[DRB] Paper faces on parade, Masquerade! [åben]

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy lagde godt mærke til, at hun prøvede på at beherske sig ved hans kommentar. Han vidste udemærket godt, at han nok havde såret hende, men han ville ikke udsætte hende for en så grim titel som en elskerinde... Jo der var mange højt rangede mænd der havde en, men han nægtede at have Asteria som en. Hun var hans ungdoms kærlighed, hende der kendte ham bedst, moderen til hans første fødte datter og for evigt hans sjæleven. Han flyttede sig ikke, men lukkede kort øjnene og vendte siden af hovedet til hende, da hun gav ham en lussing. Ja den havde han vel fortjent. Han slap hende roligt uden at flytte sig lige med det samme, han lod hende blot rase ud istedet, specielt fordi han vidste hvad hun var i stand til med hendes evner.

Han himlede kort med blikket, da hun begyndte at skælde ud. "Det har jeg aldrig sagt! Helt ærligt Asteria, du kender mig bedre end nogen og det der med hvad der foregår inde i mit hoved lige nu, det ved du lige så godt som mig, at der ikke omhandler hende" Kommenterede han kort og lagde eftertænktsomt et par fingre imod hans øjenbryn. Han havde en eller anden idé om at den her ikke kunne reddes, selvom hendes iltre temperament tiltrak ham noget så forfærdeligt.. Han havde altid været vild med hendes temperament og specielt når hun vidste hvordan hun skulle bruge det imod ham, ligesom nu for eksempel... Troy rystede kort på hovedet og vendte sig rundt imod hende. Han savnede allerede hendes væsen så tæt på hans. Ham og hans store mund altså... Hvorfor mindede hans ære også så meget om sin fars? Det var da belastende... Men helt ærligt? Hvis han kunne, så stak han af med hende på stedet og det vidste de begge udemærket godt. Hvorfor skulle Asteria og Renesmée også være så langt fra ham? Han ville jo aldrig blive en del af deres liv og hvordan ville Renesmée ikke reagere, hvis hun en dag fandt ud af hvad Asteria var for ham? Ville hun stille spørgsmål, ville folk ikke grine af hende og beskylde hende for at være sindsyg, hvis han en dag endte med at tage dem ind til sig? Troy flyttede sig ikke ud af stedet, men så blot på hende med et sorgmodigt blik. Hvorfor skulle det absolut være sådan her? Han ville gerne bare have hende helt tæt på sig... Bare en enkelt gang mere.

[Asteria Starwhisper]

Det gjorde hende nok endnu mere vred og frustreret at Troy blot havde stået og taget imod hendes slag at han ikke havde grebet fat i hende og havde rusket hende eller noget, vist han var en mand.. Og ikke blot en dreng der dansede efter sin faders mindste vink. Så havde der måske været håb et sted derinde. Men han virkede som et såret lam.

Hun fnøs koldt "Du behøvede intet at sige for at det budskab gik igennem" snerrede hun vredt uden at vende blikket imod ham. Hun stod længe og baksede med snørren, men det lykkedes endelig og hun fik nu mulighed for at kommentere resten af hans sølle undskyldning for ikke at tage ansvar over hans egne valg. "Jeg troede jeg kendte en mand, men som aldrig før opføre du dig som en dreng der bøjer hovedet for hvad far siger.. Endnu engang er alt andet end jeg vigtigt.. Din stolthed og din tåbelige forpligtelse til det tåbelige pige barn som du ikke engang nære følelser for, hun er ikke engang en kvinde endnu!" det hele kom i en lang talestrøm af vrede og frustration nærmest uden pauser.

Hun kunne fornemme at han stadig havde et eller andet for hende, og det var som om det var blevet mere tydeligt efter hun var blevet vred.. At han fandt hendes temperament tiltrækkende var meget muligt men det var fuldstændig slut. Han skulle ikke røre hende uanset hvor gerne han ville, han kunne ikke redde sig selv ud af denne med sin charme eller gode udseende.

Hun håbede inderst inde at Troy ville gøre et eller andet, men hun kunne alligevel ikke tilgive ham for hans ord, uanset hvor meget folk ville kigge skævt efter hende som elskerinde så ville det altid være et bedre og mere trygt liv end det hun levede nu med deres datter.

Hendes krop rystede stadig men hun havde efterhånden fået mere kontrol over den. Hun rettede let på toppen så man ikke kunne se den havde været af hende "Vi er færdige Troy.. Hvis jeg aldrig så dig igen ville det stadig være for tidligt" sagde hun og kiggede på ham med vrede øjne.

Hun kiggede ham med et stift blik ind i øjnene "Må guderne forbyde Renesmée nogensinde bliver som dig!" snerrede hun og slog opgivende ud til siden med armene før hun vendte ryggen til ham. Hun forventede at han ville nærme sig hende og ventede til han stod kun ganske kort fra hende før hun forsvandt ud i den blå luft. Han skulle have følelsen af at hun gled væk fra hans fingre. Han havde forspildt sin chance med hende, for nu og for altid.. Hun kunne med stor sandsyndlighed aldrig tilgive ham denne aften.

//OUT

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så blot ud i mørket imens hun rasede ud. Hun havde ret.. Desværre. Han lukkede let øjnene og lod hende tale færdig, inden han kort rystede på hovedet. "Han døde for mange år siden efterhånden..." Sagde han helt koldt uden at se på hende. Den mand hun talte om var død kort efter hun var blevet fængslet dengang. Hans sind var blevet mørkt siden og efter det her? Tjah så var det nok begrænset hvor godhjertet han ville fremstå overfor alle andre. Han var færdig med at lukke nogen ind. Den mand døde med det sidste håb han havde om en tid med hende.

Han så kort over på hende ud af øjenkrogen, da hun sagde at de var færdige. "Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv" Hvæssede han halv irriteret af hende. Han var efterhånden ligeglad nu. Han vidste godt, at han nok burde gå op til Elizabeth snart, men lige nu skulle han absolut ikke være i nærheden af nogen, ikke nu hvor mørket i hans sind havde taget så meget form som det havde. Han smilede kort et smalt og ligegyldigt smil ved det sidste hun sagde. "Ja det kunne du lide var..." Kommenterede han kort og rullede kort med øjnene. Renesmée lignede ham i forvejen tilstrækkeligt meget, så man ikke var i tvivl om at hun var hans, så hvorfor skulle hun ikke også ligne ham en smule af sind?

Troy gik roligt over imod døren og kom derved til at stå i nærheden af hende, da hun forsvandt ud i luften. Hvorfor var han ikke overrasket? Han rystede let på hovedet med en opgivende mine. "Stikker af som altid..." Kommenterede han stille for sig selv, med en undertone af noget trist. Han rystede det hurtigt af sig igen. Ikke tale om, at hun skulle have lov til at gøre ham ked af det! Han lukkede bare ned ligesom han havde gjort dengang for 7 år siden... Han gik roligt ud af døren og smækkede den hårdt i efter sig, inden han skyndte sig hen af gangen og forsvandt ned af trappen. Han skulle ud derfra og det skulle være nu, inden hans temperament løb af med ham og han ødelagde det hele. Det blev aldrig det samme igen... Men hvorfor havde han så, så ondt i brystet nu?

//Out