En ny verden og en ny viden

[Emilia Nylie]

Tid: 15. december 1433 omkring 15.30
Sted: Kensis - Dragonen - Tempel pladsen udenfor det nordligste tempel (Dirok)
Omgivelser: En del mennesker bevæger sig rundt ved de store templer, der sker en hel del almindelige hverdagsting.
Vejr: Solen viser sine sidste stråle i den kolde vintereftermiddag, temperaturen er kun lige over 0 punktet og en blid kuling bevæger sig gennem den stille vind.

---

Påklædning: Et laset par bukser med flere huller, en ulden beskidt trøje og bare tær.

---

Emilia havde valgt at udforske andre dele af verden, efter en masse ubehagelige oplevelser i Thyst. Derfor havde hun fulgt efter en mand, uden han så hende og var kommet ind i denne store nye by, som hun aldrig havde set. Alle havde vel hørt om Kensis, men hun havde aldrig været der og slet ikke ved templerne, hun vidste faktisk ikke engang hvilke guder der var og hvad de stod for, hun vidste kun der fandtes mere end en.
Som hun var kommet ind forbi bymuren, var hun gået en anden vej end manden, der så ud til at være rig og på vej ind i den dyreste del af byen. Selvom hun ikke engang lignede noget der var værdigt ved templerne, havde hun valgt at sætte sig uden for det nordligste tårn og håbe hun kunne tjene til noget mad, indtil hun måske kunne finde nogle der kunne give hende et arbejde, hvis det da ellers var muligt. Hun kendte jo ikke engang mulighederne, det var meget anderledes end Thyst og de fleste gloede også ganske forfærdet mod hende, når de opdagede hende. Det fik hende til at gemme hovedet bag håret og se ned på jorden, som hun altid gjorde det i Thyst. Bare der var held med et eller andet. Hun lignede måske ikke noget specielt, men der måtte da være et eller andet hun kunne gøre, noget hun kunne tjene eller i hvert fald en interessant at tjekke ud?

---

Llane Rathen så er det oprettet

[Llane Rathen]

Det blæste. Blæst var nok en af de meste frustrerende ting alle præster kendte til. Der var aldrig nogen tvivl. Man skulle blot se på sine Brødres ansigter idet et vindpust gled forbi, og straks ville man se det. Frustrationen. Der var noget yderst ydmygende ved at stå og holde en robe fast i vinden. Det var måske derfor Llane altid iførte sig bukser og en halvlang tunika når det blæste. Det var også en behagelig afveksling fra det røde, af have nogle sort hørbukser på. Han strammede bæltet om sin blodrøde tunika og greb sin kappe med den ene hånd. Han trådte ud af templet med ret ryg og et nobelt ansigtsudtryk. Der var intet bedre end at stige ud af templets tunge døre og blive mødt af borgernes håbefulde blikke. Det havde været en anelse mere imponerende, hvis præsterne omkring ham ikke havde kæmpet for at holde deres tøj i ro. Vinden var som altid legesyg. Ypperstepræsten kunne dog ikke finde vreden frem, og trak i stedet på smilebåndet.
Llane lod blikket glide henover tempelpladsen der lå for foden af trapperne. Det var en stor åben plads, med plads til tusindvis af folk. Alle så op, da dørene til Diroks tempel åbnede, og alle Llanes blik faldt på, bukkede hovedet i respekt. Ypperstepræst for Dirok. En titel for livet. Han brystede sig i Diroks lys, og nød æren mere end han måske burde. Nej... Jeg fortjener dette.
Han trådte ned ad trapperne med de kutteklædte præster i hælene. Foran ham faldt nogen på knæ og bad om syndsforladelse eller velsignelse. Llane opførte sig som enhver ypperstepræst ville gøre i hans situation. Han tilgav og velsignede dem der bad om det, trøstede og forsikrede de skræmte, og mindede dem alle om at Diroks retfærdighed og styrke skulle guide dem alle. Da han nåede foden af trappen, begyndte præsterne bag ham at forsvinde og gå hver til sit. Llane stod til sidst alene tilbage, og nu da ypperstepræsten stod uden sin hær af kutteklædte Brødre og Søstre, da turde borgerne ikke længere komme ham nær. Det passede ham egentlig fint. Han drejede om på hælen for at gå en tur om pladsen. Vejret var trods alt passende, og han havde brug for at få tømt hovedet. Det havde været en lang prædiken og en endnu længere diskussion inde bag templets murer. Han masserede sine tindinger med den ene hånd og sukkede højlydt. Denne krig var ved at give ham en belastende hovedpine.
Han nåede ikke langt på sin tur, inden han opdagede en sammenkrøllet lille krop ved tempeldørene. Han havde ikke bemærket personen før; var han blevet blind for underklassen? Hvis bare... tænkte han bittert, og tog nogle hurtige skridt hen mod det beskidte lille bæst.
"Hør, kære barn... Du kan ikke sidde her og tigge. Dette er Diroks hellige sal. Du finder mere held på markedspladsen." sagde han stift; han havde ikke megen varme og venlighed tilovers for tiggere. Hvis der ikke havde været andre, havde han nok blot sparket til hende og bedt hende skrubbe af. Det var hårdt at opretholde en facade.

