Sandhedens time [Elizabeth]

[Troy Faux LaGaur Remond]

Tidspunkt: Tidligt om morgenen
Vejr: Omkring 20 grader varmt med stigende temperatur og skyfrit

Det var tidligt om morgenen, da Troy lige så langsomt kom til sig selv. Han skulle mødes med sin fader om lidt tid og skulle derfor til at stå op. Han lå på ryggen med den ene arm ud til den ene side og havde armen omkring Elizabeth. Han havde efterhånden vænnet sig til at vågne op sammen med hende, det var nu hyggeligt nok. Den anden hånd havde han under nakken, som han lå der. Troy rynkede kort brynene en enkelt gang og blinkede let med øjnene et par gange. Selvom der var trukket for inde i kammeret, var der alligevel lidt lys der slap ind og gjorde rummet en anelse lyst. Han vendte kort blikket imod Elizabeth med et roligt smil, inden han forsigtigt trak sin arm til sig og rykkede lidt væk fra hende og ud på sengekanten, hvor han let satte sig op. Troy sørgede roligt for, at dynen blev liggende omkring hende, inden han rejste sig op fra kanten og klædte sig på. Han gad virkelig ikke mødes med hans fader lige nu.. Men faderen havde ikke fortalt, hvad det var han ville snakke med ham om, så han følte lidt, at han desværre var nødt til det.

Troy klædte sig let i en løs bodorød skjorte og et par sorte bukser, samt de sorte støvler der gik til lige omkring hans knæ. Det var jo blot hans fader, han skulle mødes med, de skulle jo ellers ikke noget idag og det var det her han normalt havde på når de ikke skulle noget. Han så kort over på Elizabeth med et roligt smil. Han vidste udemærket godt, at hun ikke brød sig om at være alene, specielt ikke på så stort et område, men han havde trods alt nogle ting han var nødt til at deltage i til tider, hvor han desværre var nødt til at rejse fra hende i lidt tid... Men så kunne de jo også bedre tage ud og se områder, når han så var hjemme. Han gik roligt over til siden hvor hun lå og satte sig kort på kanten ved siden af hende og strøg hende kort en enkelt gang over håret. "Min fader er her nu, så jeg går lige ned og møder ham. Du kan bare blive liggende" Sagde han stille, nærmest som en svag hvisken for ikke at vække hende for hurtigt, inden han kort kyssede hende blidt på håret og rejste sig så op fra sengen igen og gik hen til døren, som han let forsvandt ud af og lukkede den efter sig, inden han fortsatte ned af gangen og ned i forhallen for at møde hans fader.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth lå og sov som et lille barn med hans ene arm omkring hendes krop, imens hun selv lå på siden med brystet ind imod ham og en hånd på hans brystkasse. Hun rynkede lidt på næsen stadig sovende da han begyndte at røre på sig. Hun rullede om på den anden side og trak dynen godt op om sig imens Troy iførte sig sit tøj, hun ænsede ham knapt da han igen satte sig på hendes side af sengen og talte, hun mumlede svagt "Ja selvfølgelig" før hun mærkede hans læber kysse hendes hår.

Det var en mærkelig følelse at de var blevet så tætte, og så alligevel ikke. De sov normalt ikke sammen pånær de nætter hvor de var sammen som denne nat, men tog ellers ud på ture i skovene omkring Ynisti, de var nok mere venner end mand og kone, hvis man ikke talte deres liv i sengen med.. Det var svært for Elizabeth at vænne sig til at bo så langt væk fra Kensis, og den tryghed hun nu engang havde var Troy og så hendes jævnaldrende hofdame som hun havde fået lov til at bringe med sig til Ynisti efter brylluppet.

Hun åbnede stille øjnene da hun hørte døren gå, hendes underbevisthed havde godt forstået han skulle mødes med hans fader og det havde han også nævnt aftenen forinden, men hvad skulle de snakke om? Det var første gang hvor Elizabeth var blevet ladt alene på Troy's kammer, normalt havde han sørget for at få hende ud derinde fra, men denne morgen, måske fordi det var så tidligt? Så havde han ladet hende sove videre.

Hun satte sig roligt op i sengen og strakte sig da Troy var ude af døren. Hun kravlede roligt ud af sengen med et lagen omkring den ellers nøgne krop og gik over for at trække de store gardiner fra. Normalt var det tjeneste folkene der gjorde dette, men hun orkede ikke at blive forstyrret det var alt for tidligt. Morgenens stråler skinnede ind som hun fik trukket gardinerne fra et par af gangen, da hun nåede til det sidste ved Troy's arbejds bord, stod hun lidt og kiggede ud på den store slots have og ud over byen, som var udsigten fra dette værelse.

Efter lidt tid var der noget som begyndte at irritere hendes øje, hendes blik drejede sig imod Troy's arbejdsbord, en skuffe var ikke helt lukket, som var Troy blevet forstyrret og den bare var blevet skubbet hurtigt i.

