Hide and seek

[Elizabeth C. L. Remond]

Dato: 19 november 1430.
Tid: 22:30
Vejr: Overskyet og kold fugtig luft. Temperatur omkring 3^o

Elizabeth havde været på farten i næsten 3 måneder, starten havde været meget hård ved hende, men det havde givet hende en del at arbejde med både personligt men også fysisk, til forskel fra da hun havde forladt Kensis så var hun blevet van til at arbejde for føden, bare det at få jord under neglene dagligt var ikke noget hun havde oplevet da hun var spærret inde bag 4 mure selv når hun havde haft trænet med bue skydning i slots haven havde tjenere og godt folk været ude og sørge for at hun ikke kom noget til og ikke blev beskidt, når hun endelig var stukket af ud i skoven en enkelt dag så havde hun altid forsøgt at holde sig ren i håb om at ingen ville opdage hun havde været væk. 

Det at skulle kæmpe for hendes liv og samtidig ikke blive fanget af hendes fars udsendte garde havde givet hende en mulighed for at se verden fra en hel ny vinkel, hun havde tjent et godt formål, havde hjulpet til de steder hun kom til for at få noget mad og en seng for natten, som havde hun været hvilken som helst eventyrer eller strejfer, folk på landet anede ikke hvem hun var hvilket havde beroliget hende imens hun havde bevæget sig vest på. 

Den 6 november var hun kommet til Elvena, Højelver byen, en halv dags rejse vest for Neligero i Den Fortryllede Skov. Folk var så venlige og imødekommende og de virkede ikke til at ane hvem hun var, noget der fik en ro til at ligge sig over hende. Hun begyndte at være mindre påpasselig med at gå rundt i byen, det at tage på markedspladsen og bare være der var bare en dejlig afslappet måde at klare dagen på, og så hjalp hun til hos den skrædder familie hun boede hos, hun havde ingen ide om at hendes forsvinden havde spredt sig hele vejen til Den Fortryllede Skov. 

Den 10 november da hun var taget på markedspladsen for skrædderkonen efter smør, røget kød og brød, var også Elver Greven's rådgiver på markedspladsen, han spottede Elizabeth og genkendte hende fra et pergament som var blevet sendt til Greven med et lille malet billede af den unge prinsesse der var forsvundet. Han fulgte efter hende i skyggerne og fulgte hende til døren hos skrædderen, vagter blev gjort opmærksomme på at holde øje med prinsessen og sørge for hun ikke forlod byen dog uden at vække hendes opmærksomhed hvis det kunne undgås. 

Straks efter hans opdagelse og vagternes placering rundt omkring i byen drog han straks tilbage til Greve og fortalte om hans beretning, de vidste at kongen havde udlovet en kæmpe dusør for at man kunne bringe hans datter hjem eller finde hende så kongens mænd kunne komme efter hende. Greven's rådgiver skrev derfor et brev og sendte den afsted med brevdue imod Kensis. Der gik et par dage før de igen modtog et brev om at kongens rådgiver Gavin Walker var blevet sendt afsted efter prinsessen selvfølgelig med kongelige vagter så han og prinsessen kunne komme sikkert hjem.

Det var aften og Elizabeth sad og syede på en kjole hun var igang med at lave, hun havde trods alt lært at sy på slottet, men dette var noget helt andet end det hun plejede. På trods af at familien ikke var rige havde hun dog fået nogle nye klæder end dem hun havde haft da hun kom til familien, en lang lyseblå kjole med mørkeblå kanter, den sad tæt ind om arme og overkrop så man kunne tydeligt se hendes slanke og kvindelige former, og samtidig gik den godt ud i bunden så den var dejlig nem at bevæge sig rundt i. Hendes hår var sat i en løs knold så hun ikke fik hår ned i ansigtet når hun arbejde.

Udenfor under et lille halvtag stod hendes hest bundet fast med mad og vand, falken sad på en pind inde i huset tæt ved kaminen. Elizabeth og kvinden i huset var de eneste to der stadig var vågne, og de sad blot med hver deres stykke tøj og arbejde i stilhed, Elizabeth sad dog og nynnede en lille melodi som hendes mor havde sunget for hende da hun var lille. 

[Off game: du kan bare bruge vagterne som du lyster.]

[Gavin Walker]

Et hul i vejen fik den lukkede hestevogn til at hoppe, og Gavin rettede sig op i sit sæde med et sæt. Det tog ham et øjeblik at indse hvor han var - midt i en royal eskorte på vej for at hente kongens datter. Telepatikeren lænede sig tilbage i sit sæde og med et suk gned han sin næseryg med to fingre. Den velkendte hovedpine var allerede ved at melde sin ankomst ved en svag dunken bagerst i hans kranie. Hvis der var noget Gavin hadede, så var det at rejse med hestevogn - han sov knap nok, spiste endnu mindre, og al den rysten og hoppen fik hans skrøbelige krop til at værke som var han hundrede år gammel. At kongen havde beordret at de skulle rejse så hurtigt de kunne uden andet end de allermest nødvendige stop på vejen, gjorde det heller ikke bedre. Hvor lang tid havde han mon døset? Med stokken skubbede han gardinerne en anelse til side, og en sprække af lys faldt ind i den mørke vogn, da de i netop det øjeblik trillede ind i højelvernes by, Elvena. Gavin kunne mærke at de sagtnede farten, og han lod gardinet falde på plads med et lille suk af lettelse, velvidende at den første del af hans rejse i det mindste snart ville være overstået.

