Øje For Øje [Nathan]

[Deleted]

Dato: December, 1433
Tid: 22:15
Vejr: Solen er allerede gået ned. Temperaturen er i minus. Let blæst. 


Thyst.. Et slumkvarter i endnu en stor by. Denne gang var det Trilkstad der bød ham ind. Det var vel hvad man kunne kalde et klassisk, fattigt miljø. Glatte, ujævne brosten, faldefærdige bygninger og en helt karakteristisk duft af rak og natpotte. Proletariatet i dets fineste glans. Ganske ucharmerende, men der var næsten altid liv på gaden. Her og der stod nogle individer, som stirrede med et mistroisk blik til dem der gik forbi. Enkelte gjorde sig til. 

Rharcan havde lige just talt med en af disse væsener, og tjent lidt håndører på at løbe et ærinde. Disse mennesker havde stortset kun problemer, men det var de færreste der kunne betale. Af denne årsag var netop dette miljø, ikke lige det sted han ønskede at være. Lønnen var større i middelklassen og overklassen, men problemerne tilsvarende. Han søgte dog ikke disse steder når han lige var kommet til en ny by. Det var altid klogest at se tingene an. Desuden var man mest anonym i de fattiges gader. 

[Nathan Raphael Mordred]

Endnu en vidunderlig nat, nattens kulde var lokkende og forførende. Der havde altid været noget over nattens mørke, noget uimodståeligt og ikke mindst mystisk, når mørket faldt på og ingen havde mulighed for at se, hvad der kunne gemme sig i skyggerne. Mange valgte at frygte natten, hvorimod nattens væsner fandt det ganske interessant og forbløffende, hvad der kunne gemme sig i næste skygge, men at befinde sig i slummen var langt fra et mysterie. Der var tale om noget konkret, ingen hemmeligheder, blot klamme udskud, som ikke kunne finde trøst et andet sted. De havde bosat sig her for at være ynkelige sammen, som om de søgte sammenhold, men det var ikke noget man ville komme langt med, at deles om de små rester der var. Nej, skulle man væk derfra, så måtte man skabe sig nogle forbindelser, som kunne holde. For denne nat var det blot en vej frem til et andet mål, vejen igennem slummen var hurtigere, samtidig med at det var nemmere at skjule ens intentioner her, der var ingen som turde stille de rette spørgsmål, ej nogen som valgte at forstyrre hinanden, medmindre man var dum nok til at overraske? Dog forventede skikkelsen ikke, at nogen ville have en interesse, som han bevægede sig igennem den åbne gade iklædt en langt frakke, hvortil hætten var trukket ned over hans hoved, blot for at skjule den gennemborende blik, der var at finde i de røde øjne. Under frakken var tøjstilen dog en anden, som det klart udstrålede velstand og rigdom, uden at han fandt det nødvendigt at vise frem i slummen, det kunne blot give ham den forkerte form for opmærksomhed og ikke mindst uinteressante samtaler oveni.
Nathan var selv en del af underklassen, men mest af alt fordi han forstod, at det var nemmere at operere fra underklassen end at have alles øjne på en, når man var i besiddelse af et slægtsnavn, som betød noget. Hans var intet specielt og hans familie var værre endnu, de var sikkert stadig et sted i bjerglandet, men lige nu var det ikke hans mål for natten. Han havde en del at se til i forvejen, så de usle skikkelser i vejkanten fik ingen opmærksomhed, som hans blik var rette fremad, imens at hans hænder var skjult under hætten. Enkelt skikkelser fik øje på hans ansigt og trak sig hurtigt bort, som de vendte ryggen til eller forsøgte at lade som om de var travlt optaget af jorden foran dem. En opførelse, som blot bragte et smil frem på hans læber, et skummelt smil, der langt fra kunne forklares, for hvad kunne de dog give ham?

[Deleted]

Rharcan trak sig et skridt væk fra husmuren, og vendte sig væk fra det individ han havde talt med. Et køligt, hvidt blik scannede kort omgivelserne, inden han besluttede sig for at vandre videre nedad gaden. End havde han ikke vandret længe, inden lyden af en andens tilstedeværelse kom til udtryk i form af skridt. Han stoppede op og lyttede. Da lyden blev tydeligere, vendte Rharcan hovedet en anelse. Et hvidt blik hvilede skævende ud til siden, da en skikkelse gled forbi. En herre iklædt en frakke, kom vadende med en attitude, der ikke just emmede af hverken fattigdom, undertrykkelse eller håbløshed. Den fremmede virkede målbevidst og overlegen som han gik der. Han blev fulgt med blikket, alt i mens Rharcan kvitterede den fremmedes tilstedeværelse med et lavt fnys. En trækning i den ene mundvig, fik han ansigtsudtryk til at se beregnende ud. Den mand var ikke herfra. Efter et øjebliks overvejen, var det ikke kun lyden af den fremmedes skridt, der gav genlyd i den slumrende gade. Rharcan trak hætten længere ned over ansigtet, således at han stadig kunne skæve ud, men langt nok nede til at dække ansigtet. Gradvist og diskret søgte han at indhente den fremmede skikkelse, som vandrede i en lille distance foran ham.