[Emilia Nylie]

Emilia kiggede chokeret op, hun var ikke vant til folk sagde noget til hende, enten gik de forbi med et skulende ansigt og ellers smed de en mønt i medlidenhed. Han var ret interessant, hvem var han, hvad var han og hvordan kunne det være han rent faktisk snakkede til hende? Godt nok kaldte han hende et barn, temmelig ufedt, men han talte faktisk til hende. Hun nikkede med et smil og rejste sig op, men i virkeligheden havde hun ikke tænkt sig at gøre som han sagde, hun ville følge efter ham. han var en interessant person, hvad mon han skulle? Hun havde set ned i jorden og ikke set hvor han var kommet fra, men bare det han snakkede til hende var også nok.

For han ikke skulle vække mistanke til hvilken lille stalker hun var, gik hun lidt væk, men med et meget langsomt tempo, så hun kunne holde øje med ham i øjenkrogen. Vinden legede lidt med hendes hår og prøvede at skygge for ham, så hun tog fat i det, mens hun fortsatte med utroligt langsomme og små skridt. Måske var alle mennesker i Kensis ligesom han? Alligevel var der dog noget i hende der sagde at det stadig der måtte være meget usædvanligt at snakke til en tigger på en sådan flink måde.

Gå nu, gå nu, tænkte hun lidt i håbet om han snart ville komme foran hende, så hun kunne følge efter ham.

[Llane Rathen]

