Duften af røg, friske frugter og en markedskrig [Åben]

[Aik Hideling]

Tid: Middag.
Vejr: Varmt, med lette skyer.


Hurtige trommerytmer og bjælder fyldte luften på markedspladsen, hvor boderne stod tæt sammen og folk maste sig frem mellem hinanden for at se, hvad der var til salg. Et skib var netop lagt til kaj ved havnen, og samtidig var et sæt karavaner ankommet fra Illoval, alle medbringende friske godter. Det helt store trækplaster var dog de eksotiske varer, som skibet havde bragt med. Sigøjnere og kunstnere havde slået sig ned på hjørnerne og nær væggene, hvor de spillede musik og dansede for penge, og af gadesælgere blev der  kogt stuvninger og bagt fladbrød som blev solgt til sultne handlende for et par mønter. Aik banede sig frem i mængden, tårnende over en del af de små koner der var det primære publikum på markedet, mens deres mænd var ude for at tjene de penge som damerne nu brugte. De blev tiltrukket af en lille biks der solgte skinnende juveler og perler fra over havet. Aiks øje fangede det, og han kunne ikke lade være med at stoppe op for at tage et nærmere kig. Han havde en forkærlighed for guld og farvede ædelsten, men de perler der var nu noget for sig. Sælgeren lyste op i et bredt smil ved Aiks interesse, og det gik ikke højelverens næse forbi, at den lille mand med det store mørke skæg havde fået øje på guldkæderne om hans hals. "Jeg tror jeg har lige, hvad herren søger" Den lille mand stak hænderne ned under disken og trak et gammelt træskrin frem, som han ivrigt børstede af med et tørklæde. Han åbnede det, og indeni lå en lang guldkæde. Mellem hvert tredje led sad en stor, blank perle, i skiftevis rød og en dyb azurblå. Aik studerede den kritisk, mens han eftertænksomt gnubbede sin hage. Det var jo ikke det, han var her for..."Hvad er din pris?" Han var ikke i tvivl om, at smykket var dyrt. Det så tungt ud. Sælgeren brummede, og holdt et par fingre op. "For dig? 300" Det var ikke en lav pris.
En dame puffede til hans arm. "300? Solgt!" Kvidrede hun. Hendes hår var større end hendes hoved, bundet op i himmelblå silkebånd. Tåbeligt! Aiks øjne fandt skarpt hendes. Det skulle hun ikke slippe godt fra. "300? Tsk.. Du har ingen idé om hvad den kæde er værd." Hans blik fandt sælgeren igen, selvsikkert. "For dit besvær med at bringe den her, ligger jeg 20 oveni. 320."
Damens mund hang harmt åben, så underkæben næsten rørte hendes knæ. "Kalder du mig nærig? På min ære, 330!"

[Cal Nebula]

Cal havde været på arbejde den dag inde på torvet, hvor der som sædvanligt havde været en smule tommult. Han fandt det dog stadig sært, at folk havde så stor interesse i at se andre miste livet.. Måske fordi det var, ja hvad skulle man kalde det, anderledes. Cal havde sit sædvanlige tøj på, klædt i sort fra top til tå, hvilket også gjorde det nemmere for ham, at falde ind i mængden. Et par sorte løse bukser og en sort trøje uden ærmer, der sad tæt til hans overkrop med en hætte, der lå tungt over hans hoved, ligeledes bar han de sorte handsker, der lignede noget forbinding der var viklet omkring hans hænder. Folk havde tit opsøgt ham efter en henrettelse og udspurgt ham, om hvordan det var og hvordan han kunne gøre det. Irriterende uvidende væsener... Nu skulle han bare ned til smeden med øksen også kunne han begive sig hjem af. Han bar øksen svøbt ind i en form for læred, så han kunne have den på ryggen uden at folk direkte ville kunne se, at det var en økse han gik rundt med. Cal havde hænderne dybt plantet i hans bukselommer imens de røde øjne søgte let igennem området med let sammenknebne øjne. Hvorfor var der så mange mennesker idag? Det var dog belastende...

