Taget på fersk gerning.

[Asteria Starwhisper]

Årstid: Forår
Tid: 03.00
Vejr: Lettere overskyet, men ellers stjerne klar nat, kølig luft.

Asteria var draget ud med hele sin røver bande, og de havde slået lejer lige udenfor Kensis, det var sjældent at banden bevægede sig væk fra ørkenen, men Asteria havde brug for hjælp til at slæbe et rov hjem. En tidligere bekendt af hendes, en kvinde hun havde mødt kort efter hun var kommet ud af fængslet, men nu var hun forsvundet og hun vidste at Melia havde en masse skatte i hendes gamle hus som var i midten af hovedstaden, hun havde ikke set Melia i over 1½ år og det var nærmest som om hun var sunket i jorden. Asteria gik ud fra at hun var død siden ingen havde set noget til hende, det var jo heller ikke unaturligt at eventyrer mistede livet fordi de blev for grådige og hun vidste jo at Melia havde tons vis af skatte, hvilket også var derfor Asteria havde valgt at flytte banden, hun kunne bare ikke dy sig. Hvorfor skulle så mange skatte man kunne få så mange penge for dog gå til spilde? Altså hvis Melia alligevel ikke brugte dem.. Hun plejede ellers ikke at stjæle fra folk hun kendte, det var alt for let for dem at opspore hende efterfølgende og nogen var bare ikke sjove at slås med.

Hun savnede nu lidt at gå på rov med Melia, men det var fortid. Hun stod foran det store hus, byen var stille, man kunne dog høre nogle katte der sloges et eller andet sted. Hun holdte sig skjult med sin hætte godt trukket over hovedet hvor kun spidsen af det lange sorte hår stak ud i kanten, imens hun forsøgte at vriste døren op, låsen var i stykker så det var ikke bare at kunne komme ind. Hun opgav til sidst og gik om på siden af huset. Asteria bar et par løse bukser og en særlig overdel der tydelig viste at hun var fra de varmere himmel strøg, dog med en lille tilføjelse det var trods alt lidt koldere på denne del af land kortet. Hun sukkede irriteret, det var da også bøvlet at være menneskelig, noget hun altid havde haft et eller andet med, hun ville ikke være styret af sine kræfter.. Men denne gang kunne hun godt gøre en undtagelse, hun lukkede øjnene stille og og koncentrerede sig og i næste sekund stod hun i forhallen. 

Asteria listede rundt i huset, man vidste aldrig om der var nogen i huset, men så øde og forladt som det så ud så virkede det næsten mærkeligt. Hun fik fundet sig vej ned til kælderen og ind til skat kammeret. Asteria havde aldrig været inde i rummet men kun set Melia gå derind dog op til flere gange. Hun lod hætten glide af hovedet og kiggede forbløffet på de mange skatte, rov fra flere grave og generelt meget værdi fulde ting. Hun stod lidt og trippede det var næsten for godt til at være sandt. Hun fik bundet en sæk fri fra sit bælte og begyndte ellers at pakke ting i den, det ville blive tungt, men det ville betyde mad til flere måneder.

[Melia Lucatiel]

Lucatiel Eventyrerens hus var fyldt med skatte, fra gulv til loft, til et punkt hvor enhver sans for god smag var druknet for længe siden. Det meste af det der stod udstillet rundt omkring i huset holdt dog ringe værdi for andre end nogle ganske få samlere, og var svære at omsætte. Skatkammeret derimod bugnede med guld og ædelsten, smidt i lemfældige bunker. Der var alt, fra en juvelbesat natpotte i massivt guld, til et scepter skåret fra én enkelt diamant, til sækkevis af mønter fra alle Forlonds hjørner.

Melia dukkede op i soveværelset i sit gamle hjem. Hun var gennemblødt fra top til tå, sulten og vred over det havde været nødvendigt for hende at vende tilbage til sit gamle hjem… igen. Hun hadede stedet. Det var en stor påmindelse om hvad hun havde mistet, hvad guderne havde taget fra hende! Hun smed sin taske fra sig, og lod jakken falde på gulvet med et vådt plask. Derefter satte hun sig på sengen, for at trække sine støvler af, men stoppede midt i bevægelsen. Noget var ikke som det plejede. Hun rejste sig langsomt og så sig omkring. Rummet, døren, gangen. Intet så ud til at mangle.

