Grænserne testes [Daisuke]

[Cal Nebula]

Tid: Sen aften
Vejr: Lettere overskyet med optræk til regn

Daisuke Dragbon

Mørket var lige så langsomt faldet på og sneg sig over bjergene i takt med at luftfugtigheden steg og skyerne trak sig sammen. Godt nok var det sommer, men det kunne man ikke altid regne med i bjergenes klima, hvor de store klipper tordnede sig op imod himlen og gjorde det mørkere end det egentlig var nede imellem klippetoppene. Cal havde besluttet sig for at tage ud og teste sine grænser. Det var efterhånden blevet så trivielt at befinde sig i Kensis, så nu skulle der ske noget nyt, i det mindste bare for et par uger imens han overvejede hele hans situation. Cal havde altid elsket at være alene og nu hvor han skulle igennem bjergene var ravnen heldigvis blevet hjemme, så slap han også for at tænke på dens ve og vel.


Cal var klædt i et par sorte lange bukser, der sad løst omkring hans ben, en mørkegrøn trøje med korte ærmer, der sad tæt til hans overkrop, den lange sorte jakke og et par sorte handsker, der skjulte resten af hans hud der. Han bar ingen synlige våben, men havde dog flere knive gemt rundt omkring på kroppen og i takt med at den lange jakke var lukket, kunne han opbevare et mindre sværd ved hans hofte. Han havde kravet slået op omkring hans hoved, så den skærmede en smule for den svage vind der var tilstede. På ryggen bar han en mindre taske med diverse brugbare ting i for ham, nu hvor han havde været på farten i et par dage efterhånden. De røde øjne bevægede sig langsomt ud over området i takt med at hans skridt bar ham frem. I disse bjerge skulle man være særligt opmærksom på fare, specielt dragerne... Men det var også derfor han var taget derhen, han savnede spændingen.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke havde taget en af sine nye heste og var redet ud mod tusmørkedalen. han vidste faktisk ikke rigtigt hvorfor men det var han nu en gang. hans hest var dog noget urolig og nervøs og begyndte at trække sig tilbage. Daisuke havde en mørk jakke på som ramte hesten ryg, han havde et par sorte bukser på. hans skjorte var strippet og gjorde han så meget høj ud.
Daisuke havde igen valgt at binde sine nye vinger sammen på ryggen. han trak hesten så langt han kunne til den ikke ville gå længere før han så bandt den til et træ og gik op på en bakke top og så op på himlen. det så så smukt ud når Dean skubbede månen op og trak solen ned. noget Daisuke holdte af. hans sorte hår blev let fanget af vinden og hans gule øjne søgte ud over pladsen. her var stille. meget stille. Daisuke lagde en hånd på sit sværd der hang i siden for at sikre sig at han var bevæbnet. han ville nødigt overraskes bare sådan uden videre.

[Cal Nebula]

Cal gik roligt videre i sine egne tanker, inden hans ører fangede lyden af en hest et stykke fra ham. Han så kort rundt med et hævet øjenbryn og en undrende mine. Hvem i alverden var idiotisk nok til at tage en hest med ind i sådan et område her? Enhver idiot vidste da, at drager elskede smagen af hest... Han himlede kort med blikket, da han konstaterede at han ikke kunne få øje på hesten, altså måtte det være ekkoet i bjergene der fik det til at lyde, som om den var ret tæt på ham, dog uden at han kunne se den, så den kunne sagtens være flere kilometer væk.

Han stoppede kort op og så rundt i området med de røde øjne, inden hans blik fangede en skikkelse et stykke over ham med lysende øjne. Ja personen så høj ud, men han lignede mest en af dem man kunne knække på midten som en tændstik... Cal smilede lidt skævt ved tanken, inden han let rystede på hovedet og fortsatte blot langs med stien og begravede hans hænder i jakkelommerne. Det var egentlig sjovt, så stor forskel der var på nogle væsener, men alligevel kunne han ikke lade hver med at undre sig... Hvad lavede denne person herude i bjergene? Og det lignede at personen var på egen hånd, yderst mærkværdigt når man tænkte på personens kropsbygning. Om han var bange for et par lysende øjne i mørket? Tværtimod... Cal besad så godt som ingen frygt, hvilket også var det der gjorde ham særligt egnet som bøddel, han besad ikke en samvittighed stor nok til at tænke på andres ve og vel.

