A Wrong Turn

[Lupercus Venator]

Dato: 17. marts 1434
Tid: 15:00
Vejr: Blæsende og overskyet, -3 grader.

Det var ikke meningen, at han ville ende i Den Forbudte Skov. Det var slet ikke sådan, han havde forudset denne dag skulle udfolde sig.

Morgenen havde været meget normal. Han havde tjekket sine fælder, taget de fangede dyr og sat nye snarer op, spist noget af kødet og gjort skindene klar til at blive behandlet. Han manglede noget læder, så han skulle have noget skind at grave ned, så det kunne blive garvet senere. Desværre var alle de skind, han havde fået ind de sidste par dag, for fine til at blive brugt til læder. Dem kunne han få meget mere for i byen, når han skulle ind og sælge dem. Og det havde været en hård vinter, så han havde brug for pengene. Han manglede stadig krydderier, især salt, som var livsnødvendigt hvis han skulle gemme noget af sit kød mere end et par dage. I vintertiden havde han kunnet opbevare noget af det i sneen, så det holdt sig bedre, men foråret var langsomt på vej og der ville ikke gå lang tid før den slags opbevaring var umuligt. Så måtte han igen i gang med at tørre og salte sit kød.

Derfor havde han taget sin bue og var gået på jagt efter en lille flok hjorte, som holdt til i området. Han havde fulgt dem et kort stykke tid mens han havde udset sig et passende byttedyr. Han havde fået øje på den ganske hurtigt, en mindre hind, tyndere end de andre og med dårlige øjne. Hun var syg og ville ikke overleve længe i naturen. Flokken ville have bedre af at komme videre uden hende og han ville få læder. Derfor kom an en pil på buen og tog langsomt, lydløst sigte. Han trak vejret roligt og ventede, til hun stod lidt fra de andre. Mellem to åndedræt slap han strengen og pilen fór igennem luften. Lige netop der valgte hinden dog at træde til siden, så pilen ramte hende i siden uden at dræbe. Hele flokken blev skræmte og satte i løb væk fra fjenden. Han bandede for sig selv og spurtede efter hende, for ikke at efterlade hende til at dø af blodtab et sted i skoven. Måske var det på grund af hendes dårlige øjne, måske for at beskytte sin flok, men hinden løb væk fra de andre og ind mellem de mørke træer med tættere underskov end resten af skoven.

Resultatet havde været, at Lupercus var endt i Den Forbudte skov, på jagt efter en såret hjort, som ikke havde givet op før den var langt inde mellem de truende træer. Blodtabet havde endelig udmattet hende nok til, at han kunne komme på skudhold igen og denne gang havde han ramt hende igennem øjet, så hun var død. Nu stod han så i en skov han ikke kendte med en død hjort, som han skulle have med sig.

[Rebecca Climova]

Rebecca havde besluttede sig for at se nærmere på Den Forbudte Skov. Det var det eneste sted i hele Ireno hun aldrig havde været, eller hun havde været tæt på men aldrig været inde i skoven. Men i dag ville hun udfordre sig selv, om det så galt hendes liv og så meget var hendes liv heller ikke værd.
Den Forbudte Skov hed ikke - ’Den Forbudte Skov’ for ingen ting, og alle viste at det ikke var et sted man gik ind alene vis man ønskede at leve livet.

Rebecca var klædt sit selvandelige sorte tøj. Høje støvler, bukser som var holdt oppe med et bælte, en langærmet hættetrøje og tykke hansker. Det var koldt og blæsende, så hun havde sørget for at tag det varmeste tøj på hun havde. Hun var kommet et godt stykke ind i skoven da hun blev opmærksom på et flok hjorte som kom løbende, de virkede bange. Rebecca holde sig på afstand og skjulte sig af og til bag nogle at de tykke træer og nærmede sig derefter langsom da hjortene var kommet et stykke væk. Hun var kun nysgerrig og havde ingen ide om at jage dem.

