Indlæg af Camelia Nimar on Apr 14, 2015 13:17:20 GMT 1
Grundlæggende information
Navn: Camelia Nimar
Alder: 379 år (369 + 10), døde før hendes 25 års fødselsdag og genopstod som engel, hvilket hun har været i 10 år nu.
Fødselsdag: 02.10.1053
Køn: Kvinde
Seksualitet: Heteroseksuel
Erhverv: Healer, forhenværende komtesse
Tiltales: Madam
Gud: Kira
Tilhørsforhold: Kaotisk god
Stand: Overklasse
Race: Engel, forhenværende Højelver
Information om udseende:
Højde: 176 cm
Vægt: 60 kg
Hudfarve: lys hud, en anelse gylden
Hårfarve: Blond
Hårstil: Langt med lette krøller i. Den nederst del af hendes hænger hår hænger for det meste løst, hvorimod den øverst del er sat op, så hun ikke får det i øjnene.
Øjenfarve: Gyldne, men afhængigt af lyset kan de godt fremstå som sølv.
Kropsbygning: Camelia er meget slank, og fremstår da også meget spinkel,hvis hun har for tætsiddende tøj på.
Tøjstil: Camelia kan godt lide at føle sig fri og afslappet, men samtidig så vil hun gerne sørge for at hun er klædt på til vejret, derfor svinger hendes garderobe også meget afhængig af vejret. Når det er varmt udenfor går hun ofte rundt i kjole, helst en som er tætsiddende omkring hendes overkrop, men ellers løs langs med benene, så hun stadig kan bevæge sig. Kjolerne er oftest i naturens farve, som minder hende om hendes tidligere liv som højelver. Hendes yndlings farve er grøn og gerne med et strejf af noget gyldent. Skulle det gå hen og blive ekstra varmt har hun en mindre dragt at skifte til, som egentlig lader en del afhendes hud ånde frit, hvor kun de mest følesomme områder er skjult. Hun kunne dog aldrig finde på at vanære sig selv, ved at være for let påklædt, da hun skal føle sig tilpas. Når kulden trækker til, skifter hun ofte kjolen ud med et par bukser og en trøje, ellers bærer hun en lang frakke til at afskærme hendes hud, da hun ikke gerne vil dække hendes arme til (Hun har fået fjernet ærmerne i jakken).
Ar, skader, osv.: Hun har et mindre ar på hovedet, som dog er dækket af hendes hår, men roder man igennem hendes hovedbund, så kan man sagtens finde det. Arret kommer fra det slag, som dræbte hende i forbindelse med hendes tilfangetagelse.
Særlige kendetegn: Hun har en masse aftegninger på hendes arme, som mestaf alt ligner bølger og spiraler, der bevæger sig over hendes hud. Hun bærer en’krone’ på hovedet, som var et smykke hendes mor lavede til hende i forbindelsemed hendes 20 års fødselsdag, den er lavet i ren guld, med sten i. Hendes hvidevinger er fyldige og store, vingerne er for det mest foldet på hendes ryg.
Færdigheder:
Fysisk styrke: 4 [+ 1] = 5
Mental styrke: 4 [+ 2] = 6
Behændighed: 5 [+ 3] = 8
Præcision: 4 [+ 2] = 6
Intelligens: 6 [+ 5] = 11
Visdom: 6 [+ 2] = 8
Kreativitet: 5 [+ 3] = 8
Karisma: 6 [+ 1] = 7
Magi/magimodstand: 1 [+ 5] = 6
Information om personlighed
Egenskaber: Selvom hun ikke har været engel i særlig mange år, så harhun allerede formået at øve sine færdigheder, som at flyve. Dog kan hendesvinger godt overraske hende fra tid til anden, når hun for et split sekundglemmer sin situation.
Svagheder: Hun har stadig ikke helt vænnet sig tildet faktum, at hun nu tilhører engle racen og derfor burde respektere andre enddem fra hendes forhenværende race. Hun har svært ved at acceptere at haveforladt højelverne, men er godt klar over, at hendes far næppe vil se hendeigen, eller det tror hun i hvert fald.
