Deal or no deal?

[Legonas Blume]

Sted: Blume familiens palæ, Trilkstad, Bjerglandet
Dato: 16 Januar 1433
Tid: 18.10 - Tidlig aften
Vejr: Stjerne klart, snedækket landskab udenfor og cirka -12 grader 

Tag: Troy Faux LaGaur Remond

Mørket havde sænket sig over Trilkstad, en af fordelene ved vinter, var trods alt at man kunne bevæge sig omkring tidligere på døgnet end normalt. Dog alligevel var det heller ikke tilfældigt at han havde bevæget sig ned til palæets spisestue. Han forventede en ganske særlig gæst denne aften. Som altid havde han spioner ude og holde øje med området for ham, og en af dem havde knapt kun lige lukket døren efter sig, efter at have overbragt nyheden om at den unge prins Troy var spottet i nærheden. 

Et lille skævt triumferende smil var at skimte bag den ellers kolde facade. Det sidste halve års tid havde han holdt lav profil, han havde godt nok startet små ringe i vandet, i oprøret imod kongefamilien, men en af hans stærkeste kort var endnu ikke blevet spillet, men skulle forhåbentligt i spil denne aften. 

En hånd kørte igennem det hvide hår, og vendte blikket ud af det store vindue, som gav ham mulighed for at kigge direkte ned i gården og derved se hvis nogen red ind. For Legonas's vedkommende havde han ikke helt konkret i brevet fortalt hvad det var mødet skulle handle om, men Troy ville nok ikke være længe om at regne det ud, så snart han satte foden inden for døren, til spise stuen. Med mindre han allerede havde fattet mistanke. For der for enden af langbordet. Sad en lille pige 7 år gammel, lange brune lokker samlet i en elegant fiske hale fletning, i en blod rød fin kjole, og koncentrerede sig om at sidde helt stille imens hun forsigtigt nippede til maden foran hende. Det sidste halve års tid havde Legonas og hans familie gjort deres for at tæmme vild dyret hun havde været da hun først kom til dem, efter at Ache havde kidnappet hende fra, den ansvars løse moder, hvis man overhovedet kunne kalde hende det, når hun ikke var hos sit barn. 

Et eller andet sted var det utroligt hvad man kunne få børn til, når man bare brød dem ned først for så at bygge dem op igen. Legonas vidste i hvert fald nu at pigen ikke ville forsøge at stikke af længere, og ej hellere ville gå med nogen hun ikke havde fået tilladelse til at gå med af Legonas. 

Legonas tænkte tilbage på skrevet han havde sendt til Troy for kun nogle uger tilbage, kort tid efter han havde hørt nyheden om den ny lille prins fødsel. Det var det perfekte tidspunkt, måske også det værste, men det var her Troy kunne blive tvunget mest muligt op i en krog, så var spørgsmålet om han sprang på madingen eller ej. 

Brevet Til Prins Troy Faux LaGaur Remond De største lykønskninger sendes til Dem og deres hustru med deres nyfødte søn. Jeg skriver dog fordi jeg har nogle informationer om Deres uslebne diamant, og dennes position, som  jeg tænkte der kunne være af interesse for Dem, da jeg ved De leder efter denne. Hvis dette har nogen interesse, så kom til mit palæ i Trilkstad, d. 16 januar efter mørkets frembrud til en fredelig samtale. Og slå en handel af, mellem venner. Dette er fortroligt og ingen skal vide De er her, så kom alene.   Legonas Ilvano Blume