Flokken forsvandt af syne og Rebecca besluttede sig for at gå videre ind i skoven. Lige for øjeblikket virkede alting fredeligt, men hun var stadig på vagt og havde øjne og øre åbne. Der gik ikke længe før der igen var en hjort der fangede hendes opmærksomhed. Hun løb lydløst om bag et træ med en tykt stamme, der lige var tyk nok til at skjule hendes slanke krop. – Hun betragtede hjorten og spærrede øjnene op da en pil ramte den igennem øjet og hun vente sig hurtigt med ryggen mod træet. Så hun var altså ikke alene i denne skov? Hun tog sin kniv op, som hun havde sat fast i sit bælte. Kniven var det eneste hun havde af skarpe genstande.

[Lupercus Venator]

Hjorten var heldigvis stoppet i en lille lysning, hvilket gjorde hans arbejde en del nemmere. Han gik hen til den og satte sig ned. Med en erfaren bevægelse trak han pilene ud og begyndte at undersøge dem. Spidserne havde ikke taget skade, en fordel ved at han havde brugt de dyrere metalspidser og ikke sine hjemmelavede flintspidser. De ville være gået i stykker. Pilen der havde ramt hende i siden havde knækket sit skaft, så han måtte lave en ny, den anden kunne heldigvis genbruges. I forhold til spidserne, der kunne laves på få minutter af en erfaren flinteknapper, tog det ganske lang tid at lave et skaft. De skulle være lige, jævne og fjerene skulle sættes på med læderbånd. Det var en lang og opmærksomhedskrævende proces og derfor var det en stor fordel, at kun det ene skaft var knækket.

Da han havde pakket de to pile væk og lagt sine ting på jorden ved siden af sig, begyndte han at undersøge dyret. Hinden blødte stadig og ville nok fortsætte med det lidt endnu. Det ville nok være nemmest at vente til hun var færdig med det, før han flyttede hende. Ud over hullet fra hans pil, så der ikke ud til at være nogen problemer med pelsen og det burde blive til godt læder, når det var færdigbehandlet. Han overvejede, hvordan han nemmest kunne få bragt hende med hjem, da han fornemmede noget. Var der nogen i nærheden? I en skov som denne, kunne det passe? Han løftede blikket og afsøgte den omkringliggende skov med sine gyldne øjne.

[Rebecca Climova]

Hun stod stadig med ryggen til træet og lyttede. Hun kunne høre bevægelser og hun kunne fornemme at det var personen som havde nedlagt hjorten og var i fuld gang med at tag pilen til sig og slæbe dyret med sig. Nu kunne hun godt se hvorfor den flok af hjorte kom løbene med den fart og hun havde ret i hendes tro og hvorfor stod hun egentlig bag træet, hun var ikke en kujon ellers havde hun ikke valgt at gå hen ud. Skulle hun bare gå og lade personen være, eller skulle hun træde frem så han kunne få lov at vide at han eller hun ikke var alene. Rebecca viste ikke hvem hun stod overfor, men hun kunne fornemme det var en mand. ”flot skud” sagde hun roligt imens hun stod bag træet, hun dukkede frem få sekunder efter med den ene hånd hvilende på træstammen. Hendes blik faldt på en mand siddende, med sin pil i hånden, på hug ved hjorten der lå livløst på skovbunden.

[Lupercus Venator]

Med den ene hånd på hinden og den anden på sin jagtdolk, betragtede han kvinden, der trådte frem fra træet. Han havde ikke forventet at møde andre i denne del af skoven, slet ikke en ung kvinde. I det mindste virkede hun ikke som en røver, så ville det have været dumt at afsløre sin position ved at tale. Det virkede som om, hun var ude og gå. Et underligt sted og tidspunkt måske, men det dømte han hende ikke på. Han var her jo.

Han blev siddende ved siden af hjorten. Kvinden fremstod ikke som en trussel og han havde ikke i sinde at efterlade sit bytte efter så lang en jagt. Hans tøj var rodet og han havde mindre grene i sit hår. Han var træt og sulten og ikke helt sikker på, hvad vej der var tilbage. Han burde kunne finde sit eget spor, når han begyndte at lede, men nu havde han kun en ide om at det var bag ham. ”Tak.” sagde han stille og kiggede på kvinden. Hun stod stadig ved træet med en hånd på stammen og betragtede ham, sikkert langt nok væk til at føle sig nogenlunde sikker og give hende en mulighed for at stikke af, hvis han viste sig at være truende. Ikke at han havde noget ønske om at angribe eller skade hende.