Hans opmærksomhed blev kort draget imod noget, der lød som en slags diskussion under opsejling ovre hos en smykkehandler. Cal trak kort en anelse på smilebåndet, inden han roligt begav sig videre. Det var ikke noget der vedkom ham og helt ærligt, så gad han ikke at bruge sin tid på sådanne bagateller over noget, der virkede som en hystade, der havde tænkt sig at lave en scene her midt i det hele. Cal rettede kort på hætten, så den let trykkede det sorte hår langt ned i hans ansigt og dækkede let over de røde øjne, inden han kort rettede på læredshylsteret på hans ryg. Cal gik let ud til siden af mængden og fulgte vejen ned imod smeden, han brød sig ikke om store mængder, specielt ikke når han rendte rundt med et henrettelses våben på ryggen, som ville kunne vække opmærksomhed, hvilket nok var det sidste, som Cal ønskede sig lige nu.

[Aik Hideling]

"340." Aik lod blikket glide til sælgeren. "Og så skylder jeg dig en tjeneste. Jeg har vigtige kontakter. Jeg er lærer for datteren af herrerne af Rosenborgen.. Og var i sin tid lærer for herreren selv." Hans stemme var myndig og bestemt. Krigen tiltrak sig efterhånden mere og mere opmærksomhed fra folk omkring. Især da det gik op for dem, at de to der stod og diskuterede, tydeligvis var vigtige folk. Manden bag disken var mere end glad for opmærksomheden, og det var tydeligt. Det her kunne tiltrække årets profit! "Sir, det lyder alt sammen smadder godt.." Han nåede ikke længere, selvom hans halve håndgestus gjorde det tydeligt at han ville give damen mulighed for høfligt at byde over. Hun pustede sig op og rettede på sine blondede ærmer med næsen i sky. "Lady Narissa Tyroll lader dem vide, gode sir, at hun ikke vil lade en gemen huslærer overbyde hende. Jeg byder 350, for mit hus' ære, og en plads ved vores bord ved imorgens aftenbord." Hendes blik fangede Cal ud af øjenkrogen. Som de fleste, var det klart for hende hvem bødlen var. Især våbenet på hans ryg gjorde det klart. "Og hvis de skaber mere ballade, sir, har vi jo en der om muligt kender til retfærdighed, lige dér!" Hun pegede mod Cal, og et sus gik gennem mængden. Han havde nu den samlede gades opmærksomhed. Aik betragtede ham med rolige, mørke øjne. "Hvis det er det de vil, Lady Tyroll. Jeg frygter ikke en bøddels dom over min ære, når jeg ved, jeg har ret."

[Cal Nebula]

Cal fortsatte roligt imod smedens sted, indtil han lagde mærke til suget der næsten gik igennem hele markedet. Han stoppede kort op og lukkede let øjnene med en irritabel mine, at spore i det blege ansigt, der lå gemt under hættens mørke. Hvorfor skulle han nu blandes ind i de to's skænderi? Hvad havde det med ham at gøre? Cal knyttede kort den ene hånd, inden han tog en dyb indånding, da han godt var klar over at alle stod og gloede på hans ryg. Cal åbnede lidt efter de røde øjne og sukkede kort, hvorfor troede alle folk, at det var ham der bestemte hvem der skulle henrettes? Han havde intet at sige i de sager, det eneste han stod for, var selve henrettelserne. Cal placerede let den knyttede hånd i sin bukselomme, inden hånden igen slappede af og han vendte kort ansigtet imod siden, så de røde øjne var vendt imod de diskuterende ud af øjenkrogen. "Og De mener simpelthen, at De har ret til at rive en uvedkommende ind i Deres diskussion Frue?Det er deres diskussion, der absolut intet har med min mening at gøre... De burde ikke plage andre med deres små hysteri sager Frue, hvis De ikke selv kan forsvare deres egen ære, burde De nok ikke forlade hjemmets mure, hvor Deres husbond kan holde dem bag lås" Kommenterede Cal i en hel neutral tone.

