En ny beskytter?

[Margareta Queenensala]

Tid: 11. november 1433 omkring 11.30

Sted: Queenensala gårdens forhave

Omgivelser: Rundt omkring i byen, er der en masse tumult efter dronningens død. Det følger op på det igangværende plot og der er derfor meget med hvem der er gode og onde.

Vejr: Solen skinner kraftigt i den kolde november formiddag.

---

Påklædning: Klik her

---

Margareta gik ude i forhaven på herregården, på trods af hendes familie ikke var særligt glade for det med gårsdagens hændelse. Dronningen var død og da de, ganske vist langt ude, var i familie med kongefamilien, så var de bange for det samme skulle hænde dem. Margareta var også nervøs, det var slet ikke det, men hun havde brug for luften, hun havde brug for at se det hele som normalt og hun havde brug for at finde sine kreative idéer gennem naturen. Dog havde hun svoret, at hun ikke skulle gå længere væk end deres forhave, for ja det var skræmmende.

Selvom gaderne i nærheden svævede af frygt, kunne Margareta blot ved at lukke øjnene mærke roen i naturen. Hun satte sig på deres bænk foran bygningen, lukkede øjnene og drømmede sig væk. Hun kunne mærke roen, naturens fred. Hun kunne mærke hvordan den talte til hendes visdom, det var ikke rigtigt at føre en krig mod de kongelige, hun kunne mærke hendes visdom inden i sig. "Du har ret Geal, det her er absurd," hviskede hun, mens hun tænkte på hvordan denne gud ikke måtte have det med denne hærgen, det var helt forkert. En tåre løb fra hendes kind, den smukke dronnings død, hvordan måtte Elizabeth dog ikke tage det og hendes søn ville ikke vokse op med sin mormor, det var så sørgeligt det hele.

Hendes tanker blev afbrudt, hun hørte skridt i det fjerne og måtte åbne øjnene. "Hvem der?" Spurgte hun ud og håbede for alt i verden det var en af de gode.

---

Her er det William J. Rolands , jeg vil dog råde dig til at læse nedenstående link, da emnet omhandler denne episode.

Link: ireno.dk/thread/379/plot-mands-blod

[William J. Rolands]

William har set lidt på henden og har ikke ville forstyre hende . har gået og trænet med mit svær. Han jo ikke kriger for igenting. Da hun se op og rundt og spørger om vem der gå han hen i mod hende stiller sig forand hende og bøjer sig høfligt over for hende " navnet er william J Rolands eller for at vær helt nøjagtig sr William j Rolands men kald mig blodt william." siger han venliget " og hvem er denne skøne modige frøken så der tør at side her halt allene?" spørger han varmt

[Margareta Queenensala]

Margareta kiggede fornærmet på manden, han var helt sikkert ikke kongelig, men hvad værre var, så tiltalte han hende helt forkert. Hun satte næsen højt i sky, men så hun stadig kunne kigge på ham, mens hun med sin snobbede irriterende stemme sagde, "Hvad i alverden bilder De dem ind? Enhver ved at dette er Queenensala gården, boronen og baronessen Queenensala bor her." Hun var utroligt fornærmet, så rasende ud, med en stadig snobbet attitude, da hun fortsatte. "Jeg er deres datter, baronette af Queenensala gården og skal man i det hele taget have en chance for at snakke med mig, så hedder det 'Deres Excellence'!" Hun kunne ikke forstå hvordan han kunne være i tvivl, de stod direkte ude foran gården, men han var måske en af de onde, var det forkert af hende at sige hvem hun var? Under alle omstændigheder var det da i hvert fald for sent.

