en nuifuk til en rig.

[Gina Pumal Otiko]

Dato: 3 november
Tid: omkring 12.
Sted:  midt i bymarket i Ynisti.
Vejr: 10 crader. skyet og lettere blæsende.

Lavet til Rauha Sisu


det blæste lidt men vejret var dog stadig okey i vejret.  Gina var kommet til byen med en lille Nuifuk som en fin dame ville købe til sin datter  Gina havde taget en af ungerne der måtte komme fra sin mor nu. hun gik igennem skoven og kom til byen som de havde aftalt at mødes i. 
Gina kom ind til market og så en kvinde blive angrebet. Nuifuken blev bange og kravlede bag Gina. Gina tog den op og gik over mod manden og kvinden og hostede så manden vendte opmærksomheden mod hende. Gina smilte og ud af det blå satte hun Nuifuken ned og hoppede på manden så han væltede og hvæsede af ham " lad hende være" manden fik et chok og hoppede op og løb sin vej. kvinden takkede mange gange og fik øje på nuifuken og blev helt blød i knæende. og begyndte at tale løst om hvad hun havde været i færd med og alt sådan noget. Gina tog den op og smilte venligt og nikkede. hun gik ud til market igen og holdte nuifuken og nussede den så den slappede af.

[Rauha Sisu]

Rauha havde haft et næsten ærligt job, og gik nu igennem markedet med alle intentioner om at købe noget. Hun havde dog ikke været der længe, før man kunne høre først et spektakel, og så hvordan en løste det. I forvirringen fik Rauha nonchalant snuppet et lækkert brød og gnavede på det, imens hun gik hen til centrum at larmen. Hun fik nu billede, på hvad hun havde hørt, og satte det hurtigt sammen.
"Flot stund, frøken." Det havde i hvert fald lydt flot. Og det var med at opfordre selvtægtsmænd, når man fandt dem. Nu flere der var, nu mindre skulle Rauha stå med, når hun mente noget var uretfærdigt. Så længe det blev sagen løst, stod hun den gerne over.
"Og sød nuifuken." De var nogle kære, pelsede kræ. Som miniture dire-wolfs. Nå, Rauha havde ingen planer om at holde på kviden. Hun havde sagt, hvad hun havde at sige, og var klar til at sætte farten op igen.

[Gina Pumal Otiko]

Gina havde taget den lille nuifuk op i armende for at inge trådte på den. den så på Rauha med sine smukke øjne og søde udseende. Gina nussede den stille og så på kvinden der kom mod dem. hun så på hende med undrene øjne. "ingen gjorde noget" sagde hun lidt undrene og gik videre ind mod byen for at finde køberen. nuifuken begydte at klunke. det lød ru og hæst i forhold til en hund.
Gina satte nuifuken ned og tog noget kød op af lommen og gav den det og den spiste med velbehag. den var vidst sulten. Gina så op på kvinden og smilte lidt. "noget De vil" spurgte hun stille og roligt uden at virke for voldsom.

[Rauha Sisu]

Man kunne ikke stille spørgsmålstegn ved kvindens race, men nogle ville måske have svær ved dyret. Puma var ny, selv for hende som havde rejst så meget. Faktisk havde hun aldrig set en i person, men en af hendes skatte havde været en bog med billeder af dyr fra hele verden. En bog hun havde efterladt med alt andet. Hvis blot det var bogen hun savnede mest. Rauha sukkede tungt til kvindens udtagelse.
"Nej, folk kan være forfærdelige passive. Og nu større en flok nu værre." Hun talte af erfaring. Helt store og helt små grupper, kunne let blive de farligste at bevæge sig i. Noget hun selv har måtte sande og senere udnytte. I det mindste havde furryen været der. Så Rauha ikke havde behøvet at tvinge sig gennem mængden for at komme til undsætning.
Efter blot få bider bevægede nuifuk ungens næse sig, og den listede over til Rauhas støvler. Med et smil satte hun sig på hug, og rakte en læderklædt hånd ned, som den kunne snuse til. Noget som den var lige så interesseret af. Rauha kunne ikke lade hver med at smile, som den lille ting begyndte at nippe i hendes fingre. Det var ikke så overraskende, hvis hun lugtede meget af hund efter hendes job. Efter et øjeblik gik det op for hende, at hun forstyrrede pumaen, som hun sendte et undskyldende blik.
"Nej, der var ikke noget jeg ville. De må undskylde, at jeg har opholdt dem. Jeg skal nok lade jer få fred nu." Hun smilte ned til dyret igen. Puffede til ham, som var hånden en artsfælle der ville lege. "Vi ses lille ven."

