The Wonder of the Forest

[Catja Nimar]

hun smilte da Athtriana kom ned fra hesten og hjælp med fælden. hun rejste sig op da hun havde sluppet fælden fra dyret hun smilte til hende og nikkede.
"det sagde min søster altid at man skulle gøre. hjælpe de hjælpeløse"
Catja så på hjorten der hoppede væk men stoppede op og så tilbage som sagde den tak for hjælpen. Catja så på Athtriana og nikkede det var jo nok en god ide at komme hjem af. selv om hun hellere ville blive ude i naturen. hun så på hesten og klappede den før hun begyndte at gå tilbage. hun så på athtriana.
"tror De på livet efter døden?"
spurgte hun roligt. hun havde lidt brug for at få luft for sine følelser og tænker. og denne kvinde virkede ikke farlig.

[Deleted]

Athtriana nikkede stille. "Det er vigtigt at kunne." Hun fulgte med Catja ned at stien med hesten ved sin side. Først sagde ingen af dem noget, men så brød pigen tavsheden og fik Athtriana til at kigge ned på sig. "Jeg tror ikke, at man skal frygte døden. Når tiden kommer, vil De komme et sted hen, hvor det er godt og rart at være. Om det er et nyt liv ved jeg intet om." Hun lod dovent sin hånd glide ind i tøjlerne på hesten, så hun ikke behøvede at holde direkte fast, men bare kunne have sin hånd i en lykke og dermed holde styr på dyret. "Hvorfor spørger De?" Hun havde på fornemmelsen at det havde noget at gøre med søsteren som var tidligere omtalt. Catja havde talt i datid da hun omtalte hende, så hun måtte være borte og så havde Catja brug for at vide, at søsteren havde det godt. Det ville i hvert fald ikke overraske hende. Sådan var det tit med søskende der var tætte. Flere gange havde Athtriana hørt om det og valgte derfor at gå med den mulighed, selvom det slet ikke var sikkert.

[Catja Nimar]

Catja sætte hænderne foran sig imens hun gik og så ned i jorden. "vis der er et liv efter døden så vil jeg måske komme der hen når jeg dør og møde min søster igen" hun bed sig lidt i læben og forstod ikke at hun sagde det, men hun ønskede faktisk at komme hen hvor hendes søster var bare for at være sammen med hende.
Catja så på Athtriana og smilte lidt. ja hun talte om sin søster i datid da hun jo ikke var i familien mere. men nok var hensides hvilket så måske var et rart og trykt sted. det var ihvert fald hvad Catja håbede det var.

[Deleted]

Hun havde ramt rigtigt. Athtriana gik videre, fordybet i tanker. Først efter et par minutter brød hun tavsheden. "Men det er også vigtigt at De nyder Deres liv. Jeg tror ikke at Deres søster var interesseret i at se Dem før tid." Mange havde travlt med at dø, når de var grebet af sorg. Det var en skam, for livet lå jo stadig foran dem og gav dem muligheder for at få et egentligt godt liv. Sorg kunne også gøre nogle folk stærkere. Det havde hun i hvert fald flere gange oplevet. "En dag møder folk også folk, som lidt kan overtage den manglende persons plads. Selvfølgelig aldrig erstatte, men måske udfylde det tomrum." Hun kiggede ned på pigen, før hun så fortsatte ned af stien.
Efter yderligt lidt tid nåede de frem til det sted, hvor sadlen var. Athtriana stak tøjlerne til Catja mens hun selv gik hen og fik sadlen op på hesten. Efter det var på plads overtog hun igen tøjlerne. "Nå, hvor skal Deres Højhed hen - og ønsker De at vi skal ride ind i byen?" Hun kiggede spørgende på pigen, mens hun tålmodigt ventede på svar. Selv havde hun ikke travlt med at komme af sted, men hun ville nødig udsætte pigen for unødvendigt meget besvær, så hun var interesseret i at få hende hjem i tryghed inden tingende pludselig var ude af deres hænder at styre.

[Catja Nimar]

Catja nikkede og forstod godt hvad der blev sagt men det var jo kun 10 år siden så hun var stadig lidt trist over det. Catja tog imod tøjlerne da de kom til sadlen og så på hende med rolige venlige øjne. hun smilte og skulle lige til at svare da nogle skridt kom og en vred stemme lød.
"Catja Nimar, hvor vover du at bevæge dig ud alene og uden at for lov. du har ikke engang din hund med"
sagde stemmen vredt og det vidste sig at være en slank smuk elver kvinde som var hendes mor. hun gik over til catja hev hende væk fra hesten og stak hende en lussung. Catja så på moren med store øjne og tårene der pressede på. hun vendte sig om og løb væk. moren vendte sig mod Athtriana.
"og De burde slet ikke lade et barn være ude uden forældre eller ledsager."
sagde hun og vendte sig om for at løbe efter Catja.

[Deleted]

Overrasket stirrede Athtriana op imod den fremmed kvinde, der pludselig var kommet ud af den blå luft. Det tog hende et par sekunder at finde sine maner frem, så først efter et par sekunder fik hun hurtigt nejet for kvinden. Noget en normal kriger nok ikke ville have gjort sig i. Lussingen ville hun gerne have forhindret, men det var sådan børn i dag blev opdraget, så hun undlod at sige noget, men slog bare blikket ned og ventede på, at pigen var løbet bort. Først da hun blev tiltalt kiggede hun op på kinden der tydeligvis havde fået snakket sig varm til en opsang. "Beklager Frue, men jeg var hendes ledsager her ude. De behøver ikke at frygte for deres barn i mit selskab, men nu er deres datter i hvert fald uden ledsager." Det sidste blev sagt i en let kølig tone. Som ypperpræstinde ville hun aldrig have sagt noget nær det, men det var hun ikke nu. derfor kunne hun med stolthed sætte sig op på resten og ride væk.

//Out

[Catja Nimar]

kvinden fnøs og løb efter Catja som så godt som var kommet til det sted de boede i denne periode. Catja ville gerne ha sagt undskyld til athtriana men hun turde ikke når moren var der så hun var bare løbet væk og hjem.

//out.