Indlæg af Melia Lucatiel on Oct 27, 2014 15:44:59 GMT 1
Grundlæggende information
Navn: Melia Lucatiel
Alder: 27 (25)
Fødselsdag: 14/05/1407
Køn: Kvinde
Seksualitet: Hetroseksuel
Arbejde: Strejfer
Gud: Melia afskyr og forbander alle guderne
Tilhørsforhold: Ond
Stand: Underklassen
Information om udseende:
Højde: 178cm
Vægt: 68kg
Hudfarve: Lys solbrun, markant mørkere på hænder og ansigt end resten af kroppen grundet hendes livsstil.
Hårfarve: Gylden blond
Hårstil: Melias hår er livligt og fyldigt, men ikke forfærdeligt tykt. Det hænger ned til skulderbladene, og er oftest set samlet i en løs hestehale eller hængende løst.
Øjenfarve: Mørkegrønne
Kropsbygning: Normal, senet
Hverdagstøj: Melia ejer kun et sæt tøj, og det bærer det præg af. Farven på hendes grønne bluse er falmet, mens læderbukserne må holdes oppe med et bælte for ikke at falde ned. Selvom begge dele er elver håndværk, er de begyndt at vise tegn på slid. Uden over bærer hun en lang læderjakke til at beskytte sig mod vind og vejr, og et par knælange læderstøvler. Hendes arme er dækket af brede beviklinger, der holder dem skjult. Derudover har hun et par fingerløse handsker og et halstørklæde. Melia ses derudover sjældent uden sin trofaste rygsæk, der indeholder alt hvad hun ellers ejer.
Ar, permanente skader, osv.: Melia har flere store ar spredt rundt omkring på kroppen, alle fortæller de en del af hendes livshistorie, om det er et sværd hug i maven, et imponerende tandsæt om hendes venstre lår eller det intrigante, men ufærdige rituelle arring på hendes øvre ryg og skulder.
Særlige kendetegn: Melia har to meget markante ansigts tatoveringer, samt piercinger i både ører og næse.
Race: Halvblods, Telepatiker – Højelver
Forbandelsen: Melia er forbandet af guderne, en forbandelse der langsomt ændre hendes udseende. Det starter i hendes højre håndflade, ved et mørkt tegn der mærker hende som forbandet. Derfra spreder der sit et mørke op af hendes arm, og til resten af kroppen hvis hun ikke passer på. Normalt kan hun holde det under albuen, men bryder hun sig mod forbandelsen, spreder det sig hurtigt, og retter hun ikke op på sine ugerninger, vil det til sidst forvandle hende til et monster.
Færdigheder:
Fysisk styrke: 3 [+ 0] = 3
Mental styrke: 6 [+ 4] = 10
Behændighed: 6 [+ 1] = 7
Præcision: 5 [+ 4] = 9
Intelligens: 6 [+ 0] = 6
Visdom: 6 [+ 0] = 6
Kreativitet: 4 [+ 0] = 4
Karisma: 4 [+ 0] = 4
Information om personlighed
Talenter: Melia er en fantastisk eventyrer, og dualist. Hun har en fremragende stedsans og kan finde vej både til lands og til vands.
Svagheder: Melia er nok dygtig til det hun gør, men det har også givet hende et enormt ego, der tit får hende i problemer. Hun er selvisk og gør sjældent noget for andre, hvis hun ikke selv får noget ud af det.
Drømme & ønsker: Melia ønsker at bryde forbandelsen lagt på hende, så hun kan gå tilbage til sin gamle livsstil. Hun drømmer om at blive husket i al evighed som den største eventyrer i historien.
Interesser: Myter og legender om ældgamle civilisationer, især hvis fortællingerne inkludere gemte skatte. Hun har også en stor interesse for madlavning, selvom det ikke er en hun snakker for højt om.
Elsker: Guld, skatte og berømmelse. God mad og vin, samt personlig forbedring.
Hader: Melia hader folk der bare lader stå til og ikke arbejder for at opnå deres drømme. Hun hader rutiner og daglige, repetitive gøremål.
Sammenhængende personligheds beskrivelse:
Melia plejede at være en fri kvinde, der gjorde hvad hun lystede, og smed enorme summer penge efter den mindste luksus. Hun elskede at være altings centrum, men kunne også være en fantastisk lytter, hvertfald når der blev snakket om hende. Hun levede livet fuldt ud.