[Rebecca Climova]

Hun bliv stående hvor hun stod med sin hætte der dækkede hendes røde hår. Hun betragtede den fremmede mand, som for hende kunne virke en smule skræmmende, men det var nok på grund af hans højde også selvom han sad ned, så virkede han stor og det lod Rebecca fra at nærme sig. Godt nok var hun ikke en bangebuks, men hun stolede ikke på fremmede og kunne bedst lide at holde sig på afstand til hun var hundrede procent sikker på at hun kunne stole på dem.
Det var ikke højt, men hun hørte ham sige tak og hun bukkede hovedet en anelse og bevægede sig forsigtig over til et af de andre træer der stod noget nærmere. Manden virkede ikke til at være glad for at se hende i denne skov, så hun holde stadig godt afstand til ham, bare for at vise at hun havde respekt for personer som ham. Hun stilede sig ved siden af træet hun var gået hen til og kunne nu bedre se hvem hun stod overfor. Han kiggede op på hende og hun så hans rav-gule øjne, og hun fornemmede at han måske var noget andet end et almindelig menneske.

Hun stod lidt tavs og kiggede på hjorten som lå ved ham, og hun viste faktisk ikke hvad hun skulle sige. Faktisk ønskede hun ikke at sige noget overhoved, måske skulle hun bare gå videre og lade manden være alene? ”Jeg er ikke nogen trussel, bare rolig. Du kan beholde det der er dit” fik hun roligt sagt og lænede sig op ad træet. Hun blev hængende og det var nok på grund af hendes nysgerrighed der havde taget overhånd.

[Lupercus Venator]

Skoven omkring dem var mørk, selvom det dårligt var sen eftermiddag. De tætte træer omkring dem slugte sollyset og gjorde skoven mystisk og ufremkommelig. Det hjalp lidt at vare varulv og have rovdyrøjne, selv som menneske kunne han se en smule bedre end de fleste andre. I lysningen, hvor hjorten lå var der lidt lysere end ellers, fordi der var åbent over dem. Havde det været solskin, ville det måske endda have været et behageligt sted, men det var overskyet og blæsende. Der ville ikke gå lang tid før det begyndte at regne.

Kvinden blev stående ved træet. Et klogt træk, når man var i gang med at skabe kontakt til et rovdyr, eller et menneske, som mere mindede om et rovdyr. Hvis hun kom tættere på for hurtigt, ville han se hende som en trussel. Det gjorde han ikke lige nu. Han kendte hende ikke, men det var ingen overraskelse. Han kendte ikke ret mange mennesker, fordi han foretrak at undgå dem. Hun var klædt i sort, med en hætte over sit hår. En fordel for hende, når de begyndte at regne. Hans egen kappe havde også en hætte, men han havde den ikke på i øjeblikket. Han foretrak ikke at begrænse sit udsyn med hætten før der blev brug for den.

Han nikkede stille, da hun talte. Alle kunne sige, de ikke var en trussel, men det gjorde det ikke sandt. Han var stadig opmærksom på hende, men han så hende ikke som en trussel endnu. Hun virkede forsigtig, nervøs for om han ville vise sig som en trussel for hende. Det var nok ikke overraskende. Han var en stor mand og hans opførsel sagde ikke ligefrem velkommen fremmede, snarere tværtimod. Alligevel ønskede han ikke at skræmme hende væk, hun havde jo ikke gjort ham noget. Han flyttede sig langsomt, så han kunne sidde bag hjorten og undersøge den, samtidigmed at hun var lige foran hende, så han kunne se hende hele tiden.

”Hvorfor er du i skoven?” sagde han. Han var normalt ikke så interesseret i andre mennesker, men det var ikke normalt at møde andre i denne del af skoven og han kunne ikke sige sig fri for at være en smule nysgerrig over hvad en ung kvinde som hende lavede i denne skov.

