Maeve Friel
Aug 11, 2014 4:25:27 GMT 1
Indlæg af Maeve Friel on Aug 11, 2014 4:25:27 GMT 1
Grundlæggende information
Navn: Maeve Friel.
Alder: 18 år – Men grundet hendes pelsede udseende kan hun både se ældre og yngre ud.
Fødselsdag: Den 10. Oktober, 1412.
Køn: Kvinde.
Seksualitet: Heteroseksuel.
Arbejde: Kæledyr – Slave. (Ejer søges.)
Gud: Flik og Trisja – Selv om Maeve bliver holdt som kæledyr, ønsker hun en verden i balance. Hvor modsætninger mødes.
Tilhørsforhold: Neutral.
Stand: Underklasse - Fattig.
Information om udseende:
Højde: 165 cm.
Vægt: 55 kg.
Hudfarve: Hvid.
Hårfarve: Sølv/hvid/grå.
Hårstil: Maeves hår er langt og når ned til omkring hendes halerod. Hendes hår er ensfarvet.
Hendes pelslængde varierer imellem kort og mellemlang og er pjusket, men blød. Halen er lang og med en fyldig pjusket pels. Hendes pels har mærkering som en leopards, men enkle steder kan der ses striber efter en tiger.
Øjenfarve: Stål grå.
Kropsbygning: Maeve har en slank skikkelse og har været heldig med de fleste af sine kvindelige former. Hendes hænder og fødder er formet som et menneskes, men hun har små markeringer af trædepuder under dem, samt det er muligt for hende at trække sine klør ind og ud.
Hverdagstøj: Da Maeve er en furry er tøj i og for sig ikke en nødvendighed, da hele hendes krop har et lag pels, men hendes ejer fandt det uanstændigt og har iklædt hende en flødefarvet kjole, som hun gør sit bedste for at holde ren. Der er klippet hul bagpå, så der er plads til hendes hale kan svinge frit. Ud over dette bære hun et halsbånd af læder med en klokke i, samt en lænke omkring hendes venstre ankel, så hun ikke er i stand til at flygte fra det rum hun er blevet tildelt.
Ar, permanente skader, osv.:
Særlige kendetegn: Maeves øjne, samt markeringer.
Race: Furry – Sne leopard, med træk fra en tiger.
Færdigheder:
Fysisk styrke: 6 [+ 0] = 6
Mental styrke: 5 [+ 0] = 5
Behændighed: 5 [+ 2] = 7
Præcision: 4 [+ 0] = 4
Intelligens: 5 [+ 2] = 7
Visdom: 5 [+ 2] = 7
Kreativitet: 5 [+ 1] = 6
Karisma: 5 [+ 2] = 7
Information om personlighed
Talenter: Maeve er en kvinde med mange talenter, men ingen af dem er noget hun selv føler er praleværdige. Hendes fantasi arbejder sig langt ud over hendes lænker, hvilket gør at hun efterhånden har fået en ret god forståelse for fortællerkunsten.
Hendes rolle som kæledyr har udsat hende for en del udfordringer af forskellige arter, men hun har fra starten været god til at indstille sig på tilværelsen og få det bedste ud af det.
Svagheder: Maeve har været et kæledyr det meste af sit liv, så hendes ’vilde’ natur er blevet kuet og hun er endt som en tam killing, selv om der dog er en rast af kampgnist gemt væk i hendes indre. Hun er af natur kærligheds søgende og hvis man sender hende et kærligt smil er hun din.
Drømme & ønsker: Maeve drømmer om friheden, naturen og ikke mindst kærligheden. Hun er en let naiv sjæl og bardens sange og fortællinger om helte og riddere har sat gang i hendes fantasi og selv om hun kender sandheden om disse helte og riddere er hendes drømmeverden hendes tilflugtssted.
Maeves højeste ønske er at der kommer nogen og redder hende fra hendes skæbne som kæledyr. En ridder i skinnende hvid rustning som knækker hendes lænker og fører hende ud i lyset.
Et mindre ønske er at læse og skrive, da bøgernes fortællinger virker så magiske for hende.
