It's all talk, no action... [Ache]

[Nathan Raphael Mordred]

Dato: 24. april 1435
Tid: 20:23
Sted: Rigmandskvateret, i nærheden af de finere bordeller og restauranter/kroer.
Vejr: Stjerneklart vejr og halvmåne, som lyser gaderne op i et blåt skær.

Tag: Ache Mortcolt

En kvindelig latter strøg igennem gaderne, som latteren var sød og forførende, uden tvivl i færd med at lokke sit næste offer ind på en af de mange bordeller i Numina. Hun havde armene om en ældre herre, der af udseende ikke så ud af meget, men hans påklædning var nok til at den unge kvinde havde lusket sine fingre om ham. Det var nemt at tjene til føden i disse gader, men de prostituerede var også langt dyre end dem man kunne finde i Kensis. Måske fordi folket i bjerglandet ikke tog sig af, hvad andre tog for den slags ydelser. Kvinden var iklædt tyndt stof, men ikke noget der gjorde at hun frøs i månelyset, hun lod i stedet til at være godt påvirket af noget. Mon det var rusen om snart at kunne trække en stor kunde til bordellet eller alkoholen, som varmede hendes krop? Manden var opslugt at kvinden og blev uden problemer ført ind på bordellet, som gaderne endnu en gang blev henkastet i stilhed..
En høj og slank skikkelse stod med ryggen mod husmuren, som de røde øjne havde fulgt optrinnet, men hurtigt havde skiftet fokus, som en anden herre kom gående over pladsen og bevægede sig ind på skikkelsen område. Den nyankomne bar en mappe under armen, imens at den høje skikkelse ikke flyttede sig ud af stedet, ikke før at manden var tæt nok på til at kunne høre hans stemme. "Ud med sproget" beordrede Nathan, som han foldede hænderne foran sig og rettede sin holdning. Der var altid en risiko ved at mødes i Numina, men det var intet i forhold til, hvad mænd eller kvinde, der boede i området, havde at miste. Hvilket var det samme for manden her. Han var blevet tvunget ud i en situation, hvor han ikke længere kunne vende tilbage og var nu tvunget til at aflevere informationer, til Nathan, spejdernes overhoved, som selv levede i sus og dus, men ikke tilhørte overklassen. Han havde det ganske fint med at lege rundt i skyggerne, godt gemt af underklassens problemer. Manden nikkede kort og rakte ham mappen, før at deres blikke mødtes og Nathan nikkede, så manden atter forsvandt igen. Han havde nok en kone at vende tilbage til. Nathan selv havde det ganske fint med at leve uden den slags forhindringer... Friheden var ganske vist ikke uden omkostninger, men det var langt sjovere at kunne være fri til at gøre hvad som helst. Nathan begav sig væk fra bordellet og videre ud på gaden med hænderne begravet i sine lommer og mappen placeret solidt under sin arm.

[Ache Mortcolt]

Ache havde tilbragt det meste af dagen med at hvile sig efter at han havde været på en meget lang rejse i et forsøg på at hverve flere til legionen, som de rent faktisk ville kunne få behov for. Det havde været svært, at finde ordentlige folk i disse dage... Folk var bare ikke gjort af det samme stof længere, folk ville hellere holde sig ude af kampens hede og det var direkte latterligt i Aches verden. Hvorfor skulle folk dog absolut være så passive? Hvorfor tog folk dog ikke bare en beslutning istedet for at stikke halen imellem benene også holde sig neutrale... Det var direkte svagt og latterligt.

Ache havde været til et par få møder i løbet af aftenen med nogle forskellige embedsmænd og rådgivere indenfor de forskellige kredse. De forbandede rådgivere der selv mente, at de vidste hvad der var bedst for Mortcolt navnet og dødsengle racen... Hvad angik det dem?! Det var ham der var leder, det var ham der var Mortcolt overhovedet og sådan forblev det! Han sad på kanten af et tag med benene hængende ud over kanten, vingerne lå bredt ud nede på taget, imens han havde foldet hænderne foran sig med albuerne hvilende imod hans knæ og hagen der hvilede imod hans hænder, så han sad lettere foroverbøjet. De gullige øjne strøg langsomt udover området i mørket imens vinden rev ganske let i det mørke hår med de hvide striber. Han var iklædt en lang sort frakke, et par almindelige løse sorte bukser og en løs mørkeblå skjorte, hvor de to øverste knapper stod åbent, så man svagt kunne skimte det store Mortcolt symbol i sølv der hvilede imod hans bryst. Det var det gode ved at være død... Man frøs ikke.