Llane betragtede hende luske væk med et forfjamsket ansigtsudtryk. Hvad ... laver hun? Han betragtede hende liste væk imens hun hev sig selv i håret, og i et kort øjeblik blev Llane ramt af en meget uvelkommenfølelse: bekymring. Der er helt sikkert noget galt i hovedet på det pigebarn. Mon hun kan klare sig? Han rystede straks tanken ud af hovedet og knugede hænderne sammen i frustration. Hvis han først begyndte at have sympati med tiggere, hvad ville så blive det næste? Det var bedst hvis han blot holdt både fysisk og mentalt afstand fra underklassen. Efter at have stirret mistroisk efter pigebarnet, vendte han rundt på hælen og fortsatte sin gåtur rundt på pladsen. Solen oplyst de hvide mursten på en måde, der fik hele verden til at lyse. Trods de mange mennesker, så nød Llane at opholde sig heroppe. Han syntes særligt om at tilbringe fuldmåne-nætter heroppe. Hvor alt er oplyst, smukt og stille. Stilheden var noget de færreste forstod sig på. Men det var trods alt i stilheden, at Llane kunne høre Diroks or-- Hvad i...?
Llane vendte rundt og så bag sig. Jovist - han havde spottet hendes skygge helt tilfældigt, men sandt nok. Den skøre tøs forfulgte ham! Han lagde armene over kors og betragtede hende med et frustreret blik. Han havde ganske enkelt ikke overskud til at skulle tage sig af vanvittige mennesker i dag. Han havde sat én dag af om ugen til at tage sig af de fortabte sjæle - ville Dirok virkelig, at han skulle plages med dem alle andre dage på ugen nu? "Ak, Trix, hvad vil du mig?" mumlede han opgivende, inden han atter vendte sig om for at fortsætte sin tur. Hvis han tog en rute gennem byen, så kunne han måske ryste hende af...
Og med den tanke i hovedet, satte han farten op og forlod tempelpladsen. Han satte i et hastigt trav. Hvis jeg forlader Dragonen af hovedvejen, og så bruger nogle smutstier i Krystaldråben, så kan jeg sikkert slippe af med hende. Han undlod at se sig for meget over skuldrene imens han traskede gennem byens gader. Trods han forsøgte at undgå så mange folk som muligt, blev han dog stoppet op til flere gange, for at velsigne, forklare eller endda prædike. Efter hvad der føltes som en evighed, kom han endelig ud af Dragonen og trådte ind i Krystaldråbens smukke rene gader. Det var her han hørte til. Han så sig en sidste gang over skulderen, men kunne ikke spotte tiggerpigen. Et triumferende smil gled henover hans læber. Jeg kan lidt endnu! Jeg er ikke helt uduelig på gaden! Llane fulgte sin almindelige rute hjemad og var på ingen tid ved sin ydmyg bolig. Udefra lignede huset blot et hvilket som helst andet, bortset fra de røde markeringer rundt om dørene. Diroks symboler. Ypperstepræsten trådte indenfor, med et højlydt suk. Han trak kappen af og hang den på en stumtjener ved døren. Skør dag... tænkte han med et smil og en hovedrysten. Virkelig skør tøs.

[Emilia Nylie]

Emilia listede efter ham på pladsen og hoppede fra person til person, for at denne mandsperson ikke skulle opdage at hun rent faktisk fulgte efter ham. Jovist han var meget interessant, men hvad kunne folk ikke finde på, hvis de fandt ud af hun rent faktisk fulgte efter dem på den måde? Det kunne hun ikke risikere.
*AAAARGH* Det skreg inde i hendes hoved, da hun kom til at bide sig selv i læben. Han havde opdaget hende og han så på hende, men til hendes store forbløffelse gjorde han ikke noget ved hende. Han blev blot mere og mere interessant for hvert et sekund der gik, hvad for en fyr mon han var? Hvordan kunne han være så rolig omkring hendes personlighed? Der var mange sære ting ved ham, hun var slet ikke vant til, at folk bare kunne ignorere det på den måde.

Hvor skulle han egentligt hen? Tænkte hun lidt efter, da han begyndte at forlade pladsen. Hun kunne ikke lade ham slippe væk, så hun fulgte efter ham med en hvis afstand og hver gang han kiggede tilbage, skyndte hun at gemme sig bag en person eller en genstand alt efter hvad der var nærmest. Bare han ikke ville opdage hende igen lige med det samme.
Pludselig kom de ind i et meget renere kvarter og det var sværere at gemme sig. Hendes beskidte tøj, uglede hår og bare fødder var ikke lette at gemme i et fint kvarter og samtidig skulle hun passe på andre ikke afslørede hende, det var svært, men heldigvis var det kun grimme blikke der kom hendes vej. Hun stoppede først helt op bag en kærre, da han kom til et hus som han gik ind i. Var det der han boede? Virkelig? Var han en fornem mand eller sådan noget og med symboler på døren som dem hun havde set ved templet? Hun gik langsomt derover og kiggede ind i gennem vinduet, hvor hun begyndte at studere ham udefra. Mon hun kunne være sikker på han ikke opdagede hende? Og hvad ville han mon gøre hvis han kiggede mod vinduet? Hun bed sig selv i læben og satte hovedet lidt på skrå. Hun var nysgerrig på en god måde, hun ville bare finde nogle mennesker der ikke var som det hun havde oplevet i Thyst.
Der gik ikke lang tid før hendes frosne fødder fik hende til at ryste, så hun måtte sætte sig ned, mens håret blev blæst op ad vinduet af den kuling der blev båret af vinden.