Da Gavin trådte ud af hestevognen blev han mødt af en flok byvagter. En enkelt trådte frem for at henvende sig til Gavin, mens resten overtog hestene fra de kongelige vagter. "Godaften M'lord, jeg er her for at eskortere Dem til prinsesse Elizabeth, M'lord," hilste vagten og gjorde honnør. Gavin gav et nik til hilsen, hvorefter hans grå øjne koldt betragtede soldaten indtil denne forfjamsket lod sin hånd falde og indikerede i hvilken retning de skulle. Gavin fulgte efter vagten med ben der skælvede efter den lange tur, og ved hvert skridt lænede han sig tungt på sin stok. Byvagten så hans vanskeligheder og sagtnede farten, hvilket næsten fik Gavin til at bruge sine telekinetiske evner til at smide manden ind i en mur. Han beherskede sig dog, især fordi han modvilligt måtte indrømme at han faktisk ikke kunne bevæge sig meget hurtigere. I stedet henvendte han sig til kaptajnen af de kongelige vagter, som gik ved siden af ham. "Når vi ankommer så spred dine mænd ud så de omringer huset. Jeg går ind alene, men jeg vil ikke risikere at skulle vække hele byen for at drive rovdrift på en 15-årig pige fordi hun slap ud af bagdøren." Kaptajnen nikkede for at vise at han havde forstået, og begyndte stilfærdigt at give ordrer til sine mænd. Selv i mørket kunne Gavin se at manden var bleg og udmattet - hvis denne tur havde været hård for Gavin inde i hestevognen, havde den været så meget des hårdere for vagterne, der havde redet sig selv og deres dyr til udmattelsens rand.

Endelig stod de foran det lille hus hvor prinsessen angiveligt skulle befinde sig. Et enkelt blik på hesten der stod bundet under et lille halvtag bekræftede da også at det var prinsessens - der var ingen måde hvorpå en skrædderfamilie ville have råd til sådan et pragteksemplar af et dyr. Med en håndbevægelse gjorde Gavin tegn til vagterne om at de skulle holde sig tilbage, og alene humpede han tværs over den lille gårdplads, hvorefter han løftede hånden og bankede på døren. Lys og varme strømmede ham i møde da en slank, aldersløs elverkvinde åbnede døren. Høflighed dikterede at han lettede på hatten, men udmattelse gjorde at han nøjedes med at læne sig tungt op ad stokken. "Godaften Mrs. Moreau, jeg er her i kongens ærinde," han indikerede med en håndbevægelse mod vagterne der stod rankt i deres royale uniformer bag ham, "må jeg komme ind?"

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth anede ingen uråd om hvad der skulle til at ske og hun sad derfor helt afslappet tilbage lænet i stolen tæt på ilden. Hun vendte kort blikket imod døren da det pludselig bankede på, før hendes blik lanede på Elvira, elverkvinden der sad lidt fra hende "Hvem mon det kan være på denne tid af døgnet" sagde hun undrende før hun rejste sig og lagde sytøjet fra sig. Elizabeth trak let på skulderne og forsatte så med at sy, hendes blik løftede sig dog imod hendes falk der begyndte at bevæge sig lidt uroligt frem og tilbage på sin pind. "Hvad er der?" sagde hun stille til falken der blot virkede mere og mere urolig imens Elvira bevægede sig imod døren.

Elvira åbnede døren roligt og blev meget forundret da hun så den ældre herre stå foran hende med vagter i baggrunden. "Undskyld mig M'lord, de siger i kongens ærinde? Hvad kan jeg en simpel skrædder have gjort siden de er her?" hendes stemme var forundret, hun havde ingen ide om hvem Elizabeth var, hun havde godt hørt at prinsessen var forsvundet, det havde alle, men aldrig set et billede af pigen så hun havde ingen ide om at Elizabeth som her havde givet navnet Beth i virkeligheden ikke var en strejfer men kongens datter.

Elizabeth og prøvede at tysse lidt på falken der var begyndt at komme med nogle advarende lave lyde. Hendes krop stivnede dog ved lyden af en velkendt stemme i døren, dog ganske få sekunder efter var hun havnet nede på gulvet på knæ hun sad et øjeblik og kiggede rundt efter en udvej *Hvordan har de dog fundet mig* tænkte hun imens hun kunne mærke hvordan hendes hjerte slog hurtigere og hurtigere alt imens hendes krop rystede. Hun lukkede kort øjnene og blev usynlig, der var ingen udvej ingen bagdør man lige kunne komme ud af da det ville skabe for meget opsigt da den var nærmest på tværs af rummet i forhold til hvor Gavin og Elvira stod. Hun sank en gang og stillede sig blot tæt op af væggen i håb om at han ikke ville finde hende. Lidt naivt da han trods alt var telepatiker, men hun havde ikke mange andre muligheder.