Hans opmærksomhed blev kort draget imod den kvindelige latter et par gader væk, som han kun hævede et enkelt øjenbryn af, inden han vendte opmærksomheden tilbage imod den mindre åbne plads der lå foran ham, som i de daglige timer blev anvendt til en anelse handel. Han skulle have aftalt et møde med Legonas igen snart for at få de sidste brikker til at falde på plads imod Kongefamilien, inden de slog til. Det var Legonas der styrede prinsen imens Ache samlede tropperne, så de var snart nødt til at tale sammen igen for at samle brikkerne. Men hvor fandt man ordentlige folk i disse tider? Det var spørgsmålet.

[Nathan Raphael Mordred]

Aldrig ville han sætte sine fødder i et brodel, medmindre han havde aftaler med ejeren og denne ikke overholdt dem, så ville han være nød til det. Men problemet med bordellerne i Trilkstad var, at de ikke turde lave aftaler med ham, så han kunne blot betragte dem fra skyggen og så pengene forsvinde imellem hans fingre. Men ak, de ville nok komme til fornuft med tiden, det var jo ikke fordi han manglede pengene. I stedet kunne det være rart med en udfordring hist og her, når fol valgte ikke at adlyde hans ordre. Som når hans spejdere ikke løste opgaven til perfektion, der var intet mindre der kunne gøre det, når man arbejde for ham. Så meget burde de fleste i hvert fald vide, hvis de søgte arbejde ved ham. Nogle var der frivilligt, hvorimod han havde sine metoder til at tvinge dem ind i hans erhverv, hvis han fandt dem nyttige nok. Der var en grund til at angrebet i Kensis havde været så succesfuld, da Legonas havde valgt at blande Nathan og hans spejdere ind i situationen, hvilket da også havde givet dem fri adgang til byen, noget som Nathan havde valgt at nyde på første række, inde midt i flammerne. Men spørgsmålet var, hvad var næste træk? Det var så småt begyndt at kende ham og han var begyndt at kigge mod andre muligheder.. Der var i hvert fald nok hvisken i de forskellige byer til at han kunne opfange et eller andet nyttigt.

Nathan stoppede op på pladsen, som han så sig over skulderen for at lade blikket hvile mod månen. Dens lys var intet i forhold til solen, men han var uden tvivl mere vild med månen fremfor solen. Det var den eneste ulempe der egentlig var ved at være vampyr og overfølsom for solens stråler. Men natten skulle nok blive længere, så snart at de nærmede sig efteråret og vinteren, men først skulle han lige igennem sommeren. Han rystede let på hovedet, som han vendte blikket fremad. Det var der, at han fik øje på en skikkelse siddende på et af de mange tage. Synet fejlede intet og mørket gjorde det kun bedre. Han var åbenbart ikke den eneste ude på en mindre nattevandring. Også selvom natten næsten kun lige var faldet på. Der var rigelig med tid til at afslutte de sidste aftaler, som manden på taget dog fangede hans interesse for en stund. Han stod rank med den ene hånd i lommen på de sorte bukser og den anden langs med siden, inden at han greb fat i mappen og holdt den i hånden. Hans overkrop var dækket af en hvid skjorte med en blodrød vest udenpå. For ikke at ødelægge tøjet bar han en længere jakke over tøjet, som afskærmede for vinden og nysgerrige sjæle, der kunne finde på at stjæle fra hans lommer, ikke at han troede det muligt.