Gangen! Melia var hende ved døren i to lange skridt og gloede ud på gangen, hvor et stort portræt af hende selv gloede tilbage. Melia lukkede altid dørene så hun slap for at glo på mere af huset end højst nødvendigt. Nogen havde været der, og efterladt døren åben.
Melias holdning ændrede sig. Hendes hænder gled hurtigt over våbnene ved hendes side og sikrede sig at de sad løs i skederne. Hun tjekkede sin bevægelsesfrihed, var der nogle skader hun skulle tage hensyn til hvis det kom til kamp? Hendes venstre ankel var stiv og hendes fingre kolde. Hun begyndte at flekse fingrene igen og igen for at få varmen tilbage i dem. Hun havde ikke overlevet så længe ved at være uforsigtig.

Næste skridt var at se om de stadig var i huset. Første stop, skatkammeret. Hun forsvandt fra soveværelset, og dukkede op i et mørkt hjørne af det lille forkammer til skattekammeret. Et smil bredte sig på Melias læber mens hun spidsede ørene til lyden af klinkende guld mod guld. Der var bid! Lydløst bevægede hun sig op til døren. Hun satte forsigtigt fødderne hvor gulvbrædderne, der var lavet til at knirke, ikke gjorde det, og trak sin kniv. Forsigtigt stak hun det blanke knivsblad frem, og brugte det som improviseret spejl. Hendes smil blev en tand bredere da hun så den velkendte skikkelse der var i gang med at rydde hendes skatkammer. Melia satte kniven tilbage på plads, tog en dyb indånding, og trådte frem i døråbning. ”Så meget for ærer blandt tyve, eh?” sagde hun med et skævt smil. Hun placerede den ene underarm højt på dørkarmen, den anden hånd på hoften, og lænede sig nonchalant mod dørkarmen ”Rygterne om min død er vildt overvurderet”

[Asteria Starwhisper]

Asteria havde tankerne godt omkklistret af hvordan hun skulle få slæbt alt det her tilbage til banden, hun måtte jo nok gå flere gange for at kunne få det hele med, men det ville uden tvivl være det værd.. Hun kunne selvfølgelig også bare teleportere sig tilbage når hun havde fået det samlet. Det var nu engang det smarte ved at være hende. Alt dette fjernede fokus fuldstændig fra at lytte til om der kom nogen, hvilket betød at Melia uden problemer blot kunne bevæge sig ned igennem huset uden at Asteria opdagede noget som helst.

Hun stod dybt begravet ind over en stor sæk guld mønter da det løb hende koldt ned af ryggen, en kvindes stemme hørtes bag hende, stemmen var genkendelig hvilket fik hendes hals til at snøre sig sammen. Hvorfor? Hun havde været væk i 1½ år.. Hvad var lige sandsynligheden for at hun lige præcis denne aften var her i huset? Og var det overhovedet hende eller spillede hendes hjerne hende blot et puds?

Ganske forsigtigt slap hun sækken og rettede sig op. Hun vurderede lige situationen et par sekunder før hun drejede rundt og fik fronten imod Melia. Hendes blik var meget forvirret, Melia lignede ikke sig selv længere, i hvert fald ikke helt.. Det grådige og kolde blik hun havde haft dengang plus den vrede hun kunne have haft hvis nogen forsøgte at stjæle fra hende var forsvundet som dug for solen. "Du er ikke død? Du står rent faktisk her foran mig??" hendes stemme var spørgende men samtidig blot konstaterende som om hun prøvede at få brikkerne til at hænge sammen i sit eget hoved.

Efter lidt tid tog hun sig til hovedet og kiggede sig over skulderen imod den sæk hun efterhånden havde fået fyldt op.. "Neeej selvfølgelig gør jeg ikke det... Jeg øhm... Tjekker blot op på at du stadig har alle dine ting?" sagde hun i et forsøg på at virke overbevisende, selvom alt jo modsagde det hun lige havde sagt. "Ligemeget.. Hvor i alverden har du været henne?" spurgte hun så lidt mere undrende, måske et forsøg på at komme væk fra det faktum at hun lige havde været igang med at røve Melia's skatkammer. Hvad var der sket med Melia siden hun ikke havde vist sig på jordens overflade i over 1½ år?

Hun slog roligt kappen over skulderen og lod den ene hånd ligge sig på hendes hofte mens hendes ansigt lå let til den ene side med et spørgende udtryk i ansigtet.

