Måske, en lille smule?

[Jenina La Lune]

Jenina lo en anelse og rystede let på hovedet. *Inden han bliver lyseblå i hovedet, hvor komisk.* Men hans hudfarve var jo mørkeblå, så det ville selvfølgelig se morsomt ud hvis han blev kridhvid i hovedet, eller ville det? ... måske ikke, men det virkede mere naturlig at blive lyseblå, når man er mørkeblå? "Joh, jeg kender en enkel genvej" Sagde hun lidt efter og førte ham væk fra byen og videre og videre til de til-sidst nåede lysskoven hvor de krydsede en lille sti, som førte gennem skoven, 15 minutters gå gang. "Så er vi nået til landevejen, vi er i Iloval om ikke så længe" sagde hun og rettede blikkede mod stien. Der var nok gået, lidt over en time efter de havde forladt Malum. Hun havde ingen tidsfornemmelse, måske var det mere?

Jenina havde ikke skænket tanken om hvad de mange mennesker tænkte efter den voldsomme episode. Ikke før nu. Mon de ville følge efter dem? Fange Witchboy efter det han gjorde, for det var meget voldsomt. Men nu hvor de var nået landevejden, var de helt sikkert ikke forfulgt. "Du brækkede mændenes arme og endda begge arme, var det nødvendigt? Spurte hun og kiggede op, da hun var en del mindre end ham.

[William Witchboy]

Witchboy fulgte efter hende uden at give slippe hendes hånd han gjorde sit bedste for at være sikker på folkemængden ikke kom efter dem indtil de var ude for bymuren for han var ret sikker på de ikke ville følge dem når de var ude af byen og efter en times tid var han fået en smule lysere blå i hovedet og han så på Jenina da hun talte til ham og sagde "det er god ting at vide" Han viste godt det det han havde gjort mod de to mænd var voldsom og han sagde roligt ”det blev det da de besluttede sig at sætte en kniv i min ryg så for at være sikker på de ikke gjorde større skade på nogle andre og forhåbentlig har de lært ikke at gøre sådan noget igen” han havde ikke nyt at gøre det men det var bare for at være helt sikker på de ikke prøvet at dræbe hende

[Jenina La Lune]

Hun nikkede langsomt, og kunne nu godt se meningen i det han sagde. De havde været ved at slå hende ihjel, i hvert fald den ene af mændene. Hun pustede ud for at bevare roen, hendes hjerte galoperede stadig efter den voldsomme hændelse.
Det var faktisk første gang hun var blevet overfaldet og det var ikke noget hun ønskede at opleve igen, hun var trods alt lille af sig, 1,67 høj og var ikke en af de kvinder som ikke var bange for at slås. Hun ville helst undgå det, for der ville ikke komme noget godt ud af det. "Fik jeg nogen siden sagt tak?" Spurte hun pludselig og så op på ham efter at have stirret ned ad landevejen, de havde vist nok gået i et kvarter.
Jenina så hurtigt at han havde skriftet farve i ansigtet. "Kom, lad os gå noget hurtigere, så vil vi være der snart." Og hun satte tempoet op.

[William Witchboy]

han smilede venligt til hende og sagde "det har du nu men du behøver ikke at gøre det det var det eneste rigtige ting gøre" han havde kun gjort hvad han fandt rigtig i den situation og han tog sig af de to mænd som han ville gøre når han var på arbejde selvom han havde ikke sin rustningen hvad der var grunden til han havde fået såret og han begyndte at tage længere skridt eftersom han normalt mindre skridt så han kunne gå med andre og han sagde roligt "okay men jeg er begyndt at føle mig svimmel og det kan umuligt være godt"

[Jenina La Lune]

"Men du må sige til hvis du kan mærke at du skal besvime, for så er du nød til at sætte dig ned" sagde hun hurtig imens de stadig gik i et pænt tæmpo. Hun håbede nu at de ville nå det.

Der var gået omkring ti minutter og Jenina kunne nu lige skimte huset i horisonten. Hun kiggede hurtigt på Witchboy for at se hvordan har havde det, men det virkede ikke til han skulle besvime. Imens de hurtigt nærmede sig huset, var vejret stadig dejligt, dog var skyerne dukket op, havde sprædt sig og skykkede af og til for solen.

//out