Dagens hede [Dara]

[Cal Nebula]

Tidspunkt: Sent på eftermiddagen
Vejr: Cirka 23 grader og mild vind, uden en sky på himlen


Det var sent på eftermiddagen og en blid vind fejede langsomt ind over det åbne område. Folk havde efterhånden søgt indendøre, grundet varmen og der var derfor ikke ret mange væsener på pladsen denne dag, en 10 stykker kunne nok gøre det. Cal havde været tidligt på arbejde den dag og havde derfor sluttet dagen af, med at gå over pladsen og smide sig på det kølige græs i skyggen fra et stort træ, der tårnede sig højt op i himlen. Ravnen var blevet hjemme den dag, da Cal ikke mente, at den burde udsættes for sådan en varme. Cal selv var klædt i en ærmeløs trøje med hætte, der sad tæt til hans overkrop og hætten, der var trukket godt ned over det sorte hår, så håret blev presset længere ned i hans ansigt og de røde øjne. Derudover havde han et par lange sorte, løse bukser på, der sad slapt omkring hans ben, sammen med de sorte støvler.

Cal havde lagt sig på ryggen på græsset, imens han havde de indbundne hænder foldet bag hans hoved, som en støtte imens de røde øjne nøjsomt undersøgte de mange blade og grene, som træet bar. Han havde bukket det ene ben, så den ene fod var placeret i jorden, som en form for støtte, så han ikke ville vælte rundt så let. Han havde lagt sin sorte taske ved siden af sig, et lille stykke derfra, så han sagtens ville kunne nå den med hånden. Lidt derfra stod det store springvand, som havde et langsomt rislende vand, der udsprang i toppen af springvandet. Cal så kort derover ud af øjenkrogen med et skævt smil, inden han vendte blikket imod bladene igen for en stund og derefter lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Det var sådan her, at livet skulle være... Ingen larm, ingen stress, bare... Ro.

[Dara Kenzo]

Kensis var stadig meget ukendt for Dara. Hun havde ikke været i Kensis i særlig lang tid og havde en del besvær ved at finde rundt. Ud over blot at finde rundt ville hun også gerne slappe af, så hun blot kunne sidde og studere omgivelserne. Dara havde ikke særligt meget tøj på sig, da hun trodsalt havde gedeben, som gjorde det lidt ekstra varmt. Hun bar et mørkebrunt læder skørt, der dækkede skridtet, og et sort bryststykke, som havde snører på ryggen og mindede lidt om et korset. Bryststykket dækkede ribbene og lige op over hendes brystkasse. Skørtet blev holdt oppe af to bælter; det ene med nogle flasker siddende godt fast og to daggere i hver side og det andet var der en lille taske med nogle pergamenter i. Selv om hun ikke var på arbejde lige nu, så kunne der stadig være brug for disse ting. Hænderne var viklet ind i nogle strå-handsker. Dara havde som altid det blonde hår løst ned over både horn og ører, hvor kun ørerne blev dækket.

De hvidpelsede ben lod hende vandre rundt, mest af alt i cirkler, men endte til sidst op på en rimelig åben plads. På pladsen var der ikke mange mennesker, men et par stykker her og der. Hun lod sine ben fører sig ind mod springvandet, hvor hun lod sig spejde ud over byen, for at se om hun kunne finde rundt i hvor alle de forskellige ting lå, og hvor hun skulle hen, når hun skulle hjem.
Da hun havde set sig an, valgte hun at gå over mod et træ, hvilket så ud til at være blot en anelse køligere end der hvor hun var, midt på pladsen hvor hun stod og stegte. Da benene havde trukket hende hen mod skyggen kunne hun se der også var en anden til stede, hun valgte dog at slå sig til tættere på stammen af træet og hev en et pergament frem og prøvede at skrive ned hvad hun kunne se. Hun duftede lidt ud i luften, og skrev ned hvordan der lugtede. Hun skrev alle de sanser ned hun kunne og helt i bunden begyndte hun på en lille skitse af selve stedet.