Da Gavin bad om at komme ind trådte Elvira et skridt til siden "Vi kan altså ikke byde så meget, Beth kan du finde noget brød og brændevin til den fine.. Hun havde vendt sig rundt og kunne nu ikke se Elizabeth nogen steder hvilket fik hende til at presse brynene lidt sammen Hvor blev hun af?" sagde hun undrende før hun vendte sig imod Den fine herre "Nå hun kommer nok om lidt igen, jeg fik aldrig deres navn M'lord?" spurgte hun så og kiggede roligt på manden. med et spørgende blik.

Elizabeth kunne mærke hvordan blodet pumpede og hun klemte øjnene hårdt sammen og bed sig selv i læben *Gå nu..* tænkte hun imens hendes hænder klemte sig hårdt fat om hendes kjole.

[Gavin Walker]

Gavin kneb øjnene en anelse sammen da elverkvinden forvirret udspurgte ham om hans ærinde. Kunne det virkeligt passe at hun ikke havde den fjerneste anelse om at det var selveste kongedatteren hun opbevarede under sit tag? Men telepatikeren fornemmede kun ægte forvirring og bekymring fra Elvira, og han så sig nødsaget til at konkludere at denne kvinde nok var uskyldig. Det stoppede aldrig med at forbløffe ham, hvor uvidende almindelige væsner var. Ville du selv have genkendt en prinsesse dengang du var gadedreng? hviskede en lille stemme i hans indre øre, som han gjorde sit bedste for at ignorere.

Elvira gestikulerede ham ind i det lille hus, og han besvarede hendes spørgsmål på vejen. "Det er ikke hvad De har gjort Mrs. Moreau, snarere er det hvemDe har lukket ind i Deres hus. Kvinden De har boende er ikke hvem De tror hun er." Mens Gavin talte gled det skarpe blik hen over den hyggeligt indrettede stue og stoppede endelig ved sytøjet der lå på gulvet ved siden af ildstedet, samt falken der sad på sin pind og ved synet af rådgiveren begyndte at baske med vingerne og puste sig op. Taknemmelig for varmen der var begyndt at sprede sig i hans gennemkolde krop, humpede Gavin over til ildstedet og løftede venstre hånd for at berolige falken. Dyret skræppede aggressivt og begravede sit næb i huden mellem hans tommelfinger og pegefinger. Telepatikeren trak sin hånd tilbage med en grimasse og sendte falken et olmt blik. Normalt kunne falken ellers godt lide ham, men den måtte kunne mærke Elizabeths uro. Han vendte sig igen mod Elvira, og fortsatte som om intet var sket. "Mit navn er Gavin Walker, kongens personlige rådgiver, og den kvinde De kender som "Beth" er i virkeligheden prinsesse Elizabeth Carolina LaGaur Remond, yngste datter af kong William LaGaur Remond, den anden af sit navn. Som De nok er klar over er prinsessen forsvundet fra slottet, og vi har sporet hende til Deres hjem." Da han havde talt færdig lod han sit blik glide over til et punkt på væggen, direkte hvor han vidste at Elizabeth befandt sig. Han kunne ikke se den unge magikerkvinde, men hendes panikslagne sind lyste op i rummet som et fyrtårn for en telepatiker som ham. "Og kom så frem, Elizabeth. Du er virkelig blevet for gammel til det her," kommanderede han den unge kvinde. I modsætning til hans høflige behandling af elverkvinden, tiltalte han Elizabeth mere som en oprørsk teenager end som den prinsesse hun var.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elvira stod lettere lamslået da manden forklarede at Beth ikke var Beth. Man kunne se et utrygt udtryk i hendes ansigt vise sig meget tydeligt, og da han forsatte med at fortælle hvem han var kunne man se at hun blev nærmest ligbleg i hovedet "Prrr.. Prinsessen?" stammede hun lettere skræmt, hvad ville det betyde for hende, ville hendes familie blive straffet for at skjule den forsvundne kongedatter? "Det kan jeg altså ikke forstå M'lord, Beth er jo blot en helt almindelig ung menneske pige, hun kan umuligt være jeres prinsesse M'lord" sagde hun og hele hendes krops holdning blev underdanig ved at hun holdt hovedet lavt og hendes krops holdning ikke var rank men lettere foroverbøjet.

Elizabeth fulgte Gavin med øjnene da han bevægede sig imod hendes falk hun måtte ligge en hånd for munden for ikke at give en lyd fra sig da hun fandt det en smule komisk at han blev hakket i hånden. Hun tog dog en dyb indånding da han pludselig kiggede direkte imod hende hun gjorde hvad hun kunne for at undgå at tænke direkte klare tanker imens hun gik ud fra væggen og bevægede sig ganske lydløst imod bagdøren. Da hun stod foran den kiggede hun sig kort over skulder med et smil på læben *Bite me* tænkte hun og døren gik op før hun satte i løb i samme sekund som hun havde åbnet døren var hun blevet synlig igen da hun ikke længere kunne holde den usynlige barriere. Hun kiggede sig over skulderen imens hun løb, men pludselig mærkede hun to store stærke hænder gribe fat i hende og nærmest rive hende tilbage. Hun havde ikke lige tænkt over at Gavin ville være så smart at putte folk rundt om hele huset, hvor kunne han vide fra hun ikke bare ville over give sig? Manden løftede hende op ved at have fat om begge overarme ganske stærk var han dog og på trods af Elizabeth's ihærdige forsøg på at sparke fra sig så blev hun båret ind i huset igen "Slip mig så!" halv råbte hun imens hun vred sig i vagtens arme. "Skal jeg sætte hende ned M'lord?" spurgte vagten og kiggede spørgende på Gavin.

