Grasping for straws

[Melia Lucatiel]

Tid: tidlig aften
Vejr: lunt men blæsende

Melia sikrede sig tjeneren havde lukket døren efter sig, inden hun slog hætten ned og så sig omkring i det kontorlignende kammer. Rummet var domineret af et stort skrivebord, fyldt med sirligt ordnede papirer og stakke af bøger. Væggene var gemt bag store reoler med bøger fra gulv til loft med undtagelse af et lille læsehjørne med bløde sofaer, flankeret af store tavler med mærkelige formler og avanceret matematik. Melia bevægede sig langsomt igennem rummet, mens hun skimtede titlerne langs væggen. Videnskab, teorier, afhandlinger. Den slags havde aldrig været Melias kop te, men hun var villig til at prøve hvad som helst efterhånden!

Det var skræmmende så langt Melia var faldet. For bare 1½ år siden havde hun været den største eventyrer i mands minde! Historierne om hendes gerninger blev fortalt på kroer i øst og vest og de få døre der havde været lukket for hende, forblev ikke lukkede længe.
Nu kunne hun knap komme ind på et eller andet menneskes borg for at besøge sin farbror! Vagten ved porten havde haft den frækhed at nægte hende adgang, og sagt de ikke ville have 'rakkerpak' som hende ind. Hun havde været nød til at give ham en verbal afklapsning for at minde ham om hans stand, og ikke mindst informeret ham om hvem hun var, hvorefter han havde ladt hende ind.

Melia nåde den modsatte ende af rummet og stillede sig foran det store vindue der. Hun skar en grimasse. Før i tiden ville tyende ikke være sluppet så let afsted med den slags frækheder, men kunne hun bebrejde ham det? Hun lignede noget der var løgn i sine støvede, slidte klæder, og hendes krikke Fedesen var ikke ligfrem en ædel ganger!
Forhåbentligt kunne Aik se igennem det lurvede udseende. Hun huskede ikke meget mere om sin farbror, end at han var en utrolig klog og belæst mand. Måske kendte han til en måde at bryde gudernes forbandelse på! Det var hvert flad forsøget værd.
Melia måtte dog erkende hun var mere nervøs end hun plejede. Hun havde ikke set eller tænkt meget på sin familie i mange, mange år, og Aik var ikke ligefrem en del af hendes nære familie. Ville han hade hende som hendes fars kone, ignorere hende som farmoreren, eller hjælpe hende for 'familie er familie' som hendes halvsøskende? Skulle hun forsøge at udnytte det faktum at de var i familie, eller håndterer det som hun havde gjort alle de andre hun havde opsøgt? Og hvad ville han have som betaling? Sjældne bøger? Rigdom? Berømmelse? Betød det noget?
Nej. Ligegyldigt hans pris, ville hun kunne skaffe det, så snart forbandelsen blev ophævet!
Med nyfundet energi satte hun sig i den store stol bag skrivebordet, smækkede fødderne op på hjørnet af bordet, foldede hænderne over maven og stirrede op i loftet mens hun ventede på at tjeneren der havde ført hende ind fik fundet og hentet Aik.

[Aik Hideling]