Den Melia man ser nu er en ganske anden kvinde. Hun er bitter, og går som om selve verden har et horn i siden på hende. Lyster og drømme er blevet reduceret til behov, og hun lever ikke længere livet, hun overlever, en dag af gangen. Når hun endelig har penge drikker hun dem op, eller giver dem væk til de trængende, for at sparer sig selv tømmermændene. Hun er blevet et sort hul af selvmedlidenhed, og når hun ikke er vred på verden, er hun seriøst utilfreds. Det sker dog fra tid til anden at hendes gamle jeg skinner igennem, eller rettere, dele af hendes gamle jeg. Små glimt af hendes tidligere livsglæde, og eventyrlyst der endnu ikke helt er blevet slukket af forbandelsens mørke.
Magi
- Telepati tanker og følelser: Det er muligt at kunne læse tanker og mærke følelser hos andre som barn vil man ikke selv kunne styre denne og det kan derfor virke meget voldsomt at alles tanker og følelser vil komme ind, hvor man som ældre har lært selv at kunne bestemme hvornår man vil opfange tanker, dog vil man ikke kunne undgå at kunne føle andres følelser.
- Telepati bevægelse: Det giver mulighed for at svæve op til 2 meter over jorden dog ikke i længere tid og at løfte andre ting/væsner.
- Telepati transport: Forsvinde og dukke op hvor som helst man har lyst i hele verdenen så længe man har været der før da man skal kunne visuelt se stedet for sig for at lande det rigtige sted.
Våben: En lang, slank kårde, en parer daggert samt en god slat kasteknive med ekstra vægt.
Kæledyr: Hesten Fedesen
Fortid/Baggrund:
”Jeg kan betale dig med en historie?” prøvede skjalden og så håbefuldt på den rejsende, bålet og den rejsendes gryde der lystigt kogte derop. Den rejsende kløede sign en anelse på hagen, men nikkede så, og gjorde en gestus med hånden for at få skjalden til at sætte sig. ”Fortæl mig om Lucatiel Eventyreren” bad den rejsende kort. Skjalden lyste straks op ”Ja det er også en legende der er en sådan her aften værdig!” sagde han opstemt, slog et par strenge af på hans lut, og begyndte sin fortælling.
Der var mange bud på Lucatiels oprindelse. Nogle mente hun var datter af en elverprins og hans hemmelige elsker, andre at hun var et forældreløst gadebarn. Der var sågar skjalde der svor at hun var sat på jorden af guderne selv, eller at hun var en halvgud. Detaljerne om Lucatiels herkomst varierede noget efter fortælleren, og publikummet. Denne skjald valgte en af de moderate udgaver, hvor hun var datter af en stor sørøver og en eventyrlysten adelsdame. Han fortalte om hvordan hun sneg sig ind i De Sorte Stens hemmelige skjulested og 'rekvirerede' deres stjålne skatte, hvordan hun næsten mistede livet til kannibaler i Alfeas øhav, og den altid populære historie om Dødskultisterne der ville ofre hende for at give kraft til deres magiske dommedags ritual, som hun kun med nød og næppe slap fra med livet i behold. Der var eventyr nok at fortælle om Lucatiel Eventyreren, og inden den ivrige skjald var nået igennem halvdelen af dem, var mørket faldet på. Ingen fortælling om Lucatiel Eventyreren var dog komplet, uden de afsluttende spekulationer. Der var mange ting skjaldene kunne blive enige om. Lucatiel var i sandhed en stor eventyrer, og på hendes eventyr havde hun fundet og brugt flere penge end selv de største rigmænd havde igennem et helt liv. Hendes navn og gerninger var kendt på det meste af Forlorn, og det rygtedes at selv guderne til tider tabte mælet over hendes storhed!
Men der var et spørgsmål ingen havde svaret på. Hvordan kunne en sådan kvinde bare forsvinde ud i den blå luft?
Nogen sagde hun var ophøjet af guderne, andre at de havde fået nok af hende. Historier fortalte om hendes sidste eventyr, hvor hendes død var malende beskrevet og heroisk, andre om hendes tilbagetrukne, idylliske liv
i en lysning i skoven. Men ingen viste det med sikkerhed.