Man kunne tydeligt se et meget utilfreds udtryk i Elizabeth's ansigt "Lord Walker hvad skal det her betyde?" vrissede hun imens hun forsat ihærdigt forsøgte at komme fri, til sidst fik hun dog sparket så godt bagud at hun ramte ham imellem benene så han med det samme slap hende og hun landede på gulvet. Vagten bukkede kort sammen før han humpede ud og lukkede døren efter sig.

Elizabeth kom hurtigt på benene og børstede sin kjole fri for skidt "Hvorfor kunne I ikke bare lade mig løbe? Jeg høre ikke til på slottet!" sagde hun protesterende og lagde armene utilfreds overkors. Hun havde altid været lidt af en rebel, men det skulle der nok skik på nu når der var knapt et halvt år til hun skulle giftes med Prinsen af Ynisti og inden da skulle hun helst have en ordentlig og passende opførsel for en prinsesse.

[Gavin Walker]

I stedet for at blive synlig som han kommanderede, begyndte Elizabeths sind at bevæge sig gennem rummet. Gavin kiggede sig over skulderen og øjnede bagdøren som hun sigtede efter. Han overvejede kort om han skulle gribe ud efter hende med sine telekinetiske kræfter, men besluttede så at det nok var en bedre idé at lade vagterne tage sig af hende. At gribe telekinetisk ud efter nogen eller noget man ikke kunne se, var som at fysisk forsøge at gribe ud efter noget om natten. Når han ikke kunne bedømme hendes præcise position, var der en overhængende fare for at han kom til at vælte ting eller, i yderste konsekvens, at Elizabeth kom til skade.

I stedet lod han sig synke ned i den stol som Elizabeth tidligere havde siddet og syet i, og åndede lettet ud da vægten blev taget af hans svækkede ben. Han lænede sig tilbage i stolen og lod fortsat blikket hvile på bagdøren, mens han tiltalte Elvira. "Lad mig fortælle Dem en hemmelighed, Mrs. Moreau. Uden fint tøj og vagter og med skidt under neglene ligner vi alle almindelige mennesker." Han nåede ikke at sige mere før Elizabeth sendte en klar tanke - bite me - i hans retning og bagdøren blev kastet op, hvorefter en nu synlig prinsesse kunne ses i fuld sprint ud ad døren. Gavin sukkede og gned endnu engang sin næseryg mellem tommel- og pegefinger. Den dunkende hovedpine havde meldt sin ankomst, og han havde på fornemmelsen at den var kommet for at blive. "Nu tror jeg godt jeg kunne bruge nogle forfriskninger, Mrs Moreau. Har De noget vin? Og bagefter vil jeg gerne bede om en privat stund med prinsessen. Jeg lover at vi nok skal forlade dit hjem inden længe." Da kvinden ikke umiddelbart svarede eller bevægede sig, kiggede Gavin op og så det ængstelige udtryk på hendes ansigt. Han skar en træt grimasse. "Ved alle guder, vi har da ikke tænkt os at straffe Dem og Deres familie for jeres manglende viden om hvem prinsessen var. Elizabeth er ikke uintelligent, og vi vidste hun aldrig ville vælge et hjem hvor hun ville blive genkendt." Hans ord, hvorend irriteret hans stemmeføring var, syntes at berolige kvinden, og hun skyndte sig ud i et baglokale for at hente den vin Gavin havde efterspurgt.

Således sad Gavin i en tom stue med en kop vin i hånden, da Elizabeth under store protester blev hevet tilbage gennem bagdøren af en af vagterne. Gavins grå øjne betragtede undersøgende den sprællende kvinde mens han sippede af vinen (ikke så god som han var vant til, men den gik an). Hun var blevet tyndere siden sidst han havde set hende, men ellers virkede hun uskadt. Gavin kunne ikke lade være med at smile et tyndt smil da prinsessens hæl sendte vagten humpende ud ad døren. Hun havde altid haft et temperament som en afvist nymfe. "Det var ikke særligt pænt gjort, Elizabeth. Disse mænd har redet mange dage og nætter for at finde dig," informerede han hende med et hævet øjenbryn, før han tog endnu en slurk af sin vin. Hendes protester om hvorfor de ikke bare kunne lade hende være, fik ham endnu engang til at hæve øjenbrynet, mens han betragtede hende koldt. "Fordi du er prinsesse, Elizabeth," han lænede sig en anelse frem i stolen og hvilede albuerne på sine knæ, "Troede du virkeligt at vi var de eneste der ledte efter dig? Din fader har fjender i dette land, nogle af dem forklædt som venner. Har du nogen anelse om hvad der ville ske med dig hvis de havde fundet dig først? Hvad det ville have haft af konsekvens for din fader? Hvad de ville have gjort ved denne idylliske lille familie du har fundet dig," han viftede med koppen for at indikere den lille hyggelige stue, "så de ikke ville kunne fortælle nogen om hvad der var sket og hvem du var?"

