En helt normal dag [Anah]

[Cal Nebula]

Tidspunkt: Slut April, Eftermiddag
Vejr: Blå himmel og lunt i vejret, omkring 10 grader med en svag blæst

Det var en tidlig eftermiddag og vinden fejede blidt ind over området omkring den høje mur, der omkransede Kensis. Der var forholdsvist stille idag og de fleste folk befandt sig andetsteds. Selv byvagterne lod til at nyde det friske vejr, der for en gangs skyld hældede til den gode side for de fleste væsener. Cal sad lænet op af et træ i skyggen fra trækronen et lille stykke fra muren og blot stirrede på muren. Tjah, den eneste grund til at han befandt sig her idag, var fordi han skulle arbejde dagen efter og havde valgt, at se sig lidt omkring i Kensis inden da. Han opholdte sig ellers ikke normalt sådanne steder, men man skulle jo give de forskellige ting en chance.
Han havde et par sorte bukser, der sad forholdsvist løst omkring hans ben sammen med de sorte almindelige sko. På overkroppen bar han en mørkeblå trøje uden ærmer, der sad tæt til hans overkrop. Der lå en lille taske ved siden af ham i noget mørkebrunt læder, hvor man kunne ænse, at der stak et par bøger op af. Cal lod let blikket vandre langs med muren med et ligegyldigt udtryk i de blodrøde øjne og et let hævet øjenbryn. Tænk, at der var nogen, der lavede det samme dag ud og dag ind.. Det måtte da være forfærdeligt kedeligt i længden. Cal rystede kort en enkelt gang på hovedet, så det pjuskede sorte hår lagde sig en smule over de røde øjne, da han igen vendte opmærksomheden imod bogen, der lå op af hans ben. Han havde bukket det ene ben foran sig, så den fungerede som en slags bogstøtte, imens det andet ben lå fladt ned imod græsset. Cal lagde let den ene albue imod det bøjede knæ imens han placerede hånden i det sorte hår, så han sad en smule foroverbøjet, imens den anden arm blot lå fladt ved siden af ham. Tjah, det var noget han aldrig blev træt af... Mere viden, andre tanker end hans egne, litteratur der rent faktisk var interessant, at læse i, i modsætning til alt det ævl der til tider stod i aviserne. Den sorte ravn sad i træet over ham og hakkede i et stykke æble, der lå på en gren deroppe uden så meget som en lyd.

[Anah Kobler]

Anah tog en dyb indånding af den frisk forårsluft. Det var en fantastisk dag og Anah takkede guderne og priste sig lykkelig for, at Komtessen havde set hende på ærinder netop den dag. Vejret var mildt, fuglene sang og Anah var lykkelig over endelig at komme udenfor igen, efter en lang vinter indenfor. Selvom Anah normalt ikke tiltrak sig særlig meget opmærksomhed, fangede hun sig selv i at nynne en munter melodi hun havde hørt på en af kroerne tidligere på dagen. Så vidt kun kunne huske var teksten noget under bæltestedet, men melodien var fængende og frisk.
Selvom vejret var blevet varmere, havde Anah stadig sin varme underklær på. Ovenover havde hun en kjole i lysegrønt hør, et bælte hvorfra der hang forskellige småting, et sjal og en kyse på hoved. Hendes hår stak dog, som vanlig, ud under kysen i en tyk fletning. Hun havde skiftet den tunge uld kjole ud, med noget lettere og mere forårs-egnet, på Komtessens ønske naturligvis. Det virkede som om selv adelen var forårskuldret, for Komtessen havde været i usædvanligt godt humør på det seneste. Anah kunne ikke klage. Komtessens høje humør, gjorde hun sendte flere hemmelige breve, breve som hun kun lod sine mest betroede tjenestefolk, som Anah, håndtere.
Det var ikke at Anah hadede at arbejde for Komtessen, tværtimod, men det var nu engang rart at komme et smut ind til byen, uden at skulle bruge sin sparsomme fritid på det.

Anah rundede et hjørne og så til sin overraskelse bymuren. Hun havde da ikke været i nærheden af bymuren før? Ja, hun havde nok gået i sine egne tanker, men hun kunne ikke tro hun var foret SÅ vild! Hun fortsatte længere ned langs muren, hvor en mand sad under et træ og læste.