[Cal Nebula]

Cal lukkede kort øjnene og lå sådan i lidt tid, inden hans opmærksomhed blev draget imod trin, der nærmede sig. Han åbnede kort det ene røde øje en smule på klem med rynkede bryn, for at lokalisere skridtene. Hvad ville hun derovre? Han lukkede let øjnene helt igen og lagde istedet sine indbundne hænder op på toppen af hans hoved og pressede derved hætten og det sorte hår, længere ned i hans ansigt. Når, så længe hun var stille, var det vel i orden, at hun opholdte sig der. Det forekom ham dog sært, at der frivilligt var nogen, der ville være i nærheden af byens bøddel, men det var vel bare ligesom med ham elveren tidligere.. Nye væsener, folk man ikke vidste noget om, tjah, for ham var det ligegyldigt.

Cal lå roligt i lidt tid og blot lyttede til de forskellige lyde, der var rundt omkring. Vinden der ruskede blidt i træets top, vandet fra springvandet, der langsomt rislede, folkene der gik rundt et stykke derfra og en alt for velkendt lyd.. Det lød som om hun tegnede eller skrev? Hvad var der dog, at tage notater omkring sådan et sted her? Hun var da for gammel til at gå i skole, så hvad kunne det så være? Højst mærkværdigt... Cal selv læste jo tit, men aldrig fakta, det gad han ikke spilde sin tid på, han ville opleve tingene istedet for, det var der mere ved.. Men mon hun så tegnede og i det tilfælde.. Hvad tegnede hun? Pladsen? Cal så kort ud over pladsen ud af den ene øjenkrog. Tjah, det kunne nok blive en pæn nok tegning, hvis hun var dygtig nok, hvilket jo nok lå i hendes natur, nu hvor hun åbenlyst var satyr, de var jo kendt for at være kunstneriske.. Men igen, det vedkom ikke ham og han kendte hende ikke, så kunne det også være lige meget. Cal lukkede roligt øjet igen med et skævt smil i skyggen fra hætten og det sorte hår. Ja det her var helt fint med ham.

[Dara Kenzo]

Ørene vrikkede lidt ved lyden af springvandet der rislede og en kvidren fra nogle fugle oppe i træet, hvilket fik hende til at kigge op. Hun smilte en anelse og tegnede få noder øverst på hendes tegning, som tegn på ’lyd’ og musik. Dara fik tegnet skævt et par gange, da hun ikke havde et ordenligt underlag. Det gjorde dog ikke så meget, da hun sagtens ville kunne genkende stedet alligevel. Dara valgte også at tegne en silhuette af manden lidt længere foran hende. Hun regnede nok med at han var rimelig bekendt i byen og nok kendte det meste. Han havde måske endda været på arbejde, eller måske havde han ikke et arbejde? Jo det havde han ellers ville han nok ikke se så ren ud som han gjorde. På hendes tegning gjorde hun det tydeligt at manden var meget lys i huden. Han skinnede jo næsten.

Selv om Dara havde skrevet lidt hist og her om stedet, ville hun gerne have dybere informationer, hvilket manden måske kunne give hende. Hun rejste sig op da hendes tegning var ved at blive færdig og bukkede lidt ned i sine knæ. Hun var lille i forhold til så mange andre i byen, og følte sig ofte overset. Hun rømmede sig og håbede ikke manden var ved at tage en lur. ”Undskyld mig?” spurgte hun tydeligt til ham. Hun håbede lidt på at han kendte lidt til stedet, og ikke havde noget i mod at svare nogle få spørgsmål, så som hvor længe han (umiddelbart) havde boet der og om han kunne fortælle lidt om stedet.