[Melia Lucatiel]

Melia rullede med øjnene af Asterias forvirring "Havde jeg været død havde jeg nok haft bedre ting at tage mig til end at hjemsøge dig". Det lød som noget Melia kunne have sagt for 1½ år siden, men det manglede bidet. Nu var det bare tomme ord. Selv hendes blik, der altid havde været fulde af følelser, tros den kolde overlegenhed, virkede døde.

Melia skævede fra sækken til Asteria og hævede et øjenbryn men sagde intet. Var det virkelig kommet så vidt? Før i tiden havde hendes rygte betydet noget. INGEN ville have vovet at stjæle fra Lucatiel Eventyreren, især ikke i hendes eget hjem, og de dumme nok til at forsøge, havde hun statueret grusomme eksempler af. Var Lucatiels rygte virkelig blegnet så meget i hendes tid som Melia?
Melia rettede sig op og begyndte langsomt at gå mod Asteria. Hvis hun vovede at bryde ind i Lucatiels hjem, så ville der ikke gå længe inden andre også blev overmodige. Hun var nød til at statuerer et eksempel!
Halvdels hendes mod Asteria stoppede Melia igen. Hun tøvede. Melia havde ikke kæmpet længe, og Asteria ville uden tvivl ikke gå ned nemt. Melia ville vinde naturligvis, men hvor høj ville prisen blive? Ufrivilligt flakkede hendes blik ned mod hendes højre arm. Hun bed tænderne sammen og faldt ind i en mere afslappet stilling, med krydsede arme og hoften skubbet lidt ud til siden. "Jeg har været.. rundt omkring" svarede hun endelig "Men udover at sikre dig ingen havde brudt ind her, hvad har så ellers drevet dig så langt?" spurgte hun sarkastisk.

[Asteria Starwhisper]

Asteria kunne ikke lade være med at blive lidt useriøs i og med at Melia virkede svag? Hun havde forestillet sig at blive råbt af eller slået ned som det mindste, men hun stod bare der.. Hendes ord fik hende til at ligge hånden på hjertet "Nu såre du mine følelser" sagde hun med en sarkastisk tone. Hun stod dog herefter lidt og så undrende på Melia, der var et eller andet ændret ved hende, men hun kunne ikke sætte en finger på hvad det præcis var. Hendes hoved lagde sig let på skrå imens hendes mund spidsede sig i en undret mine i det hun kunne se Melia forsøgte at gå imod hende som ville hun i kamp, men bare stoppede sig selv midt i det.

"Og hvad har det rundt omkring lige gjort ved dig? Jeg får ikke engang et par på låget? For at stjæ, jeg mener tjekke dine sager uden din tilladelse?" spurgte hun og stillede sig selv med armene over kors foran maven.
Hun begyndte roligt at gå rundt om Melia med let hoppende skridt. "Ja ser du, jeg har hørt der snart er bryllup i byen og skulle bruge et sted til min bande... Og så tænkte jeg jo at dit hus lå her i byen og så måtte jeg jo lige tjekke det, du ved alt for familien" et lumsk smil gled over hendes læber før hun stoppede op bag Melia "Men lige nu er det ikke mig der er spændende.. Der er noget over dig... Noget der mangler.. Sig ikke at du har været en tur i brummen og det har fået dig til at krybe sammen og ikke forsvare hvad der er dit? I gamle dage ville du aldrig have ladet mig slippe ustraffet ved sådan en ting her, hvad har ændret sig?" spurgte hun imens hun prøvede at fokusere og finde frem til Melia's tanker, men ak og ve.. Kvinden var ikke altid nem at finde hoved og hale ved.

Hun trak sig væk og lod igen Melia få sit personlige rum igen før hun stillede sig foran hende. "Fair nok, hvis du ikke har planer om at hugge hånden af mig kan jeg vel godt være ærlig.. Jeg er her for at tage dine skatte så min bande kan få mad på bordet, jeg troede du var død og en død savner ikke sine ting?" sagde hun så med et let ligegyldigt skulder træk imens hun kiggede Melia direkte ind i øjnene.