[Llane Rathen]

Llane skævede mistroisk til vinduet ved døren og han rynkede på næsen. Noget sagde ham, at han ikke var sluppet helt af med tiggerpigen. Var hun mon en tyv? Han havde hørt om diverse tricktyverier, hvor folk var blevet snydt af tiggere eller andre stakler på gaden. Stakler, Dirok bevars! Han lagde armene over kors og rystede opgivende på hovedet. Der var ikke noget at sige til at han ikke brød sig om tiggere! Han tog sig til skulderen og mærkede efter ved såret; den ømme skulder var stadig særdeles smertefuld. Et pinefuldt minde om hvad der sker, når man forsøger at beskytte underklassen. Ydmygende... En skygge fløj igennem lokalet, og præsten vendte straks efter blikket mod vinduet. "Ved Trix Skygge!" udbrød han frustreret, da han spottede det lille forhutlede ansigt med de store sultne øjne, der gloede hungrende ind i hans hjem. Han sukkede højlydt og rullede med øjnene, inden han vendte ryggen til vinduet og parkerede sig selv i stolen foran sin kamin. Han betragtede det tomme ildsted i et øjeblik, og lod sine tanker køre igennem dagen og de mange prædikener han både havde overværet men også givet. Det var ikke svært at glemme pigebarnet der stod og åndede op ad glasruden - egentlig glemte han alt om hende, idet han satte sig i stolen. Efter at have siddet ganske eftertænksom i nogen tid, sneg kulden sig ind på ham, og præsten var nødsaget til at rejse sig og tænde op i kaminen. Varmen bredte sig nærmest øjeblikkeligt og de smukke røde farver dansede rundt, og kastede lange fantastiske skygger op langs væggene. I takt med at varmen indtog hans krop, blev der lukket en smule medmenneskelighed ind i hjertet. Måske fryser det tåbelige pigebarn... Præsten sukkede og skævede mod vinduet. Hun var forsvundet. Jeg kan ikke have en død tøs siddende ved min dør... Hvad vil folk ikke tro? Rygterne ville aldrig stoppe! Det var efterhånden ved at være middagstid, og solen havde for længst opgivet at oplyse vinterdagene. Mørket tog til. Ville nogen mon se, hvis jeg lukkede hende ind? Har nogen overhovedet bemærket hende? Det sidste var naturligvis et tåbeligt spørgsmål - en tigger i Krystaldråben! Hele bydelen havde sikkert hørt om hende på nuværende tidspunkt.
Præsten rejste sig, svor en ed og åbnede endelig sin hoveddør. Ganske rigtigt så sad den lille sammenkrøllede krop på dørtærsklen. Vinden havde uglet hendes hår yderligere, så hun lignede en blanding af et troldebarn og et menneske. "Åh så kom da ind. I morgen har jeg næppe energi til at fjerne et forfrossent lig..." vrissede han frustreret og trådte til side, så den unge kvinde kunne kravle indendørs. Han rynkede næsen af hendes tøj - eller mangel på samme - og den snavsede krop. Herre, tester du mig?
"Sæt dig hen til kaminen - og hold dig ude af møblerne! Du er mere beskidt end et æsel og lugter lige sådan! Jeg må vel sætte vand over til et bad..."

