En speciel person

[Emilia Nylie]

Tid: 3. november 1433 omkring 16
Sted: Lysskoven
Omgivelser: Skoven er som den plejer, fredelig og smuk med en masse smukke dyr.
Vejr: Omkring 15 grader med et stille vejr hvor solen sender sine sidste stråler.

---

Påklædning: Laset ødelagt tøj og bare fødder.

---

Emilia var denne dag fulgt efter en mand, som hun havde set komme gående. Det sidste lange stykke tid, var hun begyndt at følge efter folk, for at finde et område hvor hun kunne slå sig ned, men hun havde endnu ikke fundet sig noget hvor hun så sig selv i.
I halen på manden havde hun set en masse marker og mange interessante ting, men der gik lang tid før hun for alvor var fascineret. Hun stoppede op og så sig omkring, da den smukkeste skov indhyldede hendes krop og en masse smukke planter viste sig frem i den skønneste orden. Langsomt så hun op med solen, der kun gjorde skoven endnu smukkere og fik Emilia til at tænke, at det måtte være de rige der kom der omkring. Skoven i sig selv lignede noget der var mere værd en de dyreste ædelsten og det smukkeste guld.

Efter hun havde brugt noget tid på at studere skoven kiggede hun efter manden, men han var væk. *Nej, nej, nej,* tænkte hun og kiggede rundt. Hun vidste hverken hvordan hun kom ud eller ind af denne skov hun var havnet i, for hun havde jo ikke holdt øje med andet end ham, før hun for alvor opdagede hvad hun stod i, så det store spørgsmål nu, var hvad hun skulle gøre.

---

Gina Pumal Otiko så er det done

[Gina Pumal Otiko]

Dagen havde gået stille for sig. en Nuifuk var blevet syg og Gina havde måtte skynde sig il byen for at få medicin til den lille stakkels. hun kom ind i skoven igen og så en pige inde midt i skoven der så helt fortabt ud. hun gik over til hende og prikkede hende på skuldren imens hun holdte medicinen ind til kroppen. "undskyld, er du faret vild?" spurgte Gina stille og så på pigens tøj. laset hun havde vist ikke mange penge. Gina havde så mere normalt tøj på. hun havde en lille top på og en lang nederdel og en kappe på. hun skulle jo i byen så skulle de ikke se hende med bukser.
Ginas klør var inde så det havde pigen ikke kunne mærke at hun var halvt dyr. men det var hun. en halv puma lige som resten af sin familie.

[Emilia Nylie]

Emilia blev lidt chokeret over at se endnu et menneske helt derude, hun havde ellers tænkt at der ikke var nogen der var derude medmindre de skulle ind i byen, men heldigvis for Emilia var det ikke sådan det forholdt sig og endnu heldigere var det at pigen tog kontakten, for Emilia var som altid meget usikker på sig selv. "Det kan man vidst roligt sige," sagde hun med et skævt smil, som svar på spørgsmålet. Hun ville ikke ligefrem nævne hvad der var sket, da mange nok var skræmte nok over hun var tigger, kunne tanken om en stalker nok kun gøre det værre. "Jeg var ude og gå og pludselig var der træer over alt," Fortsatte hun i stedet med et lille grin.

[Gina Pumal Otiko]

Gina så på pigen da hun sagde ja til hun var faret vild. stakkels pige. Gina smilte venligt og så rundt. "ja man skal kende skoven for ikke at fare vild" sagde hun stille og nikkede til pigen som tegn på hun skulle følge med. "kom med mig. så kan du få et kort jeg har lavet over skoven." sagde jeg havde hade lavet et kort over skovens bedste mad medicin og andet steder og vejen ud selvfølgelig.
Gina begyndte at gå ind i skoven mod en lille hytte og en indhegnet gård til hendes nuifuker. de skulle jo også kunne løbe rundt og lege. hun så tilbage mod pigen for at tjekke hun var med.

