Hun er hjemme igen!

[Margareta Queenensala]

Tid: 25. oktober 1433 klokken 19.30
Sted: Ireno's slot
Omgivelser: Hofdamer er i gang med at pakke Elizabeths tasker ud ellers er at som det plejer.
Vejr: En blid vind blæser udenfor og skyerne dækker himlen

---

Påklædning: Som billedet ovenfor er hun klædt i en rød kjole med guld. Den har dog en mere rund hals.

---

Margareta var nærmest gledet ned i hendes nye kjole, da hun hørte rygtet om at hendes bedste veninde, Elizabeth Remond, var tilbage i byen. Hun var næsten løbet gennem byen og op til slottet, hvor hun nu var på vej ind ad. Hun havde været der mange gange før sammen med familien og hun havde altid holdt meget af at være i nærheden af Elizabeth og hun var sikker på at hele den følelse gik begge vej.
"Deres kongelige højhed er vendt hjem," sagde hun smilende, da hun nærmest kom stormende ind på Elizabeths kammer. "Hvordan har Deres kongelige højhed haft det?" Spurgte hun smilende og så på hendes allerbedste veninde.

---

Elizabeth C. L. Remond

[Elizabeth C. L. Remond]

Beklædning: Kjolen, uden hat og slør - Håret hænger løst bortset fra to totter en i hver side som var snoet og flettet sammen omme bag på hovedet, for at fjerne håret fra hendes ansigt.

---

Elizabeth var taget til Kensis, hun var træt af at sidde kun med Troy's familie stirrende på hende dag ud og dag ind, når Troy aldrig var der. Hun var træt af at skulle forklare sig ud af hans fraværelse og ikke mindst det faktum at hun ikke allerede var gravid igen. Hun var rasende på Troy, han havde i næsten 1½ år været fuldstændig fraværende, man kunne ikke holde en ordentlig samtale med ham, hvilket var noget af det mest provokerende hun nogensinde havde skulle stå model til. Det eneste han tænkte på var den pige han ledte efter.. Siden januar var hans fravær dog blevet endnu værre, og nu havde hun fået nok. Hun havde haft lagt en seddel på hans seng om at hun tog til Kensis nogle uger med deres fælles søn, manden havde jo knap nok set sin egen søn på trods af at drengen snart var et år gammel? Det at være prinsesse var desværre bare ikke ens betydning med at hun kunne kræve han stoppede sin jagt på det barn.. Han fandt det nok aldrig alligevel.

Hun var meget frustreret og det satte et præg på hendes tur hele vejen til Kensis med karreten. Hun måtte endda aflevere sin søn til ammen, selvom hun hele tiden havde sagt hun ikke ville gøre dette før drengen var født, men Troy's fraværende adfærd havde gjort hende vred og ked af det, hvilket smittede af på knægten, så skulle hun sidde med ham begyndte han bare at skrige og det blev humøret ikke andet end værre af. Man kunne så også sige at det betød at både hendes forældre og svigerforældre fik deres vilje med at hun ikke selv maddede knægten og fik en grim barm som de kaldte det.

Alt baby fedtet var forsvundet for længst, og hun nød på trods af alt andet, at det var rart at kunne gå i sine fine kjoler igen, som hun havde gjort det førhen, og ikke dem der var løse, eller man på grund af for meget mave var ved at blive kvalt af fordi de skulle spændes så stramt.

Hun smilede roligt til Ammen og hendes to hofdamer hun havde med fra slottet i Ynisti, da karreten stoppede og en vagt åbnede døren. Elizabeth gik først ud. Hun vandrede roligt op til slottets dør, og blev lukket ind. Både hendes moder og fader stod klar til at velkomme hende. Edward var på jagt, og hans hustru var optaget af noget andet, så det blev kun til et par hurtige hilsner til dem begge før Elizabeth viftede med hånden så hofdamerne gik op med kufferterne og begyndte at pakke ud.

Hun kom gående i sine egne tanker og hen for at kigge til sin søn som var blevet lagt i vuggen der var blevet båret op på værelset. Hun stivnede dog med det samme en meget velkendt høj, og skinger stemme brød stilheden.