[Emilia Nylie]

Emilia fik nærmest et chok, da døren blev åbnet og han lukkede hende ind, hun havde ikke rigtigt forventet det, men denne interessante mand kunne hun bare ikke vige blikket fra, så hun kæmpede sig op på benene og gik med ind, bare lige indenfor døren var der meget interessant, hun havde kun set et enkelt andet hjem inden for, så at komme ind i sådan et hjem var virkelig interessant for hende. "Tak, he... herre." Sagde hun rystende, da hun var kommet indenfor. Hun vidste ikke engang hvad hun skulle kalde ham, for hun vidste jo ikke hvad han var, hun havde bare set ham ude ved tempelpladsen, men der var jo mange og hun vidste jo ikke hvordan de forskellige rang så ud.
Kommentarerne til hendes udseende ramte hende som sådan ikke, selvom tanken om et bad skræmte hende. Hun kunne faktisk ikke huske om hun nogensinde havde været i bad, ud over hvis man kaldte regnvejret for et udendørs bad, men hun kunne ikke tillade sig at sige noget imod ham, så hun gik rystende videre ind til den lune kamin og satte sig i skrædderstilling foran den, mens hun langsomt lod varmen trænge ind i kroppen. Et indendørs bål var det jo første gang hun så, hun havde faktisk kun været i et hus før dette, da en mand havde reddet hende fra at dø. Det var meget interessant og hun var en meget speciel tigger for selvom folk frygtede hende var det jo trods alt kun fordi andre af hendes art havde gjort ondskabsfulde ting.


Efter hun havde fået varme nok til at hendes krop kunne slappe af, kiggede hun mod manden og sagde, "det er et virkeligt smukt hjem De har dem, findes der mange af den slags?" Hun var på ingen måde klar over hvor dumt et spørgsmål hun stillede, men hendes uskyldige hundeøjne bar præg af at hun virkelig ikke vidste noget. Hun havde aldrig prøvet at stjæle, hun havde kun set huse udefra.

[Llane Rathen]

Ypperstepræsten skævede mistroisk til pigebarnet, inden han forsvandt ud af rummet og ind i køkkenet. Herinde trak han et stort kar frem, og placerede det midt i rummet. Det var vel stort nok til at pigebarnet ville kunne sidde der; der var jo ikke just meget af hende. Han havde - takket være moderne ingeniørkunst - en vandpumpe direkte ud til brønden udenfor. Han delte brønden med nogle omkringliggende huse, der ligeledes havde fået indbygget en håndpumpe. Efter nogle tag i håndpumpen, strømmede vandet ned i en stor gryde. Præsten tændte op i ilden under gryden, og således satte han en stor gryde over til kog. Så kunne pigebarnet blive vasket. Han sukkede højlydt, tørrede sine hænder i et viskestykke, og vendte tilbage til stuen. Den beskidte lille mus sad nu foran pejsen. Han betragtede hende fra afstand, og lagde armene over kors. Ulækre kravl. Hvordan kan hun dog leve med sig selv? Dirok vær nådig over hendes sjæl...
Da hun talte fandt han atter smilet frem på sine læber. Et falsk smil, naturligvis. Gyselige tøs! "Mange af denne type hjem? Jovist, der er mange her i dette område." svarede han høfligt og lagde armene over kors. "Hvor er du fra, frøken? Du er vel ikke herfra." Han agtede ikke at tiltale hende som "De" og "Dem" - det var hun næppe energien værd. Han overvejede, hvor stor chancen for at hun ikke overlevede natten var. Hun lignede skind og ben, og det var svært at vurdere om hun blot var beskidt, eller om det var mærker eller sår. Burde han spørge? Burde han passe hende? Hvor mange havde mon set denne kvinde gå ind i hans hjem? Hvis han sendte en menneskestørrelses pakke ud af døren i morgen, så ville der ikke gå lang tid før folket ville tale om det. Han sukkede højlydt.
"Hvad er dit navn, lille frøken? Og hvordan er du dog endt på gaden?"

[Emilia Nylie]

Emilia vippede langsomt frem og tilbage, hun havde lidt håbet han havde sagt det med badet for sjov, men nu hvor hun kunne høre han gjorde klar til det, blev hun utroligt nervøs. Det var ikke tanken om at være ren der skræmte hende, det var derimod tanken om at vandet faktisk ville være varmt. Hun var jo normalt vant til regnvand og ja man fik jo egentligt ikke så meget ud af at være tigger.

