Kaos I Kensis - [Åben plottråd] - Afsluttet

[Over Admin]

Kaos i Kensis

Dato: 10 november 1433
Tid: 03:30
Sted: Kensis (hele byen)
Vejr: Stjerne klar, kold nat cirka 3-4 Cᵒ

Natten var tys, kun vinden kunne høres blæse igennem byens gader. Mørket over byen viste tydeligt at de fleste sov, kun kroer og bordeller rundt i byen så ud til at være forsat åbne.

Skikkelser bevægede sig rundt i skyggerne, lydløse. Lyden af metal gav genlyd igennem gaderne ved bymuren, da 5 byvagter faldt om med halsen skåret over.
En mand gav tegn, nogle mænd lyste fakler op, og gik lydløst imod nogle huse ved indgangen til Mediocris, nogle sendt afsted op til Krystaldråben, og et par mænd til Dragonen. De strakte faklerne imod husenes bandfarlige tag, den mørke røg begyndte at vise sig rundt omkring i byen, og skrig begyndte at sprede sig i det fjerne.

Et skævt skummelt smil gled over mandens læber før han steg op på sin hest. Han holdt hånden strakt ud til siden. Han ventede. Minutter senere lød alarm hornet, og i samme sekund skød manden armen frem. ”Angrib! Dræb dem! Dræb alle de konge elskende bløddyr! Den Sidste Legion længe leve!” råbte han imens flere 100 mand stormede igennem bymuren med et kamp brøl og fordelte sig ud i byen.

Lyden af jern imod jern begyndte at kunne høres rundt om i byen, et skrig blev overdøvet af det næste. Dette var kun starten.

Med et kom Legion's riddere flyvende hen over himlen på ryggen af deres Beneficio. Dragerne dykkede ned imod byen og begyndte at spy ild ned imellem folk der løb rundt, flere blev grebet fløjet op i luften og kastet afsted.

Kongens krigere, riddere, og vagter spredte sig efterfølgende, ud for at beskytte byen, men ikke tids nok til at undgå det uundgåelige, men gøre deres for at at bekæmpe den trussel der var ved at overtage og ødelægge byen.

Manden kiggede selvtilfreds ud over byen, før han drejede sin hest rundt, og red ud af porten i fuld gallop, efterlod byen til sin sølle skæbne.

---

Dette er en officiel og åben plottråd, hvilket betyder alle kan deltage, hvis de befinder sig i Kensis.
- Hvis der er flere end to i tråden, og der er gået 4 dage fra sidste post, er det tilladt at springe personen over som skulle have svaret. Herefter må denne person vente på det igen bliver deres tur.
- er du ridder af Dødsstjernen og vil bruge din Beneficio her i tråden så kontakt en admin.

Find mere information om vores plottråde her: /thread/398/plot

Trådens rækkefølge. Folk med streg igenne Har forladt tråden.

Rauha Sisu
Catja Nimar
William Witchboy
Llane Rathen
Nathan Raphael Mordred
Rebecca Climova

[Rauha Sisu]

((Så er plotten og Rauha skudt i gang. Jeg undskylder hvis noget står dumt, eller er svært at læse. Jeg er stadig rusten og klokken er 2 om natten))

Rauha var hverken ridder eller helt, langt fra endda. Som tidligere røverdronning og med bagtanker om at tilegne sig samme titel i det nyere hjem Ireno, havde hun gjort en ulovlig og selvvisk handling eller to. Nogle ville måske beskrive en enkel som modbydelig. Selv anså hun sig selv som en neutral person. En med en fornuftig moral, der ikke lod sig binde op af småting som loves udgave af dit og mit. En der har stille har overværet er mord, fordi hun vidste at handling kun ville føre til hendes egen død. Og en der havde udfordret blodige bosser større end hende selv, ganske enkelt fordi hun var utilfreds omkring den måde de opførte sig på.

