Give me some answers [Catja]

[Nathan Raphael Mordred]

Dato: 10 november 1433
Tid: 05:30
Vejr: Stjerne klar, kold nat cirka 3-4 Cᵒ
Tag: Catja Nimar
Note: Udspring efter Kaos i Kensis - [Åben plottråd]

Forbandede pigebarn.. Hvordan var det helt præcist, at han var endt i denne situation. Havde han ikke ment til at skulle betragte Kensis ødelæggelse fra sidelinjen og slet ikke være en del af den store tumult. Det havde muligvis været hans plan fra start af, men nattens udvikling havde ledt ham i en helt anden retning og nu var han rent faktisk på vej væk fra den store kaos også selvom man stadig kunne mærke varmen fra flammerne. Det var nu egentlig ganske smukt at betragte flammernes hav, som de mange skrig var med til at bevidne om det faktum, at ikke alle kunne undgå den skræk, der var blevet skubbet ned over hovedet på dem. Det var som sød musik i hans ører og han kunne da heller ikke lade vær med at smile en smule af situationen, som han havde ladt sig opsluge af andres skræk. Dog skulle der ikke meget til før at han blev mindet om det, som han egentlig havde gang i lige nu. Pigebarnet var jo ikke lige frem villig til at følge med ham frivilligt. Måske det havde været hans egen fejl for at bringe hendes forældre på banen, men han havde egentlig håbet på den modsatte reaktion, som hun da nødigt skulle gøre hendes forældre yderligere bekymret. Men det lod til at hun blot blev mere stædig af situationen og nu var han altså tvunget til at trække hende med sig. Han rystede irriteret på hovedet, som han trak afsted med hende, mumlede irriteret for sig selv, før at han vendte sig om og greb yderligere fat i hendes arm, som han satte sig ned på hug overfor hende. ”Hvis De ikke snart følger med, så bliver det blot værre for Dem.. og Deres søster” hans stemme var kold, irriteret og truende, som han stirrede ind i øjnene på pigen, hun skulle ikke forsøge at hundse rundt med ham, det var slet ikke den slags, som gik godt i spæn med ham. Det ville blot blive meget værre. Men nu havde han i det mindste fået hende ud på den anden side af bymuren, hvad enten han havde været nødsaget til at bruge sine kræfter og tvinge hende med sig, så ville hun umuligt kunne finde nogen til at hjælpe hende midt ude i skoven. Flammerne havde også fået fat i noget af skoven, hvilket blot betød at med tiden, hvis ingen stoppede dette, så ville den mindre skov brænde ned sammen med byen. Det var dog ikke noget han bekymrede sig om, som han så en smule afventede på pigebarnet, om hun havde skiftet mening og ville følge ham eller om det virkelig var nødvendigt for ham at skrue bissen på. Hvis det stod til ham, så var det egentlig lidt ligemeget, pigebarnet var blot endnu en brik i et større spil, så det bekymrede ham ikke. ”Hvad er Deres beslutning?” spurgte han afventende, men samtidig så kunne man også høre på hans stemme, at han forlangte et svar og det skulle helst være direkte. Ud af øjenkrogen kunne han fornemme flammerne og flamme havet blev da også genspejlet i hans øjne, som han havde vendt sig mod hende og derfor var vendt mod byen. De dybrøde øjne var kun blevet mere skumle og skræmmende med skæret fra ilden, men han så dog ikke ud til at flytte sig lige foreløbig, ikke før at han hørte stemmer i det fjerne og greb ud efter Catja endnu en gang. Han kunne altid få hendes svar efterfælgende, lige nu havde de dog kurs længere ind i skoven, så folk ikke lige pludselig ville falde over dem. Nathan var dog ikke typen til at bekymre sig for andre, eller ikke når dette måske kunne gavne ham, mest af alt fordi det var lettere umuligt for ham at udvise nogen form for positive følelser, han havde heller ikke rigtig nogen samvittighed til at tvinge ham til at forandre sig, så hvorfor skulle han? Desuden så var det langt sjovere, når man kunne gøre, hvad der passede en, ikke sandt? Nathan trak Catja om bag nogle træer, som han tvang hende op imod et træ og holdt hende låst der med en hånd mod hendes skulder. ”Jeg har nogle spørgsmål De skal svare på.” startede han roligt, som han overvejede, hvordan han mon skulle lokke svarene ud af hende og ikke mindste, hvordan de skulle formuleres, så hun ikke fattede mistanke. ”Er De klar på at besvare disse spørgsmål for mig?” spurgte han efterfølgende, som han dog valgte at fjerne sin hånd mod hendes skulder, blot for at give hende en smule pusterum. Ønskede hun at stikke af, så måtte han jo bare tage mere drastiske metoder i brug, men for nu gav han hende chancen for at være uskyldig og naiv, til at stole på ham og derved besvare hans spørgsmål uden yderligere problemer.

