Et uventet møde

[Elizabeth C. L. Remond]

Årstid: Forår: April
Tid: 14:10
Vejr: Høj solskin, lun brise.

Elizabeth var omsider ude fra sit fængsel af et kammer som hendes far havde beordret at hun skulle blive inde og kun måtte forlade ved ting hvor hun skulle være sammen med familien hvilket normalt kun var ved måltiderne, og morgenmad havde hun fået på sengen. Hun havde været ængstelig for at komme ud, for hun havde trods alt ikke haft mulighed for at skyde med sin bue og pil i flere måneder, og det havde virkelig lagt højest på prioriteringslisten. Hendes far havde besøgt hende ved morgen og givet hende lov til for i dag at komme ud og det havde bare været som en sten der blev løftet fra hendes bryst.

Hun havde fået noget af en lærestreg ved at blive straffet så voldsomt så hun havde ikke planer om at drage ud igen, det var simpelhen for risikabelt hun ville gerne kunne nyde lidt af sig selv inden alt i hendes liv blev vendt på hovedet. Hende hertuginde det var ikke ligefrem noget der hugede hende særlig meget, men i det mindste behøvede hun ikke at se den selvfede prins sådan lige med det samme. 

Hun stod i haven iført et løs lysegrøn kjole, den var noget finere end dem hun havde haft brugt på sin lange rejse, men hun var trods alt også prinsesse så det gik ikke at hun rendte rundt i byboer tøj. Korsettet var spændt godt ind og fremhævede den spinkle figur. Hendes lange brune hår var samlet i en fransk fletning som hendes søde hofdame havde flettet for hende. 

Hun stod kiggede på målet før hun rakte ned efter en ny pil, ud fra målskiven kunne man se at hun havde været igang noget tid, og det halve år uden træning havde sat sit præg på hendes evner. Endnu en der ikke var i midten. Hun pustede irriteret et hår væk fra sit ansigt som havde løsnet sig fra frisuren. Det var tydeligt at se frustrationen i hendes ansigt. 

Lidt fra hende sad 4 hofdamer og drak te sammen med dronningen. Hun kunne heller ikke være nogen steder hun at skulle overvåges. Hun havde dog ikke givet dem så mange tanker, hun ville bare ramme plet! 

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy var taget afsted tidligt den morgen sammen med sin fader. Faderen havde en aftale med kongen om et eller andet, som han ikke ville fortælle Troy hvad var. De var taget tidligt afsted for at kunne gøre et stop under vejs og diskuterer, hvordan Troy havde opført sig på det seneste, da faderen havde lagt mærke til at Troy mere og mere virkede til at ville bakke ud af trolovelsen. Derfor havde faderen taget sig en alvorssnak med Troy om, at han skulle holde op med at opfører sig som et uartigt barn, der ikke kunne få sin vilje, han var den ældste prins, kommende hertug.. Han havde forpligtelser om han ville det eller ej, nøjagtigt ligesom hans fader havde haft inden ham, han havde ikke den luksus, selv at kunne vælge hvad han ville med sit liv.

Dette havde Troy så mere eller mindre accepteret, selvom hans tanker nu stadig vandrede andetsteds.. Ud i ørkenen, men det forblev hans egen hemmelighed, det liv kunne han aldrig få, han skulle blive lige her i Kensis som en del af adelen. Kort efter red hestene ind på gårdspladsen ved slottet og Victor steg let af hesten. Troy blev kort siddende og så lidt rundt med et let hævet øjenbryn. Her virkede bare så idyllisk.. Garanteret fordi snothvalpen var på sit kammer, heldigvis. "Troy helt ærligt! Gå ned i haven imens jeg lige snakker med kongen, okay? For himlens skyld, du er ikke et barn længere" Vrissede Victor kort og gav tøjlerne til sin hest til en af staldknægtene, inden han forsvandt indenfor. Troy fulgte ham kort med blikket og let sammenknebne øjne, inden han kort rystede på hovedet med et opgivende suk. Tjah desværre havde han jo ret. Troy steg let ned fra hesten og trak selv hesten over til tøjringen, hvor han let bandt den fast, så den stod i skyggen ved noget vand. Ikke på hvilkår, om der var andre end ham, der skulle rører ved hans hest. Troy klappede kort hesten på halsen med et roligt smil, inden han gik over gårdspladsen og ned til haven.

Han var iklædt et par sorte bukser samt de lange sorte støvler. På overkroppen havde han en løstsiddende grå skjorte, hvor de to øverste knapper manglede at blive lukket, sammen med bæltet omkring hans hofte, der normalt holdte hans sværd, der lige nu sad på hesten, han havde ikke brug for det her.. Han havde med vilje ladt medaljonen fra Asteria blive derhjemme, han skulle ikke nyde noget af nogle uvelkommene spørgsmål. Det regnede han ihvertfald ikke med. Det var jo også lunt i vejret og de skulle jo kun herover på en kort visit, derfor havde han ikke gidet at tage alt udstyret på, selvom Victor var ulasteligt klædt, men okay, han skulle jo også tale med kongen. Troy gik roligt via stierne i haven med blikket vendt imod jorden imens han gik, så det brune hår faldt lidt ned i hans ansigt og dækkede en smule over det korte skæg. Han gik roligt lidt rundt i haven, inden han standsede op ved lyden af noget der skar igennem luften. Han så sig kort en smule undrende omkring, inden han fik øje på dronningen og hendes hofdamer, hvor Elizabeth stod lidt derfra med sin bue og pil. Hun havde stadig væk ikke helt styr på det? Men okay, så meget tid som hun tilbragte indenfor, så kunne det jo ikke undgåes at det han havde forsøgt at lærer hende sidste sommer, var forsvundet igen. Troy stod roligt lidt tid med hænderne i hans bukselommer og lod blikket vandre rundt i haven med et let hævet øjenbryn. Tjah, de havde det vel godt som adelige, bortset fra den store mur omkring dem..

