one day after another.

[Camelia Nimar]

Camelia var overbevidst om at Catja nok skulle lære det på et tidspunkt og at deres fader nok skulle få lidt ro på, når hun blev ældre. Medmindre at hendes modstand blot blev større, som hun blev ældre. Hun kunne jo ikke vide det, men i det mindste var hun stadig i live til at følge hende søster vokse op. Noget hun var taknemmelig for. Hun fulgte rolig med som hunden løb efter pinden, før hun vendte sit blik mod Catja og prikkede hende let på næsen. Hun kunne ikke lade vær med at smile til hende, som hun overvejede hvordan de kunne gøre det. Hun skulle jo heller ikke udsætte sig selv for fare, for at komme i kontakt med hende. ”Det må ikke være for åbenlyst” forklarede hun roligt, som hun blidt fjernede noget hår fra Catja’s ansigt. ”Har du stadig værelse ovenpå?” spurgte hun roligt, som hun jo ikke kunne vide om Catja havde flyttet værelse. Hendes eget værelse blev vel ikke brugt mere, så måske Catja havde fået det. ”Uanset hvad, skal du bare placere noget stof i vinduet, øverst til højre” forklarede hun roligt. ”Og det behøver ikke være det samme hver gang, for så kan det være at vi bliver opdaget” lo hun drillende, som hun altid ville kunne se det fra luften. Desuden ville deres forældre ikke se en engel som en de kendte, så Camelia kunne også flyve over uden at blive opdaget, som tingene var lige nu.

[Catja Nimar]

Catja grinte da hun blev prikket på næsen. hun så på hende med et smil og nikkede så til hun havde det samme værelse. hun så mod Aya og smilte til sin søster. "men jeg lister mig tit ind på dit gamle værelse og putter mig for at fornemme dig" hun havde gjort det mindst en gang om måneden for fordi hun savnede Camelia. hun så på hende og kom i tænke om halstørklæderne hun havde den kunne hun jo godt bruge vis de blev vasket og skulle tørre. Catja nikkede så og tog sig til sin halskæde. "det kan vi godt gøre. men... hvad vis de vil vide hvorfor jeg gør det? hvad skal jeg svare?" hun havde jo ikke nogle fugl så hun kunne ikke sige det var for at fuglen kunne finde hjem. så hun måtte jo finde på en anden undskyldning. mon Camelia havde en ide. selv var Catja løbet lidt tøj. måske kunne hun sige det var fordi hun havde fundet en veninde i byen der ikke bare måtte komme ud. nej det lød dumt.

[Camelia Nimar]

Catja's latter var som sød musik i hendes ører, som hun savnede den tid, hvor hun bare havde fjollet rundt med hende i haven og leget deres lege i buskene og inde i huset. Hun kunne stadig mindes deres faders beklagelig tone, når de var ved at vælte noget indenfor. Men så legede de jo bare videre udenfor. Det var et sødt minde at have med hendes søster og hendes latter lod til at minde hende om det. Hendes ord fik næsten hendes hjerte til at smelte, som hun da bare var kær og en fantastisk søster. "Mit værelse står altså som det gjorde for 10 år siden?" spurgte hun roligt med et smil på læben. Det kunne godt undre hende, at hendes forældre stadig ikke havde valgt at bruge det til noget andet. Men måske Catja var stædig nok til at nægte hendes forældre at få lov til at forandre det. Hun var ret sikker på at Catja var mindst lige så stædig, som hun selv var. Dette møde havde helt sikker fået hende til at savne hendes familie mere og ikke mindst det at kunne vågne op hjemme i hendes barnsdoms hjem, hvilket også var grunden til at hun ikke bare ville skilles fra Catja igen, men gerne ville have chancen for at mødes med hende igen. Hendes spørgsmål fik hende til at tænke lidt, som det da helt sikkert ville vække opsigt og muligvis resultere i spørgsmål også. "Sig at det er for at vise mig, at du stadig tænker på mig?" forklarede hun med et smil, som hun jo sagtens kunne få hendes forældre til at tro, at Camelia kunne se dem fra himlen af? At det så også var sandt nok, og at det skulle bruges som signal for et møde, kunne de jo næppe regne ud.

[Catja Nimar]

Catja smilte til sin søster og kunne huske da hun levede hos dem og de altid fjollede rundt. Catja så op i hendes øjne og hun smilte venligt. hun rødmede lidt da hun spurgte om det stod som før Catja havde ikke ville lade dem glemme hendes elskede søster. så hun havde insisteret på at det skulle blive stående. Catja nikkede til hende som tegn til det stod som det lejede. "borset fra at der er blevet gjort rent og støvet af en gang imellem" sagde hun stille.
Aya kom over og lagde sig ned ved dem helt udmattet. Catja satte sig på hug og nussede aya bag øret. hun lyttede til Camelia og nikkede så. hun kunne godt sige det. for de troede jo camelia var i himlen og så ned på dem som en skytsengel. hvilket hun virkelig var nu. "det siger jeg søs" hun stoppede med at nusse Aya og krammede Camelia. "jeg vil bare ikke skilles igen. jeg vil komme til at savne dig så meget"

[Camelia Nimar]

