On the top [Elizabeth]

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth sad lidt og blot lyttede, ja det havde været hårdt at blive presset ind i et ægteskab med en man ikke ønskede at giftes med, at tingene var blevet bedre siden var så en helt anden sag, men det var stadig hårdt. De var jo stadig kun igang med rigtig at lære hinanden at kende på trods af at de havde set hinanden hver sommer siden hun var ganske lille. Men Athtriana havde jo alligevel også ret, de havde mere tilfælles som venner end som fjender, og det var vel byggestenen for et hvert forhold ikke? Og som hun sagde så var det det de måtte arbejde med. Elizabeth nikkede anerkende til det som Athtriana sagde, for hun havde så ret.

Et lidt skuffet udtryk viste sig dog da Athtriana fortalte kærlighed havde mange ansigter, og det ikke var sikkert hende og Troy nogensinde ville mærke den dybe kærlighed.. Skulle hun leve resten af sit liv, kun med at læse bøger om den store kærlighed? Men aldrig selv få lov til at mærke den? Det gjorde hende næsten helt sorgmodig, selvfølgelig kom sand og forpligtelser i første række, men det var så svært at se ud over den kant og se meningen med det hele.. Dog igen havde hun ret, der kunne stadig opstå en form for kærlighed, en kærlighed hvor man satte den anden foran sig selv.. Og det var nok der hun skulle ligge sine øjne og håbe de i det mindste kunne få dette sammen "Det er blot svært at se det store hele i alt dette.. Frygter sådan mit hjerte skulle falde i hænderne på en anden på grund af ønsket om den store kærlighed" sagde hun og lukkede opgivende øjnene for et øjeblik. Det var for alt i verden det hun ikke ville, hun måtte bare håbe følelserne vendte hos Troy og hende inden det skete, guderne var lunefulde og pludselig kunne Lora binde hendes hjerte til en anden end hendes mand, hvis hun ikke var forsigtig..

Athtriana's ord fik Elizabeth til at sætte sig længere frem på stolen med et undrende udtryk i ansigtet.. Kunne et barn skabe så tungt et bånd imellem hende og Troy at der ville blive skabt en ægte kærlighed? Det lød næsten som ønsketænkning, men det fik alligevel et håb til at blomstre frem i hendes øjne, måske var et barn ikke nødvendigvis en dårlig ting? "Tror De virkelig at et barn vil kunne bringe prinsen og jeg tættere på hinanden?" spurgte hun med hovedet let på skrå.

Måske hun skulle se et barn som en gave? Det lød det næsten som, og hvis hun selv var skyld i at der intet barn kom fordi hun havde tvivl om hvorvidt hun ville ønske dette barn så skulle hendes fokus ændres meget drastisk.. "I så fald må jeg prøve at se på et kommende barn som en gave i mit liv.." sagde hun med et stille men taknemmeligt smil.

Elizabeth kunne godt se at det kom som en overraskelse for Athtriana at Troy havde bragt et uægte barn til verdenen, men det beroligede hende dog at hun guidede hende igennem dette. Måske var det blot den vej hun skulle gå? Prøve ikke at lade sin jalousi styre sig, og prøve at være en støtte for ham, lade ham vide hun ville ham.. Og ikke mindst skænke ham et barn, hvis ikke flere i tidens løb..

Hun lyttede til hvad Athtriana sagde og hun lænede sig igen tilbage i stolen imens hun tog en tår af sit krus, måske det var rigtigt.. Dirok skulle nok sørge for at der ville være retfærdighed til og han ville vel beskytte hende på et eller andet plan? "De har så ret.. Dirok skal nok sørge for at alt bliver som det skal være.. Jeg skal bare finde styrken til at kunne vente på at det sker" sagde hun og nikkede taknemmeligt imod hende.