Der var ikke meget som afholdt ham fra den fremmede, som han stoppede op for enden af huset med blikket rettet op mod skikkelsen. "Ser man det.." lo han let for sig selv, de fleste burde kende Mortcolt slægten, men Nathan havde sine grunde til at kende dem en smule mere, mest af alt fordi han var indblandet i alt med Legionen og derfor var nød til at vide, hvem han arbejdede sammen med. Men det var ikke sikkert at den unge dødsengel havde de samme informationer, som ham selv. "Er De ikke lidt for ung til at være leder af dødsenglene?" spurgte han roligt, en anelse tvivlsomt, blot for at teste den unge dødsengel. Der var rigelig med rygter i byen, men det eneste som Nathan vidste var, at Ache havde overtaget rollen, som leder af dødsenglene og at han nu også var overhoved for familien. Hvad der var sket med hans fader, fortalte historien intet om.

[Ache Mortcolt]

Ache havde altid været typen der aldrig lagde sine parader ned og havde altid været på vagt, specielt efter hans død. Godt nok var der stort set intet der kunne skade ham længere, eftersom at hans engle hud var stort set uigennemtrængelig, men det gjorde bestemt ikke at Ache ikke var opmærksom på det omkring ham. Men man kunne jo aldrig vide om der pludselig dukkede en anden engel op et eller andet sted, som egentlig var de eneste der ville kunne skade ham sådan rigtigt.

Hans blik blev hurtigt fanget af en bevægelse i skyggerne et lille stykke fra ham nede på jorden. Hvid skjorte, rød vest og de røde øjne var meget svært at overse, selvom manden bevægede sig stort set lydløst. Vampyrer.... Legonas var også en af dem, men Ache havde nu aldrig rigtig haft noget imod dem, de mindede meget om ham selv, lige så kolde og ligeglade af væsen som ham selv. Han fulgte let manden med blikket som han nærmede sig, dog blev hans blik kort trukket imod mappen som manden bar på. Vampyrer der lavede aftaler og hemmeligheder i nattens mørke? Tjah han var ikke engang overrasket. Han kommenterede ikke på det første manden sagde, men rullede blot kort med blikket, dog uden at flytte sin hage fra hans hænder. Det var så en af de negative ting ved vampyrer... De havde ekstremt svært ved at holde deres snude for dem selv.

Ache så kort imod manden ud af øjenkrogen ved hans spørgsmål, men vendte blot blikket ud over pladsen igen. "Tydeligvis ikke" Kommenterede han helt kort med et helt neutralt toneleje i stemmen. Han havde intet imod manden, som han ikke lige umiddelbart kunne genkende, men det ville ikke undre ham at manden var af en vis betydning nu hvor han vidste hvem Ache var. Han var ikke en del af Blume slægten, så meget vidste Ache dog, men han kendte ikke lige umiddelbart til flere betydningsfulde vampyrer, dermed kunne manden ikke være så vigtig igen. Ache rettede let vingerne op, så de kastede en lang sort skygge ud over pladsen, da de kort skyggede en anelse for månens lys og han lagde hænderne imod tagets kant, hvorefter han let hoppede ned på pladsen og rettede sig op imens han kort rettede på jakken. "Hvad vil du mig vampyr?" Spurgte han helt roligt med en hvis undren at spore i stemmen og et hævet øjenbryn, imens han holdte blikket på manden. Ingen tog kontakt til en dødsengel bare for at sludre, det var almen viden.

[Nathan Raphael Mordred]

Den eneste grund til at man havde parader var, hvis man var bange for at blive angrebet. Nathan havde ingen grund til at frygte sit eget liv, eftersom at det ville være dumt at angribe ham. Han havde flere muligheder hvorpå han kunne gøre livet surt for andre og han behøvede ikke nødvendigvis være i live for at gøre det slemt. Informationer havde han nok af, og de skulle nok falde i de rette hænder, selv efter hans bortgang. Dog tvivlede Nathan på at det ville blive nødvendigt, de fleste turde ikke gå så langt, hvilket passede ham ganske fint, som det var nemmest at styre folk fra skyggerne. Men til tider var det nødvendigt at være tilstede selv, så 'leverandørerne' ikke skuffede ham, som manden fra tidligere nemt kunne have gjort, hvis han ikke havde meldt sin ankomst.