[William J. Rolands]

William ser vwnligt på hende hendes snoppede asityde brænder af på ham han tager sig ikke af det men ratter sig til det hun siger bukker dybt og resbekt fuld igen " det må de meget undskyld Deres Excellence det var dumt af mig jeg håber de ville tage i mod min undskyling Deres Excellence" siger han arefulgt og høffelig som altid " jeg håber ikke jeg fornæmet dem for meget " han bukker endnu en gang af respekt og høffelighed " jeg skal ikke forstyre dem mere Deres Excellence" siger han og bukke igen " hav de en forsat god dag" han vender sig om men inda smille han varmt og venligt til hende

[Margareta Queenensala]

Margareta så snobbet mod ham og overvejede kort hvad hun skulle sige til ham, men så vidste hun det. "Burde De ikke deltage i denne krig som de fleste andre mænd?" Hun var nødt til at finde ud af om han var god eller ond og eftersom han var der, kunne det jo hurtigt være en fælde. Dronningen var død, det betød meget for hele landet og der var intet at sige til den krig der var brudt løs og enhver mand burde, ifølge Margareta enten stå beskytter mod de udsatte adelige, eller føre krig mod ondskaben. Hun kunne dog ikke forlange noget, det var blot hendes egen holdning.

[William J. Rolands]

William vender sig mod hende igen. Da hun taler det uhøfligt at stå med rykken til en når de taler til en og se på hende med et varmt og venligt blik" jo jeg træner skam også men en vær kriger har også brug for en pause en gang imellem selv min skønne hoppe hun stå og græsser og hvilder lige nu. Tro mig som rytter må man også respeter sine. Hest. Vis men prasser sin hest for hårdt så man til mere far ind nytte i krig og hest har sine fordele i krig, jeg kan godt følge folk der ikke er inde i det vil syndes det syndt for krigs heste men hvis det er den eneste de blive opdraget til så kender de ikke andet, det ligesom en der født blind har aldig lært at se så persoen ved ikke vad persoen gå glip af men det betyder ikke man skal havede ondt af persoen " siger han venligt

[Margareta Queenensala]

Margareta fnøs ved tanken om hvordan han snakkede, hun havde sine helt klare tanker om hvordan en kriger burde være, for enhvers krigers drøm var vel at blive ridder som de inde på slottet og så skulle man da i den grad tænke sig om. Hun tog en gren på træet som hun stod ved og begyndte at studere den, mens hun sagde, "nu behøver man jo ikke en hest for at beskytte folket." Hun fnøs og stak igen næsen i sky. Ridderne havde ikke engang særlig meget tid til at beskytte de kongelige langt ude, for de royale skulle først og fremmest beskyttes og så skulle de jo også ud og finde morderen. Der var så mange ting, så måtte krigerne da også træde i karakter, ja det mente hun da i hvert fald. "De kunne jo tilbyde dem selv til at beskytte folk," fortsatte hun igen som en lille hentydning. Hun burde ikke selv være ude uden sikkerhed, men hvis den kriger virkelig var god, kunne han jo beskytte hende.

[William J. Rolands]

William ser på heniden og igen lade han ikke hendes noppet hed træd ind under huden "Deres Excellence jeg har viget mit liv til at beskytte, jeg elsker mit land vores konge dømme, for mig ville det være en are og dø, for at beskytte kongen og folket her. Men det samtidig også et stort prass for selv en beskytter kan fejl" william kan godt mærke at hun følger måske noget frygt. Ser på hende veroligen" angående det med hesten både ja og nej tro mig deres Excellence at være kriger og ridder er ikke bare sådan der er brug for forskælig eneskaber. Udtrykket krig og kælighed passer meget godt, både fordi man kæmpe for ens kælighed for landt, men også fordi kærligehed er forskeligt og det har man også brug for i krig, det meget taktisk" han forventer ikke hun ville forstå det, men det forhender ham ikke i at prøve at fortæle hende dette. Nok er hun rig og betynings fuld men sandhende har hun stadigvæk brug for vorfor pakke noget ind når vi snart stå i en ny krig folk er bange ja men vis folk ikke ved besked ingen der sker ting vis folk gå rundt med falske forhåbninger, om eksempel krigen kan kalre det hele uden at fejle, så har men ikke gjort sit job rigtig i hans øjne han vil aldrig love nogen at han ville kunne beskytte dem uden at fejle han ville gør alt for ikke at fejle, men han vist ingen kunne love det lufte 100%. ]