Normalt var Rauha også en som ville være på en kro, eller have listet sig ind i en stand for natten. I stedet sad hun i en seng i et af byens mange middelklasse boliger. Hun fundet en ung mand, der ville give hende mad, alkohol og tage hende med hjem til videre fest på lagnerne. En ung mand der både var meget tiltrækkende og af anden race, så hun ville stå uden bekymringer om ni måneder. Det lød fantastisk, men eventyret stoppede med et brag, da de kom hjem til ham og fik listet uden om de sovende familiemedlemmer.
Ikke nok med at han ikke kunne få den op, han kunne heller ikke holde sig oppe. Romeo lå og snorkede, spredt nøgen ud over sengen. Frustreret var hun hoppet mellem at udnytte en gratis seng og undgå ham i morgen. Det tog ikke mange øjeblikke, før hun fandt det blå og grålige tøj mellem hans. Hun var halvvejs gennem at få læderet på, da lyden af kæmpe vinger gav genklang i rummet. Så kom en stærk varme, og næsten øjeblikkeligt ild.
”OP!” Det burde ikke være muligt at få stukket støvler og handsker på, at gribe sit spyd og være halvvejs ende af trappen, før ordet var færdigt. Men det var ikke første gang at nogen havde forsøgt at overrumple hende om natten, og sikkert langt fra sidste.
Rauha rev hoveddøren op, som lyden af ikke bare gaden men hele området begyndte at skrige. Kaos var hendes mellemnavn, og halv elementet holdte hovedet koldt. Det første hun gjorde, som hun trådte ud på gaden, var at tage sig af taget. Hun brugte sit spyd som forlængelse af højre arm og svingede op mod flammerne. En unaturlig lokal og stærk vind fik blæst ilden ud. Rauha kiggede kort på sit arbejde og så tilbage ud over landskabet, med et hårdt suk og en lav mumlen.
"En nede, en halv bydel tilbage..." Selv hvis hun havde talt normalt, ville lyden blive druknet i lyden af vold og lidelse, der havde overtaget natten lige så hurtigt som hendes vind kunne blæse. Gaden virkede også til at være halvfyld af skrigende mennesker på et splitsekund.
"TAG MOD PORTEN PÅ DEN ANDEN SIDE AF SLOTTET!" Hvor mange der egentlig hørte budskabet, var hun ikke sikker på. Hvor mange der fangede det mit i alt panikken, var lige så tvivlsomt, men om ikke andet havde hun givet det et forsøg. Bag hende var det lykkes huset at evakuere uden flammerne og den lige så farlige røg. Som de løb forbi, greb hendes nu meget ædru bekendtskab hendes arm, og det lykkes ham at trække hende med et par skridt, før hun fik sat hælene i. Rauha havde aldrig set sig selv i ’kvinder og børn først’ gruppen.
"Byporten på den anden side af slottet!" Der ville nok være lige så meget fare fra ild og bevingede bæster, men forhåbentligt ville der være færre fodsoldater. En ringe trøst, men en fordel er en fordel, så må man tage, hvad man kan få.
"Gå! AFSTED!" Brølede hun, da herren tøvede med at efterlade hende. Så sød hans loyalitet til sit næsten engangsknald var, ville den ikke gøre nogen af dem gavn. Rauhas stop havde sat en kædereaktion i gang, hele familien stod nu og kiggede på det fremmede ansigt. En fremmed der fik hevet sin arm til sig, lige som en bevinget død kom imod dem. Den åbnede munden, og ild slikkende den om tænderne, før bæstet sprød det imod både bygninger og mennesker.
”OP MOD VÆGGEN!” Familien lystrede lige så hurtigt, som havde de været i hæren, men en ældre dame var faldet på halvvejen. Romeo var lige ved at stoppe op for at hjælpe, men Rauha gav ham et stød i brystet med den stumme ende af spyddet. Manden tumlede de sidste skridt tilbage ind i husmuren. Selv blev luft-betvingeren mellem kvinde og beneficio, som ild skulle til at regne ned over dem. Med begge hænder om midten af sit våben, drejede hun det rundt over dem. Et samarbejde af bevægelsen og hendes magi virkede som et skjold mod ilden. Menneskerne bag dem, havde dog ikke været lige så heldige. Lyden af smerteskrig og lugten af brændt kød var øjeblikkelig. Som altid fik lugten hendes brand ar til at ulme. Og som altid ignorerede hun det. I stedet fokuserede hun på at hjælpe kvinden på benene. Resten af familien havde kastet sig fra huset, som det var blevet antændt igen. Rauha trådte over til Romeo, idet han hurtigt fik rejst sig igen.
”Her.” Hun rakte ham en daggert. Et sølle våben, men det eneste hun kunne tilbyde. Der var ingen kraft i verden, der kunne få hende til at opgive sit spyd nu.
”Hold jer langs væggene når I kan komme til det.” Mandens hånd rystede voldsomt, som han tog imod våbenet.
”Hvad med dig?” Familien ville muligvis have bedre chancer med hende. Det så ikke ud til at en eneste havde forstand på kamp eller krig. Der var i hvert fald ikke nogen, som kunne holde hovedet nødvendigt kølig i heden. Rauha selv ville nok have bedre chancer uden. De var rent ud sagt en klods om benet. Ud af øjenkrogen så hun, hvordan en fodsoldat nærmede sig en familie på fire i den modsatte retning af Romeos.
”Jeg klare mig. Og løb så!” Selv vendte hun ryggen til dem, for så at følge sin egen ordre. Rauha var van til at sørge for egen overlevelse, men havde bestemt ikke forladt dem, fordi hun ikke ville hjælpe til. Hun så det her som at sætte en masse redningsbåde i vandet, i stedet for at blive ved en enkel og risikere at en druknende mand i panik trak hende med ned. Give alt din energi til en, eller fordele lidt mindre ud på mange, og se hvordan de klare sig.

”Hey røvhul! Dig der var for svag til at få en beneficio!” En lille fornærmelse kunne gøre underværker, når man ville have nogens opmærksomhed. Fodsoldaten tøvede lige tilpas længe, til at hun kunne nå dem. I stedet for at hugge faderen ned med sit sværd, måtte han forsvare sig mod hendes spyd. Han havde bedre panser og et våben med længere klinge. Hun havde længere rækkevidde og bedre mulighed for at bevæge sig. Begge spillede de på sine styrker. De nåede at få prøvet at tage hinandens liv, eller i det mindste lemmer, et par gange, før det gik op for begge, at familien stod frosset til stedet. Der lød nogle hårde glosser på hendes modersmål. Både rettet mod dem og det faktum, at han i sidste øjeblik fik ændret vægten, og hendes spyd snittede hans hals i stedet for at gennembore den.
”Hvad fanden venter I på?” Man kunne høre på stemmen, at hun var rasende. Situationen efterlod hende med meget lidt overskud til idioter, der ikke en gang kunne bevæge benene. Hun dansede uden om modstanderens sværd, imens hun talte. ”En invitation fra slottet? Så flyt jer dog. Idiootit!”
Endelig kom der bevægelse fra den lille familie. Desværre kom hendes modstander i tanke om hans oprindelige plan. Sværdet fløj en sidste gang imod hende, og ramte igen ikke sit mål, før han satte af efter familien. Eller prøvede. Det lykkes Rauha at vælte ham med spyddet. Da han først lå på maven, fik hun gennemboret hans mindre beskyttede knæhaser, før han overhovedet nåede at bevæge sig. Hyl, først af intens smerte og derefter manglende bevægelighed, forlod ham. Det samme var Rauha på vej til. Hun havde vendt ryggen til den hjælpeløse mand, og løbet de første løbende fodtrin, da en skygge blev kastet over hende.
Hun havde ikke regnet med, at han ville være i stand til at rejse sig igen. Og det ville han nok heller ikke, hvis ikke det var for hans pelsede transformation, der rev rustningen i stykker indefra. Varulv. Vred, haltende, men stadig bevægelig varulv.

”Det her bliver bare bedre og bedre…”

[William Witchboy]

Witchboy havde sovet dybt i en bygning som de blå hekse ejede som var i en middelklasse område og han vågnede op med det samme da alarm hornet lyd og han sprang ud af sengen og tog lynhurtigt et par bukser på og sin rustning han ville også have taget sine våben med de var hos smeden for at blive repareret fra den sidste job som han havde taget så han løb ned af bygningens trappe hvor han var ikke den eneste som var på vej ned ad trappen og en råbte "hvad er der sket" og en lederen af de blå hekse råbte igen "det eneste vi ved er nogle angriber byen rede så mange som kan især dem at adelige og andre betydningsfulde og prøve at undgå at røve hvis der er brændende bygninger det vil ødelægge vores omdømme" løb ind i et rum hvor deres ekstra våben og andet udstyr og han tog et lille rundt skjold som kun var 15 cm stor hans hånd men den var god til hvad han skulle bruge den til og en stridshammer godt nok kortere end han fortrak men den måtte gå an og til sidst kastede han en sæk med femten kastespyd over skulderen og løb ud på gaden hvor et par af de blå hekse kæmpede mod dem som angreb byen og han så ned af gaden vor han fik øje på Rauha som kæmpede mod en fodsoldat selvom det lignede hun havde styr på det og en fodsoldat som var lige ved at dræbe en ung mand som svingede med en daggert som han prøvede at en bi væk så Witchboy lavet et brøl som et andet dyr og det gjorde at fodsoldat vente sig om og Witchboy slog ham ud med skjoldet og sagde roligt mens han slog den spidse ende af stridshammer ind i fodsoldat ansigt så han ikke kom til at lave problemer senere ”løb for Kiras skyld” og familien løb væk om de gjorde det fordi han sagde det eller de ville bare væk fra den blå kæmpe og han så over til Rauha som lignede til at have et problem med en varulv og løb så hurtigt han nu kunne og med to hurtigt sving med sin stridshammer lå varulven på jorden med to brækkede lårbensknogler og sagde lettere drillende mens han satte en fod med det meste af hans vægt på varulvs ryg så han ikke kunne kravle væk ”det kunne være værre Rauha vi kunne have været på hver vores side og her er din fødselsdag gave” og han kastede sækken med kastespyd til hende han havde på fornemmelsen at hun ville kunne få mere ud af dem en ham