Elizabeth fik et meget markeret smil frem på læberne og skyndte sig at vende sig imod Margareta. "Ja det er jeg, men shh Deres Excellence, prinsen sover" sagde hun lavt og kiggede sig kort over skulderen, for at være sikker på han stadig sov, dog kun for at se drengen drejede hovedet en smule og rynkede lidt på næsen. Elizabeth forsøgte at ligge en hånd på Margareta's skulder for at guide hende ud af kammeret. *Ikke engang en dag.. En dag Nook..* tænkte hun anklagende henvendt til gudinden, mens blikket kort søgte imod loftet. Dog så kort så Margareta ikke ville opdage det.

Hun sendte et smil imod Margareta og lagde hovedet lidt på skrå før hun foldede hænderne foran sig og begyndte at gå lige så stille væk fra kammeret så de ikke kom til at vække ham ved en fejl. "Jeg har det fint" svarede hun kort med en løgn, uden at flytte blikket væk fra baronetten. "Men hvad bringer Dem hid Deres Excellence, det kan vel ikke være kun for min skyld?" sagde hun, tøvede indvendigt, og håbede der faktisk også var en anden grund, men forventede det ikke. Margareta havde siden de var ganske små rendt som en hvalp i hælene på Elizabeth så snart hun var på slottet, og havde været en af stopklodserne for Elizabeth til at slippe ud af slottet når hun gerne ville fordi forsvandt hun så var det helt sikkert at Margareta begyndte at spørge efter hende, og så var hun afsløret. Hvorfor var det lige hun kom hjem igen? Nå jo.. Nå Margareta var vel ikke så slem stadigvæk?? Vel?

[Margareta Queenensala]

Emilia stivnede og så overrasket på hendes bedste veninde, var hun virkelig blevet mor? Havde hun virkelig allerede sikret en tronarving? Det var virkelig tidligt og noget af et chok for Margareta der ikke ligefrem havde forventet der også var et barn til stede. Det var længe siden hun havde set både Elizabeth og resten af den kongelige familie, så hun havde intet hørt om dette barn. Hun ville til at spørge ind til ham og hans alder, men det nåede hun ikke, før Elizabeth førte hende væk, formentligt for ikke at vække den lille.


Margareta fulgte ganske stille med, men stoppede brat op, da Elizabeth tydeligvis havde en idé om, at hun ikke kun var kommet for at ønske Elizabeth velkommen hjem. "Laver du sjov? Selvfølgelig er jeg her for dig, deres kongelige højhed skal da have en ordentlig velkomst!" Hun smilede stort og var så på den smukke prinsesse, som hun ikke havde set i alt for lang tid. Hun kløede sig en smule på næsen, mens hun tænkte på om det var passende at spørge om sønnen, men samtidig tænkte hun, at det måtte ses som almen høflighed. "Hvor gammel er Deres søn?" Hun spurgte med et smil på læben og så virkelig interesseret ud, hun passede selv ofte på hendes lillesøster og det havde ændret hende meget de seneste år. Hun ville egentligt gerne selv have børn også, men hun syntes stadig det var for tidligt og det skulle helst ikke ende med at hendes forældre valgte hendes udkomne, selvom de da i hvert fald ville lede efter en adelig.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth kiggede på Margareta et par sekunder og indvendigt måtte sukke lidt for sig selv, dette var dog ikke at se ag facaden, hun strøg let en lok om bag det ene øre. "Det havde De ikke behøvet Deres excellence" sagde hun stille, med venlig stemme, og sendte Margareta et venligt smil. Slet ikke behøvet faktisk.