[Elizabeth C. L. Remond]

Elvira nikkede blot med hovedet sænket for Gavin, hun viste at hun forstod hvad Gavin sagde samtidig med at hun stadig var meget forvirret. Da hun var stivnet ved synet af Elizabeth gik der lidt tid før hun opfattede hvad Gavin ville og hun nejede hurtigt før hun forsvandt ud efter vinen fik hældt det op i et af de pæneste glas de havde før hun forsvandt ind i sovekammeret hvor hendes familie lå og sov.

Elizabeth sendte Gavin en mindre flabet grimasse "Så burde de måske være blevet hjemme" mumlede hun og himlede lidt med øjnene. Og så gled et lille smil frem på hendes læber da vagten ellers humpede sig ud af døren. "Og måske have tænkt sig om før han løftede en kvinde op i den højde" hendes stemme var lettere underholdt før hun igen kiggede imod Gavin med armene over kors "Lord Walker, min faders fjender kan vel på intet tidspunkt være min skyld? Hvorfor er det at blot fordi jeg blev født ind i det, ikke har en ret til selv at vælge det liv jeg vil.. I stedet vil I at jeg blot sætter mig, smiler og ser køn ud imens I vælger min mand og planlægger hver lille detalje i mit liv!" protesterede hun. "Desuden jeg har klaret mig de sidste 3 måneder uden en enkelt vagt, hvad får Dem til at tro jeg ikke ville kunne klare mig selv forsat?" spurgte hun så og så overvejende på ham.

Hun virkede ikke som om hun ligefrem ville overgive sig og blot tage med tilbage, hvilket nok betød at hun måtte slæbes ud i vognen. Hun kiggede på vinen i hans hånd og så opgivende på ham "Og De kunne ikke engang unde familien ikke at skulle give eder noget af det dyreste de ejer.." sagde hun og lavede en henkastet bevægelse med hånden imod glasset i hans hånd.

Hun gik lidt frem og tilbage før hun igen kiggede på ham med et hævet øjenbryn "Og hvad gør De hvis jeg nægter at tage med tilbage til slottet?" spurgte hun og rettede hovedet op. Hun gik hen til falken og strøg den blidt over hovedet og holdt derfor blikket rettet imod den i stedet for Gavin. At have levet som en strejfer de sidste 3 måneder havde fået gjort hende noget så næsvis og måske endda lidt for selvstændig i forhold til hvad en prinsesse burde være, ikke mange mænd ville bryde sig om en kvinde der sagde hendes mening uden filter, eller gjorde hvad der passede dem. Hun stillede sig foran Gavin og kiggede ham direkte ind i øjnene "Hvorfor er det at jeg kan ejes som et dyr, og sælges til højest bydende, imens almindelige folk kan leve livet som de vælger det?" hendes stemme var spydig og hun havde atter armene overkors imens hun kiggede ned på Gavin.

[Gavin Walker]

Gavin kunne ikke holde et skævt smil tilbage ved hendes kommentar om vagten. "Ja, det burde han måske," medgav han, blødgjort af vinen og varmen der hjalp med at dulme smerten i hans lemmer. Han havde nu alligevel savnet Elizabeths fyrige humor på slottet. Smilet og hans medgørlige humør forsvandt dog da prinsessen kastede sig ud i en længere protest, og han lyttede opmærksomt mens han betragtede flammerne danse i ildstedet. Elizabeths konklusion om at hun kunne klare sig fint uden vagter, fik ham dog til at klukke en anelse - noget han vidste ville provokere hende umådeligt. "Åbenbart klarede du det ikke så godt som du troede... ellers ville jeg trods alt ikke sidde her," svarede han mens hans blik fandt hendes igen, et drillende glimt at finde i hans grå øjne. Glimtet forsvandt dog hurtigt, og tilbage sad igen den kyniske mand. "Selvfølgelig er din faders fjender ikke din skyld, ligesom det ikke er minearbejderens skyld at han er blevet født i en familie uden penge," han tog endnu en slurk af sin vin uden at vende blikket væk fra hendes, hans ansigt seriøst. "Der er ingen der har nogen kontrol over hvem de bliver født som, men du kan ikke ændre hvem du er, Elizabeth. Lige meget hvor lang tid du gemmer dig, vil du altid være kongens datter, og der vil altid være folk der vil forsøge at bruge dig i deres politiske spil for at få mere magt eller flere penge, eller blot for at skade din fader og jeres familie."

Ved hendes beskyldninger angående vinen kiggede han et øjeblik fra glasset i sin hånd til den forurettede Elizabeth, før han sukkede opgivende. Han tømte glasset og stillede det fra sig på et lille bord der stod mellem de to stole, og fiskede sin pung op fra en skjult inderlomme i hans læderjakke. Fra pungen fiskede han fem daler frem - hvad han bedømte svarede til cirka to ugers løn for skrædderen der boede i huset - og placerede omhyggeligt guldmønterne på bordet. "Det burde vist dække vinen og mere til," konkluderede han og greb fat i vinflasken som elverkvinden havde efterladt på bordet, hvorefter han fyldte sit glas på ny.