Han kunne næsten mærke, hvordan det prikkede i hans hoved for at smide øksen efter kvinden. Magen til uhøflighed, at drage en total fremmed ind i en ubetydelig diskussion... Føj! Hvordan var det dog, at overklassen efterhånden var blevet, ingen af kvinderne kunne stå ved dem selv og de gemte sig alle bag deres mænd, med det samme der var problemer og nu hidsede hende her sig op over hvad? Et usselt smykke?! Godt det var en klasse, som Cal aldrig omgav sig med, for det der var da den mest tåbelige diskussion han længe havde overhørt! Cal lagde kort et par fingre imod sine øjenbryn og gned dem kort med en irritabel mine, for nærmest at samle sig igen. "Nu vil jeg begive mig videre med mine gøremål medmindre Fruen og den herre, har andet De åbenbart ikke selv kan løse uden at indvoldvære samtlige individer her på pladsen?" Spurgte han kort i en skarp tone med et let hævet øjenbryn. Magen til uforskammethed... Selv Cal vidste da, at man holdte sådan nogle diskussioner imellem dem den angiv også holdte man andre udenfor, for ikke at skabe mere dårlig omtale om ens stand.. Sådanne overklasse folk skulle jo forestille, at være det alle ville være og dermed værne ordentligt om deres stand, det kunne man langt fra påstå, at hende Lady Narissa Tyroll gjorde.. Hvor latterligt.

[Aik Hideling]

Pladsen var absolut tavs, mens bødlen talte, og langsomt, voksede Narissas gab til dobbelt størrelse, indtil hendes underkæbe næsten forarget ramte jorden. Hvor vovede han!? "De... Dit beskidte, blodbespottede..! Hvor vover de at omtale min mand, med deres grusomme..!?" Hendes stemme var skinger, og luften blev helt tyk af anspændthed. Det hang imellem alle, den let skærmede foragt som Cal Nebula havde kastet i synet på en adelsfrue. Det blandede sig let med den frygt alle i grunden bar for manden med de røde øjne. Ham som tog folks hoveder, eller andre lemmer, med et sving af øksen, og uden den mindste konsekvens. Det var et beskidt arbejde. Ikke at det fjernede det smil, der langsomt voksede frem på Aik Hidelings ansigt, i selvtilfredshed over at han helt havde undgået det nederlag som Narissa lige indirekte modtog. Han trådte et skridt tilbage. "Det lader til at de i sidste ende fik ret, Lady Narissa. De er vidst uden tvivl, en ganske god dommer, når det kommer til karakter. Bødlens retfærdighedssans er uforlignelig." Han rakte ned i posen med mønter, der hang i hans bælte. Et bælte vævet af guldringe, der klirrede ligeså fint, som mønterne der regnede ned på bordet foran smykkesælgeren. "380, min gode mand. Mere end de umiddelbart fortjener, men det kan forhåbentlig være prikken over i'et på en spændende eftermiddag." og med de ord, snuppede han den fine halskæde der havde skabt alt påstyret, og bandt den om sin hals. Han vendte perlerne i sine hænder, imens han pænt begav sig gennem mængden, i retning af bødlen og hans økse. Lady Narissa stirrede efter ham. "Dette vil i høre for! Begge to! Min mand kan få jeres tunger skårede ud, og jeres rygge flåede..!"
"Ikke idag, frue. Og mon ikke, deres husbond vil finde det ganske underholdende at høre alt om deres lille optrin her på pladsen?" Aik så sig tilbage mod hende, inden hans blik anerkendende fandt bødlen igen. Han stoppede op nær ham. "Var de på vej videre til noget vigtigt, bøddel?"

[Cal Nebula]

Cal holdte blot ligegyldigt blikket imod kvinden ud af øjenkrogen, som hun tydeligvis blev mere og mere fornærmet. Hans mundvige trak sig kort op i et smalt smil ved hendes brokkeri, inden han let trak på skuldrene. "Hvis De ikke kan tåle sandheden Frue, så lad hver med at rådføre dem hos ærlige væsner, der intet har at miste" Kommenterede han iskoldt, inden hans blik kort vandrede rundt på flokken, der stadig stirrede lamslåede på ham. Uduelige væsner... Hver og en gik de rundt i deres egen lille hellighed og troede, at den ene var mere værd end den anden, men i sidste ende ville de alle være lige meget værd, når de engang hver især døde, om det blev for Cals hånd, en anden eller noget så simpelt som alderdom eller sygdom, tjah, det kom vel ud på et. Cal himlede kort med øjnene, ved kvindens sidste bemærkning, inden han kort rettede på posen på hans ryg, hvor øksen lå i, inden han begravede sine hænder i bukselommerne igen og begav sig videre imod smeden. Ja god fornøjelse med det, at få byens respekterede bøddel dømt for en udtalelse, som om...