[Rebecca Climova]

Med begge ben placeret på samme sted, så hun kort op i trætoppene. Vinden fik bladene til at svaje frem og tilbage og nogle af de træer med en tynd stamme gyngede også let. Det var en kold dag og blæsten gjorde ikke vejret varmere, Rebecca tog hånden fra træet og slog armene over kors og lænede sig tilbage mod træet. Hun havde stadig blikkede rettet mod trætoppene idet manden valgte at flytte lidt på sig, hun kunne mærke hans blik og hun havde en lille anelse om at han holde øje med hende. Måske ville han slet ikke have at hun nærmede sig? Ligesom de vilde dyr i skoven. Hun havde det faktisk på denne måde, hun stolede ikke på folk og lige nu heller ikke på denne mand der sad og ordnede hjorten. Men hun var alligevel nysgerrig.

Hun bemærkede at mandens tøj var en anelse rodet og havde vist også mindre grene i sit hår. Det var midt på eftermiddagen, og de mørke skyer der dækkede himmelen adskillige steder gjorde skoven dunkel og dyster, men det fik ikke Rebecca til at fortryde og vende om.

Hun løftede opmærksomt hovedet da han pludselig sagde noget. ”Fordi, at dette sted er det eneste sted jeg ikke har oplevet, og så besluttede jeg mig for at se nærmere på stedet her, men havde ikke troet jeg skulle møde en her.” Svarede hun ærligt og skubbede sig frem så hun ikke stod lænet mod stammen. ”hvad laver du her?”

[Lupercus Venator]

Skyerne på himlen var blevet mørker end før og der var ingen tvivl om, at regnen snart ville begynde at falde ned over dem. Lupercus havde ikke planlagt at være ude på denne tid, da han så himlen om morgenen. Han havde ikke haft svært ved at forud se den regn, som var på vej. Han havde planlagt at være hjemme i læ og arbejde med at få saltet og tørret hjortens kød. Men hjorten havde ikke haft samme planer. Så nu sad han er, midt i Den Forbudte Skov med en død hjort og en kvinde, han ikke kendte. Kvinden generede ham sådan set ikke, hun holdt sig på behørig afstand og virkede mere nysgerrig end truende. Hun var sikkert lige så lidt interesseret i en kamp som han var, hun ville bare vide, hvad han lavede. Vinden var koldt selv mellem træerne og det så ud til, at hun frøs lidt, da hun lagde armene om sig selv.

Han lyttede stille til hendes ord. Han vidste ikke helt, hvad han havde forventet af hendes svar, men nok ikke dette. Hun var taget ind i skoven af ren nysgerrighed, for at opleve et sted, hun ikke havde været før. Det var på sin vis beundringsværdigt, selvom det ikke var noget han selv gjorde særlig ofte. De fleste af hans gøremål havde en praktisk årsag, han gik sjældent bare rundt for at opleve noget nyt. Det skulle han måske overveje at gøre mere i fremtiden.

”Jager” svarede han og nikkede mod hinden, der lå ved hans fødder. ”Selvom det ikke var min mening at komme helt så dybt ind i skoven. Hinden her havde lidt mere energi end jeg forventede.” Han kiggede på den døde hjort. Hun havde kæmpet bravt, og hun fortjente at blive behandlet med respekt. Det kunne aldrig være faldet ham ind at skamskyde et dyr og så bare efterlade det til at lide eller dø langsomt. Havde man først såret et dyr, havde man forpligtet sig til enten at dræbe det eller selv blive dræbt af det.

[Rebecca Climova]

Rebecca var gået op på en lille høj som var nogle få meter fra manden med hinden. Hun så over ham, da hun havde tænkt at ville gå i den retning hvor han lige var kommet fra. Men lige nu blev hun stående og vurderede om hun bare skulle gå forbi og håbe ikke han ville snerre ad hende, for han virkede til at være som et vilddyr, som ikke brød sig om fremmede, eller om hun bare skulle gøre det på den lette måde, hun skulle jo bare forbi ham. Rebecca nikkede da han svarede på hendes spørgsmål. ”men du fik den” hun trådte et lille skridt til siden så hun stod i lyset, det havde ikke været kraftigt, men den havde været heldigt at finde et lille hul gennem træernes tætte grene. ”Tænkte mere på, hvorfor du opholder dig her, hvorfor jage lige i denne skov?” Spurte hun roligt og havde ikke fjernet blikket fra området. Hun besluttede at bevæge sig fremad, og bevægede sig roligt mod manden, men forsvandt inden hun kom for tæt på og dukkede op igen på den anden side som ønsket. For hun ville ikke risikere at han blev sur over noget, for lige nu ønskede hun ikke konflikter, men hvem opsøger også den slags.?

