Are you lost, little girl?

[Scorpio Mornie]

Tid: 13. marts 1434, kort efter middag.
Sted: Mediocros.
Omgivelser: En gade med faldefærdige huse og mange tiggere, der håber på at få en skærv af de forhastede forbipasserende.
Vejr: Temperature omkring 7-10 grader, spirende forår er i luften, men vinteren er endnu ikke helt væk. Kølig sol, ganske få skyer på himlen og mild vind.
Tag: Sheera Ara Lusha

---

Gaden var fuld af tiggere, der håbede på at lokke nogen penge ud af de mange mennesker, der var på vej til byen for at få frokost. Kun få af dem var heldige nok til at få lokket en mønt ud af de fortravlede mennesker på gaden, der ofte ikke havde meget mere end tiggerne, som sad i støvet, de havde bare haft en lille smule mere held. Det var ikke meget, der udgjorde forskellen på underklassen og tiggerne. For det meste var forskellen kun, at underklassen havde et hus og, hvis de var heldige, et job der betalte alt for lidt til at de kunne overleve. Alt i gaden var gråt, brunt og beskidt. Dog var der en tydelig modsætning til de triste, udvaskede farver: Scorpio, klædt i skinnende hvidt linned med skinnende grønne bånd ved kanterne og et langt, blåt skærf. Sølv skinnede i hans øre og hår og flere steder dekorerede sølvtråd hans fornemme tøj. Han bevægede sig med en værdighed og rank ryg, som ellers var en sjældenhed i de smalle, snavsede gader. Alene derfor virkede han som den højeste person i mængden, men også hans race fik ham til at adskille sig fra de andre. De fleste i gaden sendte lange blikke efter ham, nogen bare undersøgende, mens andre var længselsfulde eller jaloux. Flere overvejede sikkert at overfalde ham og stjæle de værdier, han tydeligvis havde på sig, men det lange sværd med grønne sten ved hans side fik dem hurtigt på andre tanker.

Det havde været endnu en lang dag. En af pigerne var blevet syge og han havde været nødt til at få hende tilset af en healer, for at sikre sig det ikke var farligt og ikke ville smitte de andre. Han havde fået at vide, at hun nok skulle komme sig, hun skulle bare have fred og tid. Det kunne han leve med. Det ville være en ekstra udgift et par dage, men i modsætning til at skulle anskaffe sig en ny pige, lærer hende at kende og træne hende til at passe ind i Den Blå Viol, var det langt at foretrække. Desuden var han begyndt at synes godt om de fleste af sine arbejdere og det ville være ærgerligt at miste en af dem. Og dem han endnu ikke brød sig om, skulle han nok få til at makke ret. Nogen af hans kunder havde spurgt efter piger og drenge med ar og hvis de ikke lystrede ham, ville det blive dem. Han foretrak at lade være, men de var nødt til at lystre ham. Han var deres chef og deres ejer. Han ville være deres ven, når det var muligt, men kun hvis de kunne finde ud af at gøre som der blev sagt. Det var nu ikke for at købe en pisk han var på gaden i dag. Dem havde han haft længe før han købte sit etablissement, så det ville ikke blive noget problem at finde. I dag var han ude og kigge efter bivoks til pigernes sminke. De ville gerne se godt ud og lidt pynt var ikke dårligt for hans omsætning.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera skulle idag lærer om de fattige og derfor var guvernanten og sherra taget til middel klassen. men her mødte guvernanten en hun kendte og begyndte at tale med hende. Sheera som begyndte at kede sig fulgte med muren mod en gråd hun kunne hører. et barns gråd. hun kom til de fattiges kvarter og fandt hurtigt ud af hun var faret vild.
Sheeras øjne var rettet frem og folk ville tro hun ikke ville se på folk men hun var faktisk blind. hun gik stille og roligt videre og kom til den lille piges gråd og satte sig ned på hug og smilte venligt til den lille pige. hun så på sheera og kunne faktisk ikke se på hende hun var fornem. hun havde løst hår nemlig og ikke nogle smykker. hendes tøj var simple og kun vis man mærkede på det kunne man mærke det var et fint stof. "hvorfor græder De min lille ven" spurgte hun stille og pigen fortalte at hendes forældre ikke var kommet hjem efter hende de sidste par dage og hun var sulten. Sheera fik det helt dårligt om hjertet. og ned i sin taske tog hun et æble frem og gav den lille pige det som krammede Sheera. Sheera smilte glad og krammede igen.
selv om hun var højelver var hun ikke som andre af hendes race hun så nemlig ikke ned på andre efter hun selv var blevet set ned på som barn. hun rejste sig igen og begyndte at gå rundt men da hun kom til en blindgyde og følte hun mærkede vægge på alle sider stilte hun sig op af en væg og tog om sig selv. "jeg skulle ikke være gået ud på egen hånd" hviskede hun og begyndte at synge smukt og fint. det gjorde hun for at falde til ro over at være blevet væk.