Fremtidsplaner: Hun har et inderligt ønske om at sehendes familie igen, men hun frygter hvad de vil sige, når de finder ud af, athun ikke længere af højelver, af rent blod. Samtidig med at hun har svigtetfamilien ved ikke, at kunne videreføre slægten.
Beskæftigelser: Camelia forsøger så vidt muligt at opretholde sin forbindelse til naturen og tilbringer derfor meget tid udenfor byerne, da hun godt kan lide freden og roen, der er omkring hende, når hun bare er sig selv. Samtidig med at hun virkelig nyder dyrs selskab.
Elsker:
Naturen, det føles stadig som hendes hjem, også selvomhendes syn på ting har forandret sig og hun ikke føler sig helt så forbundet mere.
En god snak/godt selskab, hun kan sagtens tilbringe timer med at snakke med andre, så længe de har noget imellem ørerne og ved hvad detaler om, ellers finder hun det hurtigt uinteressant og kan let blive distraheret.
Viden, hun er meget interesseret i hendes nye races evner og historie. Noget der hurtigt kan opsluge hende så hun glemmer hendes omgivelser og blot fordyber sig i stoffet. Hun går meget op i healing og de magier, en engel kan besidde. Camelia håber på, at blive klogere.
Hader:
Ondskab, hun bryder sig virkelig ikke om personer, der udstråler en skummel og ond aura. Hun kan sagtens finde på at gå en stor bueuden om disse personer, uanset deres rang.
At være alene, hun har ikke set sin familie i nogle år nu ogdet tærer allerede på hendes kræfter, som person. Derfor kan hun godt finde påat opsøge selskab på selv de mærkeligste steder, hvis hun føler sig ensom.
Sammenhængende personligheds beskrivelse:
Camelia er en snaksagelig kvinde, men hun kender udmærket hendes plads i forhold til manner og adfærd. Hun kunne aldrig drømme om at bryde ind i en samtale, medmindre at nogen er i færd med at bagtale hende selv eller nogen hun kender. Hun er næsten altid smilende og glad, også selvom hun måske inderst inde har et stort savn, så kan man sjældent mærke det på hende, medmindre man kender hende, eller er et dyr. Hun kan sagtens være meget målrettet, når det kommer til viden og andre ting, som hun virkelig brænder for, men ellers virker hun utrolig flink og imødekommende, når man møder hende.
Til tider kan hun godt lide at være alene, hvor hun så også ønsker at være alene, hvilket betyder at hun hurtigt kan blive irriteret, hvis nogen forstyrrer hendes ro eller ’alenetid’. Camelia er ikke typen til at skælde ud eller råbe op, da hun har fået at vide, at det ikke passer til en ’dame’, som hendes far så pænt beskrev det for hende, når hun var utilfreds med noget. Hun har intet imod at opføre sig som en dame og holder stædigt fast i hendes opvækst for at mindes hendes familie og der hvor hun kommer fra. Det er muligt at fange hende i stunder, hvor hun går rundt med en bog på hovedet, fanget i sine egne tanker, som hun mindes hendes barndom. Hvis du spørger hende, så tænker hun bedre med en bog på hovedet, som hun vandre rundt i cirkler og muligvis mumler for sig selv.
Fanger man hende i et rigtig godt humør, så kan hun være meget lallende og grinefærdig, som hun udtrykker sin morskab igennem en sød og mild latter, der næsten virker lokkende for tilskuerne. Hun er også utrolig glad for børn, også selvom hun har accepteret, at hun aldrig bliver mor, så hjælper hun gerne forældreløse børn på gaden med et måltid eller lidt ly for natten.
Magi
- Genopstandelse: At kunne få et andet væsen til live igen efter døden.
- Heale: At kunne heale et andet væsen dog med begrænsninger.
- Engle ild: Engle ild er noget af det mest smertefulde ild man kan mærke påsin krop, engle kan fremmane det i form af et våben alle tænkelige våben.