[Cal Nebula]

Cal sad lidt i sin egen verden, inden hans ører fangede lyden af skridt der flugtede langs med bymuren. Han så kort imod lyden ud af øjenkrogen med let sammenknebne øjne. Dog hævede han det ene bryn en smule ved synet af kvinden. Hvorfor lignede hun en, der ikke anede hvor hun var henne? Var hun faret vild? Man kunne i hvert fald godt antage, at hun var faret vild, at dømme ud fra udtrykket der prægede hendes ansigt samt de forsigtige og usikre skridt, som om hun ikke var helt sikker på om dette var den rette vej. Måske endnu en af de typer, der foretog sig det samme hver evig eneste dag og nu var kommet væk fra sine vante omgivelser? Det var faktisk en anelse humoristisk, nu hvor man tænkte over det.. Tænk hvor dyb en rytme, man kunne falde ind i, i løbet af meget kort tid, hvor deprimerende.

Cal vendte let blikket imod bogen igen i lidt tid, inden han kort så op imod ravnen uden at flytte hovedet det mindste, da fuglen kort skrappede op og let baskede med vingrene i nærheden af vagterne, så det lille stykke gennem hakkede æble faldt ned på jorden under grenen. Cal lod let blikket glide forbi kvinden og hen på vagterne, der stadig sad i skyggen og slappede af. Hvad nu? Cal rystede kort på hovedet med en opgivende mine. Uduelige fugl... Men ja ja da, den var jo godt selvskab i de mørke tider, nu hvor han normalt ikke kunne holde ud at tilbringe for meget tid med andre levende væsener, inden hans temperament løb af med ham, men det havde faktisk været længe siden nu, at han havde haft et af sine små raseri anfald... Men det var nok grundet vejret, der jo havde vist sig fra sin gode side, det sidste stykke tid, der var jo nogle, der troede på at vejret havde en indvirkning på humøret, Cal var nu stadig skeptisk...

[Anah Kobler]

Anah skævede kort hen til vagterne. Tanken om at spørger dem om vej strejfede hende, men hun havde hørt nok historier om hvad soldater lavede når de kedede sig til at være varsom. Hun fangede da også en af dem i at stirre åbenlyst på hende, mens han prikkede til sin sidemand. Anah skar en let grimasse. Så var de udelukket.

Hendes blik faldt på manden der læste. Han lignede ikke en der ville forstyrres, og faktisk lignede han heller ikke en Anah havde lyst til at forstyrre under nogen omstændigheder, men at vende om mod vagterne nu ville kun gøre alting værre, og hun ville ikke risikere at fare mere vild end hun allerede var.

Med bestemte skridt gik hun op til manden. Hans tøj så simpelt ud, men hvad der fangede hendes opmærksomhed var bogen. Han kunne læse, ergo kunne han umuligt være af lav stand. Hun stoppede godt 1½ armslængde fra manden, og nejede høfligt "Undskyld mig Sire.. Jeg er forfærdelig ked af at forstyrre Dem, men de kunne vel ikke være så elskværdig at fortælle mig hvordan jeg kommer til Templepladsen her fra? Jeg er desværre forret en anelse vild"

[Cal Nebula]

Cal sad blot i hans egen verden og bladrede videre i bogen, indtil han opfangede skridt der nærmede sig ud af øjenkrogen. Helt ærligt, kunne man nu heller ikke være i fred her?! Han lukkede kort de røde øjne og rynkede brynene en enkelt gang, inden han hørte at skridtene standsede lidt fra ham efterfulgt af kvindens stemme. Han sukkede kort en enkelt gang og rejste sig derefter op fra græsset. Han samlede roligt hans taske op og lagde bogen ned i den, inden han svang den over hans skulder igen. "De kommer hurtigst derned igennem de to huse der, så skal De bare fortsætte ligeud derefter" Forklarede han roligt og pegede kort ned imellem to huse, inden han vendte blikket imod kvinden igen. "Men nu må De have mig undskyldt, jeg skal desværre den anden vej" Forklarede han roligt og så kort op på ravnen. Han piftede kort af den, hvorefter den lettede fra grenen over ham og fløj over muren.

Cal kastede kort et sidste blik på kvinden, inden han gik direkte forbi hende og fortsatte hen langs muren, inden han gik igennem indgangen til skoven og forsvandt ind imellem træerne i den retning som fuglen var fløjet i. Han havde haft en lang dag følte han det efterhånden som, så han orkede ikke small talk lige nu og valgte istedet at begive sig hjem af, det var nok klogest som tingene var nu og hende så han jo næppe igen, så der var vidst ingen skade sket der.

//Out