[Deleted]

Det var godt at høre, at Elizabeth ikke ønskede at være sin mand utro. Det var et godt skridt hen af vejen, men selvfølgelig kunne hun ikke afgøre, hvem hun skulle forelske sig i. "Jeg er sikker på, at De en dag bliver lykkelig. Noget De godt kan blive, uden at finde den store kærlighed." Det havde Athtriana selv besluttet sig for, at hun ville. Kærlighedslivet var bare ikke for hende. Det havde hun indset. Det betød desværre også, at hun heller ingen børn ville få, men sådan måtte det bare være. Hun måtte nøjes med at give andre folk lykke og glæde i deres liv.
"Hvis De gør en indsats for det, så tror jeg det er muligt." Hun forsøgte at sende et opmuntrende smil til Prinsessen. "Det syn på sagen tror jeg vil hjælpe Dem og Deres mand rigtig meget." Athtriana var åbenlyst glad for, at prinsessen var frisk på, at give det hele en ny chance og virkelig kæmpe for at gøre det hun havde godt. Det viste også blot, hvor meget prinsessen virkelig ønskede at gøre en forskel. Noget ikke alle, som kom til Athtriana ønskede. Derfor var prinsessens interesse for at gøre det bedre en kærkommende ting.
Elizabeths anerkendelse af Diroks kræfter var Athtriana også meget tilfreds med og hun nikkede en enkel gang, til prinsessen på en eller anden måde fik ledt sig ud på et vildspor. "De misforstår mig. De kan godt sidde og vente, men jeg tror næppe De vil få meget ud af det. Husk, at Dirok også tit deltager i krige. Han kæmper for det, han står for. Det skal De også gøre, hvis De ønsker at få det meste ud af det. Dirok skal så sørge for, at du også bliver belønnet efter, hvad du gør." Selvfølgelig kunne man sidde på sin flade og intet gøre og dermed ikke øge risikoen for, at det hele gav bagslag, men man ville også mindske chancen for at få mere ud af det og uanset hvad sad prinsessen på en grøn gren og kunne hurtig trække sig tilbage, hvis det blev lidt for voldsomt.

[Elizabeth C. L. Remond]

Selvfølgelig skulle hun sige det, og det var sikkert også rigtigt at hun kunne blive lykkelig uden den store kærlighed, det var der nok mange der var af den ene eller den anden grund Athtriana havde jo valgt stien som ypperstepræst så hun havde jo lagt den mulighed for at finde kærligheden bag sig. Så skulle man jo også finde andre værdier i livet for at gøre det fuldendt. Elizabeth var dog meget overbevist om at hun nok en dag skulle få fundet kærligheden, hun håbede bare at når den tid kom at det ville være hendes ægtemand den ramte. Hun var dog alligevel meget taknemmelig for de ting som Athtriana sagde, hvor var hun dog en vis kvinde.. Men det skulle man vel også være når man besad det embede som hun gjorde.

Hun rømmede sig kort da Athtriana rettede på hende. "Jeg beklager.. Men jeg kan forstå hvad De mener nu" sagde hun og sad med en eftertænksom mine.. Hun skulle kæmpe for det.. Hun skulle gå aktivt ind og få det til at lykkes.. Så måtte Dirok jo vel kunne se at det var sådan tingene skulle være? Hun var lidt flov over at hun ikke havde hørt præcis hvad det var Athtriana sagde og forstået det som det skulle forstås, men om ikke andet så håbede hun at det var muligt at tilgive.

Hun kiggede imod vinduet med et undrende blik, hvorfor var der mon pludselig blevet så varmt derinde? Hun tog sig stille til hovedet efter lidt tid og måtte kiggede ned da en voldsom kvalme plantede sig i halsen på hende og det tågede for hendes øjne. Hun tog en dyb indånding for at forsøge at kunne samle sig igen. Det var som om det var meget værre end da hun stod op denne morgen.. Det kunne da ikke passe, hun havde jo fået det friske luft? Var det varmen i rummet? "Undskyld mig et øjeblik Athtriana" sagde hun stille og fik vendte blikket imod hende med et stille smil, det var dog på trods af at Athtriana gled ud i en mudret skikkelse, hun måtte komme ud så hun kunne få noget frisk luft i lungerne. Hun fik sig rejst fra stolen med lidt besvær, men nåede ikke engang hen til døren før hun faldt sammen på gulvet. Sveden piblede af hendes pande imens hun lå der.