[Scorpio Mornie]

Mens Scorpio gik rundt I de smalle, beskidte gader, hørte han noget, der overraskede ham. Nogen sang. Det var smukt og fint, en alt for yndig og spinkel lyd til de larmende, grove muddergader, de befandt sig i. det var ikke den altfavnende sang, som han havde hørt fra Eleanor Misty, det var en krystallyd, som en sjælden fugl der alt for nemt kunne blive ødelagt af vrede eller ondskab. En alt for smuk lyd til at blive ignoreret.

Han gik forbi de mange nedbøjede mennesker mod lyden. De fleste var for trætte, travle eller uinteresserede til at tænke nærmere over lyden, men han havde tid til at undersøge det og lyden interesserede ham. Han drejede ned ad en sidegade og fik øje på sangerinden, en ung højelver pige i simpelt, men vellavet tøj. Hendes hvide hår hang løst ned over hendes skuldre og hun holdt armene om sig selv. Det så ikke ud til, at hun kiggede på noget bestemt, hendes øjne var rettet ligefrem og flyttede sig ikke engang, da han begyndte at gå ned af gyden. Hun passede ikke ind her. Hun var, ligesom sin sang, for fin og elegant til de faldefærdige huse og snavsede gader.

Han gik langsomt ned ad gaden mod hende, uden at lukke hende inde i gyden eller virke truende. Han ønskede ikke at skræmme hende, han var mest nysgerrig. "De har en meget smuk stemme, Nådigfrøken." sagde han med et venligt smil mens han gik hen til hende. Han var ikke sikker på hendes rang, men han havde ikke i sinde at slække på formerne på grund af uvidenhed. Selv hvis han talte med en simpel tigger, ville han opføre sig som en gentleman og tiltale personen med respekt.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera holdte mest om sig selv for at finde tryghed. hun hørte en stemme og rettede sig op. var det en hun kendte siden han sagde nådigefrøken. hun drejede hovedet mod hans stemme og kunne gætte på det var der fra den kom. "jo tak. undskyld jeg spørger men kender jeg Dem?" spurgte hun stille da hun var lidt itvivl.

hendes sang havde handlet om elvere som hende selv. højelver racens stolthed. hun vendte og drejede hovedet for at finde ud af om der var andre med ham. hun ville helst ikke overraskes. og da hun jo ikke var som andre havde hun svært ved at se om der var nogle andre tilstedet.

hendes tøj var en enkel kjole så man kunne ikke se hendes velhavende stand. hun vidste dog at stoffet var dejligt blødt og glat. hun havde ikke så meget forstand på det huslige som andre i hendes stand og i hendes aldre. men nok fordi hun ikke helt kunne det samme som dem. gravid kunne hun nemt blive som andre piger men ikke sy og brodere. lave mad og gøre rent.

[Scorpio Mornie]

"Nej, Nådigfrøkenen kender mig ikke endnu." sagde han med et venligt smil. Pigen var ikke voksen endnu, men hun var allerede ved at blive smuk. Måden hun bevægede hovedet på og afsøgte området uden at se på ham, tydede på, at hun var blind. En blind pige ville ikke overleve længe i disse gader, slet ikke en der var så smuk og ung som hende her. Hendes tøj var ikke overdrevent og rigt som de fleste adeliges, men en pige som hende hørte ikke til i underklassen. Middelklassen og derover synes at passe bedre til hendes udseende og tale, men han kunne ikke placere hende helt præcist.