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth skød igen og igen og på trods af hvor god hun egentlig havde været for blot et halvt år siden så var det bare dalet drastisk. Hun følte hun havde stået der i flere timer. Da næste skud skød hen over målet kastede hun buen fra sig, det havde aldrig været så slemt som det var nu.. "ARRG!" vrissede hun ret højt. Hun kunne høre hendes mor rømme sig, hvilket fik hende til at himle med øjnene og hun gik imod buen der var fløjet sig et par meter hen af græsset.

Elizabeth bøjede sig imod buen og greb den før hun igen rettede sig op, i en drejende bevægelse. Hendes blik rettede sig op og det første hun så var Troy's skikkelse der stod et stykke fra hende. Hun himlede kort med øjnene. Det kunne simpelthen ikke passe. Det var en illusion, det måtte det være. Hendes hjerne der mindede hende om at hun ikke skulle blive for glad for at være udenfor igen for inden længe ville hun blive sat i en stol og skulle se køn ud hele tiden.

Hun drejede sig om og igen tog en ny pil. Denne gang koncentrerede hun sig noget mere, Troy skulle ikke ødelægge det for hende. Han skulle ikke rode rundt i hendes tanker. Hun havde dog ingen ide om at Troy rent faktisk stod et stykke derfra, for hun havde intet hørt om at hertugen skulle komme til Kensis.

"Elizabeth! Sådan modtager man da ikke sin kommende mand" lød det fra Philippa, som roligt rejste sig fra sin stol blandt sine hofdamer og begav sig hen imod Troy. Det måtte være en spøg? Hun drejede rundt på hælene og kiggede indgående på Troy. "Velkommen til Kensis igen Sir" sagde Philippa med blid stemme da hun stod ved ham og rakte hendes hånd ud som for alle betød at de af høflighed skulle kysse den, mærkelige traditioner var der i hvert fald nok af.

Da hendes mor gjorde tegn til at gå med sine hofdamer stivnede Elizabeth lidt selv. Skulle hun til at være alene med ham.. Han var her rent faktisk.. Hvorfor? Havde hendes far planer om at skubbe brylluppet tættere på? Da hendes mor og hofdamerne var ude af syne tog hun buen og satte den op af sit hylster med pile "Jeg havde ikke regnet med at se Dem her, hvad bringer Dem hid?" sagde hun lettere sammenbidt, men prøvede at holde et neutralt ansigt der stod vagter alle steder og hvem vidste om hendes far havde nogen til at overvåge hendes opførsel.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kunne ikke helt lade hver med at smile lidt skævt, da Elizabeth kylede buen fra sig. Ja temperament havde hun da stadig og det var da kommet igen for fuld blæs siden sidste sommer, hvor det ellers havde virket til, at det havde aftaget en smule? Men det var ihvertfald væk nu, det kunne han tydeligt se. Han fulgte hende kort med blikket, da hun samlede en ny pil op. Nå, så hun gav altså ikke op? Troy blev nærmest flået tilbage til virkeligheden, da Philippa rettede på Elizabeth. Ej okay, måske en anelse voldsomt.. Han havde jo egentlig ingen intentioner om at skulle snakke med hende, men det ville han så være tvunget til nu.

Troy sukkede kort, dog så det ikke kunne ses, inden dronningen nåede over til ham. Han vendte roligt fronten imod dronningen og tog let hendes hånd, inden han kort bukkede ganske let for hende og kort kyssede hendes hånd, inden han slap den igen. "Deres majestæt" Hilste han roligt med et smil. Han skulle jo virke så charmerende som muligt overfor alle ved hoffet, derfor var han også blevet trænet i at smække en kunstig facade på med det samme, hvilket var meget heldigt i dette tilfælde, så dronningen ikke ville have en chance for at se igennem hans charmerende smil. Han så kort efter dronningen, da hun forlod haven med sine hofdamer, inden han vendte blikket imod Elizabeth igen ved hendes kommentar. Han himlede kort en enkelt gang med blikket over hendes allerede halv bidske kommentar, inden han trak på skuldrene en enkelt gang. "Bare rolig, jeg er her ikke for at generer Dem, jeg er blot med min fader på rundtur, da han skulle tale med Deres fader Kongen" Kommenterede han kort og rystede så en enkelt gang på hovedet.

Troy lod kort sit blik vandrer rundt i området på alle vagterne, dog uden at flytte hovedet det mindste. "Hvorfor har De ikke øvet Deres bue nået mere siden sidste sommer?" Spurgte han undrende, inden han igen vendte blikket imod hende med et let hævet øjenbryn, imens han lod sine hænder hvile i hans bukselommer. Havde kongen virkelig forlangt, at hun skulle have flere vagter, siden sit lille flugt forsøg sidste gang? Det gav jo god mening, men hvor måtte hun dog føle sig fanget.. Og hvorfor var det lige, at de skulle være alene? Det var de da ellers aldrig normalt, var det fordi at det snart var.. Dagen, kunne man vel godt sige. Han vidste det ikke og var egentlig også ligeglad, det måtte da trodsalt være rart for hende, ikke at være så overvåget, som hun tilsyneladende var til dagligt.. Eller var det bare noget han antog?

[Elizabeth C. L. Remond]

At Philippa havde reageret som hun gjorde var ikke usædvanligt da hendes forældre nu ville have hun indrettede sig, og at hun ikke engang havde hilst på ham var meget uhøfligt, og havde hun rent faktisk troet at han stod der, så ja så vidste hun ikke om hun havde hilst, måske nu hvor hendes mor sad så tæt på. Ikke at det hugede hende synderlig at skulle hilse på ham. Det var egentlig underligt hvordan hun kunne være så vred på ham og afsky ham som hun gjorde, for hun kendte ham jo teknisk set ikke, hun havde aldrig taget sig tiden til at lære ham at kende?