Cal nåede ikke, at gå mere end et par skridt, inden manden fra før, stod ved siden af ham. Han stoppede kort op og så undrende på manden med et let hævet øjenbryn. Hvad vedkom det hans interesse? "Vigtigere ting end det hysteri, der foregik derhenne lige før" Kommenterede han kort og kastede et kort blik tilbage imod kvinden med et hævet øjenbryn, inden han vendte blikket imod manden igen. "Er der da andet, De mener jeg skal drages ind i?" Spurgte han lettere mistroisk, imens han holdte de røde øjne imod herren, imens hætten pressede det sorte hår ned i øjnene på ham. Han vidste godt, at manden var af højere rang end ham selv, men det havde aldrig lagt på dagsordenen for Cal, at behandle de væsener anderledes. Igen, når folk døde, var de alle ens.. Der var intet ondt, at sporer i Cals ord, dog en undertone af mistroiskhed. De højtstående ville som regel altid opnå et eller andet, ved at tage kontakt til en almindelig borger, som Cal foreksempel og han var rent ud sagt, dødtræt af det efterhånden, indtil folk fandt ud af, at han ikke fandt sig i sådan nogle ting. Men hvad ville denne mand mon? En højt ranget herre, der uden videre opsøgte en dæmon bøddel? Mistænkeligt...

[Aik Hideling]

Bag dem trak folkemængden på pladsen sig efterhånden hviskende sammen i små flokke, eller opløstes i det samme virvar, lidt svarende til en myretue, mellem boderne. Lady Narissa kaldte sine folk sammen, og de vagter hun havde fulgtes med, dækkede hendes ryg, som hun begav sig i den anden retning, væk fra Aik og bøddelen. Aik lod sig ikke synderligt mærke med hendes vrede. Han var huslærer på Rosenborgen, og hans samvittighed var ren. Han havde betalt prisen for halskæden, som han så først, og han havde betalt langt mere end, hvad de perler var værd. Til sidst var det blevet en æresag, og et spil, som han agtede at vinde. Og nu skulle sejren altså fejres. Hans blik hvilede på den unge bøddels ansigt, med næsten en let morskab, over bøddelens mistro, til trods for at han egentlig godt forstod hvorfor at han måtte have det sådan. Langt de fleste holdt sig sikkert på lang afstand af ham- Det vidste Aik udemærket. Ikke nok med de dårlige, men dog spændende, minder om henrettelser, som synet af ham vakte, så betød det også gerne i folkemunde uheld eller en tilsværtet ære og sjæl at omgås ham. En fjollet overtro, som så meget andet. Men til Aiks held betød det sikkert, at Cal besad en masse spændende historier, som han havde ene fornøjelse af at få lov at høre, fordi alle andre gik og var bange for deres egne skygger. "Jeg ville gerne drage dem ind i en flaske vin i et formørket hjørne af en kro, hvis det har Deres interesse?" Lød hans lavmælte, sikre svar. Han holdt hans øjenkontakt, uden at vige det mindste, eller krympe sig under det røde blik han stod overfor. Han gjorde en lang, elegant gestus ned af vejen- 'Skal vi gå?' Han begyndte at gå, i et adstadigt tempo. Hans kåbe dækkede hans fødder, og strejfede kun lige akkurat de beskidte brosten. "Jeg betaler naturligvis." Forsikrede han ham.

[Cal Nebula]

Cal så kort tilbage over skulderen imod Fruen fra tidligere med et let hævet øjenbryn, da hun forsvandt med alle sine vagter. Ubegribeligt, at der fandtes individer, der ikke kunne passe på sig selv. Han vendte hurtigt blikket imod manden igen, da han begyndte at tale. Hvad skulle det sige? Han måtte da selv kunne høre, hvor dumt det lød? Cal rullede kort en enkelt gang med blikket. "Jeg troede overklassen var bange for, at få tilsværtet Deres rygte ved at blive set i selvskab med en rødøjet" Kommenterede han kort med et smalt smil, som en hentydning til den dæmoniske side, der lyste langt ud af Cal. Man var jo ikke et sekund i tvivl om, hvilken side Cal hørte til på. I skyggerne.. I mørket hvor normale væsener ikke begav sig hen. Det overraskede ham dog en del, at manden ikke virkede synderligt bekymret over Cals røde øjne, blege hud og kulsorte hår, da manden jo tydeligvis selv var af elver stablen, det kunne man jo antage ud fra mandens udseende og hans bevægelser. Tjah, han kendte jo efterhånden de forskellige racer fra hinanden, han havde taget livet af mange af dem...

