Care to have a drink? [Gabriel]

[Nathan Raphael Mordred]

Dato: 13. marts 1434
Tid: Efter solnedgang, 19:21
Vejr: Skyfri himmel med et hav af stjerner.
Omgivelser: En kro i middelklassekvarteret Vertice, få væsner og en del tomme pladser.
Tag: Gabriel Dario

Luften i bjerglandet var altid noget andet at komme hjem til, mest af alt fordi luften kunne virke tyndere og koldere, men det var ikke rigtig noget der kunne genere nattens væsner, som behovet for ilt ikke var voldsomt, så længe de bare havde den livsgivende væske, blod, ved hånden. Kroen var ikke et specielt sted i byen, men det var en sted, hvor man kunne få ro og privatliv, hvis det var noget man ønskede. Specielt hvis man var i færd med at gøre forretninger, så var det rart ikke altid at have nogen til at ånde en i nakken. Kroen denne aften var ikke fyldt med væsner og stemningen var knap så højt, men mon ikke det kunne komme senere på aftenen, når først væsnerne fik taget sig sammen til at mødes på kroen. Om ikke andet så virkede stedet perfekt til en privat samtale, hvad enten dette var fortroligt eller bare for fornøjelsen skyld. Der var sjældent nogen i bjerglandet, som valgte at blande sig, medmindre at de blev inviteret ind i gruppen, og valgte man først at blande sig uden lov, så kunne det hurtigt ende galt og muligvis endda ende med en udvisning fra kroen. Kroejeren havde i hvert fald et ry for at sætte ulydige kunder på plads og der var god grund til at følge roen i kroen, ellers kunne man se en helt anden side af kroejeren, en side der ville skræmme lysets væsner, men muligvis blot genere nattens væsner. Stemningen var rolig, men alligevel var humøret højt hos de få gæster, der befandt sig på kroen.
I det ene hjørne af kroen, sad en mørk skikkelse, med en finger på glasset, som han strøg fingeren rundt om det varme glas. Glasset var opvarmet for at holde væsken i glasset varm og indbydende, der var ikke noget mere frustrerende end koldt blod. Det skulle helst drikkes varmt og gerne direkte fra kilden. Dog var det ikke en mulighed denne aften, som kroejeren ikke havde haft mulighed for at møde hans behov, derfor måtte han nøjes denne ene gang. Heldigt for kroejeren, så var han van til at komme der og vidste udmærket godt, at næste gang ville han ikke blive skuffet over udvalget. Skikkelsen blik var rettet mod døren, som denne ventede på en bestemt person. En person, der gerne skulle bringe oplysninger omkring slottet med sig, hvis denne altså havde haft muligheden for at snige sig ind i det svært bevogtede slot. Lige siden angrebet i Kensis, var beholdningen af vagter blevet større og der var efterhånden ikke ro for dem. Men det var ikke noget de behøvede at bekymre sig om i bjerglandet, så længe problemet blev i Kensis. Nathan var dog så småt begyndt at blive utålmodig, som han ikke havde tænkt sig at sidde der hele aftenen.

[Gabriel Dario]

Efter en lang aften med flere forsøg på at trænge ind på slottet, var Gabriel taget til kroen. Han havde intet held haft, og det har tagret på hans kræfter, og ikke mindst på hans ben.
Kroen er inden for rækkevide, og alt hvad Gabriel enligt havde lyst til er et godt måltid og en god omgang drikkelse. Det ville ikke til noget frisk blod den aften, så han måtte jo nøjes med hvad kroen end havde at tilbyde af forholdsvis frisk blod fra banken.
Efter Gabriels diskrete entre lagde han hurtigt mærke til skikkelsen i hjørnet af kroen, men lagde ikke mere i det. Han gik direkte til baren og bestilte det friskeste blod og dagens ret.
Stemningen var som den skulle være, rolig men god, ingen udsigt til ballade.
Med en diskret bevægelse fiskede Gabriel nogle mønter op af lommen for at betale for måltidet og den friskeste blod. Prisen var ligegyldig for ham, også selvom han måske var i pengenød, skulle der ikke spares på de gode varer.
Han skuler kort over mod skikkelsen i hjørnet, uden at smile, da han ikke just har gode nyheder med, og han på en måde ved det er det han er efter, og at Gabriel nødigt skulle være den som bringer ham netop dette. Hans blik retter sig i stedet tilbage på maden som han begyndte at spise, mens den stadig var varm.