Interesser: Maeve elsker historier og fortællinger og digter dem gerne selv.
Elsker: Maeve elsker at lytte til bardernes sange og fortællinger. Hun elsker duften af køkkenet og smagen af en røget ørred. Hun elsker danserne, kunstner, de farvestrålende kjoler.
Hader: Maeve er ikke et væsen som hader i store omfang. Hendes had blusser op og brænder inderligt i omkring 20 minutter og så damper det roligt ud igen. Hun har lettere ved tilgivelse end ved at ruge over de dårlige følelser. Dog er der en ting hun hader mere end noget andet og det er nogle væsners syn på hende. Som om HUN er monsteret i blandt dem og ikke dem som holder hende fanget.
Sammenhængende personligheds beskrivelse: Tro imod sin natur er Maeve, et væsen der hellere vil nyde solens varme stråler end de hadske blikke og ord som ofte fulgte hendes vej. Da Maeve knap nok nåede at mærke friheden som spæd, betragter hun sig selv som en evigheds slave. Først hos den dyrehandler som havde solgt hende og nu hos hendes ejer, men hun forsøger at få det bedste ud af det liv guderne har givet hende. Mange gange har hendes ejer kaldt hende dum og ubegavet, men dette er ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Maeve er ganske vidst alt for naiv og godtroende og tilbøjelig til at leve i sin egen fantasi verden, men hendes intelligens fejler ikke det mindste. Hun har valgt at slå de mistroiske følelser fra i en ung alder, da de forhindrede hende i at leve. Dette er selvfølgelig at gå imod noget af sin egen natur da katte-væsner jo af natur er selvstændige og lettere mistroiske.
Maeve drømmer om en helt, en ridder i en skinnende rustning, der skal komme og befri hende fra hendes lænker og tage hende til ægte så hun ikke længere skal leve sit liv i frygt eller slavedom. Stupide drømme, men det er dem som holder hende fra at bryde sammen når hendes ejer vælger at underholde sig med hende. Maeve har hele livet lært at følge ordre og ikke tænke for meget over hvad man beder af hende.
Våben: Maeve har sine tænder og klør.
Kæledyr: Ingen.
Fortid/Baggrund: En kølig vind blæste igennem den skjulte by i ørkenen, da et skrig brød igennem stilheden. Angus gøs da skriget endelig ebbede ud og hans hale piskede nervøst fra side til side. Han havde forsøgt at sidde stille, men det havde ikke været en mulighed. Han drejede rundt på stedet og stirrede på det store telts lukkede åbning. Der inde lå hans hustru og var i gang med at føde deres første kuld og han var blevet forvist til ødemarken imens jordmoderen havde indtaget hans plads ved siden af sin hustru. Han hadede at høre hende lide, at høre hende have så voldsomme smerter for at føre deres killinger ind i verden. Han stampede i jorden for at få blodet til at bevæge sig hurtigere igennem hans krop og knurrede vredt af vinden, i mens han modstræbende ventede udenfor. Med et blev flappen slået op og jordmoderens ansigt viste sig. Hun smilede da hun trådte ud og gjorde plads så han kunne komme ind til sin familie. Det øjeblik havde han ventet på hele natten, men nu hvor det var kommet stod han som frosset til ørkenens bløde sand. ”Gå nu ind til din familie Angus.” sagde jordmoderen med en leende stemme og puffede ham ind af teltåbningen. Og der midt i teltet i mellem en bunke tæpper lå hun. Hans smukke kone, hans Grania og i hendes arme lå fire små killinger. ”Kom.. Kom og se hvor smukke de er..” hviskede Garnia med en udmattet stemme, men hendes glæde over dette under var ikke til at skjule under udmattelsen. Angus satte sig på knæ ved siden af hende og så måbende ned på deres afkom. ”Hvor er de små..” fik han fremstammet og hans kone lo blidt af ham, da Angus altid havde været en mand der vidste hvad han skulle sige og kendte sit mål. Det var derfor han havde leder posten i deres lille skjulte by. ”Der er to drenge og to piger. Og de er vores. Vores blod.”