[Nathan Raphael Mordred]

Slummen var fyldt med forstyrrende elementer, men ofte lod de sig ikke forestyrre ham, mest af alt fordi han aldrig kom med en flink afvisning, det var meget direkte, når han endelig var trådt ud af skyggerne, så var væsnerne slet ikke i tvivl om hvem var han. Dog havde mange glemt ham fra hans barndom, fordi han efterhånden var så gammel at der kun var få væsner tilbage, som endnu ville have kendt ham i hans barndom, hvis han da ikke allerede havde lukket munden på disse skabninger. Ingen skulle sprede rygter op ham, medmindre det var rygter af frygt, så gjorde det ham ikke noget, da det var det han levede af, ikke sandt? Nathan havde så småt opfattet, at der dog var nogen som havde vendt deres opmærksomhed mod ham, han trak en smule på smilebåndet, som han dog fortsatte sin færden lige ud. Hvis personen var af betydning ville den nok give sig tilkende, men hvis personen blev ved med at følge efter ham, så ville han nok finde en måde at slippe væk fra denne, mest af alt fordi han ikke havde behov for at nogle fulgte efter ham. Det ville bare være endnu en ting at skille sig af med.
Hvad denne person havde af planer, så skulle han ikke regne med at Nathan ville falde for det, han ville heller ikke blot lade en person overfalde ham. Han kunne sagtens lugte på blodet, at der ikke var tale om en vampyr, der var jo også fortsat en puls og racen lå lige på tungen, dog lod han ikke tankerne vandre for længe, som han var mere koncentreret omkring målet, ikke så langt derfra. Men den fremmede tog dog fejl, Nathan havde selv lavet steder som dette før, på gaden, usselt sted, nok til at få ham til at væmmes nu, aldrig skulle han ned af den sti igen. Men det havde han også gjort en del for at undgå nu og han var langt fra bange for at den magt han havde skulle få ham til at ende på gaden igen. Det ville blot skade, de personer han allerede havde hemmeligheder på og de spejdere der arbejdede under ham, der var nok af kaos gemt i hans hukommelse og beviser havde han også nok af til at holde folk på afstand, men han kunne stadig godt finde interessere i flere personer.. flere forbindelser og et langt større netværk, men mon ikke dette ville komme? Nathan var dog normalt af den tålmodige type, men eftersom at han havde noget at se til, valgte han at stoppe op, som han drejede rundt og lod blikket glide mod skikkelsen, der lod til at have fulgt efter ham for en stund. "Giv Dem til kende, De spilder min tid" stemmen lød ikke særlig tålmodig, men der var klart også tale om en ordre. Han kunne hurtigt ryste ham af sig, hvis han ville, det ville blot kræve en højere hastighed, samtidig med, at han nok kendte slummen bedre end andre ville forvente af ham. Han hørte jo åbenbart slet ikke til der?

[Deleted]

Blikket var låst på skikkelsen foran ham, idet han overvejede sine muligheder. Et overfald var noget af en chance at tage. Ikke fordi at miljøet ydede nogen begrænsning. Folk der boede her, måtte være vant til lidt af hvert - men samtidig måtte man antage at øjenvidners loyalitet lå hos den højest bydende, ligesom Rharcans gjorde. Desuden var det et spørgsmål om rang, for hvorvidt denne fremmede kunne slå fra sig eller ej. Når man kunne vade igennem slummen, ligesom denne, uden nogen anden form for beskyttelse, måtte man ligeså antage, at personen vidste hvad han gjorde og var i stand til at håndtere den risiko der var ved at færdes her. Men det var jo kun gætværk - der var jo en lille chance for, at han kunne slippe afsted med det. Men Rharcan ville ikke lægge sin lid til dette. Ikke her. 
Han søgte derfor i højere grad, at skygge denne person, for at finde ud af hvad en som ham foretog sig her. Informationer, som Rharcan måske kunne slå mønt på. Enten ved afpresning eller handel. En anden mulighed var også, at han kunne skaffe sig en opgave hos enten den ene eller den anden. Lyden af fodskridt kom dog til en ende. Rharcan standsede kort og betragtede den fremmede idet han vendte sig om. En ordre lød, og fik let smil til at bryde op til overfladen. Han var ikke dum, det skulle han have. Pegefingeren hægtede sig fast ved hættens kant og trak den ned, idet han satte i bevægelse igen for at imødekomme den fremmede. Blikket undersøgte den fremmede. Bleg hud, mørkt hår, røde, indsunkne øjne. Rharcan kendte sine racer, hvilket også var nødvendigt. Man kunne jo ikke blive sat til at tage sig af et menneske, nymfe eller en trold uden at vide hvordan disse ser ud. 