[Nathan Raphael Mordred]

Der var absolut ingen grund til at spilde hans tid, som han sagtens kunne finde andre ting at bruge sin ellers dyrebare tid på. Men alligevel lod personen vente på sig, hvornår var det egentlig smart at lade ham vente? Det var ikke noget der normalt faldt i god jord hos ham, så det var egentlig modigt at personen at udeblive. Nok var de artsfæller, men der var ingen særbehandling at få fra ham af, som han forventede det bedste fra sine spejdere og denne var bestemt ikke nogen undtagelse for ham. Hans blik fulgte alle der valgte at træde ind på kroen og skikkelse, som han ventede på, var bestemt ikke nogen undtagelse, alligevel valgte vampyren at bevæge sig hen til baren for at bestille et måltid. Han rynkede let på brynene, som han rakte ud efter glasset og hævede det for at placere det mod sine læber. Et svagt tip var nok til at få den fyldige væske til at glide mod hans tænder, som han slugte væsken. Det var med til at give et mindre kick, som han nød smagen af blod. Mange mente at den tykke væske var ubehagelig at sluge, men for vampyrer var det noget ganske særligt. Det betød liv og kræfter, også selvom Nathan for nyligt havde fået friskere blod, så kunne han ikke rigtig klage over smagen, som blod nu en gang var blod. Der var jo forskellige typer af blod, men i sidste ende var det jo samme formular, bare med andre krydderier. Han foretrak selv blod fra kvinder, men det var jo altid forskelligt fra vampyr til vampyr, det var en smagssag.
Hans blik hvilede fortsat på vampyren ved baren, som han valgte at placere glasset tilbage på bordet og foldede hænderne foran sig. Hvor lang tid regnede vampyren med at han kunne strække den? Nok kunne han være tålmodig, men jo længere tid vampyren spildte på at blive ved baren, jo dårligere ville det se ud for ham. Men han skulle nu heller ikke regne med at han ville komme til ham, det var der ingen forhåbninger for, medmindre at vampyren tog for lang tid til at få bevæget sig derhen, så ville han nok blive tvunget yderligere.. Om ikke andet sat på plads med magt. Nathan havde nok af midler til at gøre det surt for vampyren, så det skulle han slet ikke betvivle, men for nu havde vampyren stadig en chance for at komme til ham af sig selv.

[Gabriel Dario]

Stemningen blev lidt trykket for ham som han kunne mærke skikkelsen i hjørnet holdte et skarp øje med ham. Alligevel færdiggjode Gabriel hans hans måltid før han tog et greb om sit opvarmede glas med den 'friske' blod. Han rejste sig fra sin stol og bevægede sig langsomt over til skikkelsen i hjørnet "Beklager ventetiden, men min energi blev drænet, så den skulle lige op igen" sagde han som han stadig stod foran skikkelsen.
Gabriel vidste udemærket godt hvem han stod overfor, og måtte derfor undskylde for at lade ham vente, i håb om han ikke har spildt for meget af hans dyrebare tid.
Han vælger at sætte sig ned og stille sit glas på bordet overfor sig selv. "Jeg kommer desværre ikke med godt nyt" forsatte han og holde hans blik ned mod sine hænder, i skam for ikke at kunne bringe ham de informationer han sikkert gerne ville have fingrene i

[Nathan Raphael Mordred]