Solen bagte ned over ørkenens sand og livet i den hemmelige by var så godt som gået i stå på netop denne dag. Det var stegende hedt og Garnia og Angus forsøgte at underholde deres firlinger, som hellere ville have leget løs i sandet end at ligge i skyggen og svede som svin. Der var gået fem år siden Gráinne, Aonghus, Cathair og Maeve var kommet til verden en kølig oktober nat og de havde vokset sig større og stærkere end nogen kunne have ønsket sig. Livet var ikke altid nemt i den lille hemmelige by og føden kunne være sparsom, men de sidste fem år havde jagt lykken og regnen kun været bedre og bedre og mange af byens borgere kaldte firlingerne for lykkebringere.
”Se dem Angus.. De er lige så fantastiske som den dag de blev født.” lo Garnia og greb fat om Maeve og begyndte at køre en børste igennem hendes hår. ”Lad det være ved for evigt.”
Varmen forsatte langt ud på natten og med varmen kom jægerne. Hvordan de havde fundet frem til den hemmelige by vidste ingen, men frem var de kommet og i nattens mulm og mørke brød de forsvarsværkerne ned og deres blanke sværd blinkede i månens lys. ”DRÆB DE VOKSNE! DET ER KUN UNGERNE JEG ER UDE EFTER!” gjalede en rå stemme ud over slagsmarken.
Angus skubbede Garnia og de fire unger ud af bagsiden af teltet, ”Løb..” var det eneste han nåede og sige og selv hans stemme skælvede af frygt, inden han sprang ud i kampen med et brøl. Garnia tog Maeve, der var den mindste i kuldet i sine arme og gennede de tre andre unger frem foran sig. Tårerne løb ned af kinderne på flokken og Cathair spurgte igen og igen hvorfor de løb, men Garnia havde ikke overskud til at svare andet end at de bare skulle forsætte med at løbe. ”DER! De stikker af!” løb det bag dem og panikken spredte sig i Garnia. ”LØB BØRN! LØB!” skreg hun inden de blev indhentet af hestene. De smed net over ungerne og med et enkelt hug faldt Garnia og Maeve om på jorden.
Den lille killing græd ind imod sin mor, hvis pels blev klistret af blod og sand. ”Mor.. Mor.. Mor! Mor, vi skal løbe..” klynkede hun da en behansket hånd greb hende i nakken og flåede hende ud af hendes døendes mor arme.
Fem år gik der efter den blodige massakre i ørkenen før Maeve blev solgt videre til en mand af ædel byrde.
I de fem år havde hende og hendes søskende boet hos en exotick dyrehandler. De havde fået pisk, slag, hårde ord og var blevet trænet som var de vilde dyr og ikke tænkende væsner. Ud af de fire havde Maeve været den mindste og nemmeste at kue, hendes brødre havde været sværere at knække og den ældste søster havde pure nægtet at bukke sig for dyreavlerens vilje. Men i sidste ende havde de alle bukket sig for hans vilje og var blevet iført et halsbånd. De var blevet frarøvet deres familie, deres frihed og til sidst deres identitet.
Otte år er der gået siden en mand af ædel byrde havde fundet hende fascinerende og købt hende. Når Maeve så tilbage var hendes liv kun blevet bedre efter salget. Det var ikke en dans på roser, men hun fik bedre mad, mindre tæsk og det eneste hun skulle gøre var at sidde til udstilling og lave tricks når ejeren befalede det. Men hun drømte stadig om sin ridder og hun vidste at en dag ville han komme og frelse hende.
Bedste minde: Den smukke bards sand om ridderne der forsvarede kongeriet og de svage i landet.
Værste minde: Blodet der sivede ud af det dræbende sår på hendes moder og blandede sig med pelsen og sandet.
Føde by: En hemmelig lille landsby for furry’er i Tusminas Ørkenen.
Leve sted: Hos sin ejer (Som er ukendt i øjeblikket, da jeg mangler en ejer.)
Slægt: Friel Slægten.
Lidt om dig
Din alder: 23 år.