Aik var lykkeligt uvidende om, at hans studererum og kontor blev invaderet af hans egen niece, mens han trådte ind gennem Rosenborgens høje, tunge port, med en poleret lædertaske svunget over skulderen. Dagen havde egentlig været god indtil nu. Han var taget tidligt afsted til byen, for at hente en forsendelse han havde ventet på. Han havde kun udvekslet få ord med personen bag disken i boghandlen, og det havde generelt været en givtig samtale. Han havde afværget alle spørgsmål om sit privatliv og historier om boghandlerens barnebarn, og kunne endda føje en ny lærebog til Isobells liste. Hvorvidt han ville få held til rent faktisk at få hende til at læse i den, var et problem han ville adressere senere, når tidspunktet blev presserende.
Sædvanligvis kunne han nu ende sin dag med i fred og fordragelighed være gået direkte til sit laboratorium i sit eget selskab, for at åbne de nyprintede publikationer om eliksirvidenskab som han netop havde hentet, og dufte til ingredienserne han skulle bruge dertil. Men idag blev han bremset af en stakåndet tjenestepige, der var blevet sparket ned af trappen for at hente ham og bringe ham direkte til studererummet, hvor Melia Lucatiel åbenbart var smuttet ind, efter at have verbalt overfaldet en af vagterne. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet af idéen- En ung pige, der formår at give en fuldvoksen mand i rustning en så gevaldig overfusning, at han lader det gå ud over sin stolthed. Det her kunne måske ligefrem gå hen og blive interessant. Han begav sig på vej op af trapperne med lange, tålmodige skridt, og lod tjenestepigen blive tilbage. Hun måtte have vigtigere ting at give sig til. Som at lade køkkenet vide, at hans studererum godt kunne bruge en kande god vin.
Han tænkte tilbage på, hvornår han sidst hørte om Melia Lucatiel. Hun havde nået meget på et kort liv. Sladder om hende blev båret fra kro til kro i ny og næ. Ben i næsen havde hun ihvertfald. Hvor hun havde det fra, anede Aik ikke.
Med den tanke, skubbede han døren op, og trådte med fejende skridt indenfor, mens han lod sit blik vandre over rummet, for til sidst at falde på sit skrivebord. Med hendes støvler på bordpladen. Og hendes bagparti i hans stol. Han lod tasken glide af sin skulder, og dumpe ned på gulvet. Han hævede øjenbrynene.
"Melia."Lød hans tørre hilsen.

[Melia Lucatiel]

Melia smilede for sig selv over Aiks tanker idet han trådte ind i lokalet. Hun havde brugt ventetiden på at gennemgå de få minder hun havde om Aik og hans person. Det meste var overhørt brok fra hendes far fra årtier tilbage, men hun ville væde med det de stadig holdt vand. Højelvere ændrede sig aldrig. "Hr. Hideling, onkel" svarede hun høfligt med afmålt respekt. Hun havde valgt det nok var bedst ikke at pirre ham unødigt. Med et let suk flyttede hun fødderne fra hans skrivebord og lagde dem over kors "Min mor er hvor jeg har det fra, og De må undskylde at jeg sådan presser mig på, men jeg havde ikke mulighed for at skrive i forvejen" forklarede hun beklagende. Det var påtaget, og overvejende løgn, men det havde aldrig stoppet Melia før.
Hvor hendes fødder før havde været, lå nu mindre bunke jord og skidt der var drysset af hendes støvler. Melia lavede en fejende gestus hen mod det, og skidtet flyttede sig udover bordkanten, som skubbet af en usynlig hånd, og ned på gulvet. "Hvordan går det ellers med studierne onkel?" spurgte hun med en delvist oprigtig interesse. Hun kunne ikke huske hvilket felt han specialiserede sig i, hvis hun da nogensinde havde vist det, men det kunne gå hen og blive et vigtigt kort at have på hånden. Hun havde forsøgt at lærer noget fra studierummets indhold, men Guderne måtte vide hvad det alt sammen var, for det sagde hvertfald ikke Melia der fjerneste.

[Aik Hideling]

Aiks blik fulgte med en let nysgerrighed Melias bevægelser, mens han tavst gav sig tid til at lytte til hendes forklaring. Han gav ikke som sådan ellers nogen ydre anerkendelse af hendes hilsen. Ingen umiddelbar, familiær hjertevarme eller velkomst. Han var oprigtigt overrasket over at finde hende her- Med god årsag. Hun havde været som sunket i jorden, længe. "Jeg går ud fra, at det ville være nytteløst at bede dig pænt holde dig ude af mit hoved" Aik åbnede tasken på gulvet og trak en bog op derfra. Han begav sig ned langs rækkerne af reoler for at sætte den på plads. Bunkerne af skidt og jord som nærmest ud af ingenting landede på gulvet nær ham, fik ham dog til at bremse som på en sølvmønt. Han understregede sine tanker med en lavmælt 'hmmm' lyd. Han havde fået at vide at hendes mor var et menneske, men det stod tydeligt, at hun havde telepatiske egenskaber. En finurlig blanding..
"Mine studier og eksperimenter går for tiden planmæssigt fremad." Han lukkede samtaleemnet der. Melia Lucatiel slog ham ikke som typen, der ville have intellektuelle interesser, så det ville være grundløst at prøve at få hende til at følge med i sådan en konversation. Der var andet, der virkede som mere spændende nyt. "Manglende tid er måske én årsag til at du ikke gav besked om dit overraskende besøg, men sandsynligvis ikke den eneste? Det sidste jeg hørte fra rygterne ude i byen, er at du havde travlt med at være... Død. Som følge af mange forskellige, dramatiske omstændigheder. Og lige pludselig stiger du op af graven for at foretage familiebesøg."