[Melia Lucatiel]

Melia knyttede næverne. Asteria havde ret, og det irriterede Melia grænseløst. Hun fulgte Asteria med blikket som hun begyndte at kræse om Melia. Da bryllups historien kom, kunne Melia ikke undertrykke et hånligt fnys. Asteria var fuld af lort som hun plejede, men Melia havde ikke længere det mentale overskud til at give tilbage som fortjent. I stedet stod hun bare passivt til mens Asterias spekulationer fik frit løb. Melia opdagede den velkendte prikken når nogen forsøgte at læse hendes tanker, og blokerede det promote. I det mindste var det en ting hun stadig havde nogenlunde kontrol over! "Alt har ændret sig" sagde hun lavmælt, nærmest kun en hvisken. Men Asteria var længe tæt nok på til at høre ordene, så vel som mærke håbløsheden bag dem, en følelse ingen ville have troet Lucatiel i stand til. Håbløsheden kom dog ikke alene. Som Asteria pressede på blev den fuldt af den eneste følelse i Melias repertoire stærk nok til at overdøve håbløsheden. Vrede. Stræk, brændende vrede, uden andet mål end at lukke alt andet ude.

Og Melia gav efter for den. Trix tage konsekvenserne!

Melias instinkter tog over. Hun holdt Asterias blik mens en kniv løftede sig ud af hendes støvle, ført af en usynlig hånd. "Du stiller sandelig mange spørgsmål for en død kvinde".
Kåren var i Melias hånd endnu før hun havde talt ud, og parrerdaggeten var ikke langt efter. Melia spildte dog ikke tiden, og mens Asteria forhåbentligt var optaget af at holde øje med våbnene i hendes hænder, sendte hun kniven fra sin støvle mod Asterias mave. Det var ikke alle der mestrede at kaste våben med telekinese, og især ikke med så stor præcision, men Melia havde lært af den bedste.

[Asteria Starwhisper]

Asteria tog sig let til hagen, ja sandelig alt havde ændret sig.. Hun kunne sagtens mærke håbløsheden og vreden der boblede i Melia's indre, det var i det mindste noget hun ikke bare kunne lukke af for på samme måde som med tankerne. Hun havde dog ikke set komme at hun pludselig ændrede attitude.

Hun trak kort på skulderne "Sidst jeg tjekkede var jeg ikke død endnu", hendes øjne havde godt øje på daggerten i Melia's hånd, men havde ikke set hende løfte kniven op af støvlen, det var først da kniven var i luften hun fik sin opmærksomhed vendt, med sine hurtige reflekser fik hun hoppet bagud og det var i sidste øjeblik da kniven i stedet for at ramme i maven snittede hende i armen og herefter ramte ind i væggen bag hende. Hun greb sig til armen med et ansigt det tydeligt udtrykte smerte. Et lille smil gled dog over hendes læber efter et par sekunders stilhed "Nå helt ændret dig har du ikke" sagde hun med lettere anspændt stemme. Asteria havde også ændret sig en smule, i gamle dage var hun faret op i raseri over sådan en ting, men ikke længere og åbenbart slet ikke med Melia, der var det nærmest sjovt?

Hun fik vendt sig imod Melia igen med fronten og slap sin arm hvor lidt blod var nået til fingerspidserne og dryppede ned på gulvet. "Så let slipper du ikke af med mig, det burde du da vide?" sagde hun så og lagde hovedet let på skrå. Ikke længe efter rystede hun kort på hovedet "Lucatiel, jeg er ikke her for at slås med dig.. Men jeg er da glad for du ikke er helt håbløs, hvad end der så er sket med dig, er det ikke mit bord at sætte dig igang igen.." sagde hun og trak let på skulderne, hun havde dog hele tiden tankerne på sine egne våben hvis Melia ville forsøge igen. Blev hun ved sådan ville Asteria jo bare forsvinde ud i den blå luft og dukke op et eller andet sted i byen, svære var det jo ikke at slippe væk fra Melia hvis hun virkelig ville.

[Melia Lucatiel]

Melia bed tænderne hårdt sammen. Som hun sendte kniven afsted mod Asteria, skød smerten op i hendes højre arm. Melia havde forventet at Asteria gik til modangreb, hun havde forventet at kunne tabe sig selv i kampens hede, og være sit gamle jer, hvis så kun for et øjeblik. Men Asteria gik ikke til angreb, hun trak ikke engang sit våben!? Var hele den verden hun kendte gået til grunde de sidste 1½ år?
I stedet for at angribe igen, vaklede Melia et skridt bagud, forvirringen tydelig afspejlet på hendes ansigt.

