lost in the dark

[Keito Suri]

Dato: sep 1432

Tid: 18:00

Vejr: delvist mørkt stadig en smule lys lettere køligt med en smule vind
temperatur : ca 12 grader

det var ved og blive mørk skummelt og nattens dyr var så småt begyndt og titte frem fra deres huler og bo et sted som den forbudte skov var ikke ligefrem et sted man ville være på de tider af aftenen keito derimod var van til det som varulv kendte han disse kanter godt og var van til go leve i dem ikke mange dyr ville gå efter ham da selv i menneskeform kunne det lugtes han var farlig sværdet sad godt i siden af hans bælte øjnene halv lukket og ørene godt klargjort i tilfælde af nogen ville snige sig ind det var en rolig dag trods alt dette og der var ikke så mange af de farligere væsner fremme endnu måske på nær sortelverne som næsten altid var i nærheden keito havde en tendens til og være nær dem de var sjove og drille og skulle de finde på at komme for tæt på ham kunne man jo også bare skræmme dem væk igen det så ikke rigtig ud til megen aktivitet bevægede sig lige pt dog

[Catja Nimar]

det var sent og lille Catja var faret vild. hun havde ikke ville gå helt til den forbudte sko men havde drejet forkert et sted men hvor og hvordan kom man tilbage. hun så et bål længere fremme og skyndte sig mod det. der sad to mænd og spiste lidt mad. Catja som selv var sulten sank en klumb i halsen og gik frem mod dem. den fine kjole var tydeligt tegn på at hun var adelig. samt hendes smukke juveler. hun gik tættere på og hostede lidt for at få opmærksomhed. en af mændene så op og smilte lusket men det kunne Catja ikke se.
"undskyld men kan De herre fortælle mig vejen til Elvena. jeg er faret vild."
mændene udvekslede blikke og den ene rejste sig op og gik over til Catja. og lagde en hånd på hendes skuldre og uden at Catja opfattede hvad der skete tog han hende om munden og om armende og den anden fandt reb og begyndt at binde hendes arme og ben og kneble hendes mund. hun prøvede at skrive men intet kom ud. hun stivnede af skræk over dette skete igen. hun prøvede at komme fri men de havde strammet rebene godt. disse to herre var varulve og ikke små af sig.

[Keito Suri]

keito sad som altid bare og dasede den af på en aften som denne dog ud af ingen ting hørte han aktivitet hvad skete der dog ? det ville slet ikke undre ham hvis det var de fandens sort elvere igen eller andre varulve tsk på denne tid kunne de sagtens være aktive han kunne vel godt tage et kik og se hvad der skette 
keito bevægede sig mod den svage lyd inden han kort efter opfangede lyset fra et bål hans øjne gjorde det meget nemt og se det fra hvor han var og ganske rigtigt en gruppe varulve han vist nok havde set før  var i fuld gang med og pakke deres lille pris væk noget der så ud til og være et barn ? hvad lavede et barn dog helt her ude han forstod det ikke men han kunne da slet heller lade personen falde i hænderne på sådan en slags mennesker keito var stærk meget endda han var altid gået op i sin styrke og besluttede han vel godt kunne give et visit til disse banditter 

og det tog ham da heller ikke længe før begge to var nede og ligge den ene var ikke ligefrem af den stærke type og var hurtig til og flygte den anden puttede en smule mere kamp oppe men han fik da også ham af vejen efter dette lille slagsmål begyndte han og skære rebene om hendes arme og ben fri inden han også fjernede bindet for hendes mund han kikkede lidt på hende inden han satte sig op langs et træ lukkede øjnene var hun farvet vild eller ? 

"det er farligt sted du befinder dig tøs" sagde han i en rolig tone og holdte fortsat øjnene lukket 
"hvad laver et barn som dig dog her ude ?" spurgte han igen

[Catja Nimar]

Catja så på slåskampen der kom lidt efter. hvad skulle det til for. hun prøvede at komme væk da det var ovre og manden der stod tilbage kom mod hende. da han var helt tæt lukkede hun øjnene og krummede sig sammen. hun mærkede pludselig sine arme og ben blive løsnet hun så op da han tog bindet om hendes mund af og skyndte sig at rejse sig og løb om bag et træ.
"jeg... jeg er faret vild. ellers ville jeg aldrig bevæge mig her alene"
hun holdte om træet og så stadig mod manden. hun ville helst ikke være tæt på de mærke væsner eller så skræmmende stærke væsner. hun var jo selv meget svag og fin. en lille skrøbelig ting. noget som kvinder jo var. hun var jo van til de kvindelige ting så alt det mænd kunne havde hun aldrig lært.