Endnu engang fremtvang hendes stædige argumenter et suk og han gned opgivende sin pande. "Tving mig ikke til at lænke dig til hestevognen, Elizabeth. Det vil udelukkende være en dårlig oplevelse for os begge," bad han hende i et tonefald der tydeligt indikerede at han ikke ville tøve et sekund med at gøre det, selvom han ville finde hele forløbet yderst usmageligt. Gavin fulgte den unge magiker med øjnene mens hun bevægede sig hen til falken, og bagefter plantede sig foran ham med det stædige udtryk i øjnene som han kun kendte alt for godt. Det var udtrykket der sagde at han nok ville ende med at skulle finde lænkerne frem. Hendes ord fik ham til at rynke brynene. "Hvis du tror at almindelige folk kan leve livet som de ønsker, så har du lært mindre på disse tre måneder end jeg troede. Dette "almindelige" liv som du idylliserer så umådeligt, er akkurat lige så begrænsende - hvis ikke mere - som det liv du selv lever. De fleste af disse mennesker kommer aldrig til at se mere end deres landsby. Hvis kvinderne ikke formår at finde en ægtefælle, må de leve som en byrde for deres familie resten af livet. Hvis de finder sig en mand som viser sig at være voldelig, alkoholiseret, eller måske at have en svaghed for kortspil, så kan de ikke slippe væk da der ikke er nogen der vil have noget at gøre med en falden kvinde. Hvis de ikke skaffer mad på bordet, så skal de se deres børn sulte," der var et glimt af vrede i hans øjne da de mødte hendes, "tror du virkelig at tyven, gadedrengen, den prostituerede og den lamme, har friheden til at "leve livet som de ønsker det"? Du er en af de mest magtfulde kvinder i kongedømmet Elizabeth. Stop med at opføre dig som om du er et offer, blot fordi du hellere vil løbe væk og fornægte hvem du er, i stedet for at udnytte de muligheder du har."

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth skulle lige til at sige noget til Gavin's smarte svar til hendes protest hvilket fik hende til kort at se ud som om hun ville sige noget men måtte tie med et frustreret blik "Det er ikke en begrundelse for at jeg ikke ville have klaret mig.." prøvede hun at forsvare sit eget argument, selvom det faldt lidt til jorden. Hun vendte vredt sit ansigt ud til siden "Nej det ville ikke skade ham, det ville skade hans politik hvis jeg ikke kom hjem, skade hans magt og loyalitet fra Hertugen af Ynisti fordi hans søn pludselig ikke havde en brud.. Det er sjovt hvordan jeg kun ser fordele for alle mændene i dette når jeg blot skal sidde stille og ingen holdninger må have om noget.." sagde hun før hun igen vendte blikket imod Gavin.

"De ville ikke kunne finde på at putte mig i lænker.." sagde hun provokerende, teknisk set var hun højere stillet end han var og hun var derfor ganske overbevist om at han ikke turde putte hende i lænker, men teknisk set vidste hun ikke om det var bluff eller ej.

Da Gavin begyndte at tale meget alvorligt og lettere vredt til hende, om at hun intet forstod om verden og at hun skulle holde op med at opføre sig som et barn mærkede hun stik i hjertet. Aldrig havde Gavin talt sådan til hende, den eneste der nogensinde havde talt sådan til hende var hendes far når han havde fået nok af hendes opførsel. Hendes mund åbnede sig lidt i et forsøg på at sige noget dog uden at der kom noget ud, hun var lamslået over hans pludselig ændring i måde at tale til hende på. Hendes blik søgte igen væk da han sagde hun var en af de mest magtfulde kvinder i landet og hun burde opføre sig derefter i stedet for at leve i en fantasi.

Hun sukkede og gik over til vinduet hvor hun kunne se soldaterne der stod rundt om huset. En hånd gled om på baghovedet hvor hun trak båndet der holdt knolden ud så håret faldt ned langs hendes ryg i en rolig bevægelse. "Jeg får Dem vel ikke til at ændre mening?" sagde hun og kiggede sørgmodigt imod ham. Et sidste forsøg måtte vel gøres? Hun kunne dog tydeligt se hvor alt dette bar hen og hun kiggede ned på sine hænder "En fugl i sit bur.." mumlede hun før hun gled ned og satte sig på gulvet op af hoveddøren et tomt blik lå i hendes øjne "Fint, jeg tager med Dem hvis jeg ingen andre muligheder har, jeg er ikke dum og ved udemærket jeg aldrig vil kunne komme forbi den flok mænd De har med dem.." sagde hun opgivende, hun sad noget tid før hun igen rejste sig "Jeg skal blot have mine ejendele" sagde hun så, da hun bevægede sig imod bagdøren igen så han ikke ville tro hun forsøgte at stikke af igen. Hun tog sin bue over skulderen sammen med pilene hvorefter hendes daggert blev sat i sin holder i bæltet. Hun vendte sig om og trak armen lidt ud til siden hvilket gav signal til falken om at komme til hende. Da den var landet på hendes arm sukkede hun før hun kiggede imod Gavin "Må jeg i det mindste ride selv?" spurgte hun. Et forsøg var vel et forsøg, hvis hun kunne snyde vagterne til hest så kunne hun måske slippe væk igen og denne gang måske forsøge at komme ud af landet, men hun var meget i tvivl om Gavin ville være så dum at han ville lade hende sidde andre steder en overfor ham i vognen hvor han ville kunne holde øje med hende hele vejen.

