Gyldne Frugter (Ache)

[Catherine Harper]

Dato: 13. september år 1430.
Tid: 15:20.
Vejr: Grå skyer og regn i luften, temperatur omkring 15°.


En let brise snoede sig gennem skoven og fik trækronerne til at svaje svagt. Catherine samlede den slidte kappe tættere om sin krop og skuttede sig, mens årvågne brune øjne gled hen over omgivelserne. Normalt elskede den unge nonne naturen, men der var noget... forkert ved denne skov, selvom hun ikke helt kunne sætte fingeren på præcist hvad det var. Hun vidste ikke meget om den Forbudte Skov, udover de historier som mødre fortalte deres børn for at skræmme dem til at være artige. Hvis du ikke spiser din grød kommer mørkelverne og tager dig! Indtil videre havde Catherine dog ingen mørkelvere mødt - faktisk virkede skoven foruroligende forladt, som om selve faunaen var gået i skjul.

Catherine havde aldrig haft megen tillid til skrækhistorier, men i dette øjeblik savnede hun nu Karl - den jæger hun havde hyret i Neligero til at vise hende vej til Den Forbudte Skov. Da de nåede udkanten af skoven nægtede han dog at følge hende videre, og hun blev nødt til at fortsætte alene og til fods, da hestene også havde nægtet at bevæge sig dybere ind i skoven. Nogle ville måske mene at det var dumdristigt af den unge nonne at bevæge sig videre alene, men hun havde ikke tænkt sig at vende om før hun fandt det hun søgte: det gyldne bellatræ. Det gyldne bellatræ var en art æbletræ som kun voksede i Den Forbudte Skov og var kendt for sine syrlige gyldne frugter. Frugtkødet blev anset som en delikatesse af mange medlemmer af overklassen, men det var kernerne som Catherine var interesseret i, da de i knust form kunne bruges i en salve som rensede sår og fremskyndede healingprocessen. Hun fulgte stiens drejning og øjnede pludseligt det hun søgte - en lille klynge af træer med gyldne frugter - forude. Med et smil skyndte hun sig fremad, kiggede sig en enkelt gang over skulderen, før hun tog fat i en gren og begyndte at klatre.

[Ache Mortcolt]

Ache traskede irritabelt igennem skoven med en knyttet hånd om daggerten i hans hånd. Det var kun de mest mørke væsener, der begav sig herind og det var det eneste sted Ache vidste, at han kunne få frirum for sine irritationer. Han havde allerede tilbragt et par timer her, ved at kaste knive efter et træ, hvor han havde ramt nøjagtigt det samme sted hver gang. Han kørte let en hånd igennem det sorte hår med de hvide striber og lukkede kort øjnene imens han stoppede op. Han tog en dyb indånding og strammede let grebet om kniven, inden han hurtigt så over imod lyden af trin et lille stykke fra ham. Hva i... Var der folk herinde? I den forbudte skov? Det gav jo ingen mening.. Ache lagde kort sit hoved til den ene side for at få hans nakke til at knække, inden han let rystede på hovedet med et smalt smil. Jo hvorfor ikke? Ache gik roligt hen imod stedet med næsten lydløse skridt, inden han stoppede op lidt derfra, da hans øjne fangede bevægelse i træet. Hvad? Var væsenet kravlet op i det gyldne træ?
Ache gik roligt ud, så han bedre kunne se skikkelsen oppe i træet, dog så han stadig stod en anelse i skygge. Det lignede en kvinde, at dømme ud fra bygningen og måden personen bevægede sig på. Han så lidt overvejende på skikkelsen, inden han hurtigt trak en kniv og smed den afsted, så kniven borrede sig ind i træets gren et stykke over skikkelsen. "Det der virker ikke helt gennemtænkt" Kommenterede han kort og så blot på skikkelsen med de lysende gule øjne og et let hævet øjenbryn. Tænkte folk sig nogensinde om længere? Hvis skikkelsen faldte ned og slog sig, hvordan ville personen så kunne skaffe hjælp til at blive healet?

[Catherine Harper]

Da Catherine var nået et godt stykke op i træet fandt hun sig et ståsted på en af de større grene. Forsigtigt testede hun om den kunne bære hendes vægt, før hun tog godt fat i en gren med den ene hånd og begyndte at plukke æbler med den anden. Som hun stod der omringet af en sky af blade følte hun sig næsten tryg selv i denne forbandede skov, mens hun lod æbler på æble forsvinde ned i lædertasken hun havde medbragt til samme formål. Hun tillod endda sig selv at begrave tænderne i et af de gyldne frugter, den syrlige smag dejlig forfriskende i hendes mund.