Egentlig havde han ikke noget at skjule overfor dødsenglen, mappen gjorde heller ikke situationen kritisk, som informationerne kun kunne bruges, hvis man havde de rette midler. Det var ikke en gang sikkert at dødsenglen ville kunne forstå det. Han havde sine metoder at opbevare informationer på, et system, som kun han kendte til. Men om ikke andet så det ud som om at han var blevet opdaget allerede før at han meldt sin ankomst. Det bragte kun et smil frem på hans læber, som dødsenglen valgte at ignorere ham. Hvilket blot var et håbløst forsøg, hvis han skulle sige det. Reaktionen understregede blot hans næste kommentar yderligere. Som de rullende øjne var en mildt sagt barnlig opførelse, men det ville sikkert være dumt at kommentere på det. I hvert fald lige nu. Nathan var ikke van til at holde sig for sig selv, som han levede af at lytte til andre og overhøre deres hemmeligheder, der var jo en grund til at han kunne betegne sig selv som betydningsfuld, for dem der fandt det vigtigt at kende ham. Noget kunne tyde på at dødsenglen ikke var af samme overbevisning.

Mon han havde fornærmet ham? Uanset hvad, så forblev smilet på hans læber, som han stod forholdsvis afslappet og egentlig ikke virkede synderlig truet af at dødsenglen havde en fordel ved at være højere oppe end ham. Det kunne han jo nemt ændre på, hvis det blev nødvendigt. Selvfølgelig kunne han ikke flyve, men hvad skulle han også i luften, når al sladder befandt sig på jorden? Nathan trak let på skulderne af Ache's svar. Der var ikke meget at komme efter. Det var en fornærmelse i sig selv, at Ache ikke kendte ham, men på den anden side, så kunne han få fornøjelsen af at præsentere sig selv, hvilket var en sjældenhed, specielt med folk fra overklassen. Ofte havde han et eller andet på folk, men ikke lige denne unge mand.. Måske det kunne ændre sig? Han flyttede ikke på sig, som dødsenglen besluttede sig for at komme ned på hans niveau, som Nathan bukkede hovedet let i en hilsen. "De kommer vist ikke meget ud, Hr. Mortcolt" konkluderede han kort, som han lod blikket hvile på ham. "Har angrebet på Kensis gjort Dem nervøs?" spurgte han med et smil på læben, som han forsøgte at prikke til ham, blot for at kende hans standpunkt. Det var ikke til at sige, hvor dødsenglene befandt sig, det virkede mest naturligt, hvis de var en del af det hele.

[Ache Mortcolt]

Mappen som vampyren var i besiddelse af interesserede egentlig ikke Ache, han så rigeligt med dokumenter og vigtige mapper i sin dagligdag, hvorfor skulle denne mappe være noget specielt? Alle havde deres hemmeligheder, Ache selv bar nok rundt på en af de større. Ikke lige så stor som den unge prins ganske vidst, men bestemt ikke noget der skulle ud i offentligheden, ingen af de tre han gik rundt med. De vedkom ingen andre end de involverede. Jo den ene blev ganske vidst meget snart gjort offentlig for resten af Legionen, men indtil videre var det minimalt med folk der kendte til denne. De to andre var det kun ham selv, som der kendte til heldigvis og sådan forblev det.

Ache lagde let hænderne i hans jakkelommer og lod dem hvile der, imens han holdte blikket på vampyren med et hævet øjenbryn ved hans kommentar. "Og den antagelse bygger De på hvad Hr.?" Spurgte han helt roligt med et lettere overvejende udtryk i de gullige øjne. Jo Ache kom skam ud, men nej han begav sig ikke så meget rundt blandt folket måtte han indrømme, men dette skyldtes ganske enkelt at de ikke interessede ham. Han havde endnu ikke oplevet, at der var nogle blandt middel eller underklassen, som han gad at føre en længere samtale med, da Ache oftest kun havde samtaler med folk, hvor han ville opnå et bestemt udbytte af en eller anden slags der faldt til hans fordel.

Han rynkede dog let brynene ved mandens spørgsmål omkring Kensis. Ikke af overraskelse, mere en undren. Hvorfor havde manden interesse i Aches tanker om angrebet? "Hvorfor skulle det gøre mig nervøs?" Spurgte han ledende imens han holdte blikket låst på manden. Vampyren undrede ham, det måtte han indrømme og siden han spurgte ind til tankerne omkring angrebet, så måtte han vide noget om det, altså var han nok en af dem som Legonas havde talt om at han ville konversere med i forhold til Legionen. Borgerne der intet havde at gøre med Legionen eller kongehuset, som foretrak at holde sig neutrale, undgik disse emner da de nok mest af alt frygtede for deres liv, men ikke denne herre. Så Ache valgte at antage manden som en af Legonas' små lakajer, men han nægtede at afslører sin rolle i alt det her, det var ikke noget der angik manden, uanset hvem han påstod at han var, så let var det ikke.