[Cal Nebula]

Cal lå blot helt stille med de indbundne hænder imod hætten over hans pande, så han pressede det sorte hår ned i hans ansigt. Han lå helt stille og blot lyttede til lydene med et roligt smil. Det var en af de gode ting ved varmen, folk syntes at der var for varmt, så folk holdte sig indendøre og derfor var der heller ikke nogen larm, hverken fra larmende dyr, skrigende børn, kvinder der kvidrede eller mænd der diskuterede. Der var ellers normalt en forfærdelig larm på pladsen på det her tidspunkt, hvor folk skulle have handlet det sidste ind, inden turen begav sig hjem af.
Cal åbnede kort det ene øje let på klem og vendte blikket imod kvinden ud af øjenkrogen med de røde øjne og et let hævet øjenbryn. "Ja hvad?" Spurgte han helt roligt imens han holdte blikket imod hende ud af øjenkrogen. Så længe der ikke var mere larm fra hende end den lille stemme, så gjorde det ham ikke noget, det var jo heldigvis ikke en af de der skingre stemmer, der skar sig halvvejs ind i marven på en, sådan nogle stemmer var bare ikke til at holde ud!

Cal vendte kort blikket imod sin taske, der lå lidt fra ham med et let hævet øjenbryn. Hmm.. Nej, han gad ikke at ligge sig til at læse nu, det kunne vente til en dag, hvor der rent faktisk var brug for ro omkring ham, lige idag ville han bare nyde stilheden. Han vendte let blikket imod kvinden igen kort efter med et hævet øjenbryn. Hun virkede ikke til at vide hvem han var? Ellers ville hun nok ikke have snakket til ham, hvis hun vidste, at det var ham der var dæmon bødlen, det plettede jo på folks omdømme, at blive set i selvskab med ham. Når ja, det kunne jo også være lige meget. Men hun havde rejst sig op? Eller... Det regnede han da med, at hun havde, det var lidt svært at se fra den vinkel han lå i, i forhold til hende, hvis han da ikke skulle brække nakken, hun virkede ikke specielt høj, men det var satyrer jo sjældent, så det gjorde det jo blot dobbelt så vanskeligt, at bedømme om hun sad eller stod, men det kunne også være lige meget, det var ikke vigtigt lige nu, hun virkede harmløs.

[Dara Kenzo]

En mild vind strejfede forbi og kølede lidt. Da vinden kom forbi lukkede hun sine lysebrune øjne for en stund og nød hvordan det kølede. Dara ventede tålmodigt på hans svar, hun skulle nødig være til besvær. Hun kendte ham jo ikke, så hun måtte hellere være forsigtig. Dara pustede dog til en lille tot af sit hår, da det synes at varme lidt, selv om hun i det hele taget bare havde det varmt. Varmen var dog ikke nok til at hun svedte. ”Jeg tænkte på om jeg måske kunne stille Dem nogle spørgsmål om stedet, hvis De er okay med det?” spurgte hun, og prøvede at lyde lidt høflig. Hun vidste at nogle folk var ret så fornemme, og det ville hun nok også selv gerne fremstå som, selvom det ikke altid gik som planlagt. Umiddelbart virkede han ikke selv så fornem. Han virkede selv til at være ret så rolig og virkede ikke som den slemmeste at snakke med.

Dara skævede ned til sin tegning. Hun overvejede om hun skulle tegne videre mens hun ventede på at han svarede, men hun undlod, da dette sikkert ville få hende til at virke uinteresseret og måske gøre at hun ikke ville være i stand på at få svar på sine spørgsmål. Hun valgte i stedet for at gå op på siden af ham, for at han bedre kunne se hende, og hun bedre kunne se ham. Hun kunne se at han i hvert fald havde et rødt øje under pandehåret og hans hætte. Hun kunne ikke rigtig sætte fingere på hvilken race han var, men de røde øjne fik ham til at virke lidt mere ond, op i mod hendes søde, lysebrune, dådyrs øjne. Hun gav ham et lille blik, op og ned af ham. Han virkede til at være ret så høj i forhold til lille hende. Måske 20 centimeter højere end hende? Typisk at mænd skulle være så rad høje – eller måske var det bare hende der var meget lille? Han var klædt i nogle rimelig løse bukser og en form for trøje uden ærmer og med hætte. Han virkede mere og mere dyster at se på, når det eneste lyse på ham var hans hud og øjne. Men så alligevel ikke. Dara kunne ikke rigtig finde ud af om han var en rigtig dyster person, eller en som bare lige skulle skubbes lidt til før han var oppe at køre. Hun sendte ham et blidt smil, og håbede blot på det bedste.