Der kunne umuligt være nogen tvivl imellem dem, som Nathan bestemt ikke lagde skjul på, at situationen ikke passede ham og derved holdt et vågent øje med vampyren, som denne stod ved baren og spiste sit måltid. Der kunne være mange grunde til at vampyren ikke opsøgte ham med det samme, men det bedste ville nok være, hvis han havde gjort det først. Så kunne han altid spilde sin tid på mad senere, når Nathan ikke længere havde nogen interesse i ham. Der var delte meninger omkring hvilke informationer, Nathan var interesseret i, men uanset hvad, så kunne det altid være en fordel at være på forkant med slottets bemanding om ikke andet. Det var i hvert fald en løsning, hvis ikke vampyren havde skaffet de informationer, han havde bedt om til at starte med. Så måtte han jo bare finde et alternativ? Han holdt så fortsat i hjørnet, som han dog lænede sig frem mod bordet og placerede sine albuer mod træet, blot for at folde hænderne og lade sig hoved hvile mod dem, imens at han fulgte vampyrens bevægelser mod bordet. Han havde ladet ham vente, så en undskyldning var uden tvivl på plads, som han dog lænede sig tilbage imod stolen, som hans højre hånd forblev mod glasset. Han nikkede roligt til hans ord, før at han gav tegn til at vampyren skulle sætte sig ned, det var den eneste måde, hvorpå de kunne holde samtalen mellem dem. De var næppe enige om, at mangel på energi skulle holde ham fra at mødes med ham med det samme. Men Nathan lod det passere, som han var interesseret i noget andet end undskyldningen. De blodrøde øjne hvilede på skikkelsen, som han tog sig god tid med at overveje, hvad der ellers kunne komme ud af hans besøg på slottet.
Skuffelsen var tydelig, som Nathan dog accepterede det, eftersom at vampyren ikke spildte hans tid på yderligere undskyldninger, men faktisk gik direkte til sagen og forklarede ham, at han ikke havde de nødvendige informationer, som han ønskede. Hans blik gled tilbage mod glasset, som han rolig valgte at tage det op endnu en gang for at nyde den fyldige væske mod hans læber. Som han stillede glasset fra sig, gled blikket tilbage mod vampyren. ”Hvilke informationer kan De så bringe mig?” spurgte han koldt og afventende, som han i det mindste forventede at få nogle informationer ud af sit besvær med at dukke op her. ”Kan De forklare mig, hvor slem bevogtningen af slottet er blevet? Det må jo være udfordrende, når De ikke kan komme indenfor..” det drejede sig om små informationer, som Nathan blot ønskede sig et billede af, hvor mange vagter der bevogtede slottet og om det ville være muligt at finde en åbning, hvis man havde tid nok.

[Gabriel Dario]

Efter at have vurderet situratioenen, og vuderet at Natahn ikke ville straffe ham for ikke at komme med de ønskede informationener, kikkede Gabriel op og deres røde øjne mødtes "Der er vagter hver femte meter. Alle bevæbnede. Valgtskifte hver anden time, så der er hele tiden friske øjne"Det var nok ikke helt det som Nathan ville høre, men disse informationer var trods alt bedre end intet.
"Jeg får brug for en afledning hvis jeg skal inden for slottets murer" sagde han stille og løftede sit varme glas op til sine læber og nød lugten af blod under sin næse. Han lod sig nyde af dyften før han hælte det langsomt ind til sine hugtænder som langsomt sugte blodet til sig. Det sprædte sig et mindre rus i Gabriel, men ikke det helt vilde, da det ikke var dirkete fra kilden, men nok til at tilfredstilde ham.
Han stillede sit halvtomme glas tilbage på bordet for at tørre blodet af sine læber og kikkede Nathan i øjnene igen "Hvis jeg kan anskaffe mig nogle folk til min mission for at komme forbi muren, kan jeg sagtens klare resten selv. Uden problemer eller andres hjælp. Ingen behøver at satse deres liv"  tilføjede han, i håb om Nathan nok gerne ville stille op med nogle mænd for at få endnu flere oplysninger fra bag slottets mure. Det burde ikke være det store problem for en i hans kalibre

[Nathan Raphael Mordred]

