På nye eventyr

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Tid: 10:45
Dato: 15. Februar
Vejr: Lettere tåget, og en smule koldt.


Aime gik rundt på markedspladsen. Her var virkelig meget liv. Hun smilede til dem, hun ganske kort fik øjenkontakt med. Det blev til tider så kedeligt hjemme i palæet, at hun tog en tur ud. Hun havde efterladt sin sorte hingst et sted med vand og den ikke skulle tørste. Nok var man rigsmandsdatter og havde meget, men noget nyt var aldrig af vejen. Selvom Aime nu godt gå rundt et sted som det her uden at købe noget. Mange af tingene var da flotte, men ikke noget hun behøvede. Det var ligeså meget for at komme ud og møde nogle nye. Det var rart at være derhjemme og bare være sig selv, men Aime havde det ligeså godt iblandt andre. Aime stoppede op, da hun nåede til en bod med stof. Hun smilede til ham bag ved og gav sig så til at se på varerne, der lå fremme. Hun tog et rødt stykke stof op i silke. Sådan en kjole havde hun ikke. Men hun havde ikke behov for nogle nye lige nu, men stoffet var imponerende, det måtte hun indrømme. Hun lagde roligt stoffet fra sig og fortsatte så sin færd. Hun fik øje på en lille pige, der legede og hun smilede ved synet. Det var længe siden hun selv havde været på den alder, men til tider kunne man godt savne den tid. Hun foldede sine hænder foran sig og gik rank hen ad gaden, mens hun fortsatte i et langsomt tempo, så hun kunne nå at studere de forskellige ting, der var til salg. Det var en dejlig dag til et marked som det her, og helt perfekt til at købe.

[William Witchboy]

Witchboy stod ude foran en smeds butik han havde sin rustning men ingen våben på sig de var inde hos smedens for et eftersyn for skader og skarpe dem op og de fleste folk gik en stor cirkel rundt om ham eftersom han lignede en ond rider eller kriger hvad han ikke rigtig ond han virkede sådan en gang imellem men ikke hele tiden og det mest mærkelige ved ham var hans lysende gule øjne så der var en del folk som stirrede på dem han var vant til det så han lod som ingenting og han stod op lænede at en mur og spiste af noget som lignede et rullede sammen tørrede kanin kød men faktisk var der både blåbær honning og spiselige rødder det nærmeste på slik han havde i sin gamle landsby hvor der var ikke rigtig så meget andet man kunne leve af og han kunne stadig godt lide at spise dem når han fik tingene til det

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime slentrede videre. Selvfølgelig var det koldt, men ikke noget alarmerende. Hun fik øje på en und pige, der stirrede på et væsen henne ved smeden. Hun fulgte pigens blik, og så selv hen mod smeden. Ja, han så ikke ud som alle andre og lignede ikke den mest behagelige person at være omkring. Aime stoppede roligt op og så hen mod smeden. Det skulle komme an på en prøve. Hvis man ikke var som man så ud, måtte det være belastende at blive stirret på og dømt som noget man ikke var. Hun lagde mærke til at han spiste, men det genrede hende ikke. Det gjorde alle vel. Hun begav sig roligt hen mod smeden i sit rolige tempo, så han på ingen måde kunne blive overrasket over at hun var på vej derover. Hun stillede sig lidt fra ham. Det var heller ikke normalt at nogen af hendes stand talte først til en som ham. Og der var det igen.. At dømme andre. Aime gik roligt hen og stod lidt fra ham, så hun kunne se ind til smeden, der så ud til at arbejde hårdt."Goddag. Du ligner ikke en, der plejer at komme her?" spurgte hun helt rolig. Hun var ikke bange for ham. Ja, han var stærk nok til at gøre hende ondt. Men det her var et offentligt sted og han kunne om ikke andet bare bede hende gå og lade ham i fred. Hun så roligt rundt. Mange så hen på hende, da hun lige havde snakket til ham. De så ud til at frygte ham? Det var nok også klogest, men hun valgte at tage chancen. Hun troede virkelig ikke på at han ville gøre hende noget, men det måtte jo vise sig.