Cal så kort lidt overvejende efter manden med et let hævet øjenbryn. Det her var jo latterligt.. Han var overhovedet ikke vant til, at andre behandlede ham normalt, han havde altid været den satan der tog livet af folk lovligt. Den person i kongeriget, der havde rigeligt med blod på sine hænder, lovligt.. Og han elskede det. Cal rystede let på hovedet med en opgivende mine. Tjah, han var vel nødt til at finde ud af hvad manden ville ham, for det kunne umuligt bare være en samtale, alle ville et eller andet når de opsøgte bødlen, om det var under bordet eller ej, var ham ligegyldigt, alle ville noget bestemt. Han gik roligt med manden, inden han kort så på ham ud af øjenkrogen med let sammenknebne øjne. "Okay så kan De godt spytte ud nu hvor vi er lidt væk fra mængden, hvad vil De mig?" Spurgte han helt roligt og holdte blot de røde øjne på manden ud af øjenkrogen imens de gik. Det her kunne han godt lige få overstået, inden han begav sig imod smeden igen, smeden vidste jo, at Cal kom forbi med øksen en gang i ugen. Lidt human var han vel, eller bare.. Sippet omkring sine våben, der altid skulle være i ordentlig stand, så gav folks lemmer altid sådan et dejligt knæk.. Cal trak kort let på smilebåndet over tanken. Uha de minder..

[Aik Hideling]

Folkemængden lukkede sig bag dem, som en port af myldrende skygger og navnløse skikkelser. Alle med deres egne liv og interesser, og tanker der kunne fylde det tomrum som den nu forduftede action før havde opfyldt. Det havde været noget af en scene, men den ville nok snart blive glemt. Det var ikke fordi der blev skrevet historie. Det var bare en smule dejligt hverdagsdrama. Pøblen var sulten efter den slags. Det vidste Aik. Han opsøgte det på en daglig basis. Ikke direkte som en impliceret, sædvanligvis- Men som en tilskuer på afstand. Aik elskede en god historie. Ikke nøvendigvis i roman form- Han holdt sig mest til faglitteratur. Hvis han skulle læse, kunne det ligeså godt være noget der gav rigtig spænding- men gerne i form af en god mund til mund overlevering. Det var gerne ekstra saftigt, med den lille ekstra detalje, at det var sket i virkeligheden. Og det ville få konsekvenser i den virkelige verden. Måske endda i form af den unge mand ved siden af ham? Endestationen for de værste skæbner, men de bedste fortællinger. "Tilsværte mit rygte? Bevares." Svarede Aik roligt. Han fulgtes med manden af mørket, med den blodsværtede fortid, let som skøjtede han lige henover søllet. "Det er svært at tilsværte et rygte, som man ikke gør noget særligt for at danne sig." Aik var ikke typen der gik rundt og prøvede at gøre sig kendt, hverken godt eller skidt- Han havde ingen interesse i at være særligt nobel, eller særligt ubehagelig, eller endda særligt rar. Han udførte sit arbejde- og hvis det før eller siden førte et gennembrud med sig, der kunne gøre ham kendt over hele landet, og fantastisk rig, så ville det da være ganske rart, og han ville tage imod det med kyshånd, og det bredeste, mest selvtilfredse smil på ansigtet. Men idag var ikke denne dag. Han mødte den andens blik med et blik som om, at hans mistillid og dårlige forventninger var ganske underholdende. "Jeg vil købe dig en flaske vin, på en tilfældig kro vi kommer forbi på vores vej ned af gaden. Jeg vil sætte mig overfor dig, og bede dig fortælle mig alt om dit virke. Jeg er helt sikker på, at du bærer rundt på en masse spændende historier, som de færreste giver dig mulighed for at dele." Hans blik gled over ham, og det hang på en måde i luften, hvad han mente med det. Den frygt folk mødte Cal Nebula med, var tydeligt. Gad vide om han nogensinde talte med nogen? Rigtig talte, og drak?