Skaber: Maeve Friel
Antal år du har spillet online rpg: 8+ år.
Andet:Kensis Hjerte.
Navn: Maeve Friel.
Alder: 18 år – Men grundet hendes pelsede udseende kan hun både se ældre og yngre ud.
Fødselsdag: Den 10. Oktober, 1412.
Køn: Kvinde.
Seksualitet: Heteroseksuel.
Arbejde: Kæledyr – Slave. (Ejer søges.)
Gud: Flik og Trisja – Selv om Maeve bliver holdt som kæledyr, ønsker hun en verden i balance. Hvor modsætninger mødes.
Tilhørsforhold: Neutral.
Stand: Underklasse - Fattig.
Information om udseende:
Højde: 165 cm.
Vægt: 55 kg.
Hudfarve: Hvid.
Hårfarve: Sølv/hvid/grå.
Hårstil: Maeves hår er langt og når ned til omkring hendes halerod. Hendes hår er ensfarvet.
Hendes pelslængde varierer imellem kort og mellemlang og er pjusket, men blød. Halen er lang og med en fyldig pjusket pels. Hendes pels har mærkering som en leopards, men enkle steder kan der ses striber efter en tiger.
Øjenfarve: Stål grå.
Kropsbygning: Maeve har en slank skikkelse og har været heldig med de fleste af sine kvindelige former. Hendes hænder og fødder er formet som et menneskes, men hun har små markeringer af trædepuder under dem, samt det er muligt for hende at trække sine klør ind og ud.
Hverdagstøj: Da Maeve er en furry er tøj i og for sig ikke en nødvendighed, da hele hendes krop har et lag pels, men hendes ejer fandt det uanstændigt og har iklædt hende en flødefarvet kjole, som hun gør sit bedste for at holde ren. Der er klippet hul bagpå, så der er plads til hendes hale kan svinge frit. Ud over dette bære hun et halsbånd af læder med en klokke i, samt en lænke omkring hendes venstre ankel, så hun ikke er i stand til at flygte fra det rum hun er blevet tildelt.
Ar, permanente skader, osv.:
Særlige kendetegn: Maeves øjne, samt markeringer.
Race: Furry – Sne leopard, med træk fra en tiger.
Færdigheder:
Fysisk styrke: 6 [+ 0] = 6
Mental styrke: 5 [+ 0] = 5
Behændighed: 5 [+ 2] = 7
Præcision: 4 [+ 0] = 4
Intelligens: 5 [+ 2] = 7
Visdom: 5 [+ 2] = 7
Kreativitet: 5 [+ 1] = 6
Karisma: 5 [+ 2] = 7
Information om personlighed
Talenter: Maeve er en kvinde med mange talenter, men ingen af dem er noget hun selv føler er praleværdige. Hendes fantasi arbejder sig langt ud over hendes lænker, hvilket gør at hun efterhånden har fået en ret god forståelse for fortællerkunsten.
Hendes rolle som kæledyr har udsat hende for en del udfordringer af forskellige arter, men hun har fra starten været god til at indstille sig på tilværelsen og få det bedste ud af det.
Svagheder: Maeve har været et kæledyr det meste af sit liv, så hendes ’vilde’ natur er blevet kuet og hun er endt som en tam killing, selv om der dog er en rast af kampgnist gemt væk i hendes indre. Hun er af natur kærligheds søgende og hvis man sender hende et kærligt smil er hun din.
Drømme & ønsker: Maeve drømmer om friheden, naturen og ikke mindst kærligheden. Hun er en let naiv sjæl og bardens sange og fortællinger om helte og riddere har sat gang i hendes fantasi og selv om hun kender sandheden om disse helte og riddere er hendes drømmeverden hendes tilflugtssted.
Maeves højeste ønske er at der kommer nogen og redder hende fra hendes skæbne som kæledyr. En ridder i skinnende hvid rustning som knækker hendes lænker og fører hende ud i lyset.
Et mindre ønske er at læse og skrive, da bøgernes fortællinger virker så magiske for hende.
Interesser: Maeve elsker historier og fortællinger og digter dem gerne selv.