[Gina Pumal Otiko]

Gina så på kvinden som hun legede med nuifuken. Gina smilte lidt. det var rart at se nogle behandle væsner godt. "jeg har ikke travlt så de behøver ikke gå" sagde Gina og så på nuifuken der begyndte at lege med kvindens hånd. Gina gik over og tog den lille fyr op og angreb den med sin klo for at lege og vise hun var lederen. "jeg venter blot på denne fyrs nye eger" sagde hun og så på kvinden.
hun havde nok gættet Ginas race selv om hun ikke lige kunne sige hvad hun var. men hun lugtede ikke ren. ikke som i beskidt men som i at hun ikke var en race men to. Gina fulgte kvinden med øjnene og pludselig hørte man et lille piv. Nuifuken havde bidt Gina og hun havde sat den på plads med sin klo.

[Rauha Sisu]

Rauha kiggede overrasket op. Hun havde troet, at der var et hint i kvindens ord. Men til hendes glæde var hun blevet modbevist. Hun rettede sig op, som kvinden samlede dyret op.
"Du er kun lige kommet ind i mit liv, og så forlader du mig allerede." sagde hun med humor i stemmen. Så sød som han var, ville hun ikke tage ham med, selv hvis hun havde muligheden. Sådan et bette pjevs ville på sigt være til mere besvær end gavn. Men sød var han. Det kunne ingen tage fra ham.
Der var et lille smil på Rauhas læber, da dyret blev sat på plads. Intet skadefro eller sadistisk, det handlede blot om, at alt for mange ikke var gode nok til at opdage deres nuifuk. Dyrene er små og kære og risiker at blive behandlet som små skødehunde - og få de samme ulidelige nykker.
"Er De en avler?" spurgte hun kvinden. Der var ikke nogen steder hun selv skulle være, så hun kunne lige så godt hyggetale lidt så længe hun var velkommen.

[Gina Pumal Otiko]

Gina så på kvinden som hun talte til den lille fyr. hun vidste mange synes de var kære men de kunne også skabe ballade vis de ikke blev sat på plads. Gina så op på kvinden igen. "hehe er det så tydeligt" spurgte hun om da hun jo vidste hvordan man satte de små på plads. Gina så på den lille fyr da han vendte sig om og ikke gad lege mere men skammede sig i stedet.
"men hvad med Dem hvad er De selv" spurgte gina stille. da hun ikke kunne se på kvinden hvad hun var bare ud fra hvordan hun klædte sig. Gina selv havde flere slags tøj. hun så på kvinden og gik over til hende. "forresten jeg hedder Gina" sagde hun og rakte sin hånd frem.

[Rauha Sisu]

Rauha smilte let ved spørgsmålet.
"Det er jeg bange for. Eller i det mindste en, som er van til at håndtere dyr." Der var da folk, som kunne finde ud af at opdrage et dyr uden at opdrætte det. Men efter som pumaen ventede på den lille fyrs ejer, måtten hun enten være sælger eller mellemmand. Rauha havde blot taget et kvalificeret gæt. Det glædede hende, at kvinden fortsatte deres lille snak. På den anden side havde hun selv inviteret halv elementet til at blive. Det ville nok være en smule uhøfligt bare at lukke samtalen.
Kvindens næste spørgsmål overraskede hende ikke, og hun havde det vante svar klar.
"Jeg er en strejfer. Jeg tager hvad arbejde jeg kan få." svarede hun med et smil. Meget lettere at forholde sig til end; 'jeg laver små beskidte jobs på min vej gennem jeres land, imens jeg kigger på at få en ny bande samlet.' Med samme smil tog hun kvindes hånd i et fast greb.
"Det glæder mig at møde Dem frøken. Mit navn er Rauha." Hun var ikke helt sikker på, om det havde været en invitation til at bruge kvindens fornavn, men hellere sikker end uhøflig. Nu var det jo rart med en lille hygge snak.

[Gina Pumal Otiko]

Gina sagde sjældent sin efternavn da det mest betyd ballade fra den forbudte skov. hun havde jo familie der. Gina smilte venligt. og trykkede hånden. *strejfer, sjældent man møder dem her omkring* hun tog hånden til sig og holdte den lille fyr ordenligt. hun så på Rauha og smilte. "stejfer, når dada hvor kommer De fra så?" spurgte hun og smilte venligt. hun mødte kun nathans strejfere som gik rundt og snussede oplysninger. hvilket jo heller ikke var sjovt.
hun var dog glad for at hendes ynglings job var det man kunne se på hende. hun elskede at opdrætte Nuifuker og de var da også dejlige at være det. hun havde jo altid læst om dyr og derfor valgt at opdrætte dem.

