Tingene ændrer sig med tidens gang... [Sheera]

[Troy Faux LaGaur Remond]

Tid: Omkring middag
Vejr: Let solskin med få skyer og omkring 15 grader varmt

Sheera Ara Lusha

Solen stod højt på himlen og foråret var først rigtig på vej efter en hård vinter. Jorden var langsomt begyndt at optø for et par uger siden og græsset var også vokset til at hvis længe nu, hvor træerne også var begyndt at skyde. Foråret viste endelig tegn på rigtig at være på vej. Troys liv havde været en anelse kaotisk det sidste år og han var derfor søgt til Neligero for at få en pause. Han var gået ind i et skovområde i Nobiles, hvor han havde sat sig op af et træ tæt ved en sø. Han havde bundet den brune hest fast i skyggen, hvor den kunne græsse og nu sad han med hovedet tilbagelænet imod stammen og ansigtet vendt imod himlen. Han holdte de mørke øjne lukkede imens han trak vejret tungt. Han havde bukket det ene ben foran sig, som han hvilede sin arm imod imens det andet ben lå fladt imod jorden.

Troy var klædt i et par brune bukser samt en mørkerød trøje med lange ærmer og et par sorte lange riddestøvler. Han følte sig forfærdelig gammel i en alder af 25 år... Han havde taget sværdet ud af hans bælte og havde lagt det fladt i græsset ved siden af sig. Her var så fredeligt. Hjemme på slottet gik Elizabeth rundt sammen med lille William og ammen.. Et eller andet sted ude i verden var der nogle der gemte Renesmee for ham og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han var far til to nu, en uægte halvblodsdatter der var skabt af kærlighed og en ægte fuldblodssøn, der var skabt af pligt, men hvor kærligheden til drengens mor voksede sig større hver dag og kærligheden til drengen, der umuligt kunne blive større. Hvad var det han havde rodet sig ud i? Hans liv lå totalt i ruiner efterhånden, så nu trængte han bare til lidt ro. Han havde ledt efter Renesmee i over et halvt år nu, hendes kidnappere havde intet meldt og han havde også behov for at være hjemme ved William og Elizabeth. Han var kun en mand..

[Sheera Ara Lusha]

Dagen havde været lang med undervisning. Sheera havde spurgt sin Guvanente om de kunne gå en tur ud i naturen og snakke og føle på dem. Sherra var som nogle få personer blinde. hendes øjne var helt blå og hun havde hvidt hår som sneen. det var sat op i en smuk fletning som sjældent skete men det var hendes mor der havde haft lyst til at ordne Sheeras hår.
hendes kjole var lårkort med et par bukser inden under. nogle lange støvler der dæggede hendes lægge. hendes kjole var lyseblå og hendes bukser grå. hendes strøvler mørkeblå. Guvananten kom til skoven og så på Skeera.
"undskyld frøken jeg må lige hjem igen jeg mangler bogen vi skal bruge på naturens videnskab"
Guvanenten vendte om og gik hjem igen. Sheera vendte sig om og lyttede. en sø. længere fremme. hun gik stille imens hun følte sig frem. hun fandt mange træer og kom til et sted uden træer og kunne høre hun var tæt på søen og stoppede op og satte sig ned på sine knæ. hun lignede en der stirrede lige frem for sig men hun så intet.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy sad i hans egen verden og nød stilheden omkring sig. Hesten prustede kort et sted bag ved ham og sled lidt i seletøjet, hvilket fik Troy til kort at rynke brynene og åbnede det ene øje en anelse, imens han kort så rundt. Kort efter landede hans blik på pigen et stykke fra ham, der blot sad og stirrede på vandet. Hvad lavede hun her og hvorfor sad hun bare og gloede? Han rystede en anelse opgivende på hovedet. Sådan en ung kvinde, tydeligvis af stand, burde ikke færdes sådanne steder her alene. Godt nok var det rigmandskvarteret, men der fandtes afskum alle steder og dette var bestemt ikke en undtagelse.

Han sad i lidt tid blot og observerede hende, inden han let rystede på hovedet og lænede sig en anelse frem af, så han kunne begrave fingrene i det brune hår med et tungt suk og lukkede øjnene. Det angik ikke ham og han havde bestemt ikke tænkt sig at blande sig i hvad hun foretog sig dernede, han havde nok at tænke på i hans eget hoved. Han burde nok tage tilbage til Ynisti og se til hans familie... Han havde lovet Elizabeth, at han ville være der, at han ville være en del af Williams opvækst og det løfte havde han tænkt sig at holde... Han havde det nok bare svært for tiden med alt det der skete omkring ham.

I løbet af de sidste fem år havde han mistet sit livskærlighed, fundet ud af at hun stadig levede men hadede ham som pesten, fundet ud af sin datters eksistens, han var blevet gift, truet med at få hans ægteseng overvåget af hans fader, mistet sin datter igen til kidnappere, været tæt på at miste hans hustru i barselssengen og fået en søn... Nej hans liv havde godt nok ikke udartet sig som han havde håbet på dengang for ti år siden, dengang hele hans verden var ukompliceret og han overvejede at stikke af sammen med Asteria og bare sige farvel til det hele. Han knugede let hårdere sammen omkring hans hår med en opgivende mine, efterhånden som hans tanker vandrede. Hvorfor skulle han absolut også være så anderledes?!