Hun nejede for hendes mor der sendte hende et lille nik inden hun forsvandt ud af haven op imod slottet. At de nu var alene var kun en falsk følelse for Elizabeth vidste bedre, hun var aldrig alene så der måtte mindst være 2 af vagterne der stod nærmest som var spioner for hendes far, men hendes far også god til at få det til at se ud som om hun havde flere muligheder og mere frihed end hun havde når der kom folk udefra. Hun rynkede brynene lidt da hendes blik igen var endt på Troy som fortalte at han var her med hans far. "Hvad vil Deres fader snakke med min om?" spurgte hun lidt undrende, hun var ikke engang blevet informeret om at de kom til Kensis, men hun forventede lidt at han måske havde, han var trods alt ældste sønnen, og så havde hun bare en ide om at han fik alt afvide af sin far.

Hun drejede hovedet imod målskiven ved hans spørgsmål om hvorfor hun ikke havde øvet noget mere siden de sidst havde set hinanden. Hun sukkede lettere opgivende "Jeg ville gerne se dig ramme målskiven deroppe fra" sagde hun og pegede imod det sydvestlige tårn som var lidt væk fra det område hvor de stod nu. "Jeg har ikke været tilladt at forlade mit værelse i næsten et halvt år, det var faders måde at straffe mig på for min lille udflugt.." sagde hun og kiggede tilbage på ham med et let skuldertræk.

Hun tog let fat med den ene hånd i sin kjole og nejede "Men nu må De have mig undskyldt, hvis De ikke har noget at hjælpe med så vil jeg komme tilbage til min træning" sagde hun og drejede om og greb sin bue og en ny pil. Det var tydeligt at se på Elizabeth at hun havde ændret lidt karakter siden de sidst havde set hinanden, men spørgsmålet var hvorfor. Hun virkede anspændt som en tiger der kunne gå amok når som helst, men blev holdt fast af bånd og skulle opføre sig på en bestemt måde.
I hvert fald havde hun ikke været så høflig overfor Troy nogensinde. Sidst de havde snakket havde hun i hvert fald ikke have et høfligt ord i munden overfor ham, selv ikke når han havde prøvet at hjælpe hende.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy trak kort på skuldrene ved hendes spørgsmål. "Deres gæt er lige så godt som mit prinsesse" Svarede han kort. Han havde virkelig ingen anelse, men på en eller anden måde, håbede han lidt at det bare var et familie besøg, de var jo trods alt brødre.. Måske Victor ville hører til hvordan Zoe havde det... Det var jo ved at være længe siden, at hun var blevet giftet væk til kronprinsen. Hvor var det en underlig tanke... Hans egen lillesøster var gift med kronprinsen, havde to børn og skulle en dag være dronning... Den lille pige, der faldt i vandet, da de var små.

Han fulgte kort hendes fingers retning med blikket, da hun pegede på det fjerneste tårn. Skulle han drille hende lidt? Hun kunne jo umuligt komme til at hade ham mere, end hun gjorde i forvejen, hvilket han stadig væk ikke helt forstod... Han var da heller ikke begejstret for at blive tvunget ind i det her ægteskab, men det var jo ikke noget Elizabeth kunne gøre ved, det var jo noget deres fædre havde besluttet, da hun blev født... Troy havde mere eller mindre accepteret det, som årene var gået, selvom han nu stadig helst så sig fri. "Er det en form for udfordring eller hvad?" Spurgte han roligt med et let hævet øjenbryn, da han vendte blikket imod hende igen. Han rynkede dog kort brynene ved det næste hun sagde. Et halvt år? "Ja altså vi var godt nok mange ude at lede efter Dem, men et halvt år? Er det ikke lige i overkanten?" Spurgte han undrende. Han vidste godt, at man aldrig burde betvivle kongens beslutning, men et halvt år virkede altså lige i overkanten for at stikke af i så lang tid.

Troy nåede lige kort, at vende blikket imod tårnet igen med et let hævet øjenbryn, inden han hurtigt så på hende igen ved det sidste hun sagde. Han sagde ingenting lige med det samme, men så blot en smule overrasket på hende. Hun nejede rent faktisk for ham og talte pænt til ham? Hvad foregik der lige? Han lagde kort et par fingre imod sine øjenbryn og gned dem kort med en tænksom mine. "Da De trænede før.. Deres albue er for højt oppe i forhold til linjen der flugter ud til pilen... De skal sænke Deres albue en smule, så pilen og Deres arm bliver til en ret linje" Kommenterede han kort. Han var lidt i tvivl, om han skulle vise hende det ligesom sidste sommer, men hun virkede.. Forandret? Burde han spørge ind til det? De skulle jo trods alt leve sammen resten af deres liv, så de skulle jo helst kunne tale sammen. Troy kløede sig kort i håret med en tænksom mine, inden han lagde hånden tilbage i hans bukselomme. "Hvad er der forandret? De virker anspændt og alligevel bider De ikke af mig, ligesom De plejede?" Spurgte han undrende imens han holdte blikket på hende med et let hævet øjenbryn. Han rykkede sig ikke ud af stedet, selvom han havde lyst til at guide hendes bevægelser i forhold til buen ligesom sidste sommer, det var som om det havde løsnet hende lidt op dengang i forhold til at snerre af ham, men denne gang var der noget forandret ved hende... Noget.. Anderledes.

[Elizabeth C. L. Remond]

En lettere irriteret mine lagde sig over hendes ansigt *Typisk.. Hvorfor må man intet vide længere..* tænkte hun men rystede det så af sig og kiggede imod ham "Meget vel.. svarede hun blot stilfærdigt.