[Catja Nimar]

Catja holdte stadig sin kat og mærkede den kolde arm m hendes arm. Catja hev i den og da han stoppede op og sagde hun skulle følge med så hun væk fra ham. Troede han selv på den? Hun så igen på ham og skulle til at svare da hun så flammerne i hans øjne og så om bag sig. Hun så med store øjne på flammerne og vendte sig mod ham da han pludselig rejste sig og hev hende afsted med ham igen.
Den varme fra ilden blev mindre som han bevægede sig videre og førte hende afsted. Da hun så blev mast mod et træ skreg hun. Hun havde jo stadig ondt i kravebenet som var brækket. Catja så på ham da han slap og hun så meget utilfreds ud. Hun ville da ikke hjælpe ham. Og ikke svare når han var sådan. Catja sank en klumb og vendte hovedet væk.
”tro bare på den”
Hviskede hun og havde da ikke tænkt sig at svare på noget der kunne skade hende, hendes søster eller forældre. Hun vidste jo ikke hvad han ville spørger om men det var sikkert noget skadeligt tænkte hun. Catja holdte katten godt ind til sig og den så meget advarende på Nathan.

[Nathan Raphael Mordred]

På en måde skulle han vel være glad for at hun endnu ikke havde åbnet hendes mund, så var hun også langt nemmere at trække afsted med og ikke mindst kidnappe, måske endda pigebarnet ikke vidste bedre? I hvert fald havde han ikke tænkt sig at lade andre væsner forstyrre ham, så han skulle være absolut sikker på, at der ikke ville være nogen i nærheden til at høre hendes jamre, hvis han først blev rigtig irriteret på hende. Men på den anden side så ville det også være nemmere, hvis han kunne få svarene ud af hende hurtigt og derved tilluske sig lidt ekstra viden, som han måske kunne bruge i kongefamiliens fald, om ikke andet så ville han ikke blot lade historien gå sin gang, han skulle nok også have noget at have sagt, hvad enten lederne af Den sidste Legionær tillod dette eller ej, så kunne han jo også sagtens gøre sit eget show, så længe det kom ud til begges fordel? Uanset hvad så havde han længe forsøgt at få fat i en fra Nimar familien, mest fordi de muligvis kunne ende med at påvirke situationen, hvis nu højelverne valgte at støtte op om kongefamilien, så ville det måske være godt at kunne presse dem lidt på hjemmefronten. Alligevel var han endte med den yngste af børnene, mest fordi hun var den eneste, der nok ville bevæge sig ud alene og rent faktisk være den eneste han kunne få fingrene i uden at vække al for meget mistanke. Det bekymrede ham ikke spor, at andre havde set ham fange hende, mest fordi han tvivlede på, at de ville få tid til at lede efter dem i al den ballade, som han havde efterladt dem i. Samtidig så lod det også til at frøken Nimar ikke var helt så villig til at tale, så hun kunne muligvis godt mangle noget motivation til at komme over sin egen frygt og bare snakke løs? Ikke at han ville lytte til hvad som helst, han manglede blot informationer, hvis ikke det at have frøken Nimar ville være nok til at presse hendes forældre ud på dybt vand. Men samtidig så var ideen om den ældste datter også en smule lokkende, fordi han var faldet over nogle informationer for nogle år siden, der muligvis kunne tyde på, at hun stadig var i live. Noget der også kunne bruges som afpresning, hvis familien ønskede deres ældste datter tilbage, dog skulle han lige finde hende først om ikke andet. Det var så her at Catja kom ind i billedet.. Hvis pigebarnet da ellers ville tale.
For en stund havde han faktisk glemt, at Catja kunne være kommet galt afsted under hendes styrt, men mest fordi det endnu ikke havde strejfet ham at tænke i disse retninger. Men så alligevel så fik hendes skrig ham til at overveje det. Efterfølgende lod han blot en finger kører langs med hendes hals for at finde vej til hendes kraveben. Han kunne sagtens mærke en forskydning i knoglerne, men alligevel valgte han at tjekke omstændingerne igennem hendes smerteskrig, som han pressede en finger mod knoglen. Måske noget han kunne bruge eller endda få skylden for at have gjort? Hendes ord bragte blot et faretruende blik frem i hans øjne, som hun da bestemt ikke skulle tale til ham på den måde. Det var næsevist og snobbet, måske ganske passende til hendes adelige stilling, men ikke så længe at hun ville være i selskab med ham, så kunne han ikke tillade den slags snak. Derfor valgte han også at gribe fat om hendes hage, som han tvang hendes blik imod hans før at han strammede billet om hendes hage. ”Den slags svar vil ikke få Dem særlig langt, Frøken Nimar” denne gang var hans stemme truende og oprigtigt, som han bestemt ikke skjulte det faktum at han nemt kunne smide hendes liv væk, hvis det var det hun ønskede. ”Hvis De gerne vil hjem til Deres forældre igen, så besvarer De mine spørgsmål uden at stille spørgsmål” forklarede han hende, nærmest instruerede hende i, hvad hun kunne gøre og hvad hun ikke kunne tillade sig. Hans blik gled ned på katten, som han roligt hvæste af denne i takt med at han viste sine tænder. Blot for at sikre sig, at katten også var klar over, hvor denne befandt sig.. nederst i hierarkiet.