[Nathan Raphael Mordred]

Natten var og blev hans tid på døgnet, det er på dette tidspunkt af døgnet, at han kunne bevæge sig ud af sin ’hule’ og begive sig afsted på landevejen. Denne aften med kurs mod Kensis, mest af alt fordi han havde noget at skulle drøfte med en vis herre.. Om denne ville lukke ham ind, måtte tiden jo vise, han var egentlig ligeglad og mere koncentreret omkring at det var nødvendigt. Manden var nød til at forstå sin situation, før at han begik yderligere fejl, der blot ville koste ham dyrt i sidste ende. At være til fods var ikke noget problem for ham, han havde ikke travlt, da han vidste lige præcis hvor han skulle finde ham henne, det var mere et spørgsmål om hvornår og om han ville være alene. Nathan var iklæd en lang sort kappe, som dog ikke var lukket omkring hans krop, den flagrede mere bag hans krop, som han ikke gik i et normalt tempo, det ville være for langsomt, selv for ham.. Nok havde han ikke travlt, men han gik aldrig ned på menneske niveau, hvorfor skulle han da også det, når han havde mulighed for at bruge sin fart til noget? Desuden klokken var ikke mere end lidt over midnat, så der var stadig rigelig med nat tilbage, som han kunne udforske byen i. Afhængigt af mandens forklaring og undskyldning, så kunne det tage få minutter eller timer, uanset hvad, så ville han ikke gå derfra tomhændet.

Som byen nærmede sig, stoppede han kort op for at se sig over skulderen. Der lå en underlig fornemmelse over byen, som om der var noget under opsejling. Et lumsk smil gled over hans læber, som han blot trak på skulderne, det var sikkert ikke noget han skulle bekymre sig om, han var også kommet for at gøre forretning og ikke fjolle rundt i busken udenfor byen. Han gik roligt mod byen, og kiggede op af den store port, som skabte en passage ind til byen. De røde øjne søgte skikkelserne, som bevægede sig igennem gaderne. Intet der faldt ham viderelige interessant, måske mest fordi han havde et mål med sin ankomst ikke var kommet for at se sig omkring, ej tage en sluddersnak med nogle fremmede lavtstående væsner. Han gøs langsomt ved tanken, som han strøg hætten ned fra hovedet og lod den falde mod hans ryg. Udsynet var bedre nu, som han bevægede sig målrettet mod Dragonen, ikke et sted der huede ham, men desværre for ham, havde hans ’aftale’ ikke valgt at slå sig ned i krystaldråben, så han måtte nøjes med dette.
Gaderne var langt fra øde, men han var ikke interesseret i de væsner han passerede, før at han nåede frem til det mindre hus midt i bydelen. Han lod blikket glide over huset, som han fornemmede flere personer indenfor, han kunne lugte blodet i deres blodårer. Måske hans ’aftale’ ikke forventede, at han ville dukke op hjemme hos ham? Det var hans fejl, han kunne gøre, hvad der passede ham og lige i denne situation var han ikke videre tilfreds med hans indsats. Det at han var mødt op personligt, skulle nok give manden et klart indtryk af, at der var noget galt. Han bankede roligt på døren, som han ventede, tålmodigt, men utilfreds på at der var nogen, som svarede ham. Stemmen indefra var lav, men alligevel høj nok til at han kunne høre det. ”Du kan ikke åbne nu!” det lød ikke rigtig, som om de ville have besøg, men så skulle de have tænkt sig om tidligere. Han bankede endnu en gang, denne gang en smule hårdere, som døren blev revet op. Kvinden havde vendt blikket mod sin mand, som febrilsk forsøgte at samle et møbel, så hun fik ikke øje på Nathan med det samme, dog fik manden hurtigt øje på ham, som han tabte både værktøj og træet, han havde haft i hånden. ”Mester Mordred, hvad gør De her?” hans stemme var en anelse skælvende, som han bevægede sig hen til døren og skubbede kvinden væk, tydeligvis hans kone, for hun virkede ikke særlig tilfreds. Kvinden så dog alvoren i hendes kones øjne, som hun vendte rundt og hurtigt forsvandt længere ind i huset. Det lod til at hun forsvandt ovenpå. Nathan derimod kunne godt fornemme hendes frygt på hendes hjertebanken, men hans fokus hvilede på manden foran ham, som han blot trådte indenfor han trak sin frakke af. Han smed den over hovedet på manden, og forventede at han sørgede for hans overtøj, imens at Nathan tog sig et kig rundt i huset. ”Kan jeg byde på noget?” spurgte han lettere febrilsk og nervøs, som han kom tilbage fra hoveddøren uden hans frakke, mon ikke den var blevet hængt op? Nathan vendte sig rundt, som han strøg fingrespidserne over det tykke stof, hans jakkesæt var blevet lavet i. Han åbnede roligt jakken, som vesten under blev mere synlig, imens at han lod til at overveje sine ord for en stund. Ikke at dette var nødvendigt. Han trak et stykke pergament frem fra sin inderlomme og kastede det over til manden. ”Forklar mig lige, hvad det er, Hr. Vilius” hans stemme var kold, ru og lettere truende, som manden rullede snoren af og derefter rullede pergamentet ud, som han bevægede sig over til et bord for at ligge det ud på. ”Tegningerne, de bad om, Mester Mordre” forklarede manden med en skælvende stemme, som han ikke helt kunne se, hvor han ville hen med det. Men så skulle Nathan nok forklare det for ham. Han tog en rolig indånding, som han bevægede sig over til bordet og placerede hænderne mod bordet. ”Det er hvad, De vil have mig til at tro..” på hans toneleje kunne man tydeligt fornemme, at han ikke var tilfreds med hans arbejde. ”At De tror De kan snyde mig, er en gåde. Noget helt andet er, at De mener, at jeg bare vil se bort fra det..” det hele forvandlede sig til en trussel, som han vendte blikket mod tegningerne. ”Disse tegninger er ikke opdaterede, bygningen er blevet ændret og jeg har behov for de rette, og dem skal De skaffe mig, ellers kan De godt vinke farvel til Deres familie” truede han irriteret, som han da ikke havde svært ved at tage det hele fra ham. Han rejste sig roligt op igen, som manden lod til at være fanget i en form for chok tilstand. Nathan bevægede sig over til ham og pressede ham imod den nærmeste væg. ”Mindre De ønsker, at Deres kone skal have alt at vide..” det var afslutningen på hans trussel, som han slap mandens krave igen og lod ham få fodfæstet endnu en gang. Manden rystede på hovedet, som han forsøgte at fremmane nogle ord og en forklaring. ”Der er ikke andre tegninger” forsøgte han sig med, som han skælvede en smule over forskrækkelsen og langsomt bevægede sig over til tegningen, som han nærstuderede den. ”De får en uge.. Og skuf mig nu ikke, for det bliver værst for Dem selv.” afsluttede han frustreret, før at han rev tegningen ud af hånden på manden og rullede den sammen igen. Efterfølgende gik han hen til pejsen og smed pergamentet ind i ilden, som han blot stirrede på flammerne med et smil. ”Selvfølgelig, Mester Mordred” mandens stemme var tydeligvis påvirket af frygt, men han var også nervøs, men det hele blev værre i det sekund, at man kunne høre et brag og en voldsom knirken fra huset.
Manden trak sig nervøst sammen, som han flygtede ud af stuen og straks løb ovenpå for at samle sin familie. Nathan blev blot stående for en stund, som han lyttede efter. Han kunne høre vingeslag udenfor, men samtidig også en del paniske skrig, varmen var også tydelig, og han var nød til at springe til siden da den øverste etage kollapsede over ham. Halvdelen af huset brasede sammen på sekunder, som om noget havde landet på det og fået det til at styrte sammen. Ilden i pejsen spredte sig til stråtaget, som det var landet midt i stuen og hurtigt fik fat, så det blev spredt rundt i hele stuen. Nathan stirrede let på ilden, som de varme farvede afslørede hans ellers så blege ansigt, han kunne mærke varmen tydeligt mod hans krop. Han sprang over ilden for at nå ud til gangen, hvor han greb sin frakke og trak den over sig endnu en gang. Hans blik gled mod trappen, som ilden så småt var begyndt at brede sig til de øvrige rum. ”Jeg vil foreslå, at De kommer ud af Deres hus” hans stemme var høj og rungende, som han trak døren op og stillede sig i åbningen. ”Dette ændrer ikke på vores aftale” lød det til sidste, som Nathan forsvandt ud på gaden og blev mødt af det syn, som efterhånden var blevet set af rigtig mange. Skrigene var overdøvende og rædslen stod malet i alles øjne, som de forsøgte at flygte igennem gaderne.