Da manden begyndte at tale, så hun skræmt på ham, hvad nu hvis han ville dræbe hende bare fordi hun var fra Thyst? Hun bed sig i læben, men besluttede sig for at fortælle det. "Jeg... Jeg er fra Thyst... i Trilkstad," det kom med en stamende stemme, inden hun fortsatte. "Jeg er... opvvokset alene det meste af mit liv." Hun så ind i pejsens dansende flammer, et sjældent syn for hende, men meget interessant hvordan man havde bål indenfor. Hun så i det, mens hun tænkte over hvordan hun bedst forklarede det.
Endelig så hun tilbage på ham og sagde; "Mit navn er Emilia Nylie, jeg mistede mine forældre da jeg var to år og derefter var der nogle der tog sig af mig i starten, men... til sidst sendte de mig på gaden..." Hun tøvede, da hun ikke ligefrem ville sige at det var fordi hun ikke forstod sig på guderne og hvor vidt hun var god eller ond. De havde spurgt så meget da hun var helt lille, men havde aldrig fået forklaret hvad de guder egentligt stod for.
Endnu engang bed hun sig i læben, da et spørgsmål bed sig på. "Hvordan skal de egentligt tiltales?" Spurgte hun og så nysgerrigt på ham.

[Llane Rathen]

Præsten betragtede indgående pigebarnet. Det undrede ham, at hun ikke havde den mindste forståelse for normal høflighed - hvor vovede hun dog at blive siddende, når hun talte til herren af huset? Dog havde hans tid i kirken lært ham at være ydmyg og åben for alle væsner. Det var om muligt den del af præstedømmet, som han var mest uenig med. De, der var tættere på guderne, skulle da ikke behandles dårligere end en adelig. Tværtimod! Llane rettede ryggen og sendte hende et mildt og varmt smil, da hun talte igen. Hun var tydeligvis nervøs - frygtede hun mon at han ville gøre skade på hende? Han var en smule knotten over, at hun dog kunne tro sådan noget om ham af alle væsner! Men... Han havde dog ikke helt overbevist sig selv om ikke at skade hende. Måske var hendes nervøsitet ikke helt urimelig, egentlig.

"Thyst?" gentog han, for at sikre sig at han hørte korrekt. Han sendte hende endnu et smil, for at berolige hende lidt mere. Selv hvis jeg har tænkt mig at gøre det af med pigebarnet, så er der ingen grund til at hun sidder i frygt. "Jeg er ked af at høre, at du har været alene. Nogle gange er skæbnens veje uransagelige." Han trådte en anelse tættere på hende med armene bag ryggen, og et nysgerrigt men varsomt blik i øjnene. "Det er en glæde at møde dig, Emilia Nylie. Jeg er Llane Rathen, ypperstepræst for Herren, Dirok." Der var en vis stolthed at spore i hans stemme. En dårlig vane, han ikke kunne skille sig af med. Præsten vendte blikket mod køkkenet, hvor det varme vand endnu var igang med at koge op. Han overvejede hvor længe han burde vente, inden han sendte hende derind og i bad. Hun havde en besynderlig lugt af jord omkring sig, og han brød sig ikke om tanken af, hvor meget skidt hun mon efterlod på hans gulv.
"Du kan blot tiltale mig..." han tøvede. Ville hun kunne finde ud af høflighed? Han skulle ikke gøre det for svært for pigebarnet; hun var næppe intelligent, trods alt. "Hr. Rathen." Han koblede et smil til sit svar og nikkede mod køkkenet. "Jeg har sat vand over så du kan få et bad. Det tænker jeg er tiltrængt."