Elsker: Maeve elsker at lytte til bardernes sange og fortællinger. Hun elsker duften af køkkenet og smagen af en røget ørred. Hun elsker danserne, kunstner, de farvestrålende kjoler.
Hader: Maeve er ikke et væsen som hader i store omfang. Hendes had blusser op og brænder inderligt i omkring 20 minutter og så damper det roligt ud igen. Hun har lettere ved tilgivelse end ved at ruge over de dårlige følelser. Dog er der en ting hun hader mere end noget andet og det er nogle væsners syn på hende. Som om HUN er monsteret i blandt dem og ikke dem som holder hende fanget.
Sammenhængende personligheds beskrivelse: Tro imod sin natur er Maeve, et væsen der hellere vil nyde solens varme stråler end de hadske blikke og ord som ofte fulgte hendes vej. Da Maeve knap nok nåede at mærke friheden som spæd, betragter hun sig selv som en evigheds slave. Først hos den dyrehandler som havde solgt hende og nu hos hendes ejer, men hun forsøger at få det bedste ud af det liv guderne har givet hende. Mange gange har hendes ejer kaldt hende dum og ubegavet, men dette er ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Maeve er ganske vidst alt for naiv og godtroende og tilbøjelig til at leve i sin egen fantasi verden, men hendes intelligens fejler ikke det mindste. Hun har valgt at slå de mistroiske følelser fra i en ung alder, da de forhindrede hende i at leve. Dette er selvfølgelig at gå imod noget af sin egen natur da katte-væsner jo af natur er selvstændige og lettere mistroiske.
Maeve drømmer om en helt, en ridder i en skinnende rustning, der skal komme og befri hende fra hendes lænker og tage hende til ægte så hun ikke længere skal leve sit liv i frygt eller slavedom. Stupide drømme, men det er dem som holder hende fra at bryde sammen når hendes ejer vælger at underholde sig med hende. Maeve har hele livet lært at følge ordre og ikke tænke for meget over hvad man beder af hende.
Våben: Maeve har sine tænder og klør.
Kæledyr: Ingen.
Fortid/Baggrund: En kølig vind blæste igennem den skjulte by i ørkenen, da et skrig brød igennem stilheden. Angus gøs da skriget endelig ebbede ud og hans hale piskede nervøst fra side til side. Han havde forsøgt at sidde stille, men det havde ikke været en mulighed. Han drejede rundt på stedet og stirrede på det store telts lukkede åbning. Der inde lå hans hustru og var i gang med at føde deres første kuld og han var blevet forvist til ødemarken imens jordmoderen havde indtaget hans plads ved siden af sin hustru. Han hadede at høre hende lide, at høre hende have så voldsomme smerter for at føre deres killinger ind i verden. Han stampede i jorden for at få blodet til at bevæge sig hurtigere igennem hans krop og knurrede vredt af vinden, i mens han modstræbende ventede udenfor. Med et blev flappen slået op og jordmoderens ansigt viste sig. Hun smilede da hun trådte ud og gjorde plads så han kunne komme ind til sin familie. Det øjeblik havde han ventet på hele natten, men nu hvor det var kommet stod han som frosset til ørkenens bløde sand. ”Gå nu ind til din familie Angus.” sagde jordmoderen med en leende stemme og puffede ham ind af teltåbningen. Og der midt i teltet i mellem en bunke tæpper lå hun. Hans smukke kone, hans Grania og i hendes arme lå fire små killinger. ”Kom.. Kom og se hvor smukke de er..” hviskede Garnia med en udmattet stemme, men hendes glæde over dette under var ikke til at skjule under udmattelsen. Angus satte sig på knæ ved siden af hende og så måbende ned på deres afkom. ”Hvor er de små..” fik han fremstammet og hans kone lo blidt af ham, da Angus altid havde været en mand der vidste hvad han skulle sige og kendte sit mål. Det var derfor han havde leder posten i deres lille skjulte by. ”Der er to drenge og to piger. Og de er vores. Vores blod.”