[Gavin Walker]

Gavin løftede blot et øjenbryn ved hendes fortsatte protest om at hun fortsat ville have kunnet klare sig på egen hånd. "Vær nu ikke dum, prinsesse. Hvis vi kunne finde dig var det blot et spørgsmål om tid før nogen med mere skumle hensigter ville have gjort det samme," svarede han mens hans finger bankede let på glasset og afslørede hans utålmodighed. Hans bevægelse stoppede dog brat ved Elizabeths pludselig og vrede udbrud om sin fars manglende affektioner. Gavin rynkede brynene og betragtede pludseligt Elizabeth og hendes flugt i et helt nyt lys. Blandt dem der havde sin gang på slottet var det generel viden at kong William ikke var bange for at ty til næven for at sætte skik på sine børn - Gavin huskede selv tydeligt kongens reaktion da Elizabeth kom hjem fra en udflugt med et kosmetisk brændemærke. Mens han betragtede hendes bortvendte ansigt i flammernes skær, kunne man i de grå øjne ane en blanding af sorg og vrede der var ukarakteristisk for den ellers altid følelseskolde telepatiker - denne gang var vreden dog ikke rettet mod hende. "Han elsker dig Elizabeth, også selvom... også selvom han ikke altid er lige god til at vise det. Han har savnet dig." Gavin udtalte sig langsomt, hvert ord velovervejet da han udmærket vidste at han var ved at stikke hånden i et hvepsebo der egentlig ikke vedkom ham. 

På trods af den anspændte stemning i stuen, kunne han dog ikke undlade at smile da hun udfordrende hans trudsel om at smide hende i lænker. "Det ville jeg nok ikke, nej," medgav han. "Men i sidste ende er jeg nu mindre bange for dig end jeg er for din faders vrede skulle jeg ankomme på slottet uden mindst én prinsesse på slæb," tilføjede han halvt drillende, halvt sandfærdigt.

Den arrighed Gavin havde følt tidligere da hun påstod at hun havde det værre end den almindelige borger (en holdning han som tidligere gadedreng havde ladet sig provokere af) forsvandt da ilden syntes at forsvinde fra den unge kvinde. Han vidste godt at han nok havde overtrådt en grænse - tiltalt prinsessen på en måde som kun kongen havde ret til. Han havde dog altid set det som sin pligt at uddanne børnene i kongefamilien når han kunne, og desuden ønskede han brændende at Elizabeth skulle indse de muligheder hun sad med i stedet for kun at se fængselstremmer. Igen masserede han sin næseryg, og åndede tungt ud i et dybt suk. Pludseligt følte han sig 100 år gammel både i krop og sind. Han stillede sit halvfyldte vinglas fra sig på bordet, og fik med besvær stablet sig på benene. Han besvarede ikke hendes spørgsmål om hvad end hun kunne få ham til at skifte mening eller ej, da de begge allerede kendte svaret. I stedet betragtede han hende blot med triste øjne som hun sad på gulvet, og ventede sådan indtil hun endelig rejste sig og samlede sine ting. Da hun var færdig og spurgte om hun måtte ride, sendte han hende et sørgmodigt smil. "Hjertens gerne... hvis jeg kunne stole på at du ikke ville løbe væk igen," svarede han hende, velvidende at de begge vidste at hun ville gribe chancen hvis den blev hende givet. 

Gavin stod et øjeblik og kiggede mellem hende og fordøren, som om han prøvede at træffe en beslutning. Så skar han en lille grimasse, og tog et par skridt over mod Elizabeth indtil han stod lige over for hende. Han kiggede ned i hendes kastanjebrune øjne, og tøvede endnu et øjeblik før han åbnede munden. "Lad dig ikke slå ud, Elizabeth. Blot fordi kvinder har en anden form for magt end mænd, betyder det ikke at de ikke har nogen. Hvis du lærer at spille dine kort, kan du også få indflydelse på din skæbne... og tro ikke..." han løftede kort sin venstre hånd som for at lægge den på hendes skulder, men lod den så falde igen, "...tro ikke at du er uden venner på slottet. Du har været savnet." Hans blik veg fra hendes som om ytringen af ordene havde tilført ham fysisk smerte, og da han var færdig vendte han sig straks om og begyndte at gå over mod fordøren uden at bekræfte at hun fulgte efter. Imens han stred tværs gennem rummet kaldte han tilbage over sin skulder uden at kigge. "Jeg vil snakke med din fader om at give dig mere frihed. Han har altid været... overbeskyttende... og du er åbenlyst ikke et barn længere." Telepatikerens stemmeføring var endnu engang neutral og berøvet for umiddelbare følelser, sådan som man kendte Gavin Walker bedst.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth kiggede på Gavin med et hævet øjenbryn, "Selv hvis jeg blev fundet af andre end jer, så ville mit liv udforme sig mere spændende levende eller død end bag de samme 4 mure.." sagde hun dog med ophøjet ro. Hun troede selv på at al faren og spændingen var det der gjorde livet til noget spændende og unikt, at sidde i et tårn værelse dag ud og dag ind, og brodere, eller sy. at tage ud i den samme slots have og træne sine bue og pil evner men aldrig at kunne bruge dem, og deltage i de evige kommende baller hvor man altid skulle spændes ind i korset og store kjoler igen hvor man bare skulle sidde og smile uden at kunne debattere sine holdninger om landets måde at blive drevet på. Så var det bare meget mere spændende at komme ud og opleve noget om det så tog livet af en til slut, men ja nu var hun fundet og nu skulle hun tilbage til den virkelighed hun havde været sluppet fra i 3 måneder. Hun var dog meget i tvivl om hvorvidt hun ville kunne vende tilbage til bare at være prinsesse Elizabeth, pigen der skulle giftes med den kommende Hertug af Ynisti. Andet var hun jo ikke.. 