Hendes nysgerrighed for at kigge i skuffen var stor, men hun stod alligevel lidt og prøvede at holde fokus ud af vinduet. Hun måtte jo ikke rode i Troy's ting og generelt rodede man jo ikke i ting der ikke tilhørte en selv..

Hun bed sig kort i læben og skævede over imod skuffen.. *Et lille kig skader vel ikke, han behøver jo ikke få det afvide?* tænkte hun og kiggede kort imod døren for at tjekke han ikke kom ind. En dyb indånding blev trukket igennem næsen før hun bevægede sig over til skuffen og satte sig roligt ned på hans stol før hun trak forsigtigt ud i skuffen.

Hun rynkede let brynene da hun så en lille sølv medaljon ligge dernede.. Han virkede da ikke som en mand der gik rundt med en medaljon? Eller havde han fået lavet en med et billede af hende? Det ville være så romantisk hvis det var hvad der var inden i. Igen bed hun sig i læben imens hun i en hurtig bevægelse tog medaljonen op og forsigtigt trykkede ned på knappen så den åbnede. Lettere chokeret kiggede hun på billedet. Det var i hvert fald ikke hende, men derimod en lille pige.. *Hvad i alverden?* tænkte hun forvirret. Hun rejste sig fra stolen uden at flytte blikket fra billedet og gik hen og satte sig på sengen. Mange tanker fløj rundt i hovedet på hende imens hun bare stirrede på billedet.. *Hvem er du?* Hun kiggede så på den del af medaljonen hvor billedet ikke var, et navn var indgraveret "Renesmeé" mumlede hun for sig selv før hun igen bare kiggede på billedet.. Hvad skulle dette betyde??

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy var kun kort væk og havde hurtigt vendt sin fader ryggen, da han havde snakket med ham. Hvad ragede det dem?! Deres fædre skulle absolut ikke blande sig i hvad ham og Elizabeth foretog sig og det havde faderen også fået at vide. Troy kunne slet ikke komme sig over, at hans fader kunne finde på at tale sådan om Elizabeth.. Godt nok elskede han hende ikke som sådan en hjertenskær, hun var mere end nær veninde, men hun var stadig hans hustru, som han da nærede en smule følelser for og han ville ikke finde sig i, at hans fader snakkede sådan om hende og deres forhold.

Troy gik hurtigt tilbage hen af gangen og kørte irriteret hænderne igennem det brune hår, inden han hurtigt rystede på hovedet og kort stoppede op ved vinduet ud til gården, hvor hans fader var ved at sidde op på sin hest. Faderen så kort op på vinduet og fangede let Troys blik med et bestemt blik, inden han red afsted. Troy himlede let med blikket, inden han fortsatte hen af gangen. Ikke om han ville finde sig i det! Han rystede let på hovedet og tog en dyb indånding, okay han var nødt til at falde ned.. Det her havde ikke noget at gøre med Elizabeth, altså skulle det ikke gå ud over hende. Han stoppede roligt foran døren ind til hans kammer og lukkede kort øjnene, inden han tog en dyb indånding mere. Okay han var rolig...

Han skubbede roligt døren op og trådte ind, inden han lukkede døren bag sig igen og hurtigt så over på Elizabeth med et hævet øjenbryn. Hvad var det hun sad med? Han så diskret over imod skrivebordet ud af øjenkrogen. Det var da vel ikke? Han lukkede kort øjnene ved synet af den åbne skuffe. Selvfølgelig... Troy rømmede sig kort og lænede sig roligt op af døren imens han holdte blikket på hende. "Hvad er det du sidder med?" Spurgte han roligt. Han var nødt til at virke rolig, ellers ville hun aldrig tale med hende og hun fortjente vel også at vide det om ham, selvom det var en del af hans fortid, der aldrig ville få noget som helst med dem at gøre. Dog kunne han godt mærke, at han var lidt irriteret over at hun havde rodet i hans ting. Det var endnu en grund til, at de ikke havde værelse sammen, hun var for nysgerrig... Men hvem kunne bebrejde hende, hun havde jo ikke kendt til andet end Kensis også fra hendes små udflugter hjemmefra, da hun var yngre.

[Elizabeth C. L. Remond]

Som Elizabeth sad der helt alene kørte tankerne rundt, som ville de ingen ende tage. Hun tog en dyb indånding da hun hørte døren gå og kiggede lettere forskrækket op, hun listede roligt armen med medaljonen om bag ryggen. "Troy.." sagde hun forvirret og rømmede sig kort "Du er hurtigt tilbage? Hvad ville din fader?" spurgte hun for at lede samtalen hen på noget andet i stedet for hende, det var jo ikke just den bedste situation hun havde fået sat sig selv i, hun havde jo ikke regnet med han allerede ville være tilbage..