Den rejsende smilede, tilfreds med historien, og gav med en bydende gestus skjalden lov til at gå i gryden. Der gik ikke længe før de begge sov tungt. En time før daggry vågnede den rejsende. Hun pakkede sine ting, sadlede hesten og gik stille sin vej, uden at vægge skjalden. Da hun var nået et tilpas stykke væk fra lejerpladsen, skubbede hun hætten tilbage, og lod vinden gribe sit blonde hår. Hun smilede. At høre skjalde fortælle hendes historie var en af de få glæder Melia havde tilbage. Alle hendes fantastiske eventyr, genfortalt og oftest pyntet på at de ivrige fortællere. De havde også alle glimrende bud på hvad der var hent hende, men ingen af dem kom sandheden nær.
Melias forældre var langt mere ordinære end fortællingerne gav udtryk for. Hendes mor Lydia, en ung ambassadør, hendes far Caliran en diplomat der var lidt for glad for udenlandske vine. Melia blev undfanget en sen bedugget nat, og knap et år efter afleverede Lydia hende til Caliran, til hans kone Illiandras store harme. Hun voksede op blandt elverfolk, og var ikke sen til at udnytte at hun voksede markant hurtigere end sine jævnaldrende. Men Melia passede aldrig rigtig ind, og det var derfor en lettelse da Illiandra endelig fik overbevidst Caliran om at sende Melia tilbage til sin mor.
Lydia var dog en travl kvinde, og selvom hun forsøgte at være en god mor, fik Melia oftest bare lov til at gøre som det passede hende, så længe det holdt hende ude af Lydias hår. Sådan lærte Melia fra en ung alder at så længe hun kunne passe sig selv, kunne hun få lov til alt og lidt mere endnu, hvis man også havde penge.
Resten af historien var som skjaldene sang det. Hun drog ud for at opleve verdens undre og så sig aldrig tilbage… Indtil dagen hun tilsyneladende forsvandt fra Forlonds overflade.
Det havde været en bitter erkendelse, men Melia havde bidt over mere end hun kunne tykke. Hun havde smidt en fornærmelse efter guderne, og de havde besvaret den tifoldigt.
Melia havde søgt at tage et af gudernes artefakter, Skæbnens Sten, i sin besiddelse for at vise at selv ikke guderne var sikre mod hendes snilde. Guderne tog imod hendes udfordring. De kastede hende ned fra deres tempel, og forbandede hende for hendes arrogance. Fra den dag måtte hun gøre godt for andre, eller langsomt blive forvandlet til en monster. Tvunget til at opgive sin livsstil som eventyrer, kappede Melia alle bånd i skam over at have fejlet så groft, og startede et nyt liv på landevejen. Hun besøger stadig sit hus i hovedstaden i ny og næ, hvor alle skattene fra hendes eventyr stadig ligger, og mindes de bedre tider.
Melia skubbede sit ærme op, og så til sin store tilfredshed at mørket havde trukket sig tilbage. Hun havde delt sin mad og lyttet til skjalden plapre den halve nat. Nogen gange blev hun forbløffet over hvor lidt der skulle til at holde forbandelsen i skak. Især når hun tænkte på prisen hun skulle betale for at bryde den! Hvorfor skulle hun nogensinde give sit liv for en anden, hvis hun kunne nøjes med at dele et lunkent måltid i ny og næ? Gudernes veje var uransagelige.
Bedste minde: Da hun fik sit sværd og parrer daggert.
Værste minde: Dagen hun blev forbandet.
Føde by: Cunak
Leve sted: Landevejen
Slægt:
Mors side:
Mor: Lydia Lucan, halvsøster: Kali Lucandra, halvbror: Shulk Lucacian, morbror: Ryan Lucan, moster: Elisha Lucan, mormor: Melia Luran, morfar: Malkon Canha, fætre: Samson (Ryan), Herbert (Ryan), Yashu (Elisha), kusiner: Amelia (Ryan), Sofia (Elisha), halvniecer: Karitas (Kali), Yianna (Shulk), halvnevøer: Tristan (Shulk)
Fars side:
Far: Caliran Tielianh, fars kone: Illiandra Tielianh, halvbror: Ellisor, farmor: Xanaphia, farfar: Tairon Hideling, halv farbror: Aik Hideling
Lidt om dig
Din alder: 23
Skaber: Anah
Antal år du har spillet online rpg: en del
Andet: Kensis Hjerte