Ved Gavin's forsøg på at rode bod på hendes faders opførsel fnøs hun kort "Så gemmer han det ganske godt, hvorfor betyder det ikke noget hvad jeg vil.. Jeg vil ikke giftes.. Og slet ikke med den højrøvede, magt begærlige, modbydelige, selvoptagede, egoistiske, hvalp af en prins!" hun stampede lettere vredt i gulvet. Hun var bestemt ikke tilfreds med hendes trolovede som hun aldrig havde haft noget at sige til eller fra omkring. Men de to havde aldrig helt kunne enes selvom de havde været sammen hver sommer siden Elizabeth var ganske lille. Hun gned sig let i panden vreden og frustrationen over hendes fader var begyndt at give hende en smule ondt i hovedet, det var længe siden hun havde været vred, sådan rigtig vred og det kunne mærkes nu.

Et lille smil kom dog frem på hendes læber da Gavin erkendte at han nok ikke ville putte hende i lænker og hun nikkede da også erkendende over at han ikke var mere bange for hende end hendes fader, og ja han ville nok ikke blive særlig populær hvis han kom hjem uden hende."Nej det ville nok ikke blive modtaget særlig godt" før hun sendte Gavin et lille smil. Hendes faders vrede var jo trods alt noget hun kendte til, og hvad han kunne gøre ved sine børn turde hun ikke rigtig tænke på hvordan han kunne reagere på en der ikke var af blodslægt. 

Som hun sad der på gulvet og kiggede ned kunne hun fornemme øjne der hvilede på hende efter hun havde hørt Gavin rejse sig fra stolen. Da hun havde fået samlet sine ting og havde stillet sit spørgsmål til Gavin kunne hun godt fornemme han gerne ville lade hende, men blot ikke kunne. Hun kunne næsten heller ikke byde den gamle mand at skulle løbe efter hende på den måde, men hun ville sikkert have gjort sit for at komme væk hvis muligheden bød sig og der var det jo forståeligt at han ikke kunne stole på hende. 

Hun kiggede på Gavin med et opgivende blik "Du ved lige så godt som jeg, at det ikke er noget jeg mestre, det er noget moder og Gabriella er gode til, ikke jeg". Hendes blik lå imod ham da han løftede hånden men igen lod den falde, et stille men venligt smil lagde sig over hendes læber "Det ved jeg, og tak Gavin.. Jeg ved godt jeg er lidt af en mundfuld, men du har aldrig givet helt op på mig" sagde hun stille og kiggede efter ham som han havde veget fra hendes blik og var begyndt at gå. Som han sagde at han ville tale med hendes fader om mere frihed kunne hun ikke tilbage holde en svag ironisk latter "Pas hellere på med det, det kan koste hovedet at have andre meninger end ham" sagde hun og pustede opgivende, hun troede ikke på at Gavin kunne gøre noget for hende, for selvom Gavin var så tæt med hendes fader så var der ingen der skulle fortælle ham hvad han skulle gøre med sine børn, ikke engang hendes moder havde den ret hvis der var noget hendes fader mente skulle ske på en bestemt måde. 

Desuden kunne hun ikke forestille sig at hun kom uden for tårn værelset inden hun skulle giftes efter dette. Hvilket fik hende til at tænke på hendes fars reaktion når hun kom hjem "Han slår mig ihjel" sagde hun imens hun tog sig til hovedet selvom hun godt vidste det ikke var tilfældet så frygtede hun stadig den reaktion der ville komme når hun om godt 5-6 dage stod foran slottets bymur igen.  

Hun gik med rolige og lettere triste skridt ud til vognen med hovedet lettere bøjet. "Så er det tilbage til pligterne" sagde hun lavt til falken der sad på hendes arm. En vagt kom med et bur til falken som hun forsigtigt satte den ind i og så hendes hest var blevet bundet fast til en af vagternes. Herefter satte hun sig ind lænede sig op imod vinduet og kiggede ud, nu var det eventyr slut. Ikke et blik blev skænket til Gavin, det var blandede følelser for hun var vred, ked og bange over at skulle tilbage til Kensis, men bare det at hun var magtesløs og ikke have muligheden til at vælge frit selv gjorde ondt. 

Udenfor vognen stod rådgiveren for elvernes greve og så meget forventnings fuldt på Gavin "Kongen lovede en pose på 100 daler til dem der kunne finde jeres Prinsesse, vi fandt hende så kan vi få vores dusør?" man kunne høre på elveren at han var ganske penge grisk på den måde som han ikke kunne holde sine ord tilbage imens han blot stod der og ventede på at få pengene før han ville gå og de kunne komme afsted.