[Catja Nimar]

Catja skreg jo i smerte og det var klart. hvem ville ikke det når man trykkede på e brækket knogle. og da han så kørte fingeren ned til knoglen bed hun tænderne igennem igen og prøvede at lade vær at skrige. hun så på ham da han tog fat i hendes hage og tvang hende til at se på ham. hun så stædigt på ham da han truede hende. *du kan spøger løs men du for ikke noget svar fra mig* tænkte hun stædigt uden at sige et ord. da han nævnte hendes forældre så hun væk med tåre i øjnene. hun ville ikke skade sine forældre men hun ville heller ikke skade sin søster.
da han så ned på katten trak hun den væk og lagde en hånd på dens hoved. han skulle ikke true hendes kat. hendes trøst i de kolde vinter dage. hendes bedste ven. hun så ned på katten og tyssede på den da den ville hvæse af ham. Catja valgte dog lige nu at være tavs uden at sige noget, men tænke ja det gjorde hun. han skulle ikke tro at hun ikke kunne være stædig og holde mund vis det var det hun ville. dog var det ikke lige til at sige hvad der ville ske videre.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var intet som kunne få Nathan til at stoppe end ikke et barns skrig, men Catja var langsomt begyndt at irritere ham, som han dog var klar over, at hun var kommet til skade, så lod han ikke at ændre mening. Der var jo ingen grund til at være flink, når Catja opførte sig som en forkælet tøs, der fik hvad hun ønskede og ikke skulle gøre noget udover det sædvanlige for at gøre hendes forældre glade. Måske der var skikke og andre former, som hun skulle forholde sig til, men kunne det virkelig være så slemt? Ikke at give ham noget svar lod ikke til at falde i god jord, som han lod en hånd stryge ned over hendes kind, som han fulgte bevægelsen med sine øjne. ”De er for ung til at være klar over, hvilken fare der lurer herude..” sagde han stille og roligt, som hans stemme dog var en anelse ru og hæs. Han lod blikket glide tilbage mod Catjas øjne, som han ignorede katten for nu. Hans blik gled mod himlen over dem, som var fyldt med røg og farverne fra ilden, hele Kensis var under angreb, så der var ingen steder, hvor man ikke kunne fornemme flammerne. Da han vendte blikket tilbage mod hende, kunne man tydeligvis fornemme hans hugtænder, som han strøg tungen over den ene og derefter den anden. ”Vi er nogen, som lever af små væsner, som Dem” forklarede han roligt, som han lod sin finger følge hendes pulsårer ved halsen. Han kunne tydeligt mærke, hvordan hjertet arbejdede som en gal og pumpede blodet rundt i hele hendes krop, han kunne næsten mærke strømmen med sine fingre. Hans blik gled tilbage til hende, som han kom i tanke om noget information, som pigen muligvis kunne bekræfter. ”Hvordan har Deres forældre det med at Deres søster er blevet en engel?” spurgte han stille og roligt, et smil gled over hans læber, som han slikkede sig let om munden. ”Det siges at en engel blod smager fantastisk, nærmest umuligt at stoppe, når først man er begyndt at dræne kroppen for den dyrebare blod” det lød mere som en fortælling end noget der rent faktisk var sket, men Nathan sørgede for at holde et vågent øje med pigens reaktion, for hun kunne umuligt skjule sandheden for ham. I sidste ende kunne han gøre brug af sine kræfter for at få de svar han gerne ville have.