Hun var en højelver ligesom ham selv. Racer havde ikke stor betydning for ham, han var mere interesseret i personligheden, men der var alligevel noget ved højelvere der var anderledes end andre racer. Han var sjældent sammen med dem nu om dage, fordi de mindede ham om hans fortid. Ikke at han prøvede at glemme den, men han var kommet videre og havde ikke brug for at opføre sig som de snobbede, storsnudede højelvere han var vokset op med. Hende her virkede dog anderledes. Uskyldig og venlig, uden at se ned på andre.

"Hvis Nådigfrøkenen tillader det, må jeg spørge hvorfor Nådigfrøkenen står alene i en blindgyde og synger for folk der ikke forstår at værtsætte så sjælden en fugl?" spurgte han blidt. Den unge kvinde havde gjort ham nysgerrig og han ville gerne vide mere om hende.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera lagde hovedet lidt på skrå. ikke endnu? hvordan skulle den forstås. hun smilte dog og nikkede til ham. måske var han venlig sindet i sådan et sted hun var havnet. hun vendte hovedet mod ham så det lignedehun så på ham men hun bevægede ikke øjnene overhovedet som normale gjorde.

hun kunne ikke høre vinge slag. så noget som en engel var han ikke. mon han var en dæmon? hun kunne håbe han var noget mere venligt. hun smilte venligt til ham og rettede lidt på tøjet og lagde armende foran hende.

da han sourgte ind til hvorfor hun sang for folk de rikk eværdsatte det grinte hun bare lidt fint. "jeg synger for at finde sindsro. når jeg ikke har det godt synger jeg. og jeg troede nu jeg var omgivet af vægge." det sidste hviskede hun da hun ikke ville ha man vidste at hun var blind. hun skammede sig over det. og frygtede hvad folk ville gøre ved hende vis man vidste det. nok mest fordi at hun havde oplevet at blive stenet som barn af de andre elver børn.

[Scorpio Mornie]

Den unge pige lyttede opmærksomt når han talte og vendte endelig sit hoved mod ham, som man normalt talte med folk. Men hendes øjne bevægede sig stadig ikke, hvilket kun gjorde ham mere sikker på, at hun ikke kunne se ham. Det generede ham ikke, blind eller ej, det havde ingen betydning for ham. Han havde sjældent oplevet det, i de lavere klasser overlevede børn med den slags handicap sjældent længe, de kunne ikke klare sig selv. Men denne unge kvinde havde tydeligvis klaret sig indtil nu, måske fordi hun ikke tilhørte underklassen.

"Må jeg spørge Nådigfrøkenen, hvorfor Nådigfrøkenen ikke har det godt?" spurgte han venligt. Hvis hun sang, når hunikke havde det godt, måtte hun ikke have det godt nu. Det var næsten spild af så smuk en stemme, hvis hun kun sang, når hun var trist eller bange. Han håbede, at hun også sang, når hun var i godt humør.

"Nådigfrøkenen er ikke helt omgivet af vægge." fortsatte han blidt og tålmodigt. "Men på tre sider er der vægge." Hvis man ikke kunne se, kunne den smalle gyde nemt virke overvældende og indelukket. Hun var jo kommet et sted fra, samme gade som han selv havde fundet inden han drejede ned af gyden, men det overraskede ham ikke at hun var blevet overvældet af de trænge omgivelser.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera stod roligt og lyttede til ham. da han spurgte hvorfor hun ikke havde det godt. hun vendte blikket ned mod jorden og sukkede stille. "jeg er faret vild og er lidt bange for hvor jeg er end" hun kunne godt synge når hun havde det godt men gjorde det ikke så tit da hendes guruvanente altid lavede noget med hende så hun ikke kunne komme til at lave noget for sig selv. hun ønskede hun kunne gå en tur alene uden at fare vild og uden at skulle ha en med sig.

Sheera gik langsomt mod manden med en hånd frem for sig for ikke at gå ind i ham. "jeg er forresten Sheera Lusha, og det med væggende kunne jeg gætte da jeg hørte Dem" sagde hun med et lille let grin. hun kom over til ham da hun var en arm fra ham og tog hånden til sig og løftede hovedet op mod hans og man kunne se hendes propiller var helt blå lige som hendes øjne var. hun havde tydeligt elverøre og ikke tegn til at hun var skovelver. hun smilte venligt og nejede for ham. "hyggeligt at møde Dem Hr."

