder til. Men at han selv tænkte det var noget helt andet end at hans medarbejdere spurgte ind til det.

[Margareta Queenensala]

Stilheden var uudholdelig og hun kunne virkelig ikke holde ud at det skulle være på den måde, men hun vidste også at hun tydeligvis havde sagt noget forkert, at hun ikke skulle presse den, så hun blev bare liggende til han strøg hende over hovedet. Det var en rar følelse, som om det hele bare ændrede sig på et splitsekund. Hun mærkede hvordan varmen igen begyndte at strømme gennem kroppen, hvorefter hun så på ham, hun kunne godt fornemme alvoren og hun vidste det godt. Naturligvis skulle det ikke siges foran kunder eller andre medarbejdere, hun skulle ikke risikere ham vred, det havde hun bestemt ikke lyst til. "Alt De vil have, Mester Mornie," sagde hun i samme siddende stilling og snakkeden som var han den adelige og hun en gemen stuepige. Det var mærkeligt som rollerne var byttet om gennem tiden, men sådan var det jo bare, hun havde selv valgt det og på et eller andet punkt kunne hun ikke forklare det, men hun havde lyst til at tilbede ham og være hans dukkebarn.

[Scorpio Mornie]

Det var nødvendigt for ham at holde fast i sin rolle som leder af Den Blå Viol.. Der var mange som hellere så at han mistede herredømmet over stedet eller forlod byen, men han havde ikke i sinde at lade dem vinde. Derfor var han nødt til at slå hårdt ned på alt, der kunne ligene svaghedstegn, især når det kom fra hans egne piger, selv hvis det ikke var tænkt sådan. Margareta havde ikke haft onde hensigter og det var den primære grund til at han ikke var blevet rigtig vred. På mange måder var hun stadig en uskyldig pige i en verden hun ikke vidste nok om til at være så bange som hun burde.

"Godt." sagde Scorpio stille og strøg hende over håret igen. Hun havde aldrig haft onde hensigter, men uforsigtighed kunne være lige så farlig som direkte fjendtlighed, hvis det blev udnyttet. Men han forventede ikke at få flere problemer med dette, ikke efter i dag. I virkeligheden var det jo kun en god ting, at hun gerne ville hjælpe med at få flere kunder lokket til. Der var stadig flere muligheder for at udvide, men det var ikke hans primære overvejelse i øjeblikket. Det ville altid være nogen, som var alene og havde brug for at finde varme hos en fremmed som ikke ville gå dem imod. Der var en grund til, at hor blev kaldt verdens ældste erhverv, selvom han nu tvivlede på at det var sandt.

"Det er ikke et urimeligt ønske at få mere arbejde... Det er kun godt at du kan lide det, du laver og ønsker at få mulighed for at gøre mere..." sagde han stille og så tænksomt på hende Han havde løftet hånden fra Lamthanc og lod en tænksomt en lang, slank finger glide over sine læber. "Der er flere muligheder for at tiltrække flere kunder... Primært gælder det om at sørge for, at alle i byen kender til vores lille etablissement... Der findes folk som længes efter, hvad vi kan tilbyde, men ikke ved, hvordan de skal finde det... Adelige, der ikke, som Baronetten selv, tør bevæge sig ud for deres trygge små værelser for at finde spænding."

[Margareta Queenensala]

Det var næsten som at se en hund på den måde Margareta så op på sin 'herre', hun var tydelig i sin anger for at han kunne lide hende, ikke fordi hun havde det svært ved at skulle finde et nyt sted at være, men mere fordi hun ikke ville tilbage og tanken om det han snakkede om begyndte at binde knuder i hendes mave. Hun kunne godt se tanken ved de mere fornemme herre og damer, men tanken om de skulle komme der var ubehageligt og hun måtte kæmpe for at skjule det i hendes ansigtsudtryk som han snakkede. Hun havde ikke lyst til at skulle tiltrække dem eller at de i det hele taget kom, men alligevel havde hun bragt emnet op og hun havde leget med tanken om flere kunder, så hun endte med at synke en klump og se om på ham med en vis accept. "Er det noget jeg kan gøre noget ved eller hvad tænker De på, mester Mornie?" Hun bed sig i læben mens hun så på ham, hun vidste ikke hvad hun ønskede, det var svært at sige, hun var flyvsk i sine tanker og hun havde svært ved at finde frem til hvad hun ønskede.

[Scorpio Mornie]

Margareta var en ganske anden person nu. Ved deres første møde havde hun opført sig som en adelsdame, hun havde holdt nakken rank og ikke ønsket at bøje sig for nogen. Nu sad hun ved hans fod og så op på ham med næsten bedende øjne, håbende at han ikke ville blive vred på hende. Alligevel var der stadig spor af en adelskvinde i hende, spor han havde gjort meget for at beholde. Hun var anderledes end de fleste af hans andre piger og det tiltrak nye kunder, som ledte efter noget mere raffineret.