Panikken var i færd med at brede sig til store dele af befolkningen, men samtidig var der også flere, som var fanget i deres eget hjem, uden en vej ud. Nathan var dog langt fra panisk eller bekymret. Lyden fra slottets advarsels horn bragte blot et smil frem på hans læber. Kunne det virkelig passe, at det var tiden for kongefamiliens fald? Tanken var mere end velkommen hos ham, som han begyndte at gå, han kunne nemt være sluppet ud, men han ville gerne se det hele indefra, mulighederne der lå i det. Det var helt sikkert noget stort, som han fik øje på en Beneficio, da skyggen ramte ham. Det var ikke overraskende, at deres tilstedeværelse bragte yderligere rædsel med dem. Han var underholdt af folks smerte, som han kunne se hvordan fleres liv ville blive forandret af det, hvordan mange ville blive traumatiseret af oplevelse, det var jo som sød musik i hans ører. En ondskabsfuld latter forlod hans læber, som lugten af blod nåede hans næse. Dette var jo næsten som en drøm. Hans blik gled kort tilbage mod huset, som han havde været i, det var nu mere brast sammen end før, sikke en skam, han kunne ellers godt have brugt de tegninger for at gøre hans forretning nemmere. Så måtte han jo bare finde en anden.
En skam at han ikke kunne tage æren for dette udfald, evolutionen var nær og snart ville der ske noget langt mere interessant end den kedelig fred, som havde forpestet landet. Nathan bevægede sig langs med gaderne, i modsatte retning af, hvad folk flygtede i, han blev nød til at se tingene an og han lod ikke til at være voldsomt påvirket af den panik, der havde spredt sig, nej han smilte faktisk. I sin søgning efter spænding og morskab fik han øje på en ’kæmpe’, eller var det blot en dæmon i voldsom forklædning? Det lod til at denne var i færd med at hjælpe en kvinde, som var travlt beskæftiget med en vareulv. Han rystede let på hovedet, som han viste tænder. Var der noget han hadede mere end fred og ro, så måtte det være varulve. Det gøs ham ned af nakken, som han bevægede sig mod dem. Var de i færd med at beskytte en familie? Han rynkede let på brynene, som de kom løbende imod ham og moderen endte med at løbe ind i ham. ”Uforskammet” sagde han irriteret, som han placerede sin hånd rundt om hendes hals og løftede hende op fra jorden. Hun begyndte straks at vride sig og sparke ham, hvilket blot gjorde ham mere irriteret og vred.. Det var tydeligt at fornemme på hans øjne, at han ikke var i humør til leg, som han klemte hendes hals i hans hånd, så hun begyndte at gispe efter vejret. ”Slip hende!” skreg hendes mand bag ham, som han drejede rundt og i stedet borede sine negle ind i kvindens hals uden at prikke hul dog. ”Hvad sagde De?” spurgte han koldt, som han løftede hende længere op og efterfølgende kastede hende ind i manden, som de begge faldt omkuld. Hendes hals var lettere medrevet af hans greb, som man nemt kunne fornemme hans håndaftryk om halsen på hende.