Netop som hun skulle til at tage bid nummer to, lød der en stille hvislen efterfulgt af et højlydt smæld der fik hende til at fare sammen. Æblet faldt fra hendes hånd og en højlydt raslen af forstyrrede blade blev efterfulgt af et sagte thump da det ramte den bløde jord. Den unge nonne vendte overrasket øjnene opad, hvor de fandt kilden til hendes forskrækkelse: en kniv med spidsen begravet i træstammen blot to fod fra hendes hoved, våbnet stadig svagt vibrerende efter sammenstødet med træet. En stemme efterfulgte kniven, og Catherine afsøgte jorden under hende efter ordenes ejermand. Da hendes blik fandt englens lysende øjne løb en kuldegysning ned ad Catherines ryg, og hun kunne mærke de små nakkehår stritte. Dette kan knapt være godt. Et kort overblik overvejede hun at blive siddende i træet, men besluttede så at dette nok ikke var den bedste fremgangsmåde hvis han havde flere kasteknive. Hun kunne nok ikke forvendte at være så heldig at englen havde været så dum at kaste sit eneste våben efter hende. Med et lille grynt af anstrengelse hev hun kastekniven fri fra træet over hende, og med hænder der var klamme af sved kravlede hun ned så hurtigt hun kunne. Hun havde det lidt bedre med begge fødder plantet på jorden igen og kniven løst hængende i den ene hånd, selvom hun nu også befandt sig betydeligt tættere på den fremmede. Hun lod blikket glide ned over ham, ude af stand til at forhindre sine øjne i at dvæle ved de sorte vinger der udsprang fra hans skulderblade. Dette var det præcist modsatte af "godt". Forhåbentligt ville han tøve med at lægge hånd på en nonne - kirken anså ofte et angreb på en af deres tjenere som et angreb på selve guderne. "Hvem er du, engel?" Hun prøvede at lyde autoritær, men hun følte selv at hendes stemme virkede meget lille i skovens trykkende stilhed.

[Ache Mortcolt]

Ache smilede kort et smalt smil, da kvinden tydeligvis blev forskrækket over knivens vandring dybt ind i træet. Okay det her virkede faktisk mere og mere interessant, hvis hun var sådan en lille bange unge. Men det der tøj? Var hun en af kirkens folk? Han rystede ganske kort på hovedet med et smalt smil. Han fulgte hende let med blikket og et smalt smil, da hun med besvær trak kniven ud af træet. Sad den virkelig så dybt? At dømme ud fra hendes grynt, gjorde den. Det var da meget sjovt. Han fulgte hende let med blikket, da hun begav sig ned fra træet. Det ligende ikke, at det var hendes vante omgivelser, men hvorfor var hun så i træet?
Ache lod kort sit blik vandre over træet med et let hævet øjenbryn. Når hun var ude efter æblerne, ja så... Det var ikke noget, man så til hver dag, at folk begav sig herind for noget frugt. Det virkede lidt mistænkeligt.. Han vendte hurtigt blikket imod hende igen og så blot på hende med let sammenknebne øjne ved hendes spørgsmål. "Jeg kan ikke se, hvad det vedkommer en person, der frivilligt begiver sig herind, når personen tydeligvis ikke hører til herinde" Kommenterede Ache kort med et let hævet øjenbryn. Han var godt klar over, at sølv symbolet om hans hals med hans slægtsmærke, nok var rimelig afslørrende, hvis han stod overfor en person der kendte bare lidt til de forskellige slægter i Ireno. Mortcolt slægten var jo højt respekteret og frygtet, men mærket fortalte jo ikke, at Ache var lederens søn, men det indikerede dog, at han var en Mortcolt med vinger, så sorte som natten og hans sjæl.
Ache lænede sig roligt op af træet bag sig med hænderne begravet i hans bukselommer imens han blot holdte det let sammenknebne blik på kvinden. Hvorfor begav en kvinde sig alene og frivilligt herind? En kvinde, der langt fra virkede til at hører til i mørket..

[Catherine Harper]

Englens ord fik Catherine til at knibe øjnene sammen og hun kunne mærke hvordan hun fik varme kinder da vreden begyndte at sprede sig i hendes krop. "Jeg vil gerne pointere at det var dig," hun viftede med kastekniven hun stadig havde i sin hånd, "der noget så eftertrykkeligt ville have min opmærksomhed. Ikke omvendt. Så hvis din identitet vedkommer nogen i dette selskab, er det vist mig." Indignationen over hans arrogante væremåde fik hende til at ytre ord der, som hun godt vidste, kunne pirre den fremmede, hvilket nok ikke var en god idé, da engle besad kræfter hun som menneske aldrig ville kunne hamle op med. Men Catherine var en af Geals tjenerinder, og ej havde hun tænkt sig at krybe sammen foran denne engel som en hund med halen mellem benene!