Hun kunne ikke lade være med at skyde et skævt smil, det virkede ægte og var det også, men det var ikke tit hun smilede længere, og hun havde slet ikke regnet med at han skulle få hende til det. Hun fik dog hurtigt presset læberne ud i en let spids mund "Måske hvis De tager udfordringen op" sagde hun lettere udfordrende, hun regnede dog ikke med at han ville gøre det, han spillede blot med musklerne. Desuden ville hendes far få en hjerneblødning af arrigskab hvis hun tog våben med op på sit kammer. Hun havde nær tabt kæben ved hans spørgsmål.. "Betvivler De kongens håndtering af hans egne børn?" spurgte hun undrende, det var første gang nogensinde at hun havde hørt ham ikke bare være en opstoppet højrøvet person, som blot gjorde hvad der blev sagt uden at stille spørgsmål ved det. "Men nej ifølge min fader så var det næsten for tidligt at lukke mig ud i dag.. Han håber at jeg ikke løber nogen steder igen efter dette.." sagde hun imens hun drejede rundt "Og han havde ret" dette var nærmest umuligt at høre men var også blot en lav mumlen af utilfredshed fra hendes side.

Hun lyttede til hvad han sagde, selvfølgelig og så skød hun sikkert ind i et træ et sted.. Men da pilen blev sendt af sted efter hun havde rettet på sin albue ramte hun næsten plet. Hun tabte kæben for et øjeblik før hun tog sig lidt sammen og samlede en ny pil op. "Jeg skal jo være voksen, så jeg er voksen.." hendes stemme var lidt hård denne gang, men ikke bidende. Det var rigtig svært for hende at holde alt den vrede over hele hendes situation inde. Et liv i fængsel for at blive tvangs giftet væk til en mand hun ikke rigtig kender.. Hun drejede sig dog imod Troy og kiggede på ham med hovedet let på skrå "Hvorfor spørger De? Jeg troede De var glad hvis Deres kommende brud rettede ind?" sagde hun og tog en dyb indånding imens et lettere anspændt, stramt og falsk smil lagde sig over hendes læber. Hvorfor virkede han pludselig så nysgerrig? Eller hvad end det var han var?

Hun vendte sig dog igen om og tog en ny pil "Desuden er hele haven fyldt med vagter og jeg ved aldrig hvem der lytter og fortæller min fader om min opførsel." sagde hun og kiggede over imod nogle af vagterne der stod tættest på, før blikket blev rettet imod målskiven. Hun tog sig tid og rettede armen ned igen og skød pilen afsted. Næsten i mål igen. Det gik helt klart frem af. Som han havde rettet hende ind kunne hun fysisk mærke at kroppen kunne huske hvordan hun skulle stå med hele kroppen hvilket var helt fantastisk. Teknikken skulle bare finpudses lidt så kunne hun snart ramme plet igen.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy kunne ikke helt lade hver med at smile, da hun tydeligvis kom til at smile over hans kommentar. Han trak kort på skuldrene og lavede kort et let vip med hovedet, som tegn til at hun skulle vise vej. "Okay, men så må De jo vise vejen til taget, da jeg ikke tror at kongen vil bryde sig om våben indendørs" Opfordrede han roligt med et let smil. Okay hvis hun lagde den der snoppethed fra sig, så kunne det godt ske, at han godt ville kunne holde hende ud resten af sit liv, men det ville tiden jo vise, de var jo trods alt ikke gift endnu, så der kunne nå at ske en hel del ting inden da.
Troy tog kort en enkelt hånd op for sin pande ved hendes chokkering med et roligt smil. "Kongen? Ikke et sekund, min onkel William derimod, til tider" Kommenterede han kort med et lidt skævt smil. William var jo ikke kun konge, han var jo trods alt Troys faders bror og dermed Troys onkel. Han sagde ingenting til hendes kommentar om at blive lukket ud, han så blot på hende med et let hævet øjenbryn og en undren i blikket, imens hun drejede rundt. Han kunne slet ikke forestille sig, ikke at måtte gå nogle steder.. Der var da tider, hvor Troy heller ikke måtte, men slet ikke i nærheden af et halvt år, ved ham var der tale om dage og det var kun hvis han virkelig havde jogget i spinatten eller hvis der var nogle i byen, som der var ude efter de adelige. Men okay, kravene var jo også anderledes for en kvinde, sådan var det jo og det var nok en ting, der aldrig ville ændre sig, selvom han vidste at Renesmée levede mere frit, så var det jo også farligere og mere bundet af livskrav...

Han fulgte let hendes bevægelse med blikket, da hun sænkede albuen. Nå, så der var alligevel noget hun lyttede til. Han rystede kort på hovedet med en lettere opgivende mine ved hendes brude kommentar. Det lød stadig mærkeligt i hans hoved.. Han havde jo aldrig rigtig haft noget med hende at gøre, han kendte hende ikke engang, han havde ingen idé om hvad hun lavede i sin fritid ud over at skyde med bue og pil og være.. Pæn, kunne man nok godt kalde det. "Jo det ville da være nemmest, men det er også mig der skal trækkes med hendes humør resten af mit liv, så hun skulle jo helst være bare en smule glad også?" Sagde han kort med et træk på skuldrene imens han blot holdte blikket på hende med det undrende blik. Han forstod det virkelig ikke.. Hvorfor havde hun ændret sig så meget? Godt nok til det bedre, men hun virkede bare.. Fanget. Og hvorfor hun havde set sig sur på ham igennem hele hendes liv, forstod han heller ikke.. Hun var da et indviklet stykke kvindfolk.