Solen bagte ned over ørkenens sand og livet i den hemmelige by var så godt som gået i stå på netop denne dag. Det var stegende hedt og Garnia og Angus forsøgte at underholde deres firlinger, som hellere ville have leget løs i sandet end at ligge i skyggen og svede som svin. Der var gået fem år siden Gráinne, Aonghus, Cathair og Maeve var kommet til verden en kølig oktober nat og de havde vokset sig større og stærkere end nogen kunne have ønsket sig. Livet var ikke altid nemt i den lille hemmelige by og føden kunne være sparsom, men de sidste fem år havde jagt lykken og regnen kun været bedre og bedre og mange af byens borgere kaldte firlingerne for lykkebringere.
”Se dem Angus.. De er lige så fantastiske som den dag de blev født.” lo Garnia og greb fat om Maeve og begyndte at køre en børste igennem hendes hår. ”Lad det være ved for evigt.”
Varmen forsatte langt ud på natten og med varmen kom jægerne. Hvordan de havde fundet frem til den hemmelige by vidste ingen, men frem var de kommet og i nattens mulm og mørke brød de forsvarsværkerne ned og deres blanke sværd blinkede i månens lys. ”DRÆB DE VOKSNE! DET ER KUN UNGERNE JEG ER UDE EFTER!” gjalede en rå stemme ud over slagsmarken.
Angus skubbede Garnia og de fire unger ud af bagsiden af teltet, ”Løb..” var det eneste han nåede og sige og selv hans stemme skælvede af frygt, inden han sprang ud i kampen med et brøl. Garnia tog Maeve, der var den mindste i kuldet i sine arme og gennede de tre andre unger frem foran sig. Tårerne løb ned af kinderne på flokken og Cathair spurgte igen og igen hvorfor de løb, men Garnia havde ikke overskud til at svare andet end at de bare skulle forsætte med at løbe. ”DER! De stikker af!” løb det bag dem og panikken spredte sig i Garnia. ”LØB BØRN! LØB!” skreg hun inden de blev indhentet af hestene. De smed net over ungerne og med et enkelt hug faldt Garnia og Maeve om på jorden.
Den lille killing græd ind imod sin mor, hvis pels blev klistret af blod og sand. ”Mor.. Mor.. Mor! Mor, vi skal løbe..” klynkede hun da en behansket hånd greb hende i nakken og flåede hende ud af hendes døendes mor arme.
Fem år gik der efter den blodige massakre i ørkenen før Maeve blev solgt videre til en mand af ædel byrde.
I de fem år havde hende og hendes søskende boet hos en exotick dyrehandler. De havde fået pisk, slag, hårde ord og var blevet trænet som var de vilde dyr og ikke tænkende væsner. Ud af de fire havde Maeve været den mindste og nemmeste at kue, hendes brødre havde været sværere at knække og den ældste søster havde pure nægtet at bukke sig for dyreavlerens vilje. Men i sidste ende havde de alle bukket sig for hans vilje og var blevet iført et halsbånd. De var blevet frarøvet deres familie, deres frihed og til sidst deres identitet.
Otte år er der gået siden en mand af ædel byrde havde fundet hende fascinerende og købt hende. Når Maeve så tilbage var hendes liv kun blevet bedre efter salget. Det var ikke en dans på roser, men hun fik bedre mad, mindre tæsk og det eneste hun skulle gøre var at sidde til udstilling og lave tricks når ejeren befalede det. Men hun drømte stadig om sin ridder og hun vidste at en dag ville han komme og frelse hende.
Bedste minde: Den smukke bards sand om ridderne der forsvarede kongeriet og de svage i landet.
Værste minde: Blodet der sivede ud af det dræbende sår på hendes moder og blandede sig med pelsen og sandet.
Føde by: En hemmelig lille landsby for furry’er i Tusminas Ørkenen.
Leve sted: Hos sin ejer (Som er ukendt i øjeblikket, da jeg mangler en ejer.)
Slægt: Friel Slægten.
Lidt om dig
Din alder: 23 år.
Skaber: Maeve Friel
Antal år du har spillet online rpg: 8+ år.
Andet:Kensis Hjerte.