[Emilia Nylie]

Emilia kløede sig lidt i håret, et kort over en skov? Det var noget usædvanligt for hende der bare var vant til at færdes i Thysts mest skumle gader, der hvor alverdens ting kunne ske. Hun havde ikke set så meget af resten af verden, før hun dette år var begyndt at udforske den spændende verden hun havde med at gøre. "Bor frøkenen i skoven eller sådan noget?" Spurgte hun interesseret den unge pige. For Emilia at se var det jo en ganske normal pige, men hun måtte jo næsten bo der hvis hun kunne kende den så godt?
Imens hun fulgte med videre, så hun rundt på den smukke natur de havde med at gøre, Emilia mindedes ikke at have set noget så smukt i hele hendes levetid. 20 år, men intet havde været så smukt som denne skov, den var grøn og frodig, præcis som hun drømte om der så ud ved de adelige, men måske denne pige også var adelig? Alle spørgsmål havde vel sin tid, så der var vel ingen grund til at spørge.

[Gina Pumal Otiko]

Ginas brune orange øjne stirrede pigen da hun spurgte om hun boede her. Havde ingen hørt om nuifuk opdrættere Gina. De væsner var eller så bedårende. Hun så på pigen og smilte. "ja jeg bor her i skoven. Det er her mit levebrød elsker at være" fortælle JEG imens jeg gik lige så stille. Hun kom til en hytte som var lavet af træ med en gård bag ved. Hun gik mod huset og så på pigen. "her bor jeg så" sagde hun og åbnede da en nuifuk hoppede hende i møde. Den var et par år gammel men stadig legesyg

[Emilia Nylie]

Emilia så overrasket på pigen, selvom hun selv havde spurgt, havde hun ikke ligefrem forventet at få et ja. Det var jo et vidunderligt sted at bo, bare det at Emilia spredte sine fingre, kunne hun mærke vinden lege mellem dem, hun kunne nærmest føle naturen tale til sig og selvom hun havde bare fødder som altid, mærkedes kulden slet ikke på samme måde. Det var underligt, det var første gang hun havde jord under fødderne og når hun tænkte over det, kunne hun da godt forstå nogen gerne ville bo et sådan sted.
Langsomt fulgte hun med videre og forbløffet spærrede hun øjnene op, da de kom til pigens hjem og et dyr dukkede op. Hun havde som sådan aldrig været på nær hånd af nogen former for dyr og vidste egentligt slet ikke hvad det var. Hun så forbløffet ud i hele ansigtet, men hun tænkte det var pinligt at spørge hvad det var for et væsen, så i stedet ændrede hun ansigtet til et smil og sagde; "her bor frøkenen ellers pænt."

[Gina Pumal Otiko]

Gina gik stille og roligt hjem med pigen efter sig. Hun så hvordan pigen mærkede naturen. det var skønt sådan noget. Gina tog Nuifuken op og gik ind af døren og så på pigen. "tak. det er småt men godt" kom der fra hende som hun stille og roligt gik ind med nuifuken og lagde den på sengen før hun tog medicinen hun gemte inde under kappen. hun satte sig ned på sengen og tog medicinen frem og så på nuifuken der ikke ville havde medicinen. Gina tog fat i hovedet på den og pressede dens mund åben og puttede medicinen ind i munden på den og tvang den til at sunke det. hvor efter hun slap den og den løb ud af bagdøren til gården.
Gina vendte nu opmærksomheden mod pigen. "nårh ja det var det kort jeg havde lavet" sagde Gina hvor efter at hun gik over til en skuffe og fadt en masse parpire frem. "den skulle gerne ligge her et eller andet sted"

[Emilia Nylie]

Emilia smilede ved hentydningen til at det var småt, hun skulle bare vide. Emilia havde intet bopæl, hun ville da gøre alt for bare at have sådan et lille og hyggeligt hjem. Der gik dog ikke lang tid, før hendes fokus igen ramte det lille dyr og måden hun gav den medicin til den på, var forfærdelig for Emilia. Kunne det seriøst være sådan man gjorde? Hun bed sig i læben og så forskræmt på pigen, indtil hun kom i tanke om kortet og begyndte at lede efter det til Emilia. Det fik Emilia til at gå med derover og hun kiggede nysgerrigt over pigens skulder, mens hun ledte. "De har godt nok mange genstande her."