[Margareta Queenensala]

Dec 15, 2015 23:52:32 GMT 1 William J. Rolands said:

William ser på heniden og igen lade han ikke hendes noppet hed træd ind under huden "Deres Excellence jeg har viget mit liv til at beskytte, jeg elsker mit land vores konge dømme, for mig ville det være en are og dø, for at beskytte kongen og folket her. Men det samtidig også et stort prass for selv en beskytter kan fejl" william kan godt mærke at hun følger måske noget frygt. Ser på hende veroligen" angående det med hesten både ja og nej tro mig deres Excellence at være kriger og ridder er ikke bare sådan der er brug for forskælig eneskaber. Udtrykket krig og kælighed passer meget godt, både fordi man kæmpe for ens kælighed for landt, men også fordi kærligehed er forskeligt og det har man også brug for i krig, det meget taktisk" han forventer ikke hun ville forstå det, men det forhender ham ikke i at prøve at fortæle hende dette. Nok er hun rig og betynings fuld men sandhende har hun stadigvæk brug for vorfor pakke noget ind når vi snart stå i en ny krig folk er bange ja men vis folk ikke ved besked ingen der sker ting vis folk gå rundt med falske forhåbninger, om eksempel krigen kan kalre det hele uden at fejle, så har men ikke gjort sit job rigtig i hans øjne han vil aldrig love nogen at han ville kunne beskytte dem uden at fejle han ville gør alt for ikke at fejle, men han vist ingen kunne love det lufte 100%. ]

Emilia fnøs, han stod der og snakkede om fejl, som om han forventede at det bare skulle ske. Hvad var det for en kriger der ikke troede på sig selv? Han var virkelig underlig og hvorfor forsvare sig selv på den måde? Det var da helt forkert! Hun vendt sig arrigt mod ham og sagde med en meget arrig, men bestemt stemme: "Tror De virkelig at en kriger bliver stor uden at tro på han kan undgå fejl? Nej en kriger bliver stor for det han prøver at udrette, ikke for det han ikke gør fordi han tænker på han kan lave en fejl! Forstå dog det handler om det De udretter og ikke de fejl som De MÅSKE begår!"

[William J. Rolands]

William ser rolligt på hende " ja det gør jeg for en rigtig kriger kan stå ved sine fejl indrømme sine fejl og lære af dem" siger han rolligt. Han tage hende rolligt men han er vand til at adelige ikke altid har talt til ham. William sætter sig på en sten og ser på hende " en kriger bliver stor af sine bedrifter ja de har de hel ret i deres ekxelance" william sider lidt og ser lidt ud i luften inden han siger noget igen " jeg nyder at være krige jeg nyder at kæmpe for mit land og folket, hjælpe hvor jeg kan. Men når man har været i krig før og oplevet ting, se ting, se ens kiges kammaret komme galdt af sted. Så nøtder der ikke at tro man kan kalre alt, for vis man tro det bliver man for overmodig misdter overblikket og så kan tingen gå galt. Nogen gang er det besdte man kan gør er at gå ind i krigen med vide om ja jeg kan fejl jeg kan dø, det her bliver måske min sidte gang sommkriger, vis jeg kommer slem til skade og ikke ville kunne stå mere. Men at man gør det for det land man elsker og dets folk". Sider lidt takker mit svær op ad skeden og ser på det rakker det mod hende så hun kannse på det og tage det vis hun vil holde det. Det et smukt svær med flotte udskaringer i. " dette svær tilhørte en af mine gamle krigs venner han var ridder stækbog dygtig mand. Med et stort hjete og kærlighed til hans land. Jeg kæmpede side om side med ham. Men han blev på et tidspungt for overmodig, han kom slem tilskade. Jeg. Kom ham til hjælp fik ham væk for slagmarken men han kunne ikke rades hans skader var forstore han forblødte mens jeg stod med ham og prøvede at lukke hans sår. Jeg havde lovede hans fader der var adel at jeg ville bringe hans søn sikket og levene hjem. Jeg kunne kun holde det ene lyfte. Og det var jeg rad hans lig sikkert hjem til harrergården"