[Keito Suri]

keito sukkede lidt og åbnede øjnene mens han kikkede mod pigen "du burde ikke være her til og starte med" sagde han bare "plus du kommer altså ingen vejne ud her fra ved og stå der omme " sagde han og undrede sig over hun gemte sig sådan havde hun ikke set det var ham der fik hende fri ?

"du ser sulten ud" sagde han og tog noget brød og andre små ting fra en pose han havde med som han lagde lidt ud som hun kunne tage hvis det lystede "tag bare hvis det er et barn som dig burde spise godt" sagde han det ku godt være han var en vild person men han vidste da stadig godt hvordan man tog sig af andre 
han gav et lille smil til hende så hun vidste han ikke gjorde noget

[Catja Nimar]

hun så på ham da han talte om at hun ingen vejne kom af at stå der. hun gik roligt over til bålet og satte sig på den anden side end hvor han sad. hun så på ham da han lagde maden på jorden. hvor ulækkert at spise mad der havde ligget på jorden. hun sad med ret ryg og man kunne sig hun ikke var en hvem som helst.
"jeg spiser skam godt. lige fra steg til ja... al verdens andet."
sagde hun roligt og så på ham, men han havde jo ret hun var sulten. hun så mod maden og sank mundvandet. det var uhøfligt at tage andres mad.

[Keito Suri]

keito kikkede lidt på hende hun var da en sær en bare fordi man var fin hvilket det så ud til behøvede man vel ikke opføre sig sådan hele tiden plus hun var altså et ret farligt sted ikke han kunne tage sig af det men han kunne vel holde øje med hende for nu så der ikke skete mere "her tag noget her fra så" sagde han og kastede skin posen mod hende han kunne se hun ikke var van til og spise på den måde han gjorde men hun var nød til og få noget brød ned i det mindste keito vidste ikke helt om det var smart og få hende nogen steder på denne tid det var jo trods alt ved og blive sent og på den tid begynder de farlige og dukke op 

"jeg ved ikke hvor smart det er og gå nogen steder nu men jeg kan sagtens holde øje med dig så der ikke sker noget så kan du blive her til det bliver lyst og vi kan få dig hjem igen det et dårligt tidspunkt du er endt her ude" sagde han og fortsatte med og lukke øjnene lidt igen mens han bare sad og ventede på hvad hun ville svare

[Catja Nimar]

hun var ikke lige forberedt på at han ville kaste en skindpose med mad over til hende så da den fløj mod hende og hun fik fat i den var hun ved at tabe den.. men nåede dog at få fat. hun så op på ham og åbnede posen. hun havde godt nok ikke fået det mad hun plejede men hun kunne vel prøve at leve som de fattige gjorde. hun så ned og tog et lille stykke brød op og tog en lille bid af det. det var tydeligt at hun var blevet opdraget til ikke at kunne forstå de fattigeres liv. hun var meget fornem og opdragen. hun lagde skindposen på sin skød og så på ham.
"undskyld vis jeg er lidt... anderledes end Dem. men det er sådan jeg er blevet opdraget af mine forældre."
hun sad med ret ryg og sukkede så op på himlen.
"jeg har aldrig fået forståelse for de fattigeres liv."

[Keito Suri]

keito smilte og grinte stille "de fattige's liv ? hah du behøver vist bare og kikke på de riges liv og fjerne alt det gode på den anden side jeg har aldrig haft problemer som sådan har lært og klare mig selv"
sagde han roligt og åbnede øjnene igen inden han kikkede rundt bare for at sikre sig der ikke var andre i nærheden "hvor kommer du så fra ?" spurgte han hun virkede jo fin og fornem typisk af en elver men der var så mange steder den slags hørte til at det snart var svært og regne ud hvor hver eneste man så kom fra
"og hvad foretager sådan en fin pige som dig sig dog her ude i skoven til og starte med ?" noget som keito meget gerne ville vide da det virkede ret underligt og se en af hendes status helt her ude om natten

[Catja Nimar]

Catja så på ham da han talte. hun forstod ikke hvordan sådan nogle klarede sig. men hun var jo opdraget til at manden forsøgerede kone og børn. og hun var jo barnet der skulle giftes væk til en med status. hun turde ikke rigtigt at svare at hun ikke forstod hvordan man kunne leve uden alt det de rige havde. hun så op på ham og trak vejret dybt ind og svarede roligt.
"jeg kommer fra Elvena"
hun så rundt for at se om hun kunne genkende noget men alt virkede så ens og det var så forvirrende. da han spurgte hvad hun laved eder så hun skamfuldt ned i jorden og sagde trist.
"jeg er faret vild."