Faren var endnu ikke drevet over, også selvom det måske kunne virke som om Nathan ville lade det passere denne gang, så kunne han stadig finde på, at finde en straf frem fra gemmerne. Der var jo mange måder at straffe sine arbejdere på, og blot fordi denne vampyr, så ville der næppe ske en undtagelse. Men alligevel var det vigtigere at komme frem til noget nyttig information frem for at holde fast i problematikken omkring de manglende informationer. Der var jo stadig mulighed for at indsamle viden omkring slottet, de var bare nød til at tage det fra en anden vinkel. Observationer kunne altid bruges i fremtiden og det virkede som om at Gabriel i det mindst havde brugt noget tid på at holde øje med slottet. Det var ikke noget problem for Nathan, at deres øjne mødtes, som han blot stirrede ind i hans og afventede svar på sit spørgsmål. Han tog en rolig indånding, som han gik igennem informationerne i hovedet. Der var tydeligvis tale om en opgradering i forhold til året før, så angrebet havde haft en indflydelse på slottets udrustning. ”De magikere bliver da også mere og mere paranoide” lo han let for sig selv, som det tydeligvis var tegn på svaghed, at de var nød til at bevogtet slottet for hver femte meter, samtidig med at vagten ikke var særlig lang. Der ville altså ikke være nogen mulighed for at fange en vagt på renden af træthed og udmattelse.
Nathan lænede sig frem i stolen, som han placerede sine hænder mod bordpladen og studerede kroen for en stund. En afledning burde ikke være svær at samle mænd til, men problemet var nærmere loyaliteten hos de mænd, som de kunne skaffe. Der var jo helst ikke nogen, som ville risikere noget uden at få en god sum penge for det. Men mon ikke alle var til salg for den rigtige sum? ”En afledning er ikke svær at sætte på benene, jeg havde dog foretrukket at holde det hele skjult, men hvis der virkelig ikke er andre måder, så må vi jo distrahere vagterne” det havde været nemmere, hvis Gabriel kunne komme indenfor at snuse rundt, uden at de ville være nød til at lave en afledning udenfor. En sådan afledning kunne sagtens virke i øjeblikket, men de kunne også gøre slottets beboer mistænkelige for eventuelle nye skikkelse indenfor slottets murer. ”Det vil ikke være muligt for Dem at overbevise en af slottets beboer til at lukke Dem ind?” hans blik gled mod Gabriel, som et smil bredte sig over hans læber, som han strøg fingeren over glasset foran sig. De havde jo mulighed for at manipulere med andre væsner, så længe disse væsner var svage af sjæl og modtagelig overfor deres kræfter. Det eneste det ville kræve var en kvinde, der arbejdede indenfor slottets mur? Eller måske kunne få adgang på grund af hendes adelige stilling?

[Gabriel Dario]

Efter at have beskræftet sig selv i at Gabriel ikke kom med tomme hænder, glædede det ham at Nathan ville være med på hans plan, hvis ikke det kunne lykkeds ham selv at komme ind.
Han lod sine hænder hvile om det efter hånden lunkne glas og tænkte sig godt om. *Findes der overhovedet nogen inden for slottets mure som ikke er snobbede?* Tanken blev hængende lidt i hans tanker før han tog begge sine hænder op foran sin mund og foldede dem "En kvinde som regelmæssogt kommer uden for slottets mure... Som er til at lokke med. Jeg kan godt opsnuse mig en, men det vil tage tid" sagde han og sænkede sine hænder ned til sit glas igen.
Bare tanken ved frisk blod fra en ung kvinde fik helt hans tænder til at summe. Men for at fuldføre denne mission måtte han fokusere på at finde informationer, og ikke give under for hans egen lyster eller fornøjelser.
I mørkets skumring ville det være let at snige sig ind sammen med en indefra, men det var mere det at finde et let offer som måske manglede selvskab, der ville blive det svære. 
"De skulle vel ikke kende nogen indefra? En allieret?" spurte han i håb om at gøre hans arbejde en del nemmere, og forkorte tiden en del. Og hvis han havde en alligerede, ville det garentere ham en hurtig billet indenfor murene. 

[Nathan Raphael Mordred]