[Cal Nebula]

Cal så blot på manden ud af øjenkrogen med et let hævet øjenbryn ved det første han sagde. Ja så, han havde måske ikke et rygte, der var værd at tilsværte? Tjah hvad vidste han, Cal kunne ikke konkludere ud fra andet end mandens påklædning og hans fremgangsmåde. Ja manden var af høj stand, men ikke høj nok til at kunne være adelig eller royal. En eller anden form for lærd mand eventuelt? Hvem skulle ellers begå sig sådan som manden havde gjort lige før overfor kvinden. Eller hystaden kunne man nok godt sige… Cal så kort på manden med et let hævet øjenbryn efter det sidste manden sagde. Virkelig? Kunne det passe, at det bare var det, som manden havde tænkt sig? Højest mærkværdigt… ”Og hvorfor så det om man må spørge? De har da sikkert nok at lægge ører til i dagligdagen” Kommenterede Cal kort med et træk på skuldrene. Hvorfor skulle han overhovedet dele sit liv med en totalt fremmed? Han havde nok i sig selv, sådan havde det været hele hans liv, hvorfor var der nu pludselig en fremmed mand, der ville hører om hvad Cal lavede i sin dagligdag? Ja, han tog livet af de folk, der var blevet dømt til døden, men for Cal var det jo bare et arbejde der tilfredsstillede hans dæmoniske side…

Manden var da yderst mærkværdig, det skulle han have. ”Jeg må tilstå, det forekommer mig yderst mærkværdigt, hvorfor en mand af Deres stand interesserer sig for historier fra en bøddel” Kommenterede han kort med det hævede øjenbryn. Ja ja da, det måtte manden da selv om, Cal havde ikke tænkt sig at plapre som et eller andet vandfald, næh nej, så let skulle manden ikke have det. Han kunne jo også være en spion.. Men hvad skulle en spion ville Cal? Cal havde ingen tilbage omkring sig, der var værd at udsætte for noget for at ramme ham, Cal var kun sig selv og havde det egentlig fint med det. Sådan havde det været i mange århundrede og sådan skulle det også forblive indtil han en dag selv skulle derfra ligesom de forskellige klienter, han havde ’betjent’, var kommet herfra, ved at få en hurtig og direkte død..

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime så sig rundt. Her var altid så hyggeligt og på en måde gratis underholdning. Her skete altid et eller andet, selvom hun ikke vidste hvad, men det var en del af underholdningen. Hun smilede til dem, der så efter hende. Det var trods ikke de adelige, der kom her mest. Det gjorde det bare sjovere. Hun var taget afsted for at finde et nyt sjal og også for at komme lidt ud, så hun ikke kom til at kede sig derhjemme. Hun havde ladt sin hingst stå med et vandtrug og spadserede dermed selv rundt på pladsen, hvilket hun egentlig hyggede sig med. Hun standsede op ved en bod, der var fyldt med bøger. Her var som regel altid noget god læsning af den ene eller den anden slags. Hun tog en enkelt bog op og begyndte at læse bag på den. Stjerner? Det var ikke ligefrem den slags hun læste normalt, men forandring var ikke altid en dårlig ting.

Aime så op og fik øje på hvad hun ville tro var en elver og en anden af hankøn med samme røde øjne som hun selv. Mon de også ville være i tvivl om hvad race hun tilhørte? Det kunne da være underholdende at hun blev forvekslet med noget andet end hun var, på baggrund af hendes røde øjne. Det var sket før, men aldrig af en, der havde samme øjenfarve som hun selv. Hun skævede til bogen, men de lignede ikke nødvendigvis nogen, der ville have læst noget i den retning. Hvordan skulle hun så få deres opmærksomhed? Hun kunne ikke bare gå hen til dem, da de så ud til at være på vej et sted hen... Aime lagde bogen fra sig. Okay, så måtte hun gøre noget tilfældigt. Hun vendte sig og gik ud på gaden igen med kurs direkte mod dem. Der gik ikke længe før hun mødtes med dem og stoppede så op foran dem. "Kan en af jer fortælle mig hvad klokken er?" Spurgte hun helt roligt og så kort fra den ene til den anden. Jo, en elver og en... dæmon? Eller måske noget helt andet, da flere havde taget fejl af hende. Hun stod helt roligt og vidste ikke hvad hun ellers skulle have spurgt om for at starte en konversation med dem. Måske afbrød hun noget, men så kunne de altid give hende et hurtigt svar og derefter gå videre.