[Keito Suri]

Han sad nu stadig og kikkede ned med lukkede øjne inden der kom et tungt suk fra ham det var stadig yderst besynderligt at et barn som hende var her ude helt alene steder som dette var farlige og især på denne tid af aftenen som varulv var keito selv Van til hvad der kunne dukke op men pigen virkede stadig ret afslappet over situationen en ting meget få mennesker i hendes alder kunne "du ser vist ud til og have prøvet det her før ?" Sagde han lidt spørgende "uanset hvad er vi nød til og finde et andet sted hurtigt de kunne dukke op igen"
sagde han selv roligt for hvis de først havde prøvet var der ingen tvivl om at de ville prøve igen og ud fra hendes udseende var hun vist en elver 
sådan en person ville de ikke bare give slip på han tænkte lidt det var stadig for farligt at forsøge at få hende hjem så sent selv for ham kunne han ikke garantere hendes sikkerhed "jeg kender et sted vi kan gå hen " sagde han og kikkede mod himlen det var meget mørkt så han måtte jo finde på noget 

[Catja Nimar]

Catja så på ham. ja hun virkede rolig men nok fordi at hendes opdragelse nærmest forbød hende at gå i panik. hun var i vild panik indeni. hun ønskede bare at komme hjem. hun anede ikke hvor hun var eller hvordan hun kom hjem igen. hun så på han da han talte. "en gang før. men det er ikke fordi jeg ikke er i panik. det er bare min opdragelse der ikke tillader mig at få i panik."
sagde hun ganske upåvirket. men hendes øjne farede dog rundt som en i panik ville med kroppen. hun vidste hverken ud eller ind lige nu og håbede dog at ham her ikke var ude på at gøre hende fortrad. hun håbede lidt på at han bare virkede barsk og ond men ikke var det. hun så på ham da han talte om at finde et sted. hun kendte slet ikke nogle steder i denne skov. så hun håbede han gjorde. hvilket vidste sig at han også gjorde.

[Keito Suri]

de adelige var da bestemt specielle det kunne man nemt sige for ham gav det ikke helt mening hvordan man kunne opdrages til og ignorer sine egne instinkter "du en lidt spøjs en er du ikk ? man burde ikke lære og ignorer sine instinkter panik hjælper dig med og komme væk i en farlig situation " 
han begyndte og bevæge sig lidt væk fra lejren og ind mod træerne "følg efter mig du nok ikke vand til og være de her steder for en adelig som dig men vi nød til og overleve til i morgen det for farligt og holde øje med dig om natten og prøve at komme tilbage" sagde han nu og kikkede tilbage for at se hvad hun besluttede sig der var ingen grund til og risikere et liv 

[Catja Nimar]

var hun spøjs? den havde hun aldrig hørt før. hun så på ham da han talte videre. hun forstod ikke rigtigt hvordan det hjalp. men hun havde lært at panik ikke førte til noget at man skulle holde hovedet koldt. da han gik mod skoven rejste hun sig hurtigt og fulgte efter ham hurtigt for ikke at blive væk. han virkede ikke til at ville hende noget ondt så hun stolede på ham. hun gik roligt med ham ind i skoven og så rundt imens. hvor mon de var på vej hen?

[Keito Suri]

keito kikkede bagud et par gange gennem turen bare lige for at sikre sig hun faktisk stadig var med der var ingen grund til hun skulle blive væk igen jo, dog havde han lidt svært ved og se hvorfor en som hende skulle være her ude til og starte med var hun virkelig så nysgerrig ?
for en af hendes status virkede det ellers ret farligt for hende og rende rundt alene her ude men nok om det.
Der gik ikke længe før de var kommet til stedet, det var ikke noget specielt mere en slags ruiner måske en gammel bebyggelse egentlig var keito ret ligeglad stedet var sikret da der ikke rigtig kom folk her til og den eneste indgang som de nu havde brugt var ikke kendt af mange og dem der gjorde kunne keito nemt tage sig af , "vi kan være her til solen står op igen så vi kan få dig ud skoven er langt værre og rejse i om aftenen og det ville ikke være smart det ikke meget men vi burde kunne blive her til solen står op igen"
efter dette var sagt bevægede keito sig mod en af rummene i området her kunne de blive,
hun var måske af fin status men hun måtte dog vænne sig til dette ihvert fald for en nat,
"du sikkert ikke van til og være de her steder om natten når du jo har dit fine slot men vi er nød til og blive her for nu" da dette var sagt satte keito sig langs væggen, han var ikke en der havde brug for tæpper eller andet til og holde sig varm efter han havde levet her ude så længe men der lå da stadig nogle i nærheden de kunne vel bruges nu hvor pigen var her.