a meeting.

[Daisuke Dragbon]

Dato: juli 1432
Tid: 14:00

Vejr: Solskin.

Daisuke havde fået tildelt en bolig da han nu var ridder. han stod i sin baghave med et sværd og lavede hug fra siden ud af og fra hovedet og ved. Daisuke havde bundet sine nye vinger sammen på ryggen med en rød snor. han havde svært ved at få dem til at lystre ham og han kunne ikke finde ud af hvem og hvad han var lige nu. han havde glemt det meste. 
Daisuke lagde sværdet og gik ud på gaden og så rundt. hvorfor var det så underligt ikke at huske andet end vejen til staldene. der han havde boet som væbner og huske træning, men nogle ansigter og navne dukkede også op i hans minder men hvorfor og hvordan forklarede han det. han tog roligt sin skjorte af og et stort ar fra nakken ned til midten af ryggen kom til syne bare ikke for ham.-

[Asteria Starwhisper]

Asteria vandrede rundt i Kensis og selvfølgelig havde hun fået sig teleporteret forbi vagterne til indgangen ind i Krystaldråben, hun kunne også godt passe en smule ind blandt det rige folk takket være hendes beklædning som var en rød kjole som sad tæt ind til overkroppen, hvilket fik hende til at minde om en der kunne underholde lidt på kroer eller endda på slottet for at tilfreds stille de unge mænds sultne blikke.

Hun vandrede rundt med rolige skridt, ingen grund til at afsløre sig selv ved at fare rundt, desuden så var det også på denne måde man fik det bedste overblik over de huse der var og hvilke der måske ville være mulige og nemmest at plyndre ved nattens frembrud.

Et stykke fra hende fik hun øje på en engel der gik rundt og så ud som om han ikke anede hvor han var, eller i hvert fald var meget forvirret. Et stille smil gled op på hendes læber og hun vandrede med elegante skridt op i nærheden af ham og hoppede op og sidde på den lille stenmur der indrammede haven. "Leder herren efter noget?" spurgte hun med drillende stemme og lagde hovedet let på skrå. Hun kunne lige så vel få noget ud af turen inden det gik tilbage til de andre røvere. Det lange sorte hår hang ned foran hendes bryst til den ene side og hun lod det ene ben ligge sig over det anede imens hun satte sig lidt frem og lagde en arm bagtil så hun havde noget at holde balancen med.

[Daisuke Dragbon]

Daisukes sorte hår blev taget let af vinden. han hørte pludselig en stemme og da han kunne høre det var en kvinde vat han lidt roliger end vis det var en mand han så op på kvinden der så på stenmuren. hans vinger så forpint ud, de bundet ind og udeafstand til at bevæge sig.
"næ... kun mine minder"
sagde han med et lille grin som var det for sjov han sagde det, selv om han faktisk mente det. han ledte efter sine minder da han intet huskede.

Daisuke så på kvindens tøj. nok var hun smuk men ikke lige hans smag. han kunne godt lig piger der klædte sig anstandigt. hvilket hun jo ikke gjorde. hendes hår var da smuk til hende og mindede om hans bare længere. Daisukes gule øjne så op på hende med en vis tomhed og venlighed i sig. ja han var venlig og nok så han ikke ud til at kunne bruge et våben men havde leget med dem siden han var lille så det kunne han.

[Asteria Starwhisper]

Asteria løftede let det ene øjenbryn. Hans minder? Hvad skulle det betyde? For et kort øjeblik blev hendes øjne og tanker dog fæstet på hans smukke hvide vinger. De var bundet og det så tydeligvis ud til at være smertefuldt. "Deres vinger Sir.. Hvorfor har De bundet dem? Jeg troede engle skulle kunne flyve frit?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå imens hun forsat sad med den ene hånd bag hende for en stund.