"Så vidt jeg ved, har en vampyr al den tid den skal bruge."

Sagde han i et neutralt toneleje. 

"Rharcan."

Præsenterede han sig så tilsidst, efter en kort pause.

[Nathan Raphael Mordred]

Egentlig kunne Nathan være ligeglad med personen, som havde valgt at følge efter ham, det ville ikke være et problem at ryste ham af sig, hvis han først valgte at bruge tid på det og ikke mindste udnytte sin races kendetegn, men der var noget som fortalte ham, at det måske ville være mere interessant at se, hvad denne person ville. Om det var noget han kunne bruge til noget eller ej, måtte tiden jo vise ham. Dog ville han ikke finde sig i, at nogen sådan uden videre forsøgte at følge efter ham, uden at han kendte deres grund. Et overfald var altid en mulighed i slummen og han ville sikkert ikke blive overrasket, hvis det skete, dog forventede han ikke, at der var nogen, som var dumme nok til at overfalde ham. Det ville more ham ganske forfærdeligt, hvis denne person søgte at bruge informationer imod ham, det ville være en sjov udfordring, som han sikkert ikke ville sige nej til, men samtidig, så havde han også vigtigere ting at tage sig af, ikke sandt? Natten var jo ung endnu, så han skulle gerne have udrettet noget, før at han ville vende tilbage til sin bolig længere oppe i bjerglandet.
Nathan havde taget en beslutning ved at stoppe op og vende sig mod den fremmede, som han dog ikke følte sig truet af dennes tilstedeværelse, men samtidig så kunne man jo aldrig rigtig vide, hvad den fremmede havde i tankerne. Alligevel gav han ham chancen for at give sig selv til kende, blot for at se om han kunne placere ham et sted, eller om det var nødvendigt mere yderligere informationer fra den fremmedes læber. Han fulgte roligt med, som den fremmede lod hætten falde bort og afslørede sit ansigt, han nikkede roligt for sig selv, som han noterede hans træk, blot i tilfælde af, at han skulle støde på denne skikkelse igen. Som manden havde trukket hætten bort, lod Nathan også roligt sin egen falde, der var ingen grund til at gemme sig, når han nu ikke blot kunne bevæge sig igennem slummen uden at blive stoppet. Et skummelt og kold smil gled over hans læber, som han lyttede til mandens ord. Måske han havde ret, men hvis han havde haft den indstilling hele sit liv, så var han næppe kommet så langt, som han var nu. Men det kunne selvfølgelig også afspejle mandens egen holdning, måske han arbejdede lidt på slap line? Han foldede roligt hænderne foran sig, som han lod blikket glide over skikkelsen, tyggede lidt på hans ord, før at han lod blikket glide tilbage til mandens ansigt. ”Det er muligt, men tiden er stadig kostbar.” forklarede han roligt, som han tydeligvis ikke delte mandens opfattelse af det uendelig liv, vampyrer tilsyneladende skulle have. Man kunne jo aldrig vide om det lige pludselig ville være slut? Fra den ene dag til den anden, men han måtte da indrømme, at han havde oplevet en del i sin levetid allerede, så han havde da fået noget ud af det, men det var stadig ikke nok. Han nikkede roligt til hans navn, Rharcan, det skulle han nok huske. ”Deres erhverv?” spurgte han efter lidt tid, som han ikke helt kunne se, hvorfor han ville præsentere sig selv, men samtidig også bruge tid på at skygge ham, han måtte forsøge at få et eller andet ud af det. Han fandt det dog stadig ikke nødvendigt at præsentere sig selv, da det var en hel anden sag. Desuden så lod det heller ikke som om den fremmede var interesseret i det. Nathan var udmærket klar over, at slummen var et sted, hvor folk ville gøre alt for nogle håndører, men denne herre lod ikke til at sigte efter småting, hvis han var dum nok til at udse sig ham i mængden også selvom udbyttet klart ville være større, hvis han kunne få fingrene i hans lommer, selvfølgelig.