Melia tog sig pludseligt til skulderen og prøvede at skjule den smertefulde grimasse der for over hendes ansigt. Hun kunne mærke mørket sprede sig. Hver eneste muskel i hendes højre arm var spændt og skreg af smerte. Hendes håndflade dunkede som mørket strakte sig fra hendes albue, og langsomt med sikkert gjorde krav på hendes overarm. Melia havde angrebet en anden, vel vidende at forbandelsen ville gøre krav på det meste af hendes arm for det. Men aldrig havde det gjort så ondt før!

Melia genvandt besindelse og rettede sig op. Hun slap daggerten og lod den svæve tilbage i sin skede. Kåren beholdt hun i hånden, primært fordi hun ikke var i stand til at slippe det. "Du forstår det ikke.. Jeg kan ikke vende tilbage, ikke endnu" Melia drejede om på hælene og vendte ryggen til Asteria, så hun ikke så den grimasse der gled over hendes ansigt. Det lykkedes hende dog at holde sin stemme i skak "Ta' hvad du vil, men fortæl ingen om vores møde.. Det er bedre at være død, end at lade folk se mig sådan her!"

[Asteria Starwhisper]

Asteria havde lige nu intet problem med at holde sig tilbage fra kamp, hvis Melia var bare lidt som hun var før i tiden så ville hun på få øjeblikke kunne nedlægge hende og det ønskede hun ikke skulle ske, det kunne også være lidt provokerende at hun ikke svarede igen, men så måtte hun jo se hvad der skete.

Hun hævede det ene bryn, hvad gjorde at Melia teede sig som hun gjorde? Efter smerten i armen havde valgt at passere hendes tanker igen lagde hun mærke til hvordan Melia hurtigt vendte sig væk fra hende og den bølge af smerte der gled over Melia, kunne føles næsten ind til benet på Asteria, hvilket gav hendes krop kuldegysninger. På trods af at Melia kæmpede for at holde grimassen havde hele følelsen af smerte afsløret hende på lang afstand..

"Nej jeg forstår tydeligvis intet lige nu, hvorfor i alverden har DU ondt? Det var da mig der lige er blevet skåret i?" hun stod halv måbende imens hun gloede indgående på Melia. Endnu engang måtte hun skyde et øjenbryn højt til vejrs. "Tag hvad jeg vil??.. Har du drukket af nat potten? Hvad er der sket med dig siden du kan være så ligeglad??" sagde hun meget forundret og forvirret imens hun gik imod Melia og greb ud efter hendes ene skulder for at vende hende imod sig.

Tanken om at tage det hele var dog i hendes tanker, altså man skulle aldrig sige nej til sådan et tilbud, men hvorfor.. Hvad var der sket med Melia siden hun gjorde som hun gjorde. Asteria lagde armene over kors og sukkede dybt "Altså jeg går ingen steder før du fortæller mig hvad der forgår.. Du kan ikke kaste en kniv i armen på mig og så efterfølgende sige at jeg bare kan tage det hele, og glemme vores møde.. Nu må du lige.." protesterede hun så efter et stykke tid i tavshed.

[Melia Lucatiel]

Melia lod Asteria vende sig. Hun mødte hendes blik "Ligeglad? LIGEGLAD?! Åh, jeg er alt andet end ligeglad Starwhisper! Men mine prioriteter har ændret sig en smule" forsvarede hun sig og lod den ligge der til Asteria talte igen. Melia kunne mærke hendes forvirring og... frustration? Det lignede ikke Asteria at komme med så svage trusler som 'fortæl mig hvad jeg vil vide eller jeg campere i dit skatkammer'.

Melia mødte Asterias blik igen, med et glimt i øjet der ikke havde været at finde før. Et glimt af liv "Jeg gjorde det. Alle sagde det var umuligt, at det var en myte, men jeg gjorde det!" Melia holdt sin højre hånd frem og lukkede den langsom om luften for dramatisk effekt "Jeg fandt Skæbnens sten"

Nu raplede det da for Melia. Kunne det være andet? Skæbnes sten var en myte! En legende garvede eventyrer og lykkejægere fortalte til de nye som en joke! Der var mange udgaver af historien og hvad stenen engenligt kunne, hvis noget, men nogle elementer gik altid igen. Stenen lå skjult i Gudernes Tempel, og var beskyttet af fælder, monstre og mystiske kræfter. Hvor dette tempel lå kunne ingen rigtig blive enige om, ej heller hvilke sikkerheds foranstaltninger der præcis var. Alle viste ingen nogensinde var vendt levende tilbage derfra, til at fortælle om det.. hvilket også var en af hovedårsagerne til alle var enige om at det var en ammestuehistorie. For hvis ingen var vendt tilbage til at fortælle om det, hvordan var legenden så opstået andet end som en fortælling?

