Friend or Foe?

[Nathan Raphael Mordred]

Hvis elveren virkelig mente, at han kunne eksperimentere med ham, så ville de nok ende i problemer, eftersom at Nathan ikke ville være med på hvad som helst. Desuden så skulle han også selv kunne se fordelen ved at bruge tid på dette væsen, selvfølgelig var det altid en fordel, når der var tale om fornøjelse, men mon ikke de kunne komme frem til andre fordele, hvis de virkelig ønskede at lege med hinanden. Om ikke andet, så kunne man tydeligt fornemme, hvordan samtalen havde ændret sig, som de måske begge forsøgte at udnytte personen foran dem.
Der var alligevel noget interessant over at finde en elver, som ikke var låst fast til regler og skikke, en elver der ikke havde noget imod at træde udenfor og udforske livets mange goder. Mon denne elver havde en anden fortid end så mange andre af de højrøvede elver typer, som man kunne møde, hvis man valgte at indgå en oprigtig forretningsaftale. Det var sjældent at elvere begav sig ud i skyggerne og rent faktisk valgte at lave forretninger med nattens væsner, hvilket der i bund og grund også havde gjorde Nathan interesseret, netop fordi elveren ikke var bange for at tage del i morskaben. Hvad enten dette kun var for morskaben skyld eller om det ville udvikle sig til en forretning var ikke til at vide, men om ikke andet så var Nathan interesseret i lidt af hvert allerede, det var der ingen tvivl om. Desuden så havde han informationer nok til at gøre de fleste nysgerrige, fordi han kunne bevæge sig frit indenfor de fleste rammer, end ikke byvagten kunne røre ham.
Elveren var tydeligvis klar over, at denne allerede havde vækket hans interesse og han måtte da give ham ret, normalt ville han nok være gået sin vej, men elverens udstråling var med til at han blev. Samtidig med at han lod til at kende sin plads. ”De har ret..” hans stemme var fortsat rolig, som han opfangede det charmerende smil, der hvilede over elverens læber, ganske interessant. ”Det var fornærmende, men..” han lod til at holde en pause, som hans smil blev bredere, samtidig med at et glimt udfoldede sig i hans øjne. Der var noget over denne mand, som klart ikke kunne beskrives med få ord, han var tydeligvis i færd med at skaffe hans fulde opmærksomhed, noget der ikke altid var godt til at begynde med. Vækkede man først hans interesse, så kunne det jo gå flere veje. ”.. en god start” afsluttede han fortsat med selv samme smil på læben, som tidligere. Nathan ville aldrig have skænket en tigger hans opmærksomhed, hvad enten denne forsøgte at få hans opmærksomhed, så ville det aldrig ske. Det var spild af tid, fordi de aldrig havde noget at tilbyde for hans opmærksomhed, så hvorfor spilde tiden på dem? Elveren havde allerede foreslået noget, de kunne handle med, så selvfølgelig var han mere interesseret i, hvor det kunne lede dem hen.
Nathan selv blev stående i takt med at elveren valgte at læne sig tættere på. Smilet havde endnu ikke forladt hans læber, som han kunne mærke den varme ånde mod hans øre, men samtidig også nemt høre, hvordan blodet pumpede rundt i kroppen ikke langt fra ham. Han holdt blikket fremadrettet, som han dog vendte blikket mod elveren i takt med at ordene strøg over hans læber. Mon elveren godt kunne lide at nogen bed i ham? Måske det var interessant at svinge mellem liv og død for ham? Det ville klart komme bag på ham, at nogen rent faktisk ønskede det, men på den anden side, så skulle nogen jo også donere blod for at vampyrerne ville overleve dagen? Nathan lukkede øjnene for et øjeblik, som han blot tog noget tid til at lytte til hvordan elverens hjerte skubbede blodet rundt i kroppen, hvordan det strømmede igennem årerne. Det eneste det ville kræve var for Nathan at dreje hovedet, så kunne han nemt synke sine hugtænder ned i elverens hals. Noget han da også var på vej til, som han vendte hovedet mod elveren, men i stedet greb han fat i elverens tøj og trak ham ind i et kys. Det var altid fantastisk at mærke en andens varme, men samtidig kunne han mærke hvordan blodet pumpede rundt i elverens læber, den fyldige væske var nu en gang noget specielt. Nathan var ligeglad med at de befandt sig på åben gade og at folket kunne beskue det hele, han var villig til at lade det hele komme an på en prøve, som han dog ikke brugte sine kræfter til at holde fast i elveren, men i stedet lod kysset bære det. Ønskede elveren at stoppe, kunne det nemt ske, men samtidig var det heller ikke låst til stedet på markedspladsen, de kunne sagtens tage det med videre.

[Scorpio Mornie]

Der var noget fascinerende ved vampyrer. De døde, der stadig levede, en selvmodsigelse der gjorde dem interessante. De burde ikke kunne leve. Deres hjerter slog ikke, de var døde. Og alligevel stod denne vampyr foran ham, talte og bevægede sig som enhver anden og virkede på alle måder levende. Denne dobbelthed havde altid været tiltrækkende på ham, alt der var anderledes end normen tiltalte ham og vampyrer var bestemt anderledes end hvad han havde været vandt til i Elvoris. Der havde alt været stringent og direkte efter bogen. Alle havde været kedelige og forudsigelige, han havde været nødt til at overtale dem til at bryde ud af rammerne. Nogen havde selvfølgelig været lettere at overtale end andre. Flere af dem havde lægtes efter noget andet, noget spændende og forbudt, men ikke haft mulighed for at udleve dette indtil han hjalp dem.