Det virkede som om at mødet havde været sundt nok for dem begge, det lød som om de begge havde trængt til det. Det var måske også med til at give hende mere mod til at besøge deres forældre og forklare sig. Men først ville hun forkæle hendes søster med hendes selskab, da hun sagtens kunne fornemme at det havde været svært for hende. Det klare røde farve i Catjas kinder gjorde hende helt blød om hjertet, som hun gled en hånd langs med hendes kind. "Så er det måske endda klar til min hjemkomst, på et tidspunkt" lohun let også selvom hun næppe ville kunne blive, da hun havde et arbejde at passe også. Så hun kunne ikke bare flytte til Elvena igen. Desuden måtte det jo være nok for hendes forældre, at vide hun var i live. Men ellers kunne hun nok sagtens overtale prinsessen til en lille pause, når hun en gang fik mod nok til at besøge dem. Elizabeth lød også selv interesseret i det.
Camelia kunne ikke lade vær med at grine let, som Aya så helt udkørt ud og blot lagde sig ned. Dog vendte hun sin opmærksomhed mod Catja igen. Det måtte have været hårdt at gå igennem alt det som hun havde udsat hendes forældre for. Hun smilte til hendes ord, så havde de en aftale i det mindste. Hun placerede roligt armene omkring hende, som hun holdt hende tæt ind til sig og kyssede hende på panden. "Ingen kan skille os ad igen" forsikrede hun hende roligt, som hun ikke havde tænkt sig at blive væk i endnu 10 år. "Jeg vil holde øje med dit værelse fra luften, når jeg alligevel er ude og ikke skal arbejde" forklarede hun, som hun strøg hende over håret og stille gav slip i hende igen, så hun ikke skulle føle sig tvunget.

[Catja Nimar]

Catja så på hende som hun lo. hun nikkede. ja hun havde stadig sit værelse vis hun kom hjem igen. Catja så op på hende og mærkede kysset og krammet. hun elskede hende højt. at ingen skulle skille dem af gjorde hende glad. hun slap roligt krammet og så mod vejen hjem og blev helt trist. de ventede hende sikkert nu. hun så på Camelia og kyssede hendes kind som en søster jo kunne gøre.
"jeg vil ikke ha du forsvinder så længe igen så jeg vil give tegn vis jeg for brug for det. men må nok hellere komme hjem desværre. mor og far venter mig sikkert" hun havde jo også undervisning hun skulle ha i dag. hun havde bare brugt aya som en grund til at gå for hun skulle luftes hver dag. og helst flere gange. hun så på Camelia og sukkede lidt. hun ville ikke skilles nu men vis hun ikke kom hjem sendte de nok nogle tjeneste folk ud og lede efter hende. og det gad hun ikke til nu. hun skulle jo bevise hun kunne gå alene så hun ikke skulle følges hver gang hun gik en tur.

[Camelia Nimar]

Det var muligvis ikke helt så underligt, at hendes forældre havde valgt at beholde hendes værelse, det kunne jo godt ske at hun ville få behov for det igen. I hvert fald, hvis hun valgte at indrømme sandheden overfor dem på et tidspunkt og de ønskede at hun skulle blive. Så ville det være meget naturligt. Camelia ville aldrig udsætte hendes søster for noget lignende igen, og hun var virkelig taknemmelig for at hun var stødt på hende igen. Det var en skøn følelse at være ’tæt’ på familie igen. Hun smilte til hende, da hun mærkede det kærlige kys på hendes kind, som hun mødte hendes øjne. Hun nikkede alvorligt til hendes ord. Hun skulle nok sørge for at holde øje og i hvert fald sikre sig, at Catja ikke ville tage af sted på en mindre rejse selv. Hvilket også var grunden til, at hun ikke skulle fortælle hende, hvor hun boede og da slet ikke om hendes arbejde, for så ville hun bare være nysgerrig nok til at tage rejsen selv.
Camelia nikkede til hendes ord. Hun havde jo ret, de ville hurtigt blive urolige for hende, så hun ville da ikke opholde hende længere end nødvendigt, hun var blot taknemmelig for den tid hun allerede havde fået med hende. ”Du har helt ret, de bliver bare urolige for dig” indrømmede hun med et smil. Hun tillod sig dog lige at kramme hende ind til sig igen, før at hun kyssede hende farvel på kinderne og prikkede hende endnu en gang på næsen. ”Pas nu godt på dig selv” mindede hun hende roligt om, som hun helst ikke havde lyst til at være urolig for hende. Måske hun skulle følge hende hjem eller bare lidt af vejen?

[Catja Nimar]

Catja så på Cam d ahun igen krammede hende. hun krammee igen og grinte da hun blev prikket på næsen. hun så mod Aya og klappede i siden og hun løftede hurtigt hovedet og rejste sig og gik over til Catja og logrede med halen.
"ses søster. jeg vil gøre alt for at passe på mig selv for din skyld også"
hun mente jo også for sine forældre og brødres skyld men hun kunne ikke rigtigt sige for hele familiens skyld. hun begyndte stille at gå og så sig mange gange tilbage da hun ikke ville miste sin sæster men hun skulle hjem.
//out

[Camelia Nimar]

Det var faktisk ganske imponerende, så voksen hun til tider kunne opføre sig og dermed mente hun hendes søster. Hun var voksen nok til at sige farvel, så deres forældre ikke ville blive urolige for hende. Camelia kunne heller ikke tillade sig at opholde hende meget mere, hun var blot taknemmelig for mødet og det at have fundet hende igen. Ikke at hun havde været væk, men på den anden side, så havde hun selv svært ved at finde sig selv. Noget som Catja nok kunne hjælpe hende med. Hun kunne allerede mærke minderne strømme ind over hende. "Så længe du gør dit bedste, så kan jeg ikke rigtig forlange mere." sagde hun med et smil, som hun gav slip på hende og lod hende gå. Hun blev blot stående og vinkede hver gang at Catja vendte hovedet op, som hun også gav tegn til hende at hun blev nød til at fortsatte og ikke blive fanget i rusen af at ville blive. Da hun var ude af syne, valgte hun at sprede sine vinger, som hun skubbede dem mod jorden og fløj op i luften. Hun drejede roligt rundt om sig selv, som hun spejdede mod Elvena, før at hun fløj hjemad. Hun skulle nok kunne til at se hende igen.

//Out