[William Witchboy]

Witchboy så godt en kvinde der så rig ud men det gjorde en del for ham det meste tøj som ikke var lavet af dyre skind virkede stadig lidt rigt tøj for ham og blev en smule overrasket over hun talte til ham hun var den første som havde gjort det på eget initiativ som der ikke var kommet med ham her til og sagde "hej det er min første gang jeg er her i byen vil du have en" og han tog en lille pakke op ad en lomme og åbnede den inde i pakken var der to andre kanin ruller og rakte pakken til hende så hun kunne tage en og han spiste det sidste af sin og sagde "navnet er William Witchboy bare kalde mig Witchboy og dit er" han troede ikke hun ville have en lejesoldat for noget arbejde de fleste ville have sagt det som noget af det første i en samtale så han var nysgerrig over hvad hun ville med ham

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lagde ikke så meget i hans fremtoning. Han var nok ikke fra overklassen, men det gjorde hende ikke noget. Godt var hun social, men at omgås de samme til hver en fest eller arrangement kunne godt blive trivielt. Hun smilede roligt, da han tilbød hende mad. Det var pænt af ham, taget i betragtning at hun ikke ligefrem manglede mad, men at han alligevel valgte at tilbyde hende en del af hans. "Det ser lækkert ud, men ellers tak." Svarede hun med et smil. Han lignede ikke umiddelbart en, der ville tilbyde sin mad væk og på den måde var betænksom. Det var det sjove ved at tage chancer og hilse på andre, som man normalt ikke ville omgås. Til tider kunne det være et forkert valg og andre gange løb hun ind i nogle rare væsner. Hun kendte ham ikke, og vidste dermed ikke rigtig hvad hun skulle spørge ham om, for ligesom at finde ud af hvem han var, hvad han lavede og hvor han kom fra. Og især at få svar på om han var vant til sådan at blive stirret på.
Aime smilede roligt. William? Ikke noget, der sagde hende noget. Men hvorfor skulle det også det? Hun mindes ikke at have mødt ham før, hvilket hun højst sandsynligt heller ikke havde. Hun nikkede til hans opfordring til hvad hun kunne kalde ham. "Jeg hedder Aime Rinterdit Cyanlight." Svarede hun. Måske kendte han slægten, måske gjorde han ikke. Det var sådan det hende ligemeget."Hvad bringer dig hertil?" Spurgte hun og lagde hovedet ganske let på skrå. Hun var nysgerrig og ville egentlig bare høre lidt om hans liv, selvom hun ikke var helt sikker på om hun bare skulle spørge direkte.

[William Witchboy]

Witchboy trak på skuldrene og pakkede pakken sammen og lagde den på plads hun havde en meget lang navn og det sagde ham ikke rigtig noget til ham men de fleste riges efternavne og sagde roligt "jeg arbejder for de blå Witch en lejesoldater gruppe mig og nogle andre er blevet sendt her for at tage et job for en eller anden adelig person de andre får detaljerne med hvad vi skal gøre mens jeg får en eftersyn på mine våben" han sagde det uden de store betænkeligheder de havde ikke fået at vide de ikke tale om de havde fået jobbet her i byen men han kunne ikke huske hvem den adelig person var det men det betød nok ikke så meget for jobbet og han sagde nysgerrig "og hvad laver du her i byen Aime" der var faktisk ikke rigtig noget hun kunne spørge ham om hans fortid det meste af dem så han en del af det man ikke kunne lave om så hvorfor holde dem tilbage for alle andre

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime fulgte hans bevægelse. Det skulle da være mad til ham selv. Hun var ikke ligefrem den del af befolkningen, der kunne ske at sulte. Men det var pænt af ham at spørge. Hun hørte hans forklaring og måtte blinke et par gange. Et job for en adelig person? Hvis hun havde forstået det rigtigt, så handlede det om at slå nogen ihjel? Det lå så langt fra hendes person og natur, at det næsten var surrealistisk. Og så var jobbet for en adelig person? Kunne det være en hun kendte eller i hvert fald kendte af navn? Hvor forfærdeligt at hyre nogen til at gøre det beskidte arbejde, hvis man kunne kalde det det. Men selvfølgelig skulle han tjene til føden, men lige med at tage andres liv og endda få løn for det? Det måtte han vel leve med. Det værste var næsten den, der gav ordren til lejesoldaterne. Det viste bare at nogen fra hendes kredse ikke altid havde rent mel i posen."Det lyder voldsomt. Så senere tager du en andens liv? Eller i hvert fald er vidne til det?" Spurgte hun en smule chokeret. Det var normalt sådanne ting hun ikke fik indblik i, og derfor var det sjovt at møde en så direkte person som ham. Hun rettede en smule på måden hun stod på og stod nu mere afslappet. Hans våben var altså til eftersyn og alligevel virkede han så fredelig? Det var da rart. Aime gik roligt hen og lænede sig op muren ved siden af ham. Ja, hvad lavede hun her? Han havde trods alt noget han skulle og noget at give sig til, hvor hun egentlig bare trængte til noget nyt. "Jeg laver ikke noget specielt. Jeg trængte egentlig bare til at komme lidt hjemmefra og finde nye eventyr på min egen måde." Svarede hun med et roligt smil og drejede så hovedet og så på ham. Det var helt forfriskende at møde nogen, der var så direkte og åbne om hvad de foretog sig. "Har du altid vidst at du ville ende som lejesoldat?" Spurgte hun uden at lægge fingre imellem. Han var så åbensindet, at hun følte at hun også ligeså godt kunne være det. Nu spurgte hun ind til ham og han skulle selvfølgelig også bare spørge ind til hende, hvis der var noget han gerne ville vide. Om ikke andet kunne hun lade vær med at svare.