Hun kørte en hånd igennem håret, det nagede hende, og han havde jo set hun sad med noget.. "Hvem er Renesmeé?" spurgte hun så med et undrende og lettere bekymret blik i øjnene. Hvad var det han ikke have fortalt hende? Hun kunne mærke en lettere følelse af svigt og ubehag jo mere hun tænkte på billedet.

Hun var for lille til at være en elsker, og lignende ingen fra hendes familie.. Og den sidste mulighed kunne hun ikke lide men det var en mulighed.. Havde han et barn med en anden?? Og så stod hun her efter 9 måneders ægteskab stadig uden svangerskab?? Hendes hænder rystede imens hun forsøgte at holde et fast og bestemt blik på Troy.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kunne godt se på hende, at hun prøvede på at gemme medaljonen, men han kunne godt regne ud, at det var den hun sad med. Skuffen var åben i skrivebordet og hun lignede en, der havde fået et slag i hovedet, da hun så over på ham. Han lukkede kort øjnene ved hendes spørgsmål. Han havde jo lovet hende, at fortælle hende alt så længe hun spurgte og han havde heller ikke tænkt sig at skjule det her for hende, det vedkom også hende. Han lagde kort hovedet tilbage imod døren bag sig med et kort suk. "Ja jeg smed ham ud... Det var lige så meget din egen fader, der sendte spørgsmålet. De undrer sig begge to, så de truer med at overvåge os" Kommenterede han kort og kørte let en opgivende hånd igennem det brune hår, inden han let rettede sig op og gik over til sengen, hvor han roligt satte sig ved siden af hende på sengekanten. "Jeg sagde til ham, at det gad jeg slet ikke hører tale om og at det absolut ikke vedkom dem, men kun os" Forklarede han roligt og så kort på hende med et stille smil. Han kendte hendes holdning til sådan noget og herre gud, så længe havde de heller ikke været gift og den slags ting tog altså tid, specielt når hun ikke var ældre. Hun skulle jo nødigt forbinde det med noget dårligt, så de havde jo taget sig den tid de havde behov for på det punkt og det havde Troy det egentlig fint med, han havde ikke lyst til at føle, at han lavede overgreb på hende, så måtte deres fædre vente.

Troy så blot lettere overvejende på hende ved hendes spørgsmål. Skulle han bare sige det som det var? Hvad ville hun ikke sige til det? Men det var hans fortid, den kunne han ikke ændrer på også selvom han ville. Han sagde ingenting lige med det samme, men lagde roligt en hånd på hendes arm for at få hende til at give ham medaljonen igen. Han lukkede kort øjnene ved spørgsmålet og sukkede en enkelt gang. "Den dag vi blev gift, lovede jeg dig at fortælle dig alt hvad du ville vide og jeg har længe overvejet om jeg overhovedet skulle fortælle dig det her, da det ikke har noget at gøre med mig længere" Startede han roligt og vendte derefter blikket imod hende igen. "Pigen på billedet er 6 år gammel og hedder Renesmée, som du åbenbart allerede har læst på medaljonen... Jeg vidste ikke at hun eksisterede indtil for halvandet år siden, hvor jeg mødte hendes mor igen, da jeg var ude og lede efter dig, så ja hun er min, men jeg har aldrig mødt hende og det kommer jeg heller aldrig til" Forklarede han roligt imens han holdte blikket på hende med et hævet øjenbryn. Forstod hun hvad han mente? Blev hun vred nu? Han havde været ung og dum, han havde ladet sig styre af sit hjerte, men det var sidste gang det var sket. Det var Elizabeth han var gift med nu, det var hende han skulle blive gammel sammen med, om hun så stadig ville det efter hun havde fundet ud af dette var han ikke klar over, men det ville tiden forhåbentlig vise.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth kiggede indgående på ham da han talte, hendes fader? De mente vel ikke? Orh jo det gjorde de... På trods af det 3/4 år der var gået siden brylluppet havde alle regnet med at Elizabeth ville være blevet med barn.. Dette var ikke sket endnu, på trods af at de jo havde været sammen nogle gange i den tid, men alligevel ikke jævnligt som normale ægtefolk.. Det var dog åbenbart ikke nok for der var endnu ikke sket noget, og slottets healer havde endda haft tjekket op på hende om der skulle være et barn de ikke havde opdaget, men intet. Dette havde så åbenbart nu sat tvivls spørgsmål hos deres fædre om hvorvidt de overhovedet var i seng sammen jævnligt.. Tanken om at de skulle ind i et rum flere gange i ugen og være sammen, imens deres fædre sad bag et gennemsigtigt forhæng og kigge på dem imens de var sammen gav hende kuldegysninger. "Hvis min fader er inde over, tvivler jeg stærkt på at din kommentar får nogen form for indvirkning.. Han er meget bestemt og lader sig ikke diagere rundt med, han er jo trods alt kongen" svarede hun lettere opgivende. Hun kendte jo sin far, og han var hverken til at hugge eller stikke i hvis han først havde sat sig noget i hovedet.. Og lige nu var det han havde sat sig i hovedet åbenbart at han ville have endnu et barnebarn...

