Stupidity like a satyr

[Xtopher Xynophelius]

Tid: Hen mod slutningen af februar
Sted: Lysningen af den fortryllede skov
Omgivelser: Der er stille, men dyrene lurer i krogene.
Vejr: Bidende kulde omkring nulpunktet, med en blid vind.
Tag: Masha Kresh

---

Det var længe siden Xtopher havde været i skovarealerne for og plyndre, men han manglede noget hæder, noget som den forfærdelige Nathan ikke fik fingrene i. Han manglede at finde guld og røgelse, som han kunne sælge i smu, noget der kunne give ham noget at leve for. Derfor luntede han roligt videre på sine klove, der gav en klikken og en klakken når han ramte noget hårdt. Han havde aldrig været en speciel god tyv, men han tænkte ikkemeget over det. Han luntede bare afsted, det her var jo ikke Mordred palæet, derfor så han heller ikke hvorfor noget som helt skulle gå galt. Han smilede blot og kiggede sig omkring i lysningen for at se om han kunne finde noget af værdi, især i de små lejre som nogen havde oprettet hist og her.

[Masha Kresh]

Det var en en dag, der var lige så modbydelig som den var fantastisk. Det var så bidende koldt, at Roskov måtte have glemt, at det var på vej til at blive forår. Samtidig havde hum gjort den utrolig smuk. I lysningen sad Masha med lukkede øjne og nød, hvordan solens stråler blev fanget i små istapper på træerne og varmede hendes ansigt. Hvilket var den eneste del af hende som var bar. Ellers havde hun pakket sig godt ind i en stor kappe af skind og pels.
Uden den store bekymring havde hun smidt sin taske på jorden et fra hende. Som altid var hun synligt bevæbnet med den store økse på ryggen, den var god til at skræmme folk væk. Bjørnene var ikke oppe endnu og resten rovdyrene ville helst undgå støde på hende eller andre af racerne. Og nu hvor der havde været mad nok i vinters, havde de ingen grund til at opsøge hende. Så Masha følte sig ret sikker, imens hun solede sig.

[Xtopher Xynophelius]

Der var ikke meget at skimme, men så igen, han var i en skov, der var nogle begrænsninger på værdier. Derfra hvor han stod fik han dog øje på en taske, der endda havde et våben. Våben var lette og få solgt, noget han hujede sig meget over når han endelig så noget, og denne økse, den var alt han kunne drømme om. Han gik tættere på og bukkede sig ned for og røre ved våbnet, det virkede som en god kvalitet, det kunne han få meget for, især hvis han slap derfra med den.

[Masha Kresh]

Øksen lå mellem Masha og tasken. Den var ikke længere væk, end at hun kunne få fat i den, hvis det skulle blive nødvendigt. Selvom hun følte sig sikkert, så var det dumt ikke at være klar på det værste, som en bjørn der havde været for dum til at gå i hi eller banditter. Det tog hende nok længere tid end det burde at høre lyden af klove bag hende. Først antog hun, at det var et rådyr, og tænkte ikke mere over det, optaget af solen og naturen. Hun sad godt nok så dyret ville kunne lugte hende, men det skete at de blev nysgerrige. Masha begyndte dog at undre sig, da den kom rigtig tæt på. Med et set fik hun fornemmelsen af, at lyden af dyret og situationen var forkert. Lynhurtigt vendte hun sig om og greb ud efter sit våben - og kiggede direkte ind i ansigtet på en ung, mandlig satyr, der var ved at fumle med hendes våben. Hun reagerede mere på instinkt end noget andet, da hun kastede sig frem. Den højre greb om skaftet på øksen og den venstre underarm ramte imod hans brystkasse. Hun fortsatte bevægelsen, væltede ham omkuld og holdte ham nede med kraft og vægt. Et stykke hidsig trold stod på alle tre over ham, den venstre arm stadig presset imod hans brystkasse. Øksehovedet og hendes ansigt tæt på hans eget.
"Hvad fanden er det du tror, du laver!" brølede hun ned til ham.

[Xtopher Xynophelius]

Det var virkelig ikke hver dag han fik fat i noget så smukt, noget han gerne ville gøre noget ud af, han var klar til at gå med det, han havde ikke set der var nogen, men ved et kunne han ikke bevæge øksen og han nærmest fløj bagud. Alle hår på underdelen af ham begyndte at stritte, stritte som et pindsvin. Det var som når mennesker får gåsehud, hårene stod lige i vejret, til alle sider og han rystede. Det her var bestemt værre end den vampyr han havde været nær, der var ingen tvivl om denne trold ville noget med sin væremåde, trolden kunne nemt bare have taget øksen og han ville ønske han kunne løbe, men hans kræfter var ikke de store. Han prøvede at mase sig op, så de strittende hår hoppede og dansede, som når et pindsvin skød ryg, men han kunne ikke bevæge sig. "Jeg... jeg beundrede bare deres håndværk," svarede han skræmt, uden at vide hvad der egentligt ville komme til at ske, uden at vide om det her faktisk var enden på det hele. Var han død om lidt? Hvad ville der egentligt komme til at ske og ville trolden skille sig af med ham?