[Deleted]

"Ingen grund til at beklage." Det var jo derfor der var præster. Til at hjælpe folk med at forstå livet og ikke mindst guderne. Tålmodigt sad hun og ventede på, at prinsessen måske skulle finde på andet at lufte, hvis der var mere, men det syntes ikke at være tilfælde. Hun blev derimod lidt bleg. Undrende rejste Athtriana sig op for at gå hen til prinsessen. "Er De okay?" Det så ikke ligefrem sådan ud. Forsigtigt lage hun en hånd på pigens skuldre, men da hun rejste sig op fjerne hun den hurtigt og lod prinsessen rejse sig op. Stadig med bekymret øjne studerede Athtriana sin gæst til hun kom helt op, indtil hun faldt sammen. Et overrasket udbrud forlod hendes læber, mens hendes hænder fløj frem og greb ud efter kvinden.
Takket være hendes træning kunne hun holde prinsessen oppe og forsigtigt ligge hende ned på gulvet. "Jeg henter noget hjælp." Lød det kortfattet fra hende før hun hentede rejste sig op og gik hen til døren for at råbe efter en der kunne hente en mere lægekyndig. Selv gik Athtriana efterfølgende tilbage og hældte et glas vand op til prinsessen, som hun forsøgte at få hende til at drikke ved at sætte sig bag hendes hoved og forsigtigt at løfte det op med den ene hånd, mens den anden førte glasset hen til hendes læber. Hendes eget bedste bud var, at hun sikkert ikke havde fået væske nok. "Drik lidt, det burde hjælpe Dem."

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth hørte knapt Athtriana's stemme og mærkede kun knapt hendes hånd på skulderen. Hvad der skete herefter hverken hørte eller så Elizabeth da hendes hoved var helt væk. Hun mærkede ikke engang hun faldt eller blev grebet og lagt på gulvet.

Hun vågnede dog lidt op igen da de prøvede at få noget vand i hende. Hun hostede en smule da vandet føltes som om det kom for hurtigt til hendes synke refleks kunne nå at opfange det. Hun hev efter vejret et kort øjeblik før hun lige så stille vågnede lidt op igen, folkene omkring hende var stadig mudrede skikkelser og derfor lod hun sine øjne lukke i for ikke at blive voldsomt svimmel igen.

Vagten havde hørt præstindens kalden efter hjælp og var trods hendes besked om at han ikke måtte træde ind i templet med våben løbet ind og fulgt efter en kvinde der løb op af en trappe op til et kammer oven på. Han stod lettere forskrækket og så på først prinsessen og så præstinden før han landede nede på knæ ved prinsessens side. "Jeg skal nok få hende tilbage til slottet" sagde han og lod lige præstinden give hende det sidste vand før han lagde en arm under hendes skuldre og under hendes knæ og ganske forsigtigt løftede hende op i sine arme. Heldigvis kunne han nok godt komme lettere ubemærket op til slottet, en ting var i hvert fald sikkert prinsessen skulle tilbage i sikre rammer hvor en healer kunne få kigget på hende.

Han nikkede kort imod præstinden før han vendte sig om og forsigtigt fik hende ud og ned af trapperne og ellers med hurtige skridt forlod templet med retning imod slottet.

//out

[Deleted]

Da vagten kom til trådte Athtriana væk og lod ham overtage, men hun ville ikke have, at han bare skulle klare prinsessen alene, så efter at have fået fjernet glasset med vand ledte hun vagten ud af en bagudgang og ind i en lukket hestevogn der kunne køre op til slottet på ordre fra soldaten. Først havde hun også selv overvejet at tage med, men besluttede sig at det nok var bedst at hun blev i templet og fik sendt en bøn op til guderne om, at tage sig godt af prinsessen. Der blev dog sendt en yngre præst med vagten for at sikre, at det gik godt for sig. Kvinden der blev valgt havde også udvist gode talenter når det kom med helbredelse. Det skulle nok slå til, til prinsessen kom op til mere fagkydige folk oppe på slottet. Der kunne hun komme i blandt de bedste hænder.

//Out