Hun vendte blikket op imod ham da han satte sig ved hendes side. Hendes blik blev fjernt som han fortalte hvem Renesmeé var. "Så jeg var ikke den første kvinde du har været sammen med? Er der andre du er sammen med? Er du sammen med andre nu? Er det derfor jeg så godt som aldrig er herinde? Fordi du får tæmmet dine lyster andre steder?!" hun talte i en lang talestrøm, og det ene spørgsmål tog det anede og gjorde hende mere og mere oprørt.. Hun tog en dyb indånding og kiggede lettere anspændt på ham "Og du er sikker på hun på intet tidspunkt vender tilbage? Er det en adel eller pøbel kvinde du har fået dette barn med?" hun kiggede spørgende på ham før hun tog medaljonen frem og kiggede på billedet "I det mindste er hun uægte, så hun har på ingen måde ret til noget så længe vi får børn." sagde hun i et forsøg på at få sig selv til at slappe mere af. "Hun er vel fuldblods ikke? Du har ikke krænket familiens ære og fået barn med en anden race vel?" spurgte hun så lidt bekymret. Var det en halvblods så skulle familien for alt i verden ikke have noget afvide om barnet, så ville hendes far da sende soldater ud for at få barnet slået ihjel.. Og det var jo ikke barnets skyld at forældrene havde været unge og dumme..

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy himlede kort med blikket over hendes kommentar og trak så en enkelt gang på skuldrene. "Det kan der være noget om, men jeg fortalte dem, at vi værnede om vores privatliv og at det ikke vedkom dem, hvor tit vi sov sammen og at det bare ville lægge mere negativt pres på, hvis de besluttede sig for at overvåge os" Forklarede han roligt. Han vidste udemærket godt, hvor stor tryghedsnarkoman Elizabeth var og hvor svært hun i forvejen havde ved at skulle være sammen med ham, hun behøvede ikke at blive presset yderligere ved at de to fædre skulle overvåge dem, desuden ville Troy heller ikke bryde sig om det, det ville skabe så trykket en stemning, at de ikke ville nå nogle steder og han selv ville ikke engang kunne slappe nok af til at det skulle kunne lykkes og det ville hun heller ikke vidste han godt. Kunne de to fædre virkelig ikke se det? Kendte de dem godt nok ikke bedre end det?

Troy lod hende blot roligt rase ud. Han forstod godt, at hun var frustreret, det var ikke hver dag at man fik at vide, at ens husbond allerede havde et barn et eller andet sted med en fremmed kvinde. Det irriterede ham dog en anelse, at hun beskyldte ham for at have en anden, hvordan kunne hun tro det om ham, nu hvor han gik så meget op i at beskytte hendes ære? Han rystede kort på hovedet, da hun var færdig med sin talestrøm. "Nej det var du ikke, men du forbliver den sidste og nej det er jeg ikke, helt ærligt Elizabeth du kender mig da bedre end det" Kommenterede han kort og så på hende med et let hævet øjenbryn. Hvorfor troede alle kvinder, at alle ægtemænd var dem utro? Var det nærmest en form for kodeks, at de skulle være det? Det ville ikke undre ham, hvis hans egen fader havde været det, men det var ikke noget Troy selv agtede at gøre, det var Elizabeth han var gift med. "Grunden til at du ikke er herinde så tit, er fordi jeg ikke har lyst til at presse dig, det er stadig nyt det her og jeg vil ikke føle, at jeg laver overgreb på dig når det er... Sådan en husbond har jeg ikke lyst til at være for dig. Jeg vil gerne give dig den tid du har brug for og du skulle jo gerne forbinde det her med noget godt og ikke noget smertefuldt eller ubehageligt, vi skulle jo gerne have lyst til hinanden som mand og kone af begge veje" Forklarede han roligt og kørte kort et par blide fingre langs hendes hals og ned over hendes skulder med et roligt smil, nærmest for at understrege hvad han snakkede om. Hun skulle jo gerne ende ud i, at have lyst til ham en gang imellem, så det ikke druknede totalt i pligt, så ville det godt nok blive et ulideligt liv de skulle leve sammen.

Han så kort imod vinduet ved hendes spørgsmål og nikkede så. "Ja jeg er sikker. Jeg anede ikke at hun eksisterede og jeg regner heller ikke med, at hendes mor fortæller hende hvem jeg er, så det skulle der ikke være risiko for... Hendes mor tilhører underklassen, så det skal du ikke bekymre dig om" Forsikrede han roligt og vendte let blikket imod hende igen. Han studsede kort over, at hun nævnte børn som i flertal mellem dem.. Så var det noget hun gerne selv ville eller var det noget hun sagde af pligt? Ej det der med pligt eksisterede jo næsten ikke når det bare var de to, de havde altid kunnet tale åbent i deres ægteskab, så længe det kun var den anden der hørte det og alligevel var han lidt i tvivl om hendes ord. Han så kort væk ved det sidste hun spurgte om, inden han let sukkede og langsomt kørte sin ene hånd igennem det brune hår med en opgivende mine. "Desværre var jeg dummere end jeg så ud, da jeg var ung... Derfor kender min fader heller intet til hende og det skal han heller ikke. Hun skal ikke bøde for min dumhed" Kommenterede han stille som en lav hvisken. Han havde været ung, dum og naiv, drevet af sit hjerte dengang, hvor hans hjerne tydeligvis ikke fungerede optimalt. Det gjorde den heldigvis nu efter hvad han selv mente. Troy vendte let blikket imod hende med et hævet øjenbryn imens han afventede hendes reaktion. Kunne hun acceptere, at han havde en fortid som en god hustru eller ville hun stikke ham og kræve skilsmisse?