[Daisuke Dragbon]

Daisukes hest holdte mund da den blev bundet. den var dog noget nervøs men det var Daisuke ikke. han følte ikke fare lige nu og her. dog var der noget der fangede hans blik. en skikkelse længere nede. Daisuks gule øjne stirrede i noget tid bare på manden. hvad og hvem var han mon. at gå alene som daisuke selv. det var jo ikke det bedste her.

Daisuke satte sig nd på bakken og kiggede efter personen. han så ikke bevæbnet ud så hvad vis han blev overfaldet? det virkede lidt farligt.

[Cal Nebula]

Cal gik roligt videre i lidt tid, inden han fik følelsen af at han blev overvåget. Det var da utroligt, kunne man nu ikke være i fred et øde sted som dette? Han rullede kort med øjnene, inden han kort skævede op imod personen, der havde sat sig ned lidt længere oppe på bjerget. Cal så kort lidt omkring imens han fortsatte frem ad, indtil han nåede til et knæk på stien, hvor han kort ville forsvinde i mellem en klynge træer. Han så kort op imod personen ud af øjenkrogen, dog uden at vende blikket den vej imens han fortsatte ind imellem træerne.

Cal lukkede let øjnene, da han var ude af syne inden han forsvandt i mørket og gjorde sig selv usynlig. Han gik med tavse skridt op i nærheden af personen, men sørgede for at holde en hvis afstand, så han kunne undersøge personen på afstand uden at blive opdaget nu hvor han var usynlig. Han stillede sig roligt et stykke bag personen og rynkede kort brynene ved de tydeligt sammenbundne vinger. En engel der ikke ville kendes ved sine vinger? Se det var en sjældenhed... Han stod helt roligt med hænderne i hans jakkelommer og en tilpas stor afstand, til at han ville kunne nå at reagere, hvis personen ville angribe, men hvide vinger? Så tvivlede han kraftigt... Engle fik kun hvide vinger, hvis de var godhjertede. Han gjorde sig lidt efter synlig og lagde let et par fingre imod hans øjenbryn en anelse eftertænksomt. "Hvorfor overvåger De mig?" Spurgte han ligegyldigt, inden han vendte blikket imod manden med et hævet øjenbryn og lagde hånden tilbage i lommen. Han fandt det yderst mærkværdigt, at en person skulle overvåge ham og så åbenlyst som det havde været, så kunne drengen umuligt være spion.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke overvågede ikke manden men var bare nysgerig om hvad han lavede. hans vinger var i vejen så de var bundet, det var ikke fordi han ikke ville kendes ved dem, de var bare svære at styre. han hørte pludselig stemmen bag sig og vendte sig om med hovedet. han så på fyren som havde gået nede ved træerne før. Daisuke blinkede let og lagde så hovedet på skrå.
"overvåger? jeg kiggede bare på Dem af ren nysgerighed"

Daisuke havde da ikke tænkt sig at overvåge nogle. ikke med mindre det var hans mission, men det var det ikke. han så roligt på manden og tænkte lidt hvordan han mon var kommet der op uden at Daisuke havde lagt mærke til ham. det var nok en af de mange racer som kunne gøre sig usynlig. ellers var han bare god til at liste sig af sted.

[Cal Nebula]

Cal så blot afventende på drengen med et hævet øjenbryn ved hans forklaring. Nysgerrighed? Hvor uskyldigt… Den dreng kunne umuligt være ret gammel. Hans måde at agere på og tale på viste et klart billede af, at drengen her ikke havde været engel ret længe også virkede han forfærdelig naiv… Sørgeligt egentlig. ”Nysgerrighed? Nærmere upassende” Kommenterede han kort og lod kort de røde øjne vandrer lidt ud over området med et hævet øjenbryn. Hvad lavede sådan en ung dreng egentlig overhovedet her? Godt nok var drengen engel og derved ikke kunne dræbes eller skades bare sådan, men hvorfor ville en godhjertet person frivilligt begive sig herop iblandt bjergene, hvor kun de mest mørke væsener holdte til og hvor dragerne lå som tikkende bomber i deres huler og ventede på et offer der kom forbi.

”Hør knægt jeg tror, at du bør tage hjem til dine forældre igen, det her er ikke stedet for en ung dreng, engel eller ej” Kommenterede Cal bestemt med et let hævet øjenbryn, men med en ligegyldig undertone. Hvad var det der skete med nutidens ungdom? Så længe siden var det da heller ikke, at han selv havde været barn… Var det? Han havde efterhånden mistet tidsfornemmelsen, men den nye ungdom gik oftest med hovedet under armen og det var en ting Cal ikke forstod. Hvorfor være så ligeglad med sit eget liv og tilværelse?