Det havde selvfølgelig været at foretrække, hvis Gabriel havde fået adgang til slottet på egen hånd og derved ikke behøvede at bruge hans tid på en eventuelt plan. Men samtidig så ville han nok heller ikke bryde sig om, at hans spejder lavede planer uden at involvere ham, så indtil nu så var Gabriel på rette kurs, spørgsmålet var bare om det nu også ville være den rette vej at gå. Nathan mente dog, at det skulle være muligt for Gabriel at finde en vej ind på slottet, noget der helst skulle holdes til skyggerne, men nu havde han jo heller ikke set, hvor slemt det stod til ved slottet endnu. Måske han selv var nød til at undersøge det en enkelt gang, før at han planlagde en afledning og satte en større operation igen. Det skulle jo nødigt vende tilbage til ham. De var nød til at tage vise forholdsregler, som de gerne skulle have på plads, før de gjorde noget.
Det nemmeste ville uden tvivl være, at skaffe en inde fra slottet, som kunne lukke ham ind frem for at tvinge en vej indenfor. Men det var sikkert ikke nemt at finde den rette kandidat, så de skulle sikkert være tålmodige og satse på, at slottet ikke ville øge sikkerheden imens. Nogen kunne tyde på at Gabriel var enig i, at det var nødvendigt at være tålmodig, når det kom til den slags situationer, som han nikkede let for sig selv. ”Der er tid nok, jeg vil helst ikke have at De forhaster det.” forklarede han roligt, også selvom han gerne ville have haft de rette informationer nu, så kunne han godt vente, hvis Gabriel nu kunne få yderligere informationer omkring emnet, så kunne han godt vente.
Det var lidt som om at Nathan kunne fornemme Gabriels lyst til at drage blod fra offeret. Men det ville ikke være smart, mest af alt fordi de eventuelt kunne få muligheden for at bruge hende igen. Hvis de først skræmte hende, så havde de kun den ene chance, ikke sandt? ”Jeg er i færd med at undersøge nogle forbindelser, men der er desværre ingen som ønsker at alliere sig med vores side fra slottet. De er alle for paranoide til at gøre, hvad der er bedst for dem” lo han let for sig selv, som det dog godt kunne irritere ham, at det ikke var nemt at opsnuse sådan en person. Dem som arbejdede på slottet var nød til at være loyale overfor kongefamilien, så hvordan skulle de overbevise dem om andet? En trussel var altid en mulighed, men det ville ikke holde i længden, medmindre der blev gjort alvor af det.

[Gabriel Dario]

Hans tørst for blod blev vækket af tanken ved en ungmøs rene og friske blod, men hans lyster måtte sættes i anden række for at skaffe Nathan de informationer han ønskede.
Han tog hånden om det halv lunkne glas og sugede det sidste af blodet i sig. Det var alt han måtte nøges med for tiden, da han ikke ønskede at frage sig selv for megen opmærksomehed ved at slæbe uvidende kvinder bag bygninger og efterlade dem der.
Hans blik endte endnu en gang på glasset på bordet, som nu er tomt, og tørede blodet af mundvigene af ren høflighed over for mesteren overfor sig.
"Dem indefra er alle sammen nogle snobber. Det er sjældent de vil have noget med os at gøre. Især ikke os lovløse" sagde han lavt for at bakke op om Nathans kommentar.
I følge Gabriel skulle de alle straffes for deres opførsel. Der ville ikke være lovløse hvis ikke de satte sig selv så højt op på en pedestal, mente han, og vreden for dem gjorde ham mere estatisk for at få hævn inden for murerne.
Der skulle stables en større plan sammen for at finde en som han ville kunne overtale til at invitere ham inden for murene, men hvis det var det som skulle til for at få hvad Nathan ønskede, så måtte Gariel finde en måde at få det til at ske.
"Jeg kan starte i morgen, en time før solnedgang. Derefter kan jeg udpege mig et offer, som jeg forførrer og som kan få mig inden for væggene" foreslog Gabriel og fik øjnkontakt med Nathan igen.
Han skulle nødigt tro at Gabriel ikke kunne klare en så ellers simpel mission selv, men han var stadig i det uvisse om han ville kunne klare det, uden Nathans hjælp.
Tanken om at forføre en overklasses snobbe var nok til at irratere Gabriel. Så meget hans hånd måtte knurre om glasset, helt til punktet lige før det blev knust. Han indså dog dette og gav slip for glasset, og førte sit blik fra Nathans for ikke at vise hans vrede. Han blev nødt til at gøre det. Uanset hvor meget han hadet det.