[William Witchboy]

Witchboy smilede venligt til Aime og sagde "vi dræber ikke kun nogle gange er vi livvagter eller stå vagt et sted i nogle timer du kan se lejesoldater som soldater som ikke har fast chef mit job for det meste er at se farligt ud så de fleste mere dumdristige personer til at overveje det var en god ide i første omgang og det gør de sjælden men ja det er kun spørgsmål om tid jeg vil dræbe nogen igen og nej for 6 år siden viste jeg ingen gang hvad en lejesoldat var" det var sandt hvad han sagde han havde gjort en del som ikke var af dræbe andre men han havde heller ikke nogen problemer ved at gøre det hvis det blev nødvendigt at gøre det og i hans gamle landsby var der ingen behov for den slags personer og han sagde "er dit liv virkelig så kedelig at du vil forlade dit hjem for at opleve noget andet med dit liv" det lød så mærkeligt for ham han ledte efter et hjem og en familie og hun ville forlade det for eventyr det var så mærkeligt at gøre

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime lyttede roligt til hans forklaring. Så var det alligevel ikke så slemt, som hun havde forestillet sig. Men det var vel stadig ikke helt ufarligt sådan at stå vagt? Men det sagde han jo også selv. At det ikke havde været nødvendigt at slå ihjel, men at det ikke var en hindring for ham. Det ville hun aldrig kunne gøre, og da slet ikke hvis hun fik penge for det. Men hun var også kvinde, og ville nok aldrig ende i den situation, hvor hun var nødt til at slå ihjel. "Det ser ud til at virke. Folk her i byen virker i hvert fald til at være skræmt af dig." Svarede hun til det første hand fortalte. Det var jo rigtigt. Folk skævede over til dem, som om de var bange for at han ville gå til angreb på hende. Men det var hun ikke bekymret for. Han virkede nu et eller andet sted rar. En rar person forklædt i en farlig beklædning. "Hvordan er du så endt som en lejesoldat?" Spurgte hun nysgerrigt. Hvis han ikke havde vidst hvad det var, måtte det være en god historie, hvordan han var endt som et omvandrende fugleskræmsel. Til skræk og rædsel for dem, der havde skumle planer overfor hans chef lige i det job.
Aime grinede ganske kort til hans spørgsmål. Okay, det var oplagt. Ja, i hans verden ville hendes liv nok virke kedeligt. "Jeg ved ikke om jeg vil kalde mit liv kedeligt, men jeg synes i hvert fald at jeg trænger til at der sker noget nyt" Svarede hun med et let smil. Hendes liv var som ikke kedeligt, det indeholdt bare ikke rigtig nogen forandringer eller gav hende de eventyr og nye bekendtskaber hun søgte. Det kunne jo ske at det en dag ville komme hende til gode, at hun nu havde truffet ham? Det kunne man aldrig vide. Det kunne ske at han en dag valgte at forsvare hende, hvis hun endte i en farlig situation. Det kunne hun da håbe.