[Catja Nimar]

Catja trak hovedet væk fra hans hånd da han gled ned overhendes kind. hun var ligeglad med fare. ihvertfald lige nu. Catja så på hans hugtænder som han slikkede dem og det var tydeligt på hendes øjne at hun ikke ville bides, det gjorde helt sikkert ondt.
Catja mærkede hans finger på hendes hals og hun prøvede at trække sig men stod allerede op af træet, hun havde dog hurtig puls og store øjne. hun sank en klumb og å væk og da han talte om hendes forældre og om Camelia stoppede hendes hjerte et sekund og hun begyndte at trække vejret hurtigt. hvilket jo betød at hjertet også begyndte at slå hurtiger. hans næste kommentar fik hende til at se op og fare mod ham og slå på ham. "DU RØR HENDE IKKE!" skreg Catja imens hun slå på hans brystkasse med den ene hånd og holdte katten med den anden. Ingen og bestemt ingen skulle dræne hendes elskede søster for blod og derved dræbe hende. catja kom derfor ti lat røbe at hendes søster var levende og en engel. noget catja ikke havde tænkt over.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var tydeligvis noget energi i pigebarnet, det var han slet ikke i tvivl om og hun udstrålede da også klart en stædighed, men mon ikke han ville få muligheden for at se hende smuldre for øjnene af ham. Tanken behagede ham i hvert fald langt mere end den modstand han mødte lige nu. Hun havde virkelig ikke i sinde at fortælle ham noget, uden at han ville skulle presse det ud af hende. Det var egentlig i en skam, at han var nød til at bruge beskidte kneb for at få hende til at tale, nu hvor hun jo var så uskyldig og tydeligvis stadig et barn, hvad enten hun var elver og rent faktisk havde mange år bag sig, så var der stadig langt for hende endnu. Men ville hun nu også få tid til at vænne sig til tanken? Nej, ikke hvis det stod til Nathan, for han kunne ikke vente på at svar, når byen brændte på den anden side af muren, noget han gerne ville have muligheden for at betragte bare en sidste gang, før at han ville forsvinde tilbage til bjerglandet og håbe på det værste.
Det var muligvis synd at påvirke pigebarnet på denne måde, det ville bestemt give hende noget at tænke over, hvis hun fik muligheden for at gå herfra. Men han var jo også nød til at sikre sig, at der ikke ville være yderligere forhindringer på vejen mod målet, ikke sandt? Han bringe hendes søster ind i det hele, var tydeligvis den rette beslutning, også selvom han ikke havde forventet at hun ville gå til ’angreb’ blot med de få ord, men samtidig kunne han ikke lade vær med at smile, som hun havde bekræftet hans informationer uden at svare ham direkte, men slaget mod hans bryst var nok til at give ham det svar han ønskede. Så Gina havde altså mødet de to søskende på hendes mission, men blot taget fejl og alligevel været tæt på, måske hun ikke var uduelig alligevel? Hans blik gled ned på den lille elver, som febrilsk forsøgte at få ham til at opgive hans ideer, men han havde nu heller ingen intentioner om at dræne engel, når der var andre muligheder. Han greb ud efter pigens hånd, som hun var i færd med at slå ham endnu gang. Han kunne sagtens forstå hendes frustration, men hun vidste jo heller ikke, at det blot havde været en middel for at få sandheden frem. ”Hvad vil jeg få ud af det?” lo han let med et koldt smil på læben, som det bestemt ikke ville gavne ham, hvis han valgte at skræmme englen på den måde, så ville han jo aldrig få yderligere adgang til hvad englen mon kunne tilbyde. Nu manglede han bare en ide omkring hvor det var han kunne finde hende henne, men det ville næppe være nemt at få ud af pigebarnet, hvis hun overhovedet vidste det.. Som han havde fat om hendes arm, valgte han at løfte hende væk fra jorden, så han ikke længere var nødsaget til at komme ned i hendes højde. ”Hvor er Deres søster henne?” spurgte han ledende, men også en smule interesseret, som han blottede sine tænder for barnet og afventede hendes svar. Det kunne jo godt ske at hun manglede yderligere motivation for at besvare de direkte spørgsmål han havde.