Scorpio betragtede vampyren mens han talte. *En god start? Bestemt, min gode Herre. Bestemt.* Han betragtede udfordringen i vampyrens øjne. Det var en udfordring han var klar til at tage op. De fleste ville måske være bange for en vampyr, men Scorpio så ingen grund til at frygte dem. Hvis man kunne opfylde deres behov, havde de ingen grund til at skade en. Ligesom alle andre kunne de indgå i forretningsforhold og, hvis man var varsom, andre forhold…

Vampyrer havde en ganske særlig smag, som blod og aske. Deres læber var kolde og hårde, som at kysse en statue af marmor, men det generede ikke Scorpio. På nogen områder var det ligefrem en fordel. Scorpio skubbede ikke vampyren væk, men lagde en hånd om hans nakken og gengældte kysset. Folk omkring dem stoppede lidt undrende op og stirrede, indtil de handlende bag dem blev irriterede og fik dem til at gå, men det lod han sig ikke mærke med. Han havde gjort værre ting på en markedsplads.

[Nathan Raphael Mordred]

Man kunne næsten sige, at alt der var i besiddelse af en puls, kunne gå hen og blive meget interessant, men alligevel var Nathan kræsen i forhold til, hvem han valgte at lege med og selv når han valgte at lege med, så kunne det gå flere veje. Men der var også noget interessant ved væsners varme og hvordan pulsen slog imod deres hud og pumpede blodet rundt i kroppen, ikke at det gjorde ham misundelige, det lange liv klædte ham bedre end et helt almindeligt liv. Der var alligevel heller ikke noget almindeligt over ham, så han ville nok ende med at kede sig, hvis han ikke havde muligheden for at lære med andres liv. Styrer andres skæbne, men samtidig så var det jo også ganske fornøjende at se andres liv styrte sammen? Ligesom aftenen for angrebet, hvad enten han havde haft fornøjelsen eller ej, så var han sikker på, at det ikke ville blive sidste gang, spørgsmålet var bare om der ville være nogen, der skulle advares før næste angreb blev påbegyndt? Han blev jo nød til at beskytte sin egen forretning og ikke se den synke til jorden, så det var mere et spørgsmål omkring, hvem han gerne ville holde hånden over. Hvis der overhovedet fandtes nogen, som ville være det værd.
Elveren var om ikke andet på vej i den rigtige retning, til at vække Nathans interesse for alvor, det var mere et spørgsmål om hvorvidt en sådan interesse ville holde længe eller slet ikke. Det kunne jo være af ren og skær nysgerrighed omkring hvad denne elver fik sin tid til at gå med, når han ikke var på jagt efter stof. Elveren var modig nok til at tage udfordringen op og det var bestemt noget der interesserede ham, hvis han da kunne finde et formål eller en forretning med denne elver, så kunne det gå hen og blive rigtig interessant. Men først havde man vel lov til at udforske livets glæder?
Det var næsten uimodståeligt at mærke pulsen igennem elveren læber, som lysten til at bide ham blot blev større i takt med at elveren ikke afviste det men blot tog imod og faktisk også gengældte det. Han smilte let for sig selv, som elveren lagde en hånd om nakken på ham, hvilket blot fik ham til at fjerne hånden fra hans tøj, før at han placerede begge hænder mod elverens ryg og pressede deres kroppe imod hinanden. Det hele var mere end velkommen, det samme var lysten til at bide elveren, hvilket han jo egentlig også var blevet opfordret til, så hvad holdt ham egentlig tilbage? Noget der i hvert fald ikke lod til at genere ham var menneskene omkring dem, hvad enten de havde noget at beklage sig over, eller var forarget, så kunne han jo være ligeglad. Han lod i stedet sine hænder vandre op af ryggen på elveren, som han udnyttede øjeblikket til at få en bedre fornemmelse af elverens krop. Hvor længe der ville gå, før at nogen ville begynde at beklage sig, var ikke til at vide, men på den anden side, så kunne det ende med at solen ville sætte en stopper for det først.

[Scorpio Mornie]

Langsomt slap Scorpio vampyrens læber med sine egne og lagde hovedet lidt på skrå. Et smil spillede i hans giftiggrønne øjne og på hans læber. Sikke en fascinerende by, fuld af muligheder. I Elvoris ville de for længst være blevet antastet, om ikke andet så af hans fars mænd på grund af deres usømmelige opførsel. Her stirrede folk godt nok, men ingen blandede sig. Ingen afbrød dem eller råbte efter dem. Vidunderlig by. Gad vide, hvor meget de ellers ville lade ham gøre på åben gade? Han kunne se mange muligheder i det her.

Scorpio kunne næsten mærke vampyrens tørst efter blod, næsten se det i hans røde øjne. Han havde selv smagt blod, men ville aldrig kunne opleve det sammen som en vampyr gjorde. For dem var det livet selv, noget intenst og velsmagende kunne han forestille sig, men for alle levende virkede det en smule underligt. Der måtte ske noget når man døde og genopstod som vampyr. Han havde hørt rygter om, at vampyrer ikke kunne spise rigtig mad som levende mennesker, at blod var det eneste de levede af. Det gav vel god mening, men det betød også at de gik glip af en masse. Blod skulle smage helt fortryllende, hvis det skulle lokke ham til at opgive de mange andre smage, som fandtes i verden. Men lige meget. Han havde ikke i sinde at blive en vampyr. Han kunne ikke. Kun mennesker kunne blive vampyrer og det generede ham ikke.