[Daisuke Dragbon]

Daisuke var heller ikke sikker på hvad han helt lavede her. han var jo bare ude for at se verden. han så på fyren og da han sagde det var upassende så han kort væk og så tilbage på ham. det måtte han om. men sådan var det nu en gang.
Engel? var det det han var. han så mod sine vinger og havde ikke forstået dem og derfor bare bundet dem ind. han så på fyren og rejste sig op og børstede sine bukser af. "måske ikke, men burde De da være her alene så vis der er så farligt?" engel hvorfor var han en engel. burde han ikke ha været noget andet engle var da kun... døde?! Daisuke var kun 29 år da han døde og var det stadig så det var ikke lang tid siden han havde blevet dræbt på en eller anden måde.

[Cal Nebula]

Cal observerede blot drengen med et hævet øjenbryn efterhånden som han reagerede på Cals ord. Hvorfor virkede han forvirret? Og han så ned ved hans ord? Var han virkelig så let at påvirke, så burde han da bestemt ikke være her. Han rystede kort på hovedet med et smalt smil ved hans spørgsmål og trak så en enkelt gang på skuldrene. "Enkelte af os er bedre egnede til at være steder som dette... Få du bundet de vinger fri og flyv hjem til dine forældre" Kommenterede Cal kort og nikkede imod drengens vinger, inden han roligt gik direkte forbi drengen og fortsatte ned af bjergsiden med en let hovedrysten.

Hvorfor havde drengen virket forvirret, da Cal havde kaldt ham engel? Var drengen ikke bevidst omkring hvad han var eller hvad? Enten var drengen bare dum eller så var han virkelig ikke klar over det, måske han var vokset op i en hel anden verden end denne, men hvad havde han så været inden og hvorfor var der ingen omkring ham, der havde oplyst ham om hans nye identitet? Cal rystede kort på hovedet imens han gik med hænderne i hans jakkelommer. Folk nu til dags... Drengens historie ragede ikke Cal og den interesserede ham sådan set heller ikke, drengen burde bare være fornuftig nok til at blive hos sine forældre indtil han var klar over hvad han var ihvertfald, derefter kunne han jo eventuelt tage ud og se verdenen.

[Daisuke Dragbon]

Daisuke så på manden med rolige øjne. ja han vidste ikke hvad han var da han ikke vidste at han havde været død. Daisuke så på ham og hævede et bryn ved hans ord. flyve hjem. men han vidste ikke hvordan man gjorde.
"hvem siger jeg kan flyve? og hvem siger jeg har forældre?"
kom det stille fra ham da han jo ikke havde en mor og hans far boede han ikke ved. og at flyve det vidste han slet ikke hvordan man gjorde da han jo ikke vidste noget om vingerne. Daisuke så på manden ryg og satte sig ned igen og vidste ikke om hanburde tage hjem eller om det var ligemeget. han kunne jo godt lig at se himlen og her var der ud udsigt.

[Cal Nebula]

Cal nåede ikke at gå ret langt, inden drengens kommentar nåede hans ører. Han rynkede let brynene og så kort en anelse opgivende op imod himlen, inden han vendte rundt og gik tilbage til drengen, hvor han stoppede godt fem meter fra ham. "Fordi du har vinger som enhver anden engel og har derved evnen til at flyve?" Kommenterede han undrende med et hævet øjenbryn. Han gad ikke at kommentere på drengens kommentar om hans forældre, det var ikke værd at bruge energi på og så forvirret som han virkede? Så ville det nok ikke hjælpe, at prøve på at forklare ham den situation også.

Cal stod i lidt tid og blot observerede drengen med et hævet øjenbryn og de lysende røde øjne der hvilede på ham. "Du mener det helt seriøst, at du ikke ved hvad du selv er? Hvor længe har du været død?" Spurgte han undrende. Det forekom ham meget mærkværdigt, at drengen her ikke var klar over sin situation. Han måtte da vide, at han var død nu hvor han havde fået vinger, medmindre han var så indbildsk, at han ikke havde indset at han var død... Kunne det virkelig være tilfældet? Men hvad havde han så tænkt, da han havde opdaget hans vinger? Det her var en meget underlig situation. Cal lod blot hans hænder hvile i hans jakkelommer imens han så overvejende på drengen med et hævet øjenbryn. Et højst mærkværdigt eksemplar...