[Elizabeth C. L. Remond]

Hun sendte ham et lille uskyldigt smil "Hvis det lykkedes sig at hive dem ned fra deres høje hest med det udsagn, er du en vældig dygtig diplomat" svarede hun så lettere anspændt. Han havde nok ikke haft held med det, men var sluppet for at svare på spørgsmål for nu. Det var jo trods alt ikke drømme senariet at skulle være sammen med Troy imens hendes far kiggede.. Det ville føles som var de to præmie heste der skulle parres for at få et præmie føl..

Hun løftede let det ene øjenbryn og lagde hænderne i sit skød og klemte let stoffet imellem sine fingre imens armene var presset ind til kroppen for at holde lagnet oppe for hendes overkrop. Hun pressede læberne hårdt sammen før hun vendte blikket anspændt imod ham "Vil du have min helt ærlige mening på det spørgsmål?" spurgte hun kort og tog en dyb indånding for ikke at hidse sig op. "Jeg troede jeg kendte dig, men så havde du pludselig en datter som jeg aldrig havde hørt om" sagde hun lettere spydig, for på trods af at hun virkelig prøvede ikke at være vred, men det var svært, det var trods alt et følsomt emne..

Hun kiggede dog hurtigt ned da han svarede tilbage, og hun følte sig pludselig flov og forlegen over at hun overhovedet havde talt sådan til ham. "Undskyld... Det er bare ikke unormalt at høre at for at tage hensyn eller ikke længere, eller overhovedet har fundet sin hustru tiltalende at man finder nærhed hos andre.." sagde hun og kiggede forsigtigt op, hun plejede ikke at tale sådan til ham, ikke efter de var blevet gift i hvert fald, og før det var det bare mundhuggeri over at de ikke kunne enes mest af alt fordi de ikke ønskede at gifte sig med hinanden.. "Tror du nogensinde vi kommer til at se hinanden som andet end en pligt, sådan i sengen?" spurgte hun så lidt mere bekymret.

Hun gav et lettet suk fra sig da han sagde kvinden var fra underklassen, det beroligede hende en smule, så var pigebarnet da i det mindste så langt nede af ranglisten at selv familiens yder kanter som havde givet sig under stand ville kunne komme hurtigere til magten end hans uægte pige.. Ja Elizabeth så da gerne de fik børn, det var lidt det hun var blevet opdraget til at skulle ville.. Og et eller andet sted så gav det vel også en følelse af at man var elsket på en helt bestemt måde.. Desuden var det nok meget rart at få overstået så hun ikke skulle rende rundt og være tyk hele livet.. Hun havde godt set sin storesøster og Troy's lillesøster da de var gravide og de havde begge været kæmpe. Det var nok det hun frygtede mest, at rende rundt fra en sommer til den næste og bare være tyk.. Hun rystede det hurtigt af sig og kiggede lettere overrasket på ham, som havde hun aldrig troet han ville være sammen med en af anden race.. Hun tog sig til håret kort med den ene hånd før hun kiggede lettere sorgmodigt på ham "Du elskede hende.. Gjorde du ikke?" spurgte hun så.. Det var den eneste forklaring på hvorfor han havde en medaljon med et billede af deres fælles barn.. Havde han været ligeglad med moren og barnet havde han kastet den væk.. Hun kiggede ham ind i øjnene og håbede på at han ville svare sandfærdigt og ikke gå i forsvar..

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kommenterede ikke det første hun sagde, han trak blot på skuldrene. Tjah det ville tiden jo vise, om det var lykkedes ham at holde de to fædre ude af det her. Kongen burde da have den medmenneskelighed, at han respekterede sin datter så meget, at han ikke ville blande sig i det her, så længe han havde Troys ord for at det gik som det skulle? Eller var det Troy der håbede på mere end han kunne tillade sig? Han havde helt ærligt ikke lyst til at udsætte Elizabeth for sådan noget også gad han helt ærligt heller ikke selv, at blive fremstillet på den måde, som et eller andet der bare skulle gennemføres hurtigst muligt, helt ærligt, de var jo stadig meget unge begge to, der var tid nok til det.