[Gina Pumal Otiko]

Gina roede blandt alle parpirene. hun så på pigen og rødmede lidt. "jeg har måske lidt for mange hjemmelavet kort, men ellers synes jeg ikke jeg har så meget, kun mange" kom det fra hende som hun så mod nuifuken der sad med poterne oppe over snuden. den kunne ikke lig medicin men vis den skulle blive rask igen måtte hun jo få den til at sunke det. Gina så på kortene og tog et efter et ande ttil hun fandt det rigtige. hun smed de andre på gulvet, det kunne ryddes op senere. hun så på pigen og så ned på kortet nu skulle hun følge med.
"vi er her, vis du sår går med svampeområdet ca 40 skridt her fra skal du lidt til højre, 100 skridt efter det kommer du til blomster marken, gå uden om dem. de er giftige. så ca 50 skridt efter kommer du til stien følg den mod venstre så kommer du til byen" forklarede Gina og så på pigen for at se om hun havde forstået det.

[Emilia Nylie]

Emilia så overrasket på hende, det var godt nok sejt at hun kunne finde ud af alt det der med kort og især det at danne dem på den måde det lød til hun gjorde. "Det lyder interessant, jeg plejer kun at tegne på gaden og i jord." Man kunne se hvordan hendes kinder rødmede i takten med det hun sagde, det var ret pinligt for hende, at hun aldrig havde tegnet på andet og det altid var sådan noget der blev skyllet væk igen.
Endelig fandt pigen kortet, men der var ingen tvivl om at hun forvirrede Emilia mere end hun gjorde gavn. Emilia havde en elendig stedsans, men det var naturligvis ikke noget hun reklamerede med, men nu hvor pigen stod og forklarede, kløede hun sig selv i hovedet og så forvirret på pigen. "Øøøh, æææh, joooh, jaaah." Det var en forvirrende snak, hun var ikke vant til at finde vej selv, for hun levede på at stalke folk. Det eneste sted hun kunne finde rundt, var i Thyst, fordi det var der hun havde siddet og tigget det meste af sit liv, uden nogen til at vise hende den rigtige vej.

[Gina Pumal Otiko]

GIna sod og pegede på kortet imens hun forklarede og så så op. Pigen så meget forvirret ud. Gina var jo ikke så nem at forvirrre så hun anede ikke hvordan man forklarede det til en med dårlig sted sans. hun havde hørt det med hun kun tegnede på gaden og i jord men havde valgt ikke at kommentere det. for hvad skulle hun sige. hun så på kortet og forstod ikke det var så svært.
"måske jeg bare skal vise dig vejen?" sagde hun efter lidt tænke tid. hun så ed på gulvet og begyndte at samle de andre parpire op og lagde dem ned i skuffen igen. Gina så på pige for at se om hun synes det var en god ide.

[Emilia Nylie]

Emilia ville helst ikke være for besværlig, men samtidig betød det meget for hende, at hun kom videre, for hun kunne jo ikke blive der som et dyr der ikke vidste hvordan man kom ud af skoven. Hun smilede derfor til pigen og sagde; "mener De virkelig, at De gerne vil vise mig vejen?" Man kunne se på hende at hun blev meget flov ved tanken, men samtidig kunne hun jo ikke gøre så meget, for det var vidst tydeligt nok, at ingen ville kunne vise hende vejen bare ved at vise det på et kort for hun havde jo aldrig lært at forstå den slags.

[Gina Pumal Otiko]

Gina så på hende og nikkede til hun gerne ville vise hende vejen. un gik over til nuifuken og nussede den kort. "pas på huset lille ven" hun gik over til døren og åbnede den og så mod pigen. "kommer De" spugte hun og smilte. hun kendte vejen alt for godt. men nok fordi hun tit tog til byen på opgaver for sin herre selv om hun hadede at kalde ham det, nathan var bare en der havde købt hende fri, og ikke ville lade hende gå igen fordi hun kunne det hun kunne.
Gina begyndte at gå da pigen kom over til hende. hun gik stille og nynede vejen for sig selv. hun havde altid tænkt at lave en sang ud af vejen fra hendes hytte til byen.

[Emilia Nylie]

Emilia kiggede endnu engang forvirret på det lille dyr, da pigen bad den om at passe på huset. Nu måtte hun altså spørge. Hun gik langsomt med, mens hun spurgte ind til det. "Hvad er det for en slags dyr De passer? Jeg har ikke så meget forstand på dyr." Hun smilede nysgerrigt til den nynnende pige, mens hun igen lod naturen føle sig ind på hende. Hun havde allerede mange jordmalerier i tankerne. Tænk hvor meget en sådan natur kunne påvirke en, det var jo helt fantastisk.