Han lod hånden glide fra vampyrens hals og ned på hans bryst. Koldt, hårdt og muskuløst. Bestemt ikke dårligt. Selvom Scorpio var åben overfor meget, var det en stor fordel at denne vampyr var ganske tiltrækkende. Han gjorde intet forsøg på at fjerne vampyrens hænder fra sin ryg, men lod ham gøre, som han ønskede. Der var meget at udforske, men ikke her. Solen ville gøre det ubehageligt for vampyren og det ville ødelægge fornøjelsen. Desuden var der koldt udenfor, så hellere finde et varmt sted at være. Men ikke nødvendigvis endnu.

"Jeg kender ikke engang Deres navn, min herre." sagde han. Ikke at han behøvede at kende det, han været sammen med andre længere uden at kende deres navne, men hvis vampyren boede her i byen kunne det måske være en fordel at finde ham igen senere.

[Nathan Raphael Mordred]

Mon ikke byen var for skræmt til at gøre noget ved den slags offentlige affære, eller måske de i virkeligheden havde en skjult dagsorden, som gjorde at de ikke kunne tillade sig at beklage sig, når de selv ville tage del i den slags muligheder? Der var mange årsager til at folket ikke ville forstyrre, men det var blot et spørgsmål om tid, før at nogen ville blive forarget og måske endda stødt at det faktum, at der var tale om to mænd, hvad enten de kunne se Nathans udseende eller ej, så virkede det unaturligt, også selvom kysset føltes ganske naturligt. Varmt og lokkende, som Nathan mødte elverens blik, da han brød kysset. Hans blik gled blot ind i hans, som han ikke flyttede sig langt fra elveren, men alligevel tillod en vis afstand imellem dem. Måske deres udstråling var nok til at holde folket væk, Nathan var i hvert fald van til at gøre det klart overfor andre, når han ikke ønskede at blive forstyrret.
Blod var noget ganske særligt for vampyrer, det var jo trodsalt deres levevej og til tider noget der forårsagede en større rus end sex kunne gøre. Noget, som ganske få ville kunne forstå, men Nathan havde udviklet en dyr smag for blod og ville gerne gå langt for at skaffe den rette blanding af blod. Der var nu intet så fantastisk, som et uskyldigt væsen, der stædigt forsøgte at holde fast i sin uskyld, imens at man tømte denne for den livsnødvendige væske. Noget fortalte ham dog, at elverens blod langt fra ville afspejle en form for uskyld, men samtidig så var det jo stadig blod og han havde fået tilladelse til at bide, så der skulle ikke meget til, før at han ville gøre det og udnytte tilbuddet til fulde. Som fuldblods vampyr var det endnu mere specielt, hvorimod halvblods vampyrer ville have viden omkring menneske mad og måske ikke finde det lige så interessant, som fødte vampyrer. Det var en kilde til liv, og han havde ikke noget imod at tage liv, for selv at få det. Nathan selv mente, at det eneste rigtige var fuldblods vampyrer, han havde ikke meget tilovers for halvblods og ville faktisk helst undgå deres ’stank’.
Hans blik hvilede på elveren og han var bestemt ikke interesseret i andet lige nu. Smilet på hans læber var ikke forsvundet og forsvandt heller ikke, som elveren lod sin hånd hvile mod hans bryst. Tværtimod. Der var ingen livstegn i hans krop og det blev kun tydeligere, når man kunne mærke et levende væsen tæt på, hvordan pulsen bankede rundt i kroppen. Det hele var tegn på liv og inden for hans rækkevidde, som han lod blikket glide mod elverens pulsåre i halsen, han kunne se hvordan det pumpede blod rundt i kroppen og hvordan det rytmisk bevægede huden ud af for hvert hjerteslag. Hans hænder kravlede rundt på hans ryg, som han lod en finger følge hans rygrad, før at han placerede hånden mod hans nakke og næsten grådigt, strøg en finger hen over elverens pulsåre. Fristende, lokkende og virkelig uimodståeligt, hvis han selv skulle sige det, men han lod elveren have chancen for at tale endnu, selv da hans hugtænder atter blev blottet i takt med at han kunne mærke blodet lige under hans finger og langsomt strøg en negl over halsen på elveren.
Ordene bragte blikket tilbage til elverens øjne, ganske giftigt og lokkende så de ud, som han nikkede roligt for sig selv. Det var om ikke andet ganske sandt, men var det nødvendigt at dele navne, når det ville være langt sjovere at lege med det ukendte? ”De er måske interesseret i mit navn?” spurgte han med et glimt i øjnene, som han ville overveje det, og måske endda ville fortælle ham det. Men Nathan havde egentlig ikke noget at gøre med Kensis, andet end at hans forretning nogle gange fik ham til møde op i byen. Men ellers var han mere interesseret i at kongefamilien ikke længere havde nogen plads på tronen.