[Melia Lucatiel]

Melia sendte Aik et undskyldende blik og trak let på skuldrene ved hans tanker "Dårlig vane. Min mor var telepatiker." kommenterede hun hans tanker, dog uden at svarer på hans spørgsmål. Det var utroligt uhøflig at læse andres tanker, især ikke-telepaters, men Melia havde nu engang aldrig været meget for gode manere, og det havde reddet hendes liv mere end en gang.
Et væld af stolthed flød igennem Melia da Aik fortsatte. Så selv hendes stivnakkede onkel havde hørt om hende og mere end en gang efter hans kommentar at dømme. "Man skal ikke tro på alt hvad man hører i byen" sagde hun med et tilfreds smil "Rygterne om mit endeligt er vildt overdrevne" tilføjede hun henkastet "Som du kan se lever jeg i.." hun stoppede sig selv, hendes ansigt pludseligt mørkere "Jeg lever, og der skal mere end hvad end du har hørt slog mig ihjel til at lave om på det" fortsatte hun. Melia havde selv hørt mange af historierne, og selvom flere af dem var ganske fantastiske, havde hun endnu ikke hørt en fantastisk nok til at retfærdigøre hendes endeligt. "Alle disse rygter har dog givet rum til de vigtigere ting i livet, så som familie!" knap havde ordene forladt hendes mund, før hun fortrød dem. Hun havde smurt for tykt på. Melia kunne ikke engang huske hvornår hun sidst havde set nogen som helst i familien, og hvis Aik havde set hendes far bare en gang i den tid, ville det nok være pinligt klart hvor vigtigt familie enlig var for hende.

[Aik Hideling]

"Det kunne jeg regne ud." Aik stillede bogen ind på reolen ved alle de andre bøger om astronomi. Naturligvis var bøgerne opdelt efter emne, og derefter inddelt efter forfatter. De fleste af bøgerne var gamle og støvede. Her og der stod der kasser af pergamentruller, skubbet ind under reolerne. En samling af viden og information, altsammen læst mindst en gang eller to. Han stod stille og spekulerede i et par sekunder over sætningen der blev kortet af.
Ah.. Så hun var her, fordi hun var i problemer. Som sådan ikke så overraskende. Spørgsmålet var, hvad problemerne bundede i, og hvorfor hun netop kom til ham, og ikke andre. Hendes lasede tøj sagde ham, at det havde noget at gøre med penge. Var hun faldet så dybt, at hun denne gang ikke kunne kravle op på egen hånd? Han vendte sig langsomt, overvejende om mod hende, og lagde armene løst over kors under de lange halskæder der dinglede mod hans bryst. Ved benævnelsen af familien, kunne han ikke lade være med at slippe et fornøjet fnys. Han vendte sig mod den yngre skabning, med en trækning i mundvigen. "Jeg ved ikke hvilken familie, du åbenbart er blevet så hengiven overfor, men jeg kan ikke tro at det er den vi deler. Den smule kontakt jeg har haft med min fjerne halvbror lod mig vide, at du forlod hans bord for mange år siden, og aldrig har set dig tilbage. Eller så meget som tilkendegivet at du var i live." Han trådte tilbage mod bordet. Skridt, for rolige skridt. "Så jeg kan ikke lade være med at overveje, hvad der bringer dig til mig. Især nu hvor du har forladt din eventyrlige sti. Hvad kan jeg gøre for dig, som din far ikke kunne? Eller ville?" Hans blik hvilede fast på hendes. Det var ikke fordi han fordømte hende. Han var heller ikke vred, på broderens vegne. Han kunne virkelig ikke tage sig af, hvilket familiedrama der foregik i den gren af familien. Han var vitterligt bare nysgerrig, og måske en smule arrogant selvtilfreds over, at hun kom til ham i stedet for den uægte søn.