[Catja Nimar]

Catja slå indtil hun blev taget fat i, hun prøvede at hive sin hånd fri og derved komme fri men desværre nyttede det ikke noget. hun blev pludselig løftet op og hun holdte stadig om katten og slap den ikke på noget tidspunkt. hun vred i sin og da han talte så hun bare på ham med alvorlige triste øjne. hun troede faktisk virlig på at han ville dræne hendes søster for blod pga hun var engel.
da han så spurgte hvor hendes søster var henne så hun op på ham med store øjne. vidste han det ikke? vat det måske ikke forsent at redde hendes søster. Catja klemte katten lidt ind til sig og så væk fra ham. hun vidste det jo ikke og hans blottede tænder hjalp ikke rigtigt på at få hende til at sige det. for hvordan skulle hun sige noget hun ikke vidste. det var ret så svært synes hun selv. Catja så ned på katten og vred i sig for at komme fri. hun ville ikke tale med ham, og slet ikke svare på hans spørgsmål der kunne skade hedes søster.

[Nathan Raphael Mordred]

Uanset hvor ung pigebarnet måtte være, så var der ingen tvivl om, at hun stadig havde energi nok til at ville slås for sin sag. Det var dog ikke noget, som ville gøre situationen bedre for hende, fordi Nathan ikke ville tage hensyn til hendes ungdom. Det kunne sagtens være et tegn på svaghed, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle styre sig selv i en situation som denne. Men samtidig så var det måske også svære, at styre sig, når man blev truet på livet eller en man holdt nært blev truet på denne måde. Nathan kunne dog ikke tage hensyn til alle og han gjorde det sjældent, som han blot tog, hvad han havde behov for og måske endda følte, at han havde krav på. Men nu havde han da også fået nogle informationer, som han kunne arbejde videre med, men noget fortalte ham også at englen ikke ønskede at vende tilbage til sin familie, så hun måtte jo have startet et liv et andet sted? Hvor end det så kunne være, så kunne det gå hen og blive nyttet, hvis ikke han skulle presse Nimar familien til at gøre, som han bad dem om? Han skulle dog først bruge beviser for englen rent faktisk var i live og at det var deres datter, men mon ikke pigebarnet her, kunne bekræfte historien over for hendes forældre, så snart det blev nævnt? Men først var han nød til at finde ud af flere informationer, hvad da pigebarnet kunne tilbyde ham mere end det han allerede havde fået.
Pigebarnet valgte endnu en gang at spille næsevis, som hun vendte blikket bort fra ham. Hvis ikke hun passede på, så ville det ende virkelig galt for hende, specielt hvis han endte med at miste sin tålmodighed med elveren, så kunne det hurtigt gå galt. Normalt var han typen til at bevare roen og ikke gøre noget uden at tænke det igennem, men han bevægede sig langsomt imod det faktum at det kunne være ganske morsomt, at se pigebarnet flygte for sig liv, når han først slap sin kontrol. Dog placerede han den anden hånd under hendes hage for at tvinge hende til at kigge på ham. Han lod hende fortsat ikke få fodfæste, som han havde mere kontrol over hendes bevægelser på denne måde. ”De hjælper ikke ligefrem Dem selv.. Hvis ikke De svarer på mine spørgsmål, så er jeg nød til at tvinge det ud af Dem” hans stemme var rolig også selvom der var tale om en trussel, som han strammede grebet om hendes håndled og fortsat holdt hendes ansigt på plads med den anden hånd. ”Hvad vil Deres søster ikke sige til, at miste sin søster?” spurgte han, fortsat i samme toneleje, som han ledte efter en reaktion. Var pigebarnet villig til at ofre sig selv for at se sin søster overleve? Hvis det var tilfældet, måtte han jo bare gribe situationen anderledes an og måske endda blive det monster, som hun frygtede. En hun kunne have mareridt omkring?