Våben: Hun går egentlig ikke så meget op i våben, men igennem hendes barndom er hun blevet lært op i sværdkunst og lignende, for at sikre sig at hun ville kunne klare sig udenfor byens grænser. Som ældste datter var det meget vigtigt for hendes far at vide, at hun altid ville være i sikkerhed eller i detmindste ville kunne forsvare sig.
Kæledyr: Hun holder ingen dyr selv, medmindre at de kommer til hende og faktisk har behov for hendes hjælp, så tager hun dem gerne med sig hjem.
Fortid/Baggrund:
At være født ind i en næsten adelig slægt har ikke altid været lige nemt for Camelia, mest af alt fordi hun var den først fødte og derfor var der visse krav til hendes opførelse og tone. Nok var hun ikke en dreng, men til tider følte hun lidt, at hendes far så hende som en dreng. Hun kunne sagtens brokke sig, men så fik hun blot besked om at gentage øvelse. Efterhånden fandt hun da også ud at, at det ikke ville nytte noget at brokke sig, for det ville bare gøre øvelserne længere og højst sandsynligt værre. Camelia startede sin træning i en ung alder, da hendes far mente at hun skulle lære tingene, så de ville sidde på rygraden, noget som hun aldrig kunne eller skulle glemme. Dertil kunne manner og høflighed komme senere, da han ville sikre sig, at slægten ville overleve og kunne forsvare sig i fremtiden. Det var aldrig rigtig hendes fag at skulle stå med et våben i hånden, men hun lærte at acceptere dette, eftersom at det virkede meget vigtigt for hendes far og derfor ville hun da bestemt ikke skuffe ham. Hun har altid gerne villet gøre sin far stolt og bestemt ikke skuffe ham, dog var hun yderst taknemmelig da hendes moder blev gravid endnu en gang og faktisk endte med at føde tvillinger, drenge tvillinger! Det var lige hvad Camelia havde behov for, som fokus straks gled over på de nyankommne og hun kunne finde ro til at bevæge sig rundt i naturen og nyde stilheden. Det var næsten himmelsk at være fri for træning og pligter, men det varede dog ikke længere. Der ville jo gå noget tid før at hendes brødre kunne overtage hendes fars opmærksomhed fuldkommen, så han vendte da også hurtigt tilbage til at belære hende om deres families historie og hvad deres rolle betød for samfundet. Hun havde efterhånden hørt det hele. Som hendes brødre blev ældre og gamle nok til at modtage træning, byttede de plads med hende, hvor hun så blev bedt om at blive indendørs for at modtage undervisning i manner. Hvem skulle have troet, at det ville være værre end den hårde træning?
Camelia var særlig gammel, da hun startede træningen til at blive en dame. Til at starte med lød det ikke særlig tiltalende og det var da også yderst svært at gennemføre uden at få vabler og falde. En morgen var hun blevet hevet tidligt ud af sengen for at blive skubbet til garderoben for at blive trukket i det fineste tøj hun længe havde set. Hun vendte sig mod hendes moder og så spørgende på hende. ”Moder, er der noget særlig på færde denne morgen?” spurgte hun med halvt søvnige øjne, som hun gned sig let i øjnene og forsøgte at betragte sig selv i spejlet. Hun måbede kort, før at hun bemærkede hendes mor ligge en hånd på hendes skulder, hvorefter hun rettede let på hendes krøllede hår og smilte til hende. ”Jeg tænkte, at en smuk kjole, ville kunne få dig i bedre humør til dagens undervisning” lo hendes moder let, som hun satte sig ned på hug ved siden af hende, imens at Camelia drejede sig mod hende, før hun skimmede sig selv i spejlet og lagde hovedet på skrå. Kjolen var da meget smuk, ikke sand? Hun lo let, som hun faldt hendes moder om halsen og kyssede hende fnisende på kinden. ”Jeg vil gøre mit bedste” lovede hun, som hun gav slip og lod blikket glide ned i jorden. Hun var egentlig nervøs for, hvad der skulle ske. Men hun ville ikke skuffe sin moder. Specielt ikke nu hvor det lod som om hun ville følge hendes undervisning, så blev det jo kun bedre! Camelia fulgte tjenestepigerne mod salen, imens at hun holdt hendes moder i hånden og ikke kunne lade vær med at smile. Da de pludselig skiftede retning, forstod hun ikke helt hvad der