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy havde vandret rastløst frem og tilbage lige siden han havde modtaget brevet, men det var specielt slemt denne aften. Det var i aften at han skulle finde ud af hvad det helt præcist var, som Legonas mente med hans brev. Uslebne diamant... Der var kun en ting han kunne komme i tanke om, som han manglede, men hvordan skulle en vampyr kende til hende? Ingen andre end Asteria, Elizabeth og ham kendte til hende. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Han havde ikke talt med nogen om brevet og havde knapt nok kunne finde ro i sin nye søn, selv ikke Elizabeth kunne få ham til at falde til ro, som hun plejede at kunne. Han var for bekymret til at nyde sin nyfødte! Det burde ikke kunne lade sig gøre. Han havde været et stykke tid undervejs efterhånden og havde brugt undskyldningen overfor Elizabeth med at han trængte til noget luft. Selv hun var gal på ham for ikke at kunne stoppe op og nyde deres søn for et øjeblik... Han elskede den dreng overalt i verden, men tankerne kredsede om hans første fødte.. Var det virkelig hende som Legonas havde og hvis det var.. Hvorfor? Han havde søgt så længe efter hende, tænk hvis det virkelig var hende? Men hun kendte ham ikke... Hun anede ikke hvordan han så ud eller hvem han var? Det eneste bevis han havde var medaljonen der slog svagt imod hans brystkasse for hvert skridt hesten tog.

Efter noget tid skridtede hesten ind på den store gårdsplads, hvor Troy så sig mistroisk omkring med let sammenknebne øjne og et hævet øjenbryn. Han havde taget advarslen alvorligt med at han skulle komme alene. Ja han var royal, men han var stadig en kriger og var trænet til at kunne klare sig selv i kamp. Han var bestemt ikke tryg ved situationen, men vidste også at Legonas ikke var typen der uden grund lagde sig i kamp med nogen, han var mere typen der talte om tingene for at opnå et eller andet... Troy så hurtigt rundt og undersøgte området med blikket, da han standsede hesten tæt ved døren. Han fangede kort et glimt af en skikkelse i et stort vindue over sig, inden han vendte blikket imod døren. Han slap langsomt tøjlerne på hesten med et svagt suk og kørte opgivende en hånd igennem det brune hår. Hvad var det han var ved at rode sig ud i? Troy steg let af hesten og gav tømmerne til en stalddreng, som han ikke værdigede et blik overhovedet. Han var iklædt et par sorte løse bukser med sværdet hængende ved hans hofte i dets skede. På overkroppen bar han en helt mørkerød skjorte med en enkelt tætsiddende kappe omkring sig med et tyndt lag pels for at holde varmen. Troy gik langsomt op til døren og bankede kun på en enkelt gang imens hans blik søgte i krogenes skygger med sammenknebne øjne og et ligegyldigt udtryk i resten af ansigtet. Han brød sig bestemt ikke om dette.

[Legonas Blume]

Legonas stod, og kiggede ned i gården, da prinsen red ind. Et selvtilfreds smil gled over hans læber, så kom den unge prins alligevel. Han havde været i tvivl om prinsen havde haft tænkt sig at komme, for selvom han havde haft spejdere ude og holde øje for ham, så var der altid mulighed for at man fortrød i sidste sekund og vendte om.

Faktummet at han der stod på trappen, ventede på at blive lukket ind i palæet, var også et afslørende tegn på at han faktisk nærede følelser for hans uægte barn. Pinligt.. Og barnet var ikke engang fuldblods, ud fra hvad Legonas havde fået af informationer fra Ache, hvilket ikke gjorde prinsens sag bedre. Han rystede det dog af sig for kort at gå over til pigen og lænede sig roligt ned til hende med et skævt smil. "Om lidt træder en mand ind af den dør der" sagde han og pegede før han forsatte "Denne mand vil muligvis prøve at bilde dig ind at han er din fader, men husk jeg er den der har taget mig af dig. Han har aldrig gjort noget godt for dig. Så gør nu ikke noget dumt, du ved jeg ikke bryder mig om, ulydighed, og ved hvad der sker hvis det sker, ikke sandt?" pigens blik søgte imod gulvet før hun nikkede. Frygt var sådan et fantastisk værktøj. Han strøg hende blidt over hovedet "Dygtig pige" sagde han, som talte han til en hund.

Han gik roligt hen imod det store vindue igen for lige kort at kigge ned, og kunne se at Troy var blevet lukket ind. Nu varede det ikke længe. Hans lidt for selvtilfredse smil strammede han op i et ganske lille, men alvorligt smil. Før han trådte lidt væk fra vinduet og gik imod døren hvor han ventede på Troy ville træde ind af døren.