[Rauha Sisu]

((Hurtig svar inden jeg forsvinder et par dage))

Varulven satte af imod halvblods vinden med åben mund. Rauha fik undgået hans angreb uden at for større problemer, og kæberne lukkede sig om ingenting. Det kunne godt være, at han stadig kunne bevæge sig, men det var under kraftig påvirkning af de skader, hun havde givet ham.
Ud af ingenting kom en blå skikkelse flyvende. Varulven så ud til at være lige så paf, som Rauha selv. Forskellen lå nok i at varulven undrende sig over at en blå kæmpe kom farende. Kvinden derimod kunne ikke forstå, hvor lille Ireno var. Eller også var han i alt hemmelighed landets centrum.
”Willy?” Den sidste del af navnet blev næsten overdøvet fra lyden af knogler der knuses. Hun nåede lige at blive færdig, som et nyt hyl stak igennem manden, der endnu en gang havde fået taget sine ben fra sig.
Det gik ikke forbi hende, hvordan kæmpen virkede lidt for selvtilfreds. Rauha fnøs, som han satte spyddene foran hende. Der var ingen grund til at komme for godt i gang, bare fordi han havde slået en varulv ihjel, som Rauha selv havde fået på knæ. Hun nåede dog ikke at svare, før en fremmed fangede hendes opmærksomhed. Som altid havde hun øjne i nakken. Selv midt i kaos og med selvtilfredse Willy’er. Et liv på først på gaden og så fremover kanten med loven, havde lært hende at være opmærksom. Så da den fremmed greb en kvinde om halsen, gik det ikke forbi hende.
”Hold den tanke, hot shot.” Hun satte i bevægelse, uden at huske hans gave. ”Og lad hver med at dø før jeg får fortalt dig, hvorfor du tager fejl.” Som hun løb den relative korte afstand mellem den, fik kan kastet kvinden fra sig. Det var dog ikke godt nok til at stoppe Rauha.
”Hey røvhul! Hvis du ikke har tænkt dig at hjælpe, så flyt dig!” Hun havde ikke tænkt sig at risiker sit bagparti, bare så en eller anden spasser kunne forhindre folk i at flygte.

[Catja Nimar]

Familien Nimar havde valgt at tage til Kensis fordi faren havde forretninger at ordne. Catja var vågen denne nat og havde siddet og nusset sin kat hun havde fået lov at tage med imens tjeneste folkne passede på hendes hund. Catja havde en fin brun kjole på. Hendes hår sad fint som altid. Hun så pludselig noget lyse op uden for længere væk. Hun gneb øjnene sammen og så godt efter. Noget brændte. Hun rejste sig op og åbnede vinduet. I det hun gjorde det hørte hun hornet hyle. Advarsels lyden.
Catja så op på himlen og lænede sig ud af vinduet da en Beneficio kom flyvene ned mod hende og ridderen greb fat i hende og hev hende ud. Et hvin kom fra hende og manden hev hende op under sin arm. Hun så at dragen blæste ild på bygningen hun havde været i og hun skriv af lungernes fulde kraft. ”NEEEEEEEEEEEEJ! hu nvidste jo hendes forældre log i den byging og sov.
Forældrene vågnede af alarm hylet men nåede ikke at vågne før bygningen vat i flammer og catja var væk. Moren kom ind på værelset og råbte ud til faren. ”CATJA! Catja er væk” faren kom ind på værelset da taget faldt ned over sengen i rummet. Og ilden spredte sig. De skyndte sig neden under og så at hele hallen var fyldt med ild. De ville finde Catja igen da de ikke ville miste endnu en datter. De løb igennem flammerne og blev voldsomt forbrændt. De kom ud af bygningen og så rundt. Men kunne ikke finde catja. Faren tog sit sværd og forsvarede sin kone mod bymuren og mod porten så de kunne komme ud.
Catja som ikke så forældrene klare den græd og skreg. Hun havde fået nok. Hun begyndte at vride og sparke til manden der havde fanget hende tabte hende. Hun anede ikke hvad hun selv havde gang i og det resulterede i at hun faldt ned imens hun holdte katten ind til sig så den ikke kom tilskade. Dog vidste hun ikke at hun ville lande lige oven på en vampyr der gik igennem gaderne. Hun havde jo ikke planlagt det hun havde bare været frustreret. Hun overlevede med et brækket kraveben.

[William Witchboy]

Witchboy havde ikke ment det selvtilfreds han prøvede bare at se den her forfærdeligt situation og han vidste alt for godt at han havde meget lille chance for at vinde en kamp mod hende hun var alt for så det ville være held hvis han kunne ramme hende og hvad godt kunne hans styrke så gøre godt for og han slog varulven ansigt ind og han og han kastede sækken over skulderen hvis hun ikke ville bruge dem kunne han lige så godt bruge dem og han hev en af kast-spyd efter en beneficio som var tæt på jorden men han ramte manden som havde var på dens ryg og han faldt af beneficioen med et skrig og han løb hen forbi Rauha og slog en bueskytte ud med skjoldet før han kunne tænde ild i flere huse

[Llane Rathen]

( Dette er blot et in/out svar, som I ikke behøver læse/svare på. Jeg følte at det var oplagt at Llane reagerede på situationen, så dette er blot en reaktionspost. I skal derfor ikke vente på mig i jeres rækkefølge! )

"Diroks nåde..." gispede Llane målløs, da han så sin by i flammer. Han knugede hænderne om stenkanten og stirrede hjælpeløs udover byen. Nogle vagter havde sikret en del af bymuren, og det var nu herfra ypperstepræsten så til i rædsel. Han skælvede og han havde ingen energi til at skjule det. Der var ingen frygt at spore i hans ansigt - kun vrede og smerte. Overalt i gaderne og på muren kæmpede krigere, riddere og vagter. De grå sten var beklædt med mørkt blod og månen oplyste livets væske på en ugudelig måde. Rødt. Så meget rødt.

Så snart alarmen var lydt, var Llane fløjet ud af sit hjem kun iført et par sorte hørbukser og og en simpel hvid tunika. For en gangs skyld bar han intet rødt og hans trofaste kappe var blevet glemt i hjemmet. Han havde sit sværd i hånden; trods han ikke just var den stærkeste mand i landet, og ej heller havde megen erfaring med et våben, så ville han nødig stå og mangle det. Han havde da også trukket sit sværd, i et håbløst forsøg på at forsvare en borger fra en rustningsklædt mand. Llane var naturligvis blevet besejret i samme sekund han tog kampen op - havde det ikke været for en forbiløbende ridder... Jeg skylder den ridder mit liv! Redningsmanden var dog løbet videre straks efter at have nedlagt sin fjende, og hverken Llane eller den skræmte borger, havde nået at takke for redningen.