Vreden gav hende styrke til at holde englens gennemborende blik, men samtidig kunne hun mærke hvordan ulven indeni rørte på sig som den altid gjorde når hun lod sit temperament løbe af med hende. Hun rev sit blik løs, lukkede øjnene, og en lille rystelse gik gennem hendes krop som hun tøjlede sin harme og tvang ulven tilbage. Da hun igen åbnede øjnene var hendes blik koldt, vreden stadig tilstedeværende men nu under kontrol. Catherine lod sit blik glide tilbage til den fremmede, og hendes øjne fandt amuletten af sølv der hang omkring hans hals. Hun stirrede på den et øjeblik mens hun ransagede sin hukommelse, overbevist om at hun havde læst om dette symbol i en af de mange bøger i templet. Catherine havde dog aldrig været specielt interesseret i Irenos’ adelige familier, og det tog hende derfor et øjeblik at placere symbolet. Pludseligt gik det op for hende at det var Mortcolt slægtens mærke – en slægt der havde fanget hendes interesse grundet deres morbide traditioner hvor de begik selvmord så de ”værdige” kunne genopstå som engle. Hun lod sit blik vende tilbage til hans, og ubevidst strammede hun grebet om kastekniven. ”Hvad vil du mig, Mortcolt?”

[Ache Mortcolt]

Ache fulgte blot kvindens bevægelser med blikket og et smalt smil lagde sig over hans læber ved hendes ord. Uha da, hun var da en fyrig en hende her. Men det fortalte ham stadig ikke, hvorfor en kvinde begav sig alene ind i denne skov der trods alt lå henkastet i mørke på trods af at det kun var sidst på eftermiddagen. "Hvem siger, at det var din opmærksomhed jeg ville pådrage mig?" Spurgte han helt roligt med et smalt smil spillende over hans læber imens han blot holdte de lysende gule øjne på hende. Hvad var hun lige for en? Hun lignede til forveksling et menneske, men man kunne jo aldrig være sikker i sådanne situationer her og specielt ikke inde i denne skov.
Han så kort lidt undrende på hende, da hun rev sit blik væk og lignede mest af alt der prøvede på, at få styr på sit åndedræt. Hvorfor nu det? Hun kunne vel ikke... Nahj.. Eller kunne hun? Det kunne jo faktisk godt, specielt nu hvor hun lignede et almindeligt menneske så meget. Var hun en varulv? Interessant... Men det forklarede jo også, hvorfor hun turde begive sig herind, hun havde et es i baglommen hvis hun blev truet tilstrækkeligt.
Ache så hurtigt op på hendes blik igen, da hun kommenterede ham med navn. Han lod let sine læber svinde hen i et skævt smil, inden han kort klappede tre gange langsomt efter hinanden. "Hvad skal du så bruge mit navn til, når du tydeligvis allerede kender det?" Spurgte han med et smalt smil, inden han let lagde armene over kors igen imens han holdte blikket på hende med et let hævet øjenbryn. "Jeg undrede mig blot over hvad en udadtil harmløs kvinde laver alene i en skov som denne, men det kan jeg så næsten regne ud... Du er ikke alene" Kommenterede han kort med et let hævet øjenbryn imens han så lettere overvejende på hende med sammenknebne øjne. Han vidste godt, at han skulle træde varsomt når det var en varulv han stod overfor, men han var trods alt mere eller mindre udødelig og kunne flyve, det kunne hun ikke... Hun var i høj grad dødelig også selvom hun var varulv og lige overfor Ache, der altid bar en sølv kniv på sig langs hans ene underarm, men det var også derfor at Mortcolt symbolet var skabt i sølv, for at afskrække for eksempel varulve.
Han rystede efterfølgende på hovedet med et smalt smil. "Jeg beklager Frøken, men jeg er desværre nødt til at komme videre, behold du bare kniven" Kommenterede han lidt efter med et træk på skuldrene imens han holdte blikket på hende, inden han spredte vingerne ud til begge sider og satte hårdt af fra jorden med et par hurtige og kraftige vingeslag, inden han forsvandt over træerne. Han havde ting han skulle nå.

//Out