[Emilia Nylie]

Emilia rejste sig overrasket op. Han var præst? Hun havde ikke styr på mange af de titler man kunne have, Gina havde fortalt hende lidt om hvad det ville sige at have en lærermester og sådan, men mere vidste hun ikke. "Det lyder som et interessant arbejde de har, hr. Rathan. Jeg selv ved ikke meget om guderne." Hun så ned i gulvet med et genert blik, det var lidt pinligt at indrømme hun ikke vidste noget, om nogen som de fleste gik meget op i. Hun havde ikke lyst til at svare på det med baddet for hun var ikke ligefrem meget for varmt vand, da hun ikke var vant til det, men hun gjorde det i høflighed, nu da han havde taget hende med indenfor. Hun vidste ikke meget om det at opføre sig pænt, men lige i denne situation kunne hun godt regne ud hvad der ville være klogest.

[Llane Rathen]

Llane betragtede pigen med sammenknebne øjne. Han stolede ikke just på hende, og frygtede at hun når som helst ville springe op og angribe ham. Llane havde efterhånden fået sig nogle politiske og religiøse fjender. Han skulle ikke risikere at få en daggert i ryggen... Og dog. Pigebarnet så trods alt ganske ufarligt ud. Da hun nævnte at hun ikke kendte til guderne, og dermed ikke kendte til Dirik, trak han blot på smilebåndet.
"Frygt ej. Dirok straffer ikke folk, der er uvidende. Men de der ikke giver Ham den rette respekt og tro, men i stedet vælger at rette deres tro mod en anden såkaldt gud, de vil i sandhed blive straffet." Sagde han med en vis hårdhed i øjnene. Han var meget passioneret omkring sin religion, og mente ikke, at præsterne for de andre guder forstod Diroks almægtighed. Hedninge var der mange af - Llane måtte finde en måde at omvende dem alle på.

"Kom, pigebarn. Dit bad er nok klart om et øjeblik." Med disse ord fulgte han hende ud i køkkenet.

---

Karret var blevet fyldt dels med kogende vand men også med koldt og lunkent. Temperaturen skulle være passende. Ypperstepræsten havde lagt et håndklæde frem til sin gæst. Klædet var tykt og af et fint og blødt stof - han havde ikke haft noget mindre fint at give, så han måtte leve med, at hun nu ville fedte hans ting ind. Sådan måtte det være. Llane havde ligeledes lagt nogle sæber på bordet ved siden af karret. Han havde hentet det hele fra sit eget vaskerum; han havde ingen intentioner om at lade hende vaske sig i sine egne gemakker. Hun måtte derfor sidde i sit kar i køkkenet.

I mellemtiden havde Llane sat sig i stuen og holdt nu kaminens flamme i live. Pigebarnet havde fået besked på at vaske sig ren og iklæde sig en lang hvid kjortel, som han havde hængt på døren til hende. Imens hun plaskede rundt sad han og betragtede den dansende ild med et fjernt blik. Hans tanker hvirvlede rundt om krigen og Diroks plan med den...

[Emilia Nylie]

Emilia følte sig ganske utilpas ved tanken om at skulle i bad, det var ikke ligefrem behageligt og hun følte slet ikke for at skulle i et bad, men hun kunne ikke sigeham imod, så hun lyttede bare interesseret til det var klar og gik med ud i køkkenet.

Karret så voldsomt farligt ud, hun følte nærmest hun kunne drukne i det, så det tog lidt overtagelse for hende selv, før hun fik sig selv til at smide hendes tøj og stige op i det varme vand. Det gøs hele vejen gennem kroppen, hun var ikke vant til at gå i varmt bad, men efterhånden som hun sænkede kroppen i det, blev det mere og mere behageligt.
Langsomt dykkede hun hovedet nedunder kort, for at få vand i hendes noget så beskidte hår, hvorefter hun tog noget sæbe og gjorde det til skum, så det kunne komme i håret og sidde der lidt. Hun vidste egentligt godt at hun havde rødt og pænt hår, men det var længe siden det havde været i den farve.
Hun smilede langsomt og begyndte lidt at lege med sæben og vandet, som hun vænnede sig til de unaturlige følelser der var ved dette unaturligt varme bad. Det var nærmest en nydelse efterhånden og hun begyndte til sidst nærmest at smile.