[Melia Lucatiel]

Melia havde aldrig forestillet sig nogen kunne læse så meget, i så lidt. Hendes møde med Aik gik langt over forventning, ja det kunne vel kun være gået bedre hvis hun havde skrevet det selv! Melia havde når det kom til stykket aldrig været særlig god til andre mennesker, hvertfald ikke når det kom til oprigtighed og medfølelse. Men hun forstod at spille ind til et ego, til jalousi og grådighed. Det var ikke fordi hun havde erfaring, selv ville hun aldrig falde i så simple følelser, men hun havde altid haft et vist talent for at håndtere den slags mennesker.
Roligt mødte Melia Aiks blik og lænede sig en anelse tilbage i stolen. "Jeg har skam ikke forladt min eventyrlige sti kære onkel, blot taget en mindre ferie mens jeg håndtere et lille problem jeg er rendt ind i. Et problem min far ikke ville kunne løse om jeg så havde tusinde år at vente og brugte al min rigdom på det. Jeg bryder mig ikke om at spilde min tid, så derfor kom jeg til dig først" hendes ansigt blev alvorligt "Jeg må erkende du ikke er den første jeg har opsøgt. Jeg har besøgt magikere og præster for hver eneste gud, og alle gav de mig det samme svar. 'Det er umuligt!', 'Det er gudernes vilje!'. Men du.." Melia slog ud med armene mod reolerne "Du trodser gudernes vilje hver dag! Når andre tåber ser stjerne på himmelen ser de kun gudernes værk, men du ser så meget mere." hun samlede hænderne igen og begyndte langsomt at fjerne handsken fra sin højre hånd. Efter en kort kunstpause, talte hun videre "Jeg kom til dig, fordi jeg tror du er bedre end dem, for at spørger dig, om du har evnerne til at få dit navn i historiebøgerne! Det du kan gøre for mig, kære onkel.." hun trak handsken af og fleksede sin kulsorte hånd en anelse "er at omstøde gudernes dom" hun vendte sin håndflade mod Aik, og fremviste symbolet, der mærkede hende som en forbandet af guderne. Hånden var sort som natten, med undtagelse af det yderest af fingerspidserne, og virkede underligt forkert, som om der ikke blot var noget galt med farven, men også formen. Det var svært at sætte fingeren på, men der var noget ved håndens anatomi der virkede forkert.

Katten var ude af sækken. Nu kunne Melia ikke gøre andet end at vente på hans svar. Ville kan afslå hende med det samme som de andre? Ville chokket være nok til han i det mindste tænkte over det? Selv der, ville han så have modet og viljen til at trodse guderne, for muligheden for at få sit navn i historiebøgerne? Hvis hans videnskab virkelig kunne løse hendes 'lille' problem, ville det være den største bedrift i videnskaben nogensinde! ... hvert fald at dømme efter de 'gennembrud' hun havde hørt om.