[Sheera Ara Lusha]

Sheera sad roligt og nød lyden af vandet der ramte breden. da en anden lyd kom. en hest og et suk fra et menneske. hun rejste sig op og vendte hovedet rundt for at finde ud af hvor sukket og heste lyden kom fra. hun tog hænderne frem og kom over til et træ, tre træer fra ham. hun lyttede igen.
"er her nogle?" spurgte hun stille. imens hun satte hovedet ind mod træet og lyttede bare. hun lyttede også om hendes guvanente kom tilbage.

Sheera var nok kun 220 år i menneske år men hendes sind var ikke mere end 16-17 år gammel. hun havde dog oplevet fysisk og psysisk smerte så som mobning af sin ejen art, stenkast og at blive holdt uden for fælles skabet i sin by. nu var hun flyttet og hun følte det ikke meget anderledes. hun var alene det meste af tiden og manglede bare en ven en gang i mellem i stedet for bare en guvanente.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy sad helt roligt og knugede sit hår med blikket vendt imod jorden, inden han så imod kvinden ud af øjenkrogen, da hun begyndte at gå rundt og op til træerne. Hvorfor lignede hun en der nærmest famlede sig frem? Han rynkede kort brynene ved hendes spørgsmål. Om der var nogen? Det måtte da være en joke... Han sad jo lige der og hesten stod lidt længere henne i træernes skygge. Han sagde ingenting i lidt tid, men fulgte hende blot med blikket og et hævet øjenbryn. Kunne hun være blind? Men hun var jo så ung... Men anden forklaring kunne han altså ikke komme på når han så på hvordan hun bevægede sig og gik rundt.

Troy sad lidt og overvejede hvad han skulle stille op, inden han roligt rejste sig op, men lod sværdet ligge i græsset. Hvis kvinden var blind som han antog, ville han ikke skræmme hende med lyden af metal som hun med garanti ville kunne høre, hvis han samlede det op. "Er De okay Frøken? De ser mig en anelse forvildet ud" Spurgte han helt roligt og svarede med vilje ikke direkte på hendes spørgsmål, da det jo ville give sig selv at der var nogen når han talte til hende. Af ren vane lagde han let sin ene håndryg imod hans lænd, så han stod mere ret når han talte til hende. Det var sådan han var opdraget og det var det han levede med i sin hverdag.

[Sheera Ara Lusha]

Sheera valgte aat stå roligt og lytte. Da pludselig en stemme lød. Så der var nogle alsår. Hun rettede sig op og lyttede til mandens stemme. Om hun var okey det var hun vel. Og dog, hun var jo blind. Hun rettede hovedet op fra træet og smilte lidt til stemmen. Hun kunne ikke høre vinger så han var ikke en engel. Der var ikke lyd af metal så han bar vidst ikke våben, hun smilte forsigtigt og nikkede. "Det skulle jeg mene."
hendes stemme var ung og lys, hendes øjne var helt blå også hendes propiller som tegn på hun var blind. Hun hendes øjne sirrede bare frem for sig så man kunne godt fornemme hun intet kunne se. Men ja han havde gættet rigtigt hun var blind og ja hun var ung men hun var født blind og det kunne jo ikke gøres noget ved. Hendes øre vippede lidt for at lytte og der kunne man se at hun også var elver, men hun var ikke lige så snobbet som mange andre højelvere, men det var nok fordi at hun ikke havde grund til at være det sådan som hun havde oplevet livet.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy fulgte hende let med blikket da hun rettede sig op. Han stod helt roligt og så undersøgende på hende, da hun vendte sig direkte imod ham indtil hans blik faldt på hendes meget blege øjne. Hun havde ingen mørke pupiller... Så var hun altså blind. Stakkels pige. "Hvorfor befinder De Dem hernede helt alene Frøken?" Spurgte han undrende imens han holdte blikket på hende. Der var intet ondt at spore i hans stemme, blot undren. En blind ung kvinde, tydeligvis af stand der befandt sig alene sådan et sted hvor pøblen også ville kunne finde på at være? Hun måtte da indrømme at det virkede en anelse mystisk.

Hans blik fangede kort glimtet af hendes spidse øre, hvilket fik ham til at himle en anelse med blikket, som hun jo heldigvis ikke ville kunne se. Han var simpelthen så træt af elvere... De fleste af dem var simpelthen så snobbede! Han vidste godt at han ikke selv var meget bedre, men han kunne da i det mindste finde ud af at styre det, det kunne elvere ikke... Troy så kort over på hans hest der havde givet sig til at spise noget af græsset igen, inden han vendte blikket tilbage imod pigen. Det gav ingen mening at hun var hernede alene, tænk nu hvis han havde været farlig?