[Cal Nebula]

Cal så kort i vindens retning, som den fejede ind over området. Tjah det var vel tiltrængt, specielt for alle de væsener der ikke kunne håndtere varmen specielt godt. Heldigvis var Cal ikke en af dem, han var af skyggerne og havde derved havde temperaturen ikke som sådan en indvirkning på ham, ikke nok til at han gad flytte sig ihvertfald. Cal så kort lidt undrende på hende ved hendes spørgsmål med et hævet øjenbryn. Han fastholdte blikket for en stund, inden han trak på skuldrene og lagde hovedet ned igen med et skævt smil. "De spørger bare" Svarede han helt roligt. Han lod kort blikket vandre ud over pladsen, nu hvor han havde lagt sit hoved ned igen. Hvad var der, at vide om det her sted? Det var jo en ganske almindelig åben plads? Hun kom måske ikke her så tit? Tjah, der var vel heller ikke noget at komme her for, hvis man ikke boede lige i nærheden som han jo selv gjorde.

Cal vendte kort blikket imod hende ud af øjenkrogen, da hun gik op på siden af ham. Ja han havde ikke tænkt sig, at flytte sig, hvis det var det hun forsøgte at opnå. Han lagde roligt den indbundne hænder om bag hans nakke, så han støttede sit hoved en anelse bedre og derved bedre kunne se ud over pladsen. Hvad var der spændende ved den? Han forstod det ikke, men det ville hun vel fortælle nu hvor hun åbenbart havde nogle spørgsmål om pladsen. Han så kort op på hende igen med et let hævet øjenbryn, da hun blev stående. "Har De tænkt dem, at stå op hele tiden? For jeg har ikke tænkt mig, at flytte mig" Kommenterede han kort med et skævt smil og et let træk på skuldrene. Der var intet ondt ment i det, nærmere en tanke omkring om hun ikke fik ondt i benene, hvis hun havde rigtig mange spørgsmål. Dog kunne han jo ikke vide dette, men han antog dog dette udfra måden hun stillede sit spørgsmål, så lød det som om der var tale om et par stykker også kom det jo også an på, hvor meget han kunne svarer på og hvor uddybende hun ville have de enkelte svar.

[Dara Kenzo]

Dara smilede bredt ved hans svar på at hun blot skulle spørge. Hun nåede dog næsten ikke at sætte ord sammen til en sætning før han spurgte hende, om hun ikke ville sidde ned. Et tandsmil kom frem på hendes læber, ”Jeg sætter mig ned nu,” mumlede hun mens hun begav sig til at sætte sig ned ved siden af manden. ”Først og fremmest hvor længe har De cirka boet her, hvis De selvfølgelig bor her?” spurgte hun. Hun havde lagt hovedet let på skrå da hun stillede spørgsmålet og hendes hår tiltede med og dækkede lidt for hendes ene horn. Hun rettede lidt den måde hun sad på, da hun vidste hun nok ville sidde der lidt tid, og højst sandsynlig blev nød til at sidde på en mere behagelig måde. Hun endte ud med at sætte sig med benene lige frem og hænderne lidt bag sig for at støtte hende. Hun sad lidt på skrå for ham, så hun kunne se hans ansigt bedst muligt selv om hun sad op.

Dara kiggede ud over pladsen og undrede sig lidt ”Jeg formoder at normalt er der flere mennesker her på pladsen, når det ikke er så varmt som i dag?” spurgte hun med en lille rynke på panden når hun kiggede sig ud over pladsen, hvor der ingen mennesker var. Hun kiggede tilbage til manden der lå godt i græsset og begyndte pludselig at spekulerer over hvem han egentligt var. ”Når jo! For resten jeg er Dara Kenzo, jeg er ny healer her,” præsenterede hun sig og lænede sig lidt nærmere mod ham med hånden frem til en lille hilsen. Hun håbede selvfølgelig ikke han havde noget i mod at præsentere sig for hende, han kunne jo sagtens være sådan en mystisk person som ville holde sig hemmelig.