Ypperstepræsten skævede til borgeren - en ung mand - der nu stod side om side med ham på toppen af bymuren. Manden hulkede sagte. Llane bed tænderne sammen og tog sig til skulderen, hvor "rusningsmandens" sværd havde ramt ham. Såret var dybere end han først havde troet. Hans tunika var blevet den genkendelige røde farve. En kriger på muren havde forsøgt at binde præstens skulder ind, og med lidt samarbejde havde de stoppet blødningen. Han knugede stadig sit ubrugelige sværd i den anden hånd.
"Dirok... Hvorfor har du forladt os...?" sukkede ypperstepræsten opgivende og tvang sig selv til at holde øje med kampene på gaderne. Han ville ikke misse et eneste øjeblik. Han led med hver eneste borger dernede - rig som fattig. Alle var Diroks børn i nat.
"Hellige fader..." hviskede den unge mand pludselig. Han var listet op på siden af præsten. "Hvad gør vi?" Drengens stemme skælvede af rædsel og hans øjne var vilde. Llane lagde sin hånd på drengens skulder. Deres blikke mødtes i et smerteligt øjeblik. "I morgen vil der være tilskadekomne, folk uden hjem og folk der vil søge efter deres familie. Hvis byen stadig står, så må vi være der for dem. Jeg har brug for din hjælp... Vi må over i templet."
Med disse ord trak ypperstepræsten sig selv væk fra den brændende by. Hvis Kensis står i morgen, så skal byen heale hurtigt, hvis vi skal overleve ugen ud...

( Out )

[Nathan Raphael Mordred]

Måske han i virkeligheden skulle have vendt blikket den anden vej og blot have bevæget sig ud af byen, men nej, han skulle absolut se skrækken og rædslen i folks øjne. Men hvorfor ikke, det var jo næsten som sød musik i ørerne. Beroligende og betryggende, som livet rendte ud hos flere væsner, hvad enten disse var ofre eller angriber af byen, så gjorde det ham ikke noget. Egentlig havde han ingen grund til at blande sig, men alligevel kunne han ikke lade vær med at tage del i festlighederne, som det rent faktisk morede ham, at gøre situationen værre for dem, der toede at de var blevet reddet. Dog skulle man aldrig vælge at trampe på ham, ej tale ned til ham, det var en måde, hvor man hurtigt kom på hans dårlige side, hvilket ingen skulle ønske sig.
Irritationen var tydelig i hans øjne, som han atter bevægede sig imod kvinden. Manden og kvinden var endnu ikke kommet på benene igen, som han nærmede sig dem. Nathan ville aldrig finde sig i, at nogen tiltalte ham på den måde og da slet ikke lavstående væsner. Disse kunne han knuse på ingen tid, hvis han virkelig havde et ønske om at spilde sin tid på lavtstående væsner. Irritationen var nok til at han havde vendt sin opmærksomhed bort fra både Dæmonen og halv elementet, men mest af alt fordi han mente, at disse væsner krævede en lærestreg. Nok havde en panik spredt sig i landet, men derfor behøvede man da ikke miste sine manner? Eller det var måske bare hans opfattelse? Uanset hvad, så kunne han ikke tage hensyn til deres følelser, ej meninger. Lige nu var der kun hans, som han rakte ud efter dem begge to, men blev forstyrret i et spildt sekund. Stemmen bag ham var klar i tonen og hans øjne flakkede kort af arrighed, som han tog armene ind til sig endnu en gang og vendte sig om mod Rauha. Næsevis, uforskammet, lavtstående væsen. Forhåbentlig ville denne krig medføre at færre af den slags ville overleve. Dog havde han set deres behandling af varulven, men samtidig kunne han også lugte blodet og frygten hos de omkring stående soldater, han fnøs let, som han vendte de røde øjne mod Rauha. Han skulle ikke undervurdere dem, men hun skulle bestemt ikke tale til ham på en lignende måde heller, det ville han ikke finde sig i. Som han rettede let på sine skuldre, hørte han en underlig lyd, hvorefter han mærkede nogen brage ned i ham. Af ren og skær raseri udbrød han et meget utilfreds brøl, som det dog ikke lykkes pigen at skubbe ham helt omkuld, da han hurtigt genfandt balancen og straks var over hende. Uden at tænke videre over den situation han var havnet i, greb han fat i hendes tøj og hev hende op på benene, som hans øjne klart udstrålede den vrede han følte indeni. ”Pigebarn.. Har De ingen manere?” mumlede han frustreret, som han strammede grebet om hendes tøj og langsomt lagde press på hendes kraveben, blot fordi det var nemmere at holde hende oprejst på den måde. ”Ingen væsner i denne by ejer den mindste form for respekt..” brummede han, som han stirrede pigen ind i øjnene. I sidste ende blev hans smil skummelt og lusket, som han pludselig genkendte hendes øjne og hurtigt trak af sted med hende, fuldkommen ligeglad med kvinden og dæmonen fra tidligere, de kunne passe dem selv. Dette var mere interessant end nogen krig. ”Frøken Nimar, jeg har nogle spørgsmål til Dem” lo han let for sig selv, som han gav slip hendes tøj og egentlig forventede at hun fulgte efter ham, ellers ville han blot vende tilbage til sin grove behandling. Samtidig skulle Catja være glad for at han indtil nu havde glemt det mindre sammenstød de havde haft kort forinden.

[Rebecca Climova]

Rebecca sad på hug op ad muren, med sin dolk i hånden, ude foran middelklasse boligerne i Dragonen. Det var stjerneklart og det var en anelse køligt i vejret, ud over sin hættetrøje havde hun taget en jakke på, som også var hendes eneste der holde hende varm. Hun havde klædt sig i sort på fra top til tå, så det gjorde, at hun nærmest gik et med mørket.
Efter sit arbejde, havde hun det meste af dagen opholdt sig indendørs i middelklasse boligerne, der var hun hundrede procent alene og der var ingen fremmede der gjorde hende utilpas. Hun havde haft brug for alene tid og derfor havde opholdt sig indendørs. Nu nød hun bare den frisk kølige luft som hang hen over byen. De sidste par dage havde hun ikke kunne falde til ro, og heller ikke denne dag fik hun sin søvn.

De tomme trætte brune øjne, stirrede ud over den del af byen som kunne ses fra hvor hun sad. Men stilheden varede kun kort, da den pludselig blev forstyrret af lyden af meget store vingeslag, og den slugte stilheden i et ruf. En voldsom varme dukkede op og Rebecca rejste sig hurtigt op hvorefter hun vente sig forskrækket om mod boligerne som nu stod i flammer. Med dolken i hånden, valgte hun at forsvinde og dukkede op længere væk fra bygningen for at beskytte sig selv mod de voldsomme flammer der nu havde overtaget byen.
Byen var i flammer og panikken havde hurtigt spredt sig. Hvad var dette for noget? Aldrig havde hun oplevet noget som voldsomt. Gaden var blevet fyldt med skrigende og panikslagende mennesker, dog var hun ikke selv gået i panik, for hun viste at det ikke førte til noget som helst, her var man nød til at tag en beslutning og tænke klart, hvis man ønskede at holde sig i live. Rebecca så at en dør til en af boligerne blev revet op og en kvinde trådte ud på gaden. Hun fik med det samme blæst ilden ud med en stærk vind, men selvom denne ild var slukket, så var der stadig en halv bydel tilbage.