Troy så kort rundt i haven ved det sidste hun sagde. Det kunne der være noget om.. Fanget endnu engang. Han rystede kort på hovedet, da hun fyrede endnu en pil af der ikke ramte helt. Nu havde hun altså snart forsøgt et par gange med den teknik, men hun spændte stadig for meget. Han så kort lidt overvejende på hende med et let hævet øjenbryn, inden han roligt gik over og samlede en pil op fra hyldsteret, inden han stillede sig bag hende og lagde pilen imod hendes fingre på snoren, så hun kunne tage fat i den med snoren. "De spænder for meget, fordi De holder snoren for længe, inden De skyder. Luk øjnene, tag en dyb indånding, så De får styr på deres åndedræt.." Kommenterede han kort, inden han så ud på målskiven. Han havde ikke lavet andet, siden han var tre år gammel.. Alle former for våben flere gange dagligt. En underlig barndom, men meget behjælpelig hvis der en dag kom krig til landet. Troy lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, for at få hende til at sænke den sammen med sin vejrtrækning, inden han kort kørte hånden ud på hendes albue og rettede den til. "Så åben øjnene og skyd" Kommenterede han kort, inden han helt slap hende og trådte et par skridt bagud, så hun kunne få lov til at skyde.

[Elizabeth C. L. Remond]

Hendes blik lå forundret på ham "Hvornår er De blevet sådan en regelbryder?" spurgte hun lettere forundret. Det kunne sikkert være sjovt, hun vidste dog ikke hvordan hendes far ville have det med at hun gik rundt på slottets tag. Og ikke destromindre så var hun i tvivl om hvordan de overhovedet ville komme op på taget uden vagterne ville opdage dem. Et skævt smil lagde sig over hendes læber "Pas på med at sige det hvor folk kan høre det, De ender med at miste et øre.. Og hvordan skal De så kunne høre på alt det brok jeg har at sige" spurgte hun let drillende. Hendes far var ikke just en man skulle sige imod, om det så var hans børn så blev man sat på plads, det var nok derfor hun fandt det så morsomt. Måske havde det også været i overkanten det hendes far havde gjort, men hun havde været stukket af og forsvundet i 3 måneder, hun kunne være blevet slået ihjel, eller aldrig været fundet og så havde hendes far og Troy's far haft store problemer med hinanden. Så det var nok hans måde at sørge for at hun aldrig igen gjorde noget der kunne stille ham i dårligt lys.

Hun sukkede opgivende og prøvede blot at fokusere på målskiven "De har levet et halvt liv, hvor det eneste De har skulle bekymre dem om var hvordan lærte De at slås.. Jeg har brugt hver eneste dag fra jeg blev født på at få afvide at jeg skulle klæ, opføre og tale på en bestemt måde for på et tidspunkt skulle jeg ægtes med Dem.. Og jeg undskylder hvis det ikke er noget der ligger højt på mine egne ideer om hvordan min fremtid skulle være, så igen De må undskylde hvis jeg er lidt anspændt over at mine drømme ikke får lov til at blive fuldført nogensinde" sagde hun inden hun skød og ramte lidt fra målet. *For pokker da! Så ram dog rigtigt!* tænkte hun irriteret inden hun igen gjorde klar til at sende en ny afsted.

Det gøs koldt ned af ryggen på hende da hun pludselig kunne mærke han stod tæt på hende og havde hænderne på hende. Blot for at holde sig selv i ro måtte hun trække vejret dybt, hun prøvede at slappe lidt mere af i kroppen og til at starte med kunne hun ikke rigtig, hun blev ved med at spænde men som de stod der lidt og han ikke gik væk måtte hun gøre som han sagde og slappede lidt mere af, lukkede øjnene og sendte pilen afsted da hun åbnede dem igen. Og for første gang i lang tid ramte hun lige i plet. "Det lykkedes, det lykkedes!" sagde hun ivrigt og stod og hoppede kort og i et kort øjeblik uden tanker slog hun armene om halsen på Troy. Der gik dog ikke mange sekunder før hun opdagede hvad hun lavede og slap ham hurtigt for at træde et par skridt tilbage "Jeg beklager, det var ikke min hensigt at.. Gøre det.." sagde hun og prøvede at undgå hans blik. Hun havde svært ved at forstå hvorfor hun var venlig overfor ham.. Det var ikke hende.. Men det var måske hende der var ved at acceptere hele situationen.. For det var jo egentlig ikke personligt at hun hadede Troy eller opførte sig som hun gjorde før i tiden. Hun hadede hele situationen og hendes far for at tvinge hende til det og ville ikke lade sig selv komme tæt på Troy for så ville det betyde at hun kunne acceptere hendes fars valg.

Hun fugtede sine læber "Skulle vi prøve at komme op på det tag så De kan vise hvad De dur til?" sagde hun og greb sine pile og bue og kiggede kort op imod ham hvor en svag rosa farve havde lagt sig over hendes kinder, før hun begyndte at gå imod den anden ende af slots haven om imod der hvor tårnet var.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy smilede kort lidt skævt over hendes spørgsmål, inden han trak let på skuldrene. "Man tilpasser sig vel sine omgivelser" Kommenterede han kort med et roligt smil. Han kunne jo ikke fortsætte med at være en magtgal ligegyldig type, hvis han skulle kunne fungerer med resten af omverden, hvis han skulle kunne fungere med Elizabeth og måske endda Renesmée... Men det var noget, han aldrig kom til at fortælle Elizabeth, Renesmée var hans personlige hemmelighed og Asterias skat, som hun havde beskrevet hende dengang. Det var noget, som han ville tage med sig i graven, hvis det blev nødvendigt, hendes eksistens og oprindelse skulle ikke kendes af andre end de to, der biologisk var hendes forældre. Troy så kort rundt ved det næste hun sagde, inden han vendte blikket imod hende igen med et lidt skævt smil. "Hvorfor? Regner De da med at brokke begge ører af mig i løbet af kort tid?" Spurgte han en anelse drillende med et roligt smil. Det her var da meget hyggeligt, nu hvor hun blødte lidt op, hvilket stadig overraskede ham en lille smule, at hun gjorde.