[Cal Nebula]

Cal så kort imod hende ud af øjenkrogen, da hun satte sig ned lidt fra ham. Han lukkede roligt øjnene, men trak lidt skævt på smilebåndet ved hendes spørgsmål. Ja det svar ville højest sandsynligt chokkere hende en smule, da han jo på ingen måde lignede en på 691... Han trak kort let på skuldrene, fortsat med det skæve smil spillende over hans læber. "I næsten 700 år" Svarede han helt roligt og så kort op på hende, nærmest for at fange hendes reaktion. Det rørte ham ikke det mindste, at hun havde horn, det hørte til hendes race, ligesom hans røde sten bag øret hørte til hans race. Det var de der små sjove kendetegn, som de alle gik rundt med... Det var det der gjorde de forskellige væsener unikke på hver deres måde.

Cal tog kort fat i sin hætte og hævede den lidt op, så han kort kunne hæve hovedet en smule og se ud over pladsen, inden han lagde hovedet ned i græsset igen og lagde hætten tilbage over hans øjne. "Mennesker? Jeg tvivler.. De begiver sig næsten ikke ud, garanteret af frygt... Men ja der er normalt mange flere væsener, når vejret ikke er så varmt" Kommenterede han kort med et svagt smil. Mennesker... Tjah han kunne snart ikke huske, hvornår han sidst havde set et meneske og det var flere hundred år siden, at han havde henrettet et menneske. De holdte sig jo for det meste ude af problemer, da de jo var mere skrøbelige end de andre væsener her omkring og langt mere eftertragtede blandt vampyrer for eksempel, sørgeligt egentligt, at folk nærmest gemte sig i frygt for deres liv, men okay hvem kunne bebrejde dem.. Det var jo sjovt at dræbe. Cal trak kort på smilebåndet ved tanken. Han skævede kort imod hendes hånd, da hun præsenterede sig. Virkelig? Mente hun det seriøst? Han sukkede kort og rystede let på hovedet med et halvt grinende smil. Ja ja da... "Cal" Sagde han kort og trykkede kort hendes hånd med sin iskolde, inden han slap den igen og lagde tilbage under hans hoved. Han præsenterede sig aldrig med efternavn og erhverv.. Specielt fordi stort set alle vidste, at det var ham der var bødlen, men hvis hende her var ny i byen, så blev det jo sjovt at se, om hun regnede det ud på et tidspunkt.

[Dara Kenzo]

Hans alder blev afsløret og hun sad nærmest med en kæbe i jorden. Det var jo ti gange så meget som hun selv kunne leve! Så slog det hende at han nok ikke blot var et helt normalt menneske, og hendes øjne begyndte at lede efter kendetegn. Dara selv havde det ikke så nemt med at gemme på sine kendetegn, da det var over 50% af hende, der ikke lignede et menneske. Hun rynkede en anelse på panden da hun ikke lige kunne finde et kendetegn som ville forklare hvorfor han kunne blive så gammel. Hun ville egentligt spørge hvilken race han var, men det ville hun nok have mulighed for at spørge om lidt senere.

Dara nikkede og skrev ned på papiret i små stikord ”Så menneskerne kommer her ikke, måske grundet af frygt?” sagde hun, blot for lige at være sikker på hun havde hørt rigtigt ”Frygt for hvad?” spurgte hun. Hun var jo så ny i byen at hun jo ikke var hel med på hvilke ting der skete rundt omkring i byen. Hvad var der at frygte? Dara smilede med et lille tandsmil da han trykkede hendes hånd. Hun skulle til at spørge angående hans erhverv men blev distraheret af hans iskolde hænder. På en måde havde hun lyst til at hive hånden til sig, bange for at få forfrysninger. Men så alligevel havde hun lyst til at sidde og varme den. ”De er jo iskold!” sagde hun meget hurtigt og en anelse højere og med brynene en anelse bekymret hævet. Hun kendte ham knap nok, men hun syntes ikke det var helt normalt at have så kolde fingre. Måske var det godt nok blot hans race? Hun sad få sekunder blot og kiggede op og ned fra hans hænder til hans ansigt. ”Hvilken race er De?” spurgte hun og skævede lidt til hans hænder og så hen til hans øjne.