Rebecca havde ikke meget i tankerne, for lige nu viste hun ikke hvad hun skulle gøre, hun havde kun sin dolk og det var ikke et våben hun kunne forsvare sig med uden at skulle helt tæt på fjenderne. Faktisk var hun heller ikke van til kamp, men hun var nu heller ikke bange for at slå fra sig hvis hendes liv stod på spil, og det var lige præcis det, det gjorde denne nat.
Alt ting gik så hurtigt, hun stod et pænt stykke væk fra de personer der var dukket op i den korte tid. Hun var synlig selvom hendes mørke tøj skjule hende en smule. Hendes blik var rettet mod alt det kaos der hærrede over byen. Få minutter efter lød alarm hornet. Rebecca sukkede og knyttede næverne, der var ikke tid til at stå her og tænke.

[Catja Nimar]

Catja som var landt oven på en vampyr, der ikke væltede, prøvede at rejse sig op men det gjorde ondt i hendes kraveben. Katten holdte hun stadig og den ville ikke forlade hende så de blev holdt stille og roligt. Catja som pludselig blev revet op af vampyren så skræt på ham og skyndte sig at undskylde. ”undskyld. Jeg faldt oppe fra så så ikke noget.” sagde hun imens hun grad. Pludselig lagde vampyren pres på hendes brækket kraveben og hun skreg i smerte og vred i kroppen.
”SLIP MIG! HJÆLP MIG EN ELLER ANDEN!” skreg hun op og vred i kroppen til han begyndte at trække hende med sig. Noget hun ikke var glad for. Hun standsede da han slap hende og sagde hendes familie navn. Hun bakkede. Hvor kendte han hendes navn fra. Hun kunne jo være en anden. Hun så ned på katten og gik baglæns.
”Jeg… jeg kender Dem ikke, så hvor kender De mig fra!” hun vidste virkelig ikke hvem han var så hvorfor skulle hun følge med ham og hvorfor kendte han hende. Hun så tilbage mod en kvinde med tiggende øjne om hjælp. Hun anede ikke hvem kvinden var men hun ville gerne ha hjælp mod denne fremmede mand der forventede hun gik med ham. Hvilket hun jo ikke gjorde alligevel.
De grå øjne og hvide lokker hår blev lyst rødligt op af flammerne og hendes smukker begyndte at blive varme på hendes krop. Hun anede hverken ud eller ind lige nu. Hvor kom flammerne fra. Hvorfor ville manden spørger hende om nogle ting og hvorfor var der kamp her? Alt var så forvirrende

// er aftalt at jeg skriver før Rauha.

[Rauha Sisu]

Rauha gav ikke meget for mandens tydelige utilfredshed. Med hans opførelse havde han ikke fortjent bedre. Hun var stadig på vej mod ham, da, utroligt som det lyder, aftens mest overraskende event udspillede sig. En pige dukkede op ud af ingenting og landede på manden. For første gang i løbet af aftenen tøvede Rauha, og stirrede på sceneriet foran hende. Hverken alarmklokker, soldater eller ildspyende beneficio kunne måle sig med piger der falder fra skyerne, og så med kat. Det hele var så absurd, at Rauha for en gangs skyld ikke havde noget at sige til det. Selv den blå kæmpe der løb forbi hende, fik ikke nogen rigtig opmærksomhed.
Idioten kom sig hurtigere. Først da han kastede sig over pigen og fik hende til at skrige, fik Rauha endelig rystet oplevelsen af sig. Selv uden de bedende øje ville Rauha ikke bare stå stille til ved en mulig kidnapning. Kvinden satte i bevægelse.
"Stop! STOP!" Rauha prøvede at komme forbi en panikslagen gruppe, der havde omringet hende, og lukke det mellemrum der var dukket op mellem dem. Lettere sagt end gjort. Frustreret brugte hun albuerne for at komme videre, imens hun kiggede sig over skuldren.
"Willy!" Navnet havde lige forladt hende, da hun kom i tanke om, at han havde overhalet hende øjeblikke før. Hun rystede voldsomt på hovedet. Pigen måtte virkelig havde slået hende ud af den. Rauha knurrede lavt, amatør opførelse. *Tag dig sammen, Tuuli!*
"Willy! Pigen, elveren!" Måske ikke den bedste beskrivelse. Selv hvis man først fik spottet dem gennem kaosset, ville de ikke nødvendigvis skille sig ud fra mængden. Der var så meget panik, at elver pigen ikke var den eneste, der blev slæbt afsted.
Nimar, Rauha havde mødt en Nimar før. En der godt nok var engel nu, men også havde spidse øre. De kunne være beslægtet. Så igen, hun havde stadig ikke helt styr på, hvor almindelige de forskellige navne var.
Slægtstræer var også ligegyldige nu. Stedet var centrum for død og elendighed. Bestemt ikke det bedste tidspunkt at spilde tid.

[William Witchboy]

Witchboy havde ikke set Catja falde ned fra himlen han var optaget af kæmpede imod to andre mænd så han havde ikke lige tid til at holde øje med så meget andet lige det øjeblik at tage sig af men de to mænd var ikke særlig gode kæmper så han klarede dem ret hurtigt så han så han havde tid nok til at se på Rauha råbte efter ham og prøvede at gætte hvad hun mente med pige elver da han fik øje Catja og det så ud til hun var ved at blive kidnappet igen og han begyndte at løbe mod hende da en trold som var mindst en halv meter højere end ham slog ud efter ham med en stor kølle som ville have dræbt hvis det ikke havde været for skjold men han fløj stadig et par meter væk fra den og han kastede de sørgelige rester af og råbte "er desværre optaget Rauha" og han løb mod trolden

[Nathan Raphael Mordred]