[Scorpio Mornie]

Hun var ung, usikker og faret vild. Et let offer for nogen af de mindre behagelige personer, der levede i disse gyder. Og hun var køn. Hun kunne nemt være endt som slave for en skruppelløs slavehandler, der var ligeglad med hende som person og kun så hende som en ting. I virkeligheden kunne hun nemt være endt i Den Blå Viol, som en af hans glædespiger. Men der hørte hun ikke til. "Nådigfrøkenen er endt i Mediocris. Det er ikke et sted for en Nådigfrøken." sagde han venligt. Hun var ikke et normalt syn i denne del af byen og måtte have fået en del opmærksomhed, da hun gik herhen. Ikke at hun ville have opdaget det, hvis hun ikke kunne se.

Scorpio blev stående stille, da hun gik frem mod ham. Med hånden fremme og de blå pupiller blev han endelig sikker i sin sag om, at hun intet kunne se. Han bevægede sig langsomt, for ikke at skræmme eller overraske hende, og tog forsigtigt hendes hånd. Med en langsom bevægelse løftede han den op, bøjede sig frem og kyssede let hendes håndryg, inden han slap hendes hånd igen. "Fornøjelsen er helt på min side, Nådigfrøken. Scorpio Mornie, til Nådigfrøkenens tjeneste."

[Sheera Ara Lusha]

Sheera fik et lidt chok over at han tog hendes hånd og kyssede den. hun tog stille hånden til sig og smilte venligt. hun var måske et godt fangst for slavehandlere og slave ejere. men hun vidste at hendes forældre ville lede over alt efter hende. hun smilte roligt til ham da han fortalte hvor de var.
"så er jeg vidst det sted jeg ønskede at prøve at være" kom det fra hende. hun var kommet til middelklassen for at lærer om underklassen. men hun vidste jo at underklassen var de fattigest kvarter hun skulle hen i for at lærer om dem.

da han fortalte sit navn nejede hun igen og ssmilte bare til ham. "hyggeligt at møde Dem mester Mornie." sagde hun og lyttede rundt. "på vej her over så De vel ikke en kvinde, lidt ældre kvinde der så rig ud?" spurgte hun da hun jo i så fald vidste at hendes guvernante var ude og lede efter hende. men hun stod jo nok stadig og snakkede med sin ven. der var jo heller ikke gået så lang tid siden hun gik.

[Scorpio Mornie]

Det var ikke så underligt at hun blev overrasket, da han tog hendes hånd. Det var der ikke noget underligt i. Hun kunne jo ikke se ham, så hun fik ikke nogen advarsel inden han rørte ham, ligesom andre gjorde. Men hun smilte stadig venligt, så hun var ikke blevet skræmt af ham. Ikke endnu, da. Det overraskede ham dog lidt, at hun ønskede at være der. De fleste kvinder fra højere sociale lag ønskede at holde sig så langt fra Mediocris som de kunne. Det var et ubehageligt og farligt kvarter for alle, men især for kvinder. Og især for en kvinde, der ikke kunne se og ikke lod til at kunne slås, hvis der blev brug for det. Men hvis hun ønskede at være her, ville han ikke forhindre det. "Det er altid interessant at møde en artsfælle." sagde han. Selvom han indtil nu synes om hende, kunne han ikke sige at det altid var en glæde at møde andre højelvere. Normalt brød han sig ikke om dem.

"Jeg så ingen rige kvinder på min vej hertil. Leder Nådigfrøkenen efter nogen?" spurgte han venligt og så på hende. Han havde heller ikke været på udkig efter ældre, rige kvinder, så han havde muligvis overset hende i mængden, men det virkede underligt ikke at se en overklassekvinde i et underklassekvarter. "Hvis Nådigfrøkenen ønsker det, kan jeg hjælpe med at lede."