[Cal Nebula]

Cal kunne simpelthen ikke dy sig, da hun tydeligvis blev direkte chokkeret over hans alder, han grinede. Han rystede kort på hovedet med et skævt smil for lige at tage sig sammen. "Det havde De ikke regnet med?" Spurgte han roligt og så kort på hende ud af øjenkrogen, inden han lukkede øjnene igen. Han smilede lidt skævt ved hendes spørgsmål, tjah var det ikke indlysende? Men okay, hvis hun var ny i byen og måske ikke kendte til de andre racer end mennesker og satyrer? "De kender ikke så meget til de forskellige væsener, der opholder sig her i landet, gør de?" Spurgte han helt roligt, dog uden at åbne øjnene. Hun måtte da kende til de forskellige racer, nu hvor hun var healer? Ellers fik hun sig ihvertfald en meget grim overraskelse, når hun rigtig kom i gang med sit erhverv. "Menneskene frygter stort set alle de racer, man siger at der hører til mørket... Vampyrer, dæmoner, varulve og så videre... Dem kender De ikke noget til?" Spurgte han undrende, inden han kort lettede lidt på hætten, så han kunne se ud igennem det sorte hår og hen på hende med et hævet øjenbryn. Enten var hun naiv eller uvidende endnu, men det var i det mindste en ting der kunne laves om på, hvis det var tilfældet.

Cal smilede kort et smalt smil ved hendes halvvejs udbrud omkring hans kolde hænder, inden han let tog hånden til sig igen. Han kørte kort en omgang med øjnene imens det smalle smil hvilede over hans læber, inden han roligt satte sig op, da hun spurgte om hans race. Han rykkede roligt tilbage og satte sig med ryggen hvilende op af træet bag ham. Han lagde let det ene ben fladt imod jorden og bukkede det andet, med foden solidt plantet i jorden foran ham. Han lagde kort hovedet tilbage imod træet og vendte derved hans ansigt op imod trækronen, hvor hans røde øjne let gennemsøgte grenene. Han sad sådan i lidt tid med den ene arm hvilende imod hans bøjede knæ foran sig, imens den anden arm lå fladt ind over hans mave. Han vendte let blikket imod hende med et kort træk på skuldrene og et skævt smil. "Nu sagde De jo selv, at De var healer... Hvad er deres bud så, på min race?" Spurgte han roligt med en tydelig udfordrende undertone at spore i hans stemme. Han holdte blot de røde øjne på hende med et hævet øjenbryn, der lå skjult under det sorte hår og hætten, der trykkede håret længere ned i hans ansigt, så håret lå som et slags gardin over hans øjne, imens han afventede hendes svar. Han følte lidt, at han på en måde var nødt til at teste hende lidt, hun var jo trods alt healer her i byen nu og derfor skulle hun også helst kende til de forskellige racer, da der ikke var et eneste væsen, der krævede den samme behandling. Nu ville tiden vise, om hun egnede sig som healer her i Kensis...

[Dara Kenzo]

Dara stammede lidt da hun skulle svare, mest af alt grundet af at hun stadig var en anelse i chok, ”N-n-nej den havde jeg ikke lige tænkt over… De er jo..” Hun sad et kort øjeblik lige og tænkte ”35 år så gammel som jeg!” sagde hun med lettere store øjne. Det gav selvfølgelig mening når han nok ikke blot var et menneske. Han var højst sandsynligt noget af det som menneskene kategoriserede som racer der hører til mørket, som han selv sagde. Mørk hår, røde øjne og meget bleg ud, meget stereotypisk. ”Tjoh – jeg kender til dem..” sagde hun og overvejede sine ord, ”jeg har bare aldrig rigtig… Været i selvskab med så meget andet end satyrer, mennekser, elvere og sådan…” prøvede hun at forklare. I sine studier havde hun set tegninger hver gang hun havde læst noget om en ny race, men hun syntes ikke at hun kunne sætte en hel klar finger på hans race, lige som hun sad og tænkte over det. Det ville nok have været noget andet hvis det var ’in action’. Hun skulle nok blot lige vende sig til stedet og de nye racer der var nu. Hun skulle lærer at være i omkreds med alle væsner – dette kunne blive rimelig besværligt…