Elizabeth fulgtes roligt med Margareta ned af den store gang. Hun drejede hovedet kort væk for at kigge ud af vinduet, men opmærksomheden blev vendt imod den unge baronette igen kort efter ved hendes spørgsmål. Et lille op rigtigt smil gled over hendes læber. En der faktisk var interesseret i hendes søn? På anden vis end at det bare var en prins til arve rækken, hendes søn var og blev aldrig lige så vigtig som hendes broderes børn, han var trods alt kronprins, hendes blev højest hertuger og hertuginder, med mindre en af dem skulle giftes tilbage i grund familien. Egentlig en mærkelig tanke at man giftede sig på den måde men sådan var det jo. Det royale måtte blive i den royale familie, det gik ikke at der kom folk udefra, det ville være en skændsel for hele kongerækken.

"Han bliver 1 her d. 15 december, så der er ikke så længe" sagde hun med vemodig stemme. Som var hun ikke glad, det kunne hun ikke holde helt tilbage, følelserne havde været for store for længe og nu gjorde det bare ondt når nogen spurgte interesseret ind til hendes søn, for den person der skulle være mest interesseret var alt andet end. Hun stoppede op og satte sig i et af de store vindues sæder og kiggede ud, hvor man kunne se største delen af Kensis fra. Hun sukkede stille. Det var måske også at være for hård ved Margareta, selvom pigen sikkert ikke fattede en meter, siden hun havde det her forskruede syn på deres venskab, eller også ville hun ikke erkende at de ikke var perlevenner, det vidste hun ikke, men lige nu var det rart nok at have en at snakke med. "Hvordan har Deres familie det exellence?" spurgte hun så med et stille smil. Hun havde indtil nu ladet være med at kommentere på at blive kaldt du, det var normalt kun noget hun blev kaldt af familien, men Margareta mente åbenbart de var så gode venner at dette ikke gjaldt hende. Elizabeth kiggede på hende med blide øjne og ventede på et svar, imens hun havde foldet hænderne foran sig ovenpå kjolen.

[Margareta Queenensala]

Margareta forstod ikke rigtigt hvorfor den smukke prinsesse sagde hun ikke havde behøvet at dukke op, det var jo almen høflighed og hun var jo trods alt en pige der gik meget op i at være sammen med sine venner og for den sags skyld dele viden og den mente hun jo at prinsessen måtte have meget af. Hun vidste dog ikke hvordan hun skulle forsvare det, men endte dog blot med at sige: "selvfølgelig burde jeg da det. Deres kongelige højhed skal da bydes velkommen hjem." Hendes smil var utroligt stor og der var ingen tvivl om, at hun så meget op til prinsessen.

Ikke et øjeblik fjernede hun blikket fra Elizabeth, hun havde altid holdt af hende og selvom hun selv ændrede sig med årene, så hun altid den samme smukke og vidunderlige prinsesse i Elizabeth. Det var en sand veninde for hende og Elizabeth betød så meget for hende. Det var der slet intet ved, Margaretas smil blev kun større og større jo mere hun så på Elizabeth, for hun havde altid drømt om at være ligesom Elizabeth og bare have hendes status. Hun behøvede ikke ligefrem være kronprinsesse, bare prinsesse som Elizabeth, det havde hun altid drømt om. Svaret på det der virkelig interesserede hende, virkede dog meget underligt, som om hun ikke var glad for sin egen søn, men Margareta fik en lille fornemmelse af det ikke var noget hun ville snakke om, siden Elizabeth drejede det over på familien Queenensala i stedet.
Inden hun begyndte at svare, satte hun sig ned ved siden af Elizabeth. Det var så vidunderligt at sidde på slottet igen, hun havde jo ikke siddet der længe, det var bare noget helt ubeskriveligt, som om hun bare følte sig mere værd når hun var der. "Familien har det fint nok, det går som det altid gør, der sker jo ikke så meget for tiden." Hun smilede, mens hun rettede lidt på sin kjole. Hun elskede sin familie, men der var sjældent så meget at snakke om, da de jo ikke lavede så meget, som mange andre nok gjorde og der skete så absolut ikke så mange interessante ting i nærheden af deres herregård. Derfor drejede hun også hurtigt emnet tilbage igen. "Hvad med Dem og Deres mand? Har I det godt sammen med jeres søn?" Hun var meget interesseret, især fordi hun ikke rigtigt kendte til Elizabeths nye liv.