[Aik Hideling]

"Det lyder som et betydningsfuldt lille problem." Aik lænede sig ind mod bordet foran sig, med håndfladen mod bordpladen. Han lukkede derefter blot munden og lyttede til sin nieces tale. Et problem penge ikke kunne løse? Ja, det lød godt nok som videnskab. Ved hendes benævnelse af præster og magikere kunne han ikke lade være med at rynke opgivende og foragtende på næsen. Han tiltede hovedet lidt ned mod sin ene skulder, og langsomt voksede et bredt smil frem på hans ansigt. Trodser gudernes vilje? Ja, hvis der havde været nogle sådanne. Hele universet bestod for ham af systemer, gasser, kemiske reaktioner og stofforbindelser. Hvis andre så magi, måtte de være tåber. Tåber som de fleste. Og pigen foran ham gik tydeligvis på den tynde linje mellem oplysning og tåbelighed. Fordi hun var blevet skuffet? I hendes kunstpause rettede han sig langsomt op i sin fulde højde. Stolt og selvsikkert. Han forholdt sig skeptisk og tilbageholdende- Mange havde gennem tiderne budt ham en andel i deres fjollede projekter, som de garanterede ham ville lede dem, og ham, mod storhed. Da hun rakte håndfladen frem mod ham, fokuserede hans blik straks på pletten i midten. Han lænede sig ned, og snuppede med et fast greb om hendes håndled hendes hånd tættere så han kunne nærstudere symbolet, og dets virkning på hendes hånd. "Brød du dig ikke om at spilde tiden, skulle du ikke have opsøgt guder og præster." Hans blik gled langsomt over hendes hånd. Prøvede at følge linjerne, og få øje på blodårerne. Hans fingre trykkede på de følsomme punkter og nerver i hendes håndflade. "Jeg ville ikke få mine, eller dine, forhåbninger for højt op om, at dette er noget nyt og ekceptionelt til dine legender.. Det meste som får folk til at skrige til himlene om forbandelser og ond magi, har det med at være en forgiftning eller almindelig sygdom." Hans blik fandt hendes igen. Borede sig ind i hendes øjne som for at suge informationen ud af hende. "Hvor længe har du haft det mærke?"

[Melia Lucatiel]

Melia kunne ikke undgå at mærke et stik af håb ved Aiks reaktion, en følelse hun ikke havde set meget til længe. Hun var fuldstændig ligeglad med Aiks religiøse overbevisning og hans motivation for dens sags skyld. Hun havde pirret hans interesse, og bidt på krogen. Nu skulle han bare sluge den, og linen med!
Ved nærmere inspektion var det let for et trænet øje at bekræfte at noget var helt galt. Hånden var en anelse længere og en anelse smallere end den burde, og de følsomme punkter og nerver var alle en anelse forskudt. Det var som om det slet ikke var en menneskelig hånd, men blot en dårlig kopi. Selv blodårene var ikke til at finde på den sorte overflade.
Hånden i sig selv var nok interessant, men Melia havde mere oppe i ærmet, ret bogstaveligt talt. Hun satte sig på kanten af stolen, så Aik kunne nå uden at være ved at rive armen af hende, og begyndte roligt at fjerne omviklingerne fra armen. Hun mødte hans blik.
"1½ år" svarede hun, trak viklingerne helt væk og skubbede sit ærme op så han kunne se hele armen. Mørket fra armen strakte sig helt op til albuen, hvor det delte sig i fede, åre-lignende tråde der strakte sig op af overarmen. "Spredningen fluktuere jævnligt. På sit laveste var det kun hånden, på sit højeste dækkede det halvdelen af min brystkasse. Jeg kan normalt holde det hvor du ser det nu" hun sukkede "Hvis det her er en 'almindelig sygdom' æder jeg mine sko og går i kloster!". Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun fortalte ham så meget, så hurtigt, men det virkede bare.. rigtigt? Hans blik higede efter viden, men det var også tydeligt for hende, at det stammede fra mere end overfladisk interesse. Han ville ikke være tilfreds for han viste hvad det var, hvorfor det var der, og hvordan det virkede.