[Lupercus Venator]

Kvinden bevægede sig og gik hen til en lille høj. Hun var stadig langt nok væk til ikke at blive set som en trussel. Lupercus anså hende heller ikke som en trussel endnu. Det virkede langt mere sandsynligt at hun, ligesom ham, var i skoven for sin egen skyld og ikke havde forventet at støde på andre. Så vidt han vidste, var der ikke mange, som turde bevæge sig ind i Den Forbudte Skov. Normalt undgik han den også selv, men nogen gange kunne man ikke undgå at ende steder, man ikke havde forventet. Ligesom nu. Kvinden lignede ikke en, der havde særlig meget lyst til at være i nærheden af en vild fremmed alt for længe, og overvejede måske, hvordan hun kunne komme væk fra lysningen. Hvis hun bare ville væk, havde han ikke i sinde at stoppe hende.

Han nikkede stille, mens han lyttede til hende. Da hun var færdig rettede han sig lidt op. ”Det var ikke min mening at ende her.” sagde han og så ned på hjorten. ”Det var min plan at dræbe hende med første skud, men sådan blev det ikke denne gang. Jeg lever i skoven, men bevæger mig normalt ikke så langt ind.” Han holdt sig for det meste til den del af skoven han kendte, der havde han sine fælder og sit tilholdssted, sine lagre med mad og sikre huler, og der holdt han mest af at være. Han havde afmærket et område, som de færreste af skovens dyr nærmede sig og derfor havde han fred, når han ønskede det. Han løftede hovedet igen og betragtede hende, da hun bevægede sig igen.

[Rebecca Climova]

Da Rebecca stod over på den anden side af manden, så hun sig kort tilbage. Overvejede om hun skulle gå videre som hun havde planlagt. Men alligevel holde manden hende tilbage, eller det gjorde han jo ikke rigtig, det var hende der var blevet så nysgerrig over denne mystiske mand som hun ikke rigtig kunne placere. Var han farlig? Var han fredlig? Måske begge dele?
Hun lyttede da han valgte at svare hende. Hun nikkede kort med hovedet og tog nogle rolige skridt frem og standsede. ”Okay ja, så var det godt hun ikke slap fra dig.” Sagde hun og kiggede ned på hjorten. ”Kan jeg spørge hvad du hedder?” tilføjede hun og tog et skridt mere. Det der, når man endelig fik en samtale i gang, var det med at skulle tale på lang afstand ikke et hit for hende og derfor valgte hun at gå lidt tættere på, men med forsigtighed.

Omkring dem var alt stille, der var ikke rigtig nogle dyr i nærheden – udover de insekter der levede i skovbunden. – Hun havde løftet hovedet en smugle for at se nærmere på himmelen. En dråbe af regn ramte hende på panden, den trillede ned langs næseryggen og ændrede retning og endte på kinden før hun fjernede den med hånden. ”Så kommer regnen vist” sagde hun stille, men stadig højt nok til man kunne høre hende. Den enkle regndråbe blev til flere og lyden af regn kunne nu høres og mærkes, men træernes tætte blade sørgede for at holde det værste regn ude så de begge undgik at blive gennemblødte. Rebecca havde altid synes at regn var skønt.

[Lupercus Venator]

Kvinden havde bevæget sig om på den anden side af ham, måske så hun nemmere kunne komme væk. Hun så hvert fald ud til at overveje, om hun skulle gå eller blive. Hun valgte at blive og trådte lidt tættere på ham igen. Ikke tæt nok til at være truende, men tæt nok på til at hun virkede interesseret og nemt ville kunne høre, hvad han sagde. Hendes tilstedeværelse generede ham ikke, især ikke, hvis hun holdt sig på afstand og ikke forstyrrede hans arbejde med hjorten. Hinden var snart tør for blod og ville snart kunne blive bragt med tilbage til hans lejr. Kvinden gik tættere på igen og valgte at fortsætte deres samtale. Hun virkede interesseret i ham og han vendte hovedet mod hende. ”Mit navn er Lupercus. Hvad med dig?” spurgte han. Hvis de skulle fortsætte samtalen, ville han gerne vide, hvem han talte med. Og han ville ikke bryde sig om at hun kendte hans navn, men han ikke kendte hende. Folk der ikke ville dele deres navn havde for det meste en grund til det, noget de ville skjule.