Dara betragtede nøje Cals bevægelser og hans kendetegn – alle hans kendetegn, men der var bare ikke rigtig noget der strålede ud at han til hørte en særlig race. Da han spurgte om hendes bud på hans race blinkede hun igen, lettere overrasket, som da hun hørte hans alder og begyndte at gruble. ”Der er noget ved Dem der får mig til at tvivle nogle steder, men jeg kan såmænd sige at de ikke er vampyr da De har været ude i solen et godt stykke tid nu.” sagde hun og sad og tænkte lidt mere ”De har ingen aftegninger på halsen, så De er ej et element” sagde hun hurtigt ”De er også for gammel til at være varulv,” sagde hun og smilede bredt med et lille grin, ”Ergo må De være dæmon,” sagde hun selvsikkert. Hun kunne sagtens regne det ud meget nemt, men hun følte blot at hun skulle forklare ham hvordan hun fandt frem til hans race.
”Men… Der er en ting jeg ikke lige har set…” sagde hun lettere grublende, ”hvor er Deres røde sten?” spurgte hun og studerede hans hals og ansigt en del, men prøvede ikke at virke for ivrig for at vide hvor det sad.

[Cal Nebula]

Cal kunne ikke helt lade hver med at smile over hendes tydelige chok tilstand. Det var da lidt sjovt... Han trak kort på skuldrene med et skævt smil. "Tjah, jeg holder mig vel bare rigtig godt" Kommenterede han kort med et let grin. Det var da lidt humoristisk, at det kunne chokkere hende så meget nu hvor hun var healer, men hvis hun var ny healer og ikke begav sig så meget med racerne, der hørte til i mørket, så var det jo forståeligt nok.. Men det var nu stadig underholdende for ham. Han så kort på hende ved det næste hun sagde med et hævet øjenbryn, inden han igen lagde hovedet tilbage imod træet bag ham. "Dem får De rigeligt at gøre med... Her i Kensis er de fleste lejemordere, tyve, krigere og så videre væsener af mørket og oftest dem der kommer galt afsted. Så dem får De rig mulighed for at stifte kendskab med" Kommenterede han kort med et træk på skuldrene. Det var tit de racer, der tog de såkaldte beskidte jobs, simpelthen fordi de racer havde en større tendens til at ville beskæftige sig med de job, ligesom Cal havde taget bøddeljobbet for at kunne dræbe med god samvittighed.

Cal sad roligt og observerede hende imens hun prøvede at nå frem til en konklusion omkring hvad race han var. Han trak let på smilebåndet over hendes forklaringer på de forskellige racer. Han hævede kort hænderne og klappede langsomt i dem med et let grin. "Bravo" Sagde han helt roligt med et svagt grin. Det var ikke ondt ment på nogen måde, han kunne simpelthen bare ikke dy sig. Han lukkede kort øjnene og rettede let på måden han sad på, så han sad lidt mere ret op af træet. Han så kort over på hende ud af øjenkrogen med et træk på smilebåndet ved hendes kommentar om stenen. Ja det var fordelene ved at have en hætte på, så ville folk ikke kunne se stenen lige med det samme. "Hvorfor ikke lade det forblive et mysterium?" Spurgte han roligt med et smalt smil. Det lå i hans natur.. Det var simpelthen for sjovt til ikke at drille hende lidt og hun lod til at kunne tage det, så hvorfor ikke lade det fortsætte?