[William Witchboy]

Witchboy han så op på himlen og sagde "det er en lang historie som jeg tror ikke vi har tid fra start til slut men den hurtige udgave er for 10 år siden blev jeg smidt ud af min landsby så brugte jeg 4 år siden kom jeg til en anden landsby hvor jeg så et palads en bygning der var højere end noget andet jeg havde set i mit liv på daværende tidspunkt men faktisk var det bare en vindmølle og der var nogen lejesoldater var der de ville give mig et job og jeg ville finde et sted at kalde hjem" og hans så på Aime og sagde "så keder du dig også lidt med hvordan dit liv er måske skulle du blive en lejesoldat i lidt tid hvis du har lyst" han mente det hvis hun fik lyst til det kunne hun være en lejesoldat for et par måneder

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede og nikkede kort til hans kommentar. Hun kendte ikke til hans liv, så det var op til ham at afgøre. Han havde vel også kun tid så længe hans våben var til eftersyn og blev repareret. Hun kunne ikke andet end at smile over hans bedømmelse af en vindmølle. Et palads ligefrem? Tja, hvis man ikke havde set et før, hvilket han nok havde, hvis han kom fra en landsby. Hun synes sådan nogle var så hyggelige, selvom det ikke var der hun kom så tit. "Kalder du det så hjem nu? Er det et hjem for dig sammen med dem?" Spurgte hun med interesse. Hun havde altid syntes at det var spændende at lære andres historie, især når den lå så langt fra hendes egen. Hun havde aldrig manglet noget og altid haft et sted at kalde hjem. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være at blive smidt ud af det man regnede med var ens hjem. "Hvorfor blev du smidt ud? Havde du gjort noget forkert?" Spurgte hun med let rynket pande, da det gik op for hende, at der måtte være en god grund til at han blev smidt ud, ellers ville folkene i den pågældende landsby vel ikke direkte forvise ham? Så måtte det da have været slemt.
Aime grinede til hans forslag. Hende? en rigsmandsdatter som lejesoldat? Det ville ikke være nogen god idé. Hun kunne ske at skulle slå nogen ihjel og det ville hun aldrig kunne. Og da slet ikke for penge. "Jeg ville nok være den dårligste lejesoldat nogensinde, desuden ville ingen hyre en kvindelig. Det ville aldrig komme til at ske." Svarede hun med et let grin. Hun svarede kun ud fra sine egen forestilling om hvordan det ville være at være lejesoldat. Det var da ikke noget, man ville bruge en kvinde til, så vidt hun da vidste? Men det var da et meget sjovt foreslag, at prøve noget helt andet end det hun altid havde været vant til.

[William Witchboy]

Han grinede højt og sagde "du burde bare se nogen af de kvindelige lejesoldat de kæmper nogle gange bedre end mændene i kamp men hvis du skulle blive en lejesoldat vil du nok være en spejder du ved løb forud for de andre soldater for at se hvordan fjenden har placeret sig eller finde smutveje så mindre grupper kan komme ind uden at blive opdaget" han løftede lidt op i sin hjelm så Aime kunne se det nederste af hans ansigt hans hud var mørke blå med et spiral symboler og sagde "min landsby blev det sagde at de oprindelige beboere i den mente at alt magi var roden til alle ondt men det var meget længe siden så de fleste i landsbyen mente magi og alt ved det var myter eller det gjorde de end til en lille baby med blå hud blev fundet på deres dørtrin de havde en del diskussioner om hvordan jeg kunne have blå hud og de endte med at tro jeg havde en eller anden magisk sygdom så de besluttede at lade mig leve i der til jeg var blevet voksen så skulle jeg væk så ingen skulle blive smittet så jeg ikke gjort noget forkert" det var sådan han var blevet smidt ud af sit landsby og hev ned i hjelmen på plads og sagde "nej det er kun et arbejde ikke mere end det"