[Catja Nimar]

Catja ønskede ikke at se på ham også selv om han tvang hende til det. hun så på ham med stædige øjne. hun havde allerede sagt for meget. så nu ville han tvinge hende til at sige noget hun ikke vidste. det var også virkelig genialt planlagt. Catja så på ham og da han talte om at hun skulle svare på hans spørgsmål så hun bare væk igen. hun holdte roligt katten ind til sig. den var gammel og rolig så hun var ikke bange for at den lige pludseligt ville stikke af.
Catja derimod havde lyst til at stikke af og råbe efter sin søster selv om hun ikke anede hvor hun boede nu. kun at det ikke var i nærheden af forældrene. hvilket jo nok var noget godt for hende selv. Catja prøvede at nå jorden men det var umuligt. hun så mod ham og fnøs af ham.
"spørgløs, men det er ikke sikkert De for et svar som De ønsker" nok var hun godt opdraget men hun ville da ikke tvinges til at tale med mindre man var hendes ægtemand. hvilket hendes forældre ikke havde fundet en til hende endnu. da han talte om at Camelia ville miste sin søster så hun på ham med forskrækkede øjne. "det tør De ikke" hviskede hun lidt til sig selv.

[Nathan Raphael Mordred]

Det var ikke fordi hendes stædighed kunne hjælpe hende, det ville blot gøre ham mere irriteret på hende, og måske han endda ville ende med at miste lysten til at holde hende i live.. Uanset hvad, så havde han stadig muligheden for at udnytte hendes brækkede kraveben, hvis hun virkelig valgte at holde fat i den tone, som hun havde lige nu. Mon ikke smerte var en mulighed for at hun ville give slip på det og derved begynde at snakke? Men noget kunne også fortælle ham, at hun holdt virkelig meget af katten, så måske det i virkeligheden var måden hvorpå han kunne få hende til at tale helt af sig selv? Ved at knuse hendes håb? Tanken havde allerede strejfet ham, men lige nu lod han tvivlen komme hende til gode, i tilfælde at hun lige pludselig skulle få lyst til at tale igen eller i det mindste gøre et forsøg på at besvare hans noget så svære spørgsmål..
Nathan kunne udmærket godt fornemme på pigebarnet, at hun ikke ønskede at være der, men det var ikke noget som generede ham, så længe at han kunne få de informationer han var kommet efter. Hendes fnis fik blot hans smil til at blive bredere, som han rystede let på hovedet over den attitude hun havde fået. Var det virkelig sådan at komtessen skulle opføre sig, når han kunne knække hendes nak, hvis han havde lyst? Hendes næsevise svar fik ham blot til at stramme grebet om hendes hals, som hans øjne blev mere alvorlige og klart virkede truende. På den anden side, så havde hun jo givet ham tilladelse til at spørge nu? Så hvorfor ikke bare udnytte situationen lidt.. ”Hvor længe siden er det, at De har set Deres søster?” spurgte han roligt, han var godt klar over, hvornår at Gina havde set pigebarnet med en engel, men det var jo ikke nødvendigvis sikkert at Gina havde set søsteren, derfor var han nød til at skaffe sig en tidslinje over forløbet. Hans blik hvilede på hende, som hun tydeligvis ændrede sin attitude i takt med at hans trussel blev alvorlig. Han trak hende tættere ind til sig, blot for at hviske hende i øret. ”Skal vi lade det komme an på en prøve?” spurgte han truende, men samtidig kunne man også fornemme på hans stemme, at det rent faktisk morede ham, at pigebarnet ikke mente at han ville turde at dræbe hende. Han kunne jo i teorien ikke være mere ligeglad, hvis der skete hende noget.