Troy vendte let blikket imod hende ved hendes kommentar. Det havde hun selvfølgelig ret i, men det gjorde han jo heller ikke selv indtil for halvandet år siden. Han rystede kort på hovedet med en lettere opgivende mine. "Det gør du også, det var min eneste hemmelighed overfor dig og som jeg lige sagde, så kendte jeg heller ikke selv noget til hende før for halvandet år siden" Sagde han roligt og vendte kort blikket imod medaljonen. Det skulle på ingen måde forståes som en forsvarstale, han ville bare gerne at de kunne fortælle hinanden alt uden at komme til at hade den anden. Han havde accepteret, at det var Elizabeth han skulle bo og leve sammen med resten af sit liv, det var hende han var gift med, det var hende han skulle dele sine tanker, følelser og krop med, kun hende.. Og det havde han det faktisk fint nok med, så længe hun også kunne leve med ham.

Han trak kort på skuldrene med et roligt smil ved hendes undskyldning. Heldigvis var det ikke så tit, at de skændtes og hvis de gjorde det, så var det som regel små og ubetydelige ting. "Det ved jeg godt, men helt ærligt? Jeg har det egentlig ganske fint med at det er dig resten af mit liv" Forsikrede han hende roligt og så kort på hende med et roligt smil. Han vidste godt, at det måske var noget underligt noget at sige, men han vidste også hvad det ville betyde for hende, at hører ham sige sådan noget istedet for at gå rundt i uvisheden om hvordan han egentlig havde det med hende. Troy nåede lige kort at vende blikket ud af vinduet, inden han hurtigt vendte blikket imod hende igen ved det næste hun sagde. Hun lød oprigtig bekymret? Det overraskede ham egentlig på en måde... "Det vil jeg da håbe" Forklarede han helt roligt og så blot på hende med et stille smil. Det ville da blive forfærdelig kedeligt, hvis de skulle være tynget af pligt hele deres liv... Jo de havde jo visse ting, som de var forpligtede til, men rent ægteskabsmæssigt, så var det begrænset hvad de var forpligtede til. De var vel egentlig kun forpligtede til en enkelt arving også ellers et pænt ægteskab udadtil?

Troy sad lidt og så på medaljonen, inden han samlede den op fra lagnet ved hendes spørgsmål. Han sagde ingenting lige til at starte med, sad blot helt roligt og kørte hans tommelfinger en enkelt gang over medaljonen, inden han lukkede den inde i hånden. "Det gjorde jeg nok ja, men igen, det var jeg for ung til at vide... Men det hører fortiden til og nu kender du så også den del af mig. Så tror jeg ikke, at der er mere jeg kan fortælle dig" Sagde han roligt og så kort på hende med et svagt smil, inden han rejste sig op fra sengen og gik over til skuffen, hvor han lagde medaljonen i og lukkede skuffen. Troy stod lidt tid og halvvejs trommede let på skrivebordet med blikket imod det, inden han roligt gik over og satte sig ned på sengen ved siden af hende igen. "Men hvad siger du til, at vi tager hestene også smutter en tur ud i skoven og får noget frisk luft, nu hvor vi har fri idag?" Spurgte han roligt imens han holdte blikket på hende med et roligt smil ligesom for at lette stemningen lidt fra den sorgmodige stemning, der ligesom havde lagt sig i rummet.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth to en dyb indånding. Det kunne godt være at han ikke havde kendt til pigen før for 1½ år siden. Dette var dog et valg fra hans side at han ikke ville fortælle Elizabeth det med det samme. Hun kiggede på ham med et skævt blik "Men vi har ikke været gift i 1½ år.. Ville du nogensinde have nævnt det, hvis det ikke var fordi jeg selv fandt beviset?" spurgte hun lettere skeptisk. Hun var meget tvivlende omkring det for han havde i hvert fald haft 9 måneder hvor de havde boet sammen til at fortælle det.. Han havde jo delt så meget andet med hende, så han havde ikke blot glemt at fortælle hende det, det var et valg.. Om det var for at beskytte sig selv ved at slippe for en sur hustru eller hvad det var der havde gjort det, kunne hun ikke sige.

Hans ord om at hun var den eneste resten af hans liv fik hende til at rødme ganske svagt og et lille smil gled frem på hendes læber igen, hun kunne ikke lade være med at smile når han smigerede hende. Det var egentlig et fejt kneb, men han vidste jo lige hvor han skulle trykke.. "Jeg vil så gerne kunne føle at vi er andet end venner der deler seng fra tid til anden. Man skal jo elske sin ægtefælle" sagde hun og kiggede med et blidt blik på ham.

Hun nikkede blot til det han sagde, det beroligede hende en smule at han faktisk havde været forelsket, for så kunne der måske være et håb om at han også kunne forelske sig i hende på et tidspunkt. Hendes tanker blev dog skubbet hurtigt væk ved hans forslag og hendes ansigt lyste op som en lille sol, hun nikkede ivrigt det var et stykke tid siden hun havde været ude sidst, og ja hendes far havde stadig krammet om hende selvom hun boede så langt hjemme fra, for han havde givet Troy's fader besked på at hun ikke måtte drage væk fra slots grunden uden Troy ved hendes side, så hun brugte meget tid på at læse og brodere med sin hofdame som hun havde fået med fra Kensis.