[Margareta Queenensala]

Margareta måtte endnu engang fnyse, havde han slet ikke fattet pointen? Han skulle absolut ikke stå at snakke på den måde, pointen var jo han enten skulle nosse sig sammen og tilbyde at være vagt foran gården og ellers skulle han gå sin vej. Hun skævede til ham, sikke noget skrammel at snakke med, det var slet ikke hende værdigt og alt det gylle han lukkede ud kunne give dem en god høst de næste 300 år. Hun ventede blot på han var færdig med at plabre inden hun vendte sig om og sagde; "siden hvornår har jeg bedt Dem fortælle Deres livshistorie? Jeg har virkelig andet at bruge min tid på." Hun så mod døren inden hun råbte, "MARTHA!" Der gik ikke længe før stuepigen Martha kom løbende med skriveredskaber og noget at skrive på, det var somregel altid det Margareta ville, hun havde brug for at filosofere. "Tak." Sagde hun kort og satte sig over på bænken igen, for at begynde at skrive hendes tanker ned.

[William J. Rolands]

William kiggede på henden mens hun sad der. Havede på fornæmelden hun bar den snoppede hed som facede, han fornæmede at der var en mere intrasant kivnde bag den facade han tømmede sig " Deres ekxelance hvorfor sagde de ikke tingende lige ud som de er, vis de søger en vagt til gården så spørg mig lig ud istende for at du vil gemme dette " så på hende en smuk kvinde var hun dog men hun behovede ikke at vise hun var noget, det var tydeligt nok i sig selv.

[Margareta Queenensala]

Margareta skulle lige til at skrive sine filosofiske tanker ned, inden hun blev afbrudt af krigeren endnu engang. Tjah måske han bare skulle lære at fatte en hentydning, men nej hun skulle vel være flink hvis han skulle sørge for hendes familie ikke blev dræbt, så hun så blot høfligt op og sagde, "fint, De kan blive." Hvorefter hun begyndte at skrive:

Hvorfor skal vi altid finde os i alt muligt, hvorfor tænker alle ikke lige logisk? Hentydninger er da ikke så svære at forstå er de? Geal må vide dette, men jeg har virkelig ikke tid til at besøge templet og det er nok slet ikke godt med alt det der sker for tiden.

Hun så op igen og kiggede på ham, "hvilken Gud har De så troen på?" Det var ret vigtigt for hende at man havde en man fulgte og for hende var det jo Geal, men det var rart at høre andre også.

[William J. Rolands]

William han smilede vanligt til hende og bukkede for hende." magen tak for jeg må blive ders ekcelance" sagde han høfeliget han sto og kiggede lidt rundt bemærkede godt at hun skav noget ned men tænk at det. Nok var besdt at bande sig uden om. Da hun spurte om hans gud smillede han " jeg tro på guden over ratfærtighed men jeg syndes at alle troe indholder noget intrasant i dem" sagde han venliget. Han mente hans gud var den støste men han ville ikke udlykke at andre guder fandtes, det ville jo være mulighed, alt kunne jo ske så længe men troede på det. Han så på hende " og dem deres ekcxelance hvis jeg måtte spørger hvad tro de selv på?" spurte han venligt og intrasedet

[Margareta Queenensala]

Margareta nikkede kort som gestus, det var ikke fordi hun endnu havde nogen accept for ham, men hun skulle vel være bare lidt høflig, hvis han skulle beskytte hende mod fare. Han virkede nu også til at have nogle holdninger, selvom hun ikke ville mene han var lige så stærk i troen som hun.
"Så De tror på Dirok kan jeg regne ud?" Hun så spørgende på ham, men lod ham ikke svare, før hun fortsatte. "Jeg tilbeder ene og alene Geal. Visdom er mit kald og denne bog, bruger jeg til mine filosofiske tanker." Hun nikkede mod hendes bog i hånden og smilede.