[Catja Nimar]

catja var nok komtesse men hun blev aldrig som sin søster. hun vidste han kunne dræbe hende og nok derfor hun var så stædig lige nu. fordi hun ville beskytte sin søster. hun hev eftervejret da han tog fat om hendes hals. og begyndte at spørger igen. og da han truede hende fik hendes kat nok og hoppede ud af Catjas armen og bed sig fast i Nathans arm. den ville ikke finde sig i mere. Catja så forskrækket ned på katten som havde tænder og klør i nathans arm.
Catja så på katten med store øjne og håbede han slap hendes hals selv om han stadig havde fat i hendes arm. hun ville gå tilbage vis hun kunne men det kunne hun jo ikke. hun vidste ikk ehvor lang tid det var siden hun havde set sin søster eller hvor hun boede så hvordan svarede man på noget man ikke vidste?

[Nathan Raphael Mordred]

Personligt havde Nathan ikke meget tilovers for adelige familier, eftersom at han ikke var interesseret i deres holdninger og det faktum, at de ofte bare gerne ville udnytte dem under dem. Noget som han selv havde oplevet, men som aldrig ville kunne ske igen. Nok tilhørte han underklassen, men han havde magt nok til at knuse adelige, hvis det var det han ønskede. Det hele drejede sig blot om at skaffe de rigtigt informationer, men pigebarnet var tydeligvis ikke interesseret i at dele noget med ham, hvad enten hun kendte svarene eller ej, så var det langt fra en god start. Det mindste hun kunne gøre ville være at forsøge at besvare hans spørgsmål, så kunne han jo altid dømme ud fra hendes besvarelser om hvorvidt hun nu talte sandt eller ej. Det kunne jo være, at hun havde noget at skjule og derfor ikke ville afsløre sig selv? Det generede ham yderligere, at pigebarnet forblev stum, han havde allerede hørt hende tale flere gange, så han var sikker på, at hun sagtens kunne tale, men nu var hun blevet stum, stædig og uhøflig. Alt sammen noget han ikke selv brød sig om, han skulle også nok finde en måde hvorpå han kunne få hende til at tale. Alligevel havde han dog ikke regnet med at katten lige pludselig ville gå til angreb. Som katten bed sig fast i hans arm, valgte at han smide Catja væk ind mod træet, før at han vendte fokus mod katten. Et hvæs undslap hans læber, som han blottede sine tænder og straks greb fat i katten med den anden hånd, som han hev den af sin arm, hvad enten katten efterlod mærker eller ej, så ville de heale med tiden, så han var langt fra bekymret for at blive svækket af kattens forsøg på at få ham til at miste interesseren for pigebarnet. Nok havde han vendt fokus mod katten, men det kunne umuligt forblive sådan. Som han rev katten væk, blottede han endnu en gang sine hugtænder i takt med at han greb den om nakken og nærmest valgte at bore fingrene ned i dyret. ”Er der noget, jeg hader mere end adelige, så må det være dyr..” mumlede han irriteret, som han hev katten op foran sig. Nok forsøgte den at kradse ham på armen, men hans greb var hårdt nok til at den ikke kunne bevæge sig særlig meget. Hans øjne var blevet faretruende, som han lod blikket glide mod pigebarnet. ”De skulle have kontrolleret Deres dyr bedre..” det var en form for advarelse, men samtidig var der også tale om hån, som han borede neglende yderligere ind i dyret. Dens smerteskrig var ikke nok til at stoppe Nathan fra at brække nakken på dyret og efterfølgende fjerne sine fingre for at lade blodet flyde over dens pels. Han slikkede roligt blodet af sine fingre, før at han gik hen til hende og ’tabte’ katten ned i hendes skød. ”Fortæl mig alt hvad De ved om Deres søster, ingen information er forkert” forklarede han roligt, som om intet var hændt, samtidig med at han blot slikkede det resterende blod af sin underlæbe, imens at han ventede på svar.