foregik, men hendes moder gav blot tegn til at hun skulle følge med og så ville hun nok finde ud af, hvad der skulle ske. Som de trådte ind på biblioteket var Camelia helt forundret, hun havde egentlig ikke tilbragt særlig meget tid derinde, men det kunne være, at hun skulle lave om på det nu? Hendes moder bad hende om at finde en bog og bringe den til hende. Det tog hende noget tid, før at hun faldt over den rette bog og bragte den med tilbage. Hendes moder vejede den kort i hånden før at hun placerede den ovenpå hendes eget hoved og begyndte at gå rundt i biblioteket med et smil. ”Det er meget vigtigt for en dame, at have den rette holdning” lo hun let, som hun bevægede sig tilbage til sin datter, der var lettere forbløffet over, hvordan det kunne lade sig gøre. Dog så det jo egentlig nemt ud? Hun tog imod bogen og placerede den på hovedet, som hun begyndte at gå, der gik ikke lang tid før at bogen ramte gulvet med en brag og næsten gik Camelia til at skrige, som hun havde gået i sine egne tanker. Inden for kort tid var bogen tilbage på hendes hoved, som hun bevægede sig videre, men endnu en gang røg den på gulvet, denne gang blev hun dog ikke forskrækket, i stedet kunne man se hendes stædige personlighed skinne igennem, noget hun havde arvet fra hende far. Camelia blev ved med at træne flere dage i streg, for hvis hendes moder kunne gøre det, så kunne hun også. Det lykkedes da også til sidst og inden længe kunne hun have flere bøger på hovedet uden at bekymre sig om, om de ville falde eller ej. Det var en sejr i sig selv.
Det var ikke fordi hendes opvækst var forfærdelig, hun var blot udmærket klar over hvad hendes far forlangede af hende og hvad hun skulle forvente af hendes fremtid, dette blev dog alt sammen forandret en sen aften, dagen før hendes 25 års fødselsdag. Camelia var egentlig draget afsted for at få noget luft og for at slippe for alle de forberedelser der var i gang i palæet, egentlig interesserede det hende ikke, at de skulle holde så stor en fest for personer hun måske kun havde mødt en enkelt gang. Derfor var hun draget afsted til hest for at komme så langt væk som overhovedet muligt. Hun frygtede egentlig at hendes far snart ville introducere for hendes forlovede, hun havde allerede hørt snak om det i krogene, men var ikke særlig interesseret i det, som tiden var nu. Hun var mere interesseret i at være fri og blot kunne være sig selv. I hvert fald lidt endnu. Hun red afsted på hendes hingst, en gave som hun havde fået fra hendes brødre et stykke tid før festen, eftersom at de mente at hun ikke skulle have gaven i forbindelse med festen, men skulle have mulighed for at lære ham at kende før og gerne have ro til at forstå ham. Det var en sort hingst, avlet specielt til officiel ture, så han var van til at have en rytter på ryggen. Men Camelia havde ikke haft lyst til at give ham sadlen på, så hun var bare reddet afsted uden. Hun var jo van til dyr og hun havde intet at frygte fra ham. Hun var iklædt en lang kjole, der mest af alt kunne minde om en natkjole, men muligvis en anelse tykkere, som hun lige pludselig hørte en stemme råbe om hjælp. Der gik ikke lang tid før at hun havde ansporet hesten til at følge stemmen, som hurtigt forandrede sig til et skrig, da hun nærmede sig. Camelia stoppede et godt stykke fra lydene, som hun steg af hesten og bevægede sig lydløst igennem græsset, hun kom dog ikke særlig langt før at nogen placerede en hånd om hendes mund og blokerede hendes arme med en anden arm. Hun havde allermest lyst til at skrige eller bide personen i hånden, men hun blev lettere lammet, som hun blev ført ind i lysningen og så hvad der egentlig foregik. Det lignede allermest tortur eller slavehandlere der var på jagt, men hun blev i tvivl, som hun ikke helt forstod hvad de lavede der. Camelia endte med at forsøge at kæmpe imod, men hun blev blot skubbet hen i linje med de andre, som hun dog brokkede sig højlydt og forfærdet over synet af nogle af de andre kvinder, som egentlig så ud til at de kunne falde om hvornår det skulle være. Hvad var der egentlig sket?