[Nathan Raphael Mordred]

Hemmelighederne var en levevej for Nathan, så han havde ikke noget imod at opsøge yderligere hemmeligheder, hvis de var indenfor rækkevidde. Spørgsmålet var bare om dødsenglen gemte på noget, han ville blive noget så overrasket, hvis han ikke gjorde. For havde de ikke alle hemmeligheder? Det var i hvert fald den erfaring han havde gjort sig igennem sit arbejde, alle havde noget de forsøgte at skjule og jo mere de forsøgte at skjule det, jo tydeligere blev det for andre. For dem der ledte efter det. Men dødsenglen lod til at skubbe fokus over på noget andet, endnu et tegn på at der var noget, som gemte sig bag facaden. Men han var ikke i nogen position til at rode rundt i det, så han lod det ligge og kiggede blot på hans skikkelse. Så ung og uviden, det var ganske morsomt, som dødsenglen forsøgte at opretholde sin stædighed. Noget der ikke rigtig virkede på Nathan dog.

Den stædige attitude ville ikke falde og dødsenglen blev ved, hvilket blot fik Nathan til at tænke længere ud i fremtiden. Hans spørgsmål bragte et smil frem på hans læber, som han bed sig let i underlæben. "De gemmer på noget, derfor De holder afstand til alt og alle. Er De bange for at blive opdaget i en forbrydelse?" spurgte han en smule ledende, som han blot besvarede hans spørgsmål med endnu et spørgsmål. Der var forskellige måder at lege rundt med de unge og dødsenglen her gjorde det forholdsvis nemt. Han kunne tage fejl, men så længe at dødsenglen holdt afstand til ham og omgivelserne, så var det ikke rigtig til at tage fejl af. Mon han var i færd med at bevæge sig ud på dybt vand? Han tvivlede, som han bestemt ikke følte, at han skulle frygte noget fra en knægt, som denne. Der var århundrede imellem dem, så Nathan havde flere erfaringer med folk end denne dødsenglen, der sad på tronen hos dødsenglene.

De ledende spørgsmål gjorde ikke at Nathan smilte mindre, som han lod blikket dale bort fra dødsenglen. Der var en vis ro over emnet, hvortil mange ville tænke på episoden med frygt i øjnene, men ikke denne dødsenglen. Stod han i ledtog med Legionen? Måske dødsenglene havde sluttet sig til det hele for at skabe kaos? Det var oprigtigt sød musik i hans ører. "Alle er nervøse, paranoide og bange?" foreslog han, som en forklaring til, hvorfor dødsenglen skulle være det samme. "Men måske De ønsker det samme, som Legionen selv?" spurgte han smilende, som han vendte blikket tilbage til dødsenglen, en anelse afventende, som han fulgte med i hver bevægelse og mine, som dødsenglen viste ham. Nathan var af natur ganske tålmodig, som han havde haft århundrede til at følge tidens gang, men Legionens angreb var det første af sin slags og det var ganske interessant, som han blot ønskede at de tog skridtet videre og fortsatte. Alt var langt hen i tavshed. Mon de forsøgte at skræmme befolkningen til at lave yderligere fejl? "Beklager, jeg kan ikke lade vær med at rode rundt i tingene" lo han stille, som han nikkede til ham. "Det er jo min livstil" forklarede han, som han bukkede hovedet let. "Jeg går under navnet Mordred, og arbejder fra skyggerne" præsenterede han med et smil. Han var ikke længere i tvivl om hvor dødsenglen stod, så han frygtede ikke noget ved at præsentere sig selv, måske de kunne indgå et samarbejde? Nathan ønskede blot at sætte skub i tingene, som Legonas virkede til at være lidt for optaget af prinsens færden i stedet for at skabe mere kaos i byerne.