Hun rejste sig fra sengen og gik hen til Troy før hun gav ham et blidt kys på kinden "Tak Troy" sagde hun kærligt med lagnet om sig og gik om bag en skillevæg og klædte sig på i sin natkjole fra natten før. "Jeg skal lige ind og finde mit ridetøj jeg er straks tilbage" sagde hun med blid stemme og sendte ham et smil imens hun var på vej ud af døren.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy holdte blot blikket tomt frem for sig ved hendes spørgsmål. Helt ærligt? Han var i tvivl.. Han sad lidt tid og overvejede hvad han skulle svarer hende, inden han blot trak på skuldrene. Han kunne lige så godt fortælle hende sandheden. "Helt ærligt? Så ved jeg det ikke" Svarede han hende kort, inden han vendte blikket imod hende ud af øjenkrogen og derefter vendte blikket frem for sig igen. Han var virkelig i tvivl om det. Efter noget tid ville han nok fortælle hende det ja, men det havde ikke været hans plan at gøre lige foreløbigt.

Han smilede lidt skævt ved det næste hun sagde og rettede sig roligt op imens han så på hende. "Det tager tid sådan noget og helt ærligt? Så tror jeg nok, at det skal komme. Det er bare for tidligt endnu til at kunne kalde det for det" Sagde han roligt med et let smil. Det skulle nok komme på et tidspunkt. Ja han elskede hende, men som en veninde og tildels som hustru. Han ville ikke kalde hende for hans hjertenskære endnu, de følelser havde han ikke for hende, men det kunne da godt ske, at de ville blomstre op på et tidspunkt.

Troy fulgte hende let med blikket, da hun gik over til ham. Han vidste ikke hvorfor, men han kunne faktisk godt lide synet af hende blot klædt i et simpelt lagn. Han så blot på hende med et roligt smil ved hendes tak og kys. Det var altså helt rart, at hun til dels slappede af omkring ham nu og at de havde fået et nogenlunde afslappet forhold omkring kropskontakt. Der var jo stadig nogle grænser der skulle testes og overskrides, men det var blevet meget bedre det sidste stykke tid og det beroligede ham. Han nikkede kort ved hendes kommentar omkring ridetøjet. Det var jo klart. "Jeg lovede dig jo, at vi skulle rundt og se lidt, så det kan vi jo sagtens nu hvor vi lige har en fridag" Kommenterede han roligt med et let smil og så kort efter hende, da hun ville forlade rummet. Jo det her ægteskab skulle nok lykkes, så længe han holdte sine løfter, holdte sig til hende og så længe hun var villig til at give ham en chance istedet for blot at lukke af og være sur ligesom da hun var et barn, men hun var blevet meget ældre.. Specielt det sidste års tid og det beroligede ham en hel del, det her kunne rent faktisk fungere.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth undlod at svare, i det mindste sagde han sandheden, men det var dog alligevel en noget stor hemmelighed som han ikke var sikker på at ville have fortalt hende.. Det gjorde lidt ondt, men nu var det ude og der var ikke længere store hemmeligheder, så vidt hun vidste i hvert fald.

Hun sendte ham et skævt smil, han havde meget ret i det han sagde. Det var jo ikke fordi at sådanne følelser bare kom natten over, og det ville måske komme når de en dag ville være en rigtig familie..? Hun vidste det ikke, men håbede så inderligt, for det var svært at acceptere at de endnu ikke elskede hinanden som mand og kone, men nærmere som venner. Det eneste hun var bange for at venskabs følelsen kom til at minde mere om den kærlighed hun havde for sine brødre.. Og det ville blot komme til at virke ganske forkert hvis hun så også delte seng med ham. Hun rystede det hurtigt af ham og nikkede "Du har ret, det skal nok komme en dag" svarede hun med rolig stemme.

Hun gjorde hvad hun kunne for at gå så elegant som hun overhovedet kunne for hun havde godt lagt mærke til at hans blik fulgte hende, det fik dog hendes kinder at blive varme og en ganske svag rosa glød lagde sig over hendes kinder. Ikke noget man som sådan lagde mærke til medmindre man virkelig fokuserede på hendes kinder, men nok til at hun selv lagde mærke til det.
Hun sendte ham et smil fra døren da han talte til hende "Du har så sandelig ret" fik hun sagt inden hun forsvandt ud af døren.