Troy så blot roligt på hende, imens han lyttede på hvad hun forklarede. Tjah det kunne hun jo have ret i, han havde dog også skulle lærer alle reglerne og hvordan man satte sig i respekt overfor alle, borgere såvel som adelige, men hun havde ret, der var større krav til kvinderne i denne verden. Han stod lidt tid og blot så på hende efter hun var færdig med at tale, inden han kort lagde en hvilende hånd imod sin nakke, imens han holdte blikket på hende. "Hvad drømmer De da om?" Spurgte han helt roligt. Det var et oprigtigt spørgsmål og han kunne godt selv hører, at det lød underligt når det kom fra ham, men sådan var han bare når han havde set Asteria lidt.. Mere.. Menneskelig.
Han så hurtigt efter pilen med et roligt smil, da hun sendte den afsted lige i midten. Hun kunne jo sagtens, hun skulle bare lige lære at slappe lidt af også lade hver med at holde snoren udstrakt så længe af gangen. Han lagde roligt hånden fra hans nakke tilbage i hans bukselomme, inden han vendte blikket en smule overrasket imod Elizabeth, da hun hoppede rundt og pludselig slog armene om ham. Han rystede kort på hovedet med et roligt smil, da hun skyndte sig at bakke væk igen. "Der går jo ikke så længe, inden Deres små glædesudbrud forhåbentligt bliver hverdag for mig, så jeg kan jo lige så godt lærer det med det samme" Sagde han roligt med et let smil, som tegn til at det ikke gjorde ham noget. Ja man kunne godt mærke, at hun var en del yngre end ham, men det var som om hun virkede ældre og ældre jo mere tid han tilbragte sammen med hende, hvor hun rent faktisk talte til ham istedet for at bide eller snerre af ham.

Troy fulgte hende kort med blikket, da hun samlede sine ting op, inden han kort nikkede med et roligt smil og fulgte med hende. "Også er det forbudt at grine, hvis det går helt galt, det er trods alt ikke min egen bue" Drillede han roligt med et smil. Han hævede kort hånden imod vagterne, da de rørte på sig, som et tegn til at de skulle blive hvor de var. Han gad ikke, at hun skulle synke tilbage i den der indelukkede og fangede skald igen, nu hvor han endelig havde fået hende til at slappe lidt af og der skete højst sandsynligt heller ikke noget med hende, når det bare var de to der fjollede rundt på slottet. De skulle lærer at klarer sig selv og hvis kongen ikke brød sig om det, så skulle Troy nok tage den skideballe, det havde trods alt været hans foreslag, selvom han ikke kunne se noget galt i det, de lærte jo endelig hinanden at kende lidt.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth lagde armene mistroisk overkors og kiggede noget skeptisk på ham med sammen knebene øjne, det havde hun alligevel aldrig troet om ham, han havde altid virket på hende som en der fulgte reglerne til punkt og prikke. "Det lyder bare ikke som Dem Sir. De har altid virket som en der hellere ville brændes på bålet end at bryde en regel?" sagde hun undrende. Selvfølgelig kendte hun ikke Troy særlig godt, men hun mente da selv hun var god til at aflæse folk.. Det kunne dog være hun tog fejl, og var han slet ikke så snobbet og kedelig som han havde virket til så kunne det da være hun godt kunne overleve at skulle leve med ham.

Hun tog sig lidt til hagen ved hans spørgsmål.. Om hun ville snakke begge hans øre af? Måske det afhang af hvor van han var til at kvinder snakkede. Hendes far havde i hvert fald truet med at skære tungen af hende op til flere gange fordi hun altid havde noget at brokke sig over eller kommentere på. "Det afhænger fuldstændig af hvordan De opføre Dem.." sagde hun med et skævt smil. "Jeg siger blot at jeg siger min mening uanset hvem der står foran mig" afsluttede hun så og kiggede på ham, ville han tage det godt eller skidt at se frem til en kone der ville blande sig i alt? Det var måske heller ikke realistisk at hun ville gøre det, men hvis det var emner der betød noget for hende så holdt hun i hvert fald ikke mund.

Et lettere trist blik kom over hendes øjne da han spurgte ind til hvad hendes drømme var, der var mange, en af dem var ikke at være bare prinsesse. At kunne søge ud og opleve, det som hun aldrig havde fået mulighed for. Ikke at være låst fast i et billede af skønhed og ynde hvor det eneste formål man havde var at berige konge, prins, eller greve med børn, og det skulle ses som ens største ære i livet. "Jeg drømmer om at se verdenen.. Være fri som fuglen, og have muligheden for at skabe det liv jeg ønsker.. Uden at have tjenestefolk der kigger en over skulderen, eller kæmpe mure der holder en inde.. Jeg drømmer om at kunne vælge min egen skæbne, men det er desværre et ønske der aldrig vil gå i opfyldelse" fortalte hun, hendes stemme var meget ivrig imens hun fortalte, men da det kom til at hun jo ikke fik opfyldt den drøm blev hendes stemme igen en smule nedtrykt og et stille suk gled over hendes læber før hun igen kiggede på ham. "Har De aldrig drømt om andet end det vi er født ind til? Hvis jeg må være så uhøflig og spørge?" spurgte hun og kiggede på ham med hovedet let på skrå.

Hun strøg en tot hår om bag det ene øre og rømmede sig som han morede sig over hendes lille glædes udbrud. Hun plejede ikke at blive så ivrig så det var lidt pinligt. Især fordi hun prøvede at opretholde troen om at hun egentlig ikke kunne lide ham, men han var slet ikke så slem hvis hun skulle være helt ærlig, men selvfølgelig så fik han ikke det af vide.