[Scorpio Mornie]

En omfavnelse var normalt varm og blød, måske endda kærlig og eftergivende, men sådan var virkeligheden ikke med en vampyr. Deres hud var kold og denne mand var på ingen måde eftergivende. Hele hans holdning viste, at han var vandt til at være herren, det var ham, der bestemte og han tog ikke imod ordrer fra nogen, hverken elvere eller mennesker. Hans udstråling og selvtillid interesserede Scorpio. Han havde ikke behov for en bestemt rolle, han kunne tilpasse sig. Hvis det var vampyrens ønske, skulle han nok underkaste sig. At lade andre have magten skræmte ham på ingen måde. Det var anderledes end han var vandt til, men det var en behagelig afveksling. Hvorfor ikke prøve noget nyt, når man havde muligheden for det?

Tanken om at denne vampyr kunne finde på at drikke hans blod, skræmte heller ikke Scorpio. At miste blod fik kroppen til at reagere og det var ikke nødvendigvis ubehageligt, især ikke, hvis man vidste hvordan man kunne kombinere det med andet og hvor meget blod, man skulle miste. Det krævede øvelse, men det havde aldrig holdt ham tilbage. Manglen på blod kunne give en speciel rus, men det var selvfølgelig på ingen måde ligesom hvad en vampyr oplevede, ved at drikke det. nogen gange var det også nok at se andre nyde noget. Uskyldigt blod var dog en af de få ting Scorpio ikke kunne hjælpe med. Han havde vist aldrig været uskyldig.

Scorpio lod hånden hvilke på vampyrens bryst. Kold og død, intet hjerte slog under tøjet. Det var en af de ting, der fascinerede ham ved vampyrer. Den levende død. Alt der var nyt og anderledes vakte hans interesse. Selvom vampyrer på ingen måde var noget nyt, så var de stadig ikke det, man oftest oplevede og han havde ikke mødt nok til at de mistede deres eksotiske dragen. Han følte sig som et barn med et spændende nyt legetøj, klar til at finde ud af hvad det kunne, hvordan det kunne underholde ham. Han rørte sig ikke, da vampyren lod en finger glide over hans blodåre. Han havde slet inviteret og havde ikke i sinde at gå fra sit tilbud. Slet ikke nu, hvor det var ved at blive interessant. Han betragtede bare vampyrens lange, skarpe tænder med et smil.

Scorpio så ind i vampyrens øjne da han talte. "Jeg er interesseret i Dem, min Herre" sagde han med silkeblød stemme, "Men hemmeligheder gør bestemt ikke min interesse mindre." Hvis vampyren ikke ville fortælle sig navn, havde han ikke i sinde at kræve det. Der var noget mystisk og spændende ved at lege med det ukendte, det hemmelige. Hvis denne vampyr ønskede at bevare så mange hemmeligheder som muligt, kunne Scorpio sagtens lege med. Det gjorde han gerne.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var klart noget interessant over at være i nærheden af et levende væsen, ikke at han havde noget han som sådan foretrak, så længe han kunne dominerende den anden så ville det ikke være noget problem. Han ville aldrig underkaste sig, der var i hvert fald en meget lille sandsynlighed for at det overhovedet kunne ske, der var også en meget lille chance for at han ville give muligheden til en anden, hvad enten denne spurgte om det eller tog chancen. Han kunne hurtigt bytte rundt på rollerne, hvis det ikke behagede ham, og dog så var det ganske tiltrækkende at mærke blodet pumpe rundt i kroppen på elveren. Der var noget ganske specielt over det. Rusen fra blodet kunne klart være med til at gøre det langt mere interessant, afhængigt af hvor erfaren elveren var. Man kunne jo aldrig vide, hvad elveren havde af evner og måske ha endda kunne overraske positivt, når først han fik fingrene i ham?
Interessen for at drikke hans blod var der, uden tvivl, lysten var der også, så der skulle sikkert ikke meget mere til end en mulighed eller en åbning, før at Nathan ville synke sine tænder ned i huden på elveren. Valgte man først at kombinere de forskellige former for rus, så kunne det gå hen og blive ganske interessant. Det faktum at elveren heller ikke var afvisende overfor muligheden for at gøre begge dele, gjorde jo bare det hele langt mere interessant, det var ikke alle, som var interesseret i at blive bidt i. Det modsatte køn kunne dog altid overbevises, hvis han først var interesseret i deres blod, så skulle han også nok skaffe det, men når det blev serveret på et sølvfad, så kunne det også være ganske interessant og lokkende. Tankevækkende.