[Sheera Ara Lusha]

at han sagde artfælle gjorde hende lettet over at han også var højelver. det var ikke så tit man mødte elvere overhovedet andre stedet og slet ikke et sted som dette. hun lukkede kort øjnene og rettede øjnene mod han igen og blev lidt trist da han sagde at han ikke havde set en ældre kvinde der så rig ud så hun havde sikkert ikke opdaget hendes forsvindenen endnu.
"det er min Guvernante der burde være ude og lede efter mig. men jeg gik da hun stod og snakkede med en hun kendte. men jeg ønsker på en måde ikke at blive fundet. jeg for aldrig lov at gå for mig selv og møde nye folk uden hun blander sig"
fortalte Sheera. hun vidste ikke om hun ønskede at lede efter guvernanten. men hun burde vel finde hende. hun vendte blikket ned af og tænkte sig om. skulle hun finde hende eller blive lidt længere og snakke med mester Mornie, han virkede jo flink nok. selv om hun jo var nem at narre da hun ikke kunne se folk øjne og smil. noget der kunne være farligt.
"men måske Mesteren kunne følge mig lidt rundt og fortælle hvad De ser? så jeg kan lærer om stedet, lærer noget jeg ikke kan se" spurgte hun og elskede at lærer nyt.

[Scorpio Mornie]

Det lod til at hun blev mere tryg, da hun fandt ud af, at de var same race. Hun følte sig nok mere sikker sammen med sin egen slags, det var ikke unormalt. Og han ville gerne gøre hende tryg, han ville gerne hjælpe hende. Hun virkede så forkert i disse omgivelser at han ikke kunne lade være med at være interesseret i hende.

At hun havde en guvernante betød, at hun ikke kom fra et fattigt hjem. De ville ikke have råd til den slags. Han kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord. Hvis hun gerne ville skjule sig, var han mere end klar på at hjælpe hende. "Så må vi hellere sørge for at ingen finder Nådigfrøkenen." sagde han med venlig stemme. At skjule en ung kvinde fra hendes guvernante var noget han havde en del erfaring med, men det var mest fordi han havde sørget for at de ikke var så uskyldige som deres familier ønskede længere.

"Jeg vil meget gerne vise Nådigfrøkenen rundt. Tillader Nådigfrøkenen at jeg tager hendes arm, så jeg nemmere kan vise Nådigfrøkenen rundt?" spurgte han venligt. Hvis han kunne holde hendes arm, ville han kunne lede hende gennem de små gyder og forhindre at hun faldt på de ujævne veje.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera var nu mere rolig ved ham fordi han også var en elver. så hun skulle ikke frygte at han var dæmon. noget hun helst ikke ville støde ind i. hun rakte ham sin hånd da han bad om den og hun smilte til ham. hun vidste ikke hvad hans plan var men at blive vidst rundt var da uskyldigt nok. eller det mente hun ihverfald. hun ville bare gerne lærer den rigtige verden at kende frem for kun halvdelen af sandheden.
hun mærkede da han endelig tog fat i hendes arm og sukkede lidt. hunburde faktisk bare komme hjem men hendes forældre burde også vide at som 220 årig ville man alsår gerne ud og stå på egne ben og ikke altid blive fulgt og bestemt over. hun var jo også kun en 17 årig i sind men ønskede at blive behandlet som en voksen dame og ikke som en und pige.

[Scorpio Mornie]

Da Sheera rakte ham sin hånd, tog han blidt hendes arm i sin og begyndte langsomt at gå. Da han ikke vidste, hvor god hun var til at navigere, gik han langsomt til at begynde med, indtil han fik mere styr på hendes evner. Med hendes arm i sin ville han ikke behøve være bange for at hun faldt, men han ønskede ikke at hun skulle føle han tvang hende fremad, så hun ikke kunne følge med.

"Er der noget bestemt Nådigfrøkenen ønsker at høre om?" spurgte han venligt, mens han ledte hende ud af den smalle, ildelugtende gyde og ud blandt menneskerne i den lille gade. Han sørgede for at ingen kom tæt nok på til at støde ind i dem med sin udstråling alene. Ingen af de fattige, snuskede personer der gik forbi dem med bøjet hoved ønskede at genere, hvad der for dem lignede to højbårne højelvere, der af en eller anden grund bevægede sig igennem Mediocris.