[Daisuke Dragbon]

Daisuke kunne ikke gøre for at han havde glemt alt. og han vidste ikke engang hvornår vingerne var kommet. da han vågnede var det eneste han kunne huske en lade hvor han havde arbejdet. han havde ikke forstået vingerne om de altid havde været der. han så på Cal og smilte lidt.
"ja jeg har vinger.... men jeg kan ikke styre dem, ved ikke hvordan man gør"
han rejste sig roligt op og så på cal og smilte venligt. ja hvor lange havde han været død. det vidste han ikke engang. han huskede kun ting der næsten lige var sket. gamle ting havde han glemt. han så rundt og tænkte sig lidt om.

"er De helt sikker på jeg er død? måske er jeg født sådan her?"
ja han lød dum. men når det kom til kamp var han alt andet end dum, han kunne alt muligt inden for kampsport og sværdfægtning. Daisuke så mod vingerne og var ret glad for de var bundet. han var god til at få en vinge i øjet når han løsnede dem.

[Cal Nebula]

Cal så undrende på drengen ved hans kommentar. Han vidste ikke hvordan man gjorde? Var det ikke noget der forekom naturligt for alle engle, hvordan man fløj? Ja Cal vidste det ikke, da han jo åbenlyst ikke var død, men hvem skulle ellers lære dem det? "Har du nogensinde forsøgt? Eller opsøgt en anden engel der kunne fortælle dig om hvordan man gjorde?" Spurgte han undrende og lagde hovedet en anelse på sned med et hævet øjenbryn. Drengen her var godt nok et specielt tilfælde, det måtte han give ham, men igen kendte Cal jo ikke så meget til det at være engel, han havde heller aldrig dræbt en, da de jo kun kunne dræbes af deres egne, dette vidste han dog med sikkerhed.

Cal rynkede let brynene ved drengens kommentar og nikkede så ganske langsomt. "Ja jeg er sikker. Man bliver ikke født som engel, det er der ingen der gør. Man dør også kan man være heldig at genopstå som en engel eller en dødsengel eller bare helt dø, det er vidst lidt forskelligt" Forklarede Cal kort med et træk på skuldrene og fulgte kort drengens blik imod hans vinger. Han mente det virkelig gravalvorligt? Det havde han godt nok aldrig oplevet før... En engel der ikke vidste hvad han selv var. Men kendte han ikke nogle engle, der kunne fortælle ham lidt omkring hvordan det var? De eneste engle Cal kendte til at der eksisterede var Mortcolt klanen, men de var dødsengle og den her drengs vinger var hvide, altså var det nok ikke det bedste at foreslå ham, at han kunne opsøge nogen af dem... Men der burde da være flere engle end dem, eller hvad?

[Daisuke Dragbon]

Dausike så roligt på Cal og vidste det nok havde været en ide. men når han ikke engang vidste hvor længe han havde været død så vidste han jo ikke om han havde haft kunne flyve. vis han havde vidst at han næsten lige var død for ikke så lang tid tilbage så havde han nok også opsøgt en til at hjælpe. så han valgte at lade vær at svare manden.
da han sagde han var sikker på man var død når man var engel så han mod vingerne og så på manden og smilte roligt. "men så må jeg jo være død." sagde han roligt og vidste ikke om han burde stole på denne mand angående om man var død eller ej. men valgte at tro på det da det lød meget rigtigt.

[Cal Nebula]

Cal stod helt roligt og observerede drengen med et hævet øjenbryn, okay han indrømmede det, den her dreng fascinerede ham. En ung mand der ikke vidste hvem eller hvad han var og tilsyneladende ikke havde den fjerneste idé om hvilke egenskaber, det var han besad... Det var da et specielt tilfælde. Han vendte kort blikket ud over bjergene med rynkede bryn ved drengens tydelige accept af hans død. Det var da mærkværdigt... Bare sådan at acceptere, at man var død?

Cal rystede lidt efter på hovedet med et skævt smil, inden han vendte blikket imod drengen. "Hør, jeg arbejder som bøddel og er derfor vant til at se død, men det overrasker mig godt nok at du tilsyneladende bare har accepteret din situation? Du er slet ikke nysgerrig efter hvilke egenskaber du nu besidder eller at vide hvordan dit liv var inden du døde?" Spurgte Cal undrende imens han holdte blikket på drengen med et hævet øjenbryn. Han rykkede sig ikke ud af flækken, men blev blot roligt stående med hænderne i hans jakkelommer på den lange sorte frakke imens de blodrøde øjne hvilede på drengen. Godt nok havde Cal oplevet mange underlige ting efterhånden i hans liv som dæmon, men dette forekom ham godt nok for mærkværdigt til ikke at vække hans interesse. Hvem var denne dreng?