Det var ikke første gang han overvejede at sende Margareta til bal med de fine for at reklamere lidt for Den Blå Viol, men han vidste hun ikke ville bryde sig om det. Det var heller ikke sikkert, det ville være en succes. Dem, som allerede vidste, at hun arbejdede for ham, ville ikke have behov for at blive mindet om hans etablissement, og de, der ikke gjorde, ville nok blive fornærmede, hvis hun begyndte at tale om den slags. I hvert fald offentligt. De ville måske finde interesse i hemmelighed, men det var ikke nødvendigvis nok til at lokke dem til at komme på besøg. Derfor havde han ikke gjort noget ved ideen endnu. Hvis han valgte at gøre det, ville hendes følelser ikke påvirke ham. Hun havde valgt at arbejde for ham, så hun måtte lystre.

"Åh, jeg er sikker på, vi kan finde noget Deres Excellence kan hjælpe med, kære Baronette." sagde han med et smil og så ned på hende. "Opmærksomhed er meget vigtige i vores branche og den slags opmærksomhed får man nemmest og mest effektivt ved at vise sine vare frem." Der var andre muligheder en baller. Mange steder i byen ville kun have godt af at se hans smukke Baronette.

[Margareta Queenensala]

Der kom et bid i læben for ikke at udbryde noget dumt, hun var ikke meget for ikke at vide hvad han havde i tankerne, faktisk lå det nok på bølgelængde med hendes titel han stadig udnyttede en anelse for meget, ved at kalde hende for Deres Excellence. Der var ikke noget hun hellere ville end at gøre hvad hun kunne for Mester Mornie, han havde hende i en snor på så mange punkter, både ved at han kunne trykke på de rette punkter, men også fordi han havde mere på hende end hun egentligt turde tænke på, han vidste jo meget mere end andre adelige skulle finde ud af... Hun sad og tænkte et stykke tid, men nikkede så med et stadig bid i læben. "Alt for Dem, Mester Mornie," tvang hun så endelig frem, for at understrege hendes hengivenhed til ham og hun nok skulle gøre hvad han bad hende om, selvom hun ikke var særligt glad ved tanken.

[Scorpio Mornie]

"Ja... Alt for mig..." gentog Scorpio med et stille smil og strøg igen Margareta over håret. Hun ville gøre det, hvis han bad hende om det. Hun ville gøre næsten alt for ham. På det punkt var hun særlig. De fleste af de piger og drenge, som han reddede fra fattigdommen, var taknemmelige overfor ham, men Margareta havde altid virket mere loyal end dem. Måske var det bare frygten for, hvad han kunne fortælle om hende eller tvinge hende til, men en del af det kom vel også fra, at han havde vist hende friheden. Og selvfølgelig lært hende om glæden ved sex. Hun var sluppet for et ulideligt kedeligt sexliv med en eller anden klodset rigmandssøn som ikke havde anden forstand end at stikke den ind. Ingen finesse, ingen omtanke, ingen evner. Der var så meget mere end de adelige forstod.

Han så ned på hende. Hun sad stadig på gulvet ved hans fødder, næsten som en hund. Hans forældre havde haft en hund, men han havde altid været mere til slanger. Og mennesker. Folk troede, at kun dyr kunne være kæledyr, men de havde ingen ide om, hvad der ellers kunne ske. Der var altid flere muligheder end folk kunne forestille sig.

"Jeg har ikke besluttet noget endnu." sagde han endelig. "Men det er meget muligt at jeg tager dig med på tur en af de nærmeste dage. Ikke til fine steder, ikke lige nu. Men måske til en kro i byen eller på markedet. Folk har kun godt af at se, hvad vi tilbyder her." Måske ville han tage hende med ud og spise på Fønix Ilden. De mange sømænd ville ikke kunne tage øjnene fra hende, især ikke hvis hun kom i en af sine fine kjoler. Selvfølgelig ville han ikke sælge hende til den første, den bedste. Hun ville spise med ham og gå hjem med ham. De skulle nok komme efter hende.

[Margareta Queenensala]

Det var behageligt når han aede og det var rart at få at vide han ikke sendte hende afsted lige her og nu, ikke at hun ikke ville, men hun var ikke parat, det gik hun i hvert fald ikke ud fra, men man kunne vel aldrig helt vide? Hun tog en dyb indånding, mens hun så ned i gulvet, inden hun rettede hoved og øjne mod ham. "Mester Mornie siger bare hvornår, så er jeg der, det ved De." Hun smilede trygt mod hans ansigt og sendte sit klare signal om, at han kunne stole trygt på, at hun var klar så snart han bad om det. "Og selvfølgelig hvad Mester Mornie ønsker jeg har på." Hun havde mange kjoler med og mange med hvert sit signal, hun havde stadig ikke helt forstand på hvilke der tiltrak bedst, så det skulle han også få lov til at bede hende om. Hun ville nok gå med ham nøgen hvis han bad hende om det, hun kunne ikke forklare det, men hun vidste hun ville smide alt for ham.

Hun lod sine fingre lege lidt på hans lår, mens hun igen hvilede hovedet op af ham, hun kunne ikke altid finde ud af at sige sin taknemmelighed højt, men som hun sad der var der ingen tvivl, han kunne bede hende om hvad som helst, hun ville gøre alt for ikke at gøre ham sur, alt.