Lugten af regn havde været i luften hele dagen og nu kom den så. Han nikkede stille, da hun talte og kastede et hurtigt blik mod himlen. De mørke skyer tydede på, at regnen ville flade i lang tid, himlen havde meget at give tilbage og det ville ikke overrasket ham, hvis det stadig regnede når natten faldt på. På grund af jagten havde han ikke fået mere end noget tørt brød til frokost og nu, hvor det regnede, begyndte han at overveje, om det ikke ville være nemmere og mere behageligt at lave et lille læ her, så han kunne tænde et bål og spise noget af hjorten. Han var efterhånden ved at være sulten og hjorten skulle jo spises før eller siden. Han havde ikke noget problem med regn, det var en naturlig del af verden og han havde altid godt kunne lide lugten. Han foretrak bare at være forberedt på det, inden det kom. Heldigvis havde han sin kappe på, som ville beskytte ham mod regnen. Træerne omkring dem hjalp også.

[Rebecca Climova]

Efter hun valgte at nærme sig forsigtigt, sænkede hun blikket og skubbede lidt til grenene, og hvad der ellers lå på skovbunden, med fødderne så jorden kom til syne og viste sig som et mørkebrunt tæppe. De vanddråber som havde sneget sig forbi de tætte blade, havnede i skovbunden og ville med tiden gøre jorden blød og sjappet. "Mig en fornøjelse, jeg hedder Rebecca" Sagde hun roligt. Hun ville gerne se lidt nærmere på hinden da den vakte hendes interesse, hun var som sagt slagter og hun var meget glad for smagen af kød, men hun havde dog ikke i tankerne at tag hinden fra ham, og det var heller ikke noget hun ture at gøre.
Rebecca havde aldrig selv været på jagt før, havde kun arbejdet med kød fra butikken. Der havde de kun kød i store stykker og af og til kød til skueretter. Hvorfor hun fandt dette så interessant, var ikke noget hun kunne svare på.. sådan var det bare.

Rebecca løftede den ene hånd og pegede kort på hjorten for at give tegn på det spørgsmål hun ville stille. "Må jeg se nærmere på dit fangst?" Hun sørgede for at blive stående de få meter hun stod fra ham.

[Lupercus Venator]

Lyden af regn med de tørre blade på jorden omkring dem var behagelig. Naturen havde sin egen musik, som de fleste bymennesker aldrig lærte at værtsætte, men Lupercus var vokset op med den og havde altid bedre kunne lide vinden i træerne end den musik, der blev spillet i byen. Der var fyldt med larm og folk der prøvede at fremhæve sig selv. Naturens musik var uforudsigelig, smuk og uegoistisk. Den var bare.

Kvinden præsenterede sig og kom igen tættere på. Bladene knagede under hendes fødder. Der var ingen sne, selvom det var koldt, så der var intet til at dæmpe lyden af hendes skridt. Regnen ville snart gøre bladene for bløde til at give lyd fra sig og vaske blodet fra hinden væk fra jorden. Det var en del af naturen.

Lupercus så på kvinden mens hun talte. Hendes øjne hvilede på hans fangst med en interesse de færreste byboere udviste for døde dyr. Normalt brød de sig ikke om at vide, hvor deres kød kom fra, de ville bare have det udskåret og klar til gryderne, så de ikke behøvede at tænke mere over det. Hende her var anderledes. ”Hvis du gerne vil.” sagde han. Han havde tid nok og hjorten var ikke noget man bare lige nappede og stak af med, så han var ikke bange for at hun ville prøve at stjæle den fra ham. Og hvis hun synes det var interessant, havde han ikke noget imod at hun så på hjorten, så længe hun ikke ødelagde skindet. Men hvorfor i al verden skulle hun også gøre det?