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede til hans svar. En spejder, der arbejdede lidt som en spion? Eller i hvert gik forud for de andre? Tanken var da lidt sjov. At forestille sig et helt andet liv, end det hun var i nu. Det ville give hende et stort ansvar for de andres liv og samtidig var hun forløberen. Man skulle stole på hendes dømmekraft og hendes ord. Gjorde han da det allerede nu, eller vurderede han bare hvordan hun var? "Hvorfor tror du, at jeg ville være en god spejder?" Spurgte hun nysgerrigt. Hvordan kunne han vurdere det allerede nu? Han kendte hende trods alt ikke, men derfor var det nu underholdende alligevel og en sjov tanke om sig selv i et helt andet liv, end det hun var født ind i. Aime blinkede en enkelt gang, da hun så på ham og han trak sin hjelm lidt op. Men hun samlede sig hurtigt. Nå ja, sådan så han vel bare ud, selvom hun aldrig havde set det før. Hun stod imod trangen til at hæve en hånd og røre ved hans hud. God nok var det ikke passende for hende bare at starte en samtale med ham, men at røre hans ansigt ville være uhørt og endnu større grund til rygter om hende. Det ville hun dog ikke lade ske."Det var da en forfærdelig historie. Så du søger at finde ud af hvad du er, og måske også hvor du oprindeligt stammer fra?" Spurgte hun roligt. Det måtte have været forfærdeligt. Og et forfærdeligt sted. Hvem kunne ved sine fulde fem lade et barn vokse op og dernæst smide det på porten? De måtte være hjerteløse. Men det var selvfølgelig heller ikke udelukket og måske derfor han var i stand til at slå ihjel efter sådan en fortid. Aime så undrende på ham. Så samtidig med at han ledte efter sin oprindelige familie, eller bare fortid.. Så ledte han efter et sted han kunne kalde hjem? Hun overvejede at tilbyde at han kunne kalde hendes palæ sit hjem. Men det ville aldrig gå. Han havde garanteret fjender, og sladderen ville gå hurtigere end vinden blæste. Det gik ikke. Hun kunne bedre tage en herreløs hund med hjem, men ikke en lejesoldat. "Så du har heller ikke fundet det hjem, du ønsker dig?" Spurgte hun med medfølelse. Men man kunne aldrig vide. Måske han havde en pige et eller andet sted, der ventede på ham? Det kunne godt være, og alligevel virkede det lidt usandsynligt ud fra hans svar.

[William Witchboy]

Witchboy sagde roligt "din kropsbygning du er ikke for høj eller for kraftig til ikke at lave for meget støj når du går igennem et område der har mange planter som står meget tæt på hinanden så du vil have det meget lettere end mig til at gøre den slags" han stolede på de fleste han mødte men der var forskellige niveauer af tillid afhængig hvor meget den anden var for overleve tilsvarende til hans overlevelse og en spejder var meget sjældent god til kamp så hvis de skulle klare et job så det de måtte arbejde sammen for få deres løn "min oprindelse er i den lille landsby dem som satte mig i verden det eneste jeg vil have med dem er at finde ud af hvorfor min hud er blå" han vidste faktisk ikke hvad han ville have for et hjem men han ville have sagt nej tak til at bo hos Aime ikke fordi han nogle mænd som havde noget imod ham men faktisk fordi han ville ikke have en familie som var en del af hans drøm og sagde "for at at være ærlig ved jeg ikke hvad for et slags hjem men jeg ved at hvis jeg have en familie må jeg også et hjem hvis det giver mening"

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime smilede ved hans kommentar. Det tog hun som et kompliment. Som kvinde ville det være underligt at have hans højde og kropsbygning for den sags skyld. Det var en sjov tanke, at hun ville egne sig til at kravle igennem et tæt buskads. Det havde hun aldrig før gjort og ville nok aldrig komme til det, men tanken og idéen, om at hun nok ville være god til det, var underholdende. Det måtte da sige at han allerede havde tillid til hende. Egentlig lidt underligt, da hans historie og arbejde ikke ligefrem var de mest tillidsskabende fortællinger. Han blev smidt ud af dem han voksede op hos - Det var ikke ligefrem noget, der ville gøre det nemt for ham at stole på andre. "Det er jeg glad for at høre, selvom det nok ikke kommer til at ske." Svarede hun roligt og ville nok lege med tanken om hvad hun kunne være blevet, hvis ikke hun var rigmandsdatter. Hun hørte hans svar. Ja, han stammede fra den landsby, men det undrede hende at han ikke var mere nysgerrig efter at finde ud af hvem det var, der havde bragt ham til verden? Det kom sig nok af hendes egen ligefremme nysgerrighed, der ikke altid var en fordel for hende. "Jeg kan godt forstå, at det ville være rart at få løst det mysterium" Svarede hun med et roligt smil og så sig rundt på pladsen. Her var mange flotte ting, men ikke noget hun som sådan havde brug for, så det var rart at have mødt ham til en forfriskende samtale. "Selvfølgelig giver det mening. En familie skal da have et hjem" Svarede hun beroligende og vendte blikket mod ham og lagde sit hoved en smule på skrå. Hvordan skulle han også vide hvad for en familie eller hjem han ville have, når han tilsyneladende aldrig havde haft et godt hjem. Eller også fandt han måske tryghed i sin søgen efter et potentielt bedre liv? I hvert fald et bedre liv i hendes optik, men måske ikke i hans?