[Nathan Raphael Mordred]

Hvis Nathan mente at missionen ville komme i fare ved at sende Gabriel afsted efter en kvinde, så ville han næppe foreslå det, så det i sig selv var en form for tillidsprøve på omkring Gabriel nu også kunne holde fingrene for sig selv og bare tænke på missionen. Der var altid mange muligheder med slottet, men det ville uden tvivl blive svært at finde den rette, fordi der helst ikke skulle være nogen mistanke til, hvem der stod på og at efterlade et bidemærke på kvinden, ville klart lede opmærksomheden mod deres race, hvilket i sig selv ville være dumt, som det ville give Nathan problemer med vampyrernes lyder, Legonas Blume. Problemer, som han helst ville undågå, nu hvor han havde et godt bekendtskab til deres leder. Det var jo nødvendigt med forbindelser for at overleve verdenen og komme på forkant med andre. Nathan fulgte Garbiels bevægelser, som denne drak det resterende blod i sit glas, hvorefter han selv valgte at tage sit eget glas op og tømme det. Der var ingen grund til at lade blodet distrahere dem lige nu, hvor de var nød til at ændre den originale plan. Hans blik gled rundt på gæsterne i kroen, som han atter lænede sig tilbage i stolen og overvejede deres fremgangsmetode. Der var ingen grund til at gøre en større scene ud af det, hvis de kunne snige sig ind af bagdøren og med hjælp, ville det blot blive nemmere, så kunne kvinden altid få balladen mod hende. ”Så må De lade vær med at fremstå, som lovløs.” forklarede han koldt, som det bestemt ikke var umuligt at skjule sin rang, hvis blot man havde en facade kørende og kunne holde den kørende længe nok til at overbevise kvinden om, at det var sandt. Det krævede jo blot, at der var mulighed for at manipulere med hende, og så skulle der ikke længere være nogen bekymring eller nogen tvivl. Det hele drejede sig jo blot om at have den rette attitude uden at overdrive.
Noget kunne tyde på at den unge vampyr manglede muligheden for at afreagere, det var i hvert fald tydeligt, at der var noget som generede ham. Nathan selv valgte at lægge låg på det, som rygter hurtigt kunne spredes igennem landet, specielt nu hvor de fleste ville være på vagt efter mistænkelige hændelser. Det var til tider svært at lægge låg på vreden, noget som han da også selv havde måtte arbejde med i fortiden, det var dog længe siden at det overhovedet havde voldet ham nogle problemer, så mon ikke den unge vampyr ville lære det også, med tiden. Det handlede blot om tålmodighed. Han nikkede roligt til hans ord, der var ingen grund til at fare lige i armene på kvinden, mon ikke muligheden nok skulle dukke op af sig selv, det kunne jo være at Gabriel var heldig at falde over den rette kvinden, uden selv at vide det? ”Tålmodighed, min ven” lo han stille, som han vendte blikket tilbage til Gabriel og måtte hans blik. Der var ingen grund til at forhaste sig, men han havde bestemt ikke noget imod hans gejst, som det kunne vise sig at blive ganske nyttigt i fremtiden. ”Jeg giver Dem en måned til at skaffe informationer og denne gang er det ikke nok med vagternes arbejdsplan” han fortsatte i den samme tone, som han foldede hænderne foran sig og lod blikket glide mod glasset, før at han lod de røde øjne glide mod baren. Et tegn var nok til at kroejeren kom rendende med en flaske blod, som han fyldte begge glas og bukkede, for derefter at forsvinde igen. Smilet på Nathans læber forblev, som han tog en slurk af den friske væske. Varmen gjorde blodet langt mere tiltrækkende og nydelsen var også større, så snart at temperaturen var rigtig.

[Gabriel Dario]

En måned burde være nok for Gabriel til at udpege sig et nemt offer, og spille komedie til at forblive inden for slottets mure længe nok til at komme så højt op så muligt. Han skulle blot bruge godt af sine manipulerende evner og forføre kvinden nok til at få hende til at stole på at han hørte til inden for murene, og ikke var en ussel lovløs på jagt efter blot at bruge hende.
"Så fremt jeg når inden for murene, vil det ikke blive nemt at komme længere ind. Ikke uden stærkere kræfter." Gabriel tillod sig at læne sig tilbage i hans stol og kørte fingeren fundt på det tomme glas.
"Jeg vil naturligvis gøre mit alt i min magt for at skaffe dem hvad de ønsker, men jeg må også vide i hvor stor grad De ønsker visse informationer." Det var klart at hvis Nathan ønskede at bringe hiakiet ned ville det koste dyrt at finde de royales svagheder, men ønskede han blot en måde at kunne bevæge sig frit inden for murene, ville Gabriel ikke besvære sig selv med mere end nødvendigt, da det kunne ende med at blive en farlig situration hvis han skulle ofre sig selv for større chancer end nødvendigt.
Og det at have en lovløs fuldblods vamput på fri fod inde i selvet slottet ville skabe en masse ballade, vis nogen skulle få fært af Gabriels tilstedeværelse. Han ønskede ikke at forblive der længere end højst nødvendigt.
Og en hel måned uden frisk blod ville blive en hårdere opgave for Gabriel end han entlige mission. Den unge vampyr havde endnu ikke lært fuldt ud af kontrolere sine lyster, så for ham ville det være bedst af få de ønskede informationer hurtigst muligt og komme ubemærket derfra, så ingen ville spræde frygten inden for slottets mure om en vampyr, så det kunne ende med at blive sværre at komme ind.
Gabriel lod sit blik hvile på Nathan og rettede sig op i respekt for ham. At kunne få den ære at arbejde under en så storartet mand var en ære, og Gabriel ønskede ikke andet end at vinde hans respekt, og med denne mission måtte han ikke fejle for at tilfredstille mesteren. 