Melia forsatte dog ufortrødent "Det var værre end nogen af legenderne havde forberedt mig på, men jeg gjorde det, jeg kom igennem gudernes tempel, jeg havde stenen i min hule hånd!" Melias voksede mere og mere maniske mens hun talte. Pludselig blev de smalle og hendes stemme bitter "Men så blandede Guderne sig. De kunne ikke bare lave mig tage min velfortjente pris. Nææh Nej! Jeg var noget for langt, blevet for stor! I deres blinde jalousi kunne de ikke engang bare slå mig ned, nej, de ville ydmyge mig, ødelægge alt hvad jeg havde opbygget!" Melia åbnede sin højre hånd igen, trak handsken af og holdt håndfladen frem mod Asteria. Hånden var, med undtagelse af de yderste fingerspidser, sort som mørket selv, og på håndfladen var et symbol der stod tydeligt frem, på tros af det dårlige lyd. Det krævede at blive set. Det var symbolet der mærkede en forbandet af guderne. "De forbandede mig.. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg vil finde en måde at bryde forbandelsen på, og så vil jeg kræve hvad der er retmæssig mit!".

For en kort bemærkning lød Lucatiel som sit gamle jeg. Dramatisk, hensynsløs, hævntørstig og excentrisk. Men det fladt stadig fladt. Det var som at hører nogen lave en halv-dårlig immitering. Der manglede den komplette, fuldstændige urørlige tiltro til hendes egne evner. Melia havde ændret sig på den mest utænkelig måde. Hun var begyndt at tvivl på sig selv.

[Asteria Starwhisper]

Asteria tog hænderne op foran sig som i et forsøg på at få Melia til at slappe lidt af *Yea right du er da ligeglad, intet kan ændre ens perspektiv medmindre man er blevet svag* tænkte hun for sig selv og sendte Melia et stille smil "Meget vel så siger vi det" kommenterede hun. At hun var kommet med et krav om at høre hvad der var hændt med Melia var måske en smule unormalt for hende, men hun havde jo også ændret sig lidt i tidens løb, og Melia havde jo været det nærmeste hun var kommet på at have en veninde dengang hun slap ud af fængslet inden hun fandt sin røver bande.. Det havde nok været et lidt mærkværdigt venskab i og med at de jo altid havde været lidt konkurerende med hensyn til hvem der kunne få fat i de bedste skatte.

Hun kiggede længe og meget uforstående på Melia efter hun havde sagt hun havde fundet skæbnes sten. En ting var i hvert fald rigtig.. Hun troede ikke en meter på det Melia stod og fortalte. Et let hævet øjenbryn og en rullen med øjnene kom fra hende da Melia puttede ekstra dramatik ind i hendes fortælling, hun kunne da ikke være seriøs?

Som historien dog forsatte lyttede hun bare med et skeptisk udtryk i ansigtet, dog da hun trak hånden frem som var sort som tjærre kiggede hun skiftevis imellem hånden og Melia's ansigt. "Så det du prøver at bilde mig ind, er at du FANDT denne sten, som ingen andre nogensinde har set, du overvandt monstre og fælder, og da du endelig fik stenen i din hånd.. Så valgte Guderne.." hun måtte stoppe sig selv et øjeblik og sukkede dybt, hele hendes stemme var sarkastisk og hun slog ud til siden med den ene hånd "Så valgte guderne at forbande dig og gøre din hånd sort?" afsluttede hun så og kiggede igen på Melia med et hævet øjenbryn. En sort hånd var vel lige til at overleve? "Men hvad betyder det så hvis du er blevet "Forbandet? dør du af det? Har du bare en sort hånd?" hun pressede med to fingre sine bryn sammen i et opgivende mine. "Kæreste du må da forstå at det du fortæller lyder helt hen i vejret? Du er sikker på du ikke bare har stukket armen i en tønde tjerre?" sagde hun så. Hvis det virkelig var sandt, at stenen fandtes så ville det da være fantastisk og man måtte så finde en måde at få fat i den på.. Nogle påstod jo at stenen ville give en voldsomme kræfter.. Dog så ville det være en rigtig irriterende oplevelse hvis guderne forbandede en så snart man stod med stenen i hånden..