Man kunne ikke just kalde Nathan for ’noget nyt’, eftersom at han efterhånden havde en del århundrede bag sig og med tiden da også havde lært lidt af hvert. Måske det i virkeligheden var derfor at han ofte fandt mere nydelse i blod frem for samleje, fordi smagen bragte en unaturlig rus med sig. Han havde muligvis prøvet det hele, og dog så kunne elveren jo vise sig at være ganske interessant. Så vidt han kunne huske, så havde han endnu ikke delt seng med en elver, fordi de gerne vil holde fast i deres renhed og fuldblodsrace, samtidig med at de ofte var traditionsbunden, så der var sjældent nogen der ville kaste sig ud i noget lignende. Her lod elveren til at være noget helt andet. Nathan lod sine negle strejfe halsen, før at han placerede sin hånd rundt om hans hals. Indtil videre havde elveren ikke vist nogen tegn på frygt, så måske han var van til at gøre forretning med vampyrer? Men det var ikke altid smart at lege med ilden og man kunne vist godt sige at Nathan var placeret solidt i hierarkiet lige nu, han havde venner alle steder, men velsagtens også fjender, så hvor kunne denne elver placere sig henne? Nathan havde en vision om at komme længere op af ’fødekæden’, noget som vampyrernes leder villigt hjalp ham med, samtidig med at krigen var til hans fordel, hvis kongefamilie røg af tronen, så kunne nattens væsner kommer til.
Elverens ord bragte et roligt smil frem på læben, som hans øjne reagerede klart på hemmeligheder. Lige et emne for ham at omtale. Hemmeligheder var jo hans levevej, så han kunne om nogen sætte sig ind i den situation, som mange arbejdede under. Ofte var det hans opgave at skubbe hemmelighederne frem i lyset eller gemme dem i skyggerne for at drage profit af det. ”Der er noget interessant over hemmeligheder, ikke sandt?” lo han stille, som han flyttede sin hånd fra hans hals og lod den glide ned af hans bryst, i takt med at han fulgte hans kropsfigur. Der var noget interessant over, at lade deres navne udeblive, skulle han først lokalisere elveren igen, så ville det sikkert ikke blive et problem, alle havde en speciel lugt og fik han først smagt hans blod, så ville det blive langt nemmere for ham. ”Herre er en passende titel” forklarende han med et skummelt smil på læben. ”Hvad må jeg kalde Dem?” det ville være nemmere at placere ham, hvis han havde noget at mindes om ham, hvad enten der var tale om et navn eller et kælenavn, så var det jo næsten lige meget.

[Scorpio Mornie]

Hvis han fik muligheden for det, ville Scorpio ikke have noget imod at tage kontrollen fra den kønne vampyr. Hans nye Herre kendte tydeligvis ikke til at overgive sig, han vidste intet om hvad det kunne medføre at overgive sig fuldstendigt til en anden. At give magten til en anden kunne medføre utrolige ting, men hvis de fik tid nok, skulle Scorpio nok gøre sit bedste for at indvie vampyren i den slags nydelse. Det skulle være hans mindste kunst. Især hvis vampyren var åben overfor at prøve diverse kombinationer af rusmidler, det ville kun gøre det nemmere og mere interessant. Vampyrer havde for det meste en del erfaring, men selv vampyrer havde grænser de ikke overskred. Eller fordomme, som forhindrede dem i at opleve nye, spændende ting. Det kunne Scorpio også godt hjælpe med.

Han rørte sig ikke, da vampyren tog fat om hans hals. Første gang han havde mødt en vampyr, havde han været rædselsslagen, men det var efterhånden mange år siden og der var sket meget siden da. Han havde lært mere om vampyrer og frygtede dem ikke længere. Han havde stor respekt for dem og deres evner, han vidste at de kunne være ganske farlige, hvis det var, men han var ikke bange for dem før de gav ham en grund til det.

Scorpio kunne næsten se hvordan det generede vampyren at han ikke kunne placere Scorpio i hierarkiet. Han opførte sig som en adelig, sådan var han opdraget og han havde taget sin uddannelse med sig, selvom han ikke var decideret glad for det. Han ville nok aldrig slippe helt for sin familie og den indvirkning, de havde haft på ham. Men det gav ham den fordel, at han altid fremstod som en fornem herre og det gjorde ofte, at folk gik til side for ham og gjorde sig umage for at behage ham. Hvis man fremstod rig, opførte folk sig som om man var det.

"Der er noget meget interessant over hemmeligheder, min Herre." sagde Scorpio med et smil. Han kunne godt lide hemmeligheder, selvom han ikke længere havde så mange som han havde haft i Elvoris. Dengang havde han, delvist hvert fald, skjult sine udskejelser for sin familie, men efter han var rejs, var han holdt op med det. Han så ingen grund til at skjule sig. Andres hemmeligheder derimod, dem var han meget interesseret i. Som ejeren af Den Blå Viol kendte han hemmeligheder, der kunne tvinge mægtige mænd i knæ. Men han brugte dem ikke. Det var derfor, de tillod ham at kende dem.

Scorpio nød følelsen af vampyrens fingre mod sit bryst. Der kunne komme meget sjov af denne fremmede, denne vampyr med de intelligente øjne. "De må kalde mig, hvad end De ønsker, min Herre." sagde Scorpio med et smil og et let buk. Nogen havde bestemte kælenavne for deres elskere, han var i tidens løb blevet kaldt mange ting, men det var en del af underholdningen.

[Nathan Raphael Mordred]