Det passede ham egentlig ikke særlig godt, at frøkenen var dukket op midt i branden, han ville hellere have set det hele fra sidelinjen og blot moret sig over folks rædsel, men i stedet var han nød til at gøre noget, også selvom dette ville medføre at han kom væk fra byen. Han måtte blot fornemme folks rædsler igennem deres hjertebanken, pulsen, som ikke blev mindre, når man var bange for sit eget liv. Han lukkede øjnene for en stund, blot for at lytte til blodet, der pumpede rundt i væsnerne omkring ham, han slikkede sig kort om munden før at pigen atter tiltrak sig opmærksomhed, sikkert uønsket. Måske hun skulle være stukket af og ikke havde forsøgt sig med ord. Han trak let på skulderne, som hendes ord slet ikke interesserede ham. Hendes undskyldning røg lige hen over hovedet på ham, som han var mere interesseret i, hvem hun var og hvad det betød for ham. Normalt ville han have andre til at finde oplysninger, men eftersom at denne ikke kunne klare opgaven, så måtte han jo selv gøre noget for det. Nysgerrig var han nu altid og pigens søsters forsvinden var et mindre mysterium og ikke mindst de oplysninger, som han havde fået af Gina. Mystisk, men interessant, mon søsteren stadig levede, blot i en anden skikkelse og hvad kunne denne skikkelse ikke gøre for ham? Nathan vred hovedet en smule, som pigen begyndt at skrige, det var tydeligt på hendes skrig, at det var af smerte, som hans blik gled ned mod hendes kraveben, som et skummelt smil gled over hans læber. Så hun var altså kommet galt afsted allerede, fantastisk!
Catja’s råb om hjælp rørte ham ikke, også selvom han fornemmede, at der var nogen i nærheden, som muligvis gerne ville gøre noget ved situationen, dog lod han Catja gå fri for nu, som pigebarnet tydeligvis var forvirret, måske hun blot manglede en smule motivation til at følge med? Det virkede næsten som om pigebarnet blev skræmt, da han nævnte hendes slægtsnavn. Hendes spørgsmål var nu heller ikke overraskende, som han satte sig ned på hug foran hende, blot for at være på øjenhøjde med hende. Det var dog ikke som trøst eller for at vise medlidenhed med hende. ”Det behøver De ikke bekymre Dem om” lo han let, som det skumle smil endnu ikke var forsvundet. Han lod hende flytte sig bagud, som han blot flugte hende med øjnene, hans røde og dybe øjne, som de blot stirrede på hende. Hvis hun ikke gik med frivilligt, kunne han altid true hende eller lokke hende, det eneste det krævede var at han brugte sine kræfter, men det ville være en smule spildt på hende, ikke sandt? Som Catja vendte blikket mod Rauha, lod Nathan sit blik glide mod hende samtidig. Så Catja havde måske hjælp? Nej, det kunne ikke lade sig gøre, pigen lod end ikke til at kende kvinden. Han rejste sig roligt op igen, som han smilte lettere udfordrende til Rauha, da hun bad ham om at stoppe sin færden. Aldrig.. Han rettede blikket mod den blå kæmpe, de lod til at kende hinanden og Nathan havde bestemt ikke i sinde at blive der, indtil at kæmpen kom fri fra sine problemer. Han gik mod Catja endnu en gang, lettere truende, men samtidig også advarende. ”Hvad med Deres søster?” spurgte han mere direkte, ledende, som han ledte efter en reaktion, noget han kunne bruge for at sikre sig at hun også var den rette. Dog var han ret så sikker på, at Gina havde beskrevet netop denne pige for ham, så der skulle en del til for at nogen kunne overbevise ham om noget andet. Hans blik gled roligt ned på katten. ”Eller vil De ikke se hende igen?” spurgte han med et formået rolig stemme, som han dog ikke havde noget behold i det, eftersom han ville have brug for hendes hjælp for at finde søsteren, men mon ikke pigebarnet kunne overtales på den ene eller anden måde, han skulle bare lige først finde en indgangsvinkel. Tvinge hende var en nem ting, men at få hende til at følge med, ville være en morsom sejr. Samtidig med at hun ville være nemmere at arbejde med på den måde, hvis ikke han fik skræmt livet af hende først, når han først begyndte på spørgsmålene og det ville gå op for pigebarnet, hvad det hele drejede sig om. Han drejede dog roligt rundt, som han begyndte at gå væk fra Catja og de andre fjolser, hvis pigen vidste var der var godt for hende, så ville hun ikke blot stå og tude og se på, så ville hun gøre noget og ikke opføre sig som en hjælpeløs tøs, forkælet møgunge, der havde fået alt serveret igennem hele hendes liv. Nathan strøg sin jakke til siden og placerede hænderne i lommerne, eller blot en del af hans hænder, som han så sig over skulderen og kiggede på pigen, lavede et nik med hovedet og dertil kiggede lige ud igen. "Det er op til Dem, Frøken Nimar..."

[Rebecca Climova]

Rebecca hørte et råb om hjælp, en pige lød det til?
Med knyttede næver satte hun sig selv i bevægelse, men så sig tilbage og stansede op. Det var kvinden for før, Rebecca havde hørt at hun havde råbt stop, men hun viste ikke hvem det var til, det kunne lige så godt have være til hende, men det virkede det vist ikke til. Hun så at kvinden forsøgte at trænge sig forbi en gruppe skræmte folk, Rebecca satte sig igen i bevægelse for at komme den pige i møde, som havde brug for hjælp. Måske var kvinden bag hende på vej samme sted? I hvert fald måtte der gøres noget, og det kunne være der skulle bruges mere end en, til at hjælpe pigen i nød.

Den fremmede kvinde, havde råbt til en ved navn Willy? Og lidt efter sagde hun noget med en elver pige. Mon det var den pige hun var på vej imod? Men manden var ikke en Rebecca viste hvem var, men hun bemærkede en blå mand, da hun kom løbende og hun passerede ham i farten. Han var kommet i slagsmål med en trold som var meget større end ham selv, og manden var ikke lille af sig i forvejen. Det lod Rebecca ham klare selv, da hun ikke ville kunne være til noget nytte for ham. For så stæk og modig var hun så heller ikke, men hun håbede det bedste for ham. Men skulle da gerne komme, hvis han skulle være så uheldig at han var ved at dø i kampen mod den hæslige trold.

Hun viste faktisk ikke rigtig hvor råbet om hjælp kom fra, for de var i byen Dragonen, og her lå jo en masse huse og bygninger osv. Så de stod i vejen for en del af udsigten, og det gjorde at hun ikke kunne transportere sig hen til det ønskede mål. I stedet løb hun så godt hun nu kunne, og forsøgte at fange tanker og følelser der passede til den situation pigen var i.

Der!... Rebecca så en elver pige der stod foran en… Vampyr? Hun havde rundet et hjørne ved et lille hus og idet hun så derhen, mente hun kunne skimte de hvide skarpe hjørnetænder da manden smilede sit skumle smil. ”Hey, du der! Lad pigen være!” Rebecca tænkte ikke meget over hvem fyren egentlig var, og hun glemte for en gang skyld, sin lille frygt for fremmede. Men hun stolede dog ikke på nogen, og heller ikke på pigen, som hun alligevel valgte at hjælpe. Eller hun vil forsøge på det.