Et skud i morgensolen

[Deleted]

Dato: Februar 1435

Tid: 08:30

Vejr: Solskin og nyfalden sne, med en lille kold brise

Solen var begyndt sin vej op på himlen men var endnu ikke helt oppe på sit højdepunkt men nok til at oplyse den ny faldende sne. Man kunne se de forskellige dyrs fodaftryk i sneen men ellers lå den bare som et smukt lille tæppe I skov bunden. Lyden af hestehove i sneen fyldte den ellers stille morgen. Der ville nok ikke være mange ude i skoven på denne tid af dagen. Det var i hvert fald det Mira håbede på da hun var reddet der ud. Hun stoppede sin hest som de kom til en lille lysning i udkanten af skoven. Hun havde en bue og pile med sig, ikke fordi hun ville på jagt eller ville skade nogen. Hun havde taget dem med sig for at komme lidt væk hjemmefra og væk fra presset af at skulle være en god lille pige det var en værtinde og ikke selv havde for mange meninger der ikke stemte over ens med hendes brors. Hun trak buen og en pil og tog sigte mod et træ i den anden ende af lysningen. Bare det at kunne få lidt træning ind ville hjælpe meget. Ikke at hun regnede med ikke at ramme, hun var en god skytte og trænede også i ny og næ hjemme men hun elskede bare at tage disse små ture hvor hun kunne ride og skyde på samme tid og hvor hun kunne skyde lige så meget det passede hende uden hun ville blive forstyrret. 

[William Witchboy]

Witchboy så op fra Jorden på en stor flok at ville hunde i gang med at spise de to gede han havde brugt som lokkemad han kunne se der var mindst 20 ville hunde men den måde han havde gemt sig gjorde det ret svært at se hvor mange der rent faktisk var men det var den bedste han nu engang kunne gemme sig selv med hans to meter var at fjern sne fra skovbunden og så ligge fladt med en kappe på toppen og blive dækket at sneen og han gjort det så han kunne øve sine ret nyopdaget evner med skygger og udføre et job et par små landsbyer lige uden havde haft en helt del problemer med de ville hunde i den sidste tid han var i gang med at forme en skygge om til et kastespyd og kaste dem mod dem men alle de vilde hunde han kunne se vente deres hoveder mod en lille lysning ude fra hans synsvinkel nogle måtte have gået ind i lysningen så Witchboy bandede kort for sig selv og kastede skygge spyd mod en af hundene og dræbte den med det samme i et håb de ville gå mod ham men de løb hylende mod lysningen

[Deleted]

Pilen fløj gennem luftet inden den ramte træet i den anden ende af lysningen og satte sig fast. Det havde været et godt skud, men hun havde jo også stået stille så hun havde ikke regnet med andet. Hun blev dog nød til at holde det ved lige ellers vidste hun at hun nok ikke ville kunne gøre sådan noget mere. Buen blev igen strammet op med en pil rettet mod det samme træ bare en smule højere. Dog blev hun afbrudt da hendes hest begyndte at blive lidt urolig. Hvorfor var hun ikke helt klar over ikke før det var at hun også kunne hører noget komme tættere på dem. Hvad det var vidste hun ikke men hun spændte hurtigt buen igen og rettede den mod lyden. Hun fik dog en overraskelse som det var at hun så det var vilde hunde. Hun kød en pil for at skræmme dem lidt men vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre hun ville nok ikke kunne slippe fra dem alle når der var så mange men hun var et sted også for bange til at skyde igen. Hun havde aldrig dræbt et dyr så hun vidste ikke om hun ville kunne gøre det nu. Hendes hest bakkede lidt væk og vrinskede, nok også fordi den var lige så urolig som hun selv var.

[William Witchboy]

De ville hunde var lige var fuldkommen ligeglad med pilen de var langt mere at interesserede i at lege med deres bytte så witchboy rejste sig så hurtigt op han nu kunne og begyndte at løbe efter hundene fik øje på en kvinde og en hest og han råbte i mod kvinden ”hurtigt op i et træ og lad hesten løbe væk det er ikke ulve så du kan ikke skræmme dem væk” og han prøvede at lave et endnu et skygge spyd men han kunne ikke forme skyggerne til noget han kunne bruge så han hev en kniv lavet af ben han håbede på kvinden ville gøre hvad han havde sagt for han ville ikke blive overrasket hvis hun prøvede at ride væk ville hundene nå op til hende og hesten kaste hende at i panik så det var mere sikker for hende at komme op i et træ og hvis han var heldig ville de vælge at gå efter kvinden i stedet for hesten for ellers havde han ikke en chance for at nå op til dem

[Deleted]

Lige da manden kom frem i lysningen blev Mira en smule mere skræmt da hun startede med at tro det var ham der havde sendt de vilde hunde men da han råbte af hende fandt hun hurtigt ud af det ikke var sådan. Hun tvang sig selv ud af det forskrækkede statie hun var i og nikkede. Meget hurtigt kom hun af sin hest og gav den et ordenligt klap bagi så den løb. Hun havde dog sin bue og pile på ryggen. Helt forsvarsløs ville hun ikke være. Men meget hurtigt kom hun også op i et træ i nærheden. Hun kravlede så højt op som hun kunne og holdt sig tæt ind til træet. Hun vidste at uden hende på ville hendes hest nok bare løbe hjem da det var den vej den nok kendte bedst og skræmte dyr holdt sig gerne til det de kendte.