Der havde aldrig været et behov for at overgive sig, så hvorfor skulle han egentlig begynde på det? Det ville i hvert fald blive svært at overbevise Nathan om at han bare skulle overgive sig selv til en anden, men samtidig så kunne det jo også ske at Scorpio var ualmindelig overbevisning, afhængig af situationen, man kunne jo aldrig vide hvilke erfaringer elveren havde at trække på, så måske han vidste hvordan man skulle håndtere en vampyrs lyst? Hvis det lykkes ham at få Nathan til at underkaste sig, så ville det næppe være gratis, det ville have sin pris, at få den mulighed, men samtidig så ville han med glæde bevise, hvorfor han gerne ville have magten selv. Han var jo ganske magtsyg, så at få ham til at give slip på den slags, ville være noget af en prøvelse. Måske endda for dem begge.
Der var som sådan ingen grund til at frygte ham, men normalt fik han en anden reaktion fra folk, når først han greb ud efter deres hals, men elveren lod ikke til at lade det påvirke sig, som han fortsat forholdt sig roligt. Lysten til at se ham bukke under, se frygten i hans øjne, var langsomt ved at melde sig. Det kunne være tilfredsstillende i sig selv, at se elveren bukke under, men mon ikke han ville kunne få en mulighed for at lege lidt mere elveren også og måske muligheden for at udforske hans grænser samtidig, for langt ville han gå for det her?
Med tiden ville de sikkert lære mere om hinanden, men lige nu var han mere interesseret i det, han havde mødt indtil nu også selvom han gerne ville have fordelen af, at vide hvem han var, så lod han det ligge for nu. Mon ikke han kunne finde ham senere, hvis interesseren var stor nok til at mødes igen. Nathan selv fremstod også som en af højere rang også selvom han tilhørte underklassen, så opførte han sig langt fra på den måde, men det lod også til at have den virkning, som det skulle. Specielt fordi elveren havde forvekslet ham med en adelig. Noget, der dog for længst var blevet glemt, det var jo heller ikke interessant, specielt ikke når de valgte at lade hemmelighederne blive imellem dem.
Der var tydeligvis en forskel på dem, elveren havde rig mulighed for at skaffe hemmeligheder, men valgte ikke at bruge dem, hvorimod at Nathan ikke havde noget imod at bruge folks hemmeligheder imod dem. Det var jo hans levevej. Nathans egne hemmeligheder var dog noget han holdt tæt på kroppen og som ingen kendte til, medmindre at de kom tæt nok på ham. Men et stykke legetøj ville nok aldrig få muligheden for at komme helt tæt på. Det var tydeligt at han var interesseret i hvad Scorpio kunne tilbyde, som hans fingre vandrede ned over hans bryst, fulgte de linjer som udgjorde hans krop, det hele føltes umenneskelig naturligt, som han lod sine fingre vandre længere og længere ned af hans krop. Så længe at han ikke blev stoppet, så var der ingen grund til at stoppe, hvis det overhovedet ville være nok.
Ordene var velformulerede og velovervejet, det var der ingen tvivl om, og det lod da også til at falde i god smag, som elveren ikke var bange for at overlade navngivningen til ham. Som elveren lavede et buk med hovedet, smilte Nathan blot for sig selv, før at han fjernede hånden fra hans bryst og lod den glide op til hans hage endnu en gang, som han blot gik tættere på, lod deres kroppe mærke hinanden, imens at han placerede sin mund tæt ved hans ører. ”Hvornår kan jeg så lege med mit nye legetøj?” spurgte han lokkende, før at han lod sin hånd glide langs med elverens hals endnu en gang i takt med at han bevægede sit hoved længere ned, for at føre sine læber hen over hans hals. Nathan lod sine hugtænder strejfe huden uden at gøre tegn til at ville prikke hul eller bide ham. Det generede ham ikke at de befandt sig på åben gade, andet end at solen var i vejen, men for nu havde han jo fortsat sin kappe og hætten, hvis han manglede ly. Spørgsmålet var bare om elveren ville nøjes med en gyde eller hellere ville have et værelse at lege i.

[Scorpio Mornie]

Selvom mange vampyrer foretrak frygt i deres ofte, var det en af de få ting, som Scorpio selv havde svært ved at give dem. Han var ikke nogen dårlig skuespiller og kunne sagtens foregive frygt, men de dygtigste vampyrer kunne smage den slags i blodet og der skulle en del til at skræmme ham. Han ville ikke nødvendigvis stoppe det, hvis vampyren følte et behov for at skabe ægte frygt i ham, men han havde ikke i sinde at lade den smukke fremmede skade ham permanent. Han var blevet for glad for sit liv til at lade en tilfældig fremmed ødelægge det, lige meget hvor køn han var. Men så længe det ikke kom så vidt, kunne han finde sig i meget.

Scorpio smilede og lod vampyren udforske hans krop med sine fingre. Han havde aldrig skammet sig over sit udseende, det havde han bestemt ingen grund til, og han lod gerne andre se det. Han havde selv stadig sin hånd på vampyrens bryst og lod den glide op over skulderen og ned over armen. Vampyren her havde heller ingen grund til at skamme sig over sit udseende, der var kun gode ting at finde indtil videre. Hvilke overraskelser, der var under tøjet, kunne Scorpio ikke sige noget om, men han så frem til at undersøge det nærmere. Det generede ham heller ikke, da vampyren lod sine hugtænder strejfe hans hals. Bestemt ikke. Han nød tanken om, hvad disse tænder kunne udrette, hvad de havde skabt og dræbt før i tiden. Det var en lokkende følelse at være så tæt på noget, der kunne ende med død og smerte.

"Nyt legetøj skal nydes, Herre." sagde han, hans stemme var lav, men hans læber var så tæt på vampyrens øre, at det ikke var noget problem. "Ikke bare pakkes tilfældigt op et vilkårligt sted." Vampyren ville ikke kunne give ham sin fulde opmærksomhed, så længe de var i solen, han måtte beskytte sig selv, men hvis Scorpio havde nogen krav til sine elskere, var det at deres opmærksomhed skulle være fuldt og helt rettet mod ham. En gyde ville måske give dem nok skygger til at fjerne problemet, men det medførte også risikoen for at blive afbrudt. Ikke at han havde noget imod at blive set, men han ville helst ikke stoppes når han var i gang med noget godt.