[Aik Hideling]

Aik hvilede hænderne roligt bag ryggen, og han holdt et spadsere-tempo. De havde ikke nogen grund til at skynde sig. "Jovist. Der går rigeligt med historier i byen. De løber gennem den som pest.." Det sagde Aik uden at blinke. Hans stemme var en lav, rolig tone. Som talte de blot om vejret. "Og de bliver let ensformige i deres mangfoldighed. Utugt, vanære og tyveri af husdyr til højre og venstre. Engang imellem noget mere spændende om et lig i en brønd eller hævn over blodskam..." Hans blik gled til Cal ved hans forundring, og han kunne ikke lade være med at smile af det. "Jeg er blot en huslærer, for greve og baroner. Tror du ikke at det kræver en smule adspredelse? Jeg underholder mig selv i rigelig grad med eksperimenter, bøger og mine egne projekter. Men jeg må også lægge ører til historier om middagsselskaber og jagttrofæer.. Sjældent interessante historier, medmindre nogen bliver skudt ved et uheld." Ordet 'uheld' bragte en trækning til hans ene mundvig. "Så kan du vel se, hvorfor historier fra netop en bøddel, måtte være særligt interessant.. Især i betragtning af, hvor sjældne de er." Han stoppede op, da han bemærkede hvordan en ung, rødøjet pige nærmede sig dem. Rigmandsdatter, at dømme efter hendes påklædning og den måde hun bar sig selv. Han stod rank og afventende, som hun kom hen til dem. Han bemærkede en tænksom iver over hende.. Hun lod til at ønske kontakten. Han fiskede et lommeur frem fra lommen på sin kåbe. "Klokken er 1 om eftermiddagen, my Lady." Han klappede uret i igen, og lagde det tilbage i sin lomme. "Er der noget andet vi kan gøre for dem? Har de mistet deres følge?"

[Cal Nebula]

Cal så blot på manden med et hævet øjenbryn imens han forklarede. Han kedede sig allerede bare ved tanken... Tænk hvor meget ævl folk måtte ligge ører til efterhånden. Samtaler hvor der ikke konkret blev sagt noget og folk havde glemt en fem minutter efter man havde forladt samtalen.. Sørgeligt egentlig, så var Cals såkaldte 'samtalepartenere' mere konkrette.. De vidste, at de skulle dø og de vidste at det var Cal, der skulle ende deres sørgelige og miserable liv. Det var til at forholde sig til, modsat dem af stand der snakkede uden at sige noget. "Det lyder vel rigtig nok, samtaler uden ord... Hvor trivielt" Kommenterede Cal kort og rullede kort en gang med øjnene. Hvor måtte det dog være en kedelig verden at leve i.. Nu var det ikke fordi Cal foretog sig specielt meget, men der var da i det mindste ikke en eneste dag, der var magen til den foregående.