[Elizabeth C. L. Remond]

Et eller andet sted, havde hun ondt af Margareta, en pige der ikke så liget i en helhed, alt handlede om at være blandt de bedste, og højeste i hierarkiet, hvilket Elizabeth aldrig havde forstået, hun havde selv altid ønsket at kunne gøre det, og havde kun i sin korte periode hvor hun var stukket af fra slottet i nogle måneder, haft muligheden for at tilbringe tid med helt almindelige folk.

I stedet havde den unge baronette altid set sig fri for disse folk, hvis hun kunne, og det var måske også derfor Elizabeth havde så svært ved at få et oprigtigt forhold til pigen, men hun var kun 16. Sidst Elizabeth så hende var hun nok omkring 14? Så meget kunne forhåbentlig være sket med den unge kvinde.

Hun sendte et så venligt smil som det var hende muligt at putte over hendes læber "Det var venligt af Dem at komme herop, i så fald Excellence" sagde hun med et lille nik. Hun blev nød til at være høflig, af alle ting hun ikke orkede lige nu var flere uenigheder med forskellige folk, det gjorde bare en træt i hovedet, og hun havde nok at bøvle med.

Som de sad på vindues bænken holdt Elizabeth hele tiden blikket imod Margareta, sandt nok ville hun ikke rigtig snakke om sin søn, det gjorde ondt, hvilket var ganske mærkeligt, men det var bare et ømt emne lige for tiden.

"Virkelig? Troede altid Deres familie havde gang i forskellige ting?" sagde hun med et skævt smil, man kunne altid få lidt sladder når man snakkede med Margareta, og det var vel også okay, det kunne måske få tankerne lidt væk fra tingene som de var?

Hun bed sig selv let i underlæben imens hendes blik kort søgte ud af vinduet. Okay alt sladder var måske ikke godt, og sladder om at hendes ægteskab med prinsen ikke gik fantastisk var måske ikke sladder der skulle ud imellem adelsfolkene, tænk hvilken snak der ville komme. "Prinsen og jeg er, meget glade sammen. Prinsen, er som fædre er flest, ude og undersøge verdenen, og jager meget, også derfor han ikke er med denne gang" sagde hun, med så neutral en stemme som det var hende muligt, selvom Elizabeth aldrig havde været særlig god til at lyve. Dette var nok også derfor hun prøvede at holde det så tæt på sandheden som overhovedet muligt, hun vidste at pyntede hun for meget, var der ingen tvivl om at det ville være løgn, dette var desværre en af baronetten's egenskaber, at gennemskue en løgn, og så kunne man prøve at løbe fra det, men det lykkedes dog sjældent, det havde Elizabeth vidste siden de var børn.

[Margareta Queenensala]

Margareta gengældte hvad hun så som et varmt smil fra den guddommelige prinsesse. Hun kunne føle hendes glæde omkring prinsessen igen, som om hun var blevet hel igen. Det var som sådan ikke fordi hun ikke havde prøvet perioder uden hende før, men Margareta havde ikke mange venner, så når prinsessen ikke var i byen så hun stort set kun hendes egen tætte familie og ikke noget derudover. Hun rystede tanken om venner ud af hovedet, smilede igen og sagde så endelig; "Jeg vil da gøre alt for Dem, deres kongelige højhed." Det var ikke engang løgn, hvis der var én person som hun ville gøre alt for, ja så var det da Elizabeth, i hvert fald ud over hendes forældre og søskende.


Margareta trak lidt på skuldrene, da der igen kom en kommentar på hendes familie, gang i meget? Nej det var da kun børnene, baronen og baronessen lavede da kun det som de kongelige anviste eller hvis der skete noget helt specielt. Generelt var det en meget tilbageholdende familie der blot ønskede at deres børn skulle stige i graderne, det kunne hun jo bare ikke sidde og sige til Elizabeth, kunne hun? Nej det kunne hun ikke, men hvad skulle hun så sige? "Æh... Øh... Jo..." Det var svært at sige noget konkret og hun måtte lige tænke en ekstra gang, mens hun rettede på sin kjole, inden hun sagde; "Baronen og Baronessen har jo ikke haft så mange adelige opgaver på det sidste og det er det eneste de rigtigt laver uden for vores herregård." Endnu engang smilede hun og håbede at Elizabeth godtog det uden yderligere spørgsmål, for hun var slet ikke god til at indrømme hvad de egentligt lavede.


