The Mad Rooster
Jan 4, 2018 21:59:32 GMT 1
Indlæg af Masha Kresh on Jan 4, 2018 21:59:32 GMT 1
Vejr: Skyet, koldt og trist
Dato: Start Januar
Tidspunkt: Hen på aften
Sted: Kroen, Den Gale Hane, en middel snusket kro i slummen.
Jamie Miligan Michelance
Masha havde et mærkeligt forhold til storbyen. Faktisk var den direkte ubehagelig med alt for mange væsner klemt ind på at for lidt plads. Ofte følte hun ikke at det var muligt at ånde, men stadig blev hun. Hver gang hun bestemte sig for at drage videre, fordi hendes mave og pung var tom, dukkede der et nyt job op, som sugede hende ind igen.
I dag havde været en fin dag. Arbejdet havde været mere end urimelig hårdt til lønnen og de andre arbejdere en pest, men penge på lommen betød at hun kunne både spise og sove i en kro. Masha brød sig ikke om at sove på gaden, der var for mange der bevægede sig rundt. Så hun havde besluttet sig for at spolerer sig selv med et værelse hun ikke skulle dele med andre. Nu sad hun ved et lille bord og spise kartoffelsuppe. Hun bed ikke mærke i det menneske par, der kom ind og satte sig ved et bord bag hende, før hun hørte dem snakke om hende.
"Er det ikke en trold?" Hun kunne mærke deres blikke stikke i nakken. Det var ikke ualmindeligt at folk var nysgerrig. Og selvom Masha ikke altid var lige glad for opmærksomheden, så kunne hun forstå den, siden trolde holdte sig som regel mest til sig selv. Problemet var ikke bare, at hun i aften var godt træt af at folk pegede og gloede, som var hun udstillet. Nej, folk kunne ikke altid stoppe der. Så selvom hun oprigtig gerne ville de andre racer, så var hun altid hurtig til at forvente det værste, når de kiggede og pegede lidt for længe. For det værste var altid en mulighed! Det havde hun efterhånden lært på den hårde måde. Fikseret stirrede hun på skålen foran hende. En stille bøn gik til hvem end gud, der ville få dem til at stoppe nu.
"De lukker da også alt ind for tiden."
Der var åbenbart ingen guder der lyttede. Parret havde prøvet at sænke stemmen, men den skar stadig lige over til hende. Masha klemte så hårdt om skeen, at der nok ville være mærker i træet efterfølgende. Hendes blik stadig fæstnet mod suppen, raseriet godt på vej op i hende. Men hun ville ikke give dem som de fortjente. Ikke nu. Nu ville hun bare gerne spise sin mad uden at blive smidt ud.
"I det mindste lugter den ikke."
"Og ved hvordan man bruger en ske."
"Ja, måske er der faktisk halvblods trolde."
"Det må du ikke sige! Jeg kan ikke forestille mig et senarie, hvor det er sket lykkeligt!"
Det var dråben. Med et voldsomt slag i bordet fløj hun op og var henne ved parrets bord i få lange skridt. Masha greb med den ene hånd fat i kraven på manden og med den anden hans hår, før hun løftede ham op af stolen og smækkede hans ansigt ned i bordet.
"Er der mere du har at sige?!" Hendes stemme tordnede gennem lokalet. Hurtigt løftede hun hans hoved en 30 cm. op, før hun igen slog det hårdt ned i bordet. "Hvad som helst! Jeg udforder dig. Jeg udfordre jer begge to!" Hendes små øjne lynede til kvinden "Sig en ting mere!"
Og et øjeblik var den eneste lyd man kunne høre kvindens overraskede hulken.
Dato: Start Januar
Tidspunkt: Hen på aften
Sted: Kroen, Den Gale Hane, en middel snusket kro i slummen.
Jamie Miligan Michelance
Masha havde et mærkeligt forhold til storbyen. Faktisk var den direkte ubehagelig med alt for mange væsner klemt ind på at for lidt plads. Ofte følte hun ikke at det var muligt at ånde, men stadig blev hun. Hver gang hun bestemte sig for at drage videre, fordi hendes mave og pung var tom, dukkede der et nyt job op, som sugede hende ind igen.
I dag havde været en fin dag. Arbejdet havde været mere end urimelig hårdt til lønnen og de andre arbejdere en pest, men penge på lommen betød at hun kunne både spise og sove i en kro. Masha brød sig ikke om at sove på gaden, der var for mange der bevægede sig rundt. Så hun havde besluttet sig for at spolerer sig selv med et værelse hun ikke skulle dele med andre. Nu sad hun ved et lille bord og spise kartoffelsuppe. Hun bed ikke mærke i det menneske par, der kom ind og satte sig ved et bord bag hende, før hun hørte dem snakke om hende.
"Er det ikke en trold?" Hun kunne mærke deres blikke stikke i nakken. Det var ikke ualmindeligt at folk var nysgerrig. Og selvom Masha ikke altid var lige glad for opmærksomheden, så kunne hun forstå den, siden trolde holdte sig som regel mest til sig selv. Problemet var ikke bare, at hun i aften var godt træt af at folk pegede og gloede, som var hun udstillet. Nej, folk kunne ikke altid stoppe der. Så selvom hun oprigtig gerne ville de andre racer, så var hun altid hurtig til at forvente det værste, når de kiggede og pegede lidt for længe. For det værste var altid en mulighed! Det havde hun efterhånden lært på den hårde måde. Fikseret stirrede hun på skålen foran hende. En stille bøn gik til hvem end gud, der ville få dem til at stoppe nu.
"De lukker da også alt ind for tiden."
Der var åbenbart ingen guder der lyttede. Parret havde prøvet at sænke stemmen, men den skar stadig lige over til hende. Masha klemte så hårdt om skeen, at der nok ville være mærker i træet efterfølgende. Hendes blik stadig fæstnet mod suppen, raseriet godt på vej op i hende. Men hun ville ikke give dem som de fortjente. Ikke nu. Nu ville hun bare gerne spise sin mad uden at blive smidt ud.
"I det mindste lugter den ikke."
"Og ved hvordan man bruger en ske."
"Ja, måske er der faktisk halvblods trolde."
"Det må du ikke sige! Jeg kan ikke forestille mig et senarie, hvor det er sket lykkeligt!"
Det var dråben. Med et voldsomt slag i bordet fløj hun op og var henne ved parrets bord i få lange skridt. Masha greb med den ene hånd fat i kraven på manden og med den anden hans hår, før hun løftede ham op af stolen og smækkede hans ansigt ned i bordet.
"Er der mere du har at sige?!" Hendes stemme tordnede gennem lokalet. Hurtigt løftede hun hans hoved en 30 cm. op, før hun igen slog det hårdt ned i bordet. "Hvad som helst! Jeg udforder dig. Jeg udfordre jer begge to!" Hendes små øjne lynede til kvinden "Sig en ting mere!"
Og et øjeblik var den eneste lyd man kunne høre kvindens overraskede hulken.