[Melia Lucatiel]

Melia havde ikke forventet at Asteria troede på hendes historie, hvert fald ikke med det samme. De var begge vand til at høre om vilde eventyr og tage dem med et gram salt. Melia selv havde da også overdrevet en historie i ny og næ, men hun havde aldrig opfundet en fra bunden. Det var ikke hendes stil, og med så mange sande eventyr i rygsækken, havde hun aldrig haft behovet.

Selvom Asteria viftede hendes historie af, forblev Melia død seriøs mens hun begyndte at vikle sin arm fri "Jeg tænkte det samme som dig i begyndelsen. Det er jo bare en sort hånd, det er ikke noget særligt! Men du følte også min smerte da jeg ramte dig, og DET er ikke noget jeg kunne forfalske med mindre jeg stak en kniv i låret på mig selv" hun lavede en kort gestus med hænderne for at understrege at det havde hun tydeligvis ikke gjort. Imens hun havde talt havde hun samtiddig fået viklet sin arm fri og skubbet ærmet op, så Asteria kunne se at det ikke kun var hånden, men hele armen den var gal med. Helt op til skulderen, hvor det solide mørke blev til mindre tråde der rakte op over hendes skulder. Melia sukkede tungt "Det slår mig ikke ihjel umiddelbart, men.. det er bedst jeg forbliver 'død' indtil jeg finder en kur"

[Asteria Starwhisper]

Asteria så stadig skeptisk på Melia. Kunne det hun sagde virkelig være sandt? Det virkede så uvirkeligt og usandsynligt at det kunne være sandt det hun fortalte, men igen hun havde ret i at den smerte kunne hun jo ikke have følt med mindre der var et eller andet om snakken.. Men hvorfor skulle en gud dog blande sig i om nogle ting blev taget fra et sted og sat et andet? Ville de virkelig gå så langt, at komme ned i kød og blod eller bare som stemme og forbande hende? For hun måtte vel have set, hørt, mærket eller noget i hvert fald hvis hun vidste det var guderne der havde forbandet hende..?

Hun tog sig let til kæben med den ene hånd "Hvis det du siger er sandt, og jeg siger ikke at jeg tror på det.. Men hvordan skete det? Kom der en gud ned til dig? Hørte du stemmer og pludselig var din hånd sort?" hendes tale strøm stoppede da Melia pakkede armen ud som var sort helt op til skulderen. Det fik hendes øjne til at stirre indgående på armen, hun gik hen og greb ud efter armen for at studere den nærmere. "Hvad er det præcis den her forbandelse gør ved dig, hvis du altså ikke holder den rene sti?" spurgte hun undrende. At armen var sort var tydeligt at se, men blev hun ond, kunne hun ikke styre sig selv hvis hun blev sort nok? Ville hun dø eller hvad ville der ske hvis hun en dag blev overtaget af det sorte? Det var meget fascinerende og det lyste langt ud af Asteria at hun nærmest ikke kunne få nok af denne historie..

Da Melia sagde det var bedste at hun forblev død indtil hun fandt en kur hævede hun et øjenbryn. "Så en fantastisk historie der rent faktisk beviser at guderne rent faktisk er en del af hele samfundet som de onde og de gode overhoveder, så vil du have mig til at tie stille omkring det?" spurgte hun meget forvirret og hævede det anede øjenbryn for ligesom at understrege at det virkede fuldstændig åndsvagt at skulle holde sådan en hemmelighed..