[William Witchboy]

Witchboy blev lettet at kvinden gjorde hvad han sagde det var ikke alle som ville gøre hvad en to meter høj og mørkeblå mand som kom ud at den blå luft og kun to at de ville hunde prøvede at nå op til kvindens hest men opgav det ret hurtigt og kom tilbage til resten at deres flok om træet som kvinden var op i og prøvede deres bedste for at kunne nå hende uden held og de mistede fuldkommen alt interesse for hende da Witchboy nåede frem op til dem og begyndte at kæmpe mod dem og råbte så han var sikker på kvinden kunne høre ham ”hvis de kunne give en hånd ville det var en stor hjælp” det var ikke fordi han ikke kunne klare det selv men han havde ingen rigtige rustning på og han prøvede at bruge skyggerne til at beskytte men det gjorde det ikke altid så uanset hvad ville han komme til skade så hvis kvinden hjalp til ville han jo ikke komme nær så meget til skade

[Deleted]

Mira kiggede på manden som havde advaret hende og måtte give ham at det havde virket, hundene kunne ikke nå hende der selvom de prøvede. Men da han begyndte at kæmpe med dem blev hun mere overrasket. Hun havde ikke regnet med at en fremmed ville gøre sådan noget for hende. Selvom hun prøvede at se det bedste i folk måtte hun alligevel fange sig selv i at det var meget at håbe for men han gjorde det jo. Hun spændte buen og sigtede på en af hundene inden hun sendte pilen lige gennem siden af den. Hun havde aldrig skulle skyde for at dræbe, da hun jo var en højt stående dame. Men hun var trænet til at vide hvor hun skulle hvis det var hun skulle dræbe nogen eller noget. Havde hun været en dreng havde hun nok også gået på jagt men fordi hun kun havde trænet hjemme på en skydebane og i skoven havde hun aldrig troet hun ville komme til det. Hun trak hurtigt en pil mere og sendte den gennem en af de andre hunde i håbet om at hvis nok blev såret ville de andre flygte. Hun vidste ikke hvordan hun ellers kunne hjælpe da hun ikke lige frem var stærk fysisk.

[William Witchboy]

Witchboy ville takke kvinden hvis han ikke havde hænderne fulde med de vilde hunde men med hendes hjælp to det kun et par minutter før der var så få hunde stadig i live og stadig kunne løbe væk hvad de også gjorde og Witchboy satte sig ned ved siden at træet en smule forpustet han var ude at form og så op på kvinden og sagde ”de var heldig at jeg var nær” og hev en lille pose med urter op af en lomme og hældte dens indhold ind i munden og begyndte at tygge dem han håbede på at købmanden som han havde købt dem fra ikke havde løjet om deres evne til stoppe de fleste sygdomme som ville hunde kunne have og han sagde ”og deres hjælp var også meget godt navnet er William Witchboy og deres er”

[Deleted]

Først da hundene var helt væk valgte Mira at kravle ned. Hun hoppede det sidste lille stykke ned og landede ved siden af manden. Roligt rettede hun på sit tøj inden hun så på ham meget roligt. Hun var ikke helt enig i det første han sagde. Jo hun var skam glad nok for at han var kommet men hun havde på fornemmelsen at han også havde vidste hundene var der af en anden grund. Hun havde nemlig været der tit hvor der ikke havde været det mindste spor af hundene. Men det ville hun ikke sige højt. Hun så i stedet bare på ham med et smil som han sagde sit navn. "Mit navn er Mira Ocean Hayden" kom det fra hende med en venlig og endda lidt blid stemme. Hun var skam glad nok nu når hundene var væk og det så ud til at manden ikke var kommet alt for slemt til skade. Men hun var ikke glad for at skulle have ladet sin hest ride væk, nu havde hun ingen måde at komme hjem på. Og ride-støvler var ikke ligefrem behagelige at skulle gå langt i. "Tak for hjælpen med hundene". Hun satte sig på knæ ved siden af ham så det ikke ville virke som om hun følte sig hævet over ham eller sådan noget men også for at kunne se lidt bedre på ham.