[Deleted]

Godt ord igen. Vampyren var rap på tungen. Rharcan kom med en lav strubelyd, som vidnede om at han analyserede den fremmedes svar, men accepterede det. Han ønskede ikke at starte en større filosofisk debat om tiden, livet og alle dets elementer. Så han lod kommentaren glide forbi, han var jo heller ikke uenig i den fremmedes udsagn. Tiden var kostbar, også hans egen. Rharcan trak let på det ene bryn, ved det næste spørgsmål. Hans erhverv. Han overvejede kort hvorvidt han burde nævne det til denne fremmede, eller ej. I bedste fald, kunne det skænke ham en opgave. I værste fald kunne det ødelægge ham. Den fremmede foran ham virkede ikke som typen med det rene mel i posen, men man kunne selvfølgelig tage fejl. Men det er nu, som det jo var dengang, et middelalderligt samfund. En lille gnist, kunne blive til en steppebrand på ganske kort tid, skønt man iltede gløden rigtigt. Man kunne ikke vide om den fremmede netop var en person, der var i stand til det? Den chance turde Rharcan ikke løbe. Han skulle ikke have hverken vagter, galger eller en hord med brændende fakler og høtyve efter sig. Men samtidig ville han ikke brænde sine egne broer for en mulig indtægt. Han valgte derfor en mindre direkte vej.

"Jeg tager mig af folks problemer."

Ordene i sig selv, kunne han nok ikke hænges ud på. Men den måde de var leveret på med en underforstået ondskab, kunne kun vidne om de mere lyssky aspekter af hans erhverv. Han betragtede den fremmede for en stund, alt imens hans ansigt fik et mere ligegyldigt udtryk.

"De har ofte varierende indhold"

Sagde han så til sidst, nok mere for at hentyde, at det ikke kun indbefattede få ting, men også mere almindelige.

[Nathan Raphael Mordred]

At den fremmede kendte hans race, var ikke noget der gjorde ham det mindste bekymret, som han sagtens kunne finde en måde, hvorpå denne fremmedes svagheder, selv kunne udnyttes. Alle havde jo noget at gemme på, ikke sandt? Noget der ikke skulle ud i lyset og da slet ikke skulle komme vagterne for øre? Det lod lidt som om den fremmede selv overvejede sine ord med omhu, som om der lå flere tanker bag ved hvert eneste ord, det virkede i hvert fald som om de var velovervejet og ikke mindst analyseret for fælder.. Måske en anelse kedeligt efter Nathans egen mening, men på den anden side, så var det måske ganske godt, at manden foran ham viste sig at være forsigtigt, det var i hvert fald en meget værdifuld egenskab at besidde, noget der klart kunne overvejes senere. Den fremmedes reaktion på hans andet spørgsmål fik ham til at trække let på smilebåndet, mon han havde ramt et ømt på ved at spørge direkte? Nathan selv havde ikke tid til at spilde ting på længere forklaringer eller at dække ting ind, når han først ønskede at noget skulle gøres. Det lod dog til at de begge havde analyseret hinanden, en ting der måske ikke var hel dum, når man kunne møde hvem som helst på gaden i slummen. Dog lod elveren til at være af en lidt anden støbning end ham selv. Måske en der var klar til at gøre det beskidte arbejde? Hvem kunne vide det andet end ham?
Den fremmeds svar fik et lumsk smil til at danse hen over hans læber, som han nikkede en smule betænksomt til besvarelsen. Der var sikkert en del, som kunne sige den slags, men var det nu også rigtigt? Måske han havde behov for nogle egentlig beviser for overhovedet at kunne arbejde med Rharcan? Nathan lod til at kunne lide ideen, men stadig virkede han ikke helt overbevidst. ”Nyttigt” sagde han med et skævt smil på læben, som han dog valgte at fortsætte forbi Rharcan med et fortsat lumsk smil på læben. Han stoppede dog op ikke langt fra ham, som han kiggede sig over skulderen. ”De burde sigte højere end at finde et job i slummen” lo han let, som undertonen var indbydende og dog udfordrende. ”Hvis De kan klage den slags problemer?” spurgte han en smule ledende, som han var mere interesseret i at finde ud af, om denne fremmede nu også kunne klare en egentlig opgave, eller om der var tale om langt mindre opgaver eller problemer, hvad han nu gerne ville kalde dem det.