[Aik Hideling]

Aik lod langsomt forbindingen om Melias arm falde. Han viklede den ud, mens han lod blikket følge hendes arm, og den sorte farve længere og længere op af hendes malformede legemsdel. Det var åbenlyst for enhver, at noget var helt galt, men som han efterhånden opdagede at hele det indre i armen og hånden ligesom var blevet forskudt og omformet, stod det klart at det her ikke blot var en forgiftning. Hvis det var, var det noget som var i stand til simpelthen at gå ind og ændre hendes person, og det var ikke noget han havde hørt om før. Det måtte være noget hendes krop på en eller anden måde var blevet påvirket til at gøre. En sygdom? En eliksir? En form for stråling? Hans hjerne kværnede sig igennem alt han vidste, stykke for stykke, mens han med et fast greb om hendes arm vendte, drejede og nærstuderede den. Han trak i hende for at få hende tættere.
"Behold skoene på dine fødder, til jeg har afkræftet min gift teori fuldkommen.. Det er åbenlyst noget der fremprovokerer en mutation, der starter i håndfladen. Det reagerer som en betændelse, der kan spredes eller trækkes tilbage, og reagerer på kemien i din krop... Hvis du har holdt det tilbage så længe, må det være let manipulerbart. Hvordan holder du det tilbage? Kunne du give mig en lille demonstration på stedet?" Jo mere han kiggede på det, jo mere interesseret blev han. Det begyndte nærmest ligefrem at snurre i hans krop. Hans trykkede en smule hårdere nær hendes albue for at provokere årerne frem så han kunne studere dem. Han måtte vide, om hvad det end var, var synligt for det blotte øje som en misfarvning eller noget mere spændende.

[Melia Lucatiel]

Melia lukkede af for Aiks tanker som han fortsatte. Hun havde tydeligvis opnået hvad hun ville, og på ingen måde lyst til at følge med i hans teorier, så længe han kunne fikse problemet. Hun gav et let utilfreds grynt fra sig da han begyndte at trække i hende, men strakte sig en anelse mere. Hans tese om mutationer og betændelse lød fornuftig, ikke at hun kunne sige mere om det end det. Ellers gik hans ord ind af det ene ører og ud af det andet. Hun var flere gange tæt på at kommentere på hans blabren, men holdt sig fra det. Hvis han arbejdede best sådan, kunne hun vel tåle det for nu.
"Det reagere på mine handlinger, eller en afledt reaktion deraf. Det trækker sig tilbage når jeg laver humanitært arbejde. Give penge til fattige, hjælpe gamle damer over gaden, den slags"[B/] hun rejste sig op "Se efter" sagde hun og lirkede let sin arm ud af hans greb. Hun holdt sin venstre tommelfinger frem og pressede neglen ind lige over hvor mørket stoppede for at markere stedet "Du ser tæt ud. Hvorfor sætter du dig ikke? Her, tag min plads" sagde hun nærmest mekanisk og trådte til side så han kunne komme til stolen "Jeg insistere" tilføjede hun fast og ventede til han satte sig, inden hun placerede højre hånd på stolens armlæn, og pegede på sin markering. Mørket havde trukket sig en anelse tilbage. Det var ikke meget, men det var synligt. "Jo større dåd, jo mere rykker det. Jeg har dog aldrig kunne få det under håndleddet" forklarede hun.

[Aik Hideling]

Aik rettede sig op fra hende, og lod pigen trække sig tilbage på afstand af ham. Det havde ikke været helt let.. hans interesse fik ham til at holde ret godt fast i hende. Han betragtede hende med interessen som en fuglekigger der betragter en interessant ny art. Ved hendes mekaniske tone kunne han ikke lade være med at trække på den ene mundvig. "Tak som byder, frøken Lucatiel" Han trådte med et par lange skridt uden om bordet, og sænkede sig ned i sin velkendte stol. Egentlig godt tilfreds med, at have sin ejendel tilbage. Han var ikke typen der følte sig godt tilpas med at andre bare tog sig friheder i hans private gemakker. Og så var det i grunden nærmest lige meget, hvem de var. Han lænede sig tilbage i stolen, med rank ryg, og han fulgte med fascineret interesse, hvordan mørket langsomt trak sig ned over hendes arm, til en ny position. "Fascinerende lille trick." Kommenterede han, faktuelt. Hans blik fandt hendes blik igen, fornøjet ved hvor generet af at skulle gøre en lille bitte god gerning, hun åbenlyst var. Som om det ikke havde været nok, hvor dukkeagtigt hun havde ageret. En god skuespiller var hun vidst ikke. "Det skulle stå ganske klart. Men fortæl mig, hvordan du føler når du gør den slags gerninger for folk? Hvilke følelser vækker det i dig, at hjælpe og modtage tak fra søde gamle damer?" Han foldede afventende sine hænder foran sig. 