[Catja Nimar]

Catja mærkede hun blev kastet væk og så på at han tog katten der sætte tænderne yderligt i ham og blev revet af hans arm og da han strakte dens hals og bed i den skreg katten og Catja på samme tid. hun skreg så højt hendes lunger kunne bære og hun begyndte at græde med det samme han rørte katten med sine tænder.
da hun så hørte et knæk og katten blev smidt ned på hendes skød sad hun bare som forstenet og ed tårene ned af kinderne. hun skreg i gråd og tog den livløse kat op i armende og lagde hovedet ned til den og hev efter vejret, "jeg ved ikke hvor hun er. vi har blot aftalt at jeg skal gøre noget bestemt vis jeg skal i kontakt med hende" græd hun og så op på nathan med bange øjne fyldt med tårre.

[Nathan Raphael Mordred]

Ulydighed var en slem ting, specielt når man befandt sig i hans selskab, eftersom at han ikke ville acceptere det fra nogen. Men det faktum at katten lige pludselig valgte at angribe, lod til at være nok til at få glasset til at flyde over, som han lod det gå ud over den lille skikkelse. Han havde ingen hæmninger, når det først kom til småkravl og den slags. De eneste dyr han muligvis kunne finde på at vise lidt respekt, var dem, man ikke normalt ville støde på i naturen. Dermed sagt så var katten intet, den var ikke noget specielt og mildt sagt bare i vejen for ham. At tømme en kat for blod var nemt, men Nathan havde lovet sig selv, at han aldrig ville spise fra et dyr igen, så han havde ikke tænkt sig at synke ned på det niveau igen, blot for at traumatisere den lille elver pige. Der var andre muligheder, hvorpå hun nok skulle kunne makke ret og fortælle ham det, som han gerne ville vide. Alligevel lod det til at pigebarnet blev påvirket af drabet på hendes lille kat. Skrigene var intet, udover at det bragte et koldblodigt smil frem på hans læber, som han lod katten falde ned i skødet på hende. Livløs og udueligt, ikke sandt? Det var jo ingen trussel, men det havde været et irriterende element, så nu kunne han koncentrere sig fuldt ud på, hvad pigebarnet havde at sige uden at skulle blive distraheret af kattens hvæsen.
Det lod til at katten var vejen til hendes hjerte.. Eller hvordan man lige skulle beskrive hendes forsøg på at undslippe smerten, som hendes skrig blot fik ham til at trække på skulderne. Det var jo blot en kat, hvorfor reagere på den måde? Mon ikke der var nok af den slags væsner i Ireno, så hun kunne sikkert godt finde en kat mere, hvis hun virkelig ønskede det. ”Jeg har ingenting tilovers for væsner, der ikke kender sin plads” hans stemme var hæs og ru, som han var lettere irriteret over hendes reaktion, men samtidig kunne man også fornemme sejren i hans øjne, som han satte sig ned på hug foran hende og greb fat i hendes tøj for at hive hende hen til ham, så hun kunne kigge ham dybt i øjnene. Hendes ord var værd at validere, som hun sagtens kunne fyre noget af, for at slippe for ham, men udfra hendes øjne, så lod det ikke til at være tilfældet, hun talte altså sandt? ”Og hvad skal De så gøre for at få Deres søsters opmærksomhed?” spurgte han mere roligt, dog lod han ikke til at give slip på hende, som han rejste sig op og hev hende med sig, blot for at rejse hende op på hendes ben, hvorefter han gav slip i hende og lagde armene over kors. Han så afventede på hende, som han forventede et klart og tydeligt svar fra hende.