Hun skyndte sig ind og fik iklædt sig et par tætsiddende ridebukser, lange brune læder støvler og en løs grøn kjole med slids så hun uden problemer kunne komme op på hesten, og selvfølgelig uden for meget fylde for det var der ingen grund til. Hun fik hjælp til at få sat håret op i en knold så håret ikke kom i vejen. Hun åbnede det store vindue for at mærke om hun skulle have kappe på eller ej, det var lunt, men lunt nok var det nok ikke, så hun fik en mørkebrun tynd kappe over skulderne og gik ind til Troy igen. "Jeg er klar når du er Sir" sagde hun med hænderne plantet afslappet på hofterne.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy så kort på hende ved hendes bekræftelse. Ja og hvis det ikke gjorde, så lærte de jo nok at leve med hinanden alligevel. Hvis de gik hen og fik et barn og stadig ikke elskede hinanden, så kunne de jo ikke gøre noget ved det, så måtte de leve som venner der havde et barn sammen for så havde de da opfyldt deres pligt som ægtefolk. Det måtte tiden vise, om det kunne lykkes eller hvad de så skulle gøre for at få det til at fungere.

Han så kort efter hende med et roligt smil, da hun gik ud af døren, inden han let rystede på hovedet med et svagt smil. Hun var blevet så meget mere voksen i løbet af de sidste par år, istedet for den lille irriterende kusine der hele tiden vrissede af ham. Det gjorde hun ikke længere og han så hende også mere og mere, som en voksen kvinde end som et lille irriterende barn og det var jo trods alt en god udvikling. Han gik roligt over og trak skjorten over hovedet, inden han istedet tog en sort trøje på uden ærmer og trak en mørkerød kjortel over hovedet, der var åben i begge sider, inden han tog en livrem og bandt rundt om livet på sig selv. Kjortlen bar guldbroderingen af løven midt på brystet, inden han let trak i hans ridestøvler istedet. Troy så hurtigt hen på døråbningen, da Elizabeth stod der igen. Han sendte hende kort et let smil, inden han roligt rettede sig op og gik over til hende. "Okay, jamen så går vi" Kommenterede han roligt med et let smil og tilbød hende let hans arm, inden han roligt begav sig nedenunder og fortsatte ud i gården, hvor deres heste hurtigt blev bragt frem. Han så kort på hende med et roligt smil, inden han gik over til sin hest og uden problemer svang sig op i sædet. Så skulle de bare afsted.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth var måske vokset lidt med opgaven det sidste 1½ års tid, men det havde nok virkelig også hjulpet at hun blev spærret inde i over et halvt år inden brylluppet som straf for at stikke af og være forsvundet i næsten et år. Her havde hun været overvåget og haft dannelses timer med sin amme dag ud og dag ind med hvordan man opførte sig som ung gift kvinde.

Hun sendte ham et kærligt smil og tog roligt hans arm før de gik ud af rummet. Hun mærkede den lune luft ramme hendes ansigt da de gik udenfor og hun kiggede roligt rundt før hun slap Troy's arm for at tage sin hoppe. Hun satte den ene fod i stigbøjlen og svang sig uden problemer op på hesten. Et lille smil lagde sig på hendes læber, det så altid så sjovt ud når man egentlig selv kom op på hesten og den stakkels stalddreng stod der klar til at hjælpe en op, og man pludselig så selv var oppe før han nåede at gøre noget. Men nu var det jo heller ikke særlig normalt at kvinder sad i herre saddel, og ikke mindst selv kunne komme op på hestens ryg med kjole og alt det i vejen.

Hun drejede pony'en imod Troy og sendte ham et sigende blik "Så må vi se om de kan følge efter mig Sir" sagde hun med en udfordrende og drillende stemme, før hun klappede hælene imod siden på ponyen og satte i galop ud af gårdspladsen..

//out

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy smilede roligt, da hun tog hans arm. Det var altså rart, at de godt kunne sådan noget sammen nu, uden at der var nogen der overvågede dem eller fulgte efter dem. Han så kort efter hende, da hun gik over til sin hest. Han kunne ikke helt dy sig for at grine lidt af den stakkels stalddreng... Det var altså lidt sjovt. Selvfølgelig kunne Elizabeth selv komme op og når det var sammen med ham, måtte hun hjertens gerne ride herre sadel, det var kun når de skulle til fine arrangementer eller hjem til nogle af deres forældre, at det så bedst ud hvis hun red dame sadel, men bare en tur i skoven sammen med ham? Ingen alarm.

Han rystede let på hovedet med et skævt smil ved hendes kommentar, inden han kort trak på skuldrene. "De kan jo forsøge at stikke af fra mig Hustru" Kommenterede han drillende med et let grin. De var jo nødt til at snakke formelt til hinanden, når der var andre der kunne hører dem. Men det var nok også lidt det sjove i det... Også kunne de jo joke med det, når de så endelig var alene igen. Troy så kort efter hende, da hun red afsted, inden han let rystede på hovedet med et skævt smil og satte sin hest i galop efter hende. Det her skulle nok blive hyggeligt.. Bare de to alene på tur i skoven, hvem vidste om det kunne fører til starten på en spirende følelse? Det ville tiden vise.

// Out