[Melia Lucatiel]

Melia bed tænderne sammen og holdt fast i den sidste stump af toldmodigehed hun havde tilbage for sin onkel. Da han tilsyneladende havde set hvad han ville, trak Melia armen til sig igen, og begyndte at pakke armen ind igen. Det var ikke ligefrem noget hun ønskede at vise til alle og enhver, og der var altid flere ører der lyttede med på steder som Rosenborgen end man forventede. "Det er trivielt, let irriterende til tider. Hvis det bare bare var så vel at jeg kunne gøre lidt godt hist og her, og ellers fortsætte mit liv, så havde jeg nok ikke spildt 1½ år af mit liv" der var en hvis skjult hånlighed i hendes stemme, som om han burde havde tænkt så langt "Det rigtige problem ligger i hvad der får det til at sprede sig... hvilket er sådan ca. alt andet jeg foretager mig".

Melia lagde armene over kors og så ned på Aik "Så hvad siger du? Kan du kurre det, eller har jeg spildt min tid igen?"

[Aik Hideling]

"Tålmodighed, tålmodighed, Melia. Så vil det vise sig, at du er kommet til det rigtige sted." Et bredt, næsten slesk og faretruende smil, bredte sig på Aiks ansigt. "Naturligvis kan jeg kurere det. Du burde være kommet her tidligere, i stedet for at spilde din tid på folk der mumler trylleord til statuer og gamle sten. Selvom dette projekt er noget for sig, har jeg haft mere kroniske lidelser på mit bord. Jeg håber at du er klar på at blive her i byen i et stykke tid, og mod på at deltage i en smule... eksperimentation." hans nikkede en gang mod hendes arm. "Og det lader for mig at høre ikke til, at du har råd til at være kræsen." han træder et par skridt tilbage, og med et sus og svip af hans kappe, trak han et par bøger ud af sin bogreol, inden han smækkede dem ned på bordet, og gav sig til at bladre. En bog om urter og deres virkning, kunstfærdigt illustreret. Han lod fingerene vandre ned over siderne. Han stod sådan i stilhed lidt, og bladrede hjemmevandt gennem først den ene så pergamentet svirpede, inden han fik videre til den næste og fandt en specifik side med et detaljeret billede af en opsprættet krop, inden han rettede sig op og skubbede bøgerne til side. "Jeg får brug for et stykke af din hud. Den muterede hud på din arm." At dømme efter hans tonefald var det en kommando. Ikke et venligt forslag.

[Melia Lucatiel]

Melia nikkede sit samtykke. Hun var ikke bange for en bogorm som Aik. Han var nok excentrisk, hvilket kunne lede til problemer, men hun havde arbejdet med langt værre typer før i tiden. Hun havde dog også haft langt større råderum til at håndtere de typer dengang. "Jeg vil aldrig være længere end en teleportion væk, og så længe din 'eksperimentsation' ikke foresager permanente skader, står jeg til din fulde rådighed" sagde hun og lagde væk på delen med permanente skader. Der var ingen idé i at blive kurreret hvis hun alligevel ikke var i stand til at genoptage sit eventyr.

Da Aik bad om en prøve trak hun uden tøven kniven fra sit bælte, skubbede viklingen en anelse op og spurgte "Hvor stort?". Hun ventede på hans angivelse, hvorefter hun med stor præcision skrællede det øverste lag hud af til ham, uden at trække en dråbe blod. Det kunne kun lade sig gøre fordi hun holdt sine våben skarpe, og havde en hånd så sikker, at de fleste læger ville blive grønne af misundelse. "Det er gjort. Hvornår får du brug for mig igen?" spurgte hun og rakte kniven frem mod ham, så han selv kunne pille hudprøven af.