[Masha Kresh]

Tåben under hende var tydeligt skræmt fra vid og sans. Som han burde være, han skulle have vidt bedre end at prøve at stjæle fra hende. Masha fnøs håndligt af hans svar. "Ved at liste dig ind på mig?! Tror du, at jeg er idiot?" Der blev lagt mere vægt på hendes venstre arm, hvilket ville gøre det svært for ham at trække vejret, men hun lettede hurtigt trykket igen. Hun var mere end i stand til at flå hans brystkasse fra hinanden, og ville gerne demonstrerer sin styrke - bare i tilfælde af at satyren af en eller anden grund ikke havde opdaget den endnu.
Hendes stemme var lavere da hun fortsatte, men vreden var stadig lige tydelig. "Ved du hvad vi gør ved tyve herude?" Et halvt smil formede sig på hendes læber, et grumt et.

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher kæmpede sig lidt op med albuerne, han var virkelig forsvarsløs og endnu engang havde han gjort det, kastet sig selv ud i noget, hvor den unge satyr ikke kunne bunde. Han kunne ikke lyve sig fra det, trolden var for skarpsindig, alt for skarpsindig. Han bed sig i læben og så på hende med et frygtindgydet blik, mens hver bevægelse fik hans hår til at danse frem og tilbage, stadig strittende. "Det... det må du virkelig undskylde, det skal ikke ske igen," sagde han med en rystende stemme og rystede benene lidt inden han tilføjede et "nej" som anerkendelse på, at han på ingen måde vidste hvad de gjorde, han var kun vant til at finde glemte sager.

[Masha Kresh]

Den lille satyr virkede skrækslagen ved hendes spørgsmål - præcis den reaktion Masha havde ønsket. Hendes smil blev bredere. Det her ville hun nyde:
"Vi søger for at de ikke stjæler igen." Han var heldig, at han havde fundet hende, imens hun var i rigtig godt humør og at hun havde fanget ham som han var ved at gøre det i stedet for bagefter. Ellers havde hun nok brækket noget, eller hvis hun havde været rigtig tosset ligefrem fjernet det fra hans krop. Hun pressede øksehovedet tættere ind på hans hals, ikke nok til at gå gennem huden, men trusselen var stadig tydelig.
"Rak mig din hånd."

[Xtopher Xynophelius]

Xtopher mærkede hvordan ubehaget bredte sig i hans krop, hårene strakte sig så langt de kunne, som om de prøvede at hoppe ud af hans krop og stikke af, ubehaget ved øksen gjorde ham bange og ønsket om at han gav hende sin hånd var også virkelig skræmmende, men han havde ikke rigtigt noget valg. Tårekanalerne var virkelig pressede og han måtte kæmpe for ikke at give efter. Han rakte sin højre hånd frem, panisk angst for hvad der skulle ske. "He.... he.... he.... her," fremstammede han skrækslagent og prøvede at læse hendes ansigtsudtryk.

[Masha Kresh]

Det gik op for Masha, at hun ikke havde nok hænder fri. Hun trak det ene ben op under sig, og pressede det mod hans brystkasse før hun fjernede sin arm, så han stadig lå klemt nede. Så lagde hun forsigtig øksen fra sig.
"Jeg håber ikke at det er den hånd du bruger mest - for din skyld."
Hun tog fat i hans håndflade med venstre og med højre greb hun hans pegefinger nede hvor den sat fast på resten af hånden. Hun kunne hukke den af, bide den af hvis hun rigtig ville sætte noget skræk i livet på ham. Langsomt rykkede hun fingren en smule fra side til side. At knække den ville være let. Hun havde knækket grene til bålet der gav mere modstand. Men den bette ting var allerede skrækslagen, og teknisk set havde han faktisk ikke stjålet noget fra hende. Hun ville bare give ham en lærestreg, sørger for at han ikke gjorde det igen. Hvilket næsten var helt gavmildt. Havde det været andre der havde fanget hende, havde de nok ikke været lige så venlige. Nej i stedet for at gøre permanent skade træk hun ud i fingeren imens hun holdte hånden fast, hvilket resulterede i at den blev hevet af led. Med et grum smil tog hun fat i hans langfinger.

[Xtopher Xynophelius]

På et eller andet punkt ville han næsten ønske hun bare huggede hovedet af ham, den måde hun pinede ham på gjorde ikke andet end at gøre ham mere og mere utilpas. For hver gang hun bukkede med hans finger tænkte han at der ville ske noget nyt, han vidste ikke hvad, men alle skrækscenarier kom op i hans hoved og tårekanalerne gav efter som hun rev i hans ene finger og han skreg som en tøs. Han kunne ikke klare smerten, det gjort vildt ondt og bare tanken om hun gik videre med næste finger var forfærdelig. "Bare dræb mig i stedet," fremhulkede han og tænkte tilbage på Nathan Mordred, selv han havde været mere mild, denne trold var ulidelig, han ville hellere dø end at lide under hendes pinsler.