Margareta kiggede underligt på prinsessen, som hun snakkede om hendes mand, det lød ikke videre troværdigt, så hun hævede øjenbrynene og sagde; "det lyder da ikke godt for Dem og Deres søn, hvis han ikke er så meget hjemme?" Hun ville ikke direkte sige at hun tvivlede, den anden måde lød bedre og Elizabeth betød trods alt utroligt meget for hende.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth kiggede med et stille blik på Margareta, det var utroligt hvad det betød at have en titel som prinsesse? Ville det have været anderledes imellem dem hvis hun ikke var født prinsesse? Ville deres forhold ændre sig den dag, hun gik ´ned´ i rang, altså den dag hun i stedet for at være prinsesse blot ville være hertuginde? Det ville jo ende sådan den dag Troy’s fader gik bort. Måske ikke det ville gøre den store forskel, hun ville stadig ligge som højere rang end Margareta, og det var nok lidt det Elizabeth havde lagt mærke til at pigen opsøgte, folk der var højere end hende selv, var mulighed for mere magt. Elizabeth kendte jo også godt Queenensala familien, de havde altid opdraget deres børn, efter at søge rigdom, og status, hvilket for Elizabeth var lidt trist, de mistede så mange andre ting, hun vidste jo også godt hendes egne forældre havde gjort det samme, men ikke på samme måde, der var det mere at de skulle ikke så meget som tænke tanken at ægte en under deres stand, ikke at de havde et valg, med forudbestemte ægteskaber, men stadig.

”De er for venlig imod mig, men tusind tak excellence” sagde hun dog og sendte hende et stille smil.
Det lød ikke rigtig som om at der var sket det helt store, hos baronetten’s familie, det skulle der vel også være plads til, igen var det bare underligt, hun havde altid haft en fornemmelse af familierne med baron status, havde ting i gære, måske ikke altid noget hendes fader lagde mærke til, men nu så hun som prinsesse måske også nogle ting, med andre øjne end hendes fader. ”Javel, så min fader har ikke sat dem i arbejde?” spurgte hun med lette forundrede øjne og let sammen pressede øjenbryn, det lød ikke som hendes fader bare at lade ting stå til.

Elizabeth lod en hånd køre op til nakken ved Margareta’s spørgsmål. Ja det var jo rigtigt, Elizabeth havde det ikke godt med at Troy aldrig var der, men hun ene kvinde vidste jo også hvorfor, hvilket hun ikke kunne dele med nogen, hvor frustrerende det end var. ”De kender vel mænd, de skal altid ud og søge eventyr. Det er en hustrus pligt at vente på manden hjemme” Sagde hun lidt henkastet og sendte et forsigtigt prøvende smil imod Margareta. ”Hvornår skal de egentlig selv giftes? Eller er Deres fader ikke klar til at give slip på Dem endnu?” spurgte hun drilsk i et forsøg på at skubbe opmærksomheden fra hende selv, hun lagde det ene ben over det anede og lænede sig tilbage imod væggen bag hende og sendte et drillende smil imod baronetten.

[Margareta Queenensala]