Hun kiggede sig lidt over skulderen imens de gik, Troy var lidt bag hende og hun kunne se at han havde fået vagterne til at blive hvor de var. Det fik hende til at undres. Hvordan kunne han have så meget magt over hendes vagter når hun ikke engang selv havde det? Det var dog irriterende! Hun rystede det dog af sig da de stod for bunden af tårnet, det var højt, og Troy havde ikke fået afvide hvordan de skulle komme helt derop, for det var ikke just en stige de kom til at bruge "Jeg håber De ved hvordan man klatre?" sagde hun med et skævt smil. Elizabeth fik svunget bue og pile om ryggen før hun gjorde antegn til at klatre op af muren. Der var en lille stig hele vejen op som hun selv havde haft brugt i tide og utide for at slippe ud af slottet, dog ikke noget hun havde brugt længe, men klatre det glemte hun aldrig hvordan man gjorde. "Jeg kan ikke love Dem noget Sir.. Det afhænger af hvor komisk det kommer til at se ud" sagde hun med drillende stemme.
Hun begyndte roligt dog uden besvær at klatre op af den stejle tårn mur. Hendes mor ville krumme tær hvis hun så det, det var ikke ordentlig adfærd for en royal kvinde at klatre rundt og slet ikke på mure, det var nok noget af det Elizabeth havde hørt mest igennem hendes liv. Og det ville måske også undre Troy en del at hun faktisk ikke fulgte normen, det var trods alt mest drenge børn der brugte tid på at klatre og sjældent gjorde det som voksne. Men nu skulle hun se om hans evner kunne leve op til hendes, så de overhovedet kunne komme op på taget, hun kiggede ned da hun var nået nogle meter op "Kommer De?" spurgte hun og sendte ham et drillende smil. "Og jeg forventer De ikke kigger op under kjolen.." Drillede hun og kunne ikke lade være med at smile lidt. Ikke at der var så meget at se for hun havde trods alt nogle korte læder bukser på under den løse kjole, for hun var altid forberedt på en klatretur selvom hun dog ikke havde regnet med at skulle ud på en allerede.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy smilede lidt skævt over hendes kommentar, inden han trak en enkelt gang på skuldrene. "Hvorfor dømme en person på dens titel?" Spurgte han roligt. Ja han havde de tit set hende, som en dum og snoppet møgunge, men det virkede hun nu ikke som om hun var ret meget længere, hun virkede jo næsten voksen lige nu, måske hun ændrede sig tilbage til den dumme unge, for så ville den her samtale uden tvivl tage en helt anden drejning også ville han sagtens kunne finde på noget andet at give sig til. Han rystede let på hovedet med et skævt smil ved hendes kommentar. "Så ved jeg jo, hvad jeg bliver udsat for resten af mit liv" Grinede han kort med et roligt smil. Tjah det kunne da ikke, være helt slemt at skulle dele resten af sit liv sammen med hende, hvis deres samtaler kunne forblive sådan her.

Troy lyttede blot roligt på, da hun fortalte, hvad hun drømte om. Tjah nogle af dem var jo altså ikke helt umulige? "At tage ud og se verden, det kan De jo godt lidt om nogle måneder og der er jo ikke lige så mange vagter og store mure, når De flytter herfra. Helt kan De jo ikke slippe for det, men der vil da være mindre" Forklarede han roligt, imens han lod blikket vandre langs med muren, der lå rundt om slottet. Tjah det var underligt, at tale om sin fremtid med hende, men der var jo ikke længe til og han havde ingen intentioner om at sidde derhjemme og blive gammel, det var hans liv godt nok for kort til. Han ville ud at se noget, opleve nogle ting. Han smilede lidt skævt ved hendes spørgsmål, inden han let trak på skuldrene. "Den drøm opgav jeg for mange år siden må jeg indrømme, men jo det gjorde jeg engang" Kommenterede han kort med et træk på skuldrene. Jo han havde drømt om et andet liv sammen med Asteria, dengang de var unge og dumme, men efter hun forsvandt.. Så opgav han alt om den drøm, men nu havde han en datter.. En datter han aldrig kom til at se eller have noget at gøre med og en ungdomsflirt han stadig savnede til tider, hun var fri til at tage hvorhen hun ville hvis midlerne var til det. Asteria havde kun datteren at tænke på... Det var det liv han havde drømt om, fri til at gøre nøjagtigt hvad der passede dem.

Troy fulgte roligt med hende hen til tårnet, hvor han kort stoppede op og så en smule overvejende op af tårnet med et let hævet øjenbryn. Ja det var da heldigt, at han havde klatret en del i træer med sine søskende, da han var lille, ellers ville det her jo være praktisk taget umuligt. "Det kommer da ihvertfald an på en prøve" Grinede han med et skævt smil. Han trak kort på skuldrene med et roligt smil. Tjah det kom jo så an på hvor meget og hvor længe hun grinede af ham, om han blev hidsig, men han troede nu nok at han godt ville kunne håndtere det, det var jo trods alt hende han skulle bruge resten af sit liv med, så han skulle jo lære at leve med de ting der irriterede ham ved hende. Troy rystede kort på hovedet med et skævt smil ved hendes spørgsmål. Ja ja da, det skulle prøves, han havde jo trods alt selv udfordret hende. Han begyndte lige så langsomt, at følge efter hende op af tårnet imens han sørgede for at placere sine fødder nøje, for at være sikker på ikke at vælte ned. Han grinede kort til hendes kommentar. "Det bliver lidt svært helt at undgå, jeg skal jo trods alt vide hvor jeg skal gribe fat i tårnet næste gang" Kommenterede han kort med et skævt smil. Det var ikke noget han havde tænkt sig at kigge direkte efter, men han var jo nødt til at se en smule op for at se hvor han skulle placere sine hænder på tårnet for ikke at vælte ned derfra, det ville jo ikke være speciel smart, hvis han faldte ned og blev dræbt, selvom hun nu garanteret gerne ville se ham, ikke overleve indtil de skulle giftes, så hun slap for at blive gift med ham.