[Nathan Raphael Mordred]

Nathan selv var ikke interesseret i skuespil, han ville heller have reel frygt, hvis han først gik efter frygt, så ville skuespil næppe være nok til at gøre ham tilfreds. Hvad kunne han også bruge det til? Det ville jo ikke give ham nogen fordel og det kunne sagtens også ende med at kede ham, hvis først en person forsøgte at lege med på den måde, der var intet tilfredsstillende i den form for skuespil. Frygt var jo heller ikke det eneste, der interesserede ham, han var mere interesseret i hvad Elveren kunne tilbyde, uden at han skulle tvinge det i en bestemt retning. Alligevel var det jo ganske underholdende, at se om Elveren nu også kunne holde facaden, eller måske i virkeligheden udviste oprigtig frygt. Dog var det ikke tilfældet med denne elver, der var noget ganske specielt over hans holdning, så mon ikke der lå noget ganske interessant bag?
Det var ikke kun hans personlighed, som var interessant, eftersom at han nok måtte indrømme, at han var mere interesseret i hvad der gemte sig under tøjet, hvilket kendetegn, der var på hans krop. Samtidig med at det da også kunne være spændende, at se hvordan elveren ville bruge sin egen krop til at tilfredsstille ham. Tanken var lokkende og bragte et tydeligt smil frem på hans læber, som han førte hænderne rundt på hans krop. Mon han var ved at miste sin tålmodighed? Muligvis, som han bevægede sig tættere på og lod duften danne sig et indtryk i hans hukommelse. Igennem årene havde han ofte brugt tid på at opsøge gamle elskere, hvis han skulle gå hen og kede sig og det kunne jo ske, at elveren netop kunne bruges til netop det, for alt tegnede godt lige nu. Det var jo ikke fordi han normalt tog fejl, men elveren havde jo også udvist en interesse for ham, så mon ikke de nok skulle kunne finde ud af noget, der kunne interessere dem begge. Tanken om at komme tættere på hans krop, fik smilet til at blive mod hans læber, som hans øjne blev mere dyster og afslørede den lyst, han var i færd med at opbygge.
Hans ord gjorde ikke smilet mindre på hans læber, som han nikkede roligt for sig selv. Han havde skam tænkt sig at nyde ham, fuldt ud endda og gerne mere end en gang, hvis det passede sammen. Det kunne jo være, at de ikke var på bølgelængde med hinanden og derved ikke kunne sammen. ”At nyde Dem bliver ikke noget problem, det skal De slet ikke bekymre Dem om.” forsikrede han med et charmerende smil på læben. Han overvejede for en kort stund, hvor de skulle bevæge sig hen, egentlig kunne han sagtens more sig i en gyde, men han havde også krav til sig selv og ville næppe bryde sig om at befinde sig i en gyde med risiko for at solen alligevel ville kunne komme ind. ”Men måske vi skulle finde et mere privat sted, før vi for alvor begynder at lege.” lo han stille for sig selv, som han strøg hånden ned over Scorpios krop, udforskede hans former og samtidig tog sig god tid til at undersøge ham nærmere. Han ville da gerne pakke sit legetøj op allerede nu, men han kunne også sagens se fordelen i at være alene med ham, uden at nogen kunne forstyrre dem. Mon ikke de kunne få et værelse på den nærmeste kro? Det var i hvert fald en mulighed, når de nødigt skulle bruge for lang tid på at finde et sted for han havde bestemt ikke i sinde at vente længe. Hvilket også var grunden til at hans hånd gled op langs med Scorpios bryst, som han placerede hånden mod hans nakke og hev ham ind i et kys. Hvis de skulle bruge tid på at flytte sig, måtte han da lige finde en måde, hvorpå han også kunne kontrollere sig selv på, ved at tage, hvad han ville.

[Scorpio Mornie]

Der var altid mange muligheder når man indledte nye bekendtskaber. Nogen gange var det bedst at tage sig tid og gå forsigtigt frem, men andre gange, som denne, var der ingen grund til at lægge bånd på sig selv. Ikke at handle som man ønskede kunne nemt betyde, at man missede en spændende chance, fordi man var for nervøs og usikker til at tage den. Det havde dog aldrig været Scorpios problem.

Han smilede til vampyren. Han så altid frem til at blive nydt eller selv nyde nogen, især når det var noget nyt og spændende som dette. Der var bestemt fordele ved at være sammen med en, man havde kendt længe, og som kendte ens ønsker og lyster, men det ville aldrig helt kunne måle sig med spændingen ved at starte noget nyt op, at udforske nogen for første gang. Det kunne ende med at man stødte på noget, man ikke kunne lide, men man kunne også blive overrasket og introduceret til noget nyt, man aldrig havde prøvet før. Det var en god måde at lære nye ting og det glædede ham hver eneste gang han fik muligheden for at gøre det.

"Et mere privat sted lyder lovende, Herre." sagde Scorpio med et smil. Et værelse et sted ville give dem fred og forhindre at vampyren blev distraheret af solen. Det ville også være blødere og mere behageligt end en kold gyde, det var jo ikke ligefrem sommer. Og det ville forhindre at han tøj blev alt for snavset. Han kunne sikkert godt få det rengjort bagefter, men det ville være overflødigt arbejde, hvis de kunne finde en mere behagelig løsning.