Nede i gangen havde en ung tydeligvis hjernevasket tjenestepige lige lukket Troy ind. Hun bukkede erbødigt før hun kiggede lidt usikkert imod ham uden at ville give øjenkontakt, det udløste normalt en lussing fra Legonas hvis noget af hans personale kiggede ham i øjnene uden tilladelse, og hun kendte ikke rigtig til andet. "Deres Kongelige Højhed.. Jeg beklager.. Men jeg bliver nød til at bede Dem ligge Deres våben hernede, Det er Hans Nådes odre", sagde hun med undskyldende og rystende stemme, imens hun holdt hovedet bøjet.

Så snart Troy havde lagt hans våben, fulgte hun ham op til døren og åbnede den ind til Legonas.
Deres Kongelige Højhed" lød det slesk som en slange fra Legonas's læber imens han bukkede dybt for sin prins. "Jeg er så glad for at De kom frem i sikkerhed". Hans stemme var kold, som var det hele bare en facade, noget han skulle sige. Hvilket det uden tvivl også blot var. Han nærede intet for kongefamilien, ikke engang troskab, hvilket Troy snart ville finde ud af.

Han strakte armen ud for at guide Troy længere ind i rummet, Renesmée sad ikke så synlig for enden af bordet og med hovedet rettet ned gjorde ikke at hun dragede opmærksomhed imod sig.

Hvordan har Deres Højheds, hustru og søn det?" spurgte han og hans læber bredte sig en smule i et stadig stramt smil, men med et strejf af selvtilfredsstillelse,han kunne kun forestille sig hvor dårligt det gik, hvis prinsessen kendte til Troy's lille hemmelighed. Han holdt den direkte øjenkontakt på trods af at han havde svært ved ikke at gå til sagens kerne med det samme, selvom det dog var hvad han plejede at gøre, men han ville pine Troy bare en lille smule, dumme royale snothvalp, men brugbar royal snothvalp.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troys blik vandrede fortsat rundt i gårdens forskellige hjørner og kroge, inden hans blik sprang op på døren, da den gik op. Han ænsede ikke pigen et blik, men gik lige forbi hende og stoppede kort op i den store hal. Han så kort imod pigen med meget sammenknebne øjne og et halvvejs mistroisk blik ved hendes kommentar, inden han ganske kort så op af trappen. Troy stod lidt tid med hånden hvilende på sværdets skaft, imens han ganske let trommede på skæftet. Uduelige tøs... Heldigvis havde Troy altid mere gemt på sig end hvad øjet kunne se, hvilket langt de fleste personer med bare en smule hjerne burde kunne regne ud, hvis de kendte bare lidt til prinsens kriger baggrund.

Han brummede kort en anelse irriteret, inden han løsnede sværdet fra hans side og lagde det fra sig på bordet i hallen, inden han gik med raske skridt efter pigen op af trappen og gik direkte ind i det mørke rum, hvor hans blik med det samme landede på Legonas. Den selvfede vampyr... Han fnøs kort ved Legonas' kommentar og trådte et par skridt ind i rummet, men stadig med en god afstand til Legonas. Troy var udemærket klar over hvad Legonas var i stand til og han havde ikke i sinde at lade sig falde for det eller at blive overrasket, så han var på vagt overfor vampyren. "Spar mig for formaliteterne Legonas, hvad vil du mig? Hvorfor denne forestilling?" Hvæsede han irriteret, men behersket. Han irriterede ham og var nok også en anelse bekymret for hvad vampyren ville ham. Normalt havde Troy intet med den mørke side at gøre, men der måtte være en grund til Legonas' brev og Troy frygtede inderligt, at hans mistanke blev bekræftet... Asteria ville slå ham ihjel, hvis det viste sig at have noget at gøre med Renesmée og endnu værre... Hvis det viste sig at hun var i problemer grundet ham, grundet deres idiotiske ungdom hvor deres fejl nu ville indhente dem. Det ville tiden vise om dette var tilfældet.