Grasping for straws

[Aik Hideling]

"Jeg har tiltro nok til mine egne evner til at garantere dig, at der ikke vil ske nogle varige skader. Men jeg kan ikke garantere, at de ikke vil være.. Spændende, også rent fysisk, på kort sigt." Aik smilede grumt mod hende. Hans mørke øjne glimtede i tilfreds spænding, som han stod dér, hævet over hende med hænderne foldede bag ryggen. "Naturen har det med at bide igen, når den bliver brugt til videnskabens formål.. Og det er en del af det tiltrækkende ved det. At kunne tøjle dens gift og bruge det til at bekæmpe naturen selv." Hans blik fulgte hendes kniv, som hun hævede den med det samme, og han kunne ikke skjule sin overraskelse ved at se hvordan hun lod til at ville filettere huden af sin arm på stedet, ved hans skrivebord. Han tog sig den frihed med let hånd at skubbe sit pergament og sine bøger af vejen. Bare for en sikkerheds skyld. "Et lille stykke skulle være nok." han viste ca. 5 centimeter mellem to fingre. Smilet var forsvundet, erstattet af et stikkende blik, der forsøgte at gennemskue præcis hvad det her var. Ville hun rent faktisk gøre det? Eller var det bare for at få en reaktion ud af ham? Det fik han hurtigt svaret på. Begge hans øjenbryn rykkede sig langt op under hårgrænsen da kniven gik gennem huden med samme lethed som en erfaren fisker der fjerner skindet fra en laks. "Det ser jeg." Han tog det lille stykke hud forsigtigt mellem to fingre, og pakkede det ind i et lille stykke pergament. "Kom til mig igen imorgen tidlig. Der vil jeg have nyt." Han bandt et lille stykke snor om papiret og kom det i sin inderlomme. Hans venstre mundvig trak lidt opad. "Prøv at være en god pige indtil da, niece."

[Melia Lucatiel]

"Hvad end bivirkninger dine eksperimenter kan frembringe, er jeg sikker på jeg har oplevet værre" svarede hun køligt, men kunne ikke ryste en følelse af bekymring af sig. Aik virkede en smule for glad for tanken om hans 'eksperimenter'. Desværre var Melia ikke rigtig i en position til at vurdere hvor nødvendigt det var. Hun måtte bare holde tungen lige i munden, bide tænderne sammen og holde et vågent øje med Aiks tanker. Især hvis hendes eneste garanti var 'hans tiltro til hans evner'.

Et fornøjet smil bredte sig på Melias læber over Aik reaktion da hun gav ham hudprøven. Måske var hans mave ikke så stærk som han gav udtryk for? Han burde eller havde fattet at hun ikke spildte tiden efterhånden.

Ved hans afsluttende kommentar spejdede hans smil sig på hende egne læber "Jeg skal gøre mit bedste, kæreste onkel" svarede hun teatralsk med slet skjult sarkasme. "Jeg vil glæde mig til at se dine resultater" kommenterede hun til seriøst, inden hun bukkede kort og teleporterede væk. Hendes sidste kommentar hang i rummet efter hun var forsvundet, lige dele ønske og advarsel.