Efterhånden som vandet føltes koldere, dykkede hun baglæns, for at få sæben ud, inden hun langsomt rejste sig, så vandet dryppede fra hende. Hun følte sig nærmest som en adelig, da det kæmpe fedtlag af snavs var væk. Det var en ganske underlig følelse, som hun tog fat om klædet for at tørre hårret og kroppen.

Endelig kunne hun klæde sig i den hvide kjortel, mens hun lige tørrede det værste vand der var dryppet ud op med klædet, blot for at være høflig, inden hun langsomt gik ind i stuen igen og kiggede på præsten. "Tak," sagde hun smilende og blev stående hvor hun var.

[Llane Rathen]

Llane havde i mellemtiden hentet en bog, og sad nu og bladrede gennem de farvestrålende sider. Han hørte hende næsten ikke, da hun vendte tilbage til stuen. Ren og velduftende. Efter at have ladet hendes tak hænge i den kolde luft mellem dem, lagde han bogen i sit skød og sendte hende et vurderende blik. Han skulle lige dømme, om hun var ren nok og ordentlig nok til at de kunne være i samme rum. Men det faktum at pigebarnet ikke havde bukser på, og at kjortlen ikke var længere end han først havde troet, fik ham straks til at slå blikket væk og trække en vred mine. Det var dog utroligt! tænkte han arrigt, og rejste sig med et suk. Hun ville ikke kunne have et par af hans bukser på - de var sikkert for lange og for brede til hende. Han trak sin kappe ned fra stumtjeneren og gik med tunge vrede skridt hen til hende, blot for at lægge kappen om hendes skuldre og trække den rundt om hende, så hun da kunne blive dækket lidt til. Ugudelige pigebarn. Han sendte hende derefter et blidt og varmt smil.

"Jeg håber du nød dit bad, unge frøken. Jeg vil være ærlig at sige, at du ser betydeligt kønnere ud, nu du ikke har støv overalt." Han førte hende hen til sofaen, og bad hende sætte sig. Han gik dernæst ind i køkkenet og ringede med en klokke. Nogle tjenestefolk kom frem kort efter; de blev bedt om at rydde badet væk og påbegynde aftensmaden. Det var sjældent at Llane benyttede sig af tjenestefolkene. Endnu en ting han delte med nogle af sine naboer. Ikke fordi han ikke havde råd eller ret til sine egne folk; men han så ganske enkelt ikke det store behov. Han vendte endelig tilbage til stuen og satte sig i en stol overfor sin besynderlige gæst.
"Fortæl mig så, min kære. Hvorfor fulgte du efter mig?"

[Emilia Nylie]

Det var besynderligt som han virkede sur... men han var nu stadig interessant. Han var anderledes, spændende, han tænkte over tingene. Mange af de mænd hun selv havde mødt ville bare være glade for hun var mere... afklædt, men denne mand... han gav hende bare mere og mere tøj på. Hun gav dog ingen indvendinger og satte sig blot over, da manden gik ud for at få styr på det han ville have styr på.

I mellemtiden smilede hun blot ind i de spændende og dansende flammer, det tætteste hun havde været på sådan noget var bålene udenfor, men det var ikke så tit hun så dem og der var alligevel noget specielt ved et lejrbål indenfor. Det var som om de dansede på en helt anden måde når der ikke var den samme vind som der var ude, ja hun var generelt meget interesseret i det.

Et smil på Emilias læber dukkede op, da manden kom tilbage, men spørgsmålet gjorde hende lidt nervøs. Ville han blive skræmt over hende eller hvad ville han når han hørte sandheden? Well hun kunne ikke komme på nogen hvid løgn i hvert fald, så hun måtte jo holde sig til den skinbare sandhed. "Jeg syntes De... var interessant," sagde hun med en smule trækken på det sidste. Hun syntes selv måske det var lidt creepy, men alligevel.