Camelia husker ikke mere fra den aften, det næste hun husker, er at hun vågner op på bunden af et stort hul yderst forvirret og med en voldsom hovedpine. Hun har ingen ide omkring hvor hun er, men hun føler sig anderledes og har det mærkeligt i form af noget der svier. Som hun langsomt kommer på benene forsøger hun at bevæge sig hen mod kanten af hullet for at klatre op og begive sig hjemad. Til hendes store skuffelse har hun ingen kræfter til at klatre eller overhovedet overanstrenge sin krop, da hun føler sig yderst afkræftet. Træt, som hun nu er, ender hun med at sætte sig ned på jorden for at tænke på en vej op derfra. Der gik noget tid før hun overhovedet kom på benene igen, alt imens at hendes krop føltes mere og mere kold, alligevel så frøs hun ikke? Det var en anelse forundrende, som hun lige pludselig mærkede en kløen i hendes nak, og af ren og skær instinkt så klør man jo? Hendes skrig måtte have vækket den nærliggende by, som hun pludselig fik fat på noget blødt i form af fjer? Til sin forskrækkelse forsøger hun at kigge sig selv over skulderen, blot for at få øje på et par vinger. Panikken ramte hende forholdsvis hurtigt, som hun rejser sig op og på en eller anden måde får spredt de hvide vinger ud. De gik fra den ene ende af hullet til den anden. Til at starte med er hun mest forskrækket før at hun bliver nysgerrig og giver sig til at undersøge disse mægtige vinger.
For en stund havde Camelia glemt, hvilken situation hun befandt sig i og hvor alvorligt det egentlig var, da hun var mere fascineret omkring de smukke vinger. De gyldne øjne kan slet ikke få blikket fjernet fra vingerne, før det går op for hende, at hun kan flyve ud af hullet. Til hendes lettelser er det heldigvis ikke helt så svært igen, og det lykkes hende at komme op, men så rammer virkeligheden hende også. Hun er ikke længere en højelver, men i stedet en engel? Hvad vil hendes far ikke sige til det? Tør hun overhovedet at vende hjem? Nej, hun kan ikke vende tilbage og modtage deres skuffelse og da slet ikke vise sig overfor andre, som kender hende. Camelia søger tilflugt i den nærmeste by og forsøger at få et nyt liv på benene, også selvom hun gerne vil mødes med hendes forældre og forklare sig, men i bund og grund, ved hun ikke hvad der var sket.
Bedste oplevelse: Træning af hendes holdning med hendes mor, hvor man for alvor kunne se hvor meget hun egentlig hendes far i forhold til at være stædig og målrettet. Hun kan bogens indhold fra enden til anden, eftersom at hun læste i den, efter træning og først derefter gik i seng eller faldt i søvn undervejs.
Værste oplevelse: Dagen før hendes 25 års fødselsdag, hvor hun bliver taget tilfange og efterfølgende vågner i et kæmpe hul, for derefter at opdage, at hun ikke længere er af racen højelver, men faktisk er død og genopstået som engel.
Føde by: Elvena
Leve sted: Storbyen Neligero
Slægt:
Nimar slægten:
Fader: Leon Nimar (541) – Greve, race leder for højelverne
Moder: Catarina Nimar (gift ind i familien) (649) – Grevinde
Bror: Lucas Nimar (1126) – Jarl, gift med en højelver (1135)
Bror: Lucifer Nimar (1126) – Jarl, forlovet med en højelver (1152)
Søster: Catja Nimar (1382) - Komtesse
Lidt om dig
C-box navn: Cam
Din alder: 22 år
Skaber:
Antal år du har spillet online rpg: 8 år
Hvordan fandt du os?: Igennem en reklame på Talian
Andet: Kensis hjerte