[Rauha Sisu]

Rauha fandt ingen skade i at fortælle Gina om hendes hjemland. Det var alligevel også en mere spændende historie. Hvis furryen så spurgte ind, kunne hun altid rette sin historie til.
"Jeg har været på en længere rejse. Jeg kommer fra Jumalten, har De hørt om det? Det er det kolde land, der ligger syd for Ireno." Rauha havde fundet, at Jumalten ikke var lige så velkendt i Ireno, som Ireno var i hendes gamle hjemland. Ikke at det i princippet overraskede hende. Ireno var kendt som et harmonisk paradis. Et fredelig land, der var forud for sin tid. Om end alt rosen kun var delvis fortjent, så var det bestemt ikke uden grund, at Rauhas accent var så svag, at de færreste stillede spørgsmål til den. Det nyere Jumalten havde tager mange elementer fra Ireno, og sproget var et af dem. Som mange andre fra det kolde land var Rauha to sproget. Hun havde talt sproget mange, mange år før hun overhovedet kom til landet.

[Gina Pumal Otiko]

Gina smilte til hende imens hun fortalte hvor hun kom fra. ikke at Gina havde hørt om landet. hun nikkede blot og vippede så lidt med ørene. hun kunne høre nogle komme mod dem. "jeg kender til landet. men det må ha været en lang rejse" sagde gina og smilte lidt da en person i en smuk kjole pludselig prikkede Gina på skuldren.
Gina vendte sig om stille og roligt og da kvinde fik øje på Nuifuken lyste hun op i et smil. "der er min lille nye ven jo" sagde kvinden med et varmt og rar stemme. hun så op på gina og smilte. "må jeg holde ham" Gina nikkede og rakte kvinden Nuifuken. og begyndte at forklare kvidnen hvordan man skulle behandle dem og hvor lang tid det kunne tage før han så hende som ejer og ven. Gina ville gerne gøre den lille fyr fik et godt hjem. med bedste muligheder for at komme godt ud af det med ejeren. hun nikkede dog glad og nussede den lille fyr og rakte en pose med penge til Gina som hun tog til sig og nejede. "det var hyggeligt at gøre forretninger med dem" sagde gina og så mod Rauha om hun stadig var der.

[Rauha Sisu]

Rauha smilte med kvinden. Det var bestemt ikke hver dag hun mødte nogen, der kendte hendes hjemland. Det skete som sådan heller ikke sjældent, men hun kunne ikke lade hver med at føle en lille form for forbindelse, til de som kendte Jumalten.
"Ja, det har været noget af en tur. Både på havet, men mest af alt her i Ireno. En ting er at høre om jeres land, noget andet er at opleve det." Hun var klar til at fortælle mere, da den lille fyrs køber dikkede op. Rauha betragede køberen kort. Høflig og rig var bestemt ikke den værste blanding at lande hos. Eller det var i hvert fald hvad en hurtigt bedømmelse lød på. Hvad kvinden ret faktisk var, kunne Rauha ikke udtale sig om. De to handlende begyndte at tale, og halv elementet to et par skridt væk, hen til en bod der solgte brød og en smule pølse. Den smule hun havde stjålet senere, havde ikke været nok til at stille sulten. Det passede med, at hun fik udvalgt sig noget, betalt, stoppet en god bid i munden og kiggede tilbage på Gina, præcis som pumaen var blevet færdig med sin handel. De to fik øjenkontakt, bestemt ikke noget Rauha havde regnet med. Og hun var ikke sikker på, om kvinden blot tjekkede op på hende inden hun var på vej videre, som Rauha selv havde gjort, eller om hun ville forsætte deres samtale. Akavet stod hun og kiggede tilbage på Gina som et dådyr fanget i et par billygter (hvad end de var opfundet eller ej). For så hurtigt at tygge af munden.
"Øm..." Der var et øjebliks pause, før huns sagde, præcis hvad hun tænkte. "Hvad så nu?"

[Gina Pumal Otiko]

Gina handlede altid med folk hun havde bedømt først og denne kvinde virkede til at ha stort hjerte som nuifuken kunne få en plads i. Gina så at Rauha var gået over og fået noget mad. Gia tog sig til maven. hun var faktisk selv lidt sulten. hun så på hende og gik over til hende og bad også om noget brød og betalte for det og begyndte at tage nogle små bider. "jeg vil da gerne høre om Deres hjemland vis ikke de skal videre" sagde Gina og å roligt på rauha. de fleste ville undre sig over at Gina som puma ikke valgte kød frem for brød. men Gina mente kød var for hendes Nuifuker og ikke hende. selv om hun godt nok savnede kød en gang i mellem.
men efter at se hendes forældre slagte dyr på den bariske måde de gjorde det spiste hun ikke så tit kød som hun kunne gøre.