Cals blik blev kort fanget af kvinden der nærmede sig. Røde øjne? Men ingen dæmon, det var helt sikkert. Cal stoppede roligt op sammen med manden og så blot på kvinden, med et hævet øjenbryn imens hun nærmede sig. Hvad ville hun dog dem? Han fulgte hende roligt med blikket, da hun standsede foran dem og spurgte angående klokken. Klokken?! Endnu en samtale uden ord, hvilket de overklasse folk jo var kendt for... Ingen dæmon, det var han helt sikker på, men røde øjne? Hun var heller ikke en vampyr, hun havde for stor en livsglød til dette og hvorfor spurgte hun overhovedet dem om klokken, kunne hun ikke ligeså godt have spurgt ejeren af boden? Nej.. Hun ville dem et eller andet, det lyste langt ud af hende. Men hvad skulle en overklasse ville en bøddel og en huslærer? Hun var for gammel til at have brug for en huslærer... Hun havde måske nogle børn, der havde brug for det? Han så kort lidt undersøgende på hende. Nej, ingen ring og intet følge, så kunne hun umuligt være gift. Højst besynderligt væsen. Cal rettede kort på hætten, så den faldt lidt længere ned i hans ansigt og dermed trykkede det sorte hår længere ned i det blege ansigt. Han burde virkelig foretage sig noget andet mere fornuftigt end alt denne tomme snak, der mere eller mindre mindede om en sludder for en sladder. Han forholdte sig tavs, manden havde jo svaret kvinden, så kunne hun jo bare gå videre, så de alle kunne komme videre med deres gøremål, da kvinden garanteret også havde andet at foretage sig, men det var jo yderst uhøfligt at gå fra en adelig kvinde... Alle de regler, godt Cal i det mindste havde styr på nogle af dem.

[Aime Rinterdit Cyanlight]

Aime skævede til de to. Det var vel hvad man kunne kalde for et umage par. Hvad de måtte lave sammen var ikke godt at vide, og det vedkom heller ikke hende. Det vidste hun godt. Hun skævede til vedkommende, der intet sagde til hende. De delte øjenfarve, men der var vist milevid forskel på dem som personer. Nå ja, det var jo det hun normalt opsøgte. Det andet var så trivielt og til tider direkte kedeligt. Hun fulgte elveren med blikket, da han trak et lommeur op. Så havde hun da fået svar på det og han virkede til at være den eneste, der ville konversere med hende. Hun nikkede til hans svar. Det havde hun selv regnet ud, eller i hvert fald noget i den retning. Hun ønskede egentlig bare at skabe en samtale mellem dem. Lytte til deres historier om deres liv og andre bedrifter. Det virkede altid forfriskende på hende. "Jeg har et par ærinder her. Jeg er ikke af den opfattelse af et følge altid er nødvendigt. Til tider kan det være forfriskende med en stund i sit eget selskab." Svarede hun med et roligt smil. For hende kunne det være trættende altid at vandre rundt med et følge. Et privatliv var vigtigt for hende og bare en gang imellem var det rart at gå steder hen alene. "Jeg afbryder måske noget vigtigt mellem de herre?" Spurgte hun roligt. Det var høfligt og samtidig en åbning i samtalen til at finde ud af hvad de foretog sig og måske kunne de så få en samtale ud af det? Ellers kunne hun bare undskylde sig og gå videre. Det var det rare ved at være adelig. Med personer under hendes stand kunne hun næsten foretage sig hvad hun ville og forhåbentlig stadig møde høflighed.

[Cal Nebula]

Cal stod helt roligt og afventede at manden skulle svare kvinden, det var trods alt ham der havde startet en samtale med hende. Dog rynkede han kort brynene, da elveren tydeligvis ikke havde tænkt sig og sige noget videre interessant. Nå, han burde vel også komme videre, så han kunne få hentet sit våben igen hos smeden. Hans læber trak sig kort op i et smalt smil ved kvindens kommentar og et svagt grin forlod kort hans læber, inden han let rystede på hovedet. "De har så sandelig ret Frøken" Kommenterede han kort og så op på hende, så de lysende røde øjne kort hvilede på hende, inden han vendte blikket over hans skulder imod pladsen igen, inden han trådte et par skridt væk fra de to.

"Men I må have mig undskyldt, jeg vil komme videre med mine gøremål idag inden mørket falder på" Undskyldte han sig kort og nikkede så til de to med et skævt smil, inden han vendte rundt på hælene og begav sig imod pladsen igen. De var begge to af højere klasse end ham og det havde han respekt for også gad han egentlig heller ikke bruge sin tid på elveren. Cal var kommet der med andre formål den dag end at fortælle sin livshistorie til en eller anden fremmed snushane, ellers tak. Cal fandt hurtigt smeden og fik hentet sit våben igen, så han var klar til at arbejde den næste dag, inden han forsvandt ud fra pladsen og begav sig hjem af. Imorgen stod den på to magikere og et enkelt element. Hvor han dog elskede sit job.

//Out