Hun sad lidt og blot kiggede på ham, det var første gang i lang tid at hun åbenbart virkede uinteressant overfor en ung mand, især når hun bar en beklædning som denne, men man kunne jo ikke lokke alle mænds blikke efter sig. "Hvor har De tabt deres minder?" spurgte hun så lidt drillende. At lede efter ens minder virkede lidt omsonst for hende, så hun lavede nok lidt sjov ud af det, og så måtte man jo se om han havde en smule humor, eller om hun skulle have benene på nakken. Men han så ikke så farlig ud igen så mon ikke nok hun klarede sig.

[Daisuke Dragbon]

da hun pludselig nævnte hans vinger så han mod dem. så han var en engel. han trak lidt på skuldrene og så op på hende. "jo... jeg ved ikke hvordan man styre vingerne. de slår mig hele tiden i hovedet når de er løse." han var stadig ny som engel men det vidste han ikke selv. han troede han måske var født sådan her.

hans øjne fangede hendes blik da hun spurgte om hans minder. han grinte lidt. ja det lød vist nok lidt sjovt. han tænkte sig om og så ud over sin have og smilte roligt. "nok der jeg sidst kan huske jeg var. på en mark fyldt med blod pletter." han så ikke op på hende lige nu da noget sagde ham at han måtte tage tilbage der til og finde ud af hvem han var og hvorfor han var som han var nu. han havde jo også glemt han tidligere havde været magiker.

[Asteria Starwhisper]

Et skævt smil med et undertrykt grin var at se på hendes læber. En engel der ikke kunne styre sine vinger? Det måtte da være en spøg. Dog igen, hvor skulle hun vide fra hvordan og hvorledes tingene ville være hun havde jo ikke selv mistet livet for så at blive vækket op igen. Det var et eller andet sted facinerende at folk kunne vågne op fra de døde igen.. Guderne måtte virkelig have noget at se til siden de skulle sidde og planlægge så mange liv.

Hun løftede et øjenbryn da han svarede på hendes spørgsmål. Det var egentlig ironisk, men at han bare var ærlig omkring det undrede hende egentlig ikke, han virkede lidt desorienteret. "Det var da ikke så godt, så De kan slet ikke huske noget?" sagde hun og kiggede rundt. "Har De altid været sværd kæmper?" spurgte hun så undrende og pegede imod sværdet. Hvis han kunne svinge et svært måtte han da have haft noget træning med det før han mistede hukommelsen? Kroppen glemte vel ikke sådan noget blot fordi hovedet gjorde, og han kunne da vel ikke have nået at lære hvordan man kæmpede med sværd før han lærte at bruge sine vinger?

[Daisuke Dragbon]

han så op på hendes lette grin. ja det var vel lidt sjovt. da hun så spurgte om han kunne huske noget tænkte han sig om. "jo lidt. men mange af tingene i mit hoved giver ikke mening. jeg kan huske navne og nogle ansigter men ikke hvor fra de er eller hvad de høre sammen med" lidt desorinteret var han vel. eller rettere meget. da hun så spurgte om sværdet så han ned på det. han havde helt glemt han havde det i hånden. "jeg har altid leget med sværd som barn, og jeg kan huske før jeg glemte at jeg var væbner" sagde han lettere forvirret. han kunne ikke få det til at hænge sammen. hvordan skulle han pludselig ha midstet hukommelsen? hvordan skulle han ha været blevet væbner bare sådan pludseligt. alt var så forvirret

[Asteria Starwhisper]

Asteria kiggede på ham med et hævet øjenbryn, hun havde på en måde ondt af den stakkels mand, for hende som læste tanker, kunne hun slet ikke forestille sig noget værre end at miste ens erindringer, den forvirring der ville være når alle andre vidste hvem man var, og man vidste at de vidste hvem man var, men ikke selv vidste det?

Hun lagde hovedet let på skrå før hun hoppede ned fra den sten hun havde set på og gik hen imod ham med rolige skridt. Hun gik rundt om ham og lod blikket køre op og ned før hun standsede bag ham og betragtede de store hvide vinger, hun trådte et skridt nærmere, og lod fingrene række ud for at stryge den ene vinge ganske forsigtigt. "Væbner? Hvad er herren? De bor i en fin del af byen, så tvivler da på De stadig er væbner??" spurgte hun nysgerrigt stadig imens hun stod bag ham.