[Dara Kenzo]

Dara smilede stort og bredt over hans kommentar om at han holdt sig godt. Det var egentlig på mange måder ret indlysende at han var dæmon – udover at han ikke var i sin ’sande’ form, så ville det være utrolig let at gennemskue. Hun regnede i forvejen med at der ville være en del ændringer i hendes arbejde som healer, nu hvor hun var flyttet til Kensis. Hans remse af de forskellige erhverv fik hende til at tænke lidt mere over hans erhverv, måske skulle hun være en anelse mere påpasselig med sine ting? Han sad godt nok længere væk, men det kunne jo være… ”Jeg regner også med at jeg vil stifte større kendskab med de forskellige racer,” forklarede hun med et lettere bredt smil.

Dara rystede lidt på hovedet og grinede lidt over hans meget ironiske klappesalve. Ja, ja det var måske ikke så imponerende at hun kunne regne det ud, for det var egentligt lige ikke så svært når man tænkte over det. Hun rettede lidt på sine hvidpelsede ben sådan at hun sad på med et ben bøjet op, og det andet foldet hen mod det andet. Det kunne minde lidt om en skæv skrædderstilling. Hun støttede sig selv med sin venstre hånd. ”Ej, nu må De lige,” sagde hun og lavede et sammenbidt lille grin, ”Skal jeg nu være helt vild heldig for at se den?” spurgte hun, stadig glad. Det virkede som om at Cal var et godt selvskab, men selvfølgelig kunne det alt sammen blot være for at stjæle nogle ting fra hende.

[Cal Nebula]

Cal smilede roligt med et træk på skuldrene ved hendes kommentar om de forskellige racer. Ja det gjorde hun højst sansynligt, det var jo oftest de racer der rodede sig ud i flest problemer. "De kommer ihvertfald ikke til at kede Dem i Kensis, der er væsener der kommer galt afsted hele tiden" Forsikrede han kort med et skævt smil. Ja han kom da selv engang imellem til skade, men det var slet ikke i nærheden af de racer der arbejdede i felten, Cal selv kom jo kun til skade, når han dummede sig i forhold til henrettelserne eller når han skulle øve de forskellige indgreb. Han lod roligt blikket vandre ud over pladsen med et smalt smil. Det var egentlig lidt sjovt at se, hvordan folk flygtede fra varmen... Det var rent held, at Cal havde fundet en kølig plads i skyggen, hvor der også kom en kølig brise engang imellem, men han havde jo ladet ravnen blive hjemme idag for at den ikke skulle udsættes for den her varme, så var det bedre for den at blive derhjemme.

Cal trak let på smilebåndet, da hun tydeligvis gik med på den og grinede lidt over hans klappen. Det var da lidt sjovt, det måtte hun da indrømme. Han trak kort på skuldrene med et skævt smil, tjah det skulle hun vel, men det var nu ikke noget han tænkte over, at han gik og skjulte, det faldt ham bare naturligt at forholde sig passiv og undgik at vække for meget opsigt. "Det ved jeg nu ikke, om jeg ville kalde det... Det falder mig vel bare naturligt, ikke at vække opsigt" Kommenterede han kort med et skævt smil. Han fulgte hende kort med blikket, da hun rettede på måden hun sad på, inden han lukkede øjnene igen og lagde hovedet tilbage imod træet bag ham. Det var lige ham sådan noget her.. Fredeligt, ingen stress eller jag. Det var problemet ved at være dæmon, skyggerne der altid sneg sig rundt om hans hjerte og hjerne og formørkede hans sind til at ville se folk i smerte og alligevel holdte Cal så meget af, bare at lave ingenting og have en stille og rolig dag, hvor han ikke skulle foretage sig noget som helst andet end for eksempel at have en samtale, som denne her med et nyt og anderledes væsen. "Men hvorfor er De egentlig flyttet til Kensis om jeg må spørge?" Spurgte han roligt og så kort imod hende ud af øjenkrogen med et let hævet øjenbryn, inden han lukkede øjnene igen. Kensis var en stor by ja, men han vidste jo ikke hvor hun kom fra før, så det var vel et meget relevant spørgsmål.