[William Witchboy]

“Det var det mindset jeg kunne gøre trods alt det var mig der fik dem lokket her men havde håbet på jeg var den eneste her så er der noget jeg kan gøre som en undskyldning frøken Hayden” sagde han roligt mens han gik over sine sår for at se hvem af dem skulle sy sammen og hvem skulle bare have en forbinding men han ville ikke have haft nogen hvis kvinden ville stå op man skulle gøre en hel del for at få ham til at føle lille i sammenligning han var trods alt to meter høj og han så nysgerrigt på Mira med hans lysende gule øjne han kunne ikke rigtig huske at han havde talt med nogle med rødt hår så i hans øjne var nok hun lige så interessant udseende så hun nok med hans udseende i hans gamle landsby var alle udover ham var brun hår farve så han sagde nysgerrig ”hvordan er det at have rød hår”

[Deleted]

Der var en lille stemme der inden i hendes hoved sagde, jeg vidste det, men hun sagde ikke noget. Hun smilede bare til ham som han spurgte om der var noget han kunne gøre som undskyldning. "Du har vidst gjort rigeligt for nu, slap du bare af og saml dine kræfter igen" kom det fra hende meget roligt og blidt. Hun kunne dog ikke helt lade være med at grine som han spurgte hvordan det var at have rødt hår. Det var ikke ligefrem et spørgsmål hun var blevet stille før. Hun smilede stort til ham og prøvede ikke at virke uforskammet. "Det er vel ikke så forskelligt fra at have en hver anden hårfarve... Jeg ligger ikke mærke til noget andet ved at det er rødt i hvert fald". Det havde faktisk bragt hende i lidt bedre humør at han havde spurgt sådan noget og hun fandt ham en smule sød. Hun studerede ham lidt med et blidt blik, det var jo ikke hver dag man så en med blå hud og så gule øjne så hun ville skam gerne lige huske det hvis de nu mødtes en anden dag igen. Selvom han ikke ligefrem var en man nok ville overse.

[William Witchboy]

Han smiled venligt tilbage til hende og sagde ”jeg har stadig masser at kræfter jeg skal bare have et øjeblik for at få vejret det er længe siden jeg har kæmpet imod så mange på en gang” og han så op på himlen han tænkte kort over hvad hun havde sagt om hendes røde hår det gav mening han havde det på samme måde sit unikke udseende og hev en flaske frem fuld med stærk alkohol og åbnede den og så på hende med en masse nysgerrighed i hans øjne rakte den til hende og sagde ”lyst til en tår og vi behøver ikke at gøre det lige nu” han ville være sikker på det hun ville have at han overhovedet kunne gøre det eller det ikke var i modstrid hans overbevisninger men han ingen hvordan Mira tænkte så det kunne være hvad som helst hun ville sige

[Deleted]

Som det var han sagde han bare lige skulle have vejret kunne hun ikke andet end at smile. Det var rart at han ikke havde kæmpet sig selv halvt ihjel for hende, især når de slet ikke kendte hinanden. Men hun var glad fro at han havde hjulpet hende, ellers ville hun nok stadig sidde i træet med hundene under sig eller i værste tilfælde blevet fanget af dem. Hun så lidt på flasken, da den blev rakt mod hende, med en lille smule nysgerrighed. Men så snart den var tæt på hende kunne hun skam lugte alkoholen og smilede bare kært. "Ellers tak, jeg holder ikke så godt når det kommer til alkohol" Kom det fra hende som hun bare smilede til ham. Det var sødt af ham at tilbyde det men hun vidste ikke hvad der ville ske hvis det nu var noget der slog temmelig hårdt specielt når hun ikke var så stærk en drikker. Hun drak til fester og sådan men holdt altid godt igen da hun havde tendens til at blive en lidt anden når hun fik for meget at drikke.

[William Witchboy]

Han nikkede at det hun sagde og tog en stor tår fra flasken han kunne allerede mærke den lettere smertestillende effekt komme ind og lagde den væk og rejste sig op og sagde ”du behøver ikke at rejse dig op jeg skal bare være helt sikker på mine sår kan vente med at blive taget af senere og du svarede ikke på mit spørgsmål” og han gik hen til hundene og begyndte at samle sammen de pile Mira havde brugt mod dem og tørrede det værste blod at dem han vidste ikke rigtig hvad han skulle tale om med Mira så han havde en lille forhåbning om hun havde noget at sige så han gjorde hvad han normalt ville gøre efter en kamp samle ting som kunne bruges igen og gik tilbage hende og rakte dem tilbage til Mira

[Deleted]

Mira blev siddende som det var at manden rejste sig og betragtede ham bare gå og samle tingene sammen. Hun kunne godt mærke hun var blevet overrasket så bare at sidde lidt ville nok være godt for hende. Dog som det var pilene blev rakt til hende tog hun imod dem med et smil. Hun havde siddet lidt og tænkt på hvad det var han mente hun ikke havde svaret på men kom så til at tænke på det han havde sagt tidligere. Hun så på ham meget roligt og smilede. "Hvis du virkelig gerne vil gøre noget som en undskyldning så... kunne du hjælpe mig med at komme hjem? Efter som min hest nok er langt borte nu så har jeg ikke ligefrem en måde at komme hjem på og de her sko er ikke til at gå i". Hendes stemme havde en lettere munter klang til sig som hun snakkede om det med skoene, hun håbede på at det kunne være en start til en samtale eller noget der mindede om det i hvert fald. Han virkede ikke til at være den store snakker men hun gav alle en chance. Hun vidste bare heller ikke hvordan hun lige skulle starte en samtale da hun ikke rigtigt vidste noget om ham så hun vidste ikke hvad de havde tilfælles eller sådan noget.