Margareta rystede forvirret på hovedet, hvordan kunne Elizabeth dog sige hun var for venlig? Hun så så meget op til hende, det havde altid været en pige hun havde drømt om at være, en pige der havde alt og som alle vidste hvem var, det var jo utroligt stort. Hun havde endnu ingen kæreste, hendes forældre pressede hende som bare pokker og det var hun sikker på Elizabeths familie ikke havde gjort. Hun vidste det naturligvis ikke med sikkerhed, for det var ikke noget hun spurgte om, men sådan var det. Hun rettede lidt på kjolen og sagde blot; "venlighed kommer til de der fortjener det." Hun smilede, selvfølgelig var hun mere interesseret i at være sød over for Elizabeth end mange andre, men samtidig så var det jo blot fordi hun virkelig gerne ville gøre prinsessen glad.
Emilia så lidt forbavset på prinsessen, da hun spurgte videre ind til baronen. Hun rettede en smule på sit hår inden hun smilende så på prinsessen og sagde; "det kan nu godt være, det er jo ikke ligefrem fordi jeg har øjne på det han laver." Hun gav et lille fnis fra sig, hun vidste jo faktisk ikke meget om hvad de lavede, hun så det bare selv som om de intet lavede. Om det så var fordi hun havde travlt med at lægge fokus på hvem hun var i stedet for hvad hendes status betød vidste hun ikke, hun vidste bare hun forventede hendes forældre var fritaget for arbejde og hun var det samme. Hvis hun endelig fik en mand, så skulle han da i hvert fald forsørge hende, det var hun sikker på.

Endelig kom de igen til hendes mand, Troy, det var så rart når fokus var på ham, for så skulle Margareta ikke sidde og forsvare noget hun ikke vidste så meget om og det var nok det ene punkt som hun ikke havde meget viden om, det med hvor vidt hendes forældre lavede noget eller ej. Hun var dog ikke helt enig i det Elizabeth sagde, selvfølgelig skulle han forsørge dem, men være væk i længere tid var måske ikke helt så fedt? Hun ville dog gerne køre den videre på Troy og prøvede derfor at finde et svar, men selvfølgelig nåede hun det ikke. Igen var den tilbage på hende, men i en lidt anderledes kontekst. Min far ikke klar til at give slip han mangler da bare den rette mand til mig! Nej, det kunne hun måske ikke lige råbe ud, så i stedet smilede hun og sagde; "jeg har vel bare ikke fundet kærligheden endnu."

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth fik en klump i halsen. Venlighed kommer til dem som fortjener det? Det gjorde næsten ondt helt ind i sjælen på hende, for i bund og grund så fortjente hun vel ikke den venlighed? Hun havde ikke en eneste dag favnet tanken om at skulle lukke Margareta ind i varmen, men at lade pigen være i sin egen tro om at de var perlevenner var vel ikke venligt? Nærmere ondskabsfuldt? Hun tvang dog et lille venligt smil frem på læben.
Elizabeth kørte roligt en hånd hen over hovedet for at fjerne et par fine hår der havde forvildet sig ned i ansigtet.

Et lidt undrende udtryk var at se i hendes ansigt da Margareta fortalte hun ikke havde styr på hvad hendes far lavede. Dog alligevel, var det vel ikke så underligt, kvinder var jo ikke regnet for at skulle tage del i de pligter der nu engang var i de højere kredse, det eneste de skulle var at sørge for at se kønne ud, og helst holde næsen ude af mændenes affærer. Det var kun Elizabeth for grunde hun ikke selv forstod, der var ualmindelig nysgerrig og uanset hvor meget de havde forsøgt at opdrage hende ud af det, ikke var til at få rettet ind, i hvert fald ikke fuldstændig, det var selvfølgelig blevet bedre med årene, men hun havde stadig hvad hendes onkel med afsky havde kaldt en ung kvinde med ben i næsen.
"Meget vel, det er sikkert heller ikke spændende hvad han laver, det er sikkert bare en masse papir arbejde" sagde hun med en mild latter og foldede hænderne roligt i sit skød.

Elizabeth hævede det ene øjenbryn, klar til kærlighed? Havde den unge baronette slet ikke forstået at der var ikke noget der hed af finde kærlighed når de lå i deres kredse? "Har Deres fader givet Dem lov til at vælge selv?" spurgte hun lettere forundret, og lettere skuffet. Elizabeth kunne mærke et snært af jalousi, hvis dette var tilfældet så var det så uretfærdigt.. Men hun tvivlede dog, den familie var for penge griske, og Margareta havde altid virket som en der gerne ville vardes op. Dog kunne det jo være at kærligheden ville liste sig ind på hende..