[Nathan Raphael Mordred]

Der var ingen grund til at forhaste sig, så længe at der var tid nok at giv af, så kunne Nathan også sagtens vente på de rette informationer. Desuden hvis han valgte at gøre tidshorisonten for lille, så kunne det ende med at Gabriel ville gå ind i det hele blændet af presset og dermed sætte det hele over styr blot for at nå deadlinen. Det var ikke noget han ønskede at risikere, så det var bedre med en ordentligt deadline frem for en der ville provokere Gabriels arbejde. Der var ikke rigtig plads til fejltagelse, så Nathan havde ikke tænkt sig at acceptere nogen. Et håb for det hele kunne være at Gabriel kunne overtale kvinden til at være deres ’mand’ på indersiden af slottet, men det var dog alligevel noget han tvivlede på, eftersom at alle ikke kunne få adgang til slottet og der var sikkert nogen der valgte at tjekke deres færden samtidig, der var i hvert fald vagterne nok på området til at holde øje med alle hjørner af slottet. De var nød til at tage deres forholdsregler, når det kom til at udvælge den rette kvinde til jobbet.. Også selvom hun ikke ville have nogen ide omkring, hvad der skulle foregå. Han nikkede roligt til hans ord, som de kunne være tvunget til at nøjes med de ydre lag af slottet. Men selv det kunne være med til at skabe et hul senere på året, så længe de havde informationer indefra, så kunne det også bruges imod slottet. Vagtplanen var jo allerede lagt åben, så de manglede bare en måde at udnytte den på. Hans spørgsmål var at forvente, som det ville være nødvendigt at udspecificer opgaven yderligere for at sikre, at der ikke gik noget alt undervejs. ”Jeg har ikke behov for deres allerstørste hemmeligheder, men blot en indgang til deres verden. Så snart jeg er indenfor, kan de ikke smide mig ud igen” lo han for sig selv, som et skummelt smil hvilede over hans læber, i takt med at han foldede hænderne foran sig. Det var kun et spørgsmål om tid og tålmodighed, for at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Der var i hvert fald ingen grund til at forhaste sig endnu, hemmelighederne skulle nok komme frem på den ene eller anden måde, desuden så havde han en mindre ide til, hvordan han selv kunne komme tættere på de royale, næsten på ordre fra deres egen leder. En morsom tanke, nu hvor det hele var blevet sat i spil efter angrebet, så var det bare at udnytte magikernes svagheder.
Nathan havde ikke nogen krav til at Gabriel holdt sig fra frisk blod i en måned, så længe at han kunne holde sine ofre langt fra slottet og ikke vække opsigt, så gjorde det jo heller ikke noget at han tog på udflugt en gang imellem og nød det at være vampyr. Det var jo en naturlig ting at gøre brug af sine lyster, så længe han ikke overdrev og gjorde slottet opmærksom på hans tilstedeværelse, så kunne det heller ikke bringe hans opgave i fare. Hans blik hvilede mod glasset, som ejeren fyldte det op endnu engang og samtidig udnyttede situationen for at fylde Gabriels glas op samtidig, det var jo farligt at lade vampyrer sulte, fordi de skulle nok skaffe noget mad, hvis sulten blev for stor.