Vampyren var ved at blive utålmodig. Det var måske ikke underligt. Scorpio havde opfordret til at det skulle blive en spændende dag og det var snart på tide at gøre noget ved det. Han gengældte vampyrens kys og lod hænderne glide op over hans ryg og ind i det mørke hår, som han trak let i. ikke nok til at det gjorde ondt, men nok til at det kunne mærkes. Han var ikke nødvendigvis blid, selvom han var ved at starte noget nyt og han havde på fornemmelsen, at vampyren i hans arme ikke skulle tages med silkehandsker.

[Nathan Raphael Mordred]

Vampyrer havde egentlig tid nok at tage af, men til tider var der også situationer, hvor selv disse væsner ikke ønskede at være tålmodige. Denne stund var blandt andet en af de situationer, netop fordi Nathan var blevet tilbudt noget, som han klart havde interessere i, så ville det også være ondt at trække pinen ud, ikke sandt? Nathan havde i hvert fald ikke tænkt sig at vente alt for længe, før at han ville gøre krav på det, han gerne ville have, så hvis ikke Scorpio tog initiativet, så ville han uden tvivl gøre det selv. De kunne jo altid forhandle om det senere, når de havde muligheden for at få et bedre indtryk af, hvad de handlede med?
Uanset hvilken aftale Nathan fik i hus, så ville han altid nyde den så meget som overhovedet muligt, at dræne aftalen for al dens indhold og mere til, hvis det var tilladt. Dog skulle en aftale, som denne, desværre ses an først, alligevel havde han på fornemmelse af, at det nok skulle blive interessant med elveren. Det var svært at sætte forventninger på situationen, men han havde lidt på fornemmelse af, at elveren havde nogle tricks oppe i ærmet og han var spændt på, hvad dette kunne bringe med sig. Nathan var i hvert fald villig til at bruge sin tid på elveren, så allerede der havde elveren sejret, hvad enten denne vidste det eller ej, så var det klart at Nathan havde taget en beslutning allerede.
Nathan nikkede roligt til hans svar, som han lod blikket vandre bort fra elverens kønne ansigt. Han lod blikket vandre rundt på de forskellige butikker, han havde hørt om en kro i nærheden, så de behøvede ikke en gang at bevæge sig særlig langt før at han selv ville komme i sikkerhed for den bagende sol. Hans blik gled tilbage mod Scorpio, som smilet spillede over hans læber. ”Passer en kro til Deres forventninger?” spurgte han med et smil, som han lod blikket glide ned over elveren. ”At bringe Dem med hjem, er måske for tidligt” glimtet i hans øje kunne fortælle mange ting, men at bringe elveren med hjem ville være for tidligt, og samtidig også for risikabelt, hvad enten han nød at være fuldkommen alene med sit legetøj eller ej, så måtte kroen var nok for nu. Måske de kunne finde en bedre løsning for deres næste møde, hvis det da kom så langt.
Det var muligvis ikke helt så underligt, at Nathan var begyndt at blive utålmodig, når han var blevet lovet et stykke legetøj, så skulle han da også have lov til at lege med det, ikke sandt? Kysset var mere et krav på ham, som han dog smilte for sig selv, da han mærkede elverens fingre i hans hår. Han havde ingen intentioner om at stoppe ham og stod det til ham, så var de nok allerede på kroen, men var elveren van til vampyrs kunnen? Lysten til at stikke af med elveren på åben gade, morede ham en smule, som han sagtens kunne finde på at stjæle ham foran de handlende og blot smide ham ind på et værelse. Der var jo ingen grund til at være formel mere, eller var der? Han afbrød dog kysset, som han placerede hænderne mod hans ryg og lod dem vandre ned til hans røv. Han lagde hovedet let på skrå mod hans skulder. ”Efter Dem” hviskede han lokkende i øret på ham, som han gik rundt om ham og gav ham et skub mod kroen, Phoenix ilden.

[Scorpio Mornie]

Det var allerede meget interessant og at flytte deres møde til et mere privat område ville bestemt ikke gøre det mindre spændende. Scorpio var interesseret i hvad vampyren ville gøre med sit nye legetøj og havde intet imod at bøje sig for en andens vilje. Ofte var det en meget behagelig oplevelse at lade andre tage føringen, det betød at man blev overrasket og overvældet. Dermed ikke sagt at han ikke kunne nyde at have kontrollen over andre, men som ejer af Den Blå Viol var det oftest ham, der var i kontrol og det var rart at prøve noget andet med en ny ven.

"Hvis Herren tog mig med hjem, ville jeg vide, hvem Herren er." sagde Scorpio med et charmerende smil. "Og det ville ødelægge den skønne hemmelighed." Han ville ikke have noget imod at vide, hvem vampyren egentlig var, så han kunne finde ham igen og genoptage deres leg på et senere tidspunkt, men lige nu var hemmeligheden en del af deres leg og det kunne han godt lide. Han ville gerne lade hemmeligheden vare lidt længere. Det skulle nok være muligt at finde hinanden igen senere, hvis det skulle være.

Scorpio lod vampyren røre, hvad han ville og forhindrede ikke hans hænder i at udforske hans krop, mens de kyssede. Da vampyren slap ham, vendte han sig mod den udpegede kro og begyndte at gå. Flere af menneskerne på markedet fulgte de to med øjnene mens de forlod markedet og gik hen til Phoenix Ilden.

//OUT – fortsættes i A New Toy (S)