[Melia Lucatiel]

Melia lod Asteria se nærmere på armen. Hun havde aldrig været en der blev let fanget af Melias historier, men denne gang lod det til at være anderledes. Men selv det kunne Melia ikke nyde, ikke som hun havde gjort før, ikke med denne historie. Alligevel følte Melia hun var nød til at fortælle den. Hvis hun skulle forgå ville Asteria i det mindste kunne fortælle hendes historie. Ved nærmere eftersyn var armen endnu værre. Den virkede forkert på en måde. Lidt for tynd, lidt for lang, lidt for... ikke menneskelig.
"Selv hvis du sagde det til gud og hver mand og råbte det fra tagene, hvem ville så tror dig? DU troede det ikke engang før jeg viste dig armen, og selv det har ikke overbevidst dig helt" kommenterede hun med et løftet øjenbryn inden hun roligt, men bestemt trak armen til sig og skubbede ærmet ned igen. "Jeg husker ikke meget desværre. Jeg greb stenen og der.. skete en masse, men om det var guder, stenen eller en illusion ved jeg ikke. Det hele druknede i smerte, som den du mærkede før bare meget værre, og over det hele. Det.." Melia gik i stå. Hun var blevet synligt blegere mens hun havde talt, og det var tydeligt det var et minde der vagte hende stort ubehag. Efter en dyb vejrtrækning fortsatte hun dog "det var som at blive brændt levende, uden den beroligende viden om at døden var lige om hjørnet.. Jeg ved ikke hvor længe det varede, men det føltes som en livstid. Til sidste trak det sig alt sammen ud i min hånd, og brændte symbolet ind håndfladen" hun tog sig til hoved "Det næste jeg husker vågner jeg op ude foran templet. Stene var væk, min hånd sort og jeg viste jeg var forbandet af guderne" hun rystede på hoved af sig selv "Jeg kan ikke forklarer det.. Det er som om alt den her viden om forbandelsen er printet ind i hoved på mig, som græsset er grønt, himlen er blå, og hvis du ikke passer på bliver du til et forfærdeligt monster" Melia forsøgte at fange Asterias blik, søgende efter en smule medlidenhed "Det er hvad der sker hvis jeg lader det opsluge mig helt.. jeg bliver til et monster! Jeg har allerede været tæt på én gang.. Asteria du.." hun lagde sin gode hånd på Asterias skulder "Du må love mig en ting. Hvis det sker, skal du jagte og nedlægge mig. Jeg vil hellere dø for din klinge, end leve som et monster"

[Asteria Starwhisper]

Asteria tog sig let til kæben med den ene hånd. "Sandt.. Den vil nok ikke være nem at sælge.. Men det ville være en god historie" sagde hun med et skævt drilsk smil på læben. Det var simpelthen lidt for morsomt, selvom det måske slet ikke var sjovt for Melia, men helt ærligt hun havde stået med skæbnens sten i hånden! Og så havde hun mistet det hele på en gang, selv hendes mulighed for at forsætte sin jagt på rigdom og evig lykke?

Hun kneb øjnene sammen og holdte den ene hånd frem for sig for at få Melia til at stoppe sin tale strøm et øjeblik og gned to fingre imod sine øjenbryn. "Så det du egentlig siger er at du aner ikke hvad der er sket? Det kunne lige så vel have været en forbandelse der var blevet lagt som du ikke havde regnet med?" spurgte hun nu igen lidt skeptisk. Det kunne have været en falsk sten som forstøvede når man rørte den og så smed en forbandelse på den som tog den i hånden? Så var historien jo slet ikke særlig spændende længere.

Hun kiggede på Melia med et hævet øjenbryn, meget dramatik for en smule smerte? Selvfølgelig det var ikke en mild smerte, men holdte hun sig til den sti som var hende lagt så skulle det vel nok gå? At hun havde lagt en hånd på Asteria's skulder fik hende blot til at skæve imod hånden og op på Melia's ansigt igen. "Det kommer ikke så langt desuden, du er den største! Du kan aldrig blive et monster.. Men hvis det betyder så meget for dig, så ja så skal jeg nok gøre det" løj hun dog med sandfærdig stemme, hun anede jo ikke hvad det ville sige hvis Melia blev et monster? Hun mente inderst inde ikke selv hun ville kunne slå Melia ihjel, hun var jo personen der hjalp hende på ret kurs efter hun havde været i fængsel.

Hun tog Melia's hånd ned fra sin skulder "Nu skal du ikke tænke mere på alt det, vi ved ikke præcist hvad der er sket, men vi har en mulighed for at finde ud af det" sagde hun så, man kunne høre eventyreren i hende stadig havde en gnist et sted derinde og man kunne se i hendes øjne nærmest stråle af iver efter at komme ud på opdagelse. Det kunne være utrolig spændende at opleve stedet hvor Melia havde fundet stenen.