[Elizabeth C. L. Remond]

Elizabeth tog sig til hagen og ganske ironisk så meget tankevækkende ud "Sig mig Sir, er det ikke hvad vi altid gør?" sagde hun med en ærlig tone i stemmen. Man skulle altid forvente alt det gode fra en adel eller royal mand og kvinde, så det havde aldrig slået hende at der faktisk fandtes nogen som hende selv der ikke altid overholdt reglerne. Jo som små børn men ikke som voksne. Hans kommentar fik et skævt smil frem på hendes læber imens hun kvalte et grin bag sine læber imens hendes kinder fik en let rosa farve. Sådan havde hun aldrig hørt nogen sige før og det tiltalte hende faktisk en smule, måske var han ikke så dum som han førhen havde vist sig som?

Et forundret og glædeligt lys skinnede nærmest ud af øjnene på hende ved hans ord.. Ville hun have mulighed for at se noget af den verden de boede i? Uden det ville blive betegnet som at hun var stukket af? Det lød næsten for godt til at være sandt? Hun knyttede let den ene hånd og så lidt mistroisk imod Troy "Nu må De ikke spøge med mig Sir" sagde hun lettere usikkert hvilket tydeligt viste at hun slog tvivl ved hans ord, men hvad skulle man forvente, hun havde været låst inde for slottets mure hvis hun ikke stak af, hele sit liv.

Hun tog sig selv i næsten at spørge hvad han havde opgivet siden han engang havde andre drømme? Hvad havde slukket dem? Men lige nu lod hun det ligge, det var ikke værd at ødelægge en god stemning for. Især når de først nu faktisk havde fået en sådan rigtig. Hun kunne dog ikke lade være med at tænke på hvad der var sket, noget forfærdeligt skulle i hvert fald få hendes drømme til at forsvinde ud i den blå luft..

Hun nåede lige at kigge på ham da han så lidt overvejende ud i ansigtet hvilket blot fik hende til at smile, han var vel ikke en kylling? Dog ikke, da han jo hurtigt var efter hende op af muren. At det skulle komme an på en prøve glædede hun sig lidt til, han var sikkert en bedre skytte end hende selv, men derfor kunne han jo godt ramme forkert især deroppe fra og især fordi målskiven stod halv skråt i forhold til tårnets placering, hvilket jo selvfølgelig gjorde det hele en tand svære at ramme. Hans kommentar om at han jo skulle kigge op for at kunne gribe fat fik hende til at fnise ganske stille. I det mindste havde hun jo bukserne på så det gjorde jo ikke så meget, men hun havde godt nok lyst til at sige et eller andet kækt, men mon ikke hun burde lade være?

Da hun nåede toppen satte hun sig roligt på tagets skrå plader og pegede ned imod målskiven "Så skyder De bare" sagde hun med et stort selvsikkert smil, hun var meget sikker på at han IKKE ville ramme derfra, men det måtte guderne jo vide. Hun lænede sig godt tilbage og nød solens stråler der ramte hendes hud.

[Troy Faux LaGaur Remond]

Troy trak en enkelt gang på skuldrene med et roligt smil ved hendes spørgsmål. "Det kan De have ret i" Svarede han roligt med et let smil. Det var jo rigtig nok, lige siden de havde været helt små, havde de altid fået at vide, at de adelige og royale altid skulle vise sig fra deres bedste side, fremstå som 'over jeg'et' og altid være et godt eksempel for resten af verden. Egentlig en ret kedelig måde, at leve sit liv på.. Altid at skulle være den bedre. Troy lagde kort mærke til antydningen af et smil, der spillede over hendes ansigt og den lette rosa farve. Når, så han kunne trods alt godt få hende til at grine, det var da altid noget. Han smilede stille ved tanken, imens han roligt fulgte med hende. Måske det her ikke blev så slemt igen, men det måtte tiden jo vise...

Troy så kort lidt undrende på hende, da han godt kunne se hendes mistroiske blik. Hun troede altså ikke på ham? "Ja jeg ved ikke med Dem, men jeg har ikke tænkt mig, at stirrer på de samme mure i et helt liv, det er livet trods alt for kort til" Kommenterede han kort med et roligt smil. Ikke på hvilkår om han ville sidde derhjemme og blive gammel og grå, imens verden gik sin gang udenfor, ikke et sekund! Om han så skulle alene afsted, blev op til hende at beslutte på det tidspunkt, men ud, det ville han. Se noget, opleve noget nyt..

Han fulgte roligt med hende op af muren. Det var vidst rent held, at han ikke havde sin rustning på idag, for så havde det her været ekstra vanskeligt, men han havde jo selv halvvejs lagt op til udfordringen, så nu ville han også gennemføre det. Lidt efter nåede han tårnets top og trak sig let op, at sidde på tårnets skrå tag ved siden af hende, inden han kort så rundt med et skævt smil ved hendes opfordring. Skiven stod jo skævt.. Det her blev ikke let. Troy rystede let på hovedet med et skævt smil og rakte så hånden imod hende, for at hun selv kunne tage buen af, som hun jo havde taget over skulderen. "Vi skulle have tænkt over, at skiven stod skævt herhen imod" Kommenterede han kort med undertonen af et grin imens et roligt smil spillede over hans læber.

Det her var faktisk sjovt nok, det var rart med lidt spænding igen også fik han jo også lært hende lidt at kende trods alt, inden den store dag der langsomt nærmede sig. Troy rejste sig roligt op på taget og tjekkede kort, hvor han kunne sætte fødderne for ikke at skvatte ned. Her var heldigvis ikke så skråt, at man ikke kunne begå sig deroppe og taget heller ikke helt så glat, som han havde ventet, det var jo heldigt nok, selvom han nu stadig mistænkte hende for hellere at se ham død nede på græsset lige om lidt.. Alligevel virkede hun mere voksen og moden nu end sidste sommer, så måske hun havde accepteret tingene som de var, ligesom han havde for flere år